 |  | Katastrofen |
 |
|
|||||||||||||
|
08/1-12 Hej familie og venner/veninder, Jeg har været hernede i 2 måneder nu og vi har stadig ikke hjulpet halvdelen endnu, det er helt forfærdeligt at se på og vide der er så langt endnu for dem. De ville ikke have klaret sig uden os. I mit sidste brev fortalte jeg hvordan alt så ud og det har ikke ændret sig meget. Det eneste nye er, de telte vi har sat op til alle sårede og hjemløse, men vi mangler mange telte endnu, der er overhovedet ikke nok. Hernede kan de tale lidt engelsk, men det er ikke meget, så det er svært at kommunikere med dem, men vi gør alle et forsøg. Vi fik sendt en masse genbrugstøj herned fra Rødekors, som vi har delt ud til alle de mennesker, der har lidt under orkanen, man kan se lyset i deres øjne, når vi gerne vil hjælpe dem, det kan bare ikke beskrives. De er så glade for næsten ingenting, det er helt utroligt. At se det lys i deres øjne er jeg ved ikke hvordan jeg skal beskrive det, vidunderligt, fantastik eller dem begge plus alle andre ord der findes på jorden (de der er gode selvfølgelig.) Jeg ville ønske i kunne se det, man lære så meget af det. Jeg har lært så meget og lærer stadig af det. Jeg har altid sat pris på det jeg havde, men nu sætter jeg endnu mere pris på det, Danmark er nu et fedt land, vi får så meget og mange af os tager det for givet. Jeg må indrømme at, i starten gad jeg virkelig ikke det her, men det har vist sig at være super godt for mig og Johanne. Mine forælde begyndte at skændes igen for to uger siden, så nu har de besluttet, at holde sig så langt væk fra hinanden som overhovedet muligt. Det er nok det bedste, men jeg ved nu, at jeg har det rigtig godt, også selvom mine forældre er skilt. I år 2011 har jeg gået rundt og været så ked af det, det er jeg selvfølgelig stadigvæk, men jeg ved, at der er millioner derude, der har det meget værre end mig og ville ønske, de havde et liv som mig eller bare halvt så godt. Jeg så en pige på 12 år ca. hun gik ned ad en vej bare gik, det så ikke ud som om hun viste hvor hun ville hen eller hvor hun gik hen. Hun gik bare, helt alene. Hun gik meget langsomt og kiggede ned i jorden. Jeg skyndte mig ned for at få hende med op til lejren. Da jeg fik indhentet hende, spurgte jeg hende, hvor hun skulle hen, det vidste hun ikke. Hun fortalte mig at hendes forældre, lillesøstre, lillebrødre, storebrødre, storesøstre og alle hun kendte var døde. Hun havde intet tilbage. Hendes øjne var allerede død, det gav mig et chok, hun led hun havde set dem dø og kunne intet gøre for at hjælpe dem. Hendes sjæl var smadret, ødelagt, knust i tusinde af stykker. Hun ville ikke leve mere, hun ville væk, hjem til dem hun elskede, men hun vidste, det ikke kunne lade sig gøre. Det var hjerte knusende at se, høre og intet man kunne gøre for at hjælpe. Til sidst spurgte jeg hende om hun ikke ville med tilbage til lejren, så hun kunne få noget at spise og drikke, blive ren og få noget rent og ordentligt tøj på kroppen. Hun fik lidt liv i øjnene da jeg spurgte hende, hun sagde ja og vi begyndte at gå derop i et meget langsomt tempo, hun havde vidst ikke fået mad i lang tid. Lige pludselig besvimede hun, jeg nåde at gribe hende, men jeg kunne ikke vække hende, så jeg bar hende så hurtigt jeg kunne tilbage til lejren. De få læger der havde skyndt sig at hjælpe hende og så nu har hun det fin nok, hun har stadig en knækket sjæl, men den er meget langsomt ved at helle. Alle de her mennesker betragter os lidt ligesom engle, fordi vi er her nu hvor de har mest brug for os. Det er en smuk tank må jeg sige. Der var denne her dreng på 5 år og han havde fået fortalt en masse historier om engle og han var helt sikker på, at vi var engle, der forklædte os som mennesker. Vi lod ham selvfølelig beholde den tanke, selvom hans evige snak, om at vi er engle i forklædning, ligeså stille begynder at irritere os. Line og mig har altid haft en stærk bånd, stærkere end de fleste søskende har tror jeg og efter dette er vi blevet knyttet endnu mere, også selvom jeg er ved at blive træt af hendes evige snak om Henrik hendes ”fantastiske” kæreste, men jeg er nu også begyndt at savne jer, selv lærerne og specielt min familie der ikke er her ned, men jeg klare mig, det er faktisk sjovt at hjælpe alle disse menneske, jeg tror også jeg er begyndt at holde af de her mennesker her nede. Måske er sjovt ikke ordet, måske er det dejligt, men i hver fald går man i seng med en god fornemmelse i maven. Jeg savner jer meget og glæder mig til at se jer!!! Mange hilsner Sara. | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
