 |  | Dæmonerne fra dybet serien. Bog nr. 1 'Adeline & Gabriel' |
 |
|
|||||||||||||
|
Så er jeg igang med at rette min bog. Det er en fantacy bog fyldt onde dæmoner, helt og ikke mindst kærlighed. Hpver I kan lide det. I må meget gerne komme med ris/ros alt kan bruges. Prolog For 31 år siden. Kvinden ligger træt, og vrider sig i de blodige lagner. ”Det skal nok gå,” kommer det beroligende fra nonnen, der dupper sveden væk fra hendes pande med en fugtig klud. Kvinden begynder at pruste igen, mere og mere, og det ender ud i et smertefuldt skrig. En præst står for enden af sengen, en sagte mumlen kommer fra ham. Han beder. Endnu en nonne kommer ind af døren i det lille mørke rum med favnen fuld af rene tørre klæder. Hun ser ængsteligt hen på nonnen ved kvindens side, som kort ser tilbage på nonnen ved døren, mens hun langsomt og opgivende ryster på hovedet. Hun skyller kluden op i det kølige vand i baljen, vrider den hårdt, og starter forfra med at duppe forsigtigt på kvindens svedige pande. ”Ikke mere,” klager hun, ”få det til at stoppe.” Nonnen tager hendes hånd, og klemmer den blidt, ”Shh, det er snart overstået. Det hele skal nok gå.” Den anden nonne der lige er kommet ind i rummet, er hurtig henne ved sengen. De står nu på hver deres side, og ser bekymret ned på den lidende kvinde. ”Du må ikke lyve,” hvisker nonnen som lige er ankommet, til den anden, men for kvinden der ligger i sengen, er det bare mærkelige ord, der kommer ud af hendes mund. Det er dansk de taler, ikke spansk, og kvinden kan kun sit eget sprog. ”Gud vil aldrig tilgive dig og din tunge,” fortsætter nonnen til den anden. Kvinden ser træt frem og tilbage på de to nonner, hun ved, at der er noget galt. Hun kan se det på dem, hun kan høre det på måden de taler på, og hun kan mærke det i sin krop. Dette er ikke en normal fødsel, der er noget galt med fosteret, noget rivende galt. Endnu en ve kommer, og denne gang er smerten på sit højeste med det samme. Hun skriger igen. Aldrig har hun før følt noget så smertefuldt, og hun har jo ellers født før. Fire gange før. Derfor ved hun også, at der er noget helt galt denne gang, og det er ikke, at fosteret er dødt. Hun kan mærke, at det lever. Det bevæger sig for meget, det er som om, at det hellere vil ud af hendes mave, igennem hendes maveskind, end ud igennem hendes skød. Hun føler, at det stritter imod hende. Nonnerne diskuterer højlydt nu. Selvom hun ikke kan forstå dem, ved hun det. Hun ved også, hvornår de bliver enige i det, de diskuterer. De nikker begge to, den ene vender sig mod præsten, og siger noget på dansk til ham. Præsten synker, ser først tøvende hen på kvinden i et øjeblik, men så ændres hans blik, og beslutsomheden lyser ud af hans øjne. Han nikker langsomt. Den anden nonne, er gået hen til et lille bord henne ved vinduet. Der ligger nogle instrumenter, men kvinden kan ikke se, hvad det er for nogle. Igen melder der sig en ny ve, men hun har ingen kræfter, hun kan ikke længere, ligegyldig hvor meget hun presser, sker der ikke noget. Det virker som om, at hver gang hun presser, stritter fosteret i mod. ”Jeg kan ikke,” hun græder sagte, ”jeg kan ikke mere.” Nonnen der er ved hendes side, løfter klædet mellem hendes let spredte ben. Hurtige forskrækket ord forlader hendes læber, mens hun træder et par skridt tilbage. Hun er ligbleg nu, laver korsets tegn, og falder på knæ for at bede. ”H-hvad?” kvinden prøver at sætte sig op ved at støtte sig på sine albuer, for at se på nonnen nede på gulvet for fodenden af sengen, men hun er for svag, ”hvad er der galt?” Nonnen har lukket øjnene, foldet hænderne, og hvisker danske ord til Gud. Præsten træder frem, og løfter klædet, og både han og den anden nonne kommer med et forskrækket gisp hver. Igen en ny ve, og denne er den værste hidtil. Kvinden kan ikke gøre andet end at presse, hun presser alt, hvad hun kan. En mærkelig lyd, som noget der bliver revet midt over, og hun skriger højere end nogensinde. Skriger af smerte. Den ene nonne bliver bare på sine knæ, og beder videre som en besat, mens den anden nonne styrter hen til sengen, og river klædet af, så det glider ned på gulvet. Præsten griber fat i nonnen, som sidder på knæ på gulvet. Han skælder hende ud, men han bliver afbrudt af endnu en lyd, der kommer inde fra kvindens krop. Igen som noget der bliver flået fra hinanden med vold, og kvinden besvimer ganske kort af den ulidelige smerte. Hun slipper dog kun for den barske virkelighed et øjeblik, da endnu en ve kommer. Hun presser, og igen er den skræmmende lyd der. Hun mærker det som, at der er noget inde i hende - nede i underlivet, der flår hende op”¦ inde fra. Hun græder, og skriger på samme tid, mens hun tager hånden ned til sit skridt. Hun føler efter, alt er vådt. Hun tager hånden op for sig, og spærrer øjnene op, da hun ser det kriminelle blod. Der er for meget blod. Hun ser forfærdet hen på de to nonner, og så på præsten. Med ét går det op for hende. Denne fødsel eller hvad det er, der er ved at ske, vil koste hende livet, men hvor længe skal hun lide? Endnu en ve, aldrig har der været så voldsomme veer ved de andre fødsler. Aldrig har der været så meget blod. Aldrig har hun før følt, at hun var ved at blive sprættet op indefra. Endnu en lyd af noget der bliver flået, og smerten kommer igen, inde fra. Hun skriger, så blodårerne springer i hendes øjne. Aldrig har hun oplevet noget så voldsomt før, som tortur. ”Hjælp mig,” hendes stemme er kun en svag hvisken nu, hendes livskraft er ved at ebbe ud. Nonnen er ved hendes side med det samme, og kvinden griber hendes hånd, ”hjælp mig.” Nonnen siger en masse på dansk, og laver samtidig korsets tegn endnu en gang. Igen den forfærdelige lyd, og kvinden besvimer ganske kort. Da hun kommer til sig selv igen, er hun meget svag. Hun blinker langsomt et par gange, det hele er som en tåge. Skikkelserne er utydelige. Hun er blevet meget bleg af det voldsomme blodtab, hun kan ikke følge med længere. Hun er ved at dø, og hun ved, at hvis ikke de gør noget nu, så er det ikke kun hende, der dør, men også hendes baby. Med en rystende blodig hånd peger hun langsomt hen mod bordet med instrumenterne på. Hun ved nu, hvad der ligger der henne, knive. ”Skær det ud af mig,” trygler hun, ”red barnet.” Så er den anden nonne oppe fra gulvet, henne ved bordet, griber et instrument, og vender sig så mod dem. Kvinden gisper ved synet. De vidste det? De vidste, at dette er den eneste udvej. Hendes død. Lyden igen, smerten igen, hendes hjerteskærende skrig endnu en gang. Så går det op for hende, at lyden kommer inde fra hende, det er fosteret der flår hende op indvendig. Hendes egen baby slår hende ihjel, og hvis det lykkes den, så vil den også dø. ”Nu,” hvisker hun skrøbeligt, ”gør det nu. Red min baby.” Veen kommer samtidig med, at der er endnu noget, der bliver revet i stykker i hendes svage krop. Hurtigt er nonnen med den store kniv ved hendes side. Hun sætter kniven på hendes mave. Præsten er begyndt at bede igen, højere og højere prædiker han. Nonnen tøver, ser ned i kvindens trætte brune blodsprængte øjne. ”Hendes navn er Adeline,” gisper hun med tårerne trillende ned ad kinderne, ”lov mig, at det bliver hendes navn.”’ Nonnen nikker hurtigt, mens hun prøver at få sin hånd til at holde op med at ryste. ”Nu, få hende ud før det er for sent,” skriger kvinden, mens hun svagt sætter sin hånd på nonnens, og presser til. Men hun er for svag til at presse igennem så kniven kan gøre skade nok. Så er den anden nonnes hånd over deres, og hun presser til. Lyden af hud, der bliver skåret op af en alt for sløv kniv, lyder ubønhørlig højt i værelset. Kvindens skrig kan høres langt væk. Hun blinker nogle gange, hendes hjerte banker svagere og svagere. Langsommere og langsommere. Først er der helt stille i det lille mørke rum, kun lyden af hendes svage hjerte der banker langsommere endnu. Men så kan hun høre den velsignede lyd. Lyden af hendes baby. Men den er lang væk. Hun kan høre sin babys gråd, Adelines gråd. Hvilken fredfyldt lyd. Længe står han bare, og ser ned på den nyfødte baby, der trygt ligger, og sover i den hjemmelavede krybbe. Hans sorte skygge dækker hele krybben. Han er endnu ikke sat på opgaven, det er for tidligt endnu, men han kunne ikke holde sig væk længere. To dage nu har den lille pige allerede været her i denne verden. To dage siden hun kæmpede sig fri fra sin mors skød. to dage siden hun desperat tog sin første vejrtrækning, udstødte sin første gråd. To dage har han kæmpet for at holde sig væk, og nu står han her alligevel. Nu er han mere sikker, end han var tidligere. Denne lille skrøbelige baby vil aldrig overleve hans verden. Hun vil dø, inden hun når sin forvandling, han ved dette, han har allerede set det ske. Det er derfor, han står her i dag, derfor han får opgaven om nogle år. Hans lange sorte læderjakke knager højlydt, da han langsomt bukker sig ned over hende. Hans hår falder ned i hans øjne, mens han studerer hendes lille fredfyldte ansigt. Måske han bare skulle tage hende nu, gemme hende så han ikke kan finde hende? Han ryster på hovedet af sig selv, nej det ville der jo ikke være nogen sport i. Og regler er vel også til for at”¦ blive brudt. Nej. Der er ingen grund til at tage mere straf end højst nødvendigt. Han kysser hende blidt på panden. ”Snart,” hvisker han til hende. Han retter sig op, og igen knager hans læder jakke højlydt af bevægelsen. Han vender sig mod døren, og forlader værelset. Ingen i det sovende hus hører ham, da han går ud af værelset lige så lydløst, som da han kom ind i huset. Det er uglen i ham, lydløs som sne der daler fra himlen. Han går ned ad trappen, hen ad gangen mod hoveddøren, som langsomt med en svag knagen åbner sig for ham, inden han er nået derhen. En af hans mange evner, som bliver brugt flittigt. Da hoveddøren lukker sig efter ham, og han bevæger sig længere og længere væk fra den lille nyfødte, beklager hans dæmon sig endnu højere end nogensinde før. For første gang i mange år, havde den holdt sin kæft, mens han var i værelset med den lille pige, hvilket først undrer ham nu. Men nu er den tilbage igen, og på fuld styrke. Den bliver ved med at stille samme irriterende spørgsmål, bliver ved med at plage. Hvorfor kan de ikke bare tage hende nu? Hvis de tog hende nu, ville det hele være overstået, inden det overhovedet var begyndt. Men selvom hans dæmon ikke har nogen problemer med at bryde reglerne, og han normalt heller ikke har, er der alligevel noget i hans mave, der fortæller ham, at denne gang er det vigtigt. Denne gang er det hans mavefornemmelse, der taler, og den fortæller ham, at det er vigtigt, at den lille pige får lov til at leve sit liv”¦ for nu. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2012-11-12 20:51:57 |
heej; må jeg foreslå dig at opdele teksten i selvstændige afsnit og linke mellem disse.
Læs nærmere under 'HJÆJP/INFO' hvordan.
VELKOMMEN ;)
venligst ...
Læs nærmere under 'HJÆJP/INFO' hvordan.
VELKOMMEN ;)
venligst ...
| haleløs | 2012-11-12 22:13:55 |
således linker du til denne tekst fra en anden
[@storyid]9351e38ff02db3b097b1eb90284b0dec[@/storyid] (de to @@ slettes)
bare SPØRG! !!!
venligst ...
[@storyid]9351e38ff02db3b097b1eb90284b0dec[@/storyid] (de to @@ slettes)
bare SPØRG! !!!
venligst ...
| Forfatter in spe | 2012-11-13 01:01:17 |
Hej,
du kan finde eksempler under afsnittet "Tilføj simpel tekstformatering til din profil og tekster" på den omtalte side. Men Haleløs har også givet et helt korrekt eksempel ;-)
/Jesper
du kan finde eksempler under afsnittet "Tilføj simpel tekstformatering til din profil og tekster" på den omtalte side. Men Haleløs har også givet et helt korrekt eksempel ;-)
/Jesper
| Reppel | 2012-11-13 20:27:38 |
Hold da op, hvor blev jeg fanget... For mig var det intet problem at teksten var lang... Som mor til to er din beskrivelse af den groteske "fødselskamp" MEGET levende og vildt voldsom!! Jeg blev virkelig grebet af handlingen og sidder tilbage med en følelse af at jeg bare MÅ vide hvad der nu skal dke.. Hvem er den lille pige/hvad er hun.. Og hvem er manden i læderjakken.. Håber at få den glæde at blive indviet i resten af historien!! For Hold nu op for en prolog!!
Lige hurtigt... Når Læderjakken knager.. Det er som om du har haft rettet i det... For begge gange du nævner det er det lidt uforståeligt?!
"Hans lange sorte læderjakke giver knager højlydt"
"Han retter sig op, og igen kommer der knager hans læderjakke."
Og synes måske at du bare kunne kalde kvinden "Hende, hun"... Ved ikke.. Det er som om at jeg, ved at læse hende som "kvinden", blev en smule distanceret fra hende... Indtil du kravlede helt ind i hendes følelser og tanker!!
Men jeg vil meget gerne høre mere!! :)
Hilsen Reppel
Lige hurtigt... Når Læderjakken knager.. Det er som om du har haft rettet i det... For begge gange du nævner det er det lidt uforståeligt?!
"Hans lange sorte læderjakke giver knager højlydt"
"Han retter sig op, og igen kommer der knager hans læderjakke."
Og synes måske at du bare kunne kalde kvinden "Hende, hun"... Ved ikke.. Det er som om at jeg, ved at læse hende som "kvinden", blev en smule distanceret fra hende... Indtil du kravlede helt ind i hendes følelser og tanker!!
Men jeg vil meget gerne høre mere!! :)
Hilsen Reppel
| Pervor | 2012-11-13 22:11:25 |
Tusinde tak for dine kommentar, puha de gik lige i hjertet på mig. (det lyder måske dumt men det gjorde de altså) Jeg har planer om at udgive denne bog og forhåbenlig også de andre i serien når jeg bliver færdig hen ad vejen. SNART forhåbenlig.
Du har ret, jeg var inde og rette det med læderjakken, og fik ikke gjort et særlig godt job. Men jeg har idag rettet yderligere på min egen pc (ikke herinde) Så det er blevet endnu bedre.
Næste gang jeg lægger noget ind bliver det noget fra lidt længere ind i bogen, Jeg håber at det vil fange lige så meget :-)
Forresten jeg ser lige lidt på det du siger med "kvinden," for du har da ret, kan først se det nu. Vil prøve om jeg kan ændre det.
Hilsen fra Pervor
Du har ret, jeg var inde og rette det med læderjakken, og fik ikke gjort et særlig godt job. Men jeg har idag rettet yderligere på min egen pc (ikke herinde) Så det er blevet endnu bedre.
Næste gang jeg lægger noget ind bliver det noget fra lidt længere ind i bogen, Jeg håber at det vil fange lige så meget :-)
Forresten jeg ser lige lidt på det du siger med "kvinden," for du har da ret, kan først se det nu. Vil prøve om jeg kan ændre det.
Hilsen fra Pervor
| nhuth | 2012-11-16 09:33:38 |
Superspændende tekst.
Men det knager for meget! ;)
Prøv at ændre "igen knager hans læder jakke højlydt" til "igen knager hans jakkes læder højlydt"
"
og ændre "hoveddøren, som langsomt med en svag knagen åbner sig for"
til ".... med en tør knirken ...".
Sådan bare for variationens skyld.
Vh.Nhuth
Men det knager for meget! ;)
Prøv at ændre "igen knager hans læder jakke højlydt" til "igen knager hans jakkes læder højlydt"
"
og ændre "hoveddøren, som langsomt med en svag knagen åbner sig for"
til ".... med en tør knirken ...".
Sådan bare for variationens skyld.
Vh.Nhuth
| Pervor | 2012-11-21 20:44:47 |
Hov jeg troede at jeg havde besvaret nhuth for længe siden - Beklager virkelig mange gange.
Tusinde tak for din ros. Og jeg vil helt sikkert tage dine "knirke" råd med mig, når jeg skal se på bogen en sidste gang.
Det er så super at få både ros men også ris, så jeg bliver bedre hele tiden.
Tak for hjælpen ;-)
Varme hilsner Pervor
Tusinde tak for din ros. Og jeg vil helt sikkert tage dine "knirke" råd med mig, når jeg skal se på bogen en sidste gang.
Det er så super at få både ros men også ris, så jeg bliver bedre hele tiden.
Tak for hjælpen ;-)
Varme hilsner Pervor
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Skal man være pc nørd for at finde ud af det, for nu har jeg læst din tekst mindst 10 gange og jeg forstår den ikke. Jeg har set på 'HJÆJP/INFO' mindst lige så mange gange, for at se om jeg kunne blive klogere, men jeg må være ærlig: Jeg fatter ikke en brik.
Kan du uddybe det eller er det for meget forlangt?