 |  | Drikker alene med månen |
 |
|
|||||||||||||
|
Fra et glas mellem lygtepælenes skær Drak jeg alene, der var ingen med mig, Indtil jeg bad månen om at hente min skygge Så vi kunne blive tre. Dog var månen ikke i stand til at drikke Og min skygge fulgte mig langsomt For en stund havde jeg disse venner til at Få mit numør i top i denne kolde december nat Jeg nynnede lidt og månen opmuntrede mig. Jeg dansede lidt, min skygge tumlede efter, Så længe jeg sansede var vi et og samme, Så blev jeg beruset og vi mistede hinanden. Er vi egentlig ikke altid alene? Jeg spejdede efter strømmen af stjerner Fandt dem hver og en, og alligevel ingen. Hvor er du min engel, min sjæleven min et og alt????? | ||||||||||||||
 | Frk. Jeff | 2012-04-13 12:09:12 |
Er vildt fascineret af dit digt!
Synes i særdeleshed at "Jeg nynnede lidt og månen opmuntrede mig.
Jeg dansede lidt, min skygge tumlede efter" er helt fantastisk formuleret!
Synes i særdeleshed at "Jeg nynnede lidt og månen opmuntrede mig.
Jeg dansede lidt, min skygge tumlede efter" er helt fantastisk formuleret!
| Wiblemo | 2012-04-13 18:06:33 |
Hehe tak for de pæne ord, godt ikke alle kan se og høre hvad der foregår i mit hovede nogen gange hahaha
| Night Sky | 2012-04-16 18:26:01 |
smukt
| RockyGal | 2012-04-16 19:15:59 |
Pudsigt, let og lige til uden helt at være det. Som om selve digtet danser lidt, stopper op og så danser lidt igen.. Jeg kan lide det :)
Fie
Fie
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
