 |  | Mariams breve Kap. 10 |
 |
|
|||||||||||||
|
Kapitel 10 Mandag 'Ét - nul' til Alonzo Henny havde godt nok undret sig over statsanklagerens langsommelighed, da hun blev orienteret om denne udvikling. Formiddagsaviserne havde skrevet vidt og bredt om tyveriet og mere end antydet, at der var forsøgt pengeafpresning i sagen. Det sidste ville hun ikke kommentere, hvorimod tyveriet var et uimodstrideligt faktum. Snart ville det uvurderlige billede hænge i en skruppelløs rigmands hjem. Og hvad så? Til hvis glæde? tænkte hun. Han ville jo aldrig kunne vise maleriet frem og prale af det. I teorien ville myndighederne kunne kortlægge Alanzos flyrute, eventuelle mellemlandinger og muligvis endestation. Men de omladninger, der sandsynligvis kunne være sket, var umulige at fastslå. Hendes plan havde været god, men ikke så god som ”Don” Alanzos. Ét - nul til ham. Nu kunne myndighederne kun håbe på eller måske ligefrem fæste lid til forsikringsselskabernes jagt efter maleriet. De havde helt anderledes og større ressourcer. Christian var cyklet hjemmefra, da Elizabeth var ved at gøre sig klar til at sende børnene i skole. Hun syntes, at de var blevet så store. De var i hvert fald meget selvstændige. ”Vi ses vel i løbet af dagen på Rygård, når du nu er derinde”, spurgte han. ”Ja, selvfølgelig gør vi det, men det meste af tiden skal jeg arbejde med Maleren. Jeg spiser nok frokost samen med ham. Jeg kører hjem senest halv to. Simon kommer klokken to.” Han ville have spurgt, om hun var sikker på, at det var en god idé at møde Susan i receptionen, men han turde eller ville ikke. Nu måtte det bære eller briste. ”Kan jeg regne med dig ved femtiden”, spurgte hun. ”Ja, lad os sige det. Jeg elsker dig”. Hun kørte hjemmefra, da Fru Petersen kom lidt i ti. ’Gæsteparkering’, stod der på skiltet. Ja. Ok, så var hun vel gæst i dag. Hun så Christians cykel, da hun gik over til annekset, hvor Maleren huserede. Han var i fuld sving med en skitse af hende. Han tog kittelen af, da hun bankede på og han lukkede hende ind. ”Neej, her bor du jo fint. Lidt småt synes jeg, men dejligt hyggeligt. Og så lugter her godt af oliefarver.” Hun gav ham et varmt knus. ”Tak”¦, ja, jeg er ved at øve mig lidt. Det er jo ikke hver dag jeg tegner mennesker, du véd”. Jeg er en smule ophængt i dag. Museet er nok mere tidskrævende end jeg havde forestillet mig. Egentlig burde jeg have meldt afbud til dig, men jeg kunne ikke.” ”Jamen vi kan da bare øve os en anden dag!” svarede hun. ”Hvornår skal du være på museet?” ”Her ved ti-tiden”, indrømmede Maleren, ”Der kommer et par gæster”¦ jeg er nødt til at være der. Jeg skal også lukke op”. ”Så skal vi da bare gå derned nu. Der kan vi vel bare arbejde videre”. ”Jo, det må vi hellere. Jeg kan også høre Andersen”. ”Kommer han også? Han er sådan en herlig mand, kan jeg forstå, som enhver virksomhed burde have ansat.” Nu gjorde det ondt i Maleren. Er jeg blevet skingrende sindssyg. De to modstridende kræfter, der drev ham i favnen på to vidt forskellige kvinder, var for store for ham. Hvordan i himlens navn skulle han nu agere? ”Lad os gå derned”, sagde han endelig. ”Jeg tager lige den seneste skitse med. Har du tilfældigvis et fotoapparat med dig?” Hun nikkede og klappede sig på lommen. Han så, at der var oliedråber på vejen, hvor Andersen havde kørt. De hilste på chaufføren, der var ved at lukke op. Kun fem minutter for sent. ”Nå, så kan du være her, godmorgen sagde han. Og Fru Clausen! Det er sandelig længe siden! Det er vel nok dejligt, at De dukker op her.” De to damer fra kunstforeningen kikkede lidt småfornærmet på uret og var utålmodige efter at blive lukket ind. ’Åh, gud, der kom Selma i sin lille gamle varevogn kørende ind på parkeringspladsen. Nu kunne det ikke blive værre.’ Maleren gik ind og tog sin kittel på. Det hjalp. Han satte skitseblokken på det lille staffeli. Nu skulle skitsen overføres til lærred, men det krævede koncentration og ro. Det lod sig i hvert fald ikke gøre i dag. ”Jeg synes, at din bil taber olie i dag”, sagde Maleren til Andersen, som lige havde kørt bilen op på rampen, som han plejede. ”Ja, enten er det toppakningen eller bundskruen” svarede han, ”damer i den alder kan sjældent holde tæt.” Maleren var godt i gang med at vise Elizabeth rundt, da Selma pludselig kom ind. ”Hej, du kunne godt have sagt, at her var fri adgang for kunstforeningens medlemmer, så havde jeg taget en veninde med” , sagde hun, men smilede. Hun fik et behersket knus. De to damer blev præsenteret for hinanden. ”Se hvad jeg har med”, sagde hun og gav ham en hård pakke. ”Gamle bøger, hvor Rygård er nævnt. Jeg er spændt på, om du kan bruge det til noget. De er gratis; jeg har ikke givet noget for dem”. ”Tusind tak, det er lige hvad jeg mangler. Må jeg pakke ud lidt senere? Så kan vi gå en runde nu sammen med Elizabeth? Jeg skal også tegne lidt”. ”Gerne for mig. Men har du ikke set det før”, spurgte hun Elizabeth. ”Nej, jeg er lige kommet. Det er første gang jeg ser museet. Jeg kom egentlig kun for at fotografere og blive tegnet og selv prøve at lave en tegning”, svarede hun ærligt. ”Må jeg se på”, spurgte Selma, ”jeg ville så gerne kunne tegne.” ”Kom, her er godt lys”, sagde han, ”her kan vi sidde”. Selma og Elizabeth snakkede hurtigt sammen om deres børn og fælles interesser, mens Elizabeth tegnede og maleren sad model. De arbejdede kun en halv times tid. Der var for meget uro omkring dem, så de gik over for at spise frokost i cafeteriet. De snakkede videre i ét væk og han serverede. ”Du er vist en rigtig kvindebedårer”, sagde Elizabeth til Maleren. ”Det er vel nok et dejligt sted”. ”Alle kan tegne, det er kun et spørgsmål om tid og stædighed”, svarede Maleren med en times forsinkelse på Selmas bemærkning om at kunne tegne . ”Noget helt andet er om et værk bliver til kunst. Det er mere et spørgsmål om tid og tilfældigheder.” Ved et-tiden gik de op mod Rygård. Ohlsson havde været der, sagde Helene og hilste på dem. Han ville komme på arbejde til sædvanlig tid i morgen; ”Problemet er vist løst, for hans vedkommende”. Maleren og Selma tog afsked med Elizabeth, der lovede at maile fotografierne. De gik over til annekset. Selma spurgte ikke til noget om denne Ohlsson. . De slog sig ned og Maleren gav sig til at studere bøgerne fra Selmas forretning. ”Vil du også en dag tegne mig en dag, selv om jeg måske lidt for gammel og for tyk?” ”Vås og sludder”, svarede han. ”Selvfølgelig vil jeg det. Der er er ikke andet jeg hellere vil. Du er bare smuk og dejlig som du er” ”Tak. Hvor er du sød. Er du ikke lidt forelsket i Elizabeth? Han rømmede sig og måtte lige skifte ben. ”Hvad siger du? Hun er jo gift med direktøren!” Men jo,.. det var jo rigtigt”¦ lidt. ”Hør her”, startede han så småt. ”Måske går jeg rundt og drømmer om mange kvinder, men jeg er meget trofast og meget monogam. Og desuden er jeg vist nok forelsket meget i dig. ”¦ og Jeg har nok svært ved at sige og forstå hvad det betyder for dig og for mig”¦ vi kender jo ikke hinanden”¦ jeg har ikke noget at tilbyde dig”¦ ”Du skal ikke tilbyde mig noget, kære ven. Du skal bare være dig selv, sådan som du er. Du vil jo bare gøre alt det bedste du kan hele tiden. Kom her hen til mig”¦” ”Jamen k攦” Hun afbrød ham ved at lægge en finger over hans læber og kysse ham på panden. Hun kendte udmærket mænds svaghed for hendes ynder. Hun forstod det ikke helt, men det var da meget rart. Malerens hænder og følsomme fingre gav små impulser overalt. Hans halvt lukkede øjne så hvad hænderne søgte. ”Lad det vare længe”, hviskede hun”¦ ”Du er så smuk”, svarede han”¦ ”snart vil jeg male dig”¦” Kris havde bemærket sin mors interesse for Maleren. Der var vist ikke kun tale om salg af genbrugsartikler. Han havde lagt Elizabeth Clausens fotos ind på en billedfil for Maleren og sendt den samt en brugsanvisning til ham. Selma, som lige havde klædt sig på og nettet sig lidt, blev overrasket over at klokken var så mange. Hun havde lovet at ringe til sønnen, når hun ville køre hjem. Han ville først cykle hjem, når moren kørte fra Rygård. ”Det er frygteligt som tiden løber”, sagde hun. Jeg må ned og hente bilen og komme hjemad”, sagde hun, da klokken nærmede sig halv fem. ”Tak for i dag, jeg kikker ind en af dagene, hvis jeg må”, sagde han. ”Og tak for de fine bøger, dem vil jeg se nærmere på i aften”. Han kyssede hende på kinden. ”Jeg glæder mig meget til at tegne dig og male dig”. ”Vi ses ””¦ I Calabrien havde Alanzo-familien og Rafanella-familien travlt med alle bryllupsforberedelserne. Carmens ”ja” til Sebastiano ville blive husket i generationer. Rosarnos byorkester skulle holde koncert på torvet og de handlende ville sørge for, at der blev strøet palmeblade mellem kirken og Carmens hjem. Kun de ældste kunne huske, da det sidst var sket. Byens kvinder syede og broderede; mændene malede eller kalkede husene, og børnene løb alt imens i vejen. Don Alanzo havde sendt Antonio til Palermo med maleriet. De dygtige konservatorer havde lovet, at de i dyb diskretion kunne nå at gøre arbejdet færdig til den store dag. Han opsøgte selv Umbertos familie og overbragte den triste besked. De næste ti år ville familien modtage 10.000 Euro om året i erstatning og i betaling for deres tavshed. Familien kunne nu genskabe den olivenlund, der havde været forsømt i årevis. ”Du véd jo, at min Uno var en skidt knægt, som du bare kunne bruge i din tjeneste, indtil han fejlede”., sagde den forbitrede far. Det var en voldsom fornærmelse, men sandt. De fem familier, der havde styret stort set alt i regionen de sidste mange årtier havde igen bilagt stridighederne for en tid, så samfundslivet kunne blomstre og udvikle sig. Alle vidste, at Rosarnos borgmester var en retskaffen og pålidelig marionetfigur for Don Alanzo, som til gengæld sørgede for ro og orden, så de uskrevne regler i videst mulige omfang blev overholdt. Langt de fleste unge var veltilpassede og affandt sig i det daglige med tingenes tilstand. Deres økonomiske afhængighed af den nære familie var altoverskyggende. Familien tålte ingen ridser i lakken. De få men uregerlige blev forvist fra regionen eller forsvandt helt ud af landet. Ndrangheta-familien talte man ikke om længere. De værste af dem var rejst tilbage til Sydamerika, hvor de med hård hånd styrede de fattige coca-bønders narkoproduktion. Alle glædede sig til den store fiesta. Mariams breve Kap. 11 | ||||||||||||||
 | Mette Sejrbo | 2014-04-25 10:01:21 |
Som altid er jeg fan af din fortællerevne :-) der er ved at komme kød på til min indre action junkie!
Men der er godt nok mange karakterer i spil nu, det er en udfordring at huske hver og en og deres roller.
Men der er godt nok mange karakterer i spil nu, det er en udfordring at huske hver og en og deres roller.
| Mette Sejrbo | 2014-04-27 10:07:40 |
I det hele taget er det et dilemma med "statister" og biroller. De skal jo være der for at bringe HP fra A til B i historien tænker jeg og så skal man også helst gætte på den forkerte gerningsmand, så der skal også lige 1 eller 2 ekstra til at vildlede.
Jeg glæder mig til at se hvordan du udvikler det.
Det er spændende det lige netop er Italien du skal ud i. Jeg har selv måtte sætte mig ind i Barolo distriktet og Torino. Google maps og vinanmeldelser hjalp en del. Heldigvis skulle jeg ikke ind i mentaliteten i Italien.
Hvordan har du grebet det an med at researche?
Jeg glæder mig til at se hvordan du udvikler det.
Det er spændende det lige netop er Italien du skal ud i. Jeg har selv måtte sætte mig ind i Barolo distriktet og Torino. Google maps og vinanmeldelser hjalp en del. Heldigvis skulle jeg ikke ind i mentaliteten i Italien.
Hvordan har du grebet det an med at researche?
| nhuth | 2014-04-27 11:20:47 |
Tak for dine kommentarer.
Jeg er jo ikke længere i skriveprocessen end læseren er i læsningen. af det ufærdige kapitel 11. Jeg har ikke ret mange idéer om fortsættelsen.
Hver af alle de introducerede personer er under udvikling - men det er klart at der må være en "logik" eller rimelighed i forhold til det tidligere skrevne.
Jeg har ikke noget særligt godt overblik over mulige intriger og plots. Jeg er slem til at opfinde nye plots og hurtigt "afsløre" dem.
Min research indskrænker sig til brug af "Turen går til Italien" og opslag i Google på Calabrien og i dette tilfælde på den (dansk)-franske impressionist Gaugin. Ellers er det vel mere fornemmelser, fordomme og gætterier samt de tilfældige indtryk fra italienske film m.v. der hjælper mig.
Venlig hilsen
Nhuth
Jeg er jo ikke længere i skriveprocessen end læseren er i læsningen. af det ufærdige kapitel 11. Jeg har ikke ret mange idéer om fortsættelsen.
Hver af alle de introducerede personer er under udvikling - men det er klart at der må være en "logik" eller rimelighed i forhold til det tidligere skrevne.
Jeg har ikke noget særligt godt overblik over mulige intriger og plots. Jeg er slem til at opfinde nye plots og hurtigt "afsløre" dem.
Min research indskrænker sig til brug af "Turen går til Italien" og opslag i Google på Calabrien og i dette tilfælde på den (dansk)-franske impressionist Gaugin. Ellers er det vel mere fornemmelser, fordomme og gætterier samt de tilfældige indtryk fra italienske film m.v. der hjælper mig.
Venlig hilsen
Nhuth
| Mette Sejrbo | 2014-04-27 18:16:17 |
Puha så er det ikke kun mig der Googler mig til det :-)
Jeg havde god brug af Maps da jeg skulle finde en restaurant i Torino og en park i Oslo.
Jeg havde god brug af Maps da jeg skulle finde en restaurant i Torino og en park i Oslo.
| nhuth | 2014-04-27 19:06:42 |
Det vigtigste er vel at bevare en stærk troværdighed. Både i personskildring, samspil mellem personerne - og i bogens handling uanset hvorfra forfatteren måtte have sin viden.
Vh.Nhuth
Vh.Nhuth
| Mette Sejrbo | 2014-04-27 19:43:30 |
Det har du selvfølgelig ret i.
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Desværre er min reelle viden om italienske forhold stærkt begrænset .
Vh.Nhuth