 |  | Kollision (Del 3) - Kapitel 1 |
 |
|
|||||||||||||
|
Selma tog en dyb indånding. Hr. Müller smilede stort til hende. De sad begge på hver deres side af skrivebordet inde på hans kontor, og Selma kunne mærke hvordan hun langsomt begyndte at svede. Hr. Müller smilede stadig venligt til hende. Han lod til at være en hyggelig mand. Men hendes instinktive forsigtige indstilling over for fremmede gjorde, at hun ikke kunne imødekomme hans venlighed helt så meget. I flyet havde hun tænkt så meget på sin familie og gjort sig så mange bekymringer, om dét at hun havde forladt dem, mon havde været den rigtige beslutning, at hun slet ikke havde nået at tænke på det hun var på vej til - hun skulle klare sig alene her i Schweiz, og hun blev nødt til at klare det godt. Hun havde brug for det her. Når hun endelig havde valgt at tage herhen, var hun også nødt til at gøre det ordentligt. Det var måske presset fra denne tanke, som bragte sveden frem hos hende. ”Vi er overordentligt glade for Deres ankomst og byder Dem hjerteligt velkommen,” sagde han og rakte igen hånden frem mod hende hen over skrivebordet. Hun tog den med et forsigtigt smil. ”Mange tak, hr. Müller. Jeg er glad for den mulighed, De har givet mig ved at tilbyde mig det her job, og jeg vil gøre mit bedste.” Hun rømmede sig og kunne mærke at hendes kinder var ved at blive alt for varme. Hvorfor skulle hun også være så nervøs? Nåh ja, måske fordi det her job afgjorde alt. ”Jeg er sikker på, at De vil klare Dem udmærket,” sagde hr. Müller beroligende. Han tøvede, inden han fortsatte. Selma kunne se på ham, at der var noget han gerne ville tale med hende om, men han kunne ikke rigtigt få det gjort. Han besluttede sig åbenbart for at droppe det - eller i hvert fald vente med det - for han rystede kort på hovedet for sig selv og fik smilet på læberne igen. ”Jeg synes, at De skal møde Deres patient nu,” sagde han og rejste sig. Selma gjorde det samme, og sammen gik hun og hr. Müller hen ad den lange gang. De drejede rundt om et hjørne på gangen, hvor endnu en lang gang lå foran dem. Selma gjorde store øjne. ”Det er ufatteligt stort,” mumlede hun og lød imponeret. Hr. Müller hørte hende og klukkede lavt. ”Ja, men ikke alle værelserne er optagede.” De gik tavse ved siden af hinanden, indtil hr. Müller stoppede ved en af dørene. Han vendte sig, så han stod overfor Selma og så alvorligt på hende. ”Dette er Deres patients værelse, frøken.” Selma nikkede langsomt og tog en dyb indånding. Hr. Müller gned hænderne mod hinanden. Han lød næsten undskyldende, da han fortsatte med lavmælt stemme: ”Hun er en lidt ... speciel person. De skal ikke tage Dem af det, hvis hun til tider vil være en smule afvisende. Hun har vist ikke haft det for nemt.” Selma lo ubekymret. ”Det tror jeg nok, jeg vil kunne klare. Jeg har mødt en del ejendommelige mennesker i mit liv; jeg klarer det nok.” For første gang siden sin ankomst følte hun sig sikker på sig selv. Hun bankede forsigtigt på døren. Det tog lidt tid inden hun hørte skridt inde fra værelset. Så blev døren åbnet med et ryk, og Selma stirrede ind i ansigtet på en pige, der var en smule yngre end hende selv. Det rødlige hår stod omkring hendes ansigt i vilde, filtrede totter og øjnene var hårde og sammenknebne. Hun så ikke særlig fornøjet ud. Da Selma så ind i pigens øjne, forsvandt den sikkerhed, hun havde følt for bare et øjeblik siden. Der var så megen lidelse i pigens blik, så megen hårdhed. Ved første øjekast lignede hun en almindelig ung kvinde, men kastede man et nærmere blik på hende; så ind i hendes øjne, så man at der lå langt mere i dem, end man normalt fandt hos en pige på hendes alder. Det var tydeligt, at hun havde brug for hjælp, og det var hendes, Selmas, opgave at hjælpe hende. Som hun stod der og så på hende, virkede det som en umulig opgave. Som om alt håb alligevel var ude for den pige. ”Hej! De må være Anni Simonsen, ikke? Jeg er Deres sygeplejerske.” Selma gjorde sit bedste for at lyde entusiastisk og rakte hånden frem mod pigen, som nikkede kort uden at tage imod hilsenen. Selma lod langsomt hånden falde og tog en dyb indånding. Hun måtte ikke blive irriteret. Hun måtte ikke tage det personligt. Hun måtte ikke tage det her så meget til sig. Der var et akavet øjeblik, hvor Selma bare stod i døråbningen og pigen ikke gjorde mine til at byde hende indenfor, men tværtimod nærmest spærrede for indgangen. Der var helt stille imellem dem. Man kunne svagt høre larm fra de andre værelser, men ikke et ord kom fra deres egne læber. Så gik det op for Selma, hvor absurd situationen egentlig var, og hun rømmede sig. ”Frøken, må jeg komme ind? Jeg beklager hvis jeg forstyrrer Dem, men hr. Müller vil gerne have, at vi stifter bekendtskab med hinanden inden aftensmaden,” sagde hun og endte med at lyde tøvende. Pigen lagde armene over kors og betragtede Selma med det, som blandt visse kredse blev kaldt ”elevatorblikket”, hvorefter hun med en irriteret bevægelse fjernede sig selv fra døråbningen og endelig lod Selma træde ind på værelset. Selma syntes ved første øjekast godt om værelset. Det var lyst og havde den rigtige størrelse - men da hun så sig bedre omkring, lagde hun mærke til at det ikke var særlig pænt ryddet op. På gulvet lå nogle beklædningsstykker, og bordet var fyldt med papir og madrester. Det bar præg at have været beboet af en person, som simpelthen ikke havde nerver til at rydde det op. Selma rømmede sig og vendte igen blikket mod pigen. Hun fremtvang et smil til den stadigt irriteret udseende pige. ”Det er hyggeligt. Synes De om stedet her? Måske kan De allerede vise mig lidt rundt. Jeg er lige ankommet og føler, at det hele er så uendeligt stort!” Selma lo nervøst; en anelse hysterisk. Og hun var nervøs. Hun var lige ankommet til Zürich; langt væk hjemmefra, og hun havde brug for at føle sig tryg, hjemme. Det var ikke ligefrem hvad pigen udstrålede, idet hun irriteret, uden at svare Selma, sagde: ”Kan vi ikke bare droppe det der kunstige høflighedstiltale-noget? Vi er næsten samme alder; vi er ... ligemænd,” sagde hun i et drævende tonefald. ”Det er allerede nok med den overdrevne høflighed fra de andre på det her sted,” mumlede hun med en panderynken. Selma kunne mærke, at en rødmen var på vej til hendes kinder. Hun rømmede sig. ”Undskyld. Jeg plejer heller ikke at være så ... kunstig, eller hvad De - undskyld, du kalder det. Men jeg er meget nervøs, og jeg ved ikke helt hvordan jeg skal opføre mig, og ...” Hun begyndte at hurtigsnakke; at blive skinger i stemmen og hun stoppede med at tale, da hun så Anni rynke brynene. ”Slap af. Havde du noget bestemt, du ville snakke med mig om?” Hun så afventende, med armene over kors, på Selma. Denne var begyndt at blive en anelse irriteret over pigens uvenlige opførsel, og hun rystede kort på hovedet. ”Nej,” sagde hun, en anelse hårdere i stemmen. ”Jeg havde bare regnet med at vi kunne ... hilse ordentligt på hinanden, når nu vi kommer til at tilbringe en del tid med hinanden. Men det er fint nok, hvis du vil være alene. Jeg skal ikke forstyrre dig mere.” Hun begyndte at gå hen mod døren, men stoppede op, da Anni sagde: ”Beklager. Men jeg er her bare ikke for at småsnakke og have det hyggeligt. Okay?” Selma svarede ikke, men forlod bare, efter et øjebliks tøven, værelset. Læs det næste kapitel her: Kollision (Del 3) - Kapitel 2 Læs det forrige kapitel her: Kollision (Del 2) - Kapitel 2 | ||||||||||||||
 | haleløs | 2012-01-28 09:49:34 |
fik ikke læst heeelt færdig ... vil dog lige anføre; at hvis det ER en slags hospital - så orienteres sygeplejersken altså om anamnesen (sygehistorien) på forhånd! Og modtager instrukser!
Det virker osse forvirrende at de to unge danske kvinder snakker så formelt sammen ... 'på udenlandsk'??? Nåmen; der KAN jo være en pointe med dette ;)
Og så fik vi endelig en 'udefra beskrivelse' af Anni ...
Fik - som sagt - ikke læst hele teksten; så har evt. yderligere kommentarer til den - senere ;)
venligst ...
Det virker osse forvirrende at de to unge danske kvinder snakker så formelt sammen ... 'på udenlandsk'??? Nåmen; der KAN jo være en pointe med dette ;)
Og så fik vi endelig en 'udefra beskrivelse' af Anni ...
Fik - som sagt - ikke læst hele teksten; så har evt. yderligere kommentarer til den - senere ;)
venligst ...
| haleløs | 2012-01-30 17:30:17 |
og SÅ fik jeg læst teksten helt færdig!
Sprogligt og fortælleteknisk er den da fantastisk levende og velskrevet; og dynamikken mellen Selma og Anni for så vidt også troværdig ...
Og NU har jeg da tydeligt indtryk af, at 'pigerne' taler dansk sammen? 'Du' er vel en slags indikation ?
Nu går jeg så videre og læser næste afsnit ... derefter går jeg tilbage i tekstrækken til nogle uafklarede spm. ;)
venligst ...
Sprogligt og fortælleteknisk er den da fantastisk levende og velskrevet; og dynamikken mellen Selma og Anni for så vidt også troværdig ...
Og NU har jeg da tydeligt indtryk af, at 'pigerne' taler dansk sammen? 'Du' er vel en slags indikation ?
Nu går jeg så videre og læser næste afsnit ... derefter går jeg tilbage i tekstrækken til nogle uafklarede spm. ;)
venligst ...
| Amanda Gyldenlyng | 2012-03-27 19:39:00 |
Dette kapitel går ud over tekstrammen. Måske kun på min pc?
Det gjorde læsningen lidt besværlig.
- men må jo være noget teknisk af en art.
Det er ellers et fint kapitel ;-)
Så mødes de to formodede hovedpersoner endelig - og bliver ikke straks glade for hinanden. Det virker troværdigt.
Måske lidt underligt, at Selma ikke inden afrejsen har fået flere oplysninger, men det har du jo en forklaring på, ser jeg *s*
Vh. Amanda
Det gjorde læsningen lidt besværlig.
- men må jo være noget teknisk af en art.
Det er ellers et fint kapitel ;-)
Så mødes de to formodede hovedpersoner endelig - og bliver ikke straks glade for hinanden. Det virker troværdigt.
Måske lidt underligt, at Selma ikke inden afrejsen har fået flere oplysninger, men det har du jo en forklaring på, ser jeg *s*
Vh. Amanda
| Nadia K | 2012-03-28 15:53:24 |
Tak for kommentaren :)
Hmm, det var da træls med teksten, der går ud over tekstrammen! Den gør det ihvertfald ikke ved mig.. hmm...
Tak for din ros! Håber du har tålmodighed til at læse videre i romanen :)
vh Nadia
Hmm, det var da træls med teksten, der går ud over tekstrammen! Den gør det ihvertfald ikke ved mig.. hmm...
Tak for din ros! Håber du har tålmodighed til at læse videre i romanen :)
vh Nadia
| haleløs | 2012-03-28 16:02:13 |
teksten flyder altså også ud over min tekstramme! Jesper har vist lagt en forklaring, eet sted, om ... hvordan man (ikke) gør ;)
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
- mht. til den formelle tone som de to danske kvinder har med hinanden, opløses den jo snart, når Anni lige netop siger, at den formelle tone er i overkanten! Grunden til hvorfor Selma taler så formelt er, at det er en del af hendes personlighed; hun er bare en meget høflig person, og derfor mener hun, at hun er nødt til at være så formel over for sin patient. Håber det opklarede det hele lidt? :)