 |  | Støv (til konkurrencen Den Indre Kamp) |
 |
|
|||||||||||||
|
I to stive timer stirrede jeg på mig selv. I to timer sad jeg på det gamle gulv, hvor hver eneste lille bevægelse resulterede i en støvsky, der langsomt og usikkert dansede omkring mig. I to timer stirrede jeg ind i det store spejl. I to timer studerede jeg det forvrængede billede af mig selv, min forfærdelige krop, mine forfærdelige ar, mine forfærdeligt tomme øjne. Jeg blev ikke forskrækket, da han pludselig stod bag mig. Jeg blev ikke engang overrasket. Mest af alt følte jeg mig bare irriteret over ikke længere at være alene. Han stirrede tilbage på mig, som om han heller ikke ønskede mig der. Han var her først. For en gangs skyld, var det mig, der var upassende. Jeg var brikken, der ikke passede ind i puslespillet. Det var mig, der ødelagde noget for en anden. Jeg var levende, og jeg burde ikke være her. Han talte ikke til mig, men jeg kunne godt høre ham. Min vejrtrækning fulgte hans, hans tanker fyldte mit hoved, hans følelser overtog mine. Vi overtog hinanden - hurtigt men sikkert. Han rykkede på sig og støvet dansede endnu engang omkring mig. Han rørte sig der, hvor mine ar var. Han kørte en forsigtig finger over sit ene kraveben. De var lige så udstående og tydelige på ham, som de var på mig. Han forstod mig. Han levede i en anden tid, i en anden verden. Men vi var ens fra top til tå, udenpå som indvendigt. Han var oldgammel men på min alder. Hans far havde slået ham ihjel. Nu sad han i spejlet og ventede. Han fortalte mig sin historie. Jeg oplevede det. Hans far drak - ligesom min. Vores fædre slog os ihjel. De tog alt fra os; vores kærlighed, vores smil, vores liv. Alting. Og nu fandtes vores verden ikke længere. Den verden vi var i var ikke længere virkeligheden. Den var bare et tomrum, hvori vores ødelagte kroppe befandt os. Vi kendte hinanden ud og ind. Jeg lagde mig ned. Han kiggede væk og jeg fik mine tanker og følelser tilbage. Han gik sin vej, forsvandt i spejlet, og jeg fik min egen vejrtrækning tilbage. Jeg nød den. For første gang i flere år nød jeg at trække luften ind gennem næsen, ned i lungerne, end i maven og ud igen. Nu kunne jeg nyde det, så nu kunne jeg give slip på det. Han kom tilbage. Han stod foran mig, bøjede sig ned og tog mine hænder. Han smilede, og jeg smilede. Han var varm, så jeg blev varm. Han var glad nu, så jeg var glad. Da jeg rejste mig blev støvet liggende, som var ingenting sket, og mit spejlbillede blev liggende på gulvet. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2011-04-05 16:10:42 |
Tankevækkende, særdeles velskrevet! Synes dog ikke, tidshorisonten på 'to timer' passer ind i et billede på kommunikation med åndeverdenen! Fin anvendelse af 'støv-reaktion'!
venligst ...
venligst ...
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
