 |  | Ondskabens triumf ? |
 |
|
|||||||||||||
|
Jim Jagur smiler. Nu styrer han spillet, og han skal nok få Toke til at lystre. Nu må det være nok med alle hans tossestreger. Vandet i det store kar koger. Alt er klart. Alle er på plads. Også Toke. Ha! Snothvalpen var dum nok til at hoppe på Sallys historie om et sygt barn. Hvor så han dog fåret ud, da han så gamle Jim her, og da han så opdagede, at de var mange samlede i det gamle slagtehus, lynede hans øjne. Faktisk så han så olm ud, at man kunne tro, han var ond. "Du får ham ikke til at gøre det," hylede Sally. Hun var åbenbart dum nok til at røbe, at hun ikke helt frivilligt havde lokket Toke med. Nu sidder Sally oppe på loftet og hyler, mens hendes helt prøver på at lade som om han ikke er bange. Men det bæver om hans læber. Øjnene er store og mørke. Han tripper. Og hænderne dirrer som et hængt kadaver i en drilsk brise. Smukt. Knægten er køn. Selv nu. I den her situation. Det er der ikke mange, der er. Her dufter af angst og lidelse. Ansigter blusser af rå, ivrig hjælpsomhed og afstumpet skræk for smerte; sådan skal mandfolk se ud. Sådan skal det være. Alt det bræk med at være blødsødden, at alle er lige meget værd og at ingen må sulte - det er da kvalmende. Ikke at der ikke er andre end knægten der, som har sagt det, men flere og flere lytter til ham. Og han er ung. Kan nå at forrette meget skade, hvis han lever længe nok. Og hvis han dør, bliver han sgu nok sådan en slags martyr. Så der er kun en udvej. Han må tvinge knægten til at gøre noget, som han mener er ondt, noget han ikke vil. Og ingen må finde ud af, at han er blevet tvunget. Nej, det skal gøres så hans familie, venner og "tilhængere" tror han har valgt at gøre det. Hvorfor står Toke forresten bare der og ryster? Hvorfor siger han ikke noget? Han kunne da enten true eller trygle? Nå, nu åbner han vist gabet. På tide. "Hvad skal det her forestille?" spørger han. Kæphøj, selv nu. Men det får en ende. Snart. Tokes store, blå øjne er blanke. Han skæver opad. Usikkert. Lyttende. Bider sig i underlæben. Nogle af dem deroppe vræler. Et par af de dummeste unger. En mor, måske Sally, tysser. Højlydt. Tror måske at netop hendes unge så bliver overset? ”Jeg vil gerne have, at du går med mig og et par af de andre der ..." For at være sikker på, at Toke forstår det, peger han, før han fortsætter: " ...hen til den der fordømte kælling i skovhulen. Hun trænger til en god dragt prygl. Og den giver du hende, mens vi ser til." "Nej!" Hvalpen træder et skridt baglæns, som om han vil flygte fra forslaget, flygte fra sin skæbne. Der er stadig noget stolt over ham, noget næsten farligt. Tænk hvis han frivilligt holdt med dem. Nej, så gik man glip af det her. "Jo!" siger Jim. Men det er for barnligt at fægte med ord. Den modstand må dæmpes. Neglene borer sig ind i håndfladerne. Næverne havner i det bløde mellemgulv på snothvalpen. Skriget kilder. Tossen Toke krøller sig sammen. Vakler, men vælter ikke. Retter sig ud. Retter sig op. Glaner på Jim. Knytter næverne, men folder dem så ud, mens han skæver til et par af mændene og deres våben. Klar over at det ikke nytter? "Forresten så er din kæreste vist på besøg derude. Hvis du er rigtig sød, får du lov at skåne hende!" Så - nu skærer knægten tænder. Nu spænder han alle musklerne. Fnyser. Det ser godt ud. Men han kan tro nej. "Hvis du rører mig, gør du et barn fortræd!" " DU ER IKKE ET ..." Så bliver Toke kridthvid i ansigtet. Forstener. Forstår. Øv! han er for kvik, er han. ”Hvis du gør som jeg siger, skåner du fem små børn og deres mødre," oplyser Jim. "Jeg er ligeglad." lyver snothvalpen, "for jeg kender dem jo ikke?" "Hvor ved du det fra?" Er han synsk eller hvad? I alle fald irriterende, for det var jo meningen, han skulle tro, at han måske kendte ungerne. "D- det ved jeg bare." Nej, han gjorde ej. Svinet gættede. For Helvede da også ..." "Du er ligeglad? Godt, kammerat. Så nyd synet." "Af hvad?" Nu spiller han skiseme dum igen. "Det ved du godt." Tokes blik flakker som en såret sommerfugl. "Det gør I ikke," siger han desperat og glor sygt på karet. "Næh, for du følges jo med os, ikke? Du ved, at jeg holder ord,” forsikrer Jim og har hidtil gjort det. Overfor Toke. ”Ja,” siger Toke. Hans stemme er mørk af angst og tvivl. Tvivl? Godt! Så skal hjælperne ved loftslemmens tove have tegnet. Kællingerne deroppe skriger dyrisk, da lemmen åbner sig. Svup. Der spræller en unge over karet. En lille, laset bylt niggerunge. En rigtig grimrian med klumpfod. Fem år må da være nok for sådan en at leve i. Den skråler. ”Moar - moar,” kalder den vist. Det er ikke til at høre for det skrigeri dens hore af en mor frembringer. ” Nåeh, kammerat, går du så med ud til den kælling?” spørger Jim. Hvad Søren? Svarer han ikke? Tillader han sig at blive grøn i fjæset? Jamen så ”¦ ungens tæer bryder gennem overfladen på det brusende vand. Hold da op, kan den virkelig skrige så skingert. Det er så hæsligt at det kilder sødt i ørerne. Lad den bare slippe lidt. Nå, nu blev den stille. Den er vist besvimet af smerte. Men den går ikke. Koldt vand over fusselankerne og en syl i rumpen, og så er det i til lårene. Hvis han da nænner det, ham Toke? Hvem er nu den onde? Hvor længe skal de lege den her leg? Et sygt skrig skærer gennem al den anden larm. Allerede? Øv. Men han vidste det. Tokes fingre binder knuden op. Han snupper den jamrende unge. ”Koldt vand,” hvæser han. ”Så gør du det?” spørger Jim blidt. ”Ja,” siger Toke; hans øjne syder og bobler. Der er den smukkeste fråde om hans læber og en spytklat svæver ind i Jims ansigt. ”Må jeg koge ungen?” halvt jubler, halvt truer Jim. ”Vi kan afregne det senere,” siger Toke hurtigt. ”Nåeh ja, ” husker Jim, ”du kan klare en del smerter. Det er sjovt at lege med dig.” ”Men ingen kogte mennesker, Jim,” Ordene kommer ikke som en bøn. Heller ikke som en ordre. De er faste og kolde. Et løfte båret af had og foragt, men et ærligt løfte. Toke går hen til døren. Jim nikker til vagtposten, som låser den op og træder til side. Toke går gennem døråbningen. ”Det må jeg se," mumler Jim og følger efter. Nu begynder morskaben for alvor. | ||||||||||||||
 | nhuth | 2012-03-23 07:26:09 |
Netop som papiravisens grufulde beretninger fra livet og døden er registreret sammen med morgenkaffen og jeg stadig mærker den boblende glæde over at skulle læse "Forfattersidens"
smukke runde vokaler, rammes jeg med dobbelt styrke af nattens mørkesøgende skribenters seneste indlæg: "Hverdagsliv" og "Ondskabens Triumf?".
Rædselsfuld læsning - og uden tvivl rædselsfuld forudgående skriveproces!
smukke runde vokaler, rammes jeg med dobbelt styrke af nattens mørkesøgende skribenters seneste indlæg: "Hverdagsliv" og "Ondskabens Triumf?".
Rædselsfuld læsning - og uden tvivl rædselsfuld forudgående skriveproces!
| nhuth | 2012-03-23 08:48:26 |
Det var ikke en tilsigtet fejl, at jeg kom til at omdøbe "Hverdagsskrig" til hverdagsliv!
Sorry
Sorry
| bøllebob | 2012-03-24 19:43:55 |
Titlen passer smukt til teksten - dog kan ? fint undværes, da det ER en værre omgang ondskab og spydigheder, der serveres koldt her.
Du har vist siddet på en sømmåtte, for at komme i stemning til at skrive denne tekst ;o) som jeg ikke har lyst til at læse en gang til.
mvh. BB
Du har vist siddet på en sømmåtte, for at komme i stemning til at skrive denne tekst ;o) som jeg ikke har lyst til at læse en gang til.
mvh. BB
| Amanda Gyldenlyng | 2012-03-24 23:46:09 |
Hej BB
Tak for respons ;-)
Næh, jeg har nu ikke siddet på en sømmåtte. Jeg fik bare stillet en opgave, der gik ud på, at skrive en grum historie, set fra den ondes synsvinkel.
Faktisk ikke så nemt, men jeg tog udfordringen op.
Og fik så lyst til at afprøve, om den er FOR ond. Og det er den måske ...
Vh. Amanda
Tak for respons ;-)
Næh, jeg har nu ikke siddet på en sømmåtte. Jeg fik bare stillet en opgave, der gik ud på, at skrive en grum historie, set fra den ondes synsvinkel.
Faktisk ikke så nemt, men jeg tog udfordringen op.
Og fik så lyst til at afprøve, om den er FOR ond. Og det er den måske ...
Vh. Amanda
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Jeg håber da ikke, du fik kaffen galt i halsen ?
Må jo indrømme, at historien ikke er så hyggelig.
Tak for din respons ;-)
Vh. Amanda