 |  | Varspurv (børn) |
 |
|
|||||||||||||
|
“Lad nu være med at blive bidt af varulve på vejen hjem,” råbte Mathias og pegede op på fuldmånen. Jeg vendte mig om i havegangen: “Bare rolig, jeg har lagt sølvkugler i min revolver!” Vi havde set en film om varulve, der hærgede en lille by. Nu gik jeg og tænkte på de lektier, jeg havde glemt at lave, da jeg fik en uhyggelig fornemmelse af at blive betragtet. Jeg standsede op og kiggede rundt, men der var ingen at se. Et sted langt væk kunne jeg høre en hund gø, men ellers var der stille i villakvarteret. Jeg rystede på hovedet af mig selv og gik videre. Gaderne var øde. Den eneste, jeg mødte, var den gamle dame, som alle kaldte “Heksen”. Hun gik rundt som om, hun ledte efter et eller andet, og lod ikke til at ænse mig. Men da jeg var gået forbi hende, sagde hun: “Unge mand!” Jeg mærkede mine nakkehår rejse sig, og jeg vendte mig: “Ja?” “Må jeg give dig et råd?” Uden at give mig tid til at svare fortsatte hun: “Hold dig indendøre, når det er fuldmåne.” “Hvad så med dig selv?” spurgte jeg. Egentlig ikke for at være uhøflig, men fordi jeg synes det var lidt besynderligt at gå rundt udendørs og anbefale folk at holde sig indendøre. Hun fnyste og gik. Jeg stod lidt og kiggede efter hende. Så hørte jeg en lyd bag mig, en raslen i hækken. Jeg snurrede rundt, mens mit hjerte nærmest holdt op med at slå. Foran mig sad bare en lille fugl. Jeg gik lettet videre. Men følelsen af at blive betragtet var der stadig. Så jeg vendte mig igen og så, at fuglen var fulgt med mig. Jeg gik prøvende nogle skridt videre, og den fulgte efter - hele tiden med blikket rettet stift imod mig. Sært. Da jeg kom hjem, var der rimelig lummert på mit værelse, så jeg åbnede vinduet og gik ud for at børste tænder. Jeg stivnede, da jeg kom tilbage og opdagede, at fuglen nu sad på min seng. Det var en gråspurv, og den stirrede på mig med sine små, sorte øjne. Jeg havde ellers altid syntes, at småfugle var kære, men denne her var for mærkelig til min smag. Jeg trådte frem imod den og lavede fagter for at jage den ud af vinduet, men den lettede med et hop og fløj direkte imod mig! Før jeg nåede at beskytte mig, havde den hakket mig lige på siden af halsen med sit lille næb. Forskrækket fik jeg skubbet den væk. Så flaksede den ud af vinduet og var borte. Jeg tog mig til halsen. Det blødte en smule fra såret, men ikke slemt. Næste dag fortalte jeg Mathias om, hvad der var sket. “Så du er blevet bidt af en musvit?” “En gråspurv,” rettede jeg. “Det var da godt, at det bare var en fugl.” “Tjo.” “Måske havde den fuglegalskab,” foreslog Mathias. “Fuglegalskab?” “Ja, altså ligesom hundegalskab, som får hunde til at gå amok. Rabies hedder det. Det kan også smitte mennesker, og det fører til galskab og en meget ubehagelig og smertefuld død. Du ser forresten en smule bleg ud.” “Øh ”¦” Jeg overvejede, om jeg skulle gå til lægen, men jeg havde jeg det jo fint. Såret var ganske lille og helede hurtigt. Dagene gik, og jeg glemte, hvad der var sket. Men en nat vågnede jeg med en mærkelig fornemmelse i kroppen. Mine ben var følelsesløse, og mine arme virkede underligt forvredne. Mit værelse virkede kæmpestort, og jeg så alting helt tydeligt. Et øjeblik troede jeg, at det var dag, men så gik det op for mig, at det ikke var solen, men fuldmånen, der lyste ind af vinduet. Jeg kiggede ned ad mig selv, og det gav et gib i mig. Jeg havde fjer! Mine arme var blevet til brune vinger, og min krop var dunet og grå. Jeg lettede fra sengen og fløj rundt i værelset. Rundt om lampen, op over skabet og hen til det lukkede vindue. Jeg havde før drømt, at jeg kunne flyve, men det havde aldrig føltes så virkeligt som nu. Det gav det vildeste sus. Ude på vejen skinnede gadelygterne skarpere end nogensinde, og jeg så en ung mand, der cyklede forbi. En ung mand fyldt med varmt, drikkeklart blod. Hvor ville jeg dog gerne hakke hul i ham og smage! Jeg følte en enorm tørst. Men uden hænder kunne jeg ikke åbne vinduet. Jeg fløj hen til døren og forsøgte at skubbe dørhåndtaget ned, men jeg var ikke tung nok. Skuffet satte jeg mig i vindueskarmen ved siden af min kaktus. I forhold til mig, var den stor som et træ. Jeg måtte nøjes med at sidde og kigge på de blodfyldte mennesker, der i ny og næ kom forbi i den lyse fuldmånenat. Om morgenen vågnede jeg nøgen på gulvet foran mit vindue. Mit nattøj lå i sengen under dynen. Jeg huskede stadig drømmen ganske tydeligt - og min underlige tørst. ”Er du oppe?” Det var mor, der kaldte. ”Ja ja!” råbte jeg og skyndte mig at komme i tøjet. Da jeg var på vej ud af værelset, fik jeg øje på noget i vindueskarmen. Det var en lille fjer. “Du ser træt ud,” sagde Mathias i første frikvarter. Jeg overvejede, om jeg skulle fortælle ham om, hvad der var sket, men jeg lod være. “Jeg kunne ikke sove for varmen,” sagde jeg bare. Da jeg kom hjem, hældte jeg saftevand i en kande og satte mig ved computeren. Jeg søgte på ”forvandlet til fugl” og lignende ting. Men det eneste, jeg fandt, var en masse gamle eventyr. “Må jeg tage noget saft?” spurgte min lillesøster. “Tag bare.” “Hvad laver du? Hvorfor læser du om fugle?” “Det er til en skoleopgave.” “Føj!” udbrød hun. “Du har glemt at putte vand i saften!” Hun vrængede på næsen. Det gik op for mig, at jeg havde drukket den røde, tyktflydende saft ufortyndet. Da jeg havde opgivet at finde noget på nettet, cyklede jeg på biblioteket, hvor jeg bad en bibliotekar om at hjælpe mig med at finde alt om mennesker, der blev forvandlet til fugle. Hun smilede og viste mig hen til hylderne med eventyrbøger. ”Jeg er nu mere interesseret i noget, der ikke er historier,” forsøgte jeg. Hun løftede øjenbrynene: “Som ikke er historier?” “Ja, altså noget om folk, der bliver forvandlet til fugle i virkeligheden.” “Så vidt jeg ved, går folk ikke rundt og bliver forvandlet til fugle i virkeligheden.” ”Øh, nej ok,” sagde jeg og så væk. ”Jeg kigger her så.” Jeg sad lidt og læste i eventyrene, men det fik jeg som ventet ikke meget ud af. Måske skulle jeg bare prøve at glemme, hvad der var sket? ”Hvad kigger du efter?” lød en stemme. Jeg drejede mig og så Jeppe. Han gik to klasser under mig og boede på samme vej som jeg. Jeg kendte ham ikke så godt. Han holdt sig vist mest for sig selv, og han rendte altid rundt med et fjoget smil. Da han var lille, trøstede jeg ham engang, fordi han var ulykkelig over at have trådt på en snegl. Og Mathias og jeg havde leget vandkamp med ham et par gange, men udover det havde vi ikke haft meget med hinanden at gøre. ”Jeg hørte, at du ledte efter noget om folk, der blev forvandlet til fugle,” sagde han. Det var da utroligt, så interesserede folk var. ”Det er bare til en skoleopgave,” sagde jeg irriteret. ”Men jeg kan ikke finde noget.” Så gik jeg, inden han kunne nå at stille flere spørgsmål. “Jeg gider altså ikke se flere splatterfilm,” sagde Mathias en dag. “Hvorfor er du blevet så besat af dem? Du plejede at synes, de var latterlige.” “Man har vel lov at ændre smag,” sagde jeg. “Du er altså mærkelig for tiden.” “Vi kan godt se noget andet.” Jeg rodede hans film igennem og forsøgte at lyde uinteresseret, men han fortsatte: “Du er blevet så bleg, og du falder hele tiden i staver.” Han havde ret. Når jeg snakkede med andre, måtte jeg koncentrere mig virkelig meget, for ellers endte jeg med at stå og stirre på deres hals. “Jeg har bare meget at tænke på for tiden,” sagde jeg. “Som hvad for eksempel?” “Øh ”¦ lektier og sådan.” “Lektier?” “Skal vi ikke se den her? Den ser god ud.” Jeg pegede på en tilfældig film. Ugerne gik, og da det næste gang blev fuldmåne, lukkede jeg vinduet og døren tæt, selvom det var midt på sommeren og stegende hedt. Jeg tænkte, at det nok var bedst, at jeg blev på værelset, hvis jeg skulle blive forvandlet igen. Om natten vågnede jeg, fordi jeg kogte af varme. Jeg kiggede på mine arme og ben. Der var intet usædvanligt at se, så jeg besluttede mig for at åbne vinduet bare i fem minutter og få luftet ud. Netop da jeg havde åbnet, begyndte en mærkelig snurrende fornemmelse i kroppen. Jeg så på min arm og gispede, da det gik op for mig, at der var skudt en fjer ud igennem huden! Desperat greb jeg ud efter håndtaget for at lukke vinduet i, men jeg kunne ikke få ordentligt fat, for mine fingre var begyndt at skrumpe. Samtidig var det som om verden blev større, og efter højst tyve sekunder var forvandlingen komplet. Jeg var en gråspurv. Jeg fløj op og kredsede et par gange rundt i værelset. Så fløj jeg ud i natten, som nu virkede ganske lys. Det var en berusende følelse at flyve frit omkring, og jeg fløj opad i en spiral. Højere og højere. Hele byen lå under mig og virkede så lille. Og dér på vejen ved siden af vores hus kom en skikkelse gående. Min mærkelige tørst vendte tilbage. Jeg dykkede, og det var nær ved, at jeg fik for meget fart på til at kunne nå at bremse. Men det lykkedes akkurat, og jeg landede hårdt på fortovet foran skikkelsen. Det var “Heksen” - eller Juliane Sølvvinge, som var hendes rigtige navn. Men på det tidspunkt interesserede jeg mig kun for blodet, der løb i hendes årer, så jeg lettede og fløj direkte imod hendes strube. Hun reagerede prompte med et karatehug. Det sad lige, hvor det skulle - hvis det altså skulle sidde lige i næbbet på mig. Jeg fløj i en bue igennem luften ind i vores hæk. Så blev alt sort. Jeg vågnede op liggende splitterragende nøgen i vores have - halvvejs inde i hækken. Det var tidlig morgen, og mine forældre og søster lå heldigvis og sov. Der var ingen mennesker på gaden, så jeg kunne ubemærket kravle op på garagetaget og liste mig igennem mit åbne vindue. “Hvad er der sket med din næse?” spurgte Mathias i skolen. “Jeg gik ind i en dør,” svarede jeg. Han rullede med øjnene: ”Ja, helt sikkert.” Han vendte sig og skulle til at gå. ”Skal du noget i aften?” spurgte jeg hurtigt. Han drejede sig, men kiggede ikke rigtigt på mig: ”Det er ikke så godt i aften. Jeg skal til min mosters fødselsdag.” ”Igen? Hvor mange mostre har du?” spurgte jeg og sukkede. Den undskyldning havde han brugt før. ”Øh ”¦ Tre,” svarede han. ”Ja, helt sikkert.” Jeg rullede med øjnene, vendte mig og gik. Jeg havde svært ved at koncentrere mig om brøkregning og temauge om landbruget i middelalderen. Ved aftensmaden var jeg også mentalt fraværende, indtil min far sagde: “Hende heksen bliver da også mere og mere skør.” “Tal pænt,” sagde mor. “Hun hedder ikke heksen. Hun hedder ”¦ øh ”¦” “Ja ja,” sagde far og fortsatte. “Men skør er hun i hvert fald. Nu har hun været rundt i kvarteret og delt små håndskrevne pamfletter ud.” “Tilbyder hun at spå folk igen?” spurgte mor. “Nej, nej, der står bare ‘Problemer med fugle? Kontakt Juliane Sølvvinge’.” “Problemer med fugle?” spurgte mor undrende. “Ja ‘Problemer med fugle’ spørgsmålstegn.” “Hvad mener hun med det?” “Ja, netop,” sagde far. “Hvad i alverden mener hun med det? Er hun blevet fuglefanger?” Jeg forsøgte at skjule min interesse i samtalen, og efter maden listede jeg ud og kiggede i skraldespanden. Der fandt jeg ganske rigtigt seddelen. Nederst stod hendes adresse. “Jeg tager over til Mathias,” råbte jeg. Juliane boede i et hus lidt inde i Lilleskov. De fleste mente det nok i sjov, når de kaldte hende “Heksen”, men der var vist også mange, der var utrygge ved hende. Det var jeg også, hvis jeg skal være ærlig. Hun lignede egentlig bare en almindelig ældre dame, men hun havde sådan nogle underligt, stikkende øjne. For det meste holdt hun sig for sig selv, undtagen når hun gik ærinder. Engang hvor der var udsolgt af kattemad i Aldi, havde hun efter sigende kastet en forbandelse over den stakkels kassemand, så han ikke kunne andet end at mjave i en måned. Det vidste jeg nu ikke helt, om jeg troede på. Der var også nogle, der sagde, at man kun så hende efter mørkets frembrud, og jeg kunne faktisk heller ikke huske at have set hende i dagtimerne. Jeg efterlod cyklen et stykke fra huset, for der var hverken nogen vej eller sti, der førte helt derhen. Det stråtækte hus lå midt imellem træerne omgivet af en lille have og et mosbegroet stakit. Der kom røg op af skorstenen, men jeg kunne ikke se noget lys igennem vinduerne. Jeg var tyve meter fra huset, da der lød en dæmpet stemme over mig: ”Hej Mikkel!” Jeg fór forskrækket sammen og så op. ”Jeppe?!” udbrød jeg overrasket. Han sad på en gren og smilede ned til mig. ”Shhhh,” tyssede han. Han sprang ned fra træet og trak mig ind bag det, så jeg ikke kunne ses fra huset. ”Hvad laver du her?” hviskede jeg. Han fiskede noget af lommen og rakte det frem. Jeg genkendte straks sedlen, som heksen havde delt rundt. ”Det var mig, der bed dig.” Jeg vidste ikke, om jeg skulle blive sur eller ej. Jeg havde ikke tænkt ret meget over, om det havde været en fugl eller et forvandlet menneske, der havde bidt mig. ”Undskyld,” tilføjede han og smilede fjoget. Nu, hvor jeg så nærmere på ham, kunne jeg godt se, at han var blegere, end jeg huskede ham, og hans øjne var en smule blodskudte. ”Jeg tænkte, at du måske ville falde i fælden, og måske hvis der er andre ...” ”Fælden?” afbrød jeg. ”Ja!” udbrød Jeppe og holdt sig straks for munden, fordi han havde sagt det alt for højt. Han kiggede forsigtigt frem bag træet, og jeg gjorde det samme. Der var ikke nogen at se henne ved huset. ”Ja,” fortsatte han hviskende. ”Jeg tror det er en fælde. Hun jagtede mig, da jeg var fugl. Og jeg så ”¦” Han standsede midt i sætningen. ”Måske vil hun bare hjælpe,” hviskede jeg. ”Måske.” Han trak på skuldrene. ”Men jeg vil i hvert ikke tage chancen.” ”Hvad vil du så gøre?” Han smilede fjoget: ”Lukke vinduet, når det er fuldmåne.” ”Men du kan da ikke bare ”¦ Vi bliver da nødt til at finde ud af, hvad der foregår. Der må da være en måde at få det til at holde op.” Jeppe sagde ingenting. ”Måske kan vi snige os ind i hendes hus, når hun ikke er hjemme,” foreslog jeg. Jeppe stirrede vantro på mig. ”Det kan være, vi kan finde svarene derinde,” forklarede jeg. ”Jeg tror, jeg springer over. Men sig endelig til, hvis du finder ud af noget.” Han gjorde mine til at gå, men standsede så op: ”Har du egentlig bidt nogen?” ”Ikke så vidt jeg ved. Blev du også bidt?” Han nikkede. ”Ved du, hvem der bed dig?” spurgte jeg. Han rystede på hovedet. ”Men jeg så ”¦” Han tøvede. ”Hvad så du?” ”Jeg så hende fange en fugl. Lige ude på vejen foran mit vindue ”¦ Nå, men held og lykke.” Så vendte han sig og gik. Jeg stod lidt og så efter ham. Så kravlede jeg op i træet, hvor han havde siddet. Der var godt udsyn til huset. Bortset fra røgen i skorstenen var der ingen livstegn derhenne. Mørket faldt langsomt på. Da jeg havde siddet i træet en halv time uden at der var sket noget, gik døren pludselig op. Jeg ventede spændt, men der kom bare en sort kat ud. Den vandrede lidt frem og tilbage foran døren, som om den var rastløs. Så gik den ind i huset igen. Kort efter kom Juliane Sølvvinge ud med en taske over skulderen. Hun gik ud af havelågen og satte straks i retning af mig. Mit hjerte begyndte at banke heftigt, men jeg koncentrerede mig om at sidde helt stille og holde vejret. Hun passerede lige under mig uden at se op. Jeg drejede mig forsigtigt og så efter hende. Ude ved stien standsede hun op og rodede ved et eller andet. Min cykel! Hun spejdede rundt. Men det var åbenbart for mørkt til, at hun fik øje på mig, for hun gav bare min cykel et skub, så den væltede, og så gik hun. Jeg ventede et par minutter, før jeg forsigtigt hoppede ned og landede blødt på den mosbegroede skovbund. Så listede jeg forsigtigt frem mod huset. Det så lidt sært ud med et stakit rundt om et hus midt i en skov. På havelågen hang et skilt. I mørket kunne jeg akkurat læse, hvad der stod: “Besøg frabedes! Indgang på eget ansvar!” Jeg skubbede til lågen, og den gik op med en knirken. Så gik jeg med usikre skridt op ad flisegangen. Fliserne gav efter under mig, som om de lå ovenpå mos. Foran den gamle egetræsdør standsede jeg op og fandt min cykellygte frem. Mine hænder var svedige. Så tog jeg i håndtaget, og døren gik op. Først da jeg var trådt ind og havde lukket døren bag mig, tændte jeg lygten og lyste rundt. Det lignede en ganske almindelig entré. Der stod nogle sko og hang nogle jakker. Og så var der en kattebakke med grus og en mad- og en vandskål. Der var stille som i et gravkammer. Katten var ikke at se eller høre nogen steder. To døre førte ud af entréen, og de stod begge på klem. Den ene så ud til at lede ind i stuen og den anden til køkkenet. I stuen var væggene dækket af reoler. Nogle var proppet med bøger, andre med flasker, dyrekranier og lignende. Midt på gulvet stod en gammel lænestol og på den lå en bog. Jeg trådte nærmere og læste titlen, der stod med guldbogstaver på det brune læderbind: ”Skabninger og forbandelser”. Nysgerrigt løftede jeg bogen. Den var gammel. Jeg bemærkede, at der sad et bogmærke og slog bogen op på den side, hvor det var sat. Mine øjne faldt straks på en overskrift til venstre, og jeg begyndte at læse. VARSPURV Varspurvene er varulvenes mindre kendte fætre. Er du så uheldig at blive hakket af en varspurv, må du selv lide den tort at blive forvandlet til en spurv ved hver fuldmåne. Varspurve nyder ikke megen respekt i overnaturlige kredse, så hvis du endelig skal blive lykantrop, da er varulv så langt at foretrække. Varspurve er ikke udødelige, men ældes cirka ti gange langsommere end normale mennesker. Der findes en kur: Slug en rubin, som er skaffet på uærlig vis. Det var alt. Siden til højre handlede om noget, der hed ”dagkatte”, som var mennesker, der blev forvandlet til katte om dagen - som oftest som følge af en forbandelse, der var blevet kastet over dem. Og så var der en side om enhjørninger, som åbenbart var uddøde i 1823. Nu havde jeg fået en forklaring på, hvad der foregik. Og det var heldigt, at der var noget at gøre ved problemet. I historier og film er der aldrig en kur. Dér må man slå varulvene ihjel. Men nu var det mig, der var uhyret, og så var det pludselig ikke så god en løsning. Juliane ville nok bare advare mig og hjælpe mig med at blive kureret. Og her brød jeg ind i hendes hus! Måske skulle jeg komme forbi i morgen og snakke ordentligt med hende. Jeg lagde bogen tilbage på stolen, som jeg havde fundet den, og gik ud i entréen. Da jeg skulle til at åbne udgangsdøren, fik et eller andet mig til at dreje mig og kigge ind i køkkenet. Lyset fra lygten ramte noget på køkkenbordet, og jeg stivnede. Jeg skubbede døren op og nærmede mig forsigtigt, mens jeg krydsede mine fingre og håbede på, at det ikke var, hvad jeg troede. Men det var det. Dér på bordet lå en gråspurv. Dens øjne stirrede tomt ud i luften. Ved siden af lå en opslået bog. Det lignede en ældgammel kogebog. Jeg læste: KUR FOR DAGKATTERI Ingredienser: Én liter gedemælk To bundt timian Tre varspurve fanget ved fuldmåne Der var en hel række andre ingredienser. Længere nede på siden stod der: Virkning: Er du blevet ramt af dagkatteri, så drik denne drik i én mundfuld, og du vil være løst af forbandelsen. Jeg stod et øjeblik, mens brikkerne faldt på plads i mit hoved. Heksen ville ikke hjælpe os. Hun ville bruge os til at løse sin egen forbandelse! I det samme hørte jeg nogen tage i dørhåndtaget på hoveddøren. Lynhurtigt slukkede jeg lygten og sprang i skjul bag dørkarmen. Hoveddøren åbnedes, og nogen trådte ind. Der var stilhed noget tid, så lød heksens stemme: ”Hallo? Er her nogen?” Jeg turde næsten ikke trække vejret. ”Kom bare frem,” fortsatte hun venligt. ”Jeg bliver ikke sur. Jeg har jo selv inviteret dig.” Et kort øjeblik overvejede jeg at give mig til kende, men jeg gjorde det ikke. Jeg kunne høre hende gå igennem entréen og ind i stuen. ”Hvor er du?” spurgte hun. Hun tændte et stearinlys, og jeg kunne igen ane mine omgivelser. Jeg kiggede rundt efter andre udgange, men der var ingen - bortset fra vinduerne. Det ville tage alt for lang tid at åbne ét. Jeg måtte igennem entréen. Forsigtigt sneg jeg mig derud og fortsatte langs væggen, hvor heksen ikke kunne se mig. Men hun hørte mig til gengæld. ”Hvem dér?” udbrød hun. I det samme smækkede jeg døren ind til stuen og fór hen til hoveddøren, rev den op og løb ud i mørket. Bag mig kunne jeg høre hende råbe. Jeg fortsatte over de bløde fliser, flåede havelågen op løb videre ud i skoven. Det var blevet temmelig mørkt nu, og jeg famlede mig frem imellem træerne. Min fod sad fast i noget, og jeg væltede ned i mosset, men kom hurtigt på benene og fortsatte. En skarp lyskegle fejede over træerne. Da jeg kom ud til stien, var jeg nær væltet over min cykel. Styret var viklet ind i nogle grene. Med besvær fik den rejst. Jeg så ikke i retning af lyset, der hastigt nærmede sig, for jeg ville undgå, at heksen så, hvem jeg var. Endelig kom jeg op på cyklen og trådte alt hvad jeg kunne i pedalerne. Da jeg var kommet mig over forskrækkelsen, satte jeg tempoet ned og begyndte at tænke over situationen. Ifølge bogen levede varspurve ti gange så lang tid, som almindelige mennesker. Der var milliardærer, der ville give hele deres formue for dét. Jeg begyndte at se mit kommende liv for mig. Hvordan de andre i klassen ville skyde i vejret, mens jeg blev ved med at være en lille spirrevip. Hvordan jeg ville rende rundt alene for mig selv, som den sære, blodhungrende varspurv, jeg var. Hvordan Mathias ville vende ryggen til mig, når jeg forsøgte at snakke med ham. Hvordan mine forældre og min lillesøster ville blive gamle og dø, uden at jeg selv blev meget ældre. Hvordan videnskabsmænd ville begynde interessere sig for denne mærkelige dreng og spærre mig inde og udsætte mig for forsøg, medmindre jeg flygtede og levede på evig flugt. Jeg sukkede. Da jeg kom hjem, pakkede jeg det tøj, jeg havde haft på, væk. Jeg ville gøre det så svært som muligt for heksen at genkende mig. Jeg besluttede også for at gå med kasket fremover. Næste dag i frikvarteret kom Mathias hen og satte sig ved siden af mig. Han smilede påtaget: ”Hej Mikkel.” Så fortsatte han alvorligt: ”Jeg tænkte på ”¦ Er der noget, du har lyst til at snakke om?” ”Hvad mener du?” sagde jeg træt. ”Det virker ikke som om, du har det så godt for tiden.” ”Jeg har det fint, tak,” sagde jeg. ”Er du sikker?” ”Hvad mener du, om jeg er sikker?” udbrød jeg og mærkede en indestængt vrede bruse frem. “Jeg siger jo, jeg har det fint. Jeg er så træt af at høre, om at jeg er blevet underlig! Og at jeg har dårlig filmsmag! Og hvis du ikke gider være sammen med mig, så gør mig en tjeneste, og sig det som det er, i stedet for at komme med dårlige undskyldninger!” Mathias spærrede overrasket øjnene op. “Ja, ja. Jeg prøver jo bare at være venlig.” Han vendte sig og gik. Om eftermiddagen listede jeg ind i mine forældres soveværelse og fandt min mors smykkeskrin. Jeg anede ikke, om min mor havde en rubin, men det kunne da være. Ikke at jeg havde lyst til at stjæle fra min egen mor, men rubinen skulle jo ”skaffes på uærlig vis”. Jeg havde tjekket op på, at rubiner var sådan nogle røde diamanter, men jeg syntes ikke, der var noget rødt at se dernede. Mens jeg rodede lidt rundt med hånden, mærkede jeg pludselig en brændende smerte på min finger. Det gjorde afsindigt ondt, og jeg kunne ikke lade være med at udstøde et skrig. Min lillesøster kom straks løbende. Hun standsede i døråbningen og gloede på mig: “Hvad laver du?” “Jeg brændte mig.” Jeg skubbede hende til side og fór ud i køkkenet for at få fingeren under vand. Der var et brændemærke. Hun fulgte med mig og kiggede på mig med alvorlig mine i sit syv-årige ansigt: “Mikkel, er du blevet narkoman?” “Ahva?” udbrød jeg. “Du er blevet så bleg og mystisk, og nu stjæler du fra mor. Er det for at få penge til stoffer?” “Jeg stjæler ikke. Jeg er bare ved at skrive opgave om smykker.” “Ja, ja, så siger vi det,” sagde hun og rystede voksent på hovedet. På vejen ud greb hun sin gennemsigtige sparegris og tog den med. Den havde hun ellers havde stillet frem, så vi kunne se, hvor meget hun havde sparet op til sin kommende pony. Jeg kiggede på min finger og spekulerede på, hvordan et smykke i min mors smykkeskrin kunne være brændende varmt. Eller var det syre? Havde mor hældt syre over sine smykker for at undgå, at nogen stjal dem? I så fald havde hendes krimier vist taget overhånd. Pludselig gik forklaringen op for mig: Ringen var af sølv! Da smerten fra brændemærket var blevet til at holde ud, cyklede jeg ned til butiksgaden. Det eneste sted, jeg kunne komme på, der kunne tænkes at have rubiner, var butikken “Olsens smykker og ure”. Hr. Olsen så overrasket ud, da jeg kom ind. Drenge i skolealderen var nok ikke hans sædvanlige kunder. ”Er der noget, jeg kan hjælpe den unge herre med?” spurgte han høfligt. ”Øhm, ja. Jeg påtænker at købe en rubin til min mor. De kunne vel ikke være så elskværdig at vise mig én?” Jeg ved ikke, hvorfor jeg slog over i gammeldags sprog. Det forekom mig af én eller anden grund mest naturligt, når jeg skulle se på rubiner. Hr. Olsen smilede skævt og pegede på en montre: “I så fald vil jeg anbefale den unge herre at tage et kig i montren derhenne. Der er nogle ganske nydelige ringe med indfattede rubiner.” Jeg gik hen og betragtede ringene. Et skilt fortalte, at det var sølvringe. “Min mor bryder sig ikke om sølv ”¦” Hr. Olsen smilede stadig: “Jamen, hvis hun foretrækker guld, så har vi en rubinindfattet guldring derovre.” Han pegede. Prisskiltet angav en pris, som jeg efter lidt hovedregning nåede frem til, at jeg med mine nuværende lommepenge ville have råd til om ti år. Men det var jo også lige meget, for bogen havde sagt, at jeg skulle skaffe rubinen på uærlig vis. Jeg havde dog ingen anelse om, hvordan jeg skulle bære mig ad. Ringen lå låst inde i en montre, så man kunne ikke lige få fat på den. Jeg var ikke smykketyv. Jeg havde faktisk aldrig stjålet noget og ville også helst være fri. Forretningen havde sikkert en masse alarmer, og der var også gitter bag ruderne. Så fik jeg øje på et ganske lille trekantet hul i hjørnet af ruden på bagsiden af montren. Det stammede nok den gang glasset blev sat fast. “Jeg tror desværre ikke, jeg har råd lige nu,” sagde jeg, ”Men jeg kommer tilbage om ti års tid.” “Ja, gør du det,” smilede hr. Olsen. “Det vil jeg se frem til.” Den næste måned holdt jeg mig for mig selv og så ikke noget til Mathias. Aldrig havde jeg lavet så mange lektier, og jeg tror ikke helt mine forældre kunne finde ud af, om de skulle være glade eller bekymrede. Hver dag gennemgik jeg planen i mit hoved. Jeg håbede, at jeg på den måde ville kunne huske den, når jeg blev spurv. Jeg begyndte at lægge meget mærke til katte, og jeg bemærkede især en sort kat med stirrende øjne, som ofte spadserede rundt i kvarteret. Endelig kom dagen - eller rettere natten - hvor det ville blive fuldmåne. Da mine forældre var gået i seng, listede jeg mig ud af vinduet, ud på garagetaget og videre ned på jorden. Jeg trådte ud på fortovet og stivnede. Dér stod en velkendt skikkelse og kiggede på mig. ”Godaften, unge mand.” Heksen smilede, men det var ikke et rart smil. I sin ene hånd holdt hun et sommerfuglenet. ”Godaften,” sagde jeg høfligt. ”Hvad laver du ude sådan en fuldmånenat?” Hendes stirrende øjne så ud som om, de var på vej ud af øjenhulerne. ”Jeg kunne ikke sove.” Jeg begyndte at gå, men hun fulgte med: ”Ja, det er svært at sove, når fuldmånen er oppe ikke? Den gør mærkelige ting ved én. Hvor skal du hen?” ”Jeg går bare en lille tur. Strækker benene.” Hun fortsatte med at følge med. Jeg skulle egentlig være drejet til højre ned mod byen, men jeg fortsatte ligeud. Hun gik nogle meter bag mig. ”Hvorfor følger du efter mig?” spurgte jeg. ”Jeg følger da ikke efter dig,” sagde hun med påtaget uskyldighed. ”Jeg skal bare tilfældigvis samme vej som du.” ”Ah, så er jeg mere rolig.” Jeg vendte om og gik den modsatte retning. Den vej skulle hun åbenbart tilfældigvis også. Lidt efter fandt jeg min telefon frem. ”Mikkel?!” svarede Mathias søvndrukkent. ”Jeg er hos dig om et øjeblik. Luk mig ind,” sagde jeg. ””¦ Så det du siger, er, at du ikke er en varulv, men en varspurv. Og heksen vil fange dig, fordi hun i virkeligheden er en varkat?” sagde Mathias. ”Dagkat,” rettede jeg. ”Hun bliver forvandlet om dagen - og det er vist ikke smitsomt, det er en forbandelse.” ”Og Jeppe er også varspurv,” fortsatte Mathias. Jeg nikkede. ”Og du skal have fat i en rubin for at blive kureret?” Jeg nikkede igen. Der var en lang pause, hvor han bare sad og betragtede mig. Han havde stadig nattøj på. ”Jeg tænkte nok, at du ikke ville tro på mig,” sukkede jeg. ”Jeg finder selv ud.” ”Hvorfor har du ikke sagt det noget før?” spurgte han. ”Det forklarer jo en del. Hvorfor du er blevet så underlig og sådan.” Han så faktisk helt lettet ud. ”Så du tror på mig?” ”Det med rubinen kan jeg nok ikke hjælpe dig med. Dem har jeg ikke lige så mange af. For resten ”¦ Er det ikke fuldmåne i aften?” ”Jo, det er derfor ”¦” ”Så du kan blive forvandlet når som helst!” afbrød han og så pludselig nervøs ud. ”Ja, jeg skal nok gå. Problemet er bare, at heksen følger efter mig.” ”Tror du, hun ved, hvem du er?” ”Jeg ved det ikke. Hun så mig kun bagfra, og jeg har ikke gået med det samme tøj siden - og jeg har også haft kasket på.” ”Har du også cyklet på en anden cykel?” ”Nej, hvorfor?” ”Du sagde, at hun sparkede til din cykel. Måske har hun genkendt den?” Jeg tog mig til hovedet og følte mig temmelig dum. Så gik jeg hen til vinduet og kiggede ud. Mathias har værelse i stueetagen. Jeg kunne ikke se hende nogen steder, men det gjorde mig bestemt ikke tryggere. Pludselig fik jeg en idé. ”Vil du gøre én ting for mig?” spurgte jeg. Mathias nikkede. Jeg tog min trøje af, og rakte ham den og min kasket: ”Kravl ud af vinduet og løb i dén retning.” Han så et øjeblik undrende ud, men så nikkede han forstående. Et øjeblik efter åbnede han vinduet, kravlede ud og begyndte at løbe. Ganske som jeg havde håbet, dukkede heksen frem fra en skygge og satte i løb efter ham. Hun løb bemærkelsesværdigt hurtigt af en gammel dame at være, men Mathias var den hurtigste løber i klassen. Jeg sprang også ud og satte i løb den modsatte retning. Da jeg kom ned i butiksgaden, satte jeg mig til at vente på en bænk overfor “Smykker og Ure”. På vejen havde jeg fundet en stor sten, som lå godt i hånden. Der var intet spor af heksen. Mens jeg ventede på min forvandling gennemgik jeg planen en sidste gang. Så blev mine tanker afbrudt af en velkendt snurrende fornemmelse, der bredte sig i min i krop. Jeg kiggede ned på min hånd og så, at der var kommet en lille fjer til syne på bagsiden. Nu skulle det gå stærkt! Jeg løftede stenen og kastede den imod butiksruden med fuld kraft. Jeg havde regnet med at høre en høj lyd af glas, der splintredes, men i stedet lød der bare et lille bump. Det var ikke almindeligt glas! Stenen havde kun efterladt et lille hul i ruden. I det samme forsvandt benene under mig, og det føltes som om mine arme blev vredet rundt. Min mund og næse smeltede sammen og formedes til et næb. Forvandlingen var fuldendt - og alle tanker om planen var væk. Jeg fløj straks opad og satte mig på et skilt, hvorfra jeg kunne kigge ned på gaden. Der var ingen blodfyldte væsner at se. Så bemærkede jeg en høj ringelyd inde fra butikken med den smadrede rude. ”Flyv ind i butikken.” En stemme skar sig igennem min bevidsthed. Jeg vidste ikke, hvor stemmen kom fra, men jeg fløj ned, og hullet i ruden var lige akkurat stort nok til, at jeg kunne mase mig igennem. Gitteret var intet problem for en lille fugl. Inde i butikken fløj jeg instinktivt over til en montre, hvor der var et lille trekantet hul i et hjørne af glasset bagtil. Ikke stort nok til en menneskehånd, men stort nok til mig. Jeg syntes, at jeg havde set det før. Jeg fik klemt mig ind, og dér lå en ring med en prægtigt blodrød, glimtende sten. Den samlede jeg op med næbet. Så fløj jeg ud af montren og tilbage igennem gitteret. Da jeg sad halvvejs ude af hullet i ruden, standsede jeg op. Dér foran mig stod en menneskemand i uniform og lyste op på mig med en lommelygte. ”Hvad pokker!” udbrød han. Jeg kiggede på ham og tænkte på blodet i hans årer. Lige der foran mig. Lige til at hakke i! Jeg skulle til at slippe ringen, der fyldte mit næb, da den ukendte stemme brød ind i min bevidsthed og beordrede mig til at flyve. Så jeg lettede og fløj bort. Jeg fløj højt op i luften, hvor jeg havde udsyn til hele menneskebyen. Så fik jeg øje på et bestemt hus, som jeg syntes virkede særlig bekendt. Jeg dykkede og fløj direkte imod det, mens jeg mærkede en begyndende snurren i min krop. Det var som om, jeg blev tungere, og mine vinger kunne ikke længere holde mig oppe. Jeg styrtede og landede på garagetaget med et bump. Imens jeg lå og ømmede mig blev forvandlingen færdig. Jeg var mig selv igen. Hurtigt kom jeg på benene og hoppede ind af vinduet. I det samme hørte jeg mine forældres vindue åbnes. Kort efter kom min far ind på værelset. Jeg lå under dynen og lod som om, han vækkede mig. “Hørte du også noget på garagetaget?” “Næh, hvad skulle det være?” “Lige meget. Sov godt.” Han lukkede døren igen. Jeg lå og ventede lidt, før jeg stod ud af sengen. Jeg måtte have tabt ringen i faldet, så jeg kravlede forsigtigt ud på garagetaget og gav mig til at lede med en lommelygte. Ringen var ikke til at se, så jeg kravlede ned og ledte videre på jorden. Stadig uden held. ”Hvad leder du efter?” lød en stemme. Jeg fór sammen. Dér stod heksen og stirrede på mig. ”Har du taget den?!” udbrød jeg og mærkede raseriet vælde op. ”Hvilken?” spurgte heksen. Jeg svarede ikke. ”Vi ses ved næste fuldmåne,” fortsatte hun og smilede spottende. Så vendte hun sig og gik. ”Jeg slap fra hende!” sagde Mathias stolt, da vi mødte hinanden på vej ind i skolegården. ”Jeg tror aldrig, hun opdagede, at jeg ikke var dig.” Han betragtede mig og tilføjede: ”Du ser frisk ud.” “Jeg føler mig nu ellers ikke ligefrem på dupperne,” sagde jeg træt. “Nej, okay. Frisk er måske det forkerte ord. Jeg tror det er fordi, du har farve i kinderne i dag. Du plejer at være så bleg.” Jeg fortalte ham, hvad der var sket. ”Vi må stjæle rubinen tilbage fra hende,” sagde han ivrigt. ”Hvis det altså er hende, der har den. Det er jeg jo ikke en gang sikker på.” Jeg sukkede opgivende. Om eftermiddagen ledte jeg frustreret videre nedenfor garagen, men ringen var pist forsvundet. Mit humør var til rotterne, og jeg orkede ikke at tænke på, hvad jeg nu skulle gøre. Men da jeg senere sad på toilettet, lød der pludselig et ”klonk”. Jeg kiggede overrasket ned og så ringen ligge og glimte i kummen. Adr! Men aldrig var jeg blevet så glad for noget så ulækkert. Jeg måtte have slugt den i faldet, og nu var den var røget igennem og ud i den anden ende. Jeg overvejede lidt bare at trække ud og glemme alt om den, men så tog jeg mig sammen og hentede et par af de vandtætte gummihandsker, som mor brugte til rengøring. ”Hvad skal du med alle de rengøringsmidler?” spurgte min søster. ”Skal du nu skrive opgave om rengøring?” ”Jeg tabte noget i toilettet,” svarede jeg. ”Adr!” Hun vendte sig og gik ind på sit værelse. Mens jeg stod ved vasken og gjorde ringen ren, så jeg mig selv i spejlet. Jeg havde virkelig fået farve i kinderne. Bagefter gik jeg ud og bladrede i avisen. Jeg fandt en annonce for en ny, blodig film og smilede bredt. For jeg kunne mærke, at jeg slet ikke havde lyst til at se den. Så gik jeg over og afleverede ringen til Jeppe. Han gjorde store øjne: ”Så det var dig, der brød ind hos hr. Olsen! Jeg så det i tv. De diskuterede, om det var en specialtrænet fugl. Min far mente, at det var en robotfugl, som ”¦” ”Men det var altså bare mig,” afbrød jeg. Så instruerede jeg ham i, at han skulle rengøre ringen ”efter brug”, lægge den i en kuvert og smide den ind ad brevsprækken hos hr. Olsen. Jeg fortalte ham intet om, at den allerede havde været brugt én gang, og han spurgte heller ikke. Måske troede han, at jeg havde stjålet to ringe. Da jeg kom hjem, stod den sorte kat i vores indkørsel og stirrede undersøgende på mig. Jeg smilede bredt til den. “Jeg er bange for, at du må finde en anden måde at blive kureret. Jeg har ikke flere ’problemer med fugle’.” Katten hvæsede. Så drejede den sig og spankulerede majestætisk bort. Jeg er aldrig blevet forvandlet til en spurv siden, og jeg har heller ikke følt den mindste trang til at drikke menneskeblod. Men jeg holder mig altid inden døre ved fuldmåne, for hvem ved, hvad der findes af varspurve, varbiller og varmyg derude? | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
