 |  | Mariams Breve Kap. 15 |
 |
|
|||||||||||||
|
KAPITEL 15 Tirsdag Laura Fritte ringede for at tale med Clausen. Hendes far havde været ret opbragt over ved et tilfælde at finde videooptagelser fra gæsteværelset på første sal. Stærkt usmagelige og kompromitterende optagelser af Christian Clausen og en sekretær fra Rygård. Han havde aldrig bestilt overvågning af gæsteværelset. Derefter kontaktede han fnysende Secura og forlangte omgående at få en redegørelse for opsætning af netop dette kamera. Sikkerhedsfirmaet undskyldte mange gange og lovede straks at politianmelde den allerede bortviste medarbejder. Christian Clausen blegnede, da han nu igen blev konfronteret med sit fatale sidespring, som burde være glemt. Han måtte have hjælp. Han gruede for Elizabeths reaktion; han ville ikke lyve igen. På den anden side set, hvordan skulle hun overhovedet kunne høre noget om Frittes opdagelse? Men han turde ikke løbe nogen risiko. Sidste gang havde Henny Lund hjulpet ham og Elizabeth til at komme videre i ægteskabet. Han valgte at ringe til hende, og fortalte hvad Alexander Fritte, ved et tilfælde havde fundet. ”Nu foreligger der altså en politianmeldelse i Midtjylland mod et anerkendt tyverisikringsfirma eller alarmeringsfirma”¦ ja, Secura, hedder det”, sagde han til Henny, ”vi bruger også Secura her hos os. Gud bedre det”. ”Sig mig, helt ærligt, er det kun den gamle sag, der er tale om, eller er der noget som helst nyt under opsejling”, spurgte hun”. ”Det eneste nye er ´kun´, at der øjensynligt findes endnu en forkvaklet person, der har kendskab til videoen af Susan og mig. Det er uudholdeligt. Hvad skal jeg gøre?” ”Ring til din kone med det samme og fortæl hende præcist alt, som det er. Hvis du gerne vil have det, kan jeg hurtigt få bekræftet Frittes politianmeldelse og eventuelt tale med Elizabeth. Jeg håber, at jeg får mulighed for at afhøre den skiderik fra Secura. Jeg ringer tilbage til dig inden for en time; OK?” ”Ja, gider du?” ”Ja, det må være én, der enten er syg i potten eller meget primitiv. Overlad det til mig. Har du noget nyt i malerisagen?” ”Nej, den betragter jeg som glemt. Som en ligegyldig bisætning i livet på Rygård.” ”Fint. Det var godt, at du lige ringede. Vi snakkes.” Ja, tænkte han, vi snakkes! Laura Fritte ringede for at tale med Clausen. Hendes far havde været ret opbragt over ved et tilfælde at finde videooptagelser fra gæsteværelset på første sal. Stærkt usmagelige og kompromitterende optagelser af Christian Clausen og en sekretær fra Rygård. Han havde aldrig bestilt overvågning af gæsteværelset. Derefter kontaktede han fnysende Secura og forlangte omgående at få en redegørelse for opsætning af netop dette kamera. Sikkerhedsfirmaet undskyldte mange gange og lovede straks at politianmelde den allerede bortviste medarbejder. Christian Clausen blegnede, da han nu igen blev konfronteret med sit fatale sidespring, som burde være glemt. Han måtte have hjælp. Han gruede for Elizabeths reaktion; han ville ikke lyve igen. På den anden side set, hvordan skulle hun overhovedet kunne høre noget om Frittes opdagelse? Men han turde ikke løbe nogen risiko. Sidste gang havde Henny Lund hjulpet ham og Elizabeth til at komme videre i ægteskabet. Han valgte at ringe til hende, og fortalte hvad Alexander Fritte, ved et tilfælde havde fundet. ”Nu foreligger der altså en politianmeldelse i Midtjylland mod et anerkendt tyverisikringsfirma eller alarmeringsfirma”¦ ja, Secura, hedder det”, sagde han til Henny, ”vi bruger også Secura her hos os. Gud bedre det”. ”Sig mig, helt ærligt, er det kun den gamle sag, der er tale om, eller er der noget som helst nyt under opsejling”, spurgte hun”. ”Det eneste nye er ´kun´, at der øjensynligt findes endnu en forkvaklet person, der har kendskab til videoen af Susan og mig. Det er uudholdeligt. Hvad skal jeg gøre?” ”Ring til din kone med det samme og fortæl hende præcist alt, som det er. Hvis du gerne vil have det, kan jeg hurtigt få bekræftet Frittes politianmeldelse og eventuelt tale med Elizabeth. Jeg håber, at jeg får mulighed for at afhøre den skiderik fra Secura. Jeg ringer tilbage til dig inden for en time; OK?” ”Ja, gider du?” ”Ja, det må være én, der enten er syg i potten eller meget primitiv. Overlad det til mig. Har du noget nyt i malerisagen?” ”Nej, den betragter jeg som glemt. Som en ligegyldig bisætning i livet på Rygård.” ”Fint. Det var godt, at du lige ringede. Vi snakkes.” Ja, tænkte han, vi snakkes. Nu måtte han holde hovedet koldt og bare vente. Men det var da pænt af hende at tage det alvorligt. Han gik ud til Helene og meddelte, at han lige ville tænke lidt og gå en lille tur i parken. ”Jeg har telefonen i lommen”. ”Ja, godt”. Det skulle du gøre noget tiere, tænkte hun. Laura Fritte prøvede at huske de mange forskellige, der havde overnattet i gæsteværelset. Det var umuligt og det gav ingen mening. Hun og Catherine havde deres egne værelser, når de besøgte faren. At politiet måske havde aflyttet farens telefoner, var hun ikke spor forbavset over, men tv-overvågning lød helt vildt. Hvorfor skulle Secura dog spionere mod sin egen direktør på privatadressen? Nu var det imidlertid politianmeldt. Men resultatet ville være tvivlsomt. Det var hendes indtryk, at det stort set var umuligt at drive selvstændig privat virksomhed her i landet uden at bøje og vride de utallige love og regler, der regulerede området. Det var som om myndighederne én gang for alle havde besluttet at fælde hendes far uden at skele til retfærdighed. Uden de dygtigste og dyreste advokater kunne selv pletfri virksomhedsledere knækkes. Hun var helt bevidst om sine egne dumheder og grænseoverskridende dødsensfarlige leg med kokain, men hun havde fået sin straf. Det værste havde været den del af pressen, som tidligere havde levet højt på hendes succes. De havde senere kastet sig over hende som gribbe. Når hun var sammen med sin far, og de var i det humør, skulle én af dem bare tænde for Anita Lindbloms ”Sån’t är livet” så dansede de leende over gulvet. Han kunne stadigvæk føre Det tog nogen tid for Henny at overbevise Midtjysk Politi om sin legitime ret til at blive orienteret om Frittes anmeldelse. ’Joh, de havde ganske vist modtaget en anmeldelse, som havde resulteret i en sigtelse mod en medarbejder i Secura for ulovlig indtrængen på privat område i kriminelt øjemed. Erling Nielsen hed han . Denne sag ville blive rutinemæssigt efterforsket. Dermed var der lagt op til en juridisk behandling i byretten, hvorefter der ville foreligge en domsafsigelse’. En ren ekspeditionssag skulle man mene . Denne sag adskilte sig imidlertid på flere måder. Dels var dommeren en god bekendt af Fritte og dels var Københavns Politi informeret, så alle formalia måtte overholdes. De havde aldrig drøftet forretningsmæssige sager vedrørende Secura, men her var der jo tale om et konkret indbrud i privathjemmet. * Pensioneret Overbetjent Olsen ringede til Henny for kommentere den interessante ægthedsattest. Det var længe siden han havde haft sådan et dokument mellem hænderne, så han var ekstra omhyggelig. Hun virkede så underligt uengageret og fraværende, syntes han. ”Nåh, det havde jeg glemt alt om”, havde hun skuffende svaret. ”Ja, men nu skal du høre godt efter. Papirkvaliteten er i orden; tekst og underskrifter virker rigtige og stemplerne er i orden. Selv stempelfarvens pigment er rigtig.” ”Hvad er der så galt?” ”Lugten”, svarede han. "Helheden". ”Hvilken lugt?” ”Den mangler!” Svarede Olsen; ”der burde være en anelse eller et strejf af noget jordslået, støvet eller hengemt. Ubeskriveligt. Alt for hermetisk renset. Måske med hårdhændet brug af ozon. Jeg kan ikke komme det nærmere. Med mindre det faktisk er ægte.” "Maleriet?" "Ja; og attesten". Henny ville ikke tale om Frittes anmeldelse. Hun anså efterhånden malerisagen som ”død”. ”Tak for hjælpen”, sluttede hun. ’Helheden, havde han sagt. Ja, helheden’. Henny ville ikke tale med ham om Frittes anmeldelse, men hun kom i tanker om at hun havde lovet at ringe tilbage til den stakkels Christian Clausen, som nødigt ville inddrages i endnu en kulegravning af sin rolle i et éngangsknald med Susan. Denne gang måtte han klare sig selv. Henny ville ikke igen rage kastanjerne ud af ilden for ham. Hun ringede til ham og meddelte kort, så venligt hun kunne, sin beslutning. ’Fair nok’ tænkte Christian og gik tilbage til kontoret. Han kunne lige så godt tage tyren ved hornene med det samme. Elizabeth reagerede uventet rolig og behersket på den mærkelige ”nyhed”. I stedet for at genopvække sin frustration over ægtefællens svigt, valgte hun at fastholde sin tilgivende attitude. Hun ville i hvert fald ikke bære nag eller noget der ligner. Tvært imod kunne hun endnu bedre nyde sin frihed. Friheden til i tankerne at drømme ’våde drømme’ om alt muligt vildt og utugtigt, som gav hende tilfredsstillelse og ro i sindet. Vel var det en erstatning for virkelig utroskab og et seksuelt forhold til en anden mand eller kvinde for den sags skyld, hvis det skulle være. | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
