 |  | Partytown |
 |
|
|||||||||||||
|
Walter vågnede med et sæt og kæmpede sig op af sofaen. Et par ribben i den venstre side var stadig ømme. Han skar en grimasse og greb ud efter pilleglasset, der lå på det ramponerede sofabord. Han hældte fire grågule piller ud, proppede dem i munden og knuste dem med tænderne, indtil den bitre smag tvang ham til at synke. Mørket, der var ved at brede sig i lejligheden, fortalte ham at det var ved at være aften. Han sukkede og trådte ned i hans slidte sko. Han rejste sig op og fangede vinflasken på hans vej hen til den åbne dør, der førte ud på altanen. Solen overraskede Walter idet han trådte ud på altanen, den var på vej ned igen og han kunne til en forandring faktisk se den tydeligt deroppe som en tåget lampe i den tykke grå suppe, der var himlen. Walter smilede. “Det var pokkers,” mumlede han og tog en slurk af flasken. Den dovne vin ramte hans tunge og fjernede den bitre smag fra de smertestillende piller. Fra hvor han stod kunne han ikke se palisaden tydeligt, men hvis han tog trapperne og gik op på taget, der lå to etager oppe, og tog en kikkert med, kunne han sikkert få øje på den. Palisaden lå et par hundrede meter længere henne og spærrede alle vejene, der førte ind til det, der engang i tidernes morgen havde været Belfort. Walter skuttede sig, luften var faktisk en smule kølig, men efter de seneste ugers lumre vejr var det faktisk opfriskende. Walter lænede sig op af muren og nød øjeblikket. “SCHELLINGER!?” vrælede en skinger stemme nede fra vejen. Det gav et sæt i Walter. Vinflasken røg i brøkdele af et sekund ud af hans hånd, men han fangede den igen i næven før han stillede den ned på gulvet. Da Walter kiggede ned på vejen stod der en dreng dernede, iført en tyndslidt brun kasket af læder. Resten af drengens garderobe bestod af en grå t-shirt, der var flere numre for stor og gule arbejdsbukser som var stoppet ned i et par store støvler, ligeledes mere egnet til en fuldvoksen mand. “HVAD ER DER THEO!?” råbte Walter ned. “BEA!” råbte Theo retur. “HUN ER NEDE I PARTYTOWN, HUN HAR SET HAM FYREN SOM DU LEDER EFTER!” Walter smækkede læberne sammen for at kvæle et hyl af glæde i fødslen og slog begge håndflader ned i jerngelænderet, der afgrænsede hans altan. Han stak ophidset en finger ned mod Theo, der kiggede op på Walter. “BLIV DER THEO, JEG KOMMER NED!” Walter løb ind i lejligheden, greb pistolhylsteret, der lå på kommoden med den ene hånd og jakken med den anden. I løbet af et par sekunder var han henne ved døren og greb ud efter dørhåndtaget, imens han gjorde sit bedste for at træde fødderne helt ned i skoene, så de ikke røg af igen. Det bankede en enkelt gang før Walter rev døren op, stadig halvvejs i løb. Walter med sine cirka hundrede kilo fordelt på 185 centimeter gjorde sit bedste for at stoppe, før han godt hjulpet af sin fremdrift trådte gamle Narhabedian ned i gulvbrædderne. Spidsen af Konstantin Narhabedians armenske næse kom kort i kontakt med Walters trøje før det lykkedes for Walter at finde bakgearet og trådte et skridt tilbage. Narhabedian blinkede overrasket, han stod stadig med hånden hævet i skulderhøjde, klar til at banke et par gange mere før døren blev åbnet. Walter kiggede ned på ejeren af bygningen og Narhabedian kiggede op. Selv ved hjælp af en luksus som plateausko kunne Konstantin Narhabedian ikke nå halvanden meter i højde, men faktum var at han ejede bygningen og at Walter skyldte ham husleje, igen. “Godaften, Herr Schellinger,” brummede Narhabedian, da han havde sundet sig. “Aften,” svarede Walter og greb fat i dørkarmen med den hånd han havde jakken i. “Hør kan vi gøre det her senere?” spurgte han. “Jeg er på vej til et job og det haster.” Den gamle mand studerede Walter nøje med sammenpressede læber. “Du er sent på den med huslejen, Schellinger.” Walter nikkede. “Det er jeg godt klar over.” “Godt,” brummede Narhabedian og trådte tilbage og ud til siden så Walter kunne komme forbi. Walter smækkede døren og tog trappen i løb. En vagt stod og ventede ved bagindgangen ind til Partytown, da Walter sprang af Theos cykel. “Mit navn er Schellinger, kan jeg komme ind?” Vagten svarede ikke, men bankede et par gange på døren. Bea stak hovedet ud og viste vagten Madammens visitkort. Vagten så kortet og lod Walter passere. “Pas lige på cyklen!” sagde Walter før Bea trak i ham. Vagten stirrede tomt på ham, men protesterede i det mindste ikke så det måtte være godt nok, Bea hev stadig i hans arm. Da Walter kom indenfor gik de hen af en gang og ind i en af omklædningsrummene. “Smid tøjet,” vrissede Bea. “Skynd dig!” Walter gik i gang med at smide tøjet. “Er du sikker på at det er ham?” spurgte Walter og hev trøjen over hovedet. “Ja, jeg fik en positiv identifikation fra et fingeraftryk på et glas som han havde fat i, med den scannertingest som du gav mig.” “Godt gjort, Bea!” udbrød Walter overrasket og smilede stort. “Tak,” svarede Bea i en tør tone og begyndte at tromme med støvlen i gulvet. Bea, eller Beatrice Trougout, som hun faktisk hed, var iført et par sorte støvler, der gik op til den nederste del af låret. En smule af låret var synligt før en stram rød nederdel tog over. Mellemgulvet var bart før en rød BH gjorde hvad den kunne for at understrege hendes bryster med en fyldig C-skål og der var ikke meget, der skjulte brystvorterne. “Hele molevitten Walter,” insisterede hun, da han var nået ned til hans boksershorts. “Jeg fik fat i noget kluns til dig, men det overlader ikke ligefrem meget til fantasien, så du bliver altså nødt til at smide de der boksershorts.” Hun nikkede over mod en bunke af tøj, der lå på en stol. “Og du er altså en gul, ikke en rød, så hvis en af kunderne bliver interesseret i dig, er du nødt til at opføre dig som det forventes af dig, du kan ikke bare takke nej, forstået!?” “Ja,” sukkede Walter og kom halvvejs ned i et par læderbukser før han måtte lægge flere kræfter i. “Er de her i min størrelse eller hvad!?” “Aner det ikke, men det var det bedste som jeg kunne få fat i med så kort varsel.” Bea gik om bag Walter og tog fat i bukserne. Walter gryntede overrasket, da han mærkede Beas hænder, men efter et øjeblik var han igen fokuseret på at få kronjuvelerne på plads. “Øh, tak?” gispede han, da det lykkedes dem at få bukserne det sidste stykke op, men stivnede da han mærkede noget mod den ene røvballe. “Hvad i”¦.” “Hvad?” vrissede Bea, der trådte et skridt tilbage og undersøgte hendes frisure for at sikre sig at den stadig sad ordentlig, en stram hestehale, der med vilje var sat højt oppe for at understrege hendes høje kindben og hendes næsten ovale ansigt. Håret der var holdt sammen med et rødt hårbånd var mørkeblond. Walter slog med begge sine hænder mod sine egne røvbalder og holdt dem der, resultatet var den tydelige lyd af hud mod hud. Han havde slet ikke opdaget hullerne da han havde været mere optaget af at holde hans pik så langt væk fra knapperne foran som det var muligt i de stramme bukser. “Røvløse bukser!?” “Ja,” svarede Bea. “Gør det noget?” Hendes ene øjenbryn røg spørgende et stykke op i panden og ødelagde ansigtets ellers næsten perfekte symmetri. “Glem det,” sukkede Walter opgivende og fik fat i en tynd lilla nettrøje. Bea skævede til Walters overkrop, der var tilpas muskuløs til at bære en nettrøje med en god effekt. Problemet var at hun havde glemt arrene og ikke mindst tatoveringen, der fyldte det meste af venstre overarm; “Supply” i store sorte og snørklede bogstaver, et minde fra hans tid i Forsyningen, den militære del af myndighederne i området. Forsyningen havde i mere end en menneskealder sikret den lille enklave mod banditter og hvad der ellers strejfede omkring uden for palisaden. I begyndelsen havde det bare været en samling af privatpersoner med våben, ikke andet, men med tiden var det blevet til en professionel styrke, der havde skaffet forsyninger og beskyttede dem, der ikke kunne beskytte dem selv. Nu, hvor enklaven var mere eller mindre selvforsynende med de mest nødvendige goder, var Forsyningen ikke meget mere end et vagtværn, men hvis fyren, som Walter var ude efter, fik øje på tatoveringen var hele hans mundering ikke meget værd. Bea gik hen til et skab, der stod åbent og begyndte at lede efter en jakke af en slags som Walter kunne passe. “Hvad nu?” spurgte Walter, som stod og ventede. “Øjeblik,” svarede Bea og havde fat en jakke, men fortsatte så videre til den næste og den næste. For lille, forkert farve, vest, ikke tale om. “Hvorfor kan du ikke bare give besked til dine venner fra Forsyningen, kan de ikke bare ordne ham?” spurgte Bea irriteret. “Jo, men så får jeg ihvertfald ikke noget ud af det,” forklarede Walter. “Ikke andet end et klap på skulderen og et smil, og det kan jeg sgu ikke leve af, vel?” “Nej, desværre ikke,” mumlede Bea og fandt det, der lignede en halv læderjakke, en ellers normal lilla læderjakke bare uden den nederste del. “Her!” udbrød hun triumferende og smed jakken over til Walter, der nåede at gribe den før han fik den i hovedet. “Tag den på, så den der tatovering er skjult.” “Du har snakket med Madammen, det er okay at jeg lige hopper i manegen?” spurgte Walter imens han tog jakken på. “Ja,” svarede Bea. “Hun var ikke begejstret, men hun kunne godt se at det var en fordel, hvis du kan snuppe ham før Forsyningen hører at han har været her.” Bea undertrykte et lille smil. “Jeg nævne osse at du måske ville være interesseret i at tage en tjans her en anden gang, hvis lejligheden bød sig og Madame var villig til at give dig chancen.” Walter gloede over på Bea. “Tage en tjans?” “Ja,” svarede Bea, “du ved, tage dig af kunderne, det sædvanlige, hvis du ikke lige kan skrabe nok sammen som dusørjæger og står og mangler lidt til dagen og vejen.” “Som rød eller gul!?” spurgte Walter. “Gul naturligvis,” svarede Bea prompte, tydeligvis en smule forundret over spørgsmålet. “Du kan ikke bare komme ind fra gaden og forvente at du kan være en gæstgiver fra første dag, det er en status du er nødt til at gøre dig fortjent til!” “Det er meget muligt,” mumlede Walter en smule skuffet, “men jeg tvivler sgu på at jeg kunne finde mig tilrette som gul og efter hvad jeg kan forstå, så før I som røde sågar en fast sum uanset om I hopper i kanen med kunder eller ej?” Bea trak på skulderen. “Ja, det er ikke meget, men det er bedre end ingenting, og den smule papirarbejde som jeg af og til skal ordne for dig, når du jokker i spinaten med myndighederne, eller ikke kan få kunder til at betale, er ikke noget som jeg kan leve af Herr Schellinger!” Det sidste spyttede hun nærmest ud, Walter hævede begge hænder foran sig i en afvæbnende gestus. “Køl ned Bea, det var sgu ikke ment som kritik, jeg ved godt at der ikke har været meget arbejde i den seneste tid, men sådan er det sommetider, du ved, stilhed før stormen og den slags.” Bea fnøs. “Åh, glem det, Walter!” “Hvad med Voss og Harnaut, stod de ikke og manglede en jurist?” spurgte Walter i et forsøg på at få samtalen væk fra hans manglende evner som hendes arbejdsgiver på deltid. “Nej,” kom det kort og kontant fra Bea. “Er du klar eller hvad?” Walter skævede kort til pistolen i hylsteret, der lå halvt gemt under hans jakke, men indså så, at der ikke var nogen egnede steder på hans person, hvor han kunne gemme den og rettede blikket over mod Bea igen. Han nikkede. “Godt så,” sagde Bea og tog føringen idet de forlod omklædningsrummet. “Husk at gi’ Michael en seddel eller to, hvis det her går efter planen,” sagde Bea, da de tog trappen, der førte op til mødesalene og dansegulvet. “Michael?” spurgte Walter uforstående. “Hvem pokker er Michael?” “Du står i øjeblikket og udvider hans læderbukser, jeg tror at han ville sætte pris på en lille erstatningssum, hvis han næste gang han skal have dem på og opdager, at de er blevet et par numre større!” Bea måtte hæve stemmen, idet de gik ind af den næste dør, musikken blev højere. “Så kan kan sgu bare gå op i en højere vægtklasse!” svarede Walter og tog et par dybe indåndinger. Han var en smule nervøs. Hvornår havde han sidst været derinde? for seks år siden? Et elektronisk musiknummer med en kraftig rytme stoppede og blev erstattet af et mere stille nummer. Bea stoppede foran den næste dør, den åbnede og en af serveringspigerne og en gul servicemedarbejder kom ud fra salen. De to kvinder gav begge Bea et kort nik, men værdigede knap nok Walter et blik, før de gik forbi ham. Bea kiggede sig tilbage over skulderen og fangede Walters blik. “Klar?” Walter nikkede. Belysningen ved døren var en anelse dæmpet, men ellers blev der ikke sparet på elektriciteten, der var flere store lamper, der pegede i retningen af dansegulvet og de åbne arealer mellem båsene og baren. To af de samme lamper havde fokus på de to af husets dansere, der stod på hver sin platform på dansegulvet og dansede topløse til musikken. Den venstre var en fyr, den højre en kvinde. Temperaturen i det store lokale var helt klart en anelse højere end ude i gangene og omklædningen, Walter kunne tydeligt mærke det og danserne svedte i den varme belysning. Han lod Bea tage føringen, hun havde overblikket i de her omgivelser og Walter tog overfladisk bestik af situationen, mens han fulgte efter hende. Der var godt og vel fyrre personer i lokalet, måske lidt flere, hvis man tog hele personalet med i beregningen, Partytown kom først rigtigt op i omdrejninger om en time eller to, hvis han ellers kunne stole på sin hukommelse. Partytown var startet som et simpelt bordel, men var inden for kort tid blevet et socialt midtpunkt i enklaven da forretningskonceptet blev en anelse mere avanceret. Der var ikke kun de normale servicemedarbejdere, eller glædespiger, de gule, der mod betaling tog imod kunder, men derudover var der også dem som Bea, røde, der var gæstgivere og pylrede om stamkunderne, konverserede og, såfremt de var villige også i ny og næ tog en tur i lagnerne, mod betaling naturligvis. Baren og dansegulvet var også et trækplaster, hvilket selv i de her mørke tider tiltrak nomader, karavaner og andre farverige eksistenser. Partytown havde et eksklusivt rygte, der rakte fra Ardennerne i nord og med lidt god vilje sågar nåede helt ned til Middelhavet. Bea søgte hen til baren, hvor fire kunder sad og hang. Bag baren var der en kvinde, som serverede og en mand, der fyldte flaskerne op i et lille aflukke. Manden var i færd med at stille to fulde flasker på plads på hylden, da Bea kom hen til bardisken. “Hey Bea!” hilste manden og gav hende et stort smil. Fyren var i slutningen af tyverne, en anelse mørklødet i huden og veltrænet i fysikken, det mørke halvlange hår var redt tilbage og indrammede hans markerede ansigtstræk, der i samspil med smilet virkede åbent og tiltrækkende. Han så Walter og gav ham uden at tøve samme store smil. “Har vi fået en ny kollega?” Manden ventede ikke på at få spørgsmålet besvaret før han rakte en næve over disken og præsenterede sig. “Alain Dabou, men du kan bare kalde mig Ali, det gør de alle heromkring,” forklarede han. Hånden svævede i luften i et sekund eller to før Walter modvilligt tog den og gav ham et tryk med næven. Alain holdt hånden solidt i sin egen. “Davs, navnet er Walter,” svarede han og mødte Alains mørkebrune øjne. “Bare sig til hvis du får brug for noget, Walter.” Smilet voksede. “Vi er alle een stor familie her!” “Øh, tak. Det skal jeg huske,” mumlede Walter og trak hånden til sig, da Alain slap den. Bea afbrød Walters og Ali’s impromptu stævnemøde ved at knipse med fingrene. “Hey, Ali!” “Ja, hvad er der?” spurgte Ali og rettede størstedelen af sin opmærksomhed mod Bea selvom han lige så sit snit til at skæve over mod Walter. “Har du set ham fyren med det flækkede øjenbryn og ørnenæsen nogen steder?” spurgte Bea. “Ja, jeg tror at Tina slog en klo i ham for et kvarter siden, de sidder ved en af bordene, hvis de da ikke er gået ind i privaten.” Alain nikkede i retningen af bordene der sad i en række ud foran otte kabiner malet i forskellige farver, rød, gul, grøn, blå og der var sågar en enkelt sort. Der var seksten borde med stole og længst væk fra dansegulvet de otte kabiner, små primitive konstruktioner af krydsfinér. Kabinerne gav kun kunderne et absolut minimum af privatliv, til gengæld fik stemningen i lokalet et løft, når der for alvor var gang i trafikken; både ved bordene og på dansegulvet. En pilot, der en overgang strejfede omkring i området i sin gamle helikopter gav den sorte kabine øgenavnet “Den sorte boks,” et navn, der var ganske passende, hvis beboerne af kabinen gav den gas og musikken ikke kunne overdøve dem. Piloten prøvede selv flere gange at imitere lydene fra et flystyrt, når han tog en tur i lagnerne med en af pigerne, før han blev træt af legen. Efter et par måneder i enklaven begyndte han at kede sig og søgte nye græsgange oppe nordpå, men øgenavnet var ikke blevet glemt. “Tak,” sagde Bea og trak af med Walter i retning mod bordene og kabinerne. “Øh, det var så lidt,” svarede Ali forundret, og måske en anelse skuffet. “Men jeg tror nu ikke, at han er til mænd,” mumlede han for sig selv. Han tog et sidste kig på Walters velformede balder i de røvløse læderbukser og sukkede, før han drejede omkring på hælen og gik ind i baglokalet igen, der var massevis af flasker, som skulle fyldes op med husets bryg, før der for alvor kom kunder i butikken. Den ene af de blå kabiner var i brug. Bea tøvede ikke men bankede ganske enkelt på og stak hovedet indenfor. Hvad hun så var fyren med ørnenæsen og det flækkede øjenbryn og Tina som hun havde afbrudt midt i det indledende dansetrin til en hed omgang lagentango. Fyren hev tungen til sig som han indtil nu havde haft lagt nede i halsen på Tina, men han slap ikke brystet han havde fået lirket ud af en D-skål, han holdt det i en rund hånd og masserede næsten mekanisk brystvorten med tommel og pegefinger som søgte han efter et radiosignal, mens han med den anden hånd havde et fast greb om Tinas ene røvballe. “Må jeg være med?” spurgte Bea med et stort smil, da fyren med Ørnenæsen gloede spørgende på hende. “Øh, okay..” svarede Ørnenæsen og slap brystet, men holdt stadig om Tinas røvballe. Bea trådte ind og hev Walter med ind. Manden, der havde været optaget af kvinden der var kommet for at tage del i løjerne fik nærmest hvad der svarede til en mental lussing da Walter trådte ind. “Hvad fanden”¦” mumlede han. Den fri hånd som han allerede havde ude for at tage imod Bea blev sænket. “Nej, hov, vent nu lige et øjeblik, du kan godt være med,” sagde han henvendt til Bea. “Men bøffen dèr kan du godt parkere uden for døren!” Ørnenæsen slap sit greb i Tinas røvballe. Tina mistede balancen og faldt bagover. Hun blev måske overrasket, men hun havde allerede lignet et stort spørgsmålstegn, da hun havde fået øje på Bea i døren, så der var ingen stort forandring af udtrykket i hendes ansigt, da hun landede på sengen. “Hvad med om jeg så bare tager dig med ned på stationen Haywood,” foreslog Walter prøvende i et jovialt toneleje. Ørnenæsens kæbe faldt en anelse. Walter og Haywood nåede kun akkurat at få øjenkontakt før Haywood satte af med den ene fod og stormede frem med hovedet sænket. Bea nåede kun med nød og næppe at komme af vejen og slog albuen ind i krydsfinérvæggen da Haywood tacklede Walter som en tyr. Walter kunne ikke nå at gøre meget andet end at tage imod tacklingen. Han var heller ikke specielt overrasket, da han mærkede at hans fødder mistede jordforbindelsen, idet Haywoods fulde vægt ramte ham. Krydsfinérpladen, der gjorde det ud for en væg i kabinen, inklusive døren, tog i et millisekund eller to imod det massive pres fra to fuldvoksne mænd før træet fløj fra hinanden. Walter ænsede ikke træsplinterne, men prøvede instinktivt på at dreje dem begge ud til siden, så han ikke landede på gulvet med ryggen først og med Haywood ovenpå ham. Manøvren lykkedes ikke helt, den ene af Haywoods albuer slog det meste af luften ud af Walters lunger da de landede på gulvet. De gled sidelæns videre ind i et par stole og et bord. De fleste af gæsterne nåede at komme af vejen, men en småfed herre fik fejet benene væk under sig, da Walter og Haywood kom brasende. Oliver Brass, en velkendt impotent herre, men til gengæld en drukmås af format, kunne i de næste øjeblikke undre sig over hvorfor indholdet af hans glas pludseligt fløj op i luften og spredte sig ud over hans ansigt. Forklaringen fik han lidt senere, da hans bagdel ramte gulvet. Glasset fløj ud af Olivers hånd og blev knust efter en nok kluntet himmelflugt på en meter eller deromkring. Hverken Walter eller Haywood tog tid til at sunde sig efter den ublide landing, men Haywood havde en minimal fordel, Walters krop havde taget imod det værste af ulemperne ved den akavede tur de to havde haft gang i. Walter nåede kun akkurat at undgå et knæ i skridtet før Haywood slog sin ene albue ned i Walter mave. Walter svarede igen ved at sende Haywood en skalle. Den virkede, Haywood slap sit greb i Walter. Lettere rystet rullede Haywood væk, desværre rullede han over glasskårene som var landet på gulvet. Haywood skreg overrasket da en stump fra bunden af glasset begravede sig i det nederste stykke af hans rygrad. “Aaarh! Fu”¦” Walters knytnæve kvalte ordets sidste to bogstaver og løsnede to fortænder. Han havde fulgt Haywoods eksempel og var rullet efter ham. Før Haywood kunne nå at blinke med øjnene eller eventuelt bande igen hamrede Walter knytnæven ned igen, denne gang ned i Haywoods næse. Den lille fyr, der sad oppe i Haywoods centralnervesystem og som sad og trykkede på alle knapperne kvitterede for Walters mishandling af Haywoods kranie ved at slukke for hele herligheden og så det ellers som en kærkommen lejlighed til at vende næsen hjemad og tage en slapper; fyraften for Haywood og kompagni. Walter slugte den strøm af bandeord, der lå klar på tungen og rystede næven, der mildest talt værkede afsindigt. “Aaaah, det svier!” Da han åbnede øjnene igen stod Bea over ham og kiggede spørgende ned på ham. “Er du okay?” “Efter omstændighederne ja, men næste gang vi skal ha’ fat en fyr, der vil have noget på den dumme her, venter jeg sgu ude i den nærmeste gyde med et baseballbat, der her er eddermame for åndsvagt!” Bea rakte ham en hånd og hjalp Walter op. “Jeg tror faktisk at Madammen vil være enig med dig, Walter.” Der, hvor de stod, lignede det mere eller mindre en krigszone, men det så værre ud end det var, kabinen kunne fikses i løbet af et par minutter, endnu en af fordelene ved krydsfinér og de par stole, der var blevet lavet om til pindebrænde var ikke ligefrem antikke, så alt i alt var skaden ikke andet end hvad stedet tjente ind på et par minutter, selv på en sløv aften. Walter humpede hen til den nærmeste stol og vinkede en af pigerne hen. “Fang mig lige en doppelt af husets ildvand, tak.” Kvinden gloede på ham, men Bea vinkede til hende og fik hende i gear. “Plejer der ikke at være håndjern i de der kabiner?” spurgte Walter og fægtede med den møre luffe over mod kabinerne. “Jo, det mener jeg da,” svarede Bea. Rend lige hen og fang mig et par så, før den åndsbolle dér vågner op,” brummede Walter træt. Bea nikkede. Hun gik forbi Tina, der i mellemtiden havde fået styr på garderoben igen, og tog simpelthen de håndjern, der lå inde i den blå kabine. Håndjernene var rødlakerede og pyntet med noget blondestof, men det var stadig håndjern. To af udsmiderne, der stod og ventede ved Haywoods bevidstløse krop, da hun kom tilbage. Hun gav dem håndjernene og de vred armene om på Haywoods ryg og smækkede dem omkring hans håndled. Bea smed nøglen på Walters bord. “Her.” “Tak,” sagde Walter og tømte glasset. Bag dem slog anlægget over til det næste nummer, et poppet instrumentalnummer med en dyb bass. Nummeret fik gang i husets to dansere igen, der efter slagsmålet var blevet en smule distraherede. Kunderne tog hentydningen og vendte tilbage til deres drinks og kødmarkedet igen. Et par stykker fra rengøringspersonalet gik allerede så småt i gang med oprydningen og den ene udsmider tog fat i den ødelagte krydsfinérplade. “Henri?” kaldte Bea. Den anden udsmider kom nærmere. “Gider du at hjælpe min ven Walter der?” bad hun Henri og pegede over på Walter. “Bare giv ham en hånd med det udskud, der ligger og flyder og få dem begge over til stationen,” forklarede hun. “Så er du en skat?” Henri kiggede kort over på Walter og nikkede. “Godt,” sukkede Bea og vendte tilbage til Walter igen. “Klarer du dig ellers?” Walter nikkede, “Joeh tak, det går nok, tag du dig bare af kunderne.” Han skævede over til baren. En eller to af de herrer derovre holdt øje med Bea mens de stod og fægtede med deres drinks. Bea gav Walter et træt vink og gik over mod baren. Walter kiggede op da Henri kom nærmere, fra hans stol tippede Walter på at Henri var knap to meter høj og måske tredive kilo tungere end ham selv. “Skal vi vente til den bunke lort vågner, eller gider du at slæbe ham?” Henri studerede kort Haywood og trak på skulderen. “Okay, så lad os smutte Henri, jeg vil sgu godt se dyner før det bliver alt for sent!” Walter rejste sig fra stolen for at stikke forbi baren og betale for hans drink. Henri gik ganske enkelt hen til Haywood, bukkede sig ned og tog fat i Haywoods bælte og løftede ham op som en kludedukke før ham smed ham over på sin skulder. Haywood slog en skid, da de nåede uden for Partytown og et stykke længere ned af gaden begyndte han for alvor at live op igen, måske fordi hans hoved vendte nedad. Øget blodtilførsel til bærret, og den slags, gættede Walter “Åh for helvede, min byld!” stønnede Haywood “Velkommen tilbage, Haywood!” klukkede Walter. Han kunne ikke lade være med at fryde sig over Haywoods hovedpine selvom han var dødtræt og lettere mørbanket skulle han lige hilse og sige. “Hvor fanden er jeg?” kvækkede Haywood rustent. “På vej til stationen, hvor ellers?” brummede Walter “Og hvem er det lige der bære rundt på mig som var jeg en sæk kartofler?” hvæsede Haywood irriteret. “Haywood, hils på Henri, Henri sig hej til bagagen.” Walter så at Henri kiggede over på ham, kæmpen smilede og flyttede lidt på Haywood, der straks begyndte at brokke sig. “Sæt mig ned!” hylede han, “Jeg har sgu da allerede håndjern på!” “Nul putte, bare hold din kæft og nyd turen,” svarede Walter. “Det er da helt i orden med dig, Henri? Er det ikke?” spurgte Walter Henri ad, bare for en sikkerheds skyld. Der var ingen grund til at blive uvenner med eskorten, nu hvor det hele gik som smurt. “Jeg vil faktisk hellere bære ham, jeg er ikke særlig hurtig med bentøjet, hvis han skulle prøve på at stikke af,” forklarede Henri i en undskyldende tone. “Okay, så er det afgjort,” klukkede Walter. “Hører du Haywood?” Haywood mumlede et eller andet, men fik åbenbart en ide. “Hey Henri!?” kvækkede Haywood. Henri kiggede kort over på Walter. “Ja?” svarede kæmpen spørgende. “Hvad skal du ha’ for at banke hovedet ned i halsen på cirkusklovnen, der går ved siden af dig og så bagefter slippe mig løs, før vi når ned på stationen?” Haywood ventede, lod ideen hvile lidt i luften, før han nævnte et beløb. “Hvad med femtenhundrede? I kontanter naturligvis!” Walter satte tempoet ned og bad Henri stoppe. Henri adlød, men så ikke ud til forstå, hvorfor de stoppede. “Hold ham lige, mens jeg tjekker hans pung.” Henri nikkede og ventede, stadig med Haywood over skulderen. “Dit forpulede røvhul!” hylede Haywood, da Walter fandt en pung i Haywoods baglomme. Walter havde undersøgt Haywood for våben og grej, men han havde af en eller anden grund ignoreret fyrens pung. Han var bare lidt flad i sokkerne, blev han enig med sig selv og kiggede i pungen. Der var 400 i den, ikke en eneste rød reje mere. “Hvor er resten?” spurgte Walter og rakte Henri 200. Da han så ud til at tøve med at tage imod pengene proppede Walter dem i Henri’s lomme. “Du har sgu tjent dem Henri, det er dig, der slæber rundt på idioten.” Den forklaring så ud til at gå rent ind hos Henri. “I er sgu begge nogle hjerneamputerede røvbananer, er I klar over det!?” kom det surt fra Haywood. “Ja, ja, den er fin med dig,” svarede Walter. Da Walter sendte Henri retur og skubbede Haywood ind af dørene, der førte ind til stationen, var det Orlov, der stod ved receptionen, en gammel kollega fra Walters tid i Forsyningen. Orlov kiggede kort op, smed fingeraftrykslæseren op på disken, men vendte derefter tilbage til papirarbejdet, før Walter var nået helt hen til receptionsdisken. Han havde åbenbart ikke genkendt Walter i den særprægede mundering a la Partytown. Walter var gået ind i omklædningen i Partytown mens Henri stod og ventede udenfor med Haywood, men han ville ikke lade Henri vente for længe, og for at sige det ligeud, så gad han ikke til at hoppe og danse rundt for at komme ud af bukserne, så han havde taget sin jakke og hylsteret med pistolen og havde efterladt resten i omklædningsrummet. Han kunne sikkert overtale Bea til at smide det ind af døren, når hun var i kvarteret. Hans kluns var heller ikke meget værd, så der var nok ingen, der rendte med det, men nu stod han altså her, i læderbukser og nettrøje og lignede åbenbart ikke længere sig selv, så det ud til. “Aften, Orlov!” hilste Walter og slog næven ned i disken. “Jeg har lige noget til dig her!” Walter tog godt fat i Haywoods trøje og skubbede ham hårdt op mod receptionsdisken. Orlov kiggede irriteret op fra papirerne og så at det var Walter Schellinger. Orlovs kæbe blev slap og og det irriterede udtryk forsvandt sporløst. “Hvad pokker!? mumlede Orlov forundret og blinkede med øjnene. “Hvad fanden er det for mundering!?” Walter smilede træt og trak på skulderen. “Sådan er det som freelance, Orlov.” Orlov så en smule skeptisk ud. “Er det der så hvad man kalder alternativ camouflage, eller hvad?” spurgte han og pegede med kuglepennen i retningen af nettrøjen. “Ja, nemlig!” lo Walter. Haywood sukkede og himlede med øjnene. “Hør, hvis I to skal stå der og ævle tungen af led, så tror jeg sgu bare at jeg smutter, okay?” Walter slog fingrene i Haywoods nakkeskind og klemte til. Haywood skar en grimasse og krøllede sammen som vådt pap i en efterårsstorm. Hans hoved røg ned i retningen mod bordpladen, men Walters hånd holdt op med at trykke, før Haywoods kranie nåede at komme i karambolage med den massive træplade. “Hvor mange gange skal jeg sige det, Haywood?” spurgte Walter træt ind i Haywoods øre. “Luk røven.” “Lås op og stik mig hans hænder, Walter.” Orlov stod og ventede med fingeraftrykslæseren. Walter låste op for håndjernene og trykkede først den ene hånd, så den anden hånd ned i puden. Efter et par sekunder lød der et bip fra Orlov’s terminal. Orlov kiggede over på skærmen. “Haywood, Wesley, Tjenestenummer 2086-9-177. Udeblevet fra tjeneste siden den 12. August, dusør 3000 levende, 1500 død,” remsede Orlov op. “Der var du sgu heldig, Haywood. Du fik lige 26 dages ferie hva?” sagde Walter. “Rend mig!” var Haywoods svar. “Du skulle vist have ventet fire dage med at aflevere ham der,” kom det tørt fra Orlov, imens han gik i gang med at udfylde et par formularer. “Så havde vi været fri for den omgang munddiarré.” Walter rystede på hovedet. “Jeg er ikke meget for at aflevere lig, det bliver en dårlig vane, og 3 stærke er bedre end halvanden.” Orlov trak på skuldrene. “Det gør mit arbejde nemmere.” Han tog en pause fra skriveriet og piftede over mod fælleslokalet. Et øjeblik senere kom der to vagter ud af rummet, begge så lidt desorienterede ud. Walter gættede at de sovet. “Smid ham der i en celle,” forklarede Orlov og pegede over på Haywood med en tommeltot. De to vagter stirrede kort på Walter, før de tog fat i Haywood og trak af med ham. “Vil du bare have pengene overskrevet til din konto eller hvad?” spurgte Orlov. Walter rystede på hovedet “Giv mig halvdelen i kontanter, resten til kontoen.” Orlov nikkede og fandt pengekassen frem. “Har du hørt, at Riotta skød sig selv i hovedet i sidste uge?” spurgte Orlov konverserende, imens han talte det første bundt sedler op. “Næh, hvorfor fanden gjorde han det?” “Han har altid været lidt blød i pæren, det ved du, men de sidste par måneder blev han sgu rigtig sær.” Orlov skubbede pengene over disken. “Han gik og mumlede for sig selv hele tiden. I torsdags tog han den 4 mm Tellmann, som han altid slæbte rundt på, satte den på auto, trykkede på aftrækkeren og tømte magasinet ind i øret på sig selv De smed ham i jorden i forgårs. Jeg var lidt forundret, da jeg ikke så dig til begravelsen.” Walter kløede sig i skægstubbene på kinden og sukkede. “Den missede jeg sgu, jeg kommer ikke så meget i de kredse mere.” “Surt show,” var Orlovs kommentar. Turen op af trapperne var dødens pølse, men omkring midnat kunne Walter smække døren ind til hans lejlighed og smide fodtøjet. Han var dødtræt, rigtig dødtræt og en smule sulten. Han gad ikke at rode med madlavning nu, så han fangede bare en af de smagløse müsli-klodser som myndighederne solgte for ingen penge. Smagen var ikke nogen kulinarisk oplevelse. Det var lidt som at tygge på fugtigt tagpap, men myndighederne påstod at det dækkede det daglig behov for tilsætningsstoffer og konserveringsmidler, så Walter tyggede på et par mundfulde, før han drattede ned i sengen. Han nåede kun lige at lukke øjnene før det bankede på døren. Walter stønnede og kæmpede sig op af sengen igen. Det blev ved med at banke. “JA, JA, jeg kommer!” Walter rev døren op og stod overfor Konstantin Narhabedian igen. Den lille mand tog et skridt tilbage og formede prøvende et lille o med læberne. “Aften, Narhabedian,” sagde Walter søvnigt. “Øhhh,” sagde Narhabedian. “Er du kommet efter huslejen?” spurgte Walter, slap døren og vendte sig om for at gå hen efter pungen i hans jakke. “Æhhh, jo, jeg hørte at”¦.” begyndte Narhabedian, men blev tavs, da han så, at Walter ikke havde nogen røv i bukserne. “150?” spurgte Walter og talte sedlerne op. “Æhh, ja,” svarede Narhabedian og rakte tøvende hånden frem. Walter kom tilbage til døren og deponerede pengene i Narhabedians hånd. “Undskyld, at jeg kom bagud med betalingen, men det er ikke altid lige nemt at få det hele til at falde i hak, du ved.” “Næh, det er sandt nok,” kom det stille fra den lille armenier, idet han for første gang rev blikket væk fra Walters torso og fik øjenkontakt med Walter. “Tak. Go’nat, monsieur Narhabedian,” sagde Walter og lukkede døren. “Æhhhh, ja”¦.“ mumlede den lille armenier. Han stirrede på den lukkede dør i et øjeblik eller to og masserede distræt den bare plet, han havde i baghovedet, før han tog det første trappetrin ned. FINI | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
