 |  | Hvad er der galt med dig?? |
 |
|
|||||||||||||
|
Hvad er der galt med dig? Tja”¦ You tell me; det kommer da an på hvad du synes er forkert. Er det forkert at hade andre? Er det forkert at kalde andre for hykleriske svagpissere? Er det forkert at frygte sig selv? Hun kiggede i spejlet med et tomt blik og lagde hovedet lidt på skrå, derefter vippede hun det til den anden side med et lille ryk. Hvad er der galt med mig? Selvhad? Raseri? Frustration? Tomhed? Alting? Eller ingenting”¦? Hvem er du? Hendes blik fokuserede på spejlbilledet. Hun betragtede sinepostkasserøde læber og grønne øjne, der var tegnet op til katteøjne med sort eyeliner. Lod langsomt fingerspidserne glide over den kolde overflade. Hvem er du? Langsomt drejede hun sig væk fra spejlet. Hendes blik var, igen, blevet ufokuseret og sløret, men hun kendte rummet ud og ind. Som i trance gik hun barfodet over det kølige trægulv og satte sig ved computeren. Hvem end du er, skal du vide du er død. Du ved det ikke, men jeg har dræbt dig. Ligesom jeg har dræbt mig selv. Hvem jeg er? Jae”¦ Mit navn er Stephanie Johanson; og jeg er alene. Jeg har gennemskuet verden; og derfor er jeg død, for ingen kan leve her når man ved det hele er en løgn. Gang på gang mindes man om andres løgne og masker. Men man kan heller ikke leve alene; man har brug for nogen at lyve for, man har brug for at hade, man har brug for at elske. Men hvorfor spilde sin tid på det? Knytter man sig til nogen bliver man svag; ens dømmekraft fordrejes og ens virkelighedsbillede karikeres endnu værre. Man bruger evigheder på at opbygge en verden af det man elsker og hader, men forsvinder det man elsker, falder ens verden sammen. Elsk aldrig noget mere end, at du ikke kan se det dø. Og had aldrig noget mere end, at du kan leve med det. Du kan alligevel ikke fjerne det du hader. Ja, jeg hader meget. Eller”¦ det ved jeg ikke om jeg gør. Jeg er rasende og bange, men jeg ved ikke om jeg hader. Det er som om alt jeg har oplevet bliver til vrede eller had. Hvorfor jeg hader andre så meget? Jeg tror bare jeg er bange for deres tanker. Ikke om mig; men om verden. jeg frygter de er som mig, men alligevel vil jeg ikke have de er det. Jeg bilder mig selv ind, at jeg gerne vil have dem til at se verden som den er, men synes det er synd for dem, hvis de gør; men sandheden er, at jeg vil have dem til at se. Og føle. Se verden med mit syn; de morderiske torne der stikker ud overalt; hadet i andres blikke; føle den edder og forgift der flyder af andres tunger. Og det her er ikke noget jeg siger for at skille mig ud. Det er ikke noget jeg mener fordi jeg vil være anderledes. Du tror ikke på mig? Jeg ved alle har en dårlig dag fra tid til anden, men du har ikke set helvede før du har haft mine tanker og mareridt. Deraf kommer mit had. Deraf kommer min frygt og mistillid. Og du er hverken bedre end mig eller dem. Jeg hader jer. Jeg hader dig. Du er ingenting. Og den dag du indser det vil du blive knust af sandheden. Ligesom mig. Blinde menneske; se på mig. Se ind i mine øjnes dybe hav. Se på min sårede krop. Se indad. En dag vil du forstå mig. Hun trykkede på print og lukkede dokumentet uden at gemme det. Papiret blev foldet og lagt i en konvolut, som hun puttede i baglommen. Stadig i bare fødder gik hun fra stuen til entreen og videre ud i sneen. Kulden bed i hendes fodsåler og kort efter var hun følelsesløs i fødderne og gennemkold i hele kroppen. Men hun var ligeglad. Længe gik hun rundt og krydsede sine egne spor flere gange, men hun frøs ikke rigtigt. Hun var kold, men hun frøs ikke. Alene i tusmørket lagde hun sig i en stor bunke sne. Hun pillede konvolutten op af lommen og lukkede sin hånd stramt om den. Hendes tøj blev fugtigt af sneen, men hun mærkede det ikke; hun ventede. Ventede på søvnen; ventede på mørket. Ventede på det hun vidste ville ske, når hun blev fundet igen når solen stod op. | ||||||||||||||
 | Robert Mørk | 2010-12-15 08:34:14 |
Hej Helle
Det er fandme uhyggeligt og stærkt det du skriver.
Jeg kan godt lide dig, for du skriver som jeg selv gjorde da jeg var på din alder.
Du er god til at fange din læser ind, med gys og gru sluger jeg det hele ord for ord, og sidder rystet tilbage, det er sejt skrevet.
Man kommer godt ind under huden på din hp. fornemmer tydeligt hendes vaklen mellem hadet og kærligheden til verden omkring hende.
Man får lyst til at tage hende i sine arme og vise hende hvor smukt livet også kan være.
Og slutningen gør bare ondt, man tvinges til at tænke over hvor rådden denne verden også kan være.
Jeg syntes du skulle dele teksten op i nogle afsnit, det ville være til gavn, både for øjne og åndedræt.
Tak for en meget stærk læseoplevelse.
Jeg glæder mig til at læse mere fra dig.
K.h.Robert
Det er fandme uhyggeligt og stærkt det du skriver.
Jeg kan godt lide dig, for du skriver som jeg selv gjorde da jeg var på din alder.
Du er god til at fange din læser ind, med gys og gru sluger jeg det hele ord for ord, og sidder rystet tilbage, det er sejt skrevet.
Man kommer godt ind under huden på din hp. fornemmer tydeligt hendes vaklen mellem hadet og kærligheden til verden omkring hende.
Man får lyst til at tage hende i sine arme og vise hende hvor smukt livet også kan være.
Og slutningen gør bare ondt, man tvinges til at tænke over hvor rådden denne verden også kan være.
Jeg syntes du skulle dele teksten op i nogle afsnit, det ville være til gavn, både for øjne og åndedræt.
Tak for en meget stærk læseoplevelse.
Jeg glæder mig til at læse mere fra dig.
K.h.Robert
| haleløs | 2011-04-20 11:02:45 |
Iskoldt, selvdestruktivt drama! Velskrevet. Tjaeh; livet er indviklet og svært ... men da ikke SÅ håbløst ?
venligst ...
venligst ...
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
