Forfattersiden.dkForfattersiden.dk kræver login, før du selv kan bidrage med indhold
 
Forfattersiden
Alt dét min mor ikke har fortalt mig
Alt dét min mor ikke har fortalt mig


Forfattersiden.dk
Forfatter: NannaLA
Skrevet: 2016-08-28 22:00:20
Version: 1.1
Anbefal:Klik på +1 ikonet for at anbefale teksten i Google-søgning
 
 Klik her for at annoncére teksten på din egen Facebook væg Klik her for at annoncére teksten på din egen Facebook væg
 


Velkommen i de voksnes rækker, siger de
Men hvornår går man rundt og tænker på
pensionsopsparing og afrimning af fryser?
Hvem sørger for at gemme boner og bestille det blå sygesikringskort?
Og hvorfor bør man spare op til en regnvejrsdag
når man bor i Danmark?
Jeg er voksen
i træning
En nybegynder over 20
der bruger alt for mange penge
på kaffe og kjoler
og genbrugsguld jeg ikke har plads til
Jeg lider af højdeskræk
når det drejer sig om
at have fødselsdag og mine dage
med idolplakater er talte
fordi det ikke længere er ok
at få røde kinder
når hende med guitaren siger mit navn

Der er så mange ting
min mor ikke har fortalt mig
når jeg står i lort til armhulerne
fordi jeg igen handlede
før jeg tænkte
og skylder alt for mange penge
på love-kontoen
Jeg er et pragteksemplar
på nytænkning
ude af boksen
med en vis portion selvironi
og tålmodighed der rimer på godmodighed
Jeg er lige til den lukkede
træningslejr
hvor de laver krydser i insektstik
og erobrer illusioner med drømmefangere
En rookie
der gerne vil være med på moden
uden at tabe ansigt eller få rynker
Og så har jeg problemer
med min mor
fordi jeg griner og græder
og samler på sanseindtryk
når jeg burde samle på pantflasker
der vil hjælpe mine chancer for at betale husleje
og mindske selvsamme chancer for at blive kriminel
eller ende på spanden

Men min mor er også god
fordi hun holder mig vågen i mørket
så jeg kan se mine monstre
Fordi hun holder kæft og aer mig over håret
når jeg får ar på sjælen
og igen giver op
Fordi hun henter papvinen på en onsdag
Min mor er god
når hun vælger at tie stille
om alt det hun gik igennem
da hun var 17 og bly
Da hun skreg i smerte og fødte en freak med hofteskred og udslæt
Da hun fortalte
at hjertesorg gør lidt ondt
og selv lod mig mærke
at det er muligt at dø så grufuldt
og så genopstå

Der er så meget
jeg ikke aner en skid om
Så mange ting
jeg føler
er gået
direkte forbi mig
fordi jeg havde travlt
med at pille løgene ud af min mad
og afvise rødvin pga lugten
Havde min mor bare banket mig noget mere
oven i hovedet
var jeg ikke et omvandrende bevis
på aha-oplevelser gone wild
og eftertænksomme suk
Var jeg blevet alkoholiker for længst
og havde ejet et slot af konkylier
Havde hun spændt lidt mere ben
for mine tåbelige besættelser
havde jeg ikke været i besiddelse
af meditationskugler eller tømt Fona for dvd'er da jeg var 16
Men til mit forsvar
ville jeg være millionær
hvis man gør mine Jennifer Aniston film og stearinlysstumper op i penge
Hvis man refunderer alle mine årskort
jeg alligevel ikke benytter
Hvis jeg aldrig havde smidt alle mine møbler ud
for derefter at tage lån i banken til nye
Jeg er nok udenfor
pædagogisk rækkevidde
når min mor ryster på hovedet
og beder mig ringe og bestille tid hos tandlægen
fordi jeg er skrækslagen
for de dyre domme
han vil forlange
og jeg derfor vil græde
hele vejen ned til flaskeautomaten

Men af alt det lort
min mor ikke har fortalt mig
vælger jeg at se igennem fingre med
de allervigtigste ting
som terrorfrygt og juleaften på eget budget
Realiteten om at fredagsslik på et tidspunkt må holde op og tarvelige forsikringsselskaber
Som farvekombinationerne gul og orange og blomstertryk
Som hvordan man fylder en mørbrad
og hvordan bryllupper går ind og gør alting meget større
Og døden
Den død
hun aldrig snakker om
Den død
der ligger lige under kærlighed
som tvivlen
der giver mig et forskud
på de tanker jeg vil tænke
når hun en dag ikke er her mere
For jeg vil gerne være en god datter
Bare en gang imellem

Så jeg tager alt dét min mor ikke har fortalt mig
med mig i graven
når jeg har fundet ud af
hvad det er
Og så vil jeg takke hende
for hendes tavshedspligt
og tillid til
at jeg trods alt godt kunne finde ud af noget
stort

haleløs2016-09-06 15:03:10


interessant filosoferen om at vokse ud af barndommens afhængighed og lige lukt ind i en anden; måske en teaser til din næste udgivelse?

Eller måske har du lige nu alt for travlt med at sidde og fægte vildt i luften? Eller tappe i nogens hånd?
Du burde dukke op her inde meget tiere - bare engang imellem ;)

venligst ...
NannaLA2016-09-23 17:31:46
Jeg arbejder i hvert fald på noget nyt!

Hvad angår mine armbevægelser på studiet, så prøver jeg at være ivrig på en mindre voldsom måde. Det lykkes ikke altid ;)

haleløs2020-09-01 10:24:40

nu skubber jeg lige dette fantastiske selvportræt ind på 'seneste opdateringer' listen.
Håber, du stadig trives?
venligst ...

Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!

Seneste profil og bidrag

Seneste opdateringer

En tilfældig udvalgt tekst

Fra Forfattersiden.dk