 |  | Esoteriske Slips Kap. 83 Den ustyrlige kulturarv |
 |
|
|||||||||||||
|
Kap. 83 Den ustyrlige kulturarv Professoren jublede, da han så udskriften med resultatet af de første kulstof-14-prøver. Træet stammede fra slutningen af det femte århundrede. Årringsdatering var ikke pålidelig, hvis træet virkelig stammede fra den del af det nordlige Indien, som fagfolk gættede på. Statuerne var placeret i et lokale med permanent temperatur på 20 grader og en luftfugtighed på 60 %. Auktionshuset havde måttet udlevere de tre statuer til Kulturarvstyrelsen, som hurtigt besluttede at overlade opgaven til Panuminstituttet. Her ville de også blive gennemlyst. Ingen turde på nuværende tidspunkt bare så meget som tænke på en vurderingspris. Men på Nationalmuseet vakte det stor bekymring, hvis man ligefrem lå inde med genstande, der burde være beslaglagt i Indien. På et ekstraordinært møde anbefalede ledelsen, at Kulturarvstyrelsen kunne tilbyde galleriejeren et engangsbeløb på 100.000 kroner for udstillingsretten i et nærmere fastsat åremål. Man ville forhindre, at værkerne kom ud i fri handel. Dermed kunne galleriejeren bevare sin tvivlsomme ejendomsret til statuetterne. En lidt utraditionel men hensigtsmæssig aftale. Så måtte museets jurister udarbejde det praktiske, såfremt Helga Jorunsdottir var indstillet på at indgå en sådan aftale. Det kunne man forhøre sig om i en mail. Scanneren var først ledig klokken seksten. Så lykkedes det; nu var der også ved at være mere arbejdsro. Han kunne straks fastslå at den mellemstore figur var udhulet og rummede noget, der lignede en lille cylinderformet metalgenstand. Men hvordan var figuret blevet udhulet? Det kunne kun være fra bunden, som imidlertid ikke viste tegn på, at man kunne åbne noget. Og dog: da hans fingerspidser gled hen ad bundfladen ændrede lyden sig. Han prøvede med neglene. Årringene var umulige at følge, med der var en næsten cirkelrund tre centimeter stor aftegning, som gav en anden lyd. Han overvejede et kort øjeblik at save bunden igennem. Så fik han idéen. Han slog først let og lidt efter mere håndfast med sin brevpresser i midten af bunden; en ”prop” rykkede sig cirka to millimeter op i figuren! På vej ned til kantinen måtte han finde på noget. - En gammel kollega fejrer fødselsdag og vil give et glas vin oppe i afdelingen, sagde han til den venlige dame bag disken. Hun rakte ham fire papkrus og en vingeproptrækker. - Husk at jeg får den retur, sagde hun med et smil. Der forsvandt to lige før jul”¦ - Nå. Skandaløst, svarede Lucide og gik med sin fangst. Han smed de fire krus i papirkurven og fortsatte sit arbejde. Det var let nok at skrue proptrækkeren i. I andet forsøg gled træproppen tilbage på sin plads. Så fik den en halv omdrejning mere før den med et lille svup kom ud. Han drejede sin bordlampe og kikkede ind; et gyldent skær mødte hans øjne. Med en pincet trak han meget forsigtigt i noget der lignede en lille pergamentrulle. Så turde han ikke pille mere. Han skruede proppen af gevindet og smed proptrækkeren i skrivebordsskuffen. Proppen lod han ligge på bordet ved siden af figuren og belavede sig på at tage hjem. Det var jo alligevel umuligt at få fat i et fornuftigt menneske så sent på dagen. Der kunne kun være tale om bladguld. Teknikken med udhamring af guld til papirtynde plader havde været kendt og brugt i mere end tusinde år, vidste han. Da han låste døren efter sig så han med et smil op på sit "hjemmelavede" advarselsskilt, som sikkert virkede mere afskrækkende end den bedste tyverialarm. Ingen ønskede vel at blive ufrivilligt bestrålet. Først da han nåede hjem til Gl.Kongevej kom han til sig selv. Han havde sandsynligvis fulgt den sædvanlige rute, men han huskede intet om turen. Fru Knudsen var gået hjem. Det var nok udmærket. Uden at føle sult satte han alligevel plasticbeholderen i ovnen. Ti minutter plejede at være nok. Sedlen lod han ligge på bordet. Han kunne jo ikke ringe hverken til Kulturarvstyrelsen eller Nationalmuseet nu. Selv om han afskyede at tale med automatiske telefonsvarere, lagde han en besked i instituttets call-center om radioaktive forsøg i hans laboratorium og adgang forbudt.. Derefter ringede han til Mørk. - Årh, sagde Mørk. Marianne smilede og sagde: - Tag den nu bare, det varer ti minutter før aspargessuppen er klar. Lucide satte hurtigt Mørk ind i situationen og bad om et godt råd. - Bladguld! Det anede mig. Nej, det var godt, at du ikke rørte det. Godt, ingen må vide, hvad du ligger inde med før i morgen; så må Nationalmuseet tage ansvaret igen. Men i nat”¦ ? - Nåh, der er ingen der hverken kan eller tør gå ind i laboratoriet og jeg har orienteret receptionen. Nattevagten, der startede klokken tyve, burde også have været orienteret, tænkte Lucide pludselig og måtte hurtigt afbryde samtalen”¦ Lucide ringede et øjeblik senere tilbage til Mørk. Jo, vægterne ville tage en ekstra rondering på professorens etage i dagens anledning. Mørk blev mere rolig. - Du kan jo komme forbi i morgen, hvis du har tid, når du er sluppet af med klenodierne, foreslog han. - Ja, tak; men ikke flere uerstattelige oldtidsminder fra Indien via Ryesgade, det må du love mig. Marianne og August nød deres suppe og delte en hvidløgsflûtes. - Nu kommer de fra museet i morgen og henter statuetterne igen. Gud ved, hvad Helga mener. - Åh, de har jo ingen affektionsværdi for hende, tænker jeg, svarede Marianne. Tror du de er så værdifulde, bare fordi professoren har fundet nogle få gram guld i dem? - Nej, nej, ikke den smule guld, som kunne rummes i en lille fingerring. Nej, den historiske og arkæologiske betydning for vores forståelse af vor tids globaliserede samfund. - Nå, svarede hun, intet mindre? - Nej”¦. Det er uvurderligt og uerstatteligt. Det er meningsløst at gøre forsøg på at vurdere noget uvurderligt i kroner og ører. Samme princip prøvede jeg at holde i hævd i min lille forretning. Men det giver ikke smør på brødet. - Må jeg lige ringe til Andreas, spurgte Mørk, mens Marianne skyllede tallerkener og bestik af. - Ja, selvfølgelig, men sæt dig nu ind i stuen. Jeg kommer om lidt. - Hallo, er det dig? Nu skal du høre”¦ De tre statuetter befinder sig i øjeblikket i Panuminstituttet, hvor Nationalmuseet lader dem undersøge nøjere”¦ Professoren har tidsfæstet deres oprindelse og han har fundet bladguld inde i én af dem”¦ Figurerne er ubetalelige”¦ Jeg tror, du får en holden kvinde! Ikke gift? ”¦ Nåh, nej, det var ikke det jeg mente”¦ - Sælg nu ikke skindet, før haren er skudt, svarede jeg. Jeg kunne høre Marianne le i baggrunden. Gud ved om han havde medhør på? Jeg troede, at du ringede om portrætmaleriet. Pause? Så anstrengende kan det vel ikke være, spurgte jeg. - Det skal du nu ikke sige. Det ved Marianne alt om. Kunstnerisk frihed er uden grænser. Men det er da interessant, at hvert eneste menneske flere gange i løbet af sit liv, ved selvsyn, absout er nødt til at overbebvise sig om, om dette nu også kan være sandt. Marianne sad og googlede ”generation X”. Måske er ”generation Y” allerede født - i dølgsmål - tænkte hun og satte sig over ved siden af Mørk. Han var ved at afslutte telefonsamtalen. Hun ville klippe ham en af dagene. Esoteriske Slips Kap. 84 Det uvurderliges pris Esoteriske Slips - Roman m. slutning - links til kapitler | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
