 |  | Esoteriske Slips Kap. 54 Uden hat og briller |
 |
|
|||||||||||||
|
Kap. 54 Uden hat og briller Lis Petersen ringede til fru Hansen og spurgte om hun skulle på besøg hos sin mand; så ville hun da lige køre omkring og hente hende, når hun alligevel var på de kanter. - Det er da alt for galt, sagde fru Hansen. Jeg har allerede fået nøglerne til huset. Men jeg tror, der er håndværkere i gang derovre. Jeg vil jo nødigt gå i vejen”¦ - Det finder vi nok ud af. Denne gang må vi hellere nå derud i den anbefalede træffetid. - Åh, som De kan sige det. Jeg bliver så glad, hver gang vi snakker. Klokken 14.45 må vel være passende, hvis De altså kan på det tidspunkt? - Det kan jeg da, naturligvis. Farvel så længe. Eliza trykkede afslut og grundede over situationen. Hun fortrød, at hun havde ringet til fotografen. Han ville næppe få solgt et billede af netop hende til avisen. Hatten og brillerne var nok ikke det bedste hun kunne have valgt, når hun samtidig skulle holde ”lav profil”. Nå - skidt, pyt, tænkte hun; men det var ofte bagateller, der kunne gøre udslaget, hvis nogen var på sporet af noget. Ved halvtotiden trillede hun mod Ranunkelvej. Hun havde det halve billede i sin taske. Det var lidt varmere i vejret i dag. Fru Hansen behøvede ikke sin cotton-coat, når hun sådan ville blive kørt. Hun havde taget ti cigarer frem, som hun ville have med til ham. Straks, da Lis Petersen ringede på, åbnede hun og modtog hende hjerteligt. - Nu kan jeg bedre kende Dem - årh, kan vi ikke bare sige Lis og Gerda. Det ville jeg sætte pris på. Hvis De alts唦 - Ja, selvfølgelig. Jeg er nok lidt gammeldags, svarede Lis, men det må altså være den ældste, der foreslår det. - Jeg kan bedre følges med dig, når du ikke er så fint klædt som i går, syntes fru Hansen. - Inden vi kører, må jeg lige spørge dig om noget. På bagsædet, hvor den papkasse, vi tømte, stod, fandt jeg et halvt afklippet fotografi. Lis fandt billedet og rakte det til Gerda. - Ja, det kan jeg godt huske. Min mand skulle rejse med Jens Otto Krag til Berlin for at passe på ham. Krag skulle mødes med Willy Brandt i en eller anden anledning. Kun to dage, så vidt jeg husker. Noget med EF. Robert stod lige bag ved statsministeren og kom med på et billede. Jeg ved ikke, hvorfor han har klippet det over. Det var i hvert fald kort tid før Krag trådte tilbage. Robert var kun med, fordi den faste ledsager fra tjenesten var blevet syg. - Var din mand en slags bodyguard for Krag? - Nej”¦ jo, det var han vel. Ikke sådan livvagt; det kaldte man det i hvert fald ikke. Jeg ved ikke en gang om Robert var bevæbnet på det tidspunkt. Han fortalte mig meget i de år, men som regel først, når han havde afsluttet et job. Han havde jo den der ”nimillimeter” i skulderhylsteret, men han brød sig ikke om at bruge den uden for skydebanen. - Det vil jeg meget gerne høre mere om, men nu må vi hellere komme af sted. - Jamen jeg er sådan set klar, sagde hun og tog sin lille filthat på. - Husk cigarerne, sagde Lis med et smil. - Du godeste, hvad skulle jeg gøre uden dig. Jo, nu husker jeg det. Billedet. Jeg er sikker på, at Robert brugte det engang, da han skulle have et nyt pas eller kørekort. Men det er vel smidt ud nu. Så bliver han sur; men det plejer at gå over hurtigt. De kørte langsomt forbi de små rækkehuse. - Det er nr. 6 F. Se hvor smukt her er, sagde fru Hansen. Døren stod på vid gab. En vinduespudser var i fuld gang med køkkenvinduet. De fortsatte gennem parken og parkerede næsten samme sted som i går. Sekretæren så på uret og smilede anerkendende til dem. - Velkommen, hr. Hansen sidder og drikker kaffe på terrassen. Kan De selv finde vej? - Ja tak, vi ved hvor han gemmer sig, sagde hun. De to mænd diskuterede højlydt nummeret på Anker Jørgensens private adresse på Borgbjergvej. Allin ville rejse sig for de to gæster, men Robert rakte armen ud og sagde han skulle blive siddende. - De nejer sgu da ikke for dig! - Dav min søde ven, se hvad jeg har med til dig. Goddag hr., sikke et fint vejr det er, sagde Gerda og trak en stol hen ved siden af Robert. - Åh, du er min engel, Flora Danica. Det havde du ikke behøvet. Hør, Lars Erik, skulle vi ikke nappe en med det samme? - Mange tak, men jeg mangler min cigarklipper”¦ - Kom her, svarede Robet og tog sin lille lommekniv frem. Tænk, de prøvede at tage den fra mig i går, men det slap de ikke godt fra. Han ringede efter en af de ansatte. Sygehjælperen kendte hans uvaner. - Giv mig mine tændstikker”¦ tak, De kan få dem tilbage, når vi har nydt cigaren, sagde han til hende og blinkede. - Du skal opføre dig ordentligt, sagde hans kone. Han skar et V-formet hak i Allins cigar. - Værs’go’, sådan skal den skæres. Hvordan opbevarer du din røgtobak, spurgte han. Eliza løftede sin telefon, - Det billede jeg tog i går, var ikke godt nok. Må jeg lige prøve igen. Prøv at se på et eller andet ved siden af mig, ligegyldigt hvad. Hun havde en ide om, at billedet på den måde ville blive bedre. - Har De et ældre billede af dem selv, hr. Hansen. - Nej, det eneste jeg har, er det der sidder her, sagde han og tog et slidt kørekort ud af tegnebogen. Kørekortet gælder ikke mere, men jeg vil gerne beholde det. - Ja, det kan jeg godt forstå, svarede Lis, se her på skærmen. Her er De meget pænere. Nu tager jeg et billede af Deres gamle billede. Så kan vi bedre sammenligne dem. - Jeg har altid nydt duften af Roberts cigarer, mens han ryger. Men bagefter hænger det i tøjet, sagde Gerda. Jeg er slet ikke sikker på, at du må ryge, når vi flytter ind. - Sludder! Affærdigede Robert hende. - Humidor hedder det, sagde Allin. Men det skal være af spansk cedertræ! - Ja, fra Brasilien, hostede Robert og lo højt. Lis og Gerda kikkede på hinanden og formede ”mænd”¦” med læberne. Lis satte sig hen ved siden af Allin. Hans imødekommende attitude var kommet ldt bag på hende, men det gjorde hende bare endnu mere forhippet på at finde ud af hvem han var. - De ved vel, hvem jeg er, startede hun, meget afdæmpet. - Måske, svarede han; Robert har givet mig et praj. Problemet er, at De kan stole på Robert og mig, men jeg ved ikke om jeg kan stole på Dem, Eliza? Er det ikke det De hedder? Han så intenst på hendes ansigt og fortsatte: - Jeg tror, at De stadigvæk er på tjenestens lønningsliste over operative muligheder. Tager jeg fejl? - ”¦”¦ Nej, De tager ikke fejl. Men jeg vil være taknemmelig, hvis jeg bare må være Lis Petersen lidt endnu. - Min historie er ikke længere hemmelig. Han smilede alvorligt til hende; skal vi ikke gå en lille tur i parken, bare os to? Robert og Gerda tænkte deres, da de så de to gå arm i arm ned ad trappen. Esoteriske Slips Kap. 55 Fjendebilleder Esoteriske Slips - Roman m. slutning - links til kapitler | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
