 |  | I samlet flok |
 |
|
|||||||||||||
|
Det her handler om mig og alle de andre, hvis radioer også resolut spiller ”Vil du være min i nat” og fjernsyn der viser ”Sleeples in Seattle” og ”Mød mig på Cassiopeia” på alle kanaler. Det er om os, hvis øjne ikke kan finde ud af at lukke sig og hvis fingre ikke kan trykke på de røde knapper på remoten. Vi har dannet en klan, skabt en pagt, fordi vi må have en eller anden form for helle, nu vi ikke kan være som alle de andre med brune øjne og nypudsede sko. Vi er kommet frem til, at vi faktisk ser ret så flotte ud i vores matchende joggingtøj, at striberne ned langs benene er de røde tråde imellem os - et påsyet løfte om at gøre det sammen. Det lyder alt sammen meget godt og det skal jeg nok klare, siger jeg, som var jeg en landeplage af et Medina-hit, der er gået i hak på en brændt cd. Det lyder alt sammen meget godt og det skal jeg nok klare, siger jeg til mig selv, når jeg tager mit træningstøj af, for at hoppe i min alt for store nusse-bluse og smide mig i den store dobbeltseng med nyvasket sengetøj. Det dufter dejligt, det dufter alt sammen dejligt; sengetøjet af den tilbagevendte Bamseline og røgelsen af beroligende vanilje, lige indtil jeg klør mig på næsen. Og åh nej, det skulle jeg ikke have gjort, for det gik så fint og jeg var stille men sikkert gledet ind i pagtens ånd og beslutsomhed. Nu spiller radioen igen og jeg ville ønske, at jeg ikke kunne synge sammen med Caroline, at jeg bare kunne råbe ”hold nu din kæft!”, men i stedet fyldes mit røgelsesparty med ”Jeg vil ik’ kunne love noget, ønsker bare at du var min”. Og alt det bare på grund af den dumme sweaters duft. Det er også bare fordi den ikke passer ind i nogen vask - den har alt for mange farver, den er ikke sort, og slet ikke hvid og sikkert skabt af fåreuld, der ikke kan tåle sæbe. Nu ligner jeg en koalabjørn i en sweater, strikket af en gal dyrepasser. Mine øjne er røde og det eneste jeg har lyst til, er, at se hvordan muserne klarer det på Olympen og om Seattle nogensinde bliver den samme igen. Og det er i grunden så trist, men det er sådan vi handler her, os, det er sådan vi trækker vejret, så det er vel ikke helt galt vel? Det handler jo i sidste ende om at trække vejret, gør det ikke? Vores møder i klanen bliver flere og flere, og jeg er ret sikker på at hver gang dukker der to-tre stykker mere op for at tilslutte sig pagten. Hvor er det rart at der findes nogen som mig, nogen som os. Lidelsesfæller. Af med kludene og ned i uniformen; jo flere, jo bedre. Måske overtager vi en dag det hele, måske bliver vi en dag den normale mængde af menneskeheden? Måske bliver det en dag kutyme at se ud som os - spise flormelis rørt op med vand, uden at have en kage at putte det oven på, men en ske, og at flyve til Cassiopeia uden returbillet. Måske. Vores tre striber bliver stærkere for hvert møde og særligt gør det nyankomne medlem sig bemærket med sit ansigt. Jeg kan godt lide Bambi-øjnene og den ufortalte historie bag; det her dådyr har ikke kurret henover isen på røven med en heppende kanin. Det her dådyr kan hele Westlife’s og Whitney Houston’s opsamlingsplader uden ad. Noget vi alle har været igennem, det afslører vores afspilningslister i iTunes meget ufint. Det lyder godt og vi skal nok klare det, siger jeg igen og igen og det nye medlems læber ligner næsten et smil, et lukket ét, men et smil. Nej, Jonah, det er ikke hende. Han lærer det aldrig, men gudskelov for hans glemsomhed og for Meg Ryan’s hang til at samle teddybjørne op. Det er som om jeg ikke kan komme ud, ikke en gang hvis jeg åbnede vinduet. Der ville med garanti komme en sommervind og skubbe mig tilbage i vindueskarmen igen, vikle mig ind i de luftige gardiner og haspe vinduet til; that’s just my luck. Så hvorfor overhovedet forsøge? Og jeg er jo ikke alene om at kunne hænge der og flagre i gardiner, vi bliver flere og flere og der er snart ikke nok donuts til møderne - og de er vigtige på grund af deres ubetingede kærlighed til os, når vi tager en bid af de ikke-dømmende ansigter med hul i. Vi er lige så vigtige for dem, som de er for os. Og det her handler stadig om mig og de andre, mine medmennesker, mine lidelsesfæller, mine klanfolk, min familie. Vi er nået så langt og snart er vi måske endda helt klar. Klar til at se alle de brune øjne i øjnene og træde de nypudsede sko over snuderne med vores hvide, puffede tøffelsutsko. Uden at tænke på noget som helst andet, end de tre striber på ydersiden af vores ben og dem der i dagenes forsvinden har tatoveret sig selv parallelt med næseryggen. Åh, hvor er vi dog parate. We believe we can fly og kaster den ene ’jeg er kommet mig’-line efter den anden ud i rummet. Det vil fungere, det vil det og vi er så mange joggingsæt nu, at vi ikke kan sejle kanalrundfart hvis vi ville. Jeg kan se at alle er iført sæt med neonfarvede striber og nu bliver der råbt udover hele forsamlingen, at der ikke er flere donuts. Verden står stille i flere timer. Ingen siger noget, alle vil græde, men kan ikke. Vi er iført vores uniform. Hvis vi bogstavelig talt fløj før, så styrtede vi direkte ned i Gefionspringvandet og fik knust alt hvad vi troede på. Ingen ville sige noget, ingen ville se på hinanden. Vi ville dø hurtigt, men smertefuldt. Jeg følte mig helt alene i tavshedens grusomhed af ansigtsløse. Nu var jeg ikke bare en landeplage, men en katastrofefilm om udryddelse af orangutanger i junglen - hvis der fandtes sådan en. Det her måtte ikke ske, det skulle ikke ske. Vi var så tæt på klimax af vores klans pagt og kerne. Men der var ikke flere donuts. Og det regnede i flere sekunder og endnu flere perioder og det blev endnu bedre, at krølle mig sammen i nyvasket sengetøj og chokoladekrumme i det, imens Polyhymnia forvandledes til Poul Reichhards svensker på landingsbanen. Jeg græder også. Og regnen græder fordi jeg græder og Seattle skal græde, og fordi det lige nu føles som om det aldrig bliver dag igen. Jeg tørrer øjnene fordi det her handler om mig, i dag, og måske er det ikke så slemt. Måske bliver i morgen anderledes, måske får Tom Hanks ikke pigen til slut og måske spørger Caroline ikke om natten? Måske slår lynet ned og tvinger os alle sammen ud på gaden for at trække vejret igen. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2011-07-24 15:12:13 |
Dette portræt af 'wos' småkedsommelige hygge-nygge danskere hvis' største problemer vistnok begrænser sig til at huske engelsksprogede pop-sange udenad og så i øvrigt forsøge at argumentere os ud af vor tiltagende overvægt er intet mindre end aldeles fremragende og en sand nydelse at læse. Din suveræne sprogbehandling et jo et uudtømmeligt arsenal af originale genistreger ...
venligst ...
PS 17. linie talt nedefra 'iført sæt med neonfarveT striber' tror nu nok, der skulla ha' stået ' -ede'?
... og 'og snart er vi måske endda helt klar. Klar til at se alle de brune øjne i øjnene' er SUPERBT udtrykt!!!
Kan i øvrigt anbefale 'Charles' Tante' - hvor Dirch Passer, Ove Sprogøe og Ebbe Lanberg får (bl.a.) hinanden ... efter en række totalt grinagtige forviklinger ;)
venligst ...
PS 17. linie talt nedefra 'iført sæt med neonfarveT striber' tror nu nok, der skulla ha' stået ' -ede'?
... og 'og snart er vi måske endda helt klar. Klar til at se alle de brune øjne i øjnene' er SUPERBT udtrykt!!!
Kan i øvrigt anbefale 'Charles' Tante' - hvor Dirch Passer, Ove Sprogøe og Ebbe Lanberg får (bl.a.) hinanden ... efter en række totalt grinagtige forviklinger ;)
| Emmaa | 2011-07-24 22:30:58 |
Hej storesøster.!
Det er sådan noget som dette, at jeg virkelig kan sætte mig ned og nyde at læse. Det står klart og tydeligt, mens mine egne billeder og tanker popper op, og giver mig en mulighed for at se de tanker du evt. har tænkt. Det er sådanne tekster/digte, hvor jeg virkelig kan være stolt over at min søster digter. Dette her er virkelig KANON Nanna! Så mange ting og ord du får smidt på bordet, og genialt med den røde tråd i joggingtøjet. Virkeligt kanon skrevet.
- Lillesøster :)
Det er sådan noget som dette, at jeg virkelig kan sætte mig ned og nyde at læse. Det står klart og tydeligt, mens mine egne billeder og tanker popper op, og giver mig en mulighed for at se de tanker du evt. har tænkt. Det er sådanne tekster/digte, hvor jeg virkelig kan være stolt over at min søster digter. Dette her er virkelig KANON Nanna! Så mange ting og ord du får smidt på bordet, og genialt med den røde tråd i joggingtøjet. Virkeligt kanon skrevet.
- Lillesøster :)
| NannaLA | 2011-07-24 22:36:51 |
Hej Søs,
Hvor er det fedt at ordene når over til dig å Bornholm, og tilmed at du kan nyde at læse det imens. Ih, det er jeg glad for. Denne prosatekst er resultat af skidt en brainstorming, men synes egentlig den klarer det ganske godt ;-)
Det er ydermere skønt at du får dannet en masse billeder imens du læser; yay!
Nyd Ønskeøen, så ses vi når du kommer til min ø på lørdag! Mmh.
Skriv noget mere SELV!
Kærlige hilsner herfra
Hvor er det fedt at ordene når over til dig å Bornholm, og tilmed at du kan nyde at læse det imens. Ih, det er jeg glad for. Denne prosatekst er resultat af skidt en brainstorming, men synes egentlig den klarer det ganske godt ;-)
Det er ydermere skønt at du får dannet en masse billeder imens du læser; yay!
Nyd Ønskeøen, så ses vi når du kommer til min ø på lørdag! Mmh.
Skriv noget mere SELV!
Kærlige hilsner herfra
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Denne prosatekst kom til verden i nat og er ikke rigtig færdigarbejdet, men ville slå den op alligevel - og tak for de flotte ord jeg lige fik med på vejen!
Og desuden en interessant tolkning; mums.
Jeg er vokset op med Charles' Tante, så du kan tro jeg kan den film udenad ;-)
Mvh Nanna
PS: Jeg smider da lynhurtigt t'et væk i neonfarvet; tak.