 |  | Emne: Bryllup - 'En rigtig dansker' |
 |
|
|||||||||||||
|
Brobizzen i forruden bippede, og bommen gik op. Det havde den gjort så mange gange før, men han havde aldrig forladt Sjælland for at køre til et bryllup i Jylland. Han havde gennem tiden haft kolleger, der i nattens mulm og mørke var flygtet til Sjælland, så han vidste godt, hvoran de snakker. Papegøjer og Jyder snakker. Folk fra Holte taler. Sådan er det! Han havde adskillige gange fræset igennem Vejle, når han skulle til Århus for at holde direktionen i ørerne - men Vestjylland! Altid i bil - aldrig med færge. I kabinen var der konstant 21 grader, og han bestemt selv musikken, og der var ingen stank af billige ostemadder og skrigende unger. Hans billede af Vestjylland var noget med en kilometerlang møgbeskidt strand, hvor bilerne kørte helt ud til vandkanten, nogle efterladte bunkere, tysker-sommerhuse, unges hærgen og skumfest i Løkken og så vist nok en skulptur af fire hvide mænd omkring Esbjerg. Mere vidste han ikke - men skulle der være mere, hvilket han tvivlede på - interesserede det ham ikke. Det var som om hans kone allerede var begyndt at tillægge sig de underlige fraser igen - som om hendes sprog ændredes i takt med at kilometerafstanden til den jyske vestkyst mindskedes. ”Du skal se, skat - det bliver garanteret rigtig hyggeligt.” Hun kiggede smilende på ham, og han bemærkede, at hendes øjne virkede mere blå end normalt. Han tvivlede på, at hun havde ret, og han slap uvilkårligt foden fra speederen, for at udskyde mødet med det uundgåelige. Han kunne dog se, at fartpiloten fastholdt nålen på 130. Hendes bror havde åbenbart aldrig haft klogskaben til at forlade den krumryggede dame, og nu var han altså blevet slæbt til korset. Kunne han da for fanden ikke bare i det mindste have boet omkring Næstved eller Holbæk. Noget Vestsjællandsk kunne han smile lidt af og forstå - men vestjysk! Brit havde engang vist ham en videooptagelse fra hendes konfirmation, og han havde mildest talt ikke kunne forstå et ord af det, der var blevet ytret. Hun havde bagefter måtte love ham, at han aldrig igen skulle udsættes for sådanne hysteriske jubelscener, som optagelsen viste. Tillykke, tillykke! Ordene blev råbt i én uendelighed, mens de langsomt bevægede sig hen over kirkegårdsgruset til det tilstødende forsamlingshus. Han knuede Brits hånd så hårdt, at hun klynkede lidt og forsøgte at vriste den løs. Han var omringet af et menneskehav af ruskindsjakker, opsat hår, fleecetrøjer og tykke brillestel. Han følte sig som en fange, der blev ført til skafottet. Havde lyst til at flygte derfra. Tilbage til sikkerheden. En hånd klaskede ham på ryggen, og han tænkte uvilkårligt på, om hånden var blevet vasket. Vidste ikke hvem den tilhørte, eller hvad den til daglig rørte ved. Men det var ikke svært at forestille sig, at hånden tilhørte en svineavler. Hans bedste Armani jakkesæt var uden tvivl blevet inficeret. Han kunne forestille sig, hvordan Svineinfluenzaen allerede nu bredte sig ud over hans venstre skulderblad. Han rystede ved tanken og forsøgte at rive Brit med sig gennem horden af ansigtsløse jubelskrig. Bordene var stillet op som et kæmpe E, og uheldigvis blev han placeret lige i midten foran højbordet. Det var åbenbart en jysk selvfølgelighed - ja, nærmest en afart af indavl - at bror og søster skulle sidde tæt sammen, selv nu hvor begge parter lovformeligt var blevet viet væk til en anden. Der hang en tung dunst af bingo, tarteletfyld og cigaros i forsamlingshuset, og han prøvede allerede nu at huske, hvornår renseriet åbnede på mandag. Han satte sig og stirrede med rædsel på de plastikkrus, med påstemplingen Ribe Bryghus, der var stillet frem på bordene. Der var desuden engangskameraer og bordbomber. Til hans rædsel kunne han høre, at hans fugleskræmsel af en borddame skræppede til ham. Han stirrede forvirret over på Brit for at få hjælp, men han kunne se, at hun allerede sad lænet ind over højbordet for at hviske små hemmeligheder med bruden. ”Det er vores lokale bryg!” Han opfattede pludselig meningen af skræmslets fagter og fangede den fremstrakte brune flaske. Et sted bag ham bimlede en orgel-sonate frem fra en ophøjet scene, og det gav et ryk i ham, så han kom til at spilde noget af sin Brown Ale ud over den tykke stofdug med hjertemotivet. Stjernehimlen af små blå og gule diodelys varslede uvejr over dem, og han kunne se, at folk allerede sad med deres plastikkrus løftet i vejret og blikket rettet mod ham. Det var en konstant summen af uforståelige lyde. ”Hurra!” råbte nogle madammer bag ham. Silkeslipset snørrede til om hans hals. | ||||||||||||||
 | Lærke | 2010-10-31 00:29:46 |
Det var en rigtig underholdende historie. Jeg morede mig meget. Tak for det ;-)
| poeten | 2011-08-18 09:09:14 |
Du bliver da nødt til at fortsætte historien, så staklen kommer hel hjem igen. Venligst
| haleløs | 2012-01-27 18:13:39 |
Velskrevet - osse i dén grad! Om brudens-søsters-mands 'forkerte' påklædning ... og fordomme!
venligst ...
venligst ...
| Gizmo | 2012-04-22 12:59:35 |
Haha.. Helt så slemt er det nu ikke i Jylland. Men god beskrivelse og vi har vel alle oplevet lidt af det, du beskriver.
| Forfatter in spe | 2012-04-22 13:02:57 |
Fornemmelsen af ikke at passe ind kan helt sikkert forekomme på alle egne af det ganske land. Her var det blot sat på spidsen med københavneren der kommer til Jylland ;-)
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Nu har jeg selv oplevet bryllupper vest og øst for Storebælt - og der er faktisk forskel på dem. Dog skal det siges, at min historie klart tager udgangspunkt i en karikeret version af "Udkantsdanmark" ;-)
Historien er jo ment som sjov og spas - og i virkeligheden er der jo kun én person, der er lidt crazy i denne historie - og det er vores kære HP ;-)
/Jesper