 |  | Esoteriske Slips (rev. udgave) |
 |
|
|||||||||||||
|
Den romanlignende tekst er resultatet af et ”skriveprojekt”, som løbende er blevet påvirket og inspireret af læsernes kommentarer på forfattersiden. Da jeg begyndte på en lille ”vrøvlehistorie” for et års tid siden, anede jeg kun konturerne af nogle flimrende mål i det fjerne. Noget om at lege med ord, noget om at huske dem, smage på dem og finde noget af deres kraft og energi. Noget om ordenes virkning på hjernen og hjertet - og måske hjernens og hjertets fremkaldelse eller reproduktion af ord. Måske er min tekst bare en lang leg med og om ord. Forsøgsvis lagde jeg lidt ud på forfattersiden efterhånden som jeg skrev det. Mange læste med, og en del kommenterede tålmodigt. Tak for det. Jeg havde kaldt mit indlæg for ”en tekstprøve”. Men nu er teksten blevet lang. Nu kalder jeg den bare for ”Esoteriske Slips”. Romanens tempo er forsøgt holdt nede. Så læseres tålmodighed sættes på hårde prøver. De nævnte ”slips” er Freuds betegnelse for de udtryk, der uvægerligt røber vores skjulte tanker, ønsker og fordomme, selv når vi tror os uopdagede. Kommentarer til min bog, især de kritiske, er fortsat velkomne. Samtidig læser jeg i pressen næsten dagligt om nye forskningsresultater på ”hjerneområdet”. Senest om ”at kunne åbne en dør med tankens kraft”! Det er jo lige vand på min lille mølle. Begrebet "Entropi"! Og (sept.2012) om at hjerte og hjerne kommunikerer med hinanden! Og senest Mathias Seidelins bog om Allahs Krigere, som jeg glæder mig til at læse. Tak til ”haleløs” og de mange læsere, der har hjulpet mig. Disse kommentarer er en forudsætning for, at projektet kan gennemføres. Esoteriske Slips - Roman m. slutning - links til kapitler Esoteriske Slips Kap. 1 Butikken Set udefra, fra cykelstien, lignede den nedlagte isenkramforretning næsten sig selv. Den havde for længst holdt ophørsudsalg. Det var vel seks-syv år siden. De forladte lokaler havde derefter stået med tildækkede vinduer med en ejendomsmæglers lakoniske ”Til Salg”-opslag på døren. Nu stod trådkurvene med tilbudsvarer igen ude på deres plads på fortovet. Jeg gloede op mod det store håndmalede skilt på facaden. Der stod Ordhandel. Ikke ”Boghandel” eller ”Bordhandel”. Jeg parkerede cyklen i det der var benævnt ”Kundestativ” og nærmede mig uden min stok døren. På to af kurvene stod der henholdsvis Forbud og Påbud. Et særlig stort skilt stod lænet op ad kurven til venstre. Teksten lød: ”Al ulovlig parkering er forbudt”! På ruden i døren stod der: ”Åben eller lukket i tide og utide”. Jeg trykkede det leddeløse messinghåndtag ned og blev hilst af den samme bjældeklang, som isenkræmmeren dengang også havde lyttet til. - Velkommen, lød det fra baglokalet, nu skal jeg være der. En hvidhåret, ældre herre iført praktisk kittel, pibe og nydelig butterfly kom mig i møde. - Er der noget bestemt De ønsker? - Næh, jeg kom bare forbi. Jeg kom her meget. Før i tiden. Købte køkkengrej, værktøj - sådan småting. Men nu? - reolerne og de mange grå skuffer er her endnu, ser jeg? - Jah, veneration, forstår De. Var det ikke Dem der i sin tid købte alle mine rester af ”Brach og Sønners” smukke okkerfarvede spisestel? Godeste Gud, tænkte jeg, det var nok fyrre år siden. - Undskyld mig, men hvordan kan De dog kende mig? Det kunne ikke være muligt. - Åh, jeg véd ikke rigtigt; Deres stemme, holdning, gang og entre fik en klokke til at ringe. Men som De ser, har jeg opgivet at handle med de let forgængelige sager. ”Man må specialisere sig”, sagde de altid på brancheforeningens årsmøder. Så det har jeg gjort. Det var en præst, der gav mig idéen. Men han havde også ordet i sin magt, hvis De forstår. Jeg fattede ikke en bjælde. - Jamen, hvilke artikler fører De så nu, dristede jeg mig til at spørge. - Nej, hele artikler kan jeg ikke hjælpe med. Dem må kunderne selv skrive. Jeg leverer kun den raffinerede råvare, om jeg så må sige. Og jeg må tilføje, at al snak om sprogets forfald er stærkt overdrevet. Men se Dem omkring, og spørg endelig, hvis De savner noget. Jeg mærkede hvordan mit ansigt ændrede sig til et neonblinkende spørgsmålstegn. Med åben mund så jeg, at fronten på alle de små og lidt større skuffer stadigvæk, hver for sig, var monteret med ét eksemplar af de tusindvis af skruer, dimser og beslag, der fandtes i den del af verden. - De er velkommen til at kikke i skufferne. Men tager De noget op, beder jeg Dem om ikke at lægge det tilbage; men blot lægge der her på disken. - Tak, svarede jeg og trak forsigtigt en skuffe ud. På frontpladen sad en galvaniseret øsken. Skuffen indeholdt små kuverter. Mange hvide og en hel del smukt dekorerede receptkuverter og enkelte lidt større kartotekskort , der ragede lidt op. - Nå, De har nok fundet ”lovordene”, kan jeg se. Medens De orienterer Dem, rydder jeg lidt op. Han trak med besvær en af de større skuffer halvt ud. - Her skal De se. Beholdningen af fraser og klichéer er stærkt undervurderet blandt samlere”¦ Hvordan han i himlens navn vidste, at jeg stod med skuffen med ”lovord”, vakte min nysgerrighed. - Det er ganske enkelt et spørgsmål om teknik og udelukkelse. Nogen ville kalde det autisme. Jeg foretrækker nok automatisme. Det lyder finere. Vi må jo følge med tiden, siger min svigersøn altid. Han er noget inden for ITK, siger han. Men han siger så meget. Skuffen med øskenen foran Dem er fuld af lovord. Den ved siden af, med anwerferen, rummer kun hånsord. - Hør, hvad med en kop kaffe? Eller De har måske travlt? - Nej, jeg mener jo, tak. Så smutter jeg lige til bageren inde ved siden af foreslog jeg. - Glimrende, jeg får gerne en croissant her om eftermiddagen svarede ordhandleren. Jeg satte skuffen på plads og trådte ud i virkeligheden. Var jeg ved at blive rablende gal? For en sikkerheds skyld tog jeg stokken af cyklens bagagebærer og gik de få skridt hen til brødudsalget. Den søde bagerjomfru smilede bare, da det blev min tur. Jeg forklarede mit ærinde. - Så gerne hr., to croissanter til ordkræmmer Mørk. Så skal det være med chokolade, oplyste hun. - Nej, han skal ikke betale, sagde hun, da jeg rakte en halvtredser frem. Han gør så meget for os her i gaden. Selv om han er lidt ”special”, så er han er en god husvært. - Mørk, husvært? spurgte jeg spagfærdigt. - Ja, han ejer hele hytten, fra kælder til kvist. Selv bor han på første. Tidligere var han vist nok isenkræmmer. Nu taler han om at trække sig tilbage. Han bliver 70 til sommer. Hils derinde. Trådkurvene var væk, men døren stod åben. - Kaffen er klar, kaldte han ude fra baglokalet. Lås bare døren for i dag, så vi slipper for det renderi af flere kunder! Trådkurvene stod lige indenfor. Mig bekendt havde der ikke været andre kunder end mig, siden jeg kom ved halvtotiden. Jeg satte stokken fra mig. Baglokalet var stort, lyst og nymalet; lugten af maling og terpentin var tydelig. Mine observante øjne er normalt troværdige. Lille garderobe, køkkenbord og vask foran vinduet. To nedfældede keramiske kogeplader. Lille fritstående spisebord, tre stole. Det dominerende var imidlertid pc-arbejdspladsen i en niche med labtop og printer. - Ja, kom indenfor. Her roder lidt. Jeg er i gang med konvertering og opdatering. Færdig bliver jeg forhåbentlig ikke. Foreløbig. - Sig mig, bor De ikke mere henne i Vardegade? Jeg tabte posen med croissanterne og støttede mig til dørkarmen. - Hør, bliver De dårlig? Spurgte han. - Var det ikke i nummer 29? - Nej, - jo, mener jeg; det var nummer. 29. Tredje til højre. Må jeg lige sidde lidt? Tak. Jeg vil så nødigt trænge mig på. Mens han skænkede kaffen tog jeg mig sammen til at spørge ham direkte. Om det uforståelige i forretningen, sådan rent økonomisk - om andre kunder - om hans ufattelige hukommelse og om hans brug af computeren. - Augustus Mørk blev der skrevet på min dåbsattest, dengang. Resten er vist nok mest, hvad jeg selv har medansvar for, startede han, mens jeg tog noter på servietten. Jeg gav hånd og præsenterede mig som den jeg er. - Kort sagt, sagde han, var forretningsøkonomien så som så, måtte jeg vel forstå. Men råvarerne er jo for det meste ganske gratis. I praksis, vel at mærke, forklarede han. Og afsætningen afhang naturligvis af efterspørgslen, forstod jeg. Prispolitikken var mere af social eller moralsk karakter. Han brugte aldrig noget så luftigt og uvirkeligt som ”faste priser”. En vares pris var altid til drøftelse. Først, hvis man nåede til enighed, kendte man prisen. Lige som med al anden kunst. Ja, så er der jo også lidt konsulentvirksomhed og tilknyttet rådgivning”¦ Han vædede pegefingeren, som fangede de sidste krummer fra tallerkenen, før han genoptog: Mit samarbejde med nævnet er ikke lønnet. Men, når jeg som meddeler bare skriver ”diverse free-lanceopgaver” på notaen, er der aldrig problemer. Heller ikke med talerne, som bringes og hentes af tingets egne folk. Selv kommer jeg aldrig på Christiansborg. Jeg følger lidt med i tv-avisen for at se om politikerne nu også følger mine råd. Det gør de som oftest uden at fordreje noget nævneværdigt. Men ”Statstidende” læser jeg ikke mere. Kun digitalt. Senest er der kommet et samarbejde i stand med Center for Selvbiografisk Hukommelsesforskning. Det forventer jeg mig meget af. De har bedt mig om at”¦. En høj ringetone, som fra min barndoms lyde, afbrød samtalen. Mørk fiskede en Nokia op af kittellommen. - Ja, hallo lille skat”¦. Jeg fandt min lille skriveblok i skuldertasken, rejste mig og gik ud i forretningslokalet. ”Hukommelsesforskning” havde han sagt. ”Meddeler” for et eller andet nævn. Jeg hørte en kunde tage i dørhåndtaget, og kort efter lyden af brevklappen. Jeg dukkede mig uvilkårligt bag disken og følte mig lidt latterlig. Mørk rømmede sig og kom ud fra baglokalet. - Hvad leder De efter? Har De tabt noget? Jeg kom vist nok til at le, og svarede: - Ja, mælet! Mørk skraldgrinede og beroligede mig; - Det er vel bare buddet, der afleverede en opgave, sagde han. Han trissede hen og samlede en brun kuvert op fra måtten. Vi gik tilbage til kaffen. Han fortsatte, hvor vi slap. Det var datteren, der havde ringet. Ringetonen havde han fået på sin fødselsdag af et barnebarn. Når ungerne var på besøg morede de sig med at ringe til ham. Bare for at tjekke hans hørelse og reaktionsevne, mente han. Ja, dejligt flabede er de jo heldigvis stadigvæk, fortalte han. - Nå, fortsatte han, dette ”hukommelsesforskningscenter”, som i øvrigt henhører under Universitetet, havde kontaktet ham og anmodet ham om at deltage i et videnskabeligt forsøg. Efter grundige overvejelser og samtaler med datteren, havde han indvilget. Forskergruppen havde foranlediget et møde med ham, hvor han havde en god samtale med instituttets leder, en professor Lucide og en ekspert i kvadrofonisk indtrykslagring. Selv var han skeptisk over for deres interesse og mente, at de spildte deres tid og ressourcer. Professoren mente derimod, at de stod over for et banebrydende forsøg, som ville vende op og ned på rodfæstede strukturer i samfundet. Mørk var i virkeligheden kun gået med på spøgen for at finde evidens for sin egen meget forenklede opfattelse og dermed tilbagevise tidens uvidenskabelige teorier om ”klarsyn”, ”nærdødsoplevelser” og andre okkulte blindgyder. Han vidste jo, at enhver anden idiot med en smule træning sagtens kunne overgå ham i udnyttelsen af den simple erindringsteknik, som også bruges i helt moderne computere. Forskellen ligger alene i det organiske. Endnu. Det afgørende ville uden tvivl ligge i forskningens næste store udfordring. Kombination af menneskelig og kunstig intelligens var måske lige om hjørnet. Hans eget personlige største problem var tiden, som uanfægtet gik hurtigere og hurtigere. Alle vidste det - ingen gjorde noget ved det. De yngre har bedre tid, mente han. Og bedre hjerner. - Nu skal mine fugle have mad, sagde han. Han skubbede stolen tilbage og fandt en gammel kiksdåse i skabet. Jeg er straks tilbage; men De vil måske med ud i solen et øjeblik? Jeg tror damerne venter os. Han tog en af de tre piber, der lå i et lille træfad, med sig. Da vi gik forbi ”teknikhjørnet”, som var hans nyindrettede pc-arbejdsplads, og han så den lille blinkende lampe, brummede han tørt, at den ny besked fra ”Forfattersiden” nok kunne vente. Sammen gik vi ud i ”den lille oase”. Her kunne småfuglene komme til orde; gadens trafikstøj var næppe hørlig. Her var en del enkeltstående træer og et væld af planter i højbede, kummer og krukker. - Kom, De må lige hilse på min datter og frøken Olivia. Mellem blomsterne sad de to nydelige damer og nød solen før den forsvandt bag tagryggen. - Nej, rejs Dem ikke. Jeg skal ikke forstyrre. Jeg gik bare med ud, da hr. Mørk skulle se til fuglene. - Ja, den herre er Andreas Andersen, dagens sidste gæst i forretningen, sagde Mørk. Jeg gik tøvende frem, mens damerne lige fik tid til at tildække sig nødtørftigt. Så varmt var det heller ikke, endnu. - Maria. Maria de Kue; Mørk er min far, sagde kvinden med stråhat. Den anden gratie tabte sit ugeblad; vi var nær stødt sammen, da jeg bukkede og samlede det op. - Undskyld, skyndte jeg mig at sige. Lidt svimmel rettede jeg mig op. - Så må De være Olivia”¦ - Ja, Parelius, svarede den smukke kvinde og gav mig hånden. Hun glattede sin korte slå-om-nederdel, hvilket fik Mørk til at gnægge; - Ja, ærbarhed kan være en dyd og en udfordring! Jeg faldt vist i staver over kurverne foran mig i den grå stols smukke fletværk. Sikkert ikke af vidjer, snarere mere føjeligt moderne kunststof af en lige så besnærende art. Antracit kaldes farven. Mørk tog foderautomaterne ned. En efter en. Tre forskellige. Han fyldte rundhåndet op. På muren var der placeret redekasser hist og her. Og et fint lille emaljeret skilt; ”Fodring Forbudt” stod der. Han tændte omhyggeligt sin pibe, og den karakteristiske duft af ”Old English Mixture” bølgede efter ham. - Kom, sagde Mørk, det er for stærkt for os herude; lyset. Mine øjne løber så let i vand. De skal ikke tage skiltet alvorligt. Ingen af mine fugle kan læse; og kun få bærer fodring uden stød. Datteren løftede blikket og mindede sin far om, at der var middag kl. syv. - Jah, jeg må vel også vende hjemefter, sagde jeg nærmest til mig selv. - Vissevasse, så travlt har De vel ikke. Vi har meget at drøfte endnu. - Årh, nu glemte jeg min kasket, sagde jeg og skulle til at vende om”¦ - Nej, nej, den ligger inde på stolen i køkkenet, svarede han. Jeg lo, ad mig selv, - Bare jeg dog havde en bedre hukommelse; det er godt gjort, at De skal fortælle mig, hvor jeg lagde min hovedbeklædning! Jeg kan snart ikke huske fra næse til mund. - De må i så fald være en meget lykkelig mand. - Tillader De mig at ryge en cigaret? spurgte jeg. - Jamen dog, ryger De cigaretter? Her generer vi ingen med vores laster. Ryg De blot. Kap. 2 Mørk Augustus Mørks fortælling, som jeg her forsøger, så kortfattet som muligt, at give videre, burde nok være gengivet med en fil. En lydfil. Nu må læsere søge at forestille sig en stemmeføring, som ligger ganske nær ved Thomas Windings, når han i radio eller tv skabte billeder, væsener, lugte og skuespil i børnenes krøllede ører. - Kort fortalt, sagde Mørk: ”Jeg var vel tre-fire år, da min mistanke blev vakt. De voksne havde drukket kaffe. Far slappede af i sofaen. Mor og hendes søster var i køkkenet. Én vanillekrans lå tilbage på min fars underkop. Fristelsen var for stor. Mors småkager var altid smørbagte. Mens kagen blev nydt og forsvandt i min mave, rørte far på sig. Han strakte sig, satte sig op og greb ud efter koppen. Måske rødmede jeg. Tørt konstaterede far, at han savnede sin småkage. Han smilede bare til mig og sagde: Nå, den må være gået i glemmebogen. Først flere år senere fik jeg lov til at se glemmebogen. Ja, jeg har den faktisk liggende endnu. Oppe i privaten i sekretæren. Men tilbage til sagen. Mit mareridt tog for alvor fart i skolen. Først dér i klasselokalet følte jeg mig anderledes. Frøken Jørgensen kunne ikke acceptere, at jeg næsten aldrig lavede fejl. Hun troede, at jeg snød. Efter to års prøvelser gav hun op. Hun dømte mig tjenlig til noget der hed ”hjælpeklassen”. Her herskede overlærer Wienberg, når han ikke lukkede sig inde på skolebiblioteket. Han var et yderst venligt menneske. Lokalets vinduesruder var fremstillet af råglas. Jeg havde misforstået det hele. Det var ikke mig, der skulle hjælpe nogen. - Jeg er sgu også træt af de satans ruder, sagde han en dag; - men alt er som den ledende Skolepsykolog fra Frederiksberg har dekreteret: ”Råglas skaber koncentration!” Samme psykolog havde engang skrevet en pamflet med titlen: ”Elementer der Forstyrrer Undervisningen”. Snart fandt overlærer Wienberg og jeg en glimrende ordning: Jeg blev forfremmet og kunne kalde mig ”Bogopsætter”. Biblioteket var et slaraffenland. Jeg blev hurtigt fortrolig med ”DK 4”, som var en videreudvikling af Deweys klassifikationssystem. Dette Sisyfosarbejde var en fornøjelse. Jeg var heldig. Oprydningen varede flere uger. Særlig heldig var jeg den skønne dag, hvor en brosten blev kastet gennem en af råglasruderne nede i hjælpeklassen. Mit alibi var min redning. Den, netop dén lørdag havde jeg lovet Wienberg at ordne håndbøgerne på biblioteket, mens han gik et ærinde. Ingen undrede sig tilsyneladende over, at der kun lå glasskår ude på asfalten mellem cykelstativerne, hvorimod brostenen blev fundet inde midt på gulvet. Wienberg var meget alsidig og fordomsfri i sin lærergerning. Det lykkedes ham altid at finde uforbrugte midler på en af skolevæsenets mange konti. Vi kunne læse tidsskrifter af enhver art. ”Familiejournalen”, ”Tempo” og det helt nye ”Anders And & Co”. Ham glemmer jeg heller ikke. Sjovt nok lærte jeg meget i skolen. Det var lidt svært i starten. For ikke at virke mere anderledes end godt er, begyndte jeg at lave fejl. Det er langt sværere end De måske tror. Det kræver megen øvelse at udføre fejl så autentisk, at man ikke gennemskues og afsløres. Inden jeg forlod skolen lykkedes det faktisk for mig at begå så mange fejl, at jeg næsten kunne falde ind under tidens normalbegreb. På mit afgangsbevis fra realskolen står der blandt andet: ”Glemmer sjældent noget mod sin vilje”. Den rektor var nu ikke så tosset. Det er min opfattelse, at Wienberg, Rektoren og jeg nærmest var ”åndeligt beslægtede”. En slags hemmeligt broderskab, forestillede jeg mig. Der var også enkelte af mine jævnaldrende, der tilsyneladende accepterede min særhed og bare undlod at prøve at forstå. Resultatet af mine anstrengelser var de karakterer, som jeg ønskede blev mig påduttet. Til mine forældres undren var jeg meget tilfreds med, at det lykkedes for mig at blive placeret i ”middelområdet” i de fleste fag. Dér, hvor det ofte nær gik galt for mig, opstod, når nogen løj ubevidst, dvs. fremførte usande eller tvivlsomme udsagn som værende fakta. Dér var det svært for mig at forholde mig tavs og passiv. Især når det på uretfærdig vis gik ud over andres ve og vel. Lærernes uvidenhed var jo ikke selvforskyldt; hvem skulle jeg kunne klandre? Således er hukommelsen blevet en del af mit eksistensgrundlag. Fraværet af glemsomhed styrker tilgivelsens fulde udfoldelse; jævnfør småkagen. Tag nu ordet ”krise”; det bruges snart sagt i flæng, men må ikke overhøres. Senest har jeg mod forventning læst, at selv højt begavede forfattere i perioder oplever hvad nogen kalder ”skrivekrise”. Gedigent sludder. Selvfølgelig må der holdes pauser i enhver anstrengende aktivitet. At beskrive dette forhold som en krise er forkert - men ikke desto mindre et sundhedstegn. At undlade at beskrive ”en krise”, forbigå den, glemme den og være tavs vil være stærkt kritisabelt. Lige som man ikke kan tilgive nogen for noget, man har glemt. Krisen er bare et symptom på at noget er rivende galt. Når så kunstnere og andet godtfolk sætter ord på, eller farver, lyde og bevægelser, skaber de måske nogle af løsningsmulighederne til krisens underliggende problemkompleks.” Her afbrød Mørk sin fortælling: - Det er for resten en rund dag i dag. I går mødte jeg ord nr. 160.000. ”Mindfucker”. Sikkert bare en dansk anglicisme, men det er underordnet. Måske vil nogle finde det anstødeligt; men magtfuldt og smagfuldt er det. - Mere kaffe? - Ja, mange tak. Kan det ikke bare være en misforståelse? spurgte jeg. - Joh, det kan da meget vel tænkes, funderede Mørk; - jeg ser kun et menneske for mig. Mand eller kvinde. Ikke noget barn”¦ - Hvor kom vi til? Jo, krisens opløsning”¦. - Øjeblik, svarede jeg, ja, De må undskylde mig, De har vel ikke et toilet, jeg kan benytte. Han viste mig ud på køkkentrappen og pegede på en dør. - Det er det sidste af ejendommens oprindelige ”fællestoiletter”. Jeg er den eneste der bruger det. Nu hedder det ”kundetoilet”. Nydeligt istandsat var det. Med pietet. ”Ditmar Urbach”. Navnet var præget i cisternen oppe på væggen. To positioner for træk-og-slip-snoren, som var en spinkel messingkæde. To kroge tilbød henholdsvis stort eller lille skyl”¦ Jeg lynede ned. Overvejede situationen og besluttede mig for lille. For en sikkerheds skyld tog jeg plads på sædet. Der skulle nødigt være dråber på terrassogulvet. Således lettet bragte jeg mine klæder i orden, vaskede hænder og valgte af nysgerrighed ”stort skyl”. En rumlen, efterfulgt af min frygt for en uvarslet tsunami, gik over i lyden af kontrolleret vandløb i jernrør. Jeg blev lettet igen, da det sidste pift fra flydeventilen bragte sindsroen tilbage. Mørk sad nu på sin bedste stol og skrev tilsyneladende stærkt koncentreret på en større skærm end labtoppens tolv tommer. - Er der to f’er i affinitet? Ja, det er der, sagde han uden at se op; Nævnet har bedt mig om at skrive noget begavet om forskellen på ”Affinitet” og ”Kongenialitet”. Hvad tænker de på? Gider de nu ikke længere bare selv slå det efter? Nå, det haster vel ikke mere end det jager. - Åh, hvor tiden løber, sagde jeg og skævede til væguret bag mig. Viserne viste 15:20. Da jeg gik til bageren havde den været lidt over to. Pendulet tikkede troskyldigt videre i sit eget tempo. - Jah, tiden er en underlig opfindelse, konstaterede Mørk; altså som målbar enhed betragtet. Jeg har ladet mig fortælle, at man for nylig på New Zealand skal have fjernet en hel dag. Sådan lidt på samme måde som vores 29. februar. Måske jeg snart igen skulle foretage en ekskursion til rådhuset. Måske vil De gøre mig selskab? Her udmåler Jens Olsens verdensur tidens gang med stor nøjagtighed. Det var min moster Mary, der tog mig med derind første gang. Hun bragte mig ro i den verden jeg fandt kaotisk. Til daglig underviste hun på ordblindeinstituttet i Hellerup. Hun abonnerede på ”Ordblindebladet”, som dumpede ind en gang i kvartalet. En overgang brugte hun mig som forsøgskanin i sit arbejde; hun udviklede et testmateriale. Det fik senere den fine titel ”Undervisningsministeriets Autoriserede Læseprøver”. Hun måtte dog hurtigt opgive mig. Hun sagde bare: ”du er omvendt ordblind”. Fra den dag følte jeg mig nok som en facitliste uden opgaver. Det giver ingen mening. Til ethvert facit kræves som regel en forudgående opgave. Det er snarere lighedstegnet mellem opgave og facit, vi bør interessere os for. Selve løsningen af opgaven gives jo ret ligetil ved at bruge hukommelse og ræsonnement så enkelt som muligt. Alt andet fører bare til spekulationer over sandhedsværdien i ligninger med for mange ubekendte. I modsætning til sandhedsværdien i lignelser. - I morgen er jeg forhindret, afbrød Mørk sig selv; jeg skal til scanning og derefter til møde med forskergruppen på Panuminstituttet. Ville onsdag passe Dem? Det er klogest at tage med S-toget. Hvad siger De til, at vi mødes her? Ved titiden? Så giver jeg frokost inde i byen. - Jo, tak, svarede jeg; men jeg kan ikke love Dem, at De får lov til at betale. - Jeg har en gammel ven på Rådhuset, sagde Mørk. Han kan fortælle os alt om huset og urene. Hør, hvad er alt det De skriver? - Åh, det er bare pjat; min hukommelse er som et dørslag med meget store huller. Så jeg skriver lidt af hvert. Et sparsomt uddrag af alle dagens indtryk. Før i tiden fotograferede jeg; sort/hvid, sjældent farver. Jeg kan ikke forklare, hvorfor jeg skriver. Det er bare erindringer”¦ Men måske burde jeg ikke”¦ - Jo, naturligvis, svarede Mørk. Bestemt skal De gøre Deres noter. Men nuet er vel svært at fastholde for de fleste. Det glæder mig meget, at De interesserer Dem for min lille geschäft. Snart er den digitaliseret. Vi undgår næppe den overhåndtagende immaterialisering. - Men jeg snakker for meget, synes man. Nu må det snart være Deres tur. Og jeg trænger til at høre andet end mine egne slidte ord. Kap. 3 Forfatteren Jeg tøvede, men begyndte forsigtigt. - Det er nok sådan, at jeg tænker mere i streger, proportioner, lys, skygger og vægtfordeling. Arkitektur er min metier. Og var min levevej indtil mit syn svigtede. Stær. Grå, grøn, sort. Jeg kunne kun set noget grumset til sidst. Gik og stødte ind i lygtepæle. Faldt over mine egne ben. Tænk Dem: med en måneds mellemrum opererede samme læge mine øjne. Det var som at få livet tilbage. To gange. Først venstre, så højre øje. Men arbejdet mistede jeg. Og måske min hustru. Men drengene har jeg. Ja, de er flyttet hjemmefra. De har jo deres nu. Men jeg ser dem tit. Og to søde børnebørn. Det værste for mig var faldene; et brækket ben og knust hofte og så et par små hjerneblødninger, som har ødelagt dele af min hukommelse og svækket min balanceevne. Jeg træner hver dag begge dele. Det kniber med fysikken, forstår De, men bare jeg kan sidde lidt ind imellem, plejer det at gå så nogenlunde. ”Rygerben”, siger min læge. Det er værre med hukommelsen. Lad det nu ligge. Der findes ikke noget mere uhøfligt end at tale om sygdomme. Jeg synes bare, De skal kende til min dårlige kondition inden vi sådan skal på byvandring. - Det er da ikke noget problem, svarede Mørk. Jeg hyrer gerne en cykeltaxa hos Sammy, når jeg tager til byen. Han kører i al slags vejr. Hans rigtige navn er Chan Myang. Jeg hjalp såmænd de unge mennesker en smule, da de skulle slås med bureaukratiet. Det var særligt hyrevognsnævnet, der trak sagen i langdrag. Man havde ganske svært ved at forestille sig en hyrevognschauffør på cykel. Men det er så mange år siden. - Husk nu Deres stok, sagde Mørk inden jeg forlod ham. Kap. 3 Forfatteren Jeg havde ikke travlt. Turen hjem kunne nemt gøres på en lille halv time. Ambassadekvarterets tryghedsskabende installationer blev understreget af politiets patruljevogn, som også viste flaget. Store interesser var her i spil. Trykte og æterbårne medier kappedes om at være stærkest i den besværgende messen om synlighed i gadebilledet. Jeg blev helt forlegen ved synet af de mange kameraer, som overvågede bydelen. Jeg smilede til enkelte af dem. Men kun sådan flygtigt for ikke at skabe unødige misforståelser. Jeg genvandt først lidt tryghed, da jeg satte cyklen fra mig i carporten. Der på sømmet hang den fluorescerende hjelm og kikkede anklagende på mig og min kasket. Jeg burde have haft den på; mest for børnenes skyld. Ikke mine egne børns skyld længere; de havde lært det, men mere alle de andre små nye trafikanter på vejen. I hvert fald de af dem der endnu ser mange voksne som forbilleder. Postkassen var tom. Havde Michael været her, ville han have lagt en seddel på køkkenbordet. Kun Gråmis var hjemme. Han skulle lige nusses lidt, før han gjorde mig opmærksom på den tomme madskål. Han spiste ellers sjældent op. Jeg gav ham lidt af mine rester af den stegte kalvelever fra i går - på betingelse af at han holdt sig fra fuglene. Egentlig hedder han Cadeau, men børnene synes bedre om Gråmis. Det fine vejr lokkede os ud på terrassen. Krukkerne trængte til vand. Det lille urtebed fik også en kande fra tønden. Man skulle tro der var gødning i regnvandet, sådan som det hele groede. De nye hynder til solvognen måtte lige prøves. Helgas solvogn. Det var snart længe siden vi havde talt sammen. Jeg må have blundet lidt, indtil skyggen fra bøgehækken fik mig ud af drømmen. Eller også var det Michaels bildør. - Nå, du har nok været på farten igen. Det er godt du bruger hjelmen, far. Du skal huske at låse hoveddøren, når du ligger og sover. - Hej, min dreng, svarede jeg. Ja, fart og fart er nu så meget sagt; og hjelmen bruger jeg altid, når jeg husker det. Hvad er klokken? Jeg er skrupsulten. - Det er derfor jeg kommer, svarede Michael. Rie har truet med at lave mad. Du er velkommen, véd du. Hvis vi kører om et kvarter, kan vi spise klokken syv. Din livret, forloren hare med det hele. Herligt, jeg slap for at lave mad. En hurtig douche og en ren skjorte. En overfladisk barbering og snurrende tandbørstning blev afbrudt af Michaels kalden: ”Fem minutter”! Faens, så travlt. Haren render vel ingen steder. Jeg kunne ikke nå at pudse sko. Michael og Rie har dette særlige præcisionsgen, som aldrig har plaget mig synderligt. Kun på papiret mærker jeg samme krav. Det er forudsætningen for at kunne kontrollere det upræcise, der er en af kunstens uforklarlige discipliner. - Har du taget slips på, spurgte Michael. Vi bliver kun os selv”¦ - Jah, for der er en anledning. Det hører du om lidt senere. Tag det bare roligt, det har ikke noget med din mor at gøre, svarede jeg lettere naivt. Der kunne gå måneder, hvor hun ikke lod høre fra sig. Det var sikkert udmærket. Sidst jeg så hende, overtalte hun mig til at købe en ”aktie” i Christiania. - Ser du noget til hende for tiden, spurgte han. Hun er begyndt at sælge sine billeder fra et lille galleri i Ryesgade. Jeg var der til receptionen. Jeg købte faktisk noget af et af hendes mærkelige værker. Om tre minutter kan du se og høre det. Det er ret underligt. Jeg frygtede det værste. Men ”galleri” - det var nyt. Måske godt nyt. Rie tog imod os. Det var mig der fik det kærligste kram, noterede jeg mig. - Michael, du kan lige finde en flaske; jeg regner med, at vi spiser inde. Dejligt at se dig igen Andreas, så godt gående. - Tak, du ser også godt ud. Hvor hænger jeres nye billede, spurgte jeg nysgerrigt og gik ind i stuen. - Det hænger sådan set ikke, svarede Michael ude fra køkkenet. Selve lærredet hænger stadigvæk i galleriet. Den del købte jeg ikke. Vi kan heller ikke finde den rigtige plads. Men lad os nu spise først. Rie har købt tonicvand, men et enkelt glas rødvin er vel ikke af vejen? - Næh, det er pænt af jer. Nå, nu kommer Rie og haren, så er det nu man skal spørge, om der er noget, man kan hjælpe med! Hvis de havde haft et stueur, ville det have slået syv nu. Pludselig slog det mig: Der var ikke noget ur! Intet sted i stuen fandtes et ur. Der var derimod masser af vægplads til et billede. Der måtte være noget jeg havde misforstået. Kap. 4 Haren De økologiske kartofler var tilstrækkeligt melede og godt kogt med løvstikke. Sovsen spurgte jeg ikke til; jeg vidste, at ribsgeléen stammede fra deres egne eller mine buske. Fløden kom formentlig fra fritgående køer, der to gange havde tygget det græs, som de selv havde lagt gødning til. Kun haren var forloren. Vi nød faktisk middagen, sammen. Selvfølgelig kan forskellige menneskers tanker ikke flyde sammen som sovs, der ikke skiller. Men noget nær. Mærkeligt at vi kunne være så forskellige. I hvert fald udadtil. De unge brugte ikke stearinlys”¦ - Det er for ulækkert, bekendtgjorde svigerdatteren. Servietringene var fremstillet af kohorn. Og stofservietten, som jeg ikke ville grise til, lagde jeg pænt på plads efter det gode måltid. Vi bar ud. Kaffen lavede næsten sig selv, kunne jeg forstå. Instant. Jeg kunne ikke finde ud af at åbne for vandet, da jeg et kort øjeblik havde brugt toilettet. Jeg var lige ved at give op, da jeg ved et tilfælde må have rørt ved et eller andet. I hvert fald kom der vand ud af hanen. Det holdt op, da jeg rakte ud efter et håndklæde og skulle til at kalde på Rie. - Nu skal du opleve det sidste nye, sagde Michael. Jeg lod piben blive liggende i jakkelommen. Han måtte have bemærket min uro, for pludselig bød han mig en cigaret! - Slap nu af, sagde han, så frelste er vi heller ikke. - Tak, takkede jeg og tændte en smøg, men billedet? - Årh, ja, nu skal jeg åbne det, så du kan se det hele. Der er et askebæger her, sagde han og rakte mig en terning af stål. Men se nu: Jeg troede et øjeblik, at den meterbrede fladskærm på væggen brød ud i knitrende flammer. De kontrollerede digitale ”pejseflammer” blev afløst af en svag fremtoning af et smukt landskab med ledsagelse af tonerne fra Pink Floyds ”Dark Side of the Moon”. Farver løb over skærmen, samlede sig i organiske former, som gled over i bogstaver, der i sekunder blev til ord. Musikken fadede ned og blev tilføjet stemmer, som de kun kan lyde ved receptioner. Kun brudstykker kunne høres - men mange på samme tid. Smalltalk på blå plader. Landskabet fra før tonede svagt frem, bakkekammen blev til en nøgen kvindes ryg. Hun rejste sig og satte en blændramme med hvidt lærred op på et staffeli. Landskabet forsvandt men blev langsomt genskabt på lærredet af den kvinde, jeg elskede. Med hurtige strøg malede hun saftigt græs. En træstub blev hurtigt omskabt til en kanin eller måske en hare, der hurtigt forsvandt i noget buskads. Det flimrede for mig indtil en gylden broche ændrede sig til tekst: ”Tak til Kit W””¦ Da jeg skoddede min cigaret sluttede ”filmen”. - Ja, dét var det, sagde Michael. Hun siger, at værket hedder ”Maskerade”. Må vi så høre om anledningen til at du har taget slips på? - OK, svarede jeg, men så må I også love at sige mig bagefter, om jeg virker lidt skør. Jeg ville bare køre en lille tur i formiddags. Sådan på må og få. Hente indtryk til mit arbejde. Vejret var med mig. Pludselig befandt jeg mig på Østerbro, ikke langt fra den lille lejlighed, hvor vi boede i halvfjerdserne og derfor måtte gifte os. Nå, men der på Østerbrogade gjorde jeg holdt ved en forretning, som interesserede mig”¦.. De lyttede tålmodigt til min lille fortælling om Mørk og hans ”forretning”. Måske bliver fortællingen lidt længere i overmorgen. - Og således er dagen ganske særlig. Derfor slipset. - Og så til overflod prikken over i’et: Det stykke ”installationskunst”, som I lige har vist mig. Jeg var sikker på, at hun havde lavet et almindeligt maleri. Det her ”Maskerade” går jo lige i hjertet. Det er så uvirkeligt og drømmeagtigt; det må have taget mange timers arbejde, og en teknisk bearbejdning, som jeg ikke anede, at hun kunne mestre. Må jeg få lov til at se det igen? - Mener du nu? - Ja, hvis det ikke gør noget, svarede jeg; kan der skrues lidt ned for lyden? - Ja da, hvis du synes. Michael trykkede på sin telefon flammerne slikkede igen op ad skærmen. Pludselig ”frøs” billedet. Michael lo. - Kan du også gøre det dér, hvor haren sidder og æder? Masquerade. Selvfølgelig. Kit Williams gådefulde værk fra omkring 1980. Kan du huske, da din mor læste højt, da du var lille? Men hov, nu kom haren hoppende ned ad skærmen, satte sig og tyggede drøv. Jeg fortalte om billedbogen, der blev trykt i millionoplag. Om gåden og den skattejagt bogen udløste. Det hele var ét stort bluffnummer, men det har uden tvivl været til stor inspiration for den bølge af ”skattejagter”, som optager så mange. Nu med computere og GPS. Jeg har aldrig læst andet af denne Williams. I England anses han vist nok for at være en habil billedkunstner. - Vil det sige, at man skal anskaffe sig sådan en skærm for at se filmen, spurgte jeg. - Nej, svarede Michael, i princippet kan du såmænd se den på enhver digital monitor, men man skal nok op i en ordentlig størrelse. Nu er der jo tale om noget eksperimenterende, som måske aldrig bliver helt færdigt. - Jeg er helt vild med det, indskød Rie, men jeg er da glad for at vi ikke ventede på hendes næste version. Den vil hun supplere med duftende tilsætningsstoffer! Ries perlende latter var smittende og kærligt ment. - Du skulle tage og besøge hendes galleri. I taler vel stadig sammen af og til? Så kan du se lærredet, hvis det ikke er solgt. - Jo, naturligvis. Helga betyder stadigvæk mere for mig end godt er. Jeg er bare ikke så tiltrukket af miljøet på Christiania, som hun. - Vil det sige, at du ikke véd hun er flyttet? Hun både arbejder og bor i galleriet”¦ - Nej, det vidste jeg ikke. Jeg må også snart ringe eller skrive. - Du kan selvfølgelig også finde hende på facebook. Galleriet hedder ”HelgaL”. Michael kørte mig hjem. - Hvad var anledningen til slipset, spurgte han. - Binder du aldrig en knude på en af dine sokker om aftenen, hvis der er noget du skal huske om morgenen? Slipset erindrede mig om det jeg fortalte jer i aften; om hvad der er sket i dag. Og det hjælper mig til at fortsætte mit skriveri i morgen. - Hm, svarede han, men så godnat far. Kap. 5 Damen i rødt Augustus Mørk forlod Panuminstituttet i dybe tanker. Han var ankommet som aftalt, elevator til anden sal, lidt til venstre - og hvad så? Han var gået lidt hen ad gangen, men var standset og havde stået som fortabt, da en venlig laborant var gået ham i møde og havde givet ham hånden. - Velkommen, hr. Mørk, professoren venter Dem. De er jo altid så præcis som et urværk. En times samtale som sidst. Scanning. Gennemgang af grafer og billeder. Der havde været en svag, næsten usynlig skygge i bageste hjernelapper. Det ville professoren studere nærmere, før han kunne udtale sig. Han ville også gerne have tid til at konferere resultatet med en kollega, en neurobiolog fra Stockholm. Hele seancen var for Mørks vedkommende overstået på et par timer. Alt var gået, som det plejede, indtil han stod ved elevatoren. Han havde glemt sin hat. - Hr. Mørk råbte laboranten, som kom løbende”¦ Deres hat”¦ - Tak, mange tak. Det er nok det bedste, der er sket i dag. Jeg fik ikke fat i Deres navn? - Åh, undskyld, Marcus Hels”¦ , herinde bruger de nu kun mit mellemnavn Erland Mölndal, som De ser. Det er vist en længere historie”¦ helt tilbage fra tiden på Universitetet”¦ Mørk skråede over græsset og kastede et skævt blik mod den grå ”Fredens Port”, som pryder eller bryder bybilledet, alt efter behov. Måske den hældende port er mere bestandig end freden, tænkte han og slentrede videre. I de små tværgader mellem Blegdamsvej og Sortedams Dosseringen var dieselosen knap så gennemtrængende som henne ved Tagensvej og Fredensgade. Der var en underlig modstrid mellem General Ryes, Oberst Læssøes og ”Fredens gade”. Da de danske officerer tabte slaget i 1850 på Isted Hede, var Fredensvej en blind og idyllisk vej. Han satte kursen mod Trianglen. Det hastede ikke. Svigersønnen havde nok at gøre med at bore huller og trække kabler i forretningen. Vi må jo følge med tiden. Mørk mønstrede de få tilbageværende antikvariaters bogkasser og lokkende vinduesudstillinger. Hans øjne dvælede lidt ved et nyistandsat galleri. Et meget smukt og gådefuldt stort maleri fangede hans interesse. Men hvor skulle han placere det? Nej, han slog det hen og spadserede ned mod Sortedammen. Fra en bænk i solen nød han synet af de målbevidste kondiløbere, som hastede forbi. Han smilede til dem og beundrede dem lidt for deres kropsbevidsthed; men han undrede sig over deres uundværlige måling af tid, puls og hastighed. En dame nærmede sig. Afdæmpet rød, let frakke. Fornuftige sko. - Undskyld, må jeg slå mig ned et øjeblik? - Ja, gerne, naturligvis, svarede han og støvede galant et stykke af bænken af med sit lommetørklæde. - Mange tak, skal De have. Hun gav ham hånden og præsenterede sig som fru Lauridsen, Jacob Erlandsensgade. - Mørk, August, Østerbrogade længst ude, svarede Mørk. Augustus brugte han kun derhjemme. Jeg driver en lille forretning i gaden. De har næppe været der. Så ville jeg have kendt Dem. - Åh, nu holder De sjov med mig. Er jeg virkelig så opsigtsvækkende? - Nej, nej, bestemt ikke. Det er bare sådan, at jeg husker alle mine kunder. Der er jo ikke to ens. - Når jeg skal nordpå, tager jeg altid toget fra Svanemøllen. Jeg burde kende Deres forretning. - Muligvis. Førhen handlede jeg med isenkramvarer. Nu åbner jeg snart internet-café. Jah, jeg er nok ved at være i pensionsalderen, så nu skal der ske noget nyt. - Hvor morsomt! Min mand har uden tvivl handlet hos Dem. Men det er mange år siden, jeg mistede ham. - Fru Lauridsen, nu må De undskylde mig, at jeg spørger; hed han ikke Herluf? - I guder, kendte De ham så godt? - Nej, egentlig ikke. Så er De Marianne. Hør kunne De ikke trænge til en kop te eller andet. Der er et pænt sted nede ved Trianglen. Således fulgtes de to ned ad dosseringen. Den Franske Café hed stedet, hvor der også var udendørs servering. En kvik tjener anviste dem et bord og modtog bestilling. - Undskyld, må jeg lige give en kort besked, spurgte Mørk og tog telefonen op af jakkelommen. - Gør endelig det, jeg går lige ind og netter mig lidt. Da fruen igen satte sig, ville han være behjælpelig, men hun afviste hans galanteri med en trillende og mild latter, som fra en forårskåd lærke. - Ja, ringen jeg bærer, har ikke forladt min finger, siden jeg mistede min hustru. Det er tolv år siden. Men nu er den også så slidt, at den sikkert snart knækker. Er De mere rolig nu? - Tværtimod, nu er jeg befriende utryg i Deres selskab, lo hun. De talte om løst og fast. Hun havde haft en karriere som direktionssekretær i en shippingvirksomhed. Og et udmærket ægteskab indtil de mistede deres datter efter en trafikulykke. Hun blev kun tyve år. Herluf kom sig aldrig over tabet af deres øjesten. Han blev mere og mere indadvendt og sygnede hen, fortalte hun, men slog det hen med en håndbevægelse. I dag nyder jeg det. - Tænk at kunne sidde her og betro sig. Livet ligger dog foran os, smilede hun. Mørk kunne ikke finde ord for sin medfølelse. Om nogen, vidste han lidt om, hvordan nådesløse erindringer kan kaste lange skygger. At miste sin ægtefælle kommer man aldrig over. Men at miste sit barn, må være endnu værre”¦ De nød deres kaffe, lidt brød og en enkelt Calvados i dagens anledning. Solen stod nu ind under markisen. De blev enige om at bryde op. Hun insisterede på at betale det halve af regningen. Sådan skulle det være. De valgte at gå sammen ad den østlige side af Østerbrogade. Tempoet dalede skridt for skridt uden at de i og for sig bemærkede det. Først ved Strandboulevarden gik de helt i stå, før de skiltes efter at have udvekslet telefonnumre. Hendes silketørklæde blafrede opstemt, da hun forsvandt om sit hjørne. På gensyn, August, havde hun sagt. Han standsede på hjemvejen og spejlede sig i en butiksrude. Der var ikke noget usædvanligt at se. Han låste sig ind i forretningen og så straks en værktøjskasse midt på gulvet og et par ruller kabel. Ellers var der ikke noget rod. Svigersønnen råbte ”hej” henne fra computerhjørnet. - Turde du ikke komme hjem tidligere, spurgte han skælmsk. - Nå, joh, jeg rendte bare på én jeg gerne ville have mødt lidt tidligere, men hyggeligt var det. Vi repeterede konversationskunst og nød en fransk visit. Foråret er stærkt på vej. Og jeg ville nødigt gå i vejen. - Kommer du op og spiser? Maria har kylling kl. syv. - Tak, men nej. Det er sødt af jer. Men jeg har brug for at sidde og komme lidt til mig selv. Jeg er ikke så frisk, som da jeg var yngre. Og i morgen skal jeg igen på farten. Vi tales ved, sagde Mørk og gik ad køkkentrappen op til sit refugium. Måske burde han kontakte professoren. Men nej. Der var vigtigere ting nu. Kap. 6 Udflugten Havens og skovens fugle vækkede mig klokken seks. Jeg havde kun skrevet et par timer i går, før jeg kravlede i seng. Gråmis havde været på jagt. Stolt, men lidt flov, bar han provokerende en mus forbi mig, da jeg hentede avisen ude i postkassen. Det havde regnet lidt i nat. Sådan en vandtønde kunne hurtigt tjene sig ind. Det havde da været en god aften. Men det var som om Rie og Michael ville have fortalt mig noget, men som sædvanlig har jeg nok snakket mere, end jeg har lyttet. Økonomisk betragtet har de ingen større problemer. De er i deres bedste alder, ville man nok sige. Vrøvl. Helbredet er vigtigere. De ydre omstændigheder er også afgørende. Evnen til at være en organisk del af strukturen i de givne omgivelser, kombineret med en ubetvingelig trang til udvikling , er dog stærkest i nuet. Jeg lyttede til vejrudsigten og lagde passende tøj frem. Cykeltaxi, havde han sagt. Hvad f.. betyder ”casual” nu om dage? Jeg valgte et blåt slips. Så var jeg klar. Var byen overhovedet klar til at tage imod os? Med næsten uudgrundelige øjne sad katten og tolkede mine mindste signaler. Jeg lovede ham en lille røget sild, hvis der ikke var fjer på gulvet, når jeg kom hjem. Regnen var stilnet af, da jeg gik mod stationen. Jeg havde dog medbragt en let paraply. Bogen lod jeg blive hjemme. I selskab med Mørk ville Politikens ”17 Krogede Byvandringer” være overflødig. Men notesbogen og den lille skitseblok lå parat i skuldertasken. Toget var rent og pænt. Elevatoren på Svanemøllen virkede. Jeg slap over gaden uden skrammer. Dagen lå blank og åben. Jeg lettede på hatten for føreren af en ældre motoriseret pølsevogn, der trillede forbi. Jeg var i god tid. Mørk stod foran sin forretning og snakkede med duerne. - Ohøj! råbte han til mig, alt så tidligt; skal vi starte med Minareten? Jeg havde set den før og undret mig, men hurtigt glemt den. - Konstrueret af Charles Ambt og opført for 106 år siden, fortsatte Mørk. Udluftningsrør fra den kloakpumpestation, der fører vores uhumskheder ud i Sundet. Mageløst, synes De ikke. - Jo, bestemt, svarede jeg. Nu må vi så håbe, at den ikke giver anledning til utilsigtede kultursammenstød. - Hæ hæ, gnækkede Mørk. Nej, så skarpe tegnere råder Østerbro Avis vist ikke over. Han studerede sit togkort. - Det må snart fornys, billedet ligner jo ikke mig selv i dag. Jeg tog mig til brystlommen. Jo, billetten var på plads. Han havde ret. Her i lyset så han faktisk yngre ud, end da jeg forlod ham i forgårs. - Gik Deres møde i går, som det skulle, spurgte jeg nysgerrigt. - Jo, tak, der er faktisk tale om to møder, men det, De spørger til, er selvfølgelig det på Instituttet. Der skete noget overraskende. Man fandt en skygge i mit baghoved. Men hvad der overraskede mig mest, var imidlertid, at jeg glemte min hat, da jeg gik derfra! En flink laborant måtte løbe efter mig med den. Men hør, skulle vi to ikke være dus? - Joh, tak, svarede jeg, tanken har da strejfet mig. Vi er trods alt gamle bekendte. - Så kan jeg også bedre fortælle om mit andet møde. Ser De ”¦ nej du, jeg havde i sin tid en udmærket kunde, bosiddende i nabolaget. Han efterlod sig sin hustru, som jeg ikke mindes at have set før. Ikke før i går, da jeg havde valgt at spadsere hjem fremfor at tage bussen”¦. Mørk så op og afbrød sin fortælling; her, lige før Østerport, blev vi antastet af en myndighedsperson, der ønskede at kontrollere gyldig rejsehjemmel. Mørk viste ham sit kort og jeg rakte ham mit rabatkort, som jeg havde erhvervet hos den lokale købmand. Manden konstaterede tørt, at jeg ikke havde klippet. - Nej, svarede jeg, det er vel derfor De beder mig om det? Både Mørk og manden med kasketten morede sig højlydt - og jeg slap med en formaning og en advarsel. - Der var du sågu heldig, Andreas. Det koster dyrt at prøv at snyde etaten. Men tilbage til fru Lauridsen”¦ Lige som jeg sidder dér på en bænk på dosseringen og overvejer at gå tilbage til et lille galleri, som jeg passerede i Ryesgade, dukkede hun op. Velklædt. Meget smuk. Hun må have fundet mig ufarlig, ja, harmløs. Hun satte sig i hvert fald på bænken. Hurtigt faldt vi i snak. Køn, charmerende; havde jeg været blot ti år yngre”¦ Vi flottede os og gik på café. Et pænt sted nede ved Trianglen. Hun vakte min indre kavaler, som ellers var uden mening. Maleriet kan jeg ikke få ud af tankerne. Mørk undskyldte sine tankespring og beskrev nu et maleri, som han set i galleriet. Jeg ville ikke gå ind og forstyrre. Indehaveren, vil jeg tro det var, lå og støvsugede i vinduet. Nå, Nørreport ”¦ jeg tror vi står af her, afbrød han sig selv. For at slippe for støjen fra gravemaskinerne ved stationen, begav vi os ned ad Købmagergade. - De husker vel ikke navnet på galleriet, spurgte jeg, da vi igen kunne høre hinanden. - Jo da. ”HelgaL”. Med stort L til sidst. Hvorfor det? - Fordi det er min kone, der har malet det billede! Hun hedder Helga. Mørk standsede; lamslået. - Umuligt, udbrød han. Er Deres, undskyld, din tidligere hustru kunstmaler? - Det er ikke umuligt, svarede jeg. Ja, hun er kunstmaler og åbenbart også galleriejer, forstår jeg. Kan vi ikke finde et listigt sted. Så vil jeg prøve at gøre en lang historie kort. Vi slog os ned i en gårdhave i Løvstræde, hvor der var servering. Her fandt vi ro. Jeg genoptog lidt af min bedrøvelige historie: I mine unge dage, den gang da Fristaden Christiania var blevet en mere permanent del af vores samfund, mødte jeg Helga. En skønhed fra Færøerne. Næsten sorthåret. I modsætning til hendes blonde forfædre. Hun tog mig med storm. Hun var kommet hertil for at læse antropologi. Vi fik vores første barn, Jonas, og vi skrabede penge sammen. Nok til at købe et lille rækkehus. Jeg bor der endnu. Der er lys og luft. De første fire år gik med slid og slæb. Hun droppede sit studium. Jeg var mere heldig med min uddannelse og mine idéer om byggeri. Fik halvpart i en ny tegnestue. Vi fik succes med vores streger og materialevalg og vi arbejdede mere end godt var. Helga blev igen gravid. Ægteskabet knagede i fugerne, men ingen af os ville give op. Michael blev født - jeg var lykkelig. Opgaverne væltede ind på tegnestuen. Vi ansatte en ingeniør og en assistent. Jeg forsøgte også at arbejde hjemme. Selskabelighed og venner var der ikke tid til. Helga følte sig med rette forsømt. Michael var vel fire-fem år, da pokker tog ved hende. Hun savnede byen, støjen, gaderne og menneskemængden. Snart tilbragte hun mere tid på Christianshavn end derhjemme. Jeg blev ikke det mindste overrasket, da hun to år senere bosatte sig i Christiania og erklærede, at hun helt sikkert var mere til kvinder end til mænd. Ja, hun brugte nok et mere direkte udtryk. - Du godeste. Jamen hvad med drengene, spurgte Mørk bekymret. Og hvad med dig? - Nu er de jo voksne. Min yngre søster boede hos mig og drengene et par år. Hun var fraskilt og barnløs, meget mod sin vilje. Uden hende havde jeg aldrig klaret skærene. Nej, drengene har bestemt ikke haft det nemt. Materielt har de imidlertid aldrig lidt nød. - Hm, nej, matrielt savn er værre, svarede Mørk kryptisk men sandt. - Og jeg må leve med bevidstheden om, at jeg nok tog nogle forkerte beslutninger. Kald det dumhed eller naivitet. Eller forkert prioritering. Men jeg kan bestemt ikke klage. Er du religiøs, Mørk? - Muligvis; men lige nu er jeg bare trængende, om forlov. - Servitricen smilede. Er der andet vi kan hjælpe de herrer med? - Ellers mange tak, men jeg vil gerne betale. Mørk fandt toilettet. - Åh, nu igen. Tak, sagde han, da jeg rakte ham hatten. Der holder en drosche til os ude på gaden. En cykeltaxa - og så med kvindelig vognstyrer. - Goddag Mørk, sagde hun. Sæt jer nu godt tilrette. Jeg hedder Pernille. Uden mange ord satte hun kursen mod Gl.Strand. Vi beundrede frisen på Thorvaldsens Museum og fortsatte over Stormbroen. Den nye stormbro, påpegede Mørk. Det var godt, den ikke var bygget før den svenske storm i 1659. Jeg nikkede og fortalte ham om min lille turbog, som jeg bestemt ikke havde brug for i dag. Vi krydsede den trafikerede boulevard og drejede til venste foran Glyptoteket. - Vær sød at sætte os af omme ved bagsiden, sagde Mørk. Jeg skal lige se om bøgen er sprunget ud. Mørk afregnede med Pernille og takkede for turen. Jeg lettede på hatten. - Du ringer ringer bare, når du skal bruge mig igen Mørk, råbte hun og svingede ud på kørebanen. Vi gik ind ad smedejernslågen. Og bøgen sprang ud for vores øjne. Om et par uger vil den være blodrød, sagde Mørk, jeg skal lige se om ”Tænkeren” stadig sidder og grubler. Det gjorde han. Rodin nåede at fremstille ham i adskillige udgaver. - Prøv en dag at sætte dig som ham, sagde Mørk og klukkede; det er ganske ubehageligt, næsten umuligt. Han ledte os frem til hovedindgangen. Onsdag er her fri entré. Vi lagde overtøjet i garderoben. Jeg beholdt dog min fast sammenrullede paraply med den skridsikre gummidup. - Fortrinlig opfindelse, sagde Mørk, men den ses sjældent på paraplyer. Særudstillingen af Gaugin rummede mange af hans kendte værker. Farverne lyste os i møde. Ellers var der helt mørkt. Det, og de småsnakkende gæster, gav rummene en særegen ekstra dimension. Jeg følte mig som en opdagelsesrejsende i et skatkammer. Vi drev videre og beundrede statuernes marcipansbløde marmorkurver. Efter endnu en god time kunne vi ikke kapere mere. Maven knurrede og caféens frokosttilbud lokkede. Rådhusuret og Jens Olsens Verdensur kom i anden række. Kap. 7 Galleriet HelgaL Det meste af dagen havde Helga Jorunsdottir gået og arbejdet i galleriets lille atelier. Prøvet at se sig selv udefra. Hun tænkte på den gamle forbundsformand, (var det Thomas Nielsen?) der en gang på TV sagde: ”Vi har sejret ad helvede til”! Hun fandt støvsugeren frem; der lå fluer i vindueskarmen. Hvad med hende selv? Og ånden fra ”Staden”? Vi vandt den ejendomsret, som vi bekæmpede. Prisen var høj, og vi mistede både kærligheden og uskylden. Der er brug for en lang time-out. Mange sår skal slikkes og læges. Nu var hun blevet en del af noget så foragteligt som markedskræfter i kunst- og rusmiddelindustrien! Hun røg ganske vist ikke fnisetobak længere. Selv om hendes billeder og installationer var hudløst ærlige, skiftede resultaterne karakter, så snart det kom til prissætningen. Hun havde været nødt til at lade sig momsregistrere. Lige som Smedjen og Medieværkstedet var blevet det. Jo, ”Ånden fra Staden” spredte sig. Politivolden derude var blevet fortrængt af en helt anden slags vold. Hvordan var det lige med ”Den urene ånd”, som Lukas eller Mathæus skrev om? Hun kom til at vælte bogen af Kit Williams, ”Masquerade”. Den var lidt slidt, men den var en del af billedet. Den gamle mølædte hare ved siden af kunne egentlig bare kasseres; men nej, den fik en let omgang med støvsugerens bløde børste. I nogle år havde hun fremstillet et antal similismykker i miniatureformat. Materialet var plastikperler, ståltråd og lidt loddetin. 36 nummererede eksemplarer var det blevet til. Alle var små efterligninger af ”den skjulte guldhare”, som mange skattejægere forgæves havde forsøgt at finde. De 33 havde hun foræret væk til sine bedste venner. Nogle blev brugt som nøglevedhæng, andre blev brugt som brocher. De fleste lå formentlig gemt eller glemt i skuffer, skrin eller æsker. Mon Andreas har sin endnu, tænkte hun. Han havde moret sig over hendes idé, som fik ham til at sammenligne den med Ridderkorset. Men hun havde nu aldrig haft planer om at konkurrere med kongehusets ordenskapitel. Det hele var bare en skør idé. Nu trængte hun til et bad. Hun nød den luksus det var at lade sig overbruse af lunt vand i sit eget badeværelse. Hun spejdede efter nye rynker og inspicerede sin nogenlunde faste barm og næsten flade mave. Lyset var alt for skarpt herude. Da hun rakte ud efter deodoranten, standsede hun pludselig bevægelsen. Hvem skulle hun glæde med forførende dufte? Andreas havde kun brugt deodorant ved særlige lejligheder. Hun faldt for fristelsen og lagde sig ned i karret. Så ville hun også føle sig mere ren bagefter. Hun skruede lidt op for håndbruseren så strålerne kunne gøre deres virkning. Måske var det rigtigt, at mange kvinder slappede af på en anden måde, når de var kommet gennem overgangsalderen og oplevede en anden slags frihed. Alle aldre er vel for pokker overgangsaldre, lo hun højt og tørrede sig. Tænk, at det skulle komme så vidt; at blive forfængelig her efter sidste udkald? Hun glædede sig til i morgen. Så ville hun træne lidt på gulvet. Arme, bryst og mave. Men løbeturene var blevet for korte. Balder af stål var ikke lige hende, men mindre kunne vel gøre det. Man skulle helst være mindst to, der løb sammen, så man bare fik lidt dårlig samvittighed, hvis vejret var dårligt, eller andre undskyldninger alt for nemt kunne hives op af hatten. Trætheden indfandt sig hurtigt, så hun nåede kun et enkelt kapitel i Budd Schulbergs bog fra 1941 om den jødiske, nævenyttige knægt. Hun trak altid gardinet fra, når hun slukkede sengelampen. Hun kunne godt lide, når en mand sukkede ved synet af hende, men så skulle han altså ikke være en skjult iagttager. Lyset om morgenen ville hun ikke undvære. Der var så dejligt stille nu. Næsten for stille. Måske skulle hun ringe til ham i morgen. Nej, så hellere maile. Uanset hvilket påskud hun ville bruge, læste han hende alligevel mellem linjerne. Kap. 8 Et venskabspant Mørk bød mig indenfor, da vi sidst på dagen var nået tilbage til hans adresse, men jeg ville hellere hjem og fordøje dagens indtryk. Min cykel var i god behold. Vi traf ingen ny aftale. Han ville have rigeligt at gøre i de kommende dage, hvor håndværkerne ville omdanne forretningen. I aften skulle jeg bare skrive. Jeg havde da haft skitseblokken fremme nogle gange undervejs i byen og gjort en del notater. Så der var rigeligt materiale. Gråmis løb mig imøde i entréen. Han ville lige huske mig på den røgede sild! Fair nok, der var ingen fjer på gulvet. En time på chaiselongen var tiltrængt, men turen havde også været god for benene. Jeg tømte mine jakkelommer i skålen på bordet. Det lille nøglevedhæng med haren førte et øjeblik mine tanker tilbage til mandag aften hos Michael og Rie - og filmen. Det var jo flere år siden, hun havde givet mig det lille smykke. Vi havde moret os og hygget os den aften, hun gav mig det. ”Et venskabspant” havde hun kaldt det. Ikke kærlighedspant. Det var den aften vi havde danset til Procol Harums ”A whiter shade of pale” til vi blev afbrudt af Michael, der ikke kunne sove i den larm. Jeg tror, han udtrykte lettere forargelse, da han spurgte: Skal I ikke osse snart i seng? Jeg tog haren med hen til skrivebordet og lod den forstyrre mig jævnligt, medens jeg skrev videre på fortællingen om ordhandler Mørk. Han vil uden tvivl tilgive mig for disse sidespring, hvor han har en mindre fremtrædende rolle, end jeg havde planlagt. Måske skulle jeg besøge galleriet snart? Ikke for at købe moderne kunst, men bare for at møde Helga på hendes hjemmebane. Det ville være uhøfligt bare at komme anstigende. Det ville jeg ikke tillade mig. Og vores børn skulle ikke være ”mellemmænd”. Jeg erkendte, at jeg havde brug for at tale med hende. Der var sket alting og ingen ting i de forløbne år. Meget havde ændret sig. Allerhelst ville jeg så gerne kunne genopleve den åbenhed og umiddelbare ærlighed, som vi mente at repræsentere i vores forsinkede ungdomsoprør. Måske havde vi lært, at ærlighed aldrig er ubetinget, men relativ i sit væsen. Jeg sov dårligt og valgte at tage tyren ved hornene. Med en kop kaffe og en smøg satte jeg mig til at skrive igen. Først slettede jeg nogle ligegyldige mails. Så vågnede jeg for alvor op. Afsender: HelGaL. Alle mine bekymringer og spekulationer blev fejet af bordet efter ét tastetryk! ”Hej kære ven. Det er snart længe siden. Jeg savnede dig ved min lille reception - men du må altså snart komme og se lokalerne. Og for at være helt ærlig: jeg trænger til at snakke med dig. Ring lige til mig ved lejlighed. Kærlig hilsen Helga. Dét, der var så svært for mig, klarede hun på to linjer. Jeg greb telefonen, men det gik op for mig, at klokken faktisk var to, også inde hos Helga. Jeg tvang mig ind i seng igen og drømte videre. Kap. 9 Blomsterløgene Portvagten i Panuminstituttets parkeringskælder løftede bommen og hilste for professoren, da han klokken atten forsigtigt trillede ud. Igen og igen havde han studeret de ni scanninger af hjernen. Der var en skygge mellem venste temporallap og occipitallappen. Han måtte have hjernen ind igen. Kun med hjælp fra en erfaren neurofysiurg turde han binde an med opgaven. Nye billeder med en spektralanalyse kunne måske sætte ham på sporet. Mørk måtte indkaldes igen. Spørgsmålet var, om de overhovedet havde tid nok til at aflure hjernen en af dens mange hemmeligheder. Han måtte holde hovedet koldt. Professor Lucide ville for alt i verden ikke risikere at ængste Mørk unødigt. Strengt taget burde manden i realiteten ikke kunne gå frit omkring. Hvis man kunne sætte sin lid til det seneste, der var lækket fra de polske kolleger, var det allerede muligt at holde en isoleret menneskelig hjerne i begrænset funktion i op til fjorten dage efter adskillelse fra kroppen. Han låste sig ind ad gadedøren på Gl.Kongevej. Fru Knudsen, husholdersken, var for længst gået hjem. Det var dejligt at lukke sig ind i den gamle elevatorstol og lytte til dens regelmæssige lyde. Han aflæste altid datoen for ”sidste eftersyn”. Udtrykket var sikkert kommet for at blive. Makabert, syntes han. Dagens post lå på skrivebordet. Den måtte vente. Øverst i bunken sad den lille gule lap og lovede ”høns i asparges klar til 12 min. i mikroen. Deres blomsterløg står i posen på altanen”. Hun havde en nydelig skrift. Selv om løgene altid var spændende, gik han i køkkenet for at at spise lidt først. Klokken var snart nitten, det var på tide at være sulten. Mæt, men utålmodig hentede han posen og lagde den på skrivebordet. Med lommekniven åbnede han omhyggeligt den forede kuvert fra Holland. Han lagde et snit øverst i bobleplasten og trak et brev frem i lyset. ”M. Honoré de Balzac” stod der, øverst på labelen. Han syntes, at den lille eksklusive kreds af hjerneforskere malede fanden på væggen i deres iver efter at hemmeligholde alt; endog ”salonens”, dvs. kredsens eksistens. Medlemmer af salonen havde ofte kritiseret ham for hans typisk ”danske naivitet”, når han betvivlede værdien af de primitive dæknavne. Men Balzac lød da finere end Hugo. Han tændte en cigar og læste brevet. Salonens næste halvårlige møde måtte af sikkerhedsmæssige årsager fremrykkes til den reservedato, der tidligere var besluttet. Man glædede sig til at høre nyt om Zakharias Lucides seneste resultater etc., etc. Resten af brevet var halvanden side med afskrift af gamle artikler fra tidsskriftet ”Nature”. Det egentlige brev kunne han kun læse under den lille lampe henne på skrivepulten. I det svage blå lys stod han og læste det to gange, hvorefter han tog brevet med ud i køkkenet og brændte det i stålvasken. Dårligt nyt: En kollega her fra landet var angiveligt forsvundet fra jordens overflade for et par måneder siden. Han havde i en årrække arbejdet for en privat medicinalvirksomhed, men var blevet meget sygdomssvækket og indlagt på et privathospital sidste år. Nu var han væk. Hans sidste meddelelse til Salonen var afsendt fra en pc, formentlig i Polen. Denne meddelelse var af en sådan karakter, at Salonens medlemmer måtte træffe den tungeste af alle beslutninger: At holde meddelelsens indhold skjult. Der kunne gå år, før nogen uden for kredsen kunne komme på sporet og misbruge opdagelsen. De politiske og økonomiske konsekvenser var uoverskuelige. For ikke at tale om moral og etik. At en hjerne uden krop, på nogen måde kunne bringes til at kommunikere med en tilsvarende hjerne, var ikke længere science fiction! Hans eget dilemma var nærliggende: Skulle han fortsætte sit projekt eller ligefrem forhindre dets udvikling? I bar befippelse greb han sin gamle fastnettelefon for at ringe til Stockholm. Et godt råd ville ikke være af vejen. Telefonen skrattede og hylede. Han opfattede stumper af en uvedkommende samtale mellem to personer. Ordene lød som ”kontroludvalg” og ”amatør”. Så kun skratten igen. Det var måske også klogere at vente til i morgen. Skraldemændene vækkede professoren. Byen var ved at vågne. Som alle andre lagde han stor alvor i affaldssorteringen. Der var nu fire containere til fire slags affald opstillet i gården. De støjede ikke så meget som de gamle jernbøtter. Støjen kom nu fra komprimatorbilen, som blev fyldt med al affaldet fra de forskellige containere. Der måtte vel være en mening med det. Han nåede Panuminstituttet i god tid og huskede at fejlmelde sin telefon. TDC kunne sende en servicemontør ud kl. 14 i dag - eller de kunne finde en tid i den kommende uge. Han valgte kl. 14. Mørk svarede ikke, heller ikke på mobilen. Måske kunne han være heldig at træffe ham i forretningen efter frokost. Det var ikke nogen større omvej, når han alligevel skulle hjem og lukke telefonmanden ind. Laboranten var ved at lægge nogle røntgenbilleder på plads men kunne ikke finde Mørks chartek. - Det må ligge på mit bord, sagde professoren. Men jeg skal have nye billeder. Kan vi finde en tid til scanning og spektralanalyse i morgen? - Jeg skal gøre, hvad jeg kan, der er jo rift om maskineriet. Skal jeg så vente med at journalisere billederne fra i går, spurgte laboranten. De ligger på den centrale server. - Ja, det er problemet. Det er muligvis allerede for sent. Jeg har informeret IT-afdelingen om, at alle dokumenter vedrørende projektet skal sikres eller destrueres. Indtil videre må vi selv sikre os så godt vi kan. Det betyder bl.a., at vores arkiv lukkes helt af. Jeg håber det kan nås allerede i dag. Laboranten lod til at blive overrasket. - Indtil videre, fortsatte professoren, beholder jeg Mørks chartek her i min mappe. Det er muligt jeg ikke når tilbage i dag. Men ring endelig, hvis der er noget nyt. Næppe var Lucide ude af syne før laboranten gik ned til en telefonboks i foyeren. På flydende polsk aflagde han en kortfattet rapport til sin chef i Lotz, som blot beordrede ham til at holde lav profil i nogen tid. Professoren låste sig ind på slaget to. Han var kørt forbi Mørks forretning, der så meget lukket ud. Til hans overraskelse ringede en TDC-mand på gadedøren straks efter. - Åh, det var godt, sagde montøren. Jeg tager lige skoene af. Har De kun den ene fasttelefon? Professoren svarede bekræftende. - Den står lige her inde. Værs’god. Hurtigt skilte manden telefonen ad. - Har De selv rodet med den? Spændingen er god nok. - Nej, bestemt ikke, blot talt i den, svarede professoren indigneret. - Så se her, sagde montøren og holdt en lille rund dims frem. Nogen har forsøgt at aflytte Deres telefon, men glemt at stramme to skruer. Derfor skratteriet. Jeg synes De bør kontakte politiet med det samme. - Jamen aflytning, svarede professoren, det er jo uhørt. - Nej, tværtimod. Men vi er nødt til at sende Dem en regning. Hvis De lige vil kvittere her, så løber jeg igen. Men pas lige på dimsen dér, Den bør de overlade til myndighederne. Først klokken atten svarede Mørk på sin telefon oppe i privaten. - Åh gudskelov at De er i god behold. Det er Lucide, bliv endelig ikke forskrækket, men vi må mødes og tale sammen om Deres helbred og sikkerhed. - Det lyder alarmerende, svarede Mørk, er jeg ved at dø? - Nej, nej, svarede professoren, så let slipper De ikke. Det er langt værre. Jeg kan ikke fortsætte vores samtale over telefonen. Vi må mødes, helst i aften. Ja, gerne hos Dem. Jeg er hos Dem klokken otte. Mørk virkede mere forvirret end normalt, da han fortalte sin datter og svigersøn om professorens ejendommelige henvendelse. De blev hurtigt enige om først at spise middag sammen oppe på anden sal. Der var også lidt praktisk planlægning om klargøring af forretningen, de skulle tale om. - Ja, ja, sagde Mørk, da de havde spist. Når professoren kommer om lidt, får vi nok lidt mere klarhed. Jeg går ned og sætter vand over. Allerede før otte ringede professoren på dørtelefonen og blev lukket ind. - Godaften, Mørk. Jeg parkerede lige nedenfor. Professoren havde taget trappen, så han måtte lige have pusten. - Gør det noget, at min datter og svigersøn kommer om lidt? Den situation havde Lucide ikke forudset. Men nu gjaldt det kun om at beskytte Mørk. - Nej, det gør ikke noget, svarede professoren lidt usikkert. Det er måske udmærket. Men se lige her: Her er den dims, der blev fundet i min telefon tidligere i dag. - Det var da besynderligt, svarede Mørk, jeg vil tro, at svigersønnen kan fortælle om, hvad sådan en kan bruges til. Jeg tror, han er på trapperne; men han ringer nok på, når han ved jeg har gæster. Han er noget inden for IT-branchen, så måske”¦ - Nå, nu kan jeg høre ham... Mørk gik ud i entreen for at tage imod. - Du ser strålende ud min ven, sagde han til datteren. Kom bare ind; professor Lucide venter os. Francois, kom, du skal allerførst hjælpe os med noget. Mørk præsenterede Maria og Francois de Kue for professoren. - Ja, De må alle undskylde mig, at jeg sådan trænger mig på, sagde professoren. - Mørk, De må ikke være bekymret for resultatet af scanningen. Jeg er temmelig sikker på, at alt er som det skal være. Men jeg må bede Dem om at konsultere mig igen, muligvis allerede i morgen. Det ville være fint klokken ti. Jeg skal bruge en spektralanalyse, før jeg slipper Dem helt. - Se her, sagde Mørk til svigersønnen. Hvad er dette her, der blev fundet i professorens private telefon i hans hjem på Gl. Kongevej? - Bevar mig vel, svarede de Kue, sidste skrig om jeg så må sige. Topprofessionel lille sag. Rør ikke ved den. Jeg henter lige mine grejer nede i forretningen. Måske sender den endnu. - Ja, der er et svagt signal. Der må sidde en forstærker ganske tæt ved Deres bopæl, sagde han henvendt til professoren. Der er ingen tvivl, politiet må kontaktes. Det her ”legetøj” vil uden tvivl interessere dem. Han rakte professoren sin mobil. - Der er medhør på, sagde han og kaldte nummeret på Politigården. - Værs’god, doktor Lucide, jeg sidder stand by. Kap. 10 Vagthavende Der indløb mange mærkelige henvendelser i politivagten på sådan en almindelig torsdag aften. Den vagthavende, som passede telefonen, havde normalt et godt øre, når han skelnede mellem fulderikker og mere seriøse anmeldere. En mandsstemme anmeldte et indbrud. Der var tilsyneladende ikke stjålet noget, men der skulle være installeret noget aflytningsudstyr... - Hallo, De taler nu med IT-chef Francois de Kue. Jeg kan bevidne, at det, De lige har hørt, er sandt. Hvis De ikke reagerer omgående, risikerer De at gøre Dem skyldig i pligtforsømmelse! Må jeg lige tale med Deres overordnede, eller foretrækker De, at jeg selv omgående ringer til efterretningstjenesten? Politiassistenten foretrak at stille om til snushanerne på 3. sal. Så slap han også selv for at optage rapport. - Lige et øjeblik, jeg forsøger at stille Dem om til specialafdelingen. Francois de Kue fik vist nok en mere kvalificeret kriminalbetjent i røret. Han forklarede hurtigt situationen og de aftalte at mødes på professorens hjemadresse. Mørk og hans datter ville gerne blive hjemme, mens professoren og Francois kørte til Gl.Kongevej. Det varede et par minutter, før en patruljevogn standsede foran naboejendommen. En civilklædt mand steg ud og gik hen imod dem. Han havde sit id-skilt i hånden, Albert Dueholm, kriminaltekniker, sagde han. Professoren og de Kue præsentede sig og viste ham den lille runde dims, der stadigvæk klistrede lidt på bagsiden. - Åh, nej, nu igen, udbrød teknikeren, det anede mig. Se her, en ”k17” er tjenestens seneste opfindelse. - Taler De om PET? Spurgte de Kue direkte. - Desværre, ja. Nu har vi balladen. Lad os gå op i Deres lejlighed hr. professor. Vi tager trappen. På reposen på første sal gik en mand forbi uden at hilse. - Jeg vil tro, at Deres telefon virker upåklageligt nu, meddelte Dueholm tørt, da de hørte manden forsvinde ud ad gadedøren. De tre mænd låste sig ind ad hoveddøren. "Lucide", stod der på det blankpudsede messingskilt. Dueholm ridsede kort situationen op og forklarede, at professoren kunne være helt tryg ved situationen. Der var større magter i spil. De måtte for guds skyld ikke udvise nogen form for usædvanlig adfærd og i det hele taget opføre sig, som om intet var hændt. Han rakte dem et lidt medtaget visitkort og bad dem ringe når som helst, de fandt anledning til det. Han fortalte ikke, at han havde gendkendt manden på trappen. Men ”Skyggen” havde selvfølgelig spottet ham og var blot blevet bekræftet ved synet af den malplacerede patruljevogn. Skyggen burde for længst være gået på pension. Dueholm gik langsomt ned ad trappen. Overbetjenten, der ventede i patruljevognen, så spørgende på ham. - Kør hjem til ”Gården”. Hvis vi er en smule heldige, kan vi nøjes med at skrive: ”Intet usædvanligt at bemærke på anmelderens bopæl”. Det er nok bedst, at vi ikke taler mere om det. Professor Lucide og Francois de Kue vidste ikke, hvad de skulle tro. De sad og kiggede på telefonen. Francois rejste sig og løftede tøvende røret. De hørte begge den tydelige klartone. - Ja,ja, sagde professoren, men hvad med fru Knudsen? Der er ikke meget der kan undgå hendes skarpe øjne, når hun kommer i morgen. - Det må vi hellere overlade til politiet selv at hitte ud af, svarede Francois. Jeg tror ikke, at jeg skal bruge mit værktøj mere her hos Dem. Det er bedre, at jeg kører hjem og beroliger Mørk - og jeg ringer til Dem i morgen. Hvad er Deres nummer på Instituttet? Han trykkede det ind. - Mørk har tid hos mig klokken ti. Har De mulighed for at ledsage ham? Godt, det er mere betryggende for os alle. Jeg er meget taknemmelig for Deres hjælp i dag. Jeg skriver lige mit nummer her på sedlen; sådan - så bliver De også aflyttet. - Farvel så længe, svarede Francois og tog elevatoren ned. Kap. 11 Sylteglas De mange rum i nederste kælder under Instituttet rummede uerstattelige værdier for samfundets udvikling. Det hed sig, at hele etagens enkelte afdelinger var bombesikrede. De pansrede ståldøre og luftsluserne virkede ikke ligefrem gæstfri. Kun 40 personer på hele instituttet havde den nødvendige adgangstilladelse, heriblandt var syv teknikere og fire rengøringsspecialister. Hver afdeling havde præcis den luftfugtighed og temperatur, som krævedes for at bevare de tusindvis af forseglede ”sylteglas” og krukker med vævsprøver og andet organisk materiale fra menneskekroppe. Samlingens uhyrlige vækst kunne kun imødekommes gennem konvertering til de allernyeste databehandlingsprogrammer, som de kun de færreste kunne forstå. Afdeling A var opdelt i tyve sektioner. I det mindste rum var der kun et par computere og to brummende servere. De øvrige sektioner rummede udelukkende endeløse rækker af tætpakkede ringbind. Hvert ringbind indeholdt en minutiøs beskrivelse af et eller flere af ”sylteglassenes” indhold. Primitivt, men effektivt, hidtil. Måske var der lys forude. Samarbejdet med Statens Seruminstitut var blevet mærkbart bedre efter dets udflytning til Ørestaden. Her var 1,2 millioner danskeres DNA registreret. Professoren var kørt tidligt hjemmefra. Han havde ikke lagt nogen besked til fru Knudsen, for han anede ikke, hvad han kunne - og måtte - skrive. Det var ikke så nemt pludselig at skulle opføre sig normalt, når alt var blevet unormalt. At indstille forskningen var ikke mulig. Mindst af alt ønskede han at se sin egen magt brugt som en trussel mod opretholdelse af anstændige livsvilkår. For sit eget vedkommende havde han for længst vænnet sig til at se sit liv som en ubetydelig krusning på historiens endeløse hav. Men ikke alle havde det så let. Rummet med de levende hjerner, som skulle tjene et godt formål, kunne lige så vel blive en svøbe mod rygraden i vores kultur. Storhedsvanvid havde tidligere ført til civilisationers fald lige så vel, som undervurdering af egne kræfter. Da han var kommet på sporet af sin seneste opdagelse, skyldtes det alene hans forsøg med at aflure haren dens lyd- og billedopfattelse. Eller i hvert fald forsøge at gengive den på en måde, så vi mennesker måske kunne have glæde af lidt større forståelse. Der var samme zeta-stråling, som vi finder hos mennesker. Det optimale ville naturligvis være studier i blåhvalers billeddannelse, men det måtte andre tage sig af. Hans eget beskedne laboratorium var i forvejen for lille, syntes han. - Husk nu Deres aftale med Mørk, sagde laboranten, da Lucide trådte ind ad døren. - Jo, mange tak, svarede professoren, der er visse ting man ikke glemmer så let. Francois ringede på Mørks dør lidt i ni. - Nå, ja, godmorgen, min ven, nu skal jeg være der. Men vi har rigelig tid. Vil du ikke indenfor og have en kop kaffe? Ja, det tænkte jeg nok, svarede Mørk og gik ud i køkkenet. Francois fulgte efter. Måske fattede hans svigerfar ikke, hvad det var, der skete omkring ham. Han virkede lige så rolig som sædvanlig. Maria havde tilbudt at køre dem, men de foretrak at tage bussen de tre-fire stoppesteder. Professoren tog imod dem i foyeren. Han kunne ikke skjule sin lettelse over at se dem. - Nå, Mørk, nu er vi snart nået til vejs ende med vores lille forsøgsrække. Jeg regner med, at de billeder, vi tager i dag, vil vise, at alt er så normalt, som vi kan ønske os. Vi skal starte ovre hos neurokirurgien. Der kommer en vogn om et øjeblik. Jeg har fået strenge ordrer om ikke at slippe Dem af syne”¦ nå, dér er den vist. En blå stationcar rullede adstadigt helt hen foran udgangen. Den kvindelige chauffør blev siddende men hendes passager, en gråsprængt herre steg ud, viste sit legitimationskort og bad professoren og Francois om at sætte sig ind på bagsædet. - Åh, der er da ikke længere, end vi mageligt kan gå derhen, indvendte Mørk; men det er da meget venligt af Dem, hr. Overbetjent.. - Var det Jensen, der stod? Manden nikkede, han havde mere travlt med at se sig grundigt omkring. Få minutter senere kørte de ind ad en gitterport. ”Kun vareindlevering” læste Mørk lidt fortørnet. Var det virkelig kommet så vidt? De tog elevatoren, som bar præg af mange varetransporter. Professoren trykkede på nitallet. - Det er lige her henne, forklarede han, da døren gled op. Neurokirurgen kom ud fra sit kontor og præsenterede sig med en tydelig svensk accent. - Jeg vidste ikke, at De kom så mange. Professoren forsøgte at redde os ud af den penible situation ved at starte et foredrag om fortrolighed inden for sit felt”¦ - Jeg forstår, sagde kirurgen”¦ men måske de to andre herrer vil vente herude så længe? Francois fandt to stole, men den tavse betjent Jensen ville først sikre sig, at der ikke var andre inde på kontoret. Betjenten vendte sig mod Francois for at berolige ham. - Ser De,”¦ han tøvede, ser De, det her er lidt indviklet. PET har længe været tvunget til at følge lidt med på professorens forskningsområde. Deres svigerfar er uforvarende bragt i en situation, hvor hans liv kan være truet. Ikke på grund af nogen skygge i hjernen eller nogen sygdom. I den retning kan de være ganske rolig. Dette her handler om professorens viden. Ham passer vi på døgnet rundt. Vi véd, at han ligger inde med viden, som ikke må slippe ud på markedet. Husk, at det jeg her har fortalt, har jeg aldrig fortalt! De må ikke bringe Deres svigerfar i fare. Husk det nu! Professor Lucide og Mørk kom ud. - Vi skal til sidste scanning, sagde Lucide, og bagefter skal vi lige tale sammen igen. Det hele varer højst en times tid. Der står kaffe og brød i opholdsstuen. Jensen og Francois genoptog deres umulige drøftelse. Ingen af dem kunne på mindste måde være sikker på om han sad over for en ven eller end fjende. Selv hvis Francois troppede op på politigården, ville enhver forespørgsel om en ”Agent Jensen” blive pure afvist. For Jensens vedkommende var det måske nemmere. Intet tydede på at Francois var andet end det han udgav sig for. Francois, som ikke havde noget at skjule, fortalte om sin barndom og opvækst på landet i Bretagne og hans første møde med Maria, der var på studierejse med Interrail. Han fortalte om deres to dejlige unger og hans franske bekymring for deres opdragelse og skolegang. Jensen fortalte om de første år på politiskolen og hans undren over alle de vanvittige skrevne og uskrevne regler der gjaldt. Man gik mere op i overholdelse af de reglementerede kommandoveje end i at følge sund fornuft. Senere, som fastansat, forsøgte han så vidt muligt at spille efter systemets regler. Det sværeste havde nok været ”korpsånden”. Der var mere korps end ånd. Han var ikke blevet fyret i vanære - det brugte man ikke - men han var tvunget til at tage sin afsked. Tiden var gået med efteruddannelse, selvstudier og mange forskellige freelance småjobs. Om det aktuelle job, her og nu, kunne han naturligvis intet sige. Han vidste, at det ville være hans sidste officielle optræden i tomrummet mellem de to tjenester. Et tomrum, som han hidtil havde fælles med ”Udueholm”, som han så ukærligt blev kaldt i PET. - Glem De blot alt om mit identitetskort. Det er kun et værdiløst stykke papir. Snart vil jeg nyde mit otium. Professoren og Mørk kom muntert småsnakkende ind og afbrød Jensens historie. - Glædeligt, sagde professoren. Kun glædeligt nyt. Mørk er rask og frisk som en vårhare. Der er absolut ingen grund til bekymring. Kom nu godt hjem alle sammen. Jeg tror, at jeg vil holde fri resten af dagen. Kap. 12 Byens puls På vejen hjem forsøgte professoren at opføre sig helt normalt. Allerede fra starten kiksede det, da portvagten ikke løftede bommen, men trak glasruden til side og råbte: De har vist glemt at tænde lyset; De må have en god weekend. De holder måske tidligt fri i dag? Professoren smilede bare og formede en ”tak” med læberne. Ikke så meget af høflighed men mere ved tanken om, at han snart kunne afslutte sin del af færdiggørelsen af det vanvittige projekt. Alene tanken om den opstandelse der ville blive, når rygtet om hans fiasko nåede ud i pressen. ”Nedlæggelse af vanvidsprojekt”. Han så formiddagsavisernes spisesedler for sig. Forinden måtte han nøje følge sin plan, så ”naturlig afgang” blev så naturlig som muligt. Han turde ikke komme for tidligt hjem. Det ville vække unødig opsigt. Et smut til Christianshavn? Hvorfor ikke tænkte han; det var år og dag siden han sidst havde taget sig en sådan frihed. I Dronningensgade vinkede en motorcykelbetjent ham ind til siden. - De har ikke korrekt lygteføring på køretøjet. Må jeg se Deres førerbevis? Professoren kikkede i handskerummet. Jo, ganske rigtigt, dér lå det. - Jeg forstår det ikke, sagde Lucide, det plejer altid at virke. - Ja, det er jo ikke så godt, svarede betjenten. Jeg skal lige tjekke Deres registrering. Han talte i en mikrofon henne ved motorcyklen. Længe. Endelig kom han tilbage. - Hvad er Deres ærinde her? Professoren rødmede som en skoledreng, der pjækker. - Jamen jeg ville bare finde en ledig parkeringsplads og så gå hen ved vandet, måske nyde en rød pølse med sennep og ketchup og kikke lidt på bådene og mågerne. Jeg holder fri resten af dagen, skal jeg sige Dem; normalt ville jeg”¦ Betjenten, der nu rødmede mere end professoren, fandt en seddel frem og placerede den under vinduesviskeren. ”Afhentes snarest, Politiet” meddelte sedlen. - Sådan, sagde betjenten, nu kan De roligt forlade Deres bil og gå en tur i det gode vejr. Sedlen må De først fjerne, når De kører hjem. Måske kan jeg få lyset til at virke, mens De nyder pølsen. Betjenten lagde sig ind på forsædet og ledte efter sikringerne. Fandens osse. Chefen på gården havde personligt givet ham et møgfald over radioen: "Få lys på den bil i en fart og sig til føreren, at han slipper med en advarsel. Intet at rapportere, intet bilnummer, ingenting. Det er en ordre"! Da professoren vendte tilbage til sin bil, skyndte betjenten sig at give ham en advarsel og lovede ham, at der absolut ikke ville ske mere. - Nu virker lyset, men De kan trygt lade vognen stå her så længe De vil. Men husk for guds skyld at rive sedlen i stykker før De kører hjem, sagde betjenten og rakte ham bilnøglerne. De skulle nødigt stoppes mere i dag. Betjenten slukkede for radioen og kørte ud mod Amager Strandpark. Der skulle være så kønt, havde de sagt i kantinen. Intet at rapportere, huskede han. Professoren læste lige beskeden på forruden igen, før han slentrede videre ned mod Panterens Bastion. Her nød han en kølig pilsner, en lille cigar og den fred og idyl, der herskede her uden for lands lov og ret. Ja, selvfølgelig kunne man høre børnene på legepladsen, men de generede ingen. Han skulle til at tage sig sammen til at gå videre, da en målbevidst modertype antastede ham. - De skulle skamme Dem, råbte hun, sådan at sidde og belure mindreårige piger. Kom her Amanda, der sidder en grim mand på bænken. - Jamen jeg forsikrer Dem”¦. Da professoren hørte hende sige noget om politiet til sin uskyldige datter, fortrak han skyndsomt op imod Dronningensgade og bilen. Som hun dog havde taget på vej. Lignede han virkelig en ”grim mand”? Kap. 13 En professionel tåre Den var blevet over otte, da jeg stod op. Det havde været en urolig nat. På sengekanten måtte jeg lige bruge et par minutter på at skelne mellem drømmene og virkeligheden. Nej, det var bedre at starte med de faste rutiner: avis, kaffe og en cigaret, så bad og lidt brød. Jeg kunne ikke dy mig for lige at kaste et blik på skrivebordet. Jo, jeg havde siddet og skrevet i nat. Jeg skød det fra mig og læste avisens seneste nyt om rædselshistorien fra Norge. En kvindelig dommers habilitet var blevet draget i tvivl, idet hun angiveligt ”havde fældet en uprofessionel tåre” mens hun læste uddrag af anklageskriftet. Guderne må vide hvordan en sådan tåre ser ud? Stadig med vådt hår satte jeg mig ved computeren. Måske gik jeg for tæt på Mørk i min lille skildring. Det var muligvis min ret at skrive, hvad der passede mig. Men det ville være helt forkert, hvis jeg tillagde ham bevæggrunde, som han rent faktisk ikke havde. Altså måtte jeg delagtiggøre ham i mine iagttagelser, med mindre jeg holdt mine ord for mig selv. Men hvorfor skulle jeg så skrive det ned? Under alle omstændigheder ville jeg en dag vise ham min tekst. Gråmis havde været meget stille her til morgen, så jeg lindede lige på terrassedøren og kaldte på ham. Dér sad han, den laban og flåede i en vist nok livløs skovdue under sine poter. Jeg var selvfølgelig nødt til at skælde ham grundigt ud - vel vidende at hans jagtinstinkt ikke lod sig undertrykke. Han så ganske vist lidt dum og meget brødebetynget ud der med munden fuld af dun og fjer. Jeg viste ingen formildelse, men fortsatte med at skælde ud, medens jeg fejede fjerene sammen. Han slap resterne af duen og værdigede mig ikke et blik, før han klemte sig gennem kattelemmen. Jeg gik ind og fandt en ikke-gennemsigtig affaldspose. Huskede den vejledende folder om renovation, som kommunen havde husstandsomdelt: ”Genbrug”? Næppe. ”Haveaffald”? Muligvis. Der stod intet om døde duer. Den røg ud som ”madrester”, besluttede jeg og bar posen i strakt arm. Demonstrativt, forbi Gråmis, der ignorerede mig. Jeg kredsede lidt om telefonen. Det ville nok være bedst at besøge galleriet uden for åbningstiden. Måske skulle jeg foreslå søndag. Så kunne jeg bruge bilen og have en chance for at finde en p-plads derinde. Så tæt ved ”Den Sorte Firkant” burde ingen være bange for at færdes. Frygten måtte være vokset med alderen. Det var noget andet med Helga; modsat, som sædvanligt. Hun nød trygheden i denne bydel, som er et sammensurium af mennesker på godt og ondt. Alle kendte alle. Enhver, der slog sig ned her, blev en betydningsfuld del af en større levende organisme, som kun ville gå til grunde, hvis den lukkede sig om sig selv. Her var ikke brug for ”stormøder” og politiske paroler. En af hendes gamle veninder og venindens medhjælper, som var hendes trofaste kæreste, havde ringet og spurgt om råd vedrørende etablering af en lille butik. Ved siden af syarbejdet, som de akkurat kunne leve af, havde de i nogle år produceret noget de kaldte øko-kosmetik. Til sidst havde de opgivet at bruge mere energi på at overbevise Sundhedsstyrelsen om produkternes lødighed og kvalitet. Nu var de klar til at flytte. Kæresten var en habil fotograf, som af og til kunne sælge et billede til dagspressen, hvis han var hurtig nok. Ingen af dem ønskede sig at påtage sig forældreansvar. De havde ønsket sig at forblive barnløse, hvilket deres nærmeste venner imidlertid følte sig kaldet til at kommentere. Det havde ikke været spor rart. I virkeligheden havde de følt sig så fastlåst i den ”fællesskabets utopi”, som ikke tillod individuelle initiativer, der ikke nøje stemte overens med den herskende ånds uskrevne love. Og dem var der så mange af derude, at ingen kunne huske dem alle. Det var ikke muligt at være christianit på deltid. Måske rystede jeg en smule på hånden, da jeg trykkede Helgas nummer. Måske havde jeg regnet med noget i retning af ”De taler med galleriet” eller en telefonsvarer. Men det var hende selv, der svarede: - Hej, det er Helga,”¦”¦”¦ hallo .. - Ja, hej, undskyld, det er bare mig, Andreas. Forstyrrer jeg? - Overhovedet ikke. Jeg er da glad for, at du ringer. Er du på vej? - Nej da, svarede jeg. Jeg vil meget gerne besøge dig, men er det ikke bedst, at jeg kommer uden for åbningstiden? - Ha, du er sgu morsom. Herinde opererer vi ikke med åbningstider. Når døren er låst, er her lukket, og ellers er butikken åben. Det er nemmere. - Jeg tænkte på søndag, sådan lidt op ad dagen”¦ - Alle tiders, jeg giver en skive brød. Det er sjovt du ringer lige nu. Jeg har lige tænkt på dig. Kan du huske, at vi en gang gik og malede den elendige lejlighed du fandt i Læssøesgade? Der lå en lille købmand, hvor du købte petroleum. Den forretning har et par af mine venner overtaget! Hvis du kommer efter klokken ni har jeg sat morgenhåret. Vi talte sammen i næsten en halv time. Og ja, jeg huskede det hele, især lokummet i gården. Og gaslugten i køkkenet, som advarede os i sidste øjeblik, så vi kunne lufte ud. Det var helt udramatisk. Først længe efter gik det op for mig, at vi faktisk havde været i livsfare den aften. Vi kom aldrig til at bo i lejligheden. Nu glædede jeg mig bare. Og min hånd rystede ikke længere. Der var sket så meget. Økologisk make-up? Ja, hvorfor ikke? Det næste måtte vel blive biodynamiske øjenvipper på kvierne. Måske med støtte fra EU eller med iværksætterydelse. Jeg fortrød den sidste tanke; den bliver strøget før min fortælling kommer på gaden. I Jacob Erlandsensgade gik Marianne Lauridsen lidt rastløst og nippede til sine planter. Hun havde ord for sine grønne fingre. "Måske man skulle spadsere en tur til den gode bager?" Paraply behøvede hun ikke. Hun havde lige fået ordnet hår; men i dag blæste det vist ikke. Hun valgte det grønne kashmirtørklæde, lagde det løst om halsen og begav sig på vej. Jo, foråret var bestemt på vej her omkring. Hun standsede først ved bagerforretningen. Foran hende var fortovet spærret næsten helt af håndværkernes container. De var i fuld gang med at tømme Mørks forretning for alverdens gråmalede træværk og kartoteksæsker i massevis. En af dem kaldte på Mørk, som viste sig i døren. - Gå nu op far, råbte en stemme. Eller gå dig en lang eftermiddagstur; her går du kun i vejen. - Jamen goddag, Mørk, sagde fru Lauridsen, her er De vist ikke så velset, som jeg gik og troede. - Nåh, det er vel bare tonen fra byggepladsen, der slog igennem. Det tager jeg mig ikke nær. - Sludder, svarede hun, nu går De med mig ind til bageren, og så går vi hjem til mig. Husk, at jeg er ensom. - Ja, enlig, som jeg, men ensom er De vel ikke? Jeg må altså lige ind og vaske det værste støv af. Hurtigt kom han ud igen, men hun kom allerede ud fra bageren med to lovende poser. - Det var godt De kom og reddede mig, sagde han, her er ikke til at være. Hun stak den frie hånd under hans arm og sagde: Dav igen August Mørk, og jeg hedder altså Marianne; kom så. - Jeg har jo ikke hat på, protesterede han spagfærdigt. Hun hørte det ikke. Vicedirektøren sad på Poligården og baksede med den redegørelse, han på vegne af politidirektøren skulle fremlægge på kontroludvalgets hasteindkaldte møde klokken 14.00. På Christiansborg sad den stramtandede ministersekretær og rettede på sin knold i nakken. Hun lagde endnu et bilag på plads i samrådscharteket. Hun vidste, der var noget stort i gære. Og det gav altid problemer. Hvis hun ikke havde hørt den lille bemærkning, som kontroludvalgets sekretær havde ladet falde i elevatoren ved frokosttid, ville dagen have været mere rolig. Normalt var det ikke forbundet med større problemer at ophæve en sikkerhedsgodkendelse. Men denne gang skulle det åbenbart ske uden for referat, da der var tale om en almindelig civil borger. Hun kendte ingen fortilfælde. Jo, der havde været en misforståelse en gang, hvor en borger fejlagtigt havde modtaget et almindeligt brev til en minister af samme navn. Men det var i postvæsenets tid. Som sin første opgave i departementet havde hun fået det utaknemmelige job at gennemlæse et halvt års postlister. Men listen fra den pågældende dag fandtes mærkeligt nok ikke. Den slags ville ikke forekomme i dag, hvor det hele er elektronisk styret. I dag havde hun lige et kort møde med sekretæren for Kontroludvalget. De bistod med alt det praktiske ved afviklingen af udvalgets møder. I dag var det hurtigt overset. De få punkter virkede umiddelbart harmløse. Blandt andet ville polidirektøren orientere om en konkret personsag. Udvalget holdt sædvanligvis sine møder i præsidiets samtalerum. Her var der endnu ikke røgfrit. Kap. 14 Tete a tete Fru Knudsen skulle netop til at gå, da professoren kom hjem. - Så tidligt, spurgte hun. Jeg er lige blevet færdig med sølvtøjet. Hvad har De skyllet ud i køkkenvasken, der lugtede skrækkelig brændt? - Det husker jeg ikke, svarede han, - mad kunne det ikke være; nu lugter der af pudsecreme. - Deres kylling i ris og karry er klar til at blive varmet i mikroen. Hvorfor har De smidt de fine blomsterløg i papirkurven? Det var dog f”¦ som det kvindemenneske kunne spørge. - Ja, det var en fejl, jeg lagde dem faktisk derned, for at De kunne få dem med hjem til Deres mand. Det er ikke den rigtige sort, og de skulle have sendt dem for en måned siden. Tag nu posen - og hils hjemme. Så var han alligevel kommet for tidligt hjem. Han kunne jo ikke undvære hende, når det kom til stykket. De lave ”tete a tete” påskeliljer, som den lille købmand førte, ville også være pænere. Og hurtigere. "Nej, fru Knudsen var en knag". På mandag ville hun nok købe en kasse med 12 potter. Han skrev sedlen med det samme. Hans beslutning om at afvikle sin karrieres banebrydende projekt stod fast. Hidtil havde han kun delagtiggjort den lille håndfuld forskere i Salonen om hans foreløbige resultater. Selvfølgelig ville én af de andre sikkert arbejde videre med hans teori og måske opnå de samme skræmmende resultater, men der ville gå mindst tre år med at udvikle de præparater, som kun professoren p.t. havde til rådighed. Det letteste ville være at destruere det hele på én gang. Men alverdens nødstrømsanlæg og alarmsystemer ville hurtigt få hele sikkerhedssystemet sat i højeste gear. Det måtte gøres lidt ad gangen. Det sværeste ville blive at fjerne al det materiale, som han selv havde sikret i IT-afdelingens centrale servere. Her rakte hans evner ikke langt nok. Det bedste ville være en ordre fra oven. Det ville involvere de politikere, der var placeret øverst i hirarkiet. Men ingen ville høste nogen ære af at undlade at gøre brug resultatet af års investering i forskning. En sådan ordre ville medføre et magtskifte i Sundhedsstyrelsens top. Det var utænkeligt. Mens ovnen varmede kyllingen, skimmede han avisens overskrifter. Krise, krige, ulykker og ”Stor succes med beslaglæggelse af computere”. Han spiste i køkkenet og læste om politiets helt enestående anslag mod den danske afdeling i en multinational koncern. Man havde simpelt hen beslaglagt virksomhedens computere og servere”¦. Rub og stub. Det var sjældent, at en hæderkronet leverandør til kongehuset således blev miskrediteret. Men hvad skulle der til, for at politiet ville beslaglægge instituttets servere? Han tumlede lidt videre med tanken. Nej, han måtte starte forfra. "Misinformation"? Ordet var modbydeligt. Han skød det fra sig. Normalt savnede han ikke selskab af kloge hoveder. Men Mørk? Hvorfor ikke? Eller hans svigersøn”¦ Vicepolitidirektørens blå Audi drejede ind i Prins Jørgens Gård og standsede foran Højesteret. Han havde ikke selv søgt foretræde, og tidspunktet passede ham rigtig dårligt. Han var spændt på at møde udvalgets medlemmer. Chaufføren viste ham hen til den rigtige indgang, hvorfra en venlig folketingsbetjent tog sig af den videre eskorte. Tre minutter i to blev han lukket ind i præsidiets samtalerum. Her blev han modtaget af justitsministeren og tre øvrige medlemmer af tinget. Ministeren bød velkommen og beklagede den hurtige indkaldelse. - Vi bliver ikke flere, da vi har fået afbud fra en enkelt repræsentant. Jeg har fået besked på, at der er afsat 15 minutter til pkt. 2 på dagsordenen. ”Redegørelsen fra Politidirektøren”. Værsgod, De har ordet. - Ja, tak, så må jeg fatte mig i korthed, sagde vicedirektøren og fremdrog den tre sider velforberedte lange redegørelse. - Jeg havde ventet, at HBH selv var kommet. Men tal De nu bare, så vil sekretæren kopiere Deres notat så længe. Fru Iversen, vil De? Først nu så vicedirektøren de to kvinder bagest i lokalet. Den ene, formentlig Fru Iversen, tog mopset imod dokumentet og forsvandt om bag en reol. - Det hele er nok en misforståelse, startede han, vores lukkede tjeneste”¦ - Mener De PET, så sig det, sagde justitsministeren, så vi undgår misforståelser. - Javel, den tjeneste De nævner, har igennem længere tid”¦ - Hvor længe? - Det må være de sidste 5-6 måneder, at de begyndte at overvåge et forskningsprojekt på Panuminstituttet. Vores egne folk blev ufrivilligt tilkaldt til et muligt indbrud hjemme hos den professor, som leder netop dette forskningsarbejde. Vicedirektøren trak vejret tungt og fortsatte: - Vores folk opdagede, at professorens private telefon er blevet aflyttet med udstyr, der ikke findes i handlen, så vidt vi skønner det. Hverken det sorte eller det hvide marked. - Her er skøn ikke tilstrækkelige, hr. vicepolitidirektør, sagde ministeren. Hvad er problemet? - I henhold til reglerne, er jeg tvunget til at give den pågældende kriminalkommissær en skriftlig påtale. Han har arbejdet loyalt til punkt og prikke i mange”¦..jeg véd ikke”¦ Justitsministeren afbrød ham igen. - Konduite! Korpsånd. Dét skal jeg sige Dem! Ganske enkelt. Nu tager De hjem til Gården og giver den pågældende ivrige betjent Halmtorvets største skideballe. Hvis han ønsker at få den på tryk, skal jeg sørge for at han kan hente den her hos mig. Jeg betragter Deres aflagte redegørelse om misforståelsen som værende taget til efterretning! Bilag fremsendes efterfølgende. Han så et sekund på de andre ved bordet. - Ingen andre ønsker ordet så vi går til næste og sidste punkt i dette møde. Han rejste sig og rakte armen hen mod døren. Vicepolitidirektøren forstod, takkede og trak sig baglæns ud. Et grønt lysende skilt anviste en ”flugtvej”. Han så sig hurtigt omkring i Vandrehallen. Han havde slet ikke lyst til at læse ”den onde maler” Rasmus Larsens sentenser på vej ned til den ventende bil. Chaufføren blev overrasket. Han stod lige og nød en cigaret i det gode vejr. - Det klarede De sandelig hurtigt, skal De så hjem og holde weekend? - Ja, men først til politigården. Lad os komme ud herfra. Hans sidste år skulle ikke ødelægges af en idiot fra PET. Otteogtredive år i tjenesten kunne ingen tage fra ham. Ministeren var jo en begavet mand, som også vidste, at man kommer længst med konduite. - Gik Deres møde som det skulle? - Jo tak. Man kommer længst, når man udviser konduite. Det må jeg huske at sige, når jeg kommer hjem. Jeg har planlagt at holde helt fri både lørdag og søndag, så kan De måske også ungå at blive kaldt ind. Før i tiden kunne man bare hive stikket ud. I dag er man nærmest fredløs, sagde han og forlod vognen. Kap. 15 Andreas får besøg Lørdagssolens skarpe lys mindede mig om en tiltrængt vinduespudsning. Mens jeg hældte to dråber sulfo og en sjat sprit i vandet, rumsterede mine notater i baghovedet. Jeg har naturligvis kun på anden hånd mange af de oplysninger, jeg lægger frem i min tekst, der bare skulle være en uprætentiøs biografi om Mørk. Jeg prøver at undertrykke mine egne tolkninger og holdninger i en nøgtern beskrivelse af de faktiske forhold. I modsat fald burde jeg skrive en roman. Før i tiden kunne man med godt resultat afslutte sin vinduespudsning ved at polere efter med avispapir. Den går ikke længere nu, hvor man er gået væk fra at bruge bly i satstyperne. Allerhelst vil jeg holde mig selv helt uden for min lille historie, men dermed ville jeg modarbejde den troværdighed, som de øvrige medvirkende i fortællingen fortjener at nyde. Naboens stemme over hækken afbrød mit pudsearbejde: - Go’morn. Har du heller ikke fået avis i dag? Den skal være her før otte. Naboen vidste godt, at han kunne læse den på nettet. Meget kunne de to være uenige om, men dét at holde avis er et gode for mange - nogen tid endnu - var de enige om. Avisens nyhedslugt og morgenkaffens beroligende virkning burde ikke kunne holdes adskilt. Jeg gik ind og slukkede for radioens lydtapet og besluttede mig til at bruge en halv time over skvalderkålen omkring terrassen. Ikke for at fremtrylle en lækker frokostsalat. Kun for at tage et problem i opløbet. Man svækker rodnettet ved konsekvent at fjerne de nye grønne, sikkert velsmagende skud, havde jeg læst. Netop som jeg var kommet ned på knæ, ringede telefonen og vibrerede sig faretruende hen mod plastikbordets kant. Det var en professor Lucide, som undskyldte at forstyrre. Mit telefonnummer havde han fået af Augustus Mørks datter. Jeg bekræftede, at jeg da havde mødt Mørk et par gange i ugens løb. Professoren beklagede sin nysgerrighed og spurgte om det var rigtigt, at jeg samlede oplysninger til en biografi om Mørk. Det var nu nok for meget sagt, svarede jeg, men ordhandlerens personlighed havde fra første færd vakt min interesse; først og fremmest hans enestående viden om alt mellem himmel og jord. Derefter fortsatte professoren en lang usammenhængende og besynderlig forklaring om sit ærinde. Han forsikrede mig om, at han ikke fantaserede og bad mig så mindeligt om vi dog ikke kunne mødes meget snart. Mørks liv hang i en tynd tråd, måtte jeg vide. - De er hjertelig velkommen her hos mig, svarede jeg, hvornår passer det Dem? Jeg gav ham adressen. - Så vil jeg kunne være hos dem om godt en time, er det en aftale? Det ”passede” mig egentlig ikke, men jeg svarede: Fint, det en aftale. Fred og ro var afløst af indbrud, aflytninger, politi og et mærkeligt institut. Det hele lød mere og mere som en billig kriminalroman. Det var ikke lige det, jeg havde forestillet mig, noterede jeg. Den skvalderkål kunne nok vente til i morgen. Hvis vejret holdt, kunne vi da godt sidde herude. Alligevel tog jeg lige en runde i stuen, køkkenet og entréen, før jeg hørte avisbuddets knallert. Han havde travlt. Telefonen ringede igen. Det var Michael. - Hej, far, jeg står ved bageren, skal du have noget med? Så kommer jeg lige forbi. Voksne børn kan være en velsignelse, tænkte jeg og afgav min bestilling. De plejede at føre croissanter og glimrende landbrød. Ost og mælk havde jeg. Professoren havde ingen intentioner om at forsøge at lege kispus, hverken med den ene eller den anden politimyndighed. Nu vidste de da i det mindste, hvor han begav sig hen. Han satte bilen ved Hellerup, hvor det var nemt at finde en hyrevogn. Han burde for længst have anskaffet sig en GPS. Det var ikke faldet ham ind, at den var indbygget i den Ipod, som instituttet havde udstyret ham med. - Bare lad som ingenting, hvis nogen kører bag ved os, sagde han til taxachaufføren, før han oplyste ham om Andersens adresse. Vi har god tid. Chaufføren kikkede adskillige gange i bakspejlet. Der var så mange mærkelige kunder efterhånden. Da han satte sin kunde af ved hjørnet af en blind vej et kvarter senere, takkede chaufføren for den ekstra tyver og rakte sit visitkort frem. - Bare ring på nummeret her, når De skal hjem. Det var et nydeligt kvarter. Ingen trafik ud over en meget langsomt kørende stille motorcyklist. Meget betryggende, tænkte professoren. De var altså også på arbejde om lørdagen. En ung mand, som cyklede forbi ham, nikkede høfligt. Professoren kendte ham ikke. Inden for lågen med det rigtige nummer var en mand ved at tømme sin postkasse, - Undskyld, er De hr. Andersen? Det var mig, der ringede. Ikke ubelejligt håber jeg, spugte professoren. - Bestemt ikke, svarede jeg. Kom indenfor. Gråmis gloede mistænksom på den ukendte fremmede og gav sig til at soignere sig. - Åh, De holder kat ser jeg. Hvor interessant. - Ønsker De at sidde herinde, eller skal vi sætte os på terrassen, spurgte jeg. - Gerne ude; for mig er det hip som hap, hvor vi bliver aflyttet. - Aflyttet, siger De? Så er det nok bedst at blive herinde. Af hensyn til naboen, mener jeg. Han smilede og jeg hentede kaffe og frisk brød i køkkenet. - Her skal De se, min søn har lige været her med brød til kaffen, værs’go’ at forsyne Dem. Og lad mig så høre, hvad jeg kan være behjælpelig med. - Nej, De har ikke set avisen endnu. Men hvis De er venlig at række mig den, skal jeg vise Dem en notits. Jeg tror det er på side seks i første sektion. Ja, den er ganske lille, prøv at høre: ”Indbrudsforsøg på Panuminstituttet afværget”. ”Instituttet er ramt af forsøg på indtrængen i den centrale server, hvor også Rigshospitalet lagrer store mængder fortrolige oplysninger”. ”Politiet mener umiddelbart, at der blot er tale om en teknisk fejl i serveren”. - Det er intet mindre end en katastrofe, at det er kommet så vidt, sagde professoren. Jeg forstod ikke hans opstandelse. - Hvad har det med Mørk at gøre? spurgte jeg og følte mig en smule dum. - Alt, svarede han, alt. Nu véd vi med sikkerhed, at resultaterne af års forskning er truet af destruktive kræfter eller endnu værre: samvittighedsløst misbrug. Så sent som i onsdags lagde jeg nye oplysninger ind i det vi kalder ”Mørks journal”. Han havde prøvet at overbevise sig selv om, at han ikke tog fejl. Selv havde han ingen anelse om, hvem der ville gøre alt for at få fingre i alle oplysninger om Mørks helt usædvanlige hjernes funktioner - eller endnu værre selve hjernen i live. Mørk måtte ikke selv vide, hvor truet han var. Udadtil måtte de bagatellisere Mørks evner og så bare håbe på, at det hele gik i sig selv. Det ville vække for stor opsigt, hvis en professor pludselig undsagde sine ypperste forskningsresultater, nedlagde sit job eller lagde hindringer i vejen for videre studier i en af hjernens hemmeligheder. Men de seneste iagttagelser, holder jeg for mig selv. Især efter et møde med Mørk og hans svigersøn i forgårs. - Jamen, jeg var da sammen med Mørk hele dagen. Han ville helt sikker have nævnt det, hvis han skulle deltage i et møde, indvendte jeg. - Nej, på det tidspunkt, vidste Mørk ikke, at jeg måtte tale med ham samme aften. Han fortalte mig i øvrigt om den dejlige bytur I havde haft. Måske var det den, der inspirerede mig til at holde tidligt fri i går. Nej, jeg skulle have passet mit arbejde. Det er ikke så anstrengende. Allerede onsdag aften var min telefon i uorden. Det viste sig at den blev aflyttet! Af hvem véd jeg ikke. Hvorfor véd jeg heller ikke. Nu har politiet fået sagen”¦, så sker der vel ikke mere”¦ Professoren fortalte mig om sit møde torsdag aften med Mørks svigersøn og en såkaldt kriminaltekniker Dueholm i professorens hjem. Til sidst fortalte han om sine pudsige oplevelser fredag eftermiddag på Amager. I næsten to timer lyttede jeg til professor Lucides ejendommelige beretning. Så han spøgelser og agenter ved højlys dag? Var hans snak om stråling i hjernen udtryk for noget reelt? Hvorfor havde han kontaktet mig? Måske ville en enkelt opringning til Panuminstituttet på mandag kunne eliminere noget af min tvivl om professorens identitet. - Hør, De har vel ikke et visitkort eller lignende? Hvis jeg nogen sinde får skrevet Mørks historie, vil De blive nævnt. Forinden vil jeg sikre mig, at De får mulighed for at gennemse teksten. Jeg vil nødig løbe med en halv vind. Mørk får naturligvis den samme mulighed. Men der er lang vej endnu; meget skal ”researches”, før jeg underskriver teksten. Jeg skal også finde den rigtige titel”¦ Da professorens taxa havde hentet ham satte jeg mig på terrassen og slappede lidt af. Mærkelig affære, mærkelig mand, tænkte jeg og blundede. Men bogen om Mørk kunne jeg ikke sådan lige få ud af hovedet. Var professoren bare kuleskør. Nej, lidt sær, men der var alt for meget, der trods alt passede. Det var Mørk, der en dag havde nævnt ”Forfattersiden”. Jeg havde fundet frem til den og oprettet mig som ”bruger” eller ”profil”. Det så umiddelbart tilforladeligt ud. ”Jeg surfede lidt rundt på brugerfladen”, tror jeg det hedder. Interessant. En dag når jeg havde bedre tid, ville jeg se nærmere på det. Kap. 16 Modellen Mørk var så optaget af Marianne Lauridsens smittende forårshumør, at han ikke så skyggen af den herre, der stod på den anden side af gaden og øjensynlig talte ud i luften. - Lige hvad jeg trængte til, sagde Mørk og standsede ud for nr. 7. Marianne lo - Hvordan i alverden kan du dog huske, at det er netop her? Hun fiskede sin nøgle op af tasken. - Ja, vi skal helt op til fjerde; jeg plejer at tage elevatoren. Nu må du ikke blive forskrækket, når vi kommer op. Du vil se mig upåklædt og noget yngre. Tidligere var jeg mere eftertragtet. - Åh, sludder, skønhed har ingen alder. En mild duft af roser var det første han bemærkede, allerede i entréen. - Ja, det er sådan en dum vane jeg har. Af og til køber jeg en buket til mig selv. Roserne dér købte jeg i går. Syv smukke langstilkede Baccara så Mørk på kommoden. - Det er min yndlingsrose, sagde han, forædlet af en gartner Poulsen en gang i halvfjerdserne. Men du gav mig ikke en chance for at jeg kunne forberede mit besøg her. - Nej, men så er det godt du også var i mine tanker i går, lo hun og viste Mørk ind i dagligstuen. - Ih du milde, udbrød han ved synet af de smukke tegninger og malerier, som prægede stuen. Tør jeg spørge om det er jeres datter, der har stået model? - Ja, det tør du godt. Og nej, billederne af vores datter hænger inde ved siden af. Og en del af det du ser her er såmænd mig selv, som jeg kunne se ud den gang. Det er ikke så længe siden jeg holdt op med at stå model. I nogle år som mannequin i min fritid, senere som model. I den anledning betingede jeg mig altid dels at kunstneren kunne sit kram, og dels at jeg kunne vælge et værk fra den pågældende. Så det du ser, er et lille stykke dansk kunsthistorie. Jeg nød faktisk at stå model, når det var en erfaren kunstner. Om de er anerkendte på parnasset, interesserer mig ikke. - Gå med mig ud i køkkenet. Du bruger ikke mælk, vel? - Nej, tak”¦ - sødeste Marianne, skønhed kender ingen alder. Du er en meget spændende kvinde. Var jeg ti år yngre, ville jeg have kysset dig i elevatoren for lidt siden. Mørk tog hendes hånd og førte den helt op til læberne uden dog at kysse den. - Pjat med dig. Nu laver vi kaffe. Så må du kysse mig ordentligt bagefter. Jakken kan du hænge i entréen. Efter kaffen viste hun Mørk rundt. Spisestuen med smukke kultegninger og akvareller af datteren - tunge egetræsmøbler. Arbejdsværelset, stort staffeli, meget lyst, en stærkt plettet hvid kittel, pensler, skitser og lærreder. Hele og halve værker. Soveværelset, helt nyistandsat, små natborde, stor elevationsseng, - Her stod en rigtig himmelseng, det var vores hule, fortalte hun. Den kunne jeg ikke sove i alene. Den er for længst solgt til et yngre par. De havde mere brug for den. Herlufs værelse var nu gæsteværelse. Kun her var der indrammede fotografier af hendes afdøde mand. - Nu har du set det meste af mit synlige liv. Sæt dig herover ved mig. Mørk satte sig lydigt i sofaen. Nu måtte det briste eller bære. - Måske er vi blevet for gamle til at kaste alt over bord og bare nyde hinandens selskab - men det ville da være dumt ikke at gøre et forsøg, sagde hun. - Du har ret. Jeg er også bange. Han førte sin venste hånd om bag hendes hals. De mærkede varmen eller gnisterne, da det papirtynde tomrum mellen hånd og hals kortsluttede. - Hvis du ikke kysser mig nu, svarer jeg ikke for følgerne, sagde hun, og lagde sit knæ hen over hans. Kom, sagde hun og tog hans hånd, sofaen kan være glimrende; for unge mennesker. Hun førte ham ind i soveværelset. - Tag skoene af, sagde hun, læg dig bare et øjeblik, så du kan komme til kræfter. Jeg går lige ud og skyller støvet af. Skyggen skuttede sig. Han kikkede på sit ur. Solen nåede ikke længere ned i gadehøjde. Den lille skomager i kælderen havde to gange været oppe på fortovet. Mørk var tilsyneladende i gode hænder. De havde intet på Marianne Lauridsen. Samme adresse i fyrre år. Skyggen var blevet fortrolig med bevægelserne i gadebilledet og var sikker på, at absolut ingen kunne true Mørk her. Kun fru Lauridsen, som altså var udelukket. Det ville være dumt at møde skomageren en tredje gang. Skyggen slentrede hen mod Jagtvej og fandt en bænk, hvorfra han kunne iagttage den nordlige ende af gaden. Jobbet krævede mere tålmodighed end de fleste lystfiskere var i besiddelse af. Der var tre timer til hans afløser ville dukke op. Marianne holdt op med at nynne og åbnede døren på klem. - August, gider du lige række mig den morgenkåbe, der ligger der på stolen? - Ja min ven, undskyld, værs’go. Hun åbnede døren helt. - Ja, nu må du altså tage mig uden make-up. Og så hold op med dine fjollede undskyldninger. Du og jeg skylder ikke hinanden noget. Der er så meget andet vi med større glæde kunne give hinanden. - Jovist”¦.men du er så uimodståelig smuk. Jeg forsikrer dig om at jeg ikke i min vildeste fantasi ville”¦. - Nu lyver du vist. Vi har vel alle fantasier? Nu tager du et bad, hvis du har lyst. Jeg har lagt rene håndklæder til dig på taburetten derude. Men lad mig ikke vente for længe. Der ligger en pose éngangsskrabere i skabet bag spejlet. - Der er også en ny tandbørste, sagde hun, da han gik derud. Han gjorde sig færdig og barberede sig. Der fandtes vist nok kvinder, der brugte skrabere. Hun lå i sengen og nød de sidste solstråler. - Kom bare, genboerne kan ikke se os her. Ja, læg dig og slap af, det er jo ikke en eksamen du skal op til. Hun strøg ham over ryggen, kyssede ham og legede med hans tunge. - Ræk mig olien, din hud er meget tør. Det er dig først. Berøringen var en velsignelse. I mange år havde ingen andre end hans datter gjort noget lignende. Men det var kun sket ved stranden eller en sjælden gang, hvis han solede sig ude i gården. Og det føltes heldigvis ikke på samme måde. Marianne masserede olien ind i huden og løsnede hans muskulatur. - Du skulle passe bedre på din krop; vend dig om. Han gjorde som hun sagde, men gav fortabt, da hun tog håndklædet fra ham. Hans ”jamen..” blev kvalt af hendes læber. Hun kyssede hans hals mens hun med højre hånd dryppede olie på hans bryst, arme og mave. Nu var han ikke i stand til at skjule sin begejstring. - Det var bedre, sagde hun, nu smører du mig, hvis du vil. Hun vendte sig om på maven. - Åh, det er skønt; lidt hårdere mellem skuldrene”¦ ja, sådan. Og så mine ben. - Sikke fint du har lakeret dine tånegle. Hun lo og sagde at hans trængte til at blive klippet. Men at det måtte vente til næste gang. Han lod sin tunge lege med hendes brystvorter, hendes navle og krusede behåring. En olieglat finger gik forsigtigt på opdagelse. Det var uvant og vidunderligt. - Du smager bedre end olien, sagde han hæst. - Jeg tror du skal prøve nu, men langsomt; i starten, svarede hun, du er større end jeg håbede. Et par timer senere stod de og pjattede under hendes bruser. - Tænk, August, i vores alder? - Skønhed har ingen alder, svarede han og kyssede hende på næsen. - Jeg tænkte på, om du har lyst til at sove sammen med mig i nat, sagde hun spørgende. - Det samme tænkte jeg, svarede Mørk. Der er intet jeg hellere vil. Men jeg skylder min familie at meddele, hvor jeg overnatter. Er det i orden, at jeg ringer hjem om lidt? Kap. 17 Nattevagt Klokken 20.56 kørte en lille falmet kassevogn lagsomt forbi Skyggen. Den vendte som aftalt om lidt længere fremme. Den kom tilbage og drejede ind i Jacob Erlandsensgade, hvor føreren fandt en passende parkeringsplads. ”Støjmåling - Nat og Dag” stod der på bilen i dag. PETs seneste påhit. Skyggen tog en bus tilbage til det lurvede pensionat, hvor man var vant til gæster, der blot indlogerede sig for et par dage. Receptionisten skrev enten ”handelsrejsende”, ”udlænding” eller ”repræsentant” i bogen, med midre gæsten opgav noget andet . Han ville ikke have bøvl, hverken med myndighederne, pigerne eller kunderne. Eliza Penkow hed kun ”Moppen”, når hun var i tjeneste. I nat skulle hun agere ”støjmåler”, specielt på en måde så hun hele tiden kunne holde øje med trafikken til og fra nr. 7. Hun indprentede sig endnu en gang fotografiet af Mørk. Hun kun sagtens blive i bilen nogen tid, før det ville være for påfaldende. Hun tjekkede lige det telefonnummer, som hun selv havde sat på siden af bilen. - De hører den automatiske telefonsvarer hos ”DeciBell”. Vi har åben for”¦ Jo, hun behøvede ikke at høre mere af det hun selv havde indtalt ved middagstid. Alle indgående opkald til svareren blev registreret med henblik på eventuel søgning af ”match” med andre relevante opkald. Hun kunne lige akkurat udfylde den herre-overall, som hun havde fundet i en genbrugsbix. Der stod ganske vist ”ISS Rengøring” på ryggen. Den var udmærket. Kun brugt en smule og med store lommer. Hun vidste, at ”Kanylen” var på vej til Stockholm. Hans fejltrin på Panuminstituttet kostede ham jobbet som laborant. Han forventede at blive sendt videre til London. Kun deres fælles chef i Lotz kendte i detaljer planerne om Kanylens/Laborantens forsvinden. Laboranten skulle flyve fra Arlanda til Heathrow og her agere flygtning og bede om asyl, hvorefter han ville blive sendt til Polen. Som ”kanyle” ville han blive beordret til at holde ferie ”som sig selv”. Voila. Hun havde kun mødt Kanylen to gange. Første gang da de var udvekslingsstudenter på universitetet og anden gang, da de året efter var optaget på ”Akademiet” i Lotz. Han var kommet i funktion efter otte måneders træning. Hun var blevet udvalgt til specialtræning, der omfattede computerhacking. Alle aspiranter skulle gennemføre prøve i selvforsvar og brug af håndvåben. Klokken 22 gik hun lidt op og ned ad gaden og noterede bilnumre. Hun fik ikke brug den lille folder om ”trafiktælling på udvalgte vejstrækninger i København”, som hun havde fremstillet for tilfældets skyld. I løbet af natten fotograferede hun ”al” trafik ind og ud af nr. 7. Tre stk. med nøgle, en der ringede på og to der kom ud. Mørk var ikke kommet ud. Hun var ude at strække benene og få lidt frisk luft og en smøg en gang imellem. To kom i bil, én forlod stedet i bil. Hun noterede alt. En hundelufter med en lille sort pose kom gennem gaden 23.36. Han nikkede venligt. Der var lige så stille i hendes øresnegl som i et gravkammer. Kun den svage biplyd, som én gang i minuttet lovede at der var ”hul igennem”. Den vænnede man sig til og opdagede den kun, hvis den forsvandt. Hun spekulerede over sin fremtid. Var hendes ”karriere” i Agencja Wywiadu virkelig pengene og livet værd? Livet her i Danmark ville få en brat afslutning, hvis hendes placering i PET ikke gav hende adgang til at sende de løbende informationer til Lotz. Arbejdsforholdene i Danmark var noget nær de idéelle. Men et fast forhold til en mand (eller kvinde, for den sags skyld) var udelukket. Det vidste hun. Det havde hun afskrevet allerede den gang på Akademiet. Måske skulle hun gå i kloster? Hun ville nok få svært ved at opfylde alle adgangskravene. Ingen kan tjene to herrer. Hun forbandede sin ungdoms eventyrlyst og håbløse naivitet. Nu var hun fanget i sit eget spind. Klokken nærmede sig ti. Den pæne hr. Mørk havde ikke vist sig. Om en halv time kunne hun ligge og sove i sin seng. Hun fortrød intet. Spurven fra Paris sang hende i søvn i huset ”hjemme” på Amager. Kap. 18 En middagsinvitation Maria de Kue bad børnene, Louise og Martin om at vaske hænder og dække bord. Maden var næsten klar da hendes telefon ringede. - Hej, det er Maria”¦ - Ja, dav min ven, det er mig. Det trækker lidt ud, så jeg syntes lige”¦ - Hvor er du far? Du ved nok, du skal passe på hvor”¦ - Ja ja, al deres sludder. Jeg er i gode hænder her hos fru Lauridsen. Vi har meget at tale om. Jeg er bedt til middag og vil ikke sige nej. Men jeg ringer bare for at sige, at jeg først kommer hjem i morgen. Hun har et nydeligt lille gæsteværelse. Der opstod en pause, hvor han kunne høre svigersønnens stemme i baggrunden. - Hallo, er du der, spurgte Maria, hvad med din pyjamas og slåbrok? Han syntes, han kunne høre et fnis”¦ - Jeg låner nok noget, svarede han, og jeg lover at opføre mig ridderligt. Ja, du hørte rigtigt. Hils Francois og ungerne og sørg for, at de kommer tidligt i seng. - Ja tak. Og i lige måde, svarede hun og prøvede igen at lade være med at le. Vi ses i morgen. Jeg skulle hilse jer fra morfar. Han ringede for at spørge om han måtte overnatte hos en ven! - Gav du ham lov, spurgte den yngste. - Nej min ven. Han er for gammel til at bede mig om lov til den slags. Men nu skal vi spise. Louise undrede sig over den pludselige muntre stemning. - Tror du, at damen er lige så pæn som mormor er på billedet? Maria tabte sin gaffel og tog en slurk vand. Ingen havde fortalt om nogen ”dame”? - Ja, det er jeg sikker på, morfar har en udsøgt smag. - Han er sgu da for gammel til den slags. Tænk dig lidt om, sagde Martin. Francois blandede sig og bad Martin om ikke at bande ved bordet. - Husk, hvad jeres morfar altid siger: Skønhed har ingen alder. - Voksne er altså underlige, konkluderede Louise. Ja, det er ”gammelkloge” børn også, tænkte Maria og smilede. Andreas Andersen snorkede højlydt, da hans nabo for anden gang kaldte over hækken: - Sover du Andersen? - Ja, gu sov jeg. Hvad er der? - Undskyld, jeg vidste ikke, at du sov på denne tid. Må jeg låne din avis? Bare en times tid? - Ja bevares. Jeg kom på benene, fandt avisen til ham og afslog hans tilbud om Berlingeren. Jeg går ind og arbejder lidt, meddelte jeg. Et par stykker mad senere åbnede jeg computeren. Han var nu god nok, ham gnavpotten derinde. Han døjede med eftervirkninger af piskesmæld og fibromyalgi, havde han fortalt. Jeg måtte også finde på et eller andet til Helga i morgen. Ellers måtte det bare blive en buket blomster fra tanken. Hurtigt opgav jeg at skrive videre om Mørk. I stedet gav jeg mig til at gennemlæse de 30-40 sider jeg hidtil har skrevet. Prøvede at skære overflødigt ”fedt” fra, så kun det bedste blev tilbage. Jeg havde næsten stirret mig blind på korrekturen, da det ringede på døren. Det var naboen, som blot ville aflevere min avis. Der er en meget interessant artikel om dahlia. Må jeg få avisen, før du smider den ud, spurgte han. - Selvfølgelig, svarede jeg og anede , at der var mere han ville. Kom dog inden for, bød jeg. Dahlia har jeg ikke længere, men jeg véd godt, at du er ekspert på området. - Nåh, det nu mere konen. Hvad er det du går og arbejder med, spurgte han endeligt. OK, det var dét han ville. Han gik hen og kikkede på mine rids af Vor Frue Kirkes smukke søjler. - Du tegner stadig? Hvad bruger du computeren til, spurgte han ligefremt. - Bare for at følge med tiden, svarede jeg; ja, og så nogle dagbogsnotater. Ja, den har da også et par tegneprogrammer, som jeg leger lidt med. Hvad bruger du din til? - Åh, jeg gukler lidt, svarede han undvigende, ellers er det mere hende, der lægger kabale og sådan. - Tag du bare avisen med dig igen, sagde jeg, da han listede af. Der kommer nok en ny i morgen. Ja, tænkte jeg, ”gukler”, hvorfor ikke. Det kommer nok med i næste udgave af retskrivningsordbogen. Kap. 19 Parisersalonen Den 82-årige Peter Ware Higgs, Professor Emeritus fra University of Edinburgh, var kommet et skridt videre i sin søgen efter den ”boson” partikel, hvis eksistens han siden 1964 ville påvise. Higgs var sikker i sin sag. Han manglede blot det afgørende bevis. Et endegyldigt bevis ville være kronen på hans livsværk. Salonen havde længe haft planer om at invitere ham til at forelæse på Sorbonne i løbet af året. Hidtil havde han været henholdende. De to professorer, Higgs og Lucide havde kendt hinanden i en snes år. De havde en omfattende brevveksling om etiske og moralske principper eller mangel på samme i internationale forskerkredse. Anvendelse af ny viden havde altid været omgærdet af det omgivende samfunds normer, regler og love. Nu var ”det omgivende samfund” blevet globalt, men hverken FNs Unesco, OPEC, EU eller FAO kunne sammen eller hver for sig sætte de grænser for forskning, som var nødvendige for menneskehedens overlevelse. Niels Bohr og stormagternes atomkapløb var det bedste eksempel på det paradoks, som Higgs og Lucide prioritede langt højere end noget andet. Lægekunstens udvikling havde gjort mennesker til herrer over liv i en grad, som ellers kun voldsforbrydere og despoter så stort på. Et af salonens øvrige medlemmer var, som præsident for ISODPs kongres om organdonation, stærkt optaget af kampen mod en ny mafia. En mafia der tjente store summer på at være leveringsdygtig i alle slags menneskelige organer. Den lyssky virksomhed opererede først og fremmest i Indien, men man frygtede en ekspansion uden for kontrol. Kina var i søgelyset. Så længe Higgs og Lucide kun forholdt sig til etiske og filosofiske spørgsmål, kunne de skrive åbent og frit. Det var kun, når de nærmede sig drøftelse af konkrete eksempler, de var nødt til at bruge det overdrevne hemmelighedskræmmeri. Kap. 20 Morgenhår Klokken syv kunne jeg ikke sove længere. Jeg hørte avisbuddets knallert, da jeg stod og børstede tænder. Morgenhår havde hun sagt i telefonen. Jeg troede mest det var mænd, der havde strithår om morgenen. Det var flere måneder siden jeg havde set hende sidst. Hun havde forandret sig meget gennem årene. Jeg var tydeligvis blevet ældre, men håret groede da endnu. De største forandringer ikke umiddelbart ses. Jeg var ikke desto mindre meget forandret. Efter mit uheld havde jeg bedøvet smerterne med alkohol eller/og lykkepiller. Jeg var blevet fysisk svagere, både på grund af alder og nedslidning, og kunne i hvert fald ikke tåle alkohol. Nu, hvor jeg havde holdt mig ædru i snart et år, var meget blevet anderledes. Det eneste, der rigtig drillede, var nok hukommelsen og koncentrationen. Meget der burde huskes blev hurtigt glemt, og en hel del huskede jeg alt for tydeligt. Jeg vidste, at jeg stadigvæk elskede Helga. Men hvad kunne jeg tilbyde hende? At begå en fejl er tilgiveligt, men at gentage fejlen er direkte dumt. Ingen af os var ”skyld” i bruddet. Vi ville jo så gerne hinanden. Måske var det bedst, at vi helt undgik hinanden. Gråmis kaldte mig tilbage til virkeligheden. Han kendte mit svingende humør kikkede hovmodigt på mig, som om han ville sige: Husk, at det kun er os katte der har ni liv! Hvem véd? Jeg hentede avisen og satte vand over. Der var brød nok fra i går. Jeg ringede til Michael, som altid stod tidligt op, og indviede ham i mit planlagte besøg. - Det lyder som en god idé, svarede han. Men gør nu ikke noget overilet. Vi bruger mange kræfter på at fortælle børn, at de aldrig skal gå tilbage til en fuser, grinede han frækt. - Jeg er hjemme igen i eftermiddag, svarede jeg. Og husk, at der er forskel på sortkrudt og kærlighed! Så fik han dén! Hvad var forskellen? Måske skulle jeg spørge Helga”¦ Jeg tog et hurtigt bad og fandt lidt acceptabel påklædning. Klokken ni kørte jeg mod byen. Et andet sted i byen lå Mørk og var lykkelig. Halvvejs vågen så han en letpåklædt gudinde lægge sig ved hans side. - Du sov så godt. Jeg nænnede ikke at vække dig. Tak for i går, din slemme mand. Mørk lagde en arm om hende og trykkede sit ansigt mod hendes bryst. - Det er mig, der siger tak. Du gjorde en drøm til virkelighed. Tiden må gerne stå stille lidt nu. Du er så smuk. Hun strøg ham fra øjenbrynene op over hovedet til nakken. - Og du har morgenhår. Der er kaffe i køkkenet om fem minutter. Så kan du gå i bad bagefter. Jeg har en badekåbe, der er lidt for stor. Jeg lægger den på fodenden. Gudinden kyssede ham på panden og gik ud fandt lidt ost og tyttebærsyltetøj. Kap. 21 Ryesgade Ryesgade var ikke rigtig vågnet endnu. De små spraglede tyrkiske dagligvarebutikkers ejere ordnede sirligt deres kasser på fortovet. Her kunne jeg have fået blomsterne for det halve af, hvad jeg måtte betale på tankstationen. Jeg fandt en tom plads i nærheden af galleriet. Det store billede som fyldte hele bagvæggen i vinduets udstilling var lige så ejendommeligt, som den film jeg havde set hos Michael og Rie. Jeg tog forsigtigt i døren. - Velkommen skat, sagde en stemme bag ved mig. Helga strålede. Gå bare ind, jeg var lige henne og købe smør og mælk hos Mustafa. Jeg kyssede hendes kind og spurgte om jeg var for tidligt på den. - Nej da, men heller ikke for sent. Hun låste døren bag os og vendte papskiltet med ”kommer nok snart”-beskeden. Galleriet duftede af friskbagt brød. - Ja, dét du kan lugte helt herud er ægte nok. Jeg stod tidligt op og bagte et brød til os. - Åh, hvor er du sød, svarede jeg. Som du plejer. - Jeg har haft store betænkeligheder, før jeg tog herind. - Hvorfor dog det, spugte hun, jeg bider ikke. Du synes måske, jeg er en harsk tante en gang imellem. Kom nu med herop og lad os sætte os. Fire trin førte op til et stort rum, der fungerede som atelier, køkken, soveværelse og dagligstue. Hun skar af det tætte brød og anrettede det hele på en stor bakke. - Vi kan sidde dér sagde hun og pegede på bordet foran sofaen. Jeg fandt en stol og vi satte os over for hinanden. Jeg prøvede at spole lidt tilbage i samtalen. - Men nej, min ven. Barsk måske, aldrig harsk. Og ikke det mindste tantet. Det er bare mig. Det er alt sammen så længe siden, nu. Jeg véd godt, jeg har kvajet mig. Jeg troede jo, at jeg kunne glemme dig og alt det vi havde. Hele tiden skjulte jeg min kærlighed til dig. Jeg forstod dig ikke og lod min frustration drukne i arbejdet på papiret. - Var du aldrig vred på mig, spurgte hun. Eller bitter, da jeg overlod drengene til dig - og overlod dig til dig selv? - Nej, svarede jeg, ikke vred. Men bitter? Jo. Vist var jeg bitter. Kun drengene holdt mig oven vande. Du må da have savnet dem? - Ja, som en sindssyg. Jeg troede jo på idéen derude. Jeg kunne ikke holde den tanke ud, at være kønsløs forstadsfrue med nydeligt hjem, pligtopfyldende mand og to velfriserede børn. Det var for meget for mig. Derude var der fest og farver; elsk mig her, elsk mig der og hjemmestrikkede speltkvinder, der ikke tålte noget maskulint modspil. Og selvfølgelig hashen. Vi anså den som en menneskeret. Men den var ikke noget problem for mig, når jeg ikke havde børnene at tage vare på. Hashen har ødelagt alt for mange børn. Først senere opdagede jeg, hvor falsk jeg levede. Noget ægte kan ikke hvile på et falsk fundament. Hold da kæft, hvor har jeg tit savnet dig og ungerne. I sit stille sind havde hun et håb, men det var ikke tiden til at kredse om det lige nu. - Tit, sagde jeg, tit har jeg tænkt på, om vi kunne klare at se hinanden lidt mere. Jeg forestiller mig ikke, at vi flytter sammen igen. Men bare vedkender os vores følelser og respekterer vores forskelligheder. Måske kan vi inspirere hinanden i vores opdagelsesrejse i fremtiden. Du har jo også nogle børnebørn, som elsker dig for den du er. - Er du klar over, at du sidder der, nok så uskyldig og forfører mig, spurgte hun. Du enlige far. - Nej, Ravnemor, det ville ligge mig fjernt. Jeg husker ikke en gang, hvordan man gør. Så ville jeg nok have sat mig ved siden af dig. - Måske skal vi begge sikre os denne gang, om vi kan bunde, før vi hopper i bølgerne, svarede hun. Nej, helt seriøst. Lad os prøve om vi kan finde ud af noget, som ikke gør for ondt, hvis det mislykkes. At sidde med hænderne i skødet, er der sgu ikke meget fremtid i. Bare vi kan lade være med at forme hinanden alt for håndfast. - Jeg finder lige en vase eller sådan noget, sagde hun, jeg elsker blomsterdufte. - Det dér billede - det store derude. Det har en ejendommelig virkning. Det tiltaler mig, ja taler til mig, havde jeg nær sagt. - Sjovt. Michael sagde præcis det samme. Det glæder mig, at du synes om det. - Hvordan er haren kommet ind i billedet? - Med kul, kridt og umbra, grinede hun. Nej, jeg fandt den døde hare hos en konservator, der ville smide den ud, da han var utilfreds med resultatet af sit arbejde. Noget med kroppen, han havde revet hul i. Jeg fik den for 100 kroner. Det må vel være ti-tolv år siden. Den har fulgt mig siden. Den er da meget sød. Han sagde, det var en harekanin. Jeg ved ikke, om det er sandt. Så ville jeg pludselig male den en dag, ja, altså på et lærred. Jeg havde kun det store lærred dér, men hva’, tænkte jeg og tog fat. Ved et tilfælde fik jeg en bog af Kit Williams foræret af en veninde. Resten gik næsten af sig selv. Det var godt, at jeg ikke vidste, hvor svært det var. Jeg følte mig som tovholder på min egen skude uden havn. Hele processen kom til at vare et par måneder. Filmen og lydsiden var det sværeste. En film-nørd brugte flere dage og nætter. Klippearbejdet og lydsiden var en kaotisk blanding af analogt og digitalt arbejde. - Her, du må gerne få en skive med hjem, sagde hun og fandt en DVD i en skuffe. På omslaget stod der blot ”m. zeta”. - Det skal du ikke tage dig af; jeg har lavet flere forskellige udgaver. Nogle med og andre uden zetavirkning eller noget der ligner. Jeg anede ikke hvad hun talte om. Det gjorde Helga egentlig heller ikke, men hun vidste, at det virkede, uanset om hun stavede det med z eller th. - Ja, jeg kan ikke forklare det, sagde hun. Det har noget med ”muzak” at gøre”¦ og rumklang og klangbund. - OK, jeg glæder mig til at se om mit simple udstyr kan åbne din installation, svarede jeg, uden at tænke mig om. - Nå, ja, du har jo forstand på installationer, når propperne går, sagde hun. Mit HFI-relæ slår ud hver gang jeg skal bruge min brødrister. Hvad tror du, der er vejen? - Nej, jeg troede du kaldte dit værk for en slags installation, altså installationskunst. Men lad mig se på brødristeren, sagde jeg og gik hen til køkkenbordet. Jeg fandt en teske halvvejs nede mellem glødetrådene. Sådan min ven, nu kan du roligt riste igen lidt. Uden teske! Vores øjne råbte til hinanden. Kun Helga formåede at sætte lyd på: - Hvornår ses vi igen? - I morgen! Hvorfor ikke? Hun grinede højt. Du er sandelig blevet frimodig; det klæ’r dig. Gi’r du frokost? Så sørger jeg for resten. Se nu at komme hjem, vi har ingen tid at spilde”¦ Den runde tyrkiske grønthandler vinkede til os, da jeg igen på fortovet kyssede Helga på gensyn. Jeg følte mig lettere beruset, da jeg satte mig bag rattet. Kap. 22 Mandag morgen Professoren kikkede en ekstra gang på portvagten og hilste som altid. Der var heller ikke noget usædvanligt at se oppe på afdelingen. Jo, man undrede sig over, at en af laboranterne ikke var mødt til tiden. IT-afdelingens leder sad ved Lucides computer. - God morgen, sagde professoren, hvad er det pressen fortæller om et indbrud i noget computerudstyr? - Sæt Dem nu ned. Denne computer her, altså Deres, er mellem onsdag og fredag blevet brugt som redskab til at omgå vores sikkerhedssystem. Det har vi naturligvis anmeldt, men hvordan Ritzau har opsnappet nyheden, véd vi endnu ikke. Lige nu er jeg i gang med at finde de tidspunkter, som er interessante. - Er De helt sikker på, at ingen andre har kendt Deres adgangskode? De arbejdede jo tæt sammen med laboranten? Vi har prøvet at ringe til ham, men han tager øjensynligt ikke sin telefon. Lige nu er en af vores folk fra kørselsafdelingen på vej til hans hjem. Ikke fordi vi tror, der er tilstødt ham noget. Det ville bare være rart at kunne udelukke ham - ja og Dem selv også. - Jamen mig, røg det ud af Lucide, hvorfor skulle jeg ”bryde ind” i min egen computer? - Det spekulerede jeg også på, sagde IT-manden og smilede. - Men sådan hænger det heller ikke sammen. Skal De bruge Deres computer lige nu? Hvis ikke, vil jeg gøre mit job færdig. Det tager højst et kvarters tid. - Glimrende, jeg skal også først hen og kontrollere mine forsøg i laboratoriet. En ung dame i receptionens ”call-center” svarede, da jeg endelig kom igennem. Jeg havde for en sikkerheds skyld skrevet ned, hvad jeg ville sige: - God dag, De taler med chefredaktør Deleuran i den danske afdeling af tidsskriftet ”Nature”. Jeg véd ikke, om De kan hjælpe mig. Vi er i gang med at skrive et portræt af en relativt ukendt forsker ved navn Lucide. - Ja, han arbejder her, skal jeg stille Dem om? - Nej, endelig ikke! Det skal være en lille gave til ham; gerne en glædelig overraskelse i vores næste nummer. Nej vi mangler kun nogle fakta, som vi ikke vil være bekendt at besvære professoren selv med. Vi vil jo nødigt skrive, at ingen på Instituttet vil udtale sig om helt banale facts om professorens alder, anciennitet, aktuelle arbejde - gerne krydret med anekdoter fra andre medarbejdere”¦ - Nå, ikke andet; nu skal jeg slå ham op. Efter fem minutter var jeg overbevist og takkede den venlige unge dame hjerteligt. Hun havde intet nævnt, der kunne antyde, at professoren var andet end det han udgav sig for. Avisen havde en lille omtale af TVs programflade. Jeg holder meget af naturvidenskabelige udsendelser, så omtalen af den nye serie ”NetNyt-DK” vakte min nysgerrighed. Billedet viste en kvindelig, garvet men meget smuk journalist, som skulle være studievært. Jeg havde set hende før. Hun havde sidste år holdt to foredrag, som jeg fandt i aftenskolekataloget. Et om parisere i dag, og et om DDR i firserne. En af de kommende udsendelser skulle omhandle Net-cafeer netop nu. Måske skulle jeg ringe og fortælle det til Mørk, men han havde nok travlt. Laboranten sad i SJs behagelige tog på vej fra Hälsingborg til Stockholm. Hans klodsede angreb på serveren i København, nagede ham. Han havde heller ikke fundet Mørks journal. Det vigtigste var imidlertid den billige ”kinabog” fra Ranunkelvej. Alt var ellers forløbet som forventet. Det kunne være Akademiet, der enten havde lagt en fælde - eller var i gang med at opbygge ham til et nyt job”¦ Han havde husket at gøre sig bemærket i færgens kiosk ved at insistere på at få danske penge retur, når han betalte med danske sedler. Til sidst havde han fremvist sit danske pas, som dog ikke gjorde indtryk på ekspeditricen. ”Du kan veksle i vekselkontoret”. Så havde han brokket sig over, at kiosken ikke førte grøn Cecil. Hun ville ikke glemme ham lige straks. Han havde tjekket de to nærmeste toiletter i toget. Svenska Järnvägen lagde stor vægt på miljøet og passagerernes velbefindende. Rent og pænt overalt. Om et par timer ville han igen være to identiteter. Dels ”Laboranten” som løste billet til toget til Oslo - og dels samme laborant, der lejede en ensomt beliggende ”stuga” i den Stockholmske skærgård for to uger. Samtidig skulle han være polsk gæstearbejder, der løste flybillet fra Arlanda til Heathrow. Akademiet overlod intet til tilfældighederne. Det morede ham, at PET kom på overarbejde. Men han havde lidt ondt af den kloge og venlige professor, som var blevet offer for sin egen drivkraft. Det gamle ægtepar på Ranunkelvej levede og ville nok få plads på plejehjemmet. Selvfølgelig var det ukammereratligt over for Skyggen, at han havde sat ham på vildspor og brugt Moppen som budbringer. Laboranten stolede kun på sig selv. Desværre. Han måtte lige på toilettet i Arlanda. Der ved urinalet ventede han på, at herren på det sidste af de seks toiletter gjorde sig færdig. Hurtigt gik laboranten ind, låste omhyggeligt og stak hånden ned bag den fugtige cisterne. Han fandt hurtigt, hvad han søgte. Et stykke gaffertape lukket om en nøgle. Han kontrollerede sit udseende og især overskægget. Nøglen tog han i lommen. Han gik til indtjekningen, afleverede sin rejsetaske og fik sit boardingcard. Skuldertasken med ”hans dagbog” kørte gennem detektorbåndet uden problemer, og han tømte sine lommer for metal; men det bippede højlydt, da han selv gik igennem. En lufthavnsbetjent tjekkede ham med en hånddetektor og bad ham om at tage livremmen af. Det var det store spænde fra D&G, der lavede ballade. Bukserne blev siddende. På politigården i København og ude i Gladsaxe var der lidt mere aktivitet end sædvanligt. De ”kongeligt edssvorne polske translatører” fra bureauet nød godt af det ekstra arbejdspres. Stemningen på ”Gården” var lidt trykkende. Det var den altid, når lederne blev sat til vægs ovenfra. En uofficiel intern analyse havde belyst forholdet mellem nedgangen i antallet af normerede stillinger. For hver nedlagt stilling blev der hyret to private, som man normalt fandt blandt tidligere ansatte i branchen. Det ville være taktisk uklogt at offentliggøre den slags politisk motiverede overvejelser i øjeblikket. Overbetjent Jensen og Dueholm var formentlig de sidste af deres art. Hver for sig havde de et ben i hver lejr, men holdt balancen endnu. Så længe de holdt deres viden, denne gang om Skyggen, Professoren og Mørk, for sig selv, kunne han frit agere mellem den åbne og den lukkede afdeling. Hans sans for timing gjorde ham som regel i stand til finde det rigtige tidspunkt for at lade en en oplysning sive og en bemærkning falde. Kap. 23 Netcaféen Maria de Kue ville ikke forstyrre sin far og Francois, der gik og rodede i forretningen. Håndværkerne havde arbejdet i døgndrift, men forstyrret naboerne så lidt som muligt. Der var ikke meget tilbage af det gamle træværk. Kun de smukke paneler og de indvendige døre blev istandsat. De to store sammenhængende lokaler ud mod gaden var lyse og indbydende. I dag skulle der installeres tyverialarm. Mørk havde gjort vrøvl, men havde bøjet sig for Francois nøgterne regnestykke. Uden forsikring ville de ikke en gang få myndighedernes tilladelse til at åbne. Oprindeligt havde de opereret med et budget med anlægsudgifter på en kvart million og et tilsvarende beløb til investering i hardware. Driften ville kun kunne balancere med en daglig indtægt på ca. 4.000 kroner. De ville satse på helt uafhængige og seriøse softwareudviklere, som ikke selv havde råd til at anskaffe den fornødne hardware. En meget snæver målgruppe, vurderede de. Plan B, hvis ideen slog fejl, var, at Francois ville reparere harware og give instruktion i softwareudvikling. Det er jo ikke alle, der sikrer deres i-phone med kæden fra et lommeur. Væggene i det største lokale virkede nøgne og tomme. Mørk havde betinget sig, at det hele skulle være klar til ibrugtagning i løbet af en uge. Annoncering og markedsføring var håbløst gammeldags, mente Francois. Mørk havde budgetteret med husstandsomdelte reklamer og en hel side i ”Øbroavisen”. - De tyve tusinde vil være spildt, havde Francois svaret. Et gratis TV-indslag på tre minutter i den bedste sendetid, vil give større genlyd i branchen og markedet, end de kunne ønske sig. - Blot kræver det, at du lader dig interviewe, fortsatte Francois. Vores målgruppe læser ikke papiraviser og slet ikke trykte reklamer. De kommunikerer udelukkende elektronisk og de ser kun de TV-udsendelser, som de véd vil interessere dem. Mørk havde nikket. De unge er klogere end som så. - Jeg går kun med til det, hvis du hjælper mig. Jeg vil nødig fremstå som senil rundforvirret gamling! Og jeg deltager ikke i noget reklameindslag på nettet! Måske skulle Francois allerede nu fortælle ham, at journalisten fra DR allerede ville kontakte ham i dag? Selv ville han helst ikke blande sig mere i svigerfarens forberedelse som debutant i fjernsynet. Det var imidlertid helt afgørende, at enhver snak om ”hjerner”, ”hukommelsesforskning” og ”politi” var bandlyst. Journalisten fik Mørk i røret, præsenterede sig og henviste til en samtale hun havde haft med Francois. Mørk anede et komplot, men hun havde en meget behagelig stemme. Hun spurgte om han havde mulighed for at give interwievet i morgen. - Det kommer bag på mig, men ja, jeg kalder lige på svigersønnen. Det er nok bedst De selv taler med ham”¦ - Francois, kaldte han. Kom lige, det er en journalist et eller andet... Deres samtale var kort. Hun ville komme allerede ved tolvtiden og hun regnede med to-tre timers arbejde, hvoraf Mørk skulle være til stede en times tid. - Jeg kan ikke lide det her, sagde han bagefter til Francois. Hvad er det, der er så interessant ved denne lille ubetydelige forretning, spurgte han. De blev igen afbrudt af telefonen. Denne gang var det Francois der tog den. - Svigerfar, kaldte han, det er Andreas Andersen til dig. Kap. 24 Installationen Jeg ringede først til Mørk hen ad eftermiddagen. Jeg vidste godt, at han ikke var den største fjernsynskigger, men dét måtte da lige være noget for ham. Selv glædede jeg mig også lidt. Så vidt jeg ved, har mange netcaféer drejet nøglen om det sidste års tid. - God dag, Mørk, det er Andreas, du må undskylde, at jeg forstyrrer. Jeg er bare så spændt på at høre, om alt går som det skal? - Jo, tak, det gør det vel. Som regel synes jeg, det hele går for stærkt, nu kan det ikke gå hurtigt nok. Herregud en dag fra eller til gør vel ingen forskel”¦ - Nej måske ikke, svarede jeg, jeg sidder lige med avisen. Der er en lille artikel om et nyt TV-program, som må interessere dig. Jeg kender lidt til den studievært, som står for det. Vil du høre? - Ja, meget gerne. Jeg læste det lille stykke op for ham. Han lyttede intenst. - Mærkeligt! Udbrød han, utroligt! - Hva’beha’r? spurgte jeg vist nok. - Hallo, undskyld. Jeg er lige blevet ringet op af den dame du taler om! Hun kommer her i overmorgen og vil filme interview med mig og alt muligt. Det er Francois’ idé. Hallo”¦ er du der? Min forbløffelse var åbenbar. - Ja, ja, jeg er her”¦ - Kan du huske det billede, vi talte om? Det, din kone har hængende i galleriet? Det køber jeg. Det kan passe fint på en af de bare vægge her. Har du hendes nummer? - Ja da. Hun kommer på besøg hos mig i morgen, men ring alligevel til hende. Hér er det. - Tak, jeg ringer til dig senere”¦. Jeg kikkede på klokken. Der var lang tid til i morgen. Der stod godt nok DVD på mit lille anlæg. Jeg prøvede også at lægge skiven i og tændte for fjernsynet. ”Insert disc” skrev skærmen. Det havde jeg jo lige gjort. Jeg slukkede for skidtet. Det må Michael ordne. Jeg begyndte at blive betænkelig ved mig selv. På under en uge havde jeg udgivet mig for at være en anden; dels redaktør på et berømt tidsskrift og dels som en lidt naiv kvindelig forfatterspire på en ”Forfatterside”! Her var man ikke karrig med hverken indsendte tekster eller anonyme forfattere. De nærmest opfordrede brugerne til at skabe sig et ”alias”. Det brød jeg mig ikke om, men OK, mange anerkendte forfattere benyttede sig af samme accepterede bedrag. Man må formode, at de ansvarlige udgivere havde hånd i hanke med forfatternes sande identitet. Kap. 25 Skyggen Jensen lagde omsider, ”forsigtigt” en besked til Skyggen. De måtte finde en løsning.. Han var 100% sikker på, at det var Skyggen, han havde mødt den dag på trappen. Politiets seneste foto af ham stammede fra tiden på skolen. Da havde han været i tyverne, måske tredive. Nu måtte han snart være halvfjerds. Jensen var lige så gammel, men kun ”freelance- konsulent”. Ingen ud over to eller tre personer i PET kendte til Skyggens eksistens. I det gamle Vesttyskland ville nogle stykker nok kunne kende ham, hvis de i dag mødte ham ved Check Point Charlie. Enkelte, der havde været nært tilknyttet Poul Hartling i hans tid som statsminister, ville muligvis også kunne huske ham. Den gamle Kejsergadesag havde haft en del udløbere, som aldrig var trævlet op. Siden Skyggen blev hvervet gennem én, der kaldte sig ”tjener”, havde han kun haft vekslende papiridentiteter. Jensen og Dueholm kunne næsten tale om alt. Men aldrig om Skyggen eller noget der stod over ham. De var enige om, at rigets sikkerhed går forud for alt andet. Det kunne jo ikke være rigtigt, at denne hr. Mørks perifere vanskeligheder skulle prioriteres på linje med rigets sikkerhed. Men professoren? Og laborantens forsvinden? Nu havde Jensen ikke længere adgang til oplysninger fra Panuminstituttet. Med mindre han selv forfulgte sagen. Selvfølgelig. Han havde jo heller ikke ubegrænsede midler til sin rådighed. Han besluttede efter rådslagning med Dueholm at lade laboranten efterlyse i Tyskland, Sverige og Norge. Og herhjemme selvfølgelig. Med henvisning til at han skulle vidne i en sag om trusler mod en anden dansk statsborger. Han måtte så håbe på at dagbladenes journalister hellere ville vælge at skrive om noget andet. Fartkontrol, samarbejdet mellem Told og Skat, overgreb på mindreårige og sådan noget. På vejen ud meddelte han, at han ville være optaget de næste par timer. Professor Lucide sad på sit kontor, mens instituttets IT-chef rodede med computeren. Han rejste sig og fandt sine nøgler til laboratoriet”¦ Pudsigt, at laborantens nøgle sad dér og dinglede i garderobeskabet; sammen med den ekstra nøgle til laboratoriet? Lucide åbnede resolut skabet. Gabende tomt. Kun lugten af desinficeringsvæske var tilbage. Professoren trak tøvende laborantens skrivebordsskuffer ud. Der lå kun, hvad der havde ligget der, den dag laboranten havde tiltrådt sin stilling. Alt andet var væk. Hans få ringbind var væk. Professoren ringede til Jensen på Politigården. - De taler med callcentret på Politigården, bla bla”¦ Lucide ville knalde røret på men måtte nøjes med at trykke på en lydløs knap. Heldigvis var skuffen endnu ikke udstyret med lydløs lukkemekanisme. Den fik et gevaldigt tryk. IT-chefen røg op af stolen. - Hvad sker her, spurgte han og slap musen. Det bankede på døren. - Åh, gudskelov det er Dem, Jensen, jeg har netop prøvet at ringe til Dem”¦ - Ja, tak, det kan jeg se”¦ men”¦, jeg kommer kun for at gennemgå alt, hvad laboranten har efterladt. Intet herinde må røres! - Av, det var værre. Jeg tror ikke der er meget tilbage”¦ lige nu er en af vores chauffører på vej til hans hjem”¦ - Hvor? Udbrød Jensen. - Ja, det ved jeg virkelig ikke. Nu skal jeg se”¦ nå, nej”¦ Han kikkede på IT-chefen”¦ - Tror De det er muligt at finde laborantens adresse? - Ja, men er det ikke nemmere at ringe til chaufføren? Nu skal jeg! - - - - Hallo.. Har du fundet adressen. Ældre ægtepar? Ingen laborant? Er du sikker?... Nej, det må du meget undskylde. Bare kør her tilbage. - Chaufføren er åbenbart kørt forgæves; Ranunkelvej 12. Adressen skulle være god nok, men tilhører et ældre ægtepar, som bestemt ikke kender til nogen laborant. Men vent lige lidt”¦ Jo, her er han. Ifølge vores egen oversigt bor han på adressen. Ja”¦ laborant, på 1.sal. Professoren forstod ikke denne opstandelse. Han tog sin slidte mappe og forlod kontoret. Intet må røres, herinde, havde betjenten sagt. Så kunne professoren måske få lov til at passe sit arbejde i laboratoriet. Her måtte ingen andre komme. Heller ikke en politimand. Den stedlige sikkerhedsrepræsentant havde nægtet at sætte det gule symbol med ”radioaktivitet” op. Så professoren havde for egne midler fået sin lokale isenkræmmer til at fremstille et plasticskilt, som professoren egenhændigt, med dobbeltklæbende tape havde sat på døren. ”Strålingsfare” stod der! Skiltet var ikke ikke godkendt, men heller ikke udtrykkeligt forbudt i henhold til gældende ”Regulativ for sikkerhedsrepræsenter”. Nu måtte han bruge noget af sin dyrebare forskertid på de trivielle opgaver, som hans assistent ikke kunne varetage i dag. Han fældede vist en tåre, mens han skruede på termostaten. Ved gradvis nedsættelse ville der ikke kunne registreres nogen smerte i de endnu virksomme ”præparater”, som han plejede at kalde de krøllede hjerner. Så snart han igen fik adgang til sin computer, ville han slette Mørk i donorregisteret. Kap. 26 NetNyt-DK Allerede tirsdag lidt over elleve kom de første TV-folk for at se nærmere på rammerne for indslaget med Netcafeens indehaver. Først optagelser af hele bygningen set fra tre forskellige vinkler fra gadens modsatte side. Så et zoom hen mod selve cafeen og ind ad døren. De krydsede gaden og mødte Mørk og Francois, før de begyndte at stille stativer op og trække kabler. Håndværkerne rystede på hovedet og gik til frokost. På slaget tolv ankom journalisten, smilende og scenevant. Mørk var forbavset; hun var ikke ligefrem nogen årsunge. Bare smuk og levende i ansigt og krop. Nu skulle hun gøre situationen så tryg og tillidsvækkende som muligt. Hun præsenterede sig og trak et par stole lidt skråt sammen mellem stativerne. De talte sammen en halv time, og Mørk læste stikord til de spørgsmål, hun ville stille. Francois havde nøje instrueret sin svigerfar om at affærdige eventuelle spørgsmål om ”hukommelse” og ”hjerneforskning” som løse rygter, der intet har med virkeligheden at gøre. Nu satsede Mørk, så at sige, hele butikken på én vidtløftig idé. Han skulle lige vænne sig til det skarpe lys. Hun hjalp ham lidt med et par servietter og en pudderkvast, så hans pande ikke lignede et spejl. - Jeg har også et sæt kunstige øjenvipper og lidt rouge, hvis De ønsker det, grinede hun venligt. Hendes omfangsrige værktøjskasse var nok veludstyret til enhver lejlighed. Kun fire sekvenser måtte tages om nogle gange. Francois måtte hjælpe fra sidelinjen med et par forklaringer på caféens helt nyskabende kvaliteter. - Tak, sagde hun og rundede af. De er sandelig nem at arbejde med. Kameramanden og lysmanden (som var lyskvinde) nikkede og de kunne begynde at pakke sammen. Den aluminiumsskinnende paraply blev foldet sammen og beskyttet med et overtræk. Mørk var imponeret over alt det arbejde han havde afstedkommet. - Vi satser på at bringe indslaget i vores førstkommende udsendelse. Vi skal nok få et fint resultat, sagde hun og smilede til Mørk, jeg håber vi tilfører lidt afdæmpet Chopin eller lignende som underlægning. Det hele var overstået i løbet af tre timer. Mørk ville modtage en bankoverførsel på DRs standardbeløb for uspeciferede udgifter i forbindelse med optagelsen. - Det må Francois ordne, tænkte han. Hverken betjentene eller Jensen havde kunnet forhindre Mørk i at lade sig interwieve til TV. Vurderingen var, at risikoen for en konflikt med journalisten ville være større end et tre-minutters, sikkert ret uskyldige indslag med hovedpersonen. Kap. 27 Sylvias Mother Det var lidt irriterende, at jeg ikke kunne afspille DVD’en, når nu Helga kom. Men på den anden side: vi havde jo begge set og hørt den. Jeg véd, at hun også elsker sild, sagde jeg til Cadeau, alias Gråmis. Måske skulle jeg have fremstillet en lækker salat af skvalderkålen? Pjat, jeg havde to forskellige uåbnede pakker pålægssalat i køleskabet. Og en god leverpostej. Hvem siger, at hun overhovedet er så sulten? Jeg regnede med, at vi kunne sidde ude. Solen måtte gerne skinne lidt mere. Jeg kørte til stationen halvtolv. Ved tolvtiden, havde hun sagt. Denne gang var det anderledes; denne gang ville hun bare besøge mig. Hun var med 11.55. Hun slæbte på to fyldte ”muleposer”. - Hej skat, råbte hun og satte poserne fra sig. Det er bare lidt ekstra tøj. Jeg fik både kys og kram; hun duftede svagt af lavendel. - Kan du li’ min kaftan? spurgte hun”¦ - Den er meget smuk, sagde jeg og mente det. Østerlandsk mystik klæ’r dig. - Jeg tog altså et brød med, sagde hun da vi var hjemme. - Skal vi have en tår kaffe først, spurgte jeg. Måske kan vi sidde på terrassen lidt, men de har lovet regnvejr i eftermiddag. Jeg måtte gå til bekendelse: - Den DVD du gav mig, kan jeg altså ikke få til at virke, men jeg regner med, at Michael vil hjælpe mig. - Selvfølgelig vil han det, svarede hun, men tag lige og vis mig teknikken. Jeg kan meget mere, end du tror. Det tvivlede jeg sådan set ikke om. Hun tændte og trykkede skuffen ud. Så vendte hun skiven om og tændte for fjernsynet. Skærmen flimrede et par sekunder og opfordrede derefter: Play. Jeg studsede, da hun straks slukkede for den igen? - Nej ikke nu, sagde hun. Der er vigtigere ting vi kan. Fx snakke lidt sammen; ikke nødvendigvis om harer. Din ven, ham den gamle isenkræmmer, ringede til mig; han vil købe det store billede og DVD’en, der følger med. Hun tømte den ene af poserne på køkkenbordet. Hjemmelavede lækkerier. - Uhm, det ser godt ud, sagde jeg, tror du vi kan sidde ude? - Nej, svarede hun, nu kommer regnen. Hun gik hen mod terrassedøren. Guud, har du købt nye hynder. Jeg tager dem lige ind - Så sidder vi i stuen. Skulle vi ikke tage et stykke mad i stedet, spurgte jeg. - Ikke i stedet for. Jeg kan godt drikke kaffe til frokost. Sammen bar vi det ind og satte maden på spisebordet. - Gør det noget, at jeg lige ringer? - Nej, da. Jeg finder lige knive og gafler. Jeg kunne ikke undgå at høre hende sige: Hej Michael, det er mor, jeg er ovre hos Andreas. Jeg har lige fået hans DVD til at virke. Nu skal vi have frokost - og måske en lille lur bagefter. Men ved du hvad? Er det ikke bedre bare at aftale, at vi kan snakkes ved i morgen. Det er godt. Mys, mys. Og vær sød at hilse Rie og ungerne fra os. Hun satte sig over for mig. - Nej, hvor hyggeligt, sagde hun; noget kan vi da finde ud af. Jeg er glad for, at du gider se mig. - Gider? Gider du lige? Jeg er ikke god til at være alene”¦ Ja, hynderne er nye. Ellers er der vel ikke sket meget siden sidst. Og jeg ser dig på ny. Ikke som sidst. Sikken fred her er. Det er dejligt, at du er her. De spiste og fordybede sig i de fælles minder og fortalte ufarlige historier fra deres "singleliv”, som ikke i alle måder havde været så single endda. Men hver ting til sin tid. Pokkers. Det ringede på døren. - Jeg går lige ud og lukker op. Udenfor stod naboen! - Ja, jeg ville bare sige, at det regner. Så tænkte jeg på dine havehynder du ved, sagde han og spejdede efter tegn på gæster. - Tak, det er pænt af dig, men de er taget ind. - Jamen, så vil jeg gå ind igen. Han kastede lige et blik forbi mig. Helga så spørgende på mig. - Det var bare naboen. Han ville nok sikre sig, at jeg er i gode hænder”¦ - Åh, ham, går han stadigvæk med sin støttekrave? Er det ikke snart tre år siden, han fik den? - Jo, jeg tror den er blevet en fast del af ham. Han slås stadigvæk med forsikringen om et erstatningskrav. - Den stakkels mand. De kunne jo bare betale ham, hvad han har krav på.. Må jeg vaske op? - Gerne, så tørrer jeg. Dit brød er superlækkert. Skal det bare lægges i posen igen, så det ikke bliver tørt? Mens Helga satte på plads, fandt jeg en CD med gamle Dr.Hook numre. ”Sylvias Mother said” lød den rustne stemme. - Skal vi danse, spurgte hun. - Nix, vi skal først slå mave”¦ i vores alder”¦ . Jeg skruede lidt op. Da vi lagde os ind lidt, genopfriskede vi den gang, da vi havde været til Hook-koncert i Idrætsparken. Vi havde været elleve-tolv gode venner. Mens de kvindelige venner distraherede billetkontrollørene, lykkedes det for os andre at luske adskillige flasker rødvin forbi dem”¦ Nu var vi to. - Det var ”Gasolin”, der varmede op, sagde vi i munden på hinanden, og genopfriskede resten af den aften den gang. Kap. 28 Hvepsereden Naboerne til den gamle, lidt misrøgtede villa på Amager følte sig aldrig generet af det lille firmas gøren og laden. Når bare den flittige ikke helt unge kvinde holdt hækken og ukrudtet i ave, kunne ingen sige hende noget på. I de senere år havde Lis Petersen jævnligt frekventeret det lokale værtshus ”Hvepsereden” på Vejlands Allé. Af til nød hun bare en pilsner og gik hurtigt igen. Andre gange slog hun sig ned en god halv times tid. Stamgæst var hun dog aldrig blevet. Hun havde altid arbejdstøj på. De rigtige stamgæster havde kun godt at sige om hende. Både mændene og kvinderne. Blandt mændene forlød det, at hun nok var ”lebber”. Kvinderne var mere skeptiske. Ole Sild, som stod bag disken, blandede sig aldrig. ”Hun er vel, som kvinder er flest”, sagde han bare, når nogen spurgte. ”Hun spiller i hvert fald ikke billard”. Hun lyttede mere end hun snakkede, når hun besøgte værtshuset. Ikke for at bruge det i sit arbejde, men kun for at skabe sig det image hun ønskede og bevare et hensigtsmæssigt omdømme. Ofte gik hun og rodede i sin store garagebygning, men støjede så lidt som muligt. Der stod Lis Petersen på postkassen. Inde i soveværelset var Eliza Penkow netop stået op, da hendes fastnettelefon ringede. Hun lod telefonsvareren tale højt. - Goddag, jeg ringer fra Politiken, har De tid”¦. Hun afbrød. Beskeden forstod hun. Men tidspunktet var forkert. Og stemmen var forkert. Hun satte sneglen i øret, tjekkede batteriet, og hørte den velkendte biplyd. Hun fandt sin let ombyggede iPhone frem og læste meddelelsen fra kontaktpersonen i Polen. Hun behøvede ikke engang at bruge krypteringsnøglen for at forstå budskabet: ”Hold lav profil. Vi har et svagt led i PET. Besvar ikke vores åbne opkald”. OK, det var da på tide, de tog sig sammen til at orientere hende. Nu måtte hun ”sikre” hele hytten igen. Det plejede at tage et par timer. Beskeden på den åbne telefon var hverken fra Politiken eller Lotz. Først en gang i eftermiddag ville hun enten have fået grønt lys eller have forladt huset. Måske kunne hun ride stormen af. Hun startede udefra. Alle mulige adgangsveje til hus og garage. Spindelvæv, ridser, huller, afskallet maling. Hvor hun kom i tvivl, tog hun billeder og skrev noter. Jo mere omhyggelig hun var med det ydre, så meget lettere ville det være med det indre i huset. Hun gik ind og tjekkede de seneste optagelser fra overvågningen af husets ydre. Umiddelbart var der intet, der ikke skulle være der. Der var kun en ridse til forskel på hendes to tilsyneladende ens iPhones. Hun tog den ridsede op af frakkelommen og kontaktede sin danske chef i Gladsaxe. Hun behøvede ikke sige, hvem hun var. De havde været nødt til at skærpe opmærksomheden om Mørk. Han var så småt ved at planlægge en udlandsrejse. Hvortil kunne hun ikke få at vide. De havde været tilfredse med jobbet i Jacob Erlandsens Gade. De stolede på folkene fra Gården, som nu forstod hvor højt Mørks sikkerhed var prioriteret. Nu var der imidlertid tilstødt en opgave, der kun kunne løses med hendes hjælp. Gårdens egne skarpeste hjerner var i fuld gang med at diskutere, hvilke formål Mørks omfattende indkøb af computerudstyr kunne opfylde. Klokken fjorten modtog ”Lis Petersen” den næste meddelelse. En gammel ”kollega”, Robert Hansen, som hun selvfølgelig aldrig havde set eller hørt om, var på sine gamle dage begyndt at tale over sig. Han var muligvis syg. Han havde intet røbet efter at han havde trukket sig tilbage for nitten år siden. Nu var han blevet tildelt den plejehjemsplads, som hans kone for længst havde søgt. Hvis han kunne og ville fortælle ret meget mere om sit liv i tjenesten, kunne han med ét slag lukke det halve af PET. ”Han skal neutraliseres. Adressen er Ranunkelvej 12, plejehjemmet hedder Solhjem”, sluttede meddelelsen. Kunne hun nu være sikker på afsenderen denne gang? Hun returnerede henvendelsen og skrev: Hvad er nummeret i Jsgade? Der kom omgående svar: ”7. Forklaring følger”. Nu skulle hun bare tjekke den plejehjemsplads og mandens helbred, så ville problemet måske kunne løses. Hvorfor ikke køre en tur derud. Uden skilte på bilen. Eliza Penkow blev hurtigt færdig med at sikre ”Lis Petersens” bolig ude og inde. Hvis hun havde overset noget, ville hun snart forsvinde. Så kom signalet og hun kontaktede sin danske chef. PET mente at have sporet lækagen til Kanylen. Alt OK. Se mail fra Mike. Hun koblede sig på ”omvejen” og læste beskeden. Hun anede ikke hvem ”Mike” var. ”Credofonden blev stiftet i 1942 af en hovedrig fabrikant. Fonden ejer i dag alle aktierne i tre investeringsselskaber og driver flere velgørende stiftelser samt et rederi, et kloster og to privathospitaler. Det kontrollerer desuden et antal selvejende institutioner. Fondsbestyrelsen, som havde suppleret sig selv siden fyrrerne, består pt. af to direktører, en fhv. oberstløjtnant, en skibsreder, en greve og en kammerherre. En af direktørerne sidder som koncernchef i toppen for medicinalvirksomheden ”EuroMed” med flere afdelinger i udlandet. Den danske afdelingsbestyrelse har en Socialdirektør Løngren som formand. Samme embedsmand er formand for den selvejende institution Solhjem. Meld tilbage, hvis du har en idé”. Hun svarede : ”kører til adressen”. ”Credo”? noget katolsk? - konfirmation? Hun måtte slå det op, når hun fik tid. ”Om hun havde en ide? Havde Mike spurgt og ledt hende mod Løngren og Solhjem. Måske. Det var nok ulejligheden værd at prøve. Kap. 29 Ranunkelvej Hun parkerede på en lille nærliggende plads og gik en tur i kvarteret, hvor hun faldt i snak med en venlig hundelufter. - Sikken sød hund, sagde hun, er det ikke en Bichon Havanais? Jo, han boede lige skråt over for det ældre ægtepar. Før i tiden havde han ofte mødt dem, når de spadserede rundt om søen. Naboerne på Ranunkelvej havde ondt af de to ældre mennesker. De havde jo fulgt det stadigt stigende antal besøg af kommunens hjemmehjælpere i de senere år. Derefter flytningen af enkelte af mandens møbler, en kuffert og et par billeder. Og til sidst manden, som tre falckmænd havde hjulpet ud til en sygetransport. Han havde råbt og skreget og strittet voldsomt imod. To hjemmehjælpere tog sig af den grædende hustru, som ikke kunne komme med sin mand. - Og nu sælger de vel snart, sagde han, man ved sgu aldrig med nye”¦ Nej, de gamle derinde, de havde aldrig haft logerende. - Jeg tror, han tog skade af de skiftende arbejdstider den gang. For mange sene aftenarrangementer. Tjenerarbejdet er mere nedslidende end jord og beton, sagde han tit”¦ Hun turde ikke pumpe ham for mere. Hun anede konturerne af en mulighed, men manglede helt præcise oplysninger om ejerforhold og driftherreforhold vedrørende de tre ”selvejende institutioner” og specielt de interessesammenfald, som for eksempel socialdirektøren kunne nyde godt af. Albert Dueholm og Jensen sad på Gården og ”matchede”, dvs. de tjekkede usædvanlige forekomster af sammenfald mellem bestemte ord, navne, udtryk og vendinger fra forskellige registre og beslaglagte computere. I nogle tilfælde kunne man krydstjekke med optagelser fra aflytning. Et træls og trættende arbejde som krævede stor koncentration og en god portion kreativ tænkning. Der tegnede sig nogle vage mønstre i Mørks sag. Problemet med den udeblevne laborant og professor Lucides reaktionsmønster måtte have en eller anden sammenhæng. Mørk skjulte noget. Men hvad? Og hvorfor? Hvor var der noget Jensen og Dueholm havde overset? De havde diskuteret, hvilke formål Mørks omfattende indkøb af computerudstyr kunne opfylde. Jensen havde forsøgt at læse de manualer og tekniske specifikationer, som de havde vristet ud af Mørks leverandør. ”IT Hardware og Software - Import/Eksport”, kaldte de unge initiativrige ejere deres firma. De lovede, mod et mindre honorar, at stille sig til rådighed hvis Jensen skulle være i tvivl om noget”¦. Et begreb som ”forfattersiden” skilte sig lidt ud. Her var der usædvanligt mange ”match”. Dueholm foreslog, at de oprettede sig som brugere på siden; bare en periode for at følge lidt med. Prøv du bare, havde Jensen svaret, siden ser da meget uskyldig ud. Jensen valgte at søge på ”Ranunkelvej” i tre registre, en telefon og Mørks computer. Syv parkeringsovertrædelser, to indbrud - det ene i nr. 12 for nylig, hm”¦ , nul laborant. Så fik han hul: Via en omvej i Panuminstituttets Lønningsregister fandt han hurtigt en Erland Mølndal, c.o. Robert Hansen, Ranunkelvej 12, men han var opført som ”portør”? Bankkonto i Danske Bank, kontonummer og årets overførte beløb. Hans postadresse var anført som postbox 4711 Jægersborg. Han vidste nu, at han nærmede sig det usynlige minefelt, der var lagt ud mellem etaten og PET. Måske var det meget godt med denne form for intern kontrol, men han var bange for magten. Han ville uden større vanskeligheder kunne afdække det næste lag oven over hans arbejdsgiveres egentlige ”chefer”, men bare et forsøg på det, ville true hans egen eksistens og stemple ham som ”persona non grata”. Han trængte til en pause og forlod kontoret til fordel for kantinen. Her kunne hans kone ikke tælle kalorierne. De egentlige chefer havde ikke kontorer ude i PETs ejendom på Klausdalsbrovej. De mødtes sjældent; aldrig dem alle (ingen vidste hvor mange). PET rådede ganske vist over en ”feriefond”, hvor alt ansvar var delegeret til en meget snæver kreds kaldet ”Kortklubben”. Dueholm var mere optaget af bare at holde sin computer kørende. Den ”frøs” af og til, så han havde været nødt til at genstarte. Forfattersiden havde han droppet; der havde ganske vist figureret én Mørk og to Mørch’er blandt brugerne. Den rigtige Mørk var der ikke, med mindre han kaldte sig noget andet”¦ Så frøs den igen. Han gik tilbage til sin ”indbakke”. Jo, der var den. Der var en eller anden idiot, der havde lagt en mail i morges. ”Catch me” hed den. Han ville have slettet den, men var kommet fra det. Nu prøvede han så at åbne den. Straks viste skærmen et levende billede af en dansende stålorm! En ”talebobbel” voksede ud af dens mund. En tekst dukkede op. ”Hey Dueholm, det var du længe om. Lagde du slet ikke mærke til, at din billige computer havde et par udfald? Jeg vil jo ikke lukke den helt ned, endnu. Du skal prøve at fange mig først. Hvis du tør, kan du jo trykke return på ormens hale. Farvel så længe”¦” Skærmen vendte tilbage til ”indbakken”. Fandens! Nu var Jensen lige gået”¦ Det kunne jo bare være en drengestreg. Men nej, han kaldte Jensen op, kantine eller ej! Efter en kort rådslagning blev makkerparret enige. Hvis de tilkaldte IT-afdelingen nu, ville der gå mindst en time, før en eller anden nørd fra afdelingen dukkede op. Hvis mailen var en dårlig spøg, ville der ikke ske alverden - og hvis den var rigtig alvorlig, kunne den uden Dueholms tastetryk alligevel lamme hele deres system. De tog chancen og trykkede ”enter” på slangens hale. Der skete intet? Prøv igen, sagde Dueholm, og for resten er det ikke en slange; det er en stålorm. Ja, ja, sagde Jensen, orm betyder slange på svensk! Hold nu kæft og prøv igen, svarede Dueholm, intet resultat. Kap. 30 Solhjem Plejehjemmet Solhjem lå i et smukt grønt anlæg. Der var både ”beskyttede” plejeboliger og ungdomsboliger tilknyttet som fritliggende to-etagers bygninger på begge sider af den statelige hovedbygning. Samlet hed hele komplekset på matriklen strengt taget ”Fonden De Samarbejdende Selvejende Institutioner Solhjem”. Den betegnelse kendte de færreste på rådhuset. Her brugte man for nemheds skyld kun Plejehjem- Plejebolig- eller Ungdomsbolig Solhjem i det daglige. Hjemmets senest ankomne beboer voldte en del kvaler på vejen hertil, så personalet frygtede det værste. Ud fra det oplyste var der tale om en Ole Robert Hansen, 88-årig gift mand, barnløs, herboende, tidligere overtjener, nu pensioneret, diagnosticeret som senil, muligvis skizofren med fortrængning af sin reelle fortid. Han insisterede på at blive behandlet som officer i efterretningstjenesten med de pligter og rettigheder, det indebar. Moppen havde helt frie hænder til at tackle manden, når blot han blev pacificeret på en måde, der ikke ville vække den mindste smule opsigt. Men det hastede. Det var hjemmets sekretær, der selv passede telefonerne i dagtimerne. Hun forstod en del engelsk, men den amerikanske dame, der lige havde ringet, kunne tale udmærket dansk. Damen var en niece til den vanskelige herre fra Ranunkelvej. Hun ville overraske sin onkel og tante med et besøg; hun havde ikke set dem siden hun var emigreret for snart tredive år siden. Hun havde fået at vide, at onklen var blevet meget syg, og nu ville hun gerne besøge ham. - Ja, skal jeg give ham besked, spurgte sekretæren, normalt er pårørende velkomne mellem ti og elleve eller femten og sytten. - Tak, De skal ikke give ham besked. Varevognen måtte hun lade stå. Hun valgte den lille nyistandsatte Uno. Klokken 14.55 gik Moppen ind ad hjemmets hovedindgang. På dansk/amerikansk præsenterede hun sig i receptionen og bad om at blive vist hen til sin onkel. Han var vred og blev stiktosset, da hun kyssede ham på kinden og sagde: Hello Uncle Robbie! - Få det gale kvindemenneske ud, råbte han, eller jeg tilkalder politiet! Hun fik ham bragt til tavshed ved at smile og holde en finger fra munden, mens hun hviskede: Jeg er fra politiet. Fra den lukkede tjeneste, jeg er her for at få dig ud. Det varer tre-fire dage. I mellemtiden fortsætter du bare. Jeg kommer tilbage i morgen. Fortsæt med at skælde mig ud som løgnagtig niece, når jeg går. Så garanterer jeg for, at du og din kone ikke kommer ud for en ulykke. Hun rejste sig. ”Bye, bye, see you i morgen”. De andre gæster i dagligstuen kikkede. - Skrub af, råbte han, og lad min kone være i fred! Pas på, at skyggen eller laboranten ikke indhenter dig. Hun stivnede et kort sekund. Så blinkede han til hende. - Det var godt, De kom, hvordan fik De hr. Hansen til at slappe lidt af, spurgte en sygeplejerske. - Åh, jeg lod ham snakke om sine unge dage, da han ville være brandmand eller politimand, smilede jeg. Ellers ser han da ud til at have det godt. Men det er lidt trist, at han husker mig så dårligt, svarede moppen. Tror De hans kone kommer i dag? Nej, ved De hvad, det er meget bedre, at jeg selv ringer til hende”¦ - Ja, det er nok bedst. Han bliver ved med at prøve at overbevise os om, at hun er truet på livet af nogle polakker”¦ - Åh, nu igen, oplyste Penkow. Han mener, at en polsk mafiabande stræber efter at slå både ham selv og konen ihjel. Det er ikke altid så rart at blive gammel, filosoferede hun på vej ud. Hun satte sig ud i bilen på p-pladsen ved Brugsen og gennemtænkte situationen. Hvor meget vidste ”Hansen”? Hvor meget havde han fortalt sin kone? Hvor meget dokumentation lå han inde med? ”Niece-rollen” var god nok. Men ikke over for fru Hansen, som hun gerne ville være mere fortrolig med. Eliza Penkow ønskede ikke at få ordre om at ”bortskaffe” de to gamle. Tiden arbejdede imod hende, så hun tog en hurtig beslutning og kørte til Ranunkelvej. Konen havde jo ret. Fru Hansen havde set bilen standse ved lågen. Hun var ikke tryg ved at være alene hjemme. Men den pæne dame kunne jo være fra kommunen, så hun åbnede på klem. - Goddag, mit navn er Lis Petersen. Jeg er en af Deres mands kolleger fra tjenesten. Forstyrrer jeg? - Ja, jeg er lige på vej ud ad døren. Men vi kan ikke stå her. Kom indenfor. Det er sikrere. Der må jo være sket en fejltagelse. - Måske; jeg har lige besøgt Deres mand. Han er i gode hænder. Men ingen ved, hvor længe. Hvis jeg skal kunne hjælpe Jer begge, må jeg bede Dem om at give mig nogle oplysninger. Kun om hans arbejde naturligvis. Så snart Lis Petersen havde fået bekræftet sine anelser ved, at fru Hansen både kunne nævne Skyggens, Kanylens og Moppens eksistens, måtte hun tage chancen. - Jeg tror på Dem, sagde hun. Hvis De ikke tror på mig, må De bare sige det; så kører jeg herfra med det samme. Hvis De tror på, at jeg kan hjælpe Dem, så gå op og tag bussen og besøg Deres mand. Så kontrollerer jeg huset imens. Hvad siger De til, at De måske begge kan komme i betragtning til en plejebolig? Jeg kan ikke love noget, kun at jeg vil arbejde på sagen. Fru Hansen tøvede. - Lover De mig så, at min mand kan få lov til at være i fred for polakkerne, spurgte hun. Lis Petersen lovede hende, at hendes mand ikke ville blive kontaktet af PET igen, hvis han holdt lidt lavere profil. Hun blev stående på trappen og vinkede til fru Hansen, som gik op mod stoppestedet. Der var god plads i bussen og chaufføren kørte pænt. ”Næste stop er ved Solhjem” sagde han i højttaleren. Han lukkede først dørene, da han kunne se, at hun var kommet godt over cykelstien. ”We shall over come”¦” sang han sagte, før han afbrød mikrofonen. En af de andre passagerer spurgte ham pludselig: Sig mig, hvor længe kan De bevare det gode humør? ”Ok, svarede han, så længe pillerne virker”. Så svingede han bussen ud. Hun præsenterede sig for den pæne dame i receptionen og spurgte efter sin mand. - Velkommen, Deres mands niece har lige været her; hun kunne få ham til fornuft, sagde damen og kikkede på sit ur. Normalt har vores gæster kun besøgende indtil klokken sytten. Prøv om De kan nå det. - Jo, men han er så ulykkelig, jeg har taget hans piller med. Hvor er han? - I dagligstuen eller i sin lejlighed”¦. Hvis De går ind ad døren her til venstre”¦ nej, jeg går med Dem. På Ranunkelvej havde Moppen travlt. Hun så sig hurtigt omkring og tog handskerne på. På vej op ad trappen til loftrummet fik hun støv og spindelvæv i ansigtet. Kun svagt lys trængte ind af et par små tagruder. Udtjente møbler, et utal af forkellige papkasser, et par støvede standerlamper og et par malerier. Intet som adskilte sig fra mange andre loftrum. For enden af loftet var der ganske vist et værelse. Døren stod åben. Hun måtte dukke sig for ikke at støde hovedet på bjælkerne. Det lille kammer havde ikke været benyttet i årevis. Der stod ganske vist en seng med en plastikdug over. Men det hele var dækket af et tykt lag støv. Hun klatrede ned ad udtræksstigen og lukkede loftslemmen og tørrede gulvet af. Systematisk arbejdede hun sig overfladisk gennem køkkenets skabe og skuffer, køleskab og fryser. Der var stort set hvad man kunne forvente hos et jævnt, ældre ægtepar. I stuen gennemgik hun et gammelt tungt skrivebords indhold. Intet var usædvanligt eller påfaldende set i forhold til hans kendte tilværelse. Godt gemt fandt hun en brun æske med 8-10 pornoblade fra starten af halvfjerdserne. Hun smilede. Mænd i alle aldre har tilsvarende inspirationsmateriale ved hånden. Da hun kørte stolen på plads, noterede hun sig en lidt slidt bule i gulvtæppet. Ikke fra stolens hjul. Kun ved at føle godt efter med fingrene, blev hun sikker. Gulvet knirkede, når hun satte sin fod i nærheden af bulen. Hun kunne jo bare skære tæppet op. Men fru Hansen kunne dukke op når som helst. Kap. 31 En Engel Helga lå ved min side og sov. Jeg havde ikke vidst, om jeg skulle spørge hende om arret på undersiden af hendes venstre bryst; så jeg havde ladet være. Det var jo heller ikke særligt iøjnefaldende. Helga havde altid haft et godt sovehjerte. Når hun snorkede lidt, var det altid meget afdæmpet og måske behersket. Hun kunne smile eller vrisse i søvne, men for det meste lå hun halvt på siden og virkede helt rolig og afslappet. Hun lignede en sorthåret engel. Det var kommet som en stor lettelse for mig, at genopdage min fysiske formåen. Helga havde været meget nervøs for at trykke for hårdt på mit venstre lår, som stadigvæk drillede. Det skal du ikke tænke på, havde jeg sagt og nydt hendes vuggende bevægelser. Hun havde været bedre til at holde sig i form. Det er bare skønt at blive taget af en rigtig mand, havde hun sagt, før hun kælede med mig igen. Hun duftede svagt af moskus. Den næste time var vi uden for tid og sted. Nu sov hun snart. Jeg var udmattet. Alligevel havde jeg ladet mig overtale til at læse lidt for hende. Sidst jeg havde læst højt, alene for hende, var vel den gang jeg var meget optaget af Jostein Gaarders bøger. Som barn var jeg fortrolig med engle, eller rettere sagt ”engel”. For jeg kendte jo kun én; min egen. De andre skytsengle havde jeg aldrig mødt eller snakket med. Jeg kunne ikke stå op. Og jeg nød varmen fra hendes hofter og lår, når vi lå i ske. Hvad mon hun drømte om? Noget godt? Jeg havde læst første og andet kapitel af bogen om Mørk. Så var hun faldet i søvn. Gråmis syntes åbenbart, at jeg skulle se at komme på højkant. Han sad i fodenden og kaldte lidt jaloux på mig. Han havde knurret ad hende, da vi havde lagt os. Det var noget rod, mente han nok. Jeg tussede ud i køkkenet gik på opdagelse i køleskabet. Uden mad og drikke”¦. Vi skulle jo bare have sovet til middag. Jeg tog et overfladisk bad og vaskede det værste (eller bedste) af massageolien af. Måske havde jeg vækket hende; i hvert fald var hun stået op, da jeg var færdig. - Åhr, det kunne du godt have sagt, så kunne vi have badet sammen. - Det er aldrig for sent, trøstede jeg og smed håndklædet fra mig. Med min arm om hendes midje gik vi ind under bruseren. - Vær forsigtig, sagde jeg”¦ - Hvorfor kan jeg ikke lade være, spurgte hun, da vi sad på sengekanten. Hun tændte en cigaret. Jeg har prøvet med nikotinplaster og akupunktur”¦ Hvorfor griner du? - Undskyld. Jeg kom bare til at tænke på en klog bekendt. Han morer sig med at blotlægge de mekanismer, der opretholder et af livets paradokser. Tobaksnydelse. Selv foretrækker han cigarer, lo jeg. - Du er sgu ikke helt almindelig”¦, svarede hun, og jeg er bare sulten. - Jeg smutter ned og henter et eller andet. Sushi eller pizza? drillede jeg. - Gæt! Og en stor Cola”¦ og ekstra tang. ”Ikke helt almindelig”, tænkte jeg. Måske lidt ”ualmindelig”. Ualmindelig dumdristig, i hvert fald. Kap. 32 Markedskræfter Gårdens egne skarpeste hjerner var i fuld gang med at diskutere, hvilke formål Mørks omfattende indkøb af computerudstyr kunne opfylde. Jensen forsøgte at læse de manualer og tekniske specifikationer, som de havde vristet ud af Mørks leverandør; ”IT Hardware og Software. Import/Eksport”, kaldte de unge initiativrige ejere deres firma. De lovede, mod et mindre honorar, at stille sig til rådighed hvis Jensen skulle være i tvivl om noget”¦. Mørk og Francois tog imod de mange papkasser. Francois havde gudskelov fået leverandørerne til, skriftligt at love, at de ville hjælpe med at pakke ud og sørge for bortskaffelse af emballagen. Arbejdsdelingen fungerede perfekt. Francois installerede og Mørk støvsugede på tredje pose nu! I morgen ville de to unge leverandører komme tilbage og sammen med Francois gennemgå en eventuel mangelliste. - Hvis dette projekt bliver en fuser, lukker jeg forretningen og giver os alle et syvdages ophold i Harzen. Det kan professoren vel ikke fraråde. Hvis det bliver en overvældende succes holder jeg bare lukket otte dage, og så tager vi af sted alligevel. Jeg har rekvireret brochurer fra det lille rejsebureau henne på hjørnet af Strandboulevarden. - Ja, ja, svarede Francois, men de første to måneder bliver der næppe tid til at holde ferie. Og måske skulle du bekymre dig lidt mere om den politibeskyttelse, du åbenbart ”nyder godt af” her i landet. Får vi ordentligt vejr, kan vi lige så godt tage til Hornbæk. Det er længe siden, vi har kikket til huset. Men tanken er da smuk. Hvad siger Maria til det? - Nej, jeg har da ikke spurgt hende. Og det pjat med politiet tager jeg ikke så tungt. Jeg har vel lov til at holde ferie, når det passer mig. - Ja, jeg går op nu. Du må hellere selv sige det til hende. Vi ses. Mørk havde været så stille de sidste par dage. Han tænkte meget på sin fars ord: ”Man må jo følge med tiden”. De t var der jo ingen, så vidt han vidste, der formåede. Alle, undtagen børnene, klagede hele tiden over, at tiden gik for stærkt eller ligefrem løb. Han havde haft stor glæde af sit eget koncept i Ordhandelen, så længe den gik. Den nye netcafe kunne imidlertid ikke helt tilfredsstille hans virketrang. Der var for meget teknik og isenkram og for lidt lødig software. Han forestillede sig et andet, stort og umætteligt marked. Tobakshandlere, narkohandlere, kunsthandlere, computerspiludbydere og næringsdrivende inden for øl, vin og spiritus havde for længst fundet fidusen. Mørk ønskede bestemt ikke at være med til at skabe flere vanedannende behov. Og da slet ikke, hvis det var ulovligt. Men Francois’ ide skulle først have en chance. Nå. Om lidt ville han lige rydde op efter håndværkerne, mens de var ude og spise. Han kikkede igen på uret. Det viste 18:00. Det havde det også gjort for et kvarter siden. Han skulle til at trække det op, åh, batteriet selvfølgelig. Gud ved hvad klokken er slået, tænkte han. Telefonen ringede. Det var Maria. - Kommer du ikke op? Klokken er halvsyv. Maden står på bordet. Uret måtte vente; han havde glemt tid og sted. Det var flovt. De havde jo aftalt, at han ville spise sammen med dem ved sekstiden. Han fik ideen på vej op ad trappen. - Nå, så kan du være der, sagde datteren og lukkede ham ind. Hvad har du lavet? - Mit ur er gået i stå! Det må jeg undskylde, sagde han. - Nå, det var godt, svarede hun lettet. Gider du lige kalde på ungerne? Hun havde overvejet forloren hare, men der var ikke mere bacon, så det var blevet til frikadeller og stuvede kartofler. Der var ikke kommet spidskål endnu. Ved den tredje frikadelle måtte han have deres reaktion: - Jeg tror, at jeg vil udgive en ny forkortelsesordbog! Det var lidt af en bordbombe, mærkede han”¦ Francois rømmede sig. - Nå, elektronisk, går jeg ud fra. Ja, det er måske ikke så tosset. - Nja, svarede Mørk, men hvad med de kunder, der ikke har en computer? - De må komme herned. Hvis de ikke har computer, har de heller ikke brug for en ny papirudgave med de sidste tyve års nye forkortelser, replicerede Francois. Den kunne Mørk ikke stikke. - Nå, men OK. Så elektronisk da. Kap. 33 Fly LO 461 Stewardessen i flyet fra Arlanda smilede til polakken med overskægget på B-28. Han sad og læste i Svenska Dagbladet; eller kikkede i hvert fald på billederne. Der var nok ikke mange af de omkringrejsende gæstearbejdere, der havde råd til flybillet, tænkte hun. Han ville kun have kaffe og vand. Hun havde en kopi af hans midlertidige opholdstilladelse i Sverige og bekræftede hans tilstedeværelse i flyet. Ved ankomsten i Heathrow skulle hun kontakte lufthavnspolitiet, når han forlod flyet og gik til paskontrollen. Normal procedure. Få minutter efter landingen fik hun et ”OK” retur fra kontrollen. Ingen problemer her. Polakken var i England. Polakken stod nu ved bagagebåndet og ventede på den rejsetaske, som indeholdt al hans tøj lidt toiletsager og andre småting. Det tog en evighed, syntes han. Så var den der. Han fik fat i den og lod sin bagageseddel blive siddende om hanken. Rask gik han mod afgangshallens langtids bagageopbevaring, hvor han hurtigt fandt den rigtige box. Han låste den op og fandt en sportstaske, der lignede den han havde i forvejen, lidt mere ”engelsk” måske, og den lille metalkuffert. Han låste efter sig og lagde nøglen tilbage i lommen. De engelske toiletter var lige så lyse og rene som de svenske. Og der var plads nok, også til de tre stykker bagage. Nøglen til den lille metalkuffert sad stadig en plastikstrip i hanken. Han kontrollerede hurtigt kuffertens indhold af brugte 100-pund sedler. Tres bundter med ti i hvert. Nu havde han kun 90.000 euro tilbage på kontoen i Zürich. Så skiftede han tøj. Det var helt rart at lægge kufferten med pundsedlerne ned i den nye taske sammen med resten af hans eget tøj, som han havde medbragt fra Sverige. Det ”polske” tøj lagde han ned i tasken med bagagesedlen. Det var især rart at pille skægget af og stikke det i lommen. På vej mod et vekselkontor fiskede han et par pundsedler op af den ”engelske” taske og satte polakkens taske fra sig ved en telefonkuppel, hvorfra han lod til at føre en kort samtale. Han tog sine mørke briller på og gik hurtigt videre uden polakkens taske. I vekselkontoret byttede han fire 100-pundsedler til mindre sedler. Taxaerne holdt i kø. Den forreste ”cabdriver” stod klar og holdt døren åben for ham. - Welcome, sir”¦ - Thank you, London please, The City”, svarede den noble herre. Han ville først køre endnu to-tre ture i skiftende retninger i Londons omegn. Med forskellige cabdrivers. Derpå ville han finde et beskedent værelse i det centrale London, købe lidt billigt stangtøj og spille rollen som forsmået ægtemand på vej mod en ny tilværelse. PET ville sandsynligvis afskrive ham på tabslisten, men agenturet ville jage ham som fredløs om få timer. Måske var de allerede på sporet? Agencja Wywiadu afskrev aldrig levende mennesker. Sidste tur gik fra Wakley Street til Haymarket. Han fandt et relativt billigt hotel i en sidegade. Fly nr. LO 461 fra London klokken 15.35 til Warszawa lettede uden nogen asylansøger. Agencja Wywiadu havde sendt to mand til Chopinlufthavnen for at tage godt imod ham og sende ham på ferie. Noget måtte være gået gruelig galt. Ellers ville de have fået besked. På Akademiet tjekkede de den seneste bonusoverførsel til Kanylens konto på Jersey. Den var ekspederet videre, formentlig til Schweiz. Livet på Panuminstituttet gik videre uden at nogen tog notits af en ubetydelig laborants fravær. De døde hjerner blev behandlet med den omhu og respekt, som professoren altid udviste, når han sænkede dem ned i glassene med formalin. Han fortsatte med at nedskrive og journalisere rapporter om hver enkelt undersøgelse, som han havde foretaget. Samtidig noterede han, at kvaliteten af de leverede organer ikke længere var i orden fra leverandørens side. Noget måtte være gået galt et eller andet sted undervejs. Det, der skulle have været levende, var dødt og ubrugeligt, når han modtog det. Lucide orienterede naturligvis direktionen om, at annullere de senest afgivne bestillinger for, at de ikke at skulle betale for mere værdiløst materiale. Samtidig gjorde han ledelsen opmærksom på, at de sidste to års forskningsresultater kunne være behæftet med fejl. Desværre lod det sig ikke gøre at rekonstruere de forudgående forsøg, idet de helt afgørende zetastråler for længst var ophørt. ”Man måtte imidlertid glæde sig over den righoldige mængde af døde organer, som sikkert kunne bruges til uddannelsesformål for mange medicinstuderende unge mennesker”, afsluttede han sin indberetning. Kap. 34 Stålormen Nørden fra IT åbnede døren uden at banke på. - Nå, ”allerede”, sagde Jensen. Der er gået orm i Dueholms computer, lo han. - Den skal vi nok få has på, svarede nørden. Må jeg lige”¦. Dueholm måtte slippe sin gode stol og tage til takke med en gammel hård model. En serie tastetryk senere sagde IT-manden: Sådan, så er den oppe igen. Vis mig lige, hvad du gjorde. Det turde Dueholm ikke; men han fortalte hvad han havde gjort, og lod nørden taste selv. - Sådan”¦ lad mig se”¦ nå, den er ny”¦. se her sagde han, nu får jeg ormen flyttet til din kollegas maskine uden at din opdager det. Og så slagter vi den. Han trykkede enter. Begge maskiner slukkede. Han prøvede igen”¦. Lige et øjeblik. Han ringede til det firma, som havde vundet licitationen om IT-support af samtlige politikredse i landet. Deres system hedder ”Compol”. - Hej, det er City, vi har noget bøvl, der indtil nu har lukket to arbejdsstationer ned. Vi nåede at opfange 93 sekunders kontakt fra en typisk hacker. Har vi noget med ordet ”stålorm”? Jeg er tilbage på pinden om ti minutter. Han vendte sig mod de to politifolk og beklagede hændelsen. - Jeg kan kun ordne det fra serverrummet. Jeg sørger for, at I begge får nyt udstyr hurtigst muligt. - Ha, svarede Jensen, det lyder som et par dage derhjemme. Og det har vi ikke tid til! Om senest en halv time har du vores telefoner og computere klar. Læs dit firmas kontrakt. Max. 30 minutter. Og nu er der gået fem! Nørden kendte udmærket kontraktens fulde ordlyd. Compol ville blive udraderet, hvis det slap ud, at en håndfuld skarpsindige hackere uden større vanskeligheder kunne fjernstyre adgangen til landets mest personfølsomme oplysninger. Han småløb så godt han kunne og smed sig i sin stol i serverrummet og pustede ud. Om tyve minutter ville Compol have brudt aftalen, hvis fejlen ikke var rettet. Han ville miste sit arbejde. De tre computere foran ham kom på prøve nu. Alle tre var online med Compols afdeling i Allerød. Klimaanlægget stod på 20 grader, men luftfugtigheden måtte være usædvanlig høj. De tre supportere i Allerød kendte en smule til denne ”stålorm”. Hidtil var de ikke selv stødt på den, men set den nævnt på et par af de hackeres sider, som de forsøgte at ødelægge. Navnet ”Anguis” var hyppigt nævnt af de dygtigste hackere. Ordet ”Pangæa” var formentlig England eller UK. Men hackerne var sårbare på grund af deres uenighed om det vigtigste. Der var tydeligvis grupper, der bare konkurrerede om, at gøre politiske modstandere skade, grupper der bare ville ”lave rav i den”, religiøse fanatikere og de frelste, der kun gik efter at skade forbrydere, som samfundet ikke kunne hamle op med. Og så var der adskillige, som ”bare” optrådte som kyniske pengeafpressere. Nye hackere omtalte Anguis nærmest som et ikon. Kredsens svage punkt skulle søges blandt de hackere, der var smidt ud eller ekskluderet. Dette opsøgningsarbejde var endnu ikke lykkedes. Måske kunne supporterne slå to fluer med ét smæk. Lige nu var det vigtigste imidlertid at installere et målrettet filter, så stålormen ikke længere kunne genere politiets IT-systemer. Det kunne med lidt held klares på en time. Med meget held på en halv. Jensen var rasende; tænk at de var så sårbare. Han forsøgte at koncentrere sig og greb papir og blyant. Han tegnede boller og trak streger. PET, feriefond, kortklub, laborant, Solhjem. Han vendte sig om for at søge lidt forståelse, - Hvis Mørks planer om at tage til udlandet bliver til noget, er han uden for kontrol. Vi kan ikke sende folk til Harzen”¦ og her sidder vi”¦ - Ja, i lort til halsen, og uden slamsuger. - Åh, så poetisk du kan udtrykke dig, svarede Jensen. Når alt kommer til alt”¦ - Ja, så er der overhovedet ikke plads, gnækkede Dueholm. - Jeg mener, når galt skal være, er det sikkert meget godt, at jeg ikke har adgang til nettet i øjeblikket. Jeg kunne være fristet til at gå over stregen. Min næse fortæller mig, at det er kræfter inden for PET, der med fuldt overlæg har skabt dette kaos, hvor vi to bare er statister i deres skuespil. Min næse tager ikke fejl. Denne sag er for stor til mig; og konen derhjemme forventer sikkert at se mig i live nogen tid endnu. - Igen er jeg enig med dig, svarede Dueholm; alene dét i sig selv foruroliger mig, Det skulle dog ikke afholde mig fra at få tanken om at smide en lille håndgranat ind i PET’s kantine bare for at iagttage virkningen. - Men hvordan får jeg sendt en mail, som kun modtageren kan få fat i? - Overlad bare det til mig, sagde Dueholm og skævede til sin taske på gulvet. Kap.35 Lichtensteins kreative klarsyn Den aldrende Direktør Simon von Lichtenstein undrede sig ikke, da han blev ringet op fra Compol. Deres forslag om at ”ansætte” en ny medarbejder fra inderkredsen af en irriterende hackergruppe, lød risikabelt - men interessant. Han kaldte på sin sygeplejerske og meddelte hende, at han ikke skulle bruge hende mere før sengetid. Derpå ringede han til ”Greven”, der kun havde været medlem af kortklubben i otte år, og ind indbød ham til en kop te. Klokken 16.30 ville være passende. Den lidt yngre greve, Ditlev, hadede at blive forstyrret. Han var på 17. hul og skulle nu forcere sit spil. Et usædvanlig godt slag på fairwayen på 18. hul gjorde ham selvsikker. Hans modspiller var lige røget i bunkeren. Greven smilede nervøst, da han kørte mod Lichtensteins domicil, ”Katrinelund”. En ”kop te” var ikke en invitation men en ordre. Han blev modtaget af den unge pige, som viste ham ind i havestuen. Lichtenstein kaldte henne fra sin stol, hvor han sad og beundrede en af sine mange orkideer. - Velkommen, min ven, jeg håber da ikke jeg forstyrrede dig, derude i det grønne? - Nåh, du hentyder til golfbanen. Du forstyrrede bestemt ikke. Det er længe siden, jeg var her sidst”¦ - Ja, det var før min hustru døde, svarede han tørt og satte planten fra sig. Kom her, tag plads og lyt. Jeg har et forslag til dig. Greve Ditlev blev lidt pikeret. Dels fordi han selv havde glemt at kondolere og dels fordi direktøren ikke brød sig om grevens golfengagement. ”Tant og fjas” havde han kaldt det, da greven havde åbnet en golfbane på godsets jorder for seks år siden. Direktøren fortalte om sin plan for uskadeliggørelse af Anguisgruppens virksomhed. Hvis Compol mistede deres bedste kunde ville tillægsaftalen med PET ryge i vasken. Det ville de nu nok kunne leve med. Det var værre med ”EuroMed”, som var stærkt afhængig af PETs ”feriefond”. For at få et reelt indtryk af hackerkredsens styrke, kunne de prøve at miskreditere ”denne slangetæmmer i hans egen ormegård og derpå undersøge, hvad han selv mente, at han så var værd. Hvis han i realiteten kunne bruges, måtte han bevise det, før det kunne komme på tale at købe ham. Planen måtte iværksættes omgående; derfor dette møde. - Og hvad, hvis jeg siger nej, spurgte Ditlev. - Det bliver næppe aktuelt. Jeg kender dine dyre vaner, dine forpligtelser og den konkurs du kan forvente inden for det næste halve år. Det var vel også lidt ekstravagant af dig at købe den ejendom i Nice til din smukke ex-grevinde. Nå, må jeg så høre dit svar? Vil du være med? - Din attitude har jeg aldrig brudt mig om, men det ved du vel også? Du presser mig hårdt, pas på med det. Men selvfølgelig er jeg med. Også denne gang viser jeg dig den respekt du fortjener. Vi iværksætter straks, hvis du ønsker det. - Jeg tænkte nok vi hurtigt ville blive enige. Jeg giver Allerød besked straks, sagde Lichtenstein og tog sin sikre telefon. Han førte en kort samtale på dansk og brugte vendingen ”vi har besluttet” mindst to gange og nævnte ”max tyvetusinde vil være vores bud”. Han pointerede, at folkene på Gården ikke skal kende beløbet. De tre operatører hørte hans besked to gange til, før de skred til handling. Én af dem fiskede en huskeseddel op af brystlommen og tastede ”Pangæa”, nogle cifre og ”Anguis”. Kort efter fik han svar: ”What’s up doc?” Operatøren skrev ordret, hvad hans direktør havde dikteret i telefonen. Mon han havde ment kroner, dollars eller Euro? Operatøren tog en chance og skrev ”Eu”. Han var ikke så stiv til engelsk, så han skrev bare beskeden på dansk og tilføjede det lille ”Eu” efter beløbet. Han viste sine to kolleger beskeden. De nikkede og han trykkede ”send”. Inden der var gået et minut var der besked fra Anguis til Allerød: ”Confirm”. Hvis de ikke bekræftede inden for tredive sekunder, ville forbindelsen blive afbrudt. De tre operatører kikkede på hinanden og nikkede i takt. Dermed sendte de Anguis ud i mørket. Først derefter underrettede de Gården. Lichtensteins teori havde været rigtig. Ormen havde bidt på krogen. Hackergruppen havde reageret prompte og blacklistet ham. Nu var Anguis måske nemmere at forhandle med. Måske mere motiveret? Greven måtte endnu en gang sande Lichtensteins kreative klarsyn. Ved at føre krigen direkte ind i fjendens lejr uden omkostninger fik de en god platform for kortklubbens næste spil. Et spil, hvor man først kendte loftet, når nogen ramte det. Direktøren nævnte ikke noget om det pres, han med hjælp fra Anguis ville lægge på hele hackergruppen, som var blevet snydt for deres andel af de tituside euro, som var overført til Anguis’ private konto. Ormen var blot madding for en større fangst. Unødige drab, som i længden kun medfører udgifter og vanskeligheder, måtte af moralske grunde begrænses, selv om de aldrig, rent juridisk, ville blive betegnet som mord. Kap. 36 Mødet ved Minareten Francois de Kue sad og nørklede sin egen version af UNIX sammen nede i forretningen. For at sikre sig at skidtet virkede, afprøvede han programmet ved at sende forskellige mails og filtyper fra sin svigerfars computer til den nye server. Da han ville til at lukke ned, tjekkede han sin svigerfars ulæste beskeder. Der var fem sikkert uinteressante og én fra kriminaltekniker Jensen. Francois ringede svigerfaren op og og bad om lov til at læse den sidste mail højt. - Ja, selvfølgelig må du det, er det noget vigtigt, spurgte Mørk. - Det må du nok selv afgøre. Lyt her, jeg læser: Til Augustus Mørk. Da vi mødtes forleden dag, kunne jeg ikke nævne noget om min aktuelle bekymring. Både De og jeg er imidlertid truet nu. Jeg har en vigtig meddelelse til Dem, som De vil blive glad for. Jeg vil være foran den gamle muslimske kloakventilator i aften kl. 20. Svar IKKE hverken på min mail eller telefon. Francois er velkommen. Jensen vendte sig mod Dueholm, - Tak for hjælpen, nu får vi snart at se, om vi to også overvåges. Jeg vil være taknemmelig, hvis du tager med mig. Jeg véd, at Mørk har nøglen til en løsning; men det er ikke sikkert, at han selv er klar over det, grundede Jensen. - Ja, lige som ”Sesam”, svarede Dueholm, kodeordet”¦. Men hvorfor foran en ”kloakventilator”? Hvorfor”¦ - Hvorfor dit og hvorfor dat? Hør nu her”¦. Jensen lagde ansigtet i de pædagogiske folder og repeterede højt, mest for sig selv, hvilke facts de måtte forholde sig til: PETs aflytning af Mørk og professoren, PET ejendommelige interesse for et eller andet forskningsprojekt på Panuminstituttet, Laborantens forsvinden, Mørks arbejde for Folketingets specielle ”tolkeservice” for ghostwriters og spindoctors, som pludseligt blev standset, åbning af en ”netcafé, Skyggen og fru Lauridsen. Og nu hackerne. Det ville ikke være muligt at tale fortroligt med Mørk på anden måde. Kun ved at aftale et møde på et sted, som kun Mørk kender, har vi en chance. Bag ved ”Sporsløjfen”, som den stadig kaldes, var der god plads nu, hvor folk var taget hjem fra arbejde i Centrum. Dueholm satte sin dyrebare Skoda i rabatten, hvor der ikke var parkeringsrestriktioner endnu. Jensen gik langsomt med et halvt opslået bykort i hånden hen til en bænk, hvorfra han kunne se Mørks forretning. En HT-chauffør, som havde fire minutters pause, slog sig ned og tændte en smøg. - Skal De med 14 til Rådhuspladsen, så kører jeg om et par minutter. - Tak, nej, jeg venter på en bekendt, svarede Jensen. Dueholm gik forbi dem. Han havde kurs mod en pølsevogn, som Jensen ikke havde set. Dueholm havde puttet skævbideren i lommen igen. Lågen i trådhegnet foran Minareten stod åben. Kvart i otte gik Francois og Mørk over gaden. Dueholm kunne ikke sige med sikkerhed, at ingen var fulgt efter dem. Det så dog ikke sådan ud. Jensen var gået ind i det høje græs og satte sig på trappestenen foran den afskallede dør og så de tre mænd komme ind ad gitterlågen efterfulgt af en emsig parkeringsvagt. - Satans, tænkte Jensen og gik rask hen og viste p-vagten sin legitimaton. - Goddag, sagde han højt og myndigt, vi parkerer ikke ulovligt. Vi er her i embeds medfør for at besigtige den fredede bygning her. De tre herrer er repræsentanter for Slots- og Ejendomsstyrelsen, så hvis De venligst vil lade os gøre vores”¦”¦ - Naturligvis svarede p-vagten, men man ved jo aldrig”¦.. Vil de være sød at trække lågen til, når De er færdig? Jensen brummede og hilste på de tre ”bygningssagkyndige”. Han så sig om og pegede på et stort væltet træ ved kanten af baneskråningen. - Her kan hele selskabet sidde. Dueholm fiskede fire små tonicvand op af tasken og bød rundt. - Jeg tænker, at vi kan drikke af flasken. Skål. - Det må jeg sige, sagde Mørk, tænk at lege gemmeleg i min alder. Hvorfor kunne vi ikke bare tale om det i telefonen - eller bare mødes - gerne hjemme hos mig? Er De klar over, at Minareten her faktisk er opført.... - Det må nok vente, afbrød Jensen ham. For at gå direkte til sagen. Her kan vi være i fred for uvedkommende. Det var godt De fandt det, Mørk. Jeg vil gerne bede Dem om Deres hjælp. Prøv at fortælle os om alt, hvad De har oplevet de sidste fjorten dage, stort og småt. Også om Deres rejseplaner. - Det var ikke så lidt, sukkede Mørk, hvor lang tid har vi? Jeg skal spare Dem for helt private ting. Jeg synes den gin og tonic er mig noget tyndbenet; men De er måske i tjeneste? Jah, altså, jeg gik jo blandt alle disse ord, som fylder så meget i vores liv. Jeg måtte se i øjnene, at tiden var løbet fra mig... Før jeg begynder, sagde Mørk, er der lige noget vi må være enige om. Ønsker De en kronologisk skildring af mine oplevelser time for time? Skal jeg medtage mine tanker og overvejelser? Hvor detaljeret skal min redegørelse være? Og hvilke oplysninger søger De efter? Jensen gloede på ham og frygtede for en beretning uden ende. - Det er underordnet; vælg selv. Rækkefølgen og nummerorden er uden betydning. Det kan Dueholm redigere senere, sagde han og pegede på den iPhone, som Dueholm sad med i hånden. I det samme blev deres stemmer overdøvet af et gennemkørende kystbanetog. - Det hele begyndte med afviklingen af ordene, om jeg så må sige, startede Mørk . Ja, og så Professor Lucides arbejde. - Han ringede til mig tidligere i dag og undskyldte mange gange. Det havde han nu ikke behøvet. Det er mere hans selskab, jeg værdsætter, end hans interesse for mit hoved. Vi har faktisk aftalt at holde kontakten vedlige og tale om alt andet end hjerneforskning. Jensen og Dueholm lyttede opmærksomt til Mørks korte version af sine oplevelser. Ustandseligt måtte de bede ham om at springe noget over. De gik derfra med næsten to timers beretning. Mørk ville gerne have uddybet nogle detaljer og lovede at ringe til dem, hvis han kom i tanker om mere. De to politifolk så til, at han kom godt hjem, før de returnerede til Halmtorvet. - Har du fået nyt udstyr, spurgte Jensen. - Ja, nyt og bedre og helt privat. Noget må vi vel kunne have for os selv. Kap. 37 Haymarket Haymarket i Eastend sov aldrig. Laborantens årvågenhed var skærpet. Han havde været nødt til at bruge sine britiske identitetspapirer. De lød på navnet Marcus Helstrom. Her i bydelen kunne man ikke ”skille sig ud” blandt mængden af mennesker, som hver for sig kun havde ét særkende: forskelligheden fra de andre! Her var ingen ”typiske” for noget som helst. Selv måtte han hver dag gøre sig stor umage for, at hans fremtræden ikke kunne rubricere ham som del af en defineret gruppe. Om dagen var den støjende trafik og mylderet af fodgængere fremherskende. Han mødte alle nationaliteter og hudfarver. Der var påklædninger af alle slags i alle farver, stoffer og størrelser. Først omkring klokken atten blev tempoet lavere, og lugte og duft fra utallige spisesteder blandede sig med sang og musik. På sin færd hørte han hele og halve sætninger på engelsk, kinesisk, indisk, fransk og italiensk. Der var ord fra sprog, som han end ikke kendte navnet på. Gadens løse og måske mindre frie fugle dukkede jævnligt op for sondere terrænnet for så igen at forsvinde en halv times tid. Udbud og efterspørgsel gik ofte hånd i hånd. Tempoet var ikke så hektisk mere nu. Han havde en sær fornemmelse af "at alle kender alle - og mange kender ingen". Ballade var der sjældent, af den alvorlige slags. Masser af højlydte skænderier men sjældent større håndgemæng. Næsten som i mange ægteskaber måske, tænkte han. Alle respekterede de få uskrevne regler. "Fair play" var nødvendig, hvis man ville være sig selv bekendt. De tre-fire "bobby'er", der passede distriktet var ikke overbebyrdet. De hjalp nyankomne med at finde rundt, børn med at komme hjem og gamle med at komme over gaden. Kun kampen mod den håde narko, syntes umulig at vinde uanset , hvor mange betjente, der prøvede. Han var kun 41, men i fuld gang med at foretage et taktisk tilbagetog, mens han planlagde sin strategi. Økonomisk havde han ikke de store problemer. Noget andet nagede ham. I Danmark eller dets nabolande ville han snart blive fundet. Han fortrød, at han ikke havde elimineret Robert Hansen fuldstændigt. De havde været en latent trussel for hinanden, men trods alt været en slags kolleger samtidig. Et simpelt drab kunne have løst det øjeblikkelige problem, men det ville have forudsat, at PET og Agencja Wywiadu først kunne blive enige om at tage beslutningen. Det var der vist ingen fare for. Han vidste, at PET nu ville miskreditere Hansen, så ingen længere ville opfatte ham som andet end en fantasifuld gammel og senil original, der blot skulle have lidt ekstra hjemmehjælp. Han besluttede sig til at blive i England. Det måtte være på tide at ”vende tilbage” til Birmingham og den lille ejendom, som han kun havde set én gang, da han købte den for fire år siden. Den lå kun atten miles fra centrum i et ældre kvarter med ældre bungalows og villaer, eller snarere cottages. Et kvarter præget af ældre mennesker, som med beskedne økonomiske udskejelser passede hinanden, sig selv, husene og de små haver. Helstrom bestilte et lille lokalt flyttefirma, som snarest ville modtage en oversigt over, hvad der skulle afhentes hvor. De havde før hjulpet ”bedragne og nødstedte ægtemænd” på den måde. Alt skulle køres til Millshill, hvor han selv ville være og tage imod det. Der gik et par dage med at foretage de mest nødvendige indkøb. Alt blev blev betalt kontant og noteret som: ”Afhentes af Simm’s Transport”. Huset i Millshill var, som de fleste af landsbyens gamle små tofamiliehuse, bygget af groft tilhuggede natursten eller hårdt brændte rødlerssten. Alle i byen kendte historien om ejeren af ”Doves Nest”. Han havde efter sigende købt det til sin unge hustru. De var aldrig flyttet hertil. Husets lejere, som hvert halve år brevvekslede med ejeren, kunne fortælle, at ejerens hustru var omkommet i en trafikulykke, og at manden først nu tænkte på at flytte ind i den ledige del af huset. Lejerne, Mr. og Mrs. Gladstone, et midaldrende ægtepar, boede vederlagsfrit mod at vedligeholde begge boliger ude og inde. En god aftale syntes begge parter. Han var vist konservator. Hans kone havde været syerske. De glædede sig til at møde Marcus Helstrom igen. De vidste ellers kun om ham, at han var forfatter. En meget reserveret forfatter. Hvad han skrev, var uinteressant , havde han meddelt! - Jamen, herregud, manden ønsker vel bare at være i fred, havde hendes mand sagt. Sådan er det tit med kunstnere. De vil ikke forstyrres. Så længe han vil befinde sig godt her, sælger han næppe huset. Og vi to finder ikke noget bedre - eller billigere. - Nu har jeg i hvert fald vasket og strøget gardinerne og sat lidt potteplanter i vinduerne, svarede hun. Så kan du sige hvad du vil! Om onsdagen kom han, lidt op ad formiddagen, kørende i en ældre Sunbeam. Fulgt af en lukket varevogn med to flyttemænd fra et firma i London. Hun kaldte på sin mand, som bare løftede et øjenbryn og omgående irettesatte hende inde fra stuen: - Ja, ja. Og en lille flyttebil. Stå nu ikke der og glo! Han kommer vel herind og hilser på? Mrs. Gladstone satte vand over og ventede til dørklokken gav lyd. Så åbnede hun, glattede sit forklæde og bød manden inden for. - Velkommen til Millshill mr. Helstrom. Dejligt at se Dem igen. Vil De have en god kop te? Nej, først skal De vel lige se Deres bolig”¦ Værs’god, nøgler til hoveddør og den lille garage. Skal jeg lige følge Dem ind? Nej. Nu skal De få fred for mig”¦ jeg gør lidt frokost klar om en times tid, hvis det passer Dem? - Mange tak, De er meget venlig. Men jeg er nødt at fortælle flyttefolkene, hvor tingene skal stå. Og så vil jeg meget gerne komme tilbage, når de kørt. Landsbyidyllen var truet af de voldsomme prisstigninger på husene, som kun kunne begrænses ved en omfattende fredning af næsten samtlige ejendomme. Debatten havde været lang, indædt og omstændelig. ”Landsbytosser” og ”Kustoder i deres livs museum” havde været nævnt i både lokalpressen og TV. Først da mere end halvfems ud af hundrede selv pålagde deres ejendomme tinglyste fredningsbestemmelser, der i det store og hele fulgte myndighedernes normale bestemmelser, kunne striden bilægges. Kap. 38 Tro, håb og kærlighed Stålormen sad i sin morfars kælder og tænkte på de mange timer, de der havde tilbragt sammen. Morfaren, der havde fortalt om sine unge dage, hvor han byggede sit første ”krystalapparat”. Senere havde han bygget kortbølgesenderen og kunne tale med Lyngby Radio og folk over hele jorden. ”Børge Thomsen, Denmark kalder” havde morfaren altid brugt. Ivan så sig om i rummet der var fyldt med elektronisk udstyr fra 60erne og 70erne. Nu værdiløst. Det var med blandede følelser, han så det hele overhalet af den nyeste digitale ITK-teknik, som folk blindt adlød og tilbad som deres afgud. Hvorfor satte hele samfund deres lid til noget, der var så sårbart som mikrocomputere? Ivan var blevet boende hjemme hos moren, da morfaren døde. Først da gav hun Ivan lov til at kassere det gamle skrammel i kælderen og pille de store antenner i haven ned. Antennerne fik han solgt til ”Søren Skrot” i Vodskov. Værre var det med ”skramlet”. Selv Teknisk Museum var ikke interesseret. Microsoft og Apple havde sikkert kun gjort, hvad de var bedst til: at generere penge. Alt blev forsøgt digitaliseret. Stålormen frygtede for deres næste træk. Det var kun et spørgsmål om tid, før deres forsøg på at reducere kærlighed,tillid, tro og håb til en salgsartikel, der kunne downloades fra en simpel computer, ville blive markedsført som miljøvenlig, genbrugsegnet metervare. Som missionær ville han have været en fiasko. Han havde intet budskab. Den slags måtte mennesker, der har behov for et budskab, selv søge. Det forhindrede ham dog ikke i at arbejde for en god sag. Han ville skabe en ITK-platform; uden penge, uden reklamer, uden erhvervsinteresser. Et selvstyrende forum eller ”forsamlingshus” for idealister. At han så samtidig kunne blotlægge nogle af ”kynismens selvfede snyltere” og genere dem lidt i deres kamp om at tilrane sig mindrebemidlede medmennesker deres håndører, var hans lille ”hobby”. Hvis han skulle gøre sig håb om genindtage sin position som ”stifter af hackerkredsen”, måtte han udnytte sin kontakt med ”Compol” på en mere konstruktiv måde. Han kunne ikke drømme om at røbe noget som helst om hackerkredsens kodesprog. Han ville genvinde den tillid, som var en forudsætning for hans ”mission”. Om han i det daglige var ansat som IT-designer i en privat virksomhed eller af Compol i Allerød, gjorde ikke den store forskel. De 75.000 havde han ufortøvet returneret. Samtidig sendte han en almindelig mail til Københavns Politi med en højst usædvanlig anmeldelse af økonomisk kriminalitet. Pengeoverførslen var ledsaget af en besked: Københavns Politi er orienteret! I mailen med orientering til København skrev han: Til den særlige afdeling: Dueholm og Jensen. Jeg kan tilbyde min konsulenttjeneste som ekspert i løsning af problemer med de ”hackere” der bare vil foretage pengeafpresning samt de mere uskyldige, der bare prøver ”for spændingens skyld”. Min interesse er kun at oplyse almindelige borgere, om hvem der står bag den grove udnyttelse, som de mærker i det daglige. Jeg nænnede ikke at adressere de 75.000 til politidirektøren, som jeg ikke har noget udestående med”¦ Jeg ser frem til et møde Dueholm og Jensen. Tryk blot ”besvar” for nærmere aftale om tid og sted. Venlig hilsen Anguis. Kap. 39 Uansøgt afsked Eliza Penkow samlede alle tilgængelige oplysninger på nettet om ”EuroMed” på ét sted. Hvis hun systematisk skulle gå alle de tilknyttede ”sites” igennem ville det tage flere dage. Hun besluttede sig til at stikke en føler ud hos Jensen eller Dueholm. Foreløbig ville hun ikke drøfte Solhjem med chefen i Gladsaxe, hvorimod hun ville kontakte sin ”uncle Robbies” hjemkommune igen. Nogen måtte her kunne vejlede, om hvordan man skrives op til en ældrebolig. Hun ringede og forklarede sit ærinde. Omsider svarede en venlig sekretær: - Kontorchefens forkontor; De ønsker? Det var åbenbart ikke så ligetil. Hun valgte at udgive sig som journalist for et formiddagsblad, der gerne ville have kontorchefens kommentarer til et afsnit om ældreplejen på kommunens institutioner, nærmere bestemt ventelisten til ”Solhjem””¦ Det hjalp. Fem minutter tog det for kontorchefen, lettere irriteret, at ringe hende op. Hun præciserede sit spørgsmål og læste højt af folderen om ”Visitation til plads på Solhjem”. Det er især den sidste formulering, der interesserer mig; her står at ”enkelte boliger er forbeholdt borgere, som efter individuelt skøn er berettiget til at få et hensigtsmæssigt tilbud”? Her kom kontorchefen til kort. - I så fald må jeg henvise Dem til socialdirektør Løngren personligt. Det er kun ham der træffer beslutninger på det niveau. Måske kan jeg bede ham om at ringe Dem op, så snart han får tid. - Ja, tak, svarede hun. Sig til ham, at det konkret drejer sig om en Robert Hansen og hans hustru. Nu var hun sikker i sin sag. Denne gang gik der næsten en halv time. - Løngren her. - Dav, hr. direktør. Jeg hedder Moppen. Jeg syntes ikke jeg ville tale med din kontorchef om ”EuroMed” og dine biindtægter fra PET. Det eneste jeg forventer er, at du skaffer Hansens en ældreboligbolig med lidt have til. Uncle Robbie og hans kone fortjener at blive forkælet lidt på deres gamle dage, synes du ikke? - Hallo; jeg mindes ikke at vi har drukket dus. - Åh, hold da kæft, ”Deres nar”; jeg går ud fra, at du sender fru Hansen et brev. Behøver jeg at følge sagen op? jeg skal alligevel tale med hende i morgen? - Nej, det tænkte jeg nok ”hr. Lønsom”. - Farvel”¦ Eliza Penkow kunne kun håbe, at Løngren ville parere ordre. En uansøgt afskedigelse ville uvægerligt medføre en retssag, som mindst ville resultere i en betinget dom til ham for returkommission. Værre ville det dog være, hvis folk i PET blev inddraget. Hun kontaktede ”Mike”, som sandsynligvis var den der hurtigst kunne skaffe oplysninger om Løngrens økonomiske forhold. Havde han andre indtægter end lønnen fra kommunen? Fra ”EuroMed” f.eks? ”Mike’s” svar kom hurtigt og overraskede hende. ”Grav ikke dybere. Vi betaler mellem 9 og 20 tusinde kr.pr. plads til vores egne ældre. Hver gang udbetales beløbet kontant til Løngren. Kald det støtte til vores ældreomsorg. Vi går videre med din forespørgsel om EuroMed. Stand by.” Pletskud, tænkte hun. Nu kunne hun prøve at gå lidt tættere på Hr. og Fru Hansen. Hvis Robert mod forventning ikke ville samarbejde, måtte manden elimineres og huset ransages. Hun ringede fru Hansen op”¦ To gange. Den blev ikke taget. Kap. 40 Fernisering - Hvorfor holder du ikke ”fernisering” eller ”housewarming” - eller bare en lille reception, spurgte Maria de Kue sin far. - Nej, nu må det være nok. - Nå, ja, undskyld; jeg vil ikke være dig utaknemmelig. Jeg ved godt at både du og Francois ønsker mig det bedste, men lad os vente med reception til at den nye forretning kan holde fem års fødselsdag. Er du nu vred på mig? Hun rejste sig og gav Mørk et kys på panden og hviskede kærligt: gamle fjollehoved. - Vi åbner bare”¦, så må det briste eller bære. Jeg håber at mine gamle kunder kan finde sig til rette med de nye omgivelser. Hvad siger du, Francois? Francois sad fordybet i sine tanker om, hvordan han bedst muligt kunne sikre forretningen mod ubudne gæster og misbrug af harware og programmer. Med hjælp fra en gammmel studiekammerat, der også arbejdede i branchen, havde han lavet et skræddersyet sikkerhedssystem, der byggede på en videreudvikling af de kendte programmer Linux og Unix og senest Microsofts ”FAST”. Francois’ puslede med at udvikle et program, som skulle gøre det muligt for FAST at ”tale” med de to andre systemer. Indtil videre var det kun Linux og Unix, der var installeret i forretningens maskiner. - Undskyld, jeg hørte ikke efter. - Nåh, det gør ikke noget, svarede Mørk. Ligger det fast, at vi åbner i overmorgen? Jeg tror, at Andreas, ham ”forfatteren”, gerne vil se forretningen i funktion. - Ja, svarede Francois, forretningens udstyr er bedre sikret end Fort Knox. Vores vigtigste opgave er nok at nedtone forretningens potentiale for kunder med tvivlsomme interesser. Nu mangler vi bare at scanne vores egne fingeraftryk, så kan jeg aktivere systemet i morgen. - Tak for mad, Maria. Nu må det snart være min tur”¦ Den yngste havde prøvet at forstå de voksnes samtale. - Hvorfor skal det være så besværligt at have sådan en forretning, morfar? - Ha, svarede Mørk, det må du nok spørge om. Før i tiden var det kun guldsmede, der brugte tyverialarmer. På vej ned ad trappen kom han til at tænke på alle de ”københavnernøgler”, han i sin tid havde solgt - og de aflange stålbøjler, der kunne forhindre ulovlig indtrængen fra køkkentrappen. Og sikkerhedskæderne. Der havde også været en periode for ikke så længe siden, hvor de små skilte fra Securitas var i høj kurs. Han gik ind og satte vand over. I morgen skulle han have scannet en finger! Kaffen tog han med ind i stuen og gjorde sig det lidt behageligt. Så kom han i tanker om billedet i galleriet. Det var for sent at ringe til forretningen, så han prøvede Andreas; han skulle jo have fat i ham alligevel. Det var mærkeligt; Han kunne ikke finde sin telefon. Umuligt. I det samme hørte han den ringe ude i køkkenet. Selvfølgelig, der havde han jo selv lagt den, da han lavede kaffen. Det var Andreas. Helga havde jo lovet at komme ud med billedet, sagde han. - Vi har lige fået en idé. Hvad siger du til, at hun og jeg kommer med det i morgen? Så kan det komme op at hænge, hvis du er færdig med at male. - Jo tak, håndværkerne er i hvert fald færdige med at male. Jeg åbner jo i overmorgen, men jeg har ikke ligefrem gået og skiltet med det. Jeg skulle netop til at ringe dig op, da du ringede hertil. Maria ville vist gerne have, at jeg indbød til reception, men der trak jeg grænsen. - Det vil kun glæde mig, at I kommer. Helga havde gjort sig klar til at tage hjem. For at nyde hendes selskab bare lidt længere, kørte jeg forbi stationen og ind mod byen. - Jamen min cykel står altså nede ved Svanemøllen; men du er velkommen til at sove hos mig i nat, svarede hun med sin fristende trutmund. Jeg kyssede trutmunden godnat ved sporsløjfen. Hvis hun var blevet skuffet, viste hun det ikke. Jeg vinkede til hende, da hun med sine flagrende gevandter krydsede gaden og cyklede mod Ryesgade. Der var femten timer til vi skulle ses igen. Træt var jeg ikke, men jeg ville ikke trænge mig på. Jeg kastede lige et blik op på minareten og besluttede mig til snart at finde ud af, hvor Charles Ambts tegninger kunne ses. Jeg følte mig rastløs og kørte derfor direkte hjem. Jeg havde tilbudt Helga, at sætte bagagebøjlerne på bilen, men hun havde sin egen måde at transportere billedet på, havde hun sagt. Var det hende eller mig, der havde forandret sig? Eller var det omstændighederne og tiden? Naboen kom hen til mig, da jeg stod ud. - Godaften Andreas, hvad har du gjort ved din kat? Han bliver ved med at pibe og komme ind til mig. Men jeg har ikke givet ham noget. Han sidder henne ved lågen; prøv og kald på ham.. - Mis, mis, mis, kaldte jeg. Straks kom han småløbende hen til mig. Jamen, det var da skrækkeligt, trøstede jeg ham, kom, vil du med ind? Naboen misforstod og svarede, nej tak, 2. halvleg Danmark/Sverige starter om et par minutter. - Dejligt at se din kone igen. Gråmis masede sig forbi mine fødder, da jeg lukkede op. Jeg tjekkede kattelemmen - den var OK. - Er du ikke bare lidt forkælet, spurgte jeg. Overhovedet ikke, mjavede han tilbage. Han sprang op i min seng og så hoverende på mig. Hold nu op med det pjat, tænkte jeg; hun flytter jo ikke ind. Jeg hældte lidt mad op til ham og smurte et par ostemadder til mig selv. Det var jo egentlig ikke Charles Ambts tegninger, jeg ville studere. Det var snarere det samspil, der altid var imellem en bys arkitektur, historie og byens indbyggere og funktioner, der var spændende. Stregerne på papiret var jo blot ét enkelt element blandt mange. Jeg satte mig til at skrive lidt videre på min lille bog. Hvilken fornuftig begrundelse skulle jeg bruge for at fortælle mere om Minaretens og Mørks samspil? Måske var begrundelsen den, at Mørk forstod Ambts idé med den stærkt orientalsk inspirerede bygnings form og egen skønhed. Måske er bygningen ud over sin primære funktion en hyldest til tidens krav om renere luft og moderne sanitære installationer. Et lille monument over tidens opgør med menneskeskabte uhumskheder? Måske Ambt ville vise, at en simpel ”skorsten” kunne berige et bybillede? Det bedste var nok at spørge ”biblioteksvagten” eller Mørk, som måske kendte til en udførlig biografi om Ambt. Kap. 41 Ophængning uden ramme Gråmis lå i fodenden og glædede sig til en fredelig dag. Jeg havde hørt avisbudets knallert. Der var vel ikke så meget jeg skulle huske at tage med ind til Helga. Måske kunne vi invitere Mørk på en lille frokost. Hvis vejret holdt, kunne vi godt sidde ude på et af de mange små spisesteder på Østerbro. Først da jeg var klar til at gå ud til bilen, kom Gråmis slentrende. Han gloede bekymret på mig, som om han ville spørge: Hvad roder du dig nu ud i? Heldigvis brød han sig ikke om at køre i bil. Ryesgade var i sit eget tempo ved at finde dagens rytme. Adagio eller allegretto, næsten aldrig forte. Helga stod på fortovet med billedet svøbt i et gammelt lagen foran sin lidt rustne sortlakerede damecykel. - Hej, morgenmand, sagde hun, du kan bare køre ind og parkere i gården. Hun pegede. Så var det altså rigtigt, det med cyklen. Hun havde ”sin egen” plads bag forretningen. - Hvilken luksus, sagde jeg til hende, da jeg kyssede hende og fik grønthandleren til at smile og hilse. Lad mig give dig en hånd. - Tak svarede hun, bare snoren her en gang rundt; træpladen fik jeg lov at låne af ”mirakelsnedkeren” henne i kælderen. Således beredt gik vi mod Trianglen. Vi måtte standse et par gange, hvor hun lige skulle veksle et par ord med kolleger i gaden. Der var sket store forandringer med Mørks forretning. Kun skiltet med ”Ordhandel” var ikke ændret. Mørk ventede os i døren. Han havde frakoblet lukkemekanismen, mens vi bar billedet ind. - Ja, sagde han, perfekt til den nøgne væg. Han overraskede Helga med et kindkys. - Må jeg så høre hvad herligheden koster? Billedet altså. - Aner det ikke, svarede Helga og fjernede lagenet. Det har jo aldrig været solgt før”¦ hvad synes du selv? Mørk øjnede en god lejlighed til for en gangs skyld at skulle værdifastsætte et kunstværk i samarbejde med en kollega. Så han lagde ud: - Tjah, Andreas her, ville jo ikke købe det”¦ men”¦. - Du kan jo ikke have noget værdiløst bras hængende, det ville give et dårligt omdømme, replicerede hun skælmsk. Andreas ville ikke blande sig i deres leg, så han slæbte pladen ud til cyklen. De morede sig højlydt, da han kom tilbage. - Nu er det halve af aftalen på plads, lo Mørk; I har sørget for udbringningen, og jeg sørger for frokost oppe i privaten. Jeg tror sågu vi kan gøre en god handel før solen går ned. - Vis mig hvor Francois gemmer sit værktøj, så jeg kan hænge billedet op, svarede jeg. Du bliver nødt til at se det på sin plads inden du tager endelig stilling til anskaffelsen. Hvad med den tilhørende DVD? Helga og Mørk så på hinanden. Det sidste fortrød jeg at have spurgt om. Det ville jo forudsætte opsætning af DVD-afspiller, fladskærm og højttalere. - Hvis I kan klare ophængningen, går jeg op og gør lidt frokost parat. Jeg kommer ned om en lille halv time og ser på jeres resultat. Jeg lukker lige døren så længe, så kunderne ikke kommer rendende. Mørk havde et pålideligt ”analogt” waterpas af træ stående i et af skabene i forretningens køkken. Man kunne ikke stole på gulv eller loft og måle sig frem. Helga og jeg stod og beundrede værket, da hun pegede på endevæggen: - Dér; der kan en stor fladskærm sagtens hænge, sagde hun, da Mørk lukkede sig ind. - Det er bare mig”¦ Nej”¦ Hvor er det fint; den helt rigtige placering. Måske skal det belyses lidt, men det må vente til det er mørkt. Der er lidt frokost parat, når det passer jer. Efter en udsøgt lille frokost fortsatte de deres prisfastsættelse. Helga fornemmede sikkert, at det ville være upassende at forære ham billedet. Jeg indskød, at jeg ville have købt det, hvis jeg havde haft plads til det. - Vi kunne jo starte ved 5.000 kroner, sagde Mørk. Men jeg har jo ikke kunstforstand. Måske er det meget mere værd? - Top, svarede Helga, så slap jeg endelig af med det! Men jeg stiller andre betingelser. For det første må billedet aldrig ændres. Det må heller ikke rammes ind. Jeg hader faste rammer, der nok kan være stærke og pyntelige men smukkest, når de brydes. For det tredje skal DVD-en følge med billedet, hvis det afhændes. Mørk havde allerede forsøgt at blive enig med sig selv, om rammen skulle være sølv- eller guldbelagt. Det rigtigste måtte være at respektere kunstnerens ønske. Han rakte hende en kuvert med penge lagt i et papiromslag. - Der bør straks oprettes et dokument med dine betingelser og en foreløbig beskrivelse af værkets proveniens, fastslog Mørk. Andreas, du er vant til at skrive. Vil du tage dig af det? Du har jo allerede taget notater, ser jeg. - Må jeg vente med at skrive det til jeg kommer hjem, spurgte jeg. Jeg har noget særlig godt papir. - Ja, det haster ikke på nogen måde, men sådanne oplysninger glemmes alt for ofte. Helga og jeg blev enige om at bryde op. Men forinden spurgte hun Mørk, om hun måtte kigge ind i morgen. Det var vigtigt for hende at se og høre kundernes reaktion. - Du er altid velkommen. Måske kunne sådan noget indføjes som et par linjer i dokumentet, sagde Mørk henvendt til os begge. Vi ses i morgen. - Havde vi ikke haft den træplade på slæb, havde du fået lov til at sidde bagpå, sagde hun og låste den tunge kædelås op. - Frist mig ikke, svarede jeg, i min alder”¦ Gåturen hen til galleriet gik alt for hurtigt, syntes jeg”¦ sådan er det vist, at være i godt selskab. - Hvor kan det være du har din egen plads i gården, når du aldrig kører i bil? Hun lo, og svarede, at pladsen var en del af forretningens lejemål. Til kunder, gæster og leverandører, grinede hun højt. Fyrre kroner om måneden. Det må være Københavns billigste p-plads. Vi satte cyklen og pladen ind i galleriet. Jeg var ikke svær at overtale, da hun bød mig på kaffe. - Sådan et ”installationsværk”, som jeg ynder at kalde det, er godt at slippe af med, trods alt. Ellers er det meningsløst. - Hvad med ophavsret og copyright og alt det der, spurgte jeg naivt. Hun forklarede mig lidt om forskellen. - Der er lovgivet om begge dele. Begge rettigheder anfægtes hver eneste dag. At bryde kopiretten er ganske vist strafbart, men som du sikkert ved, er loven stort set umulig at håndhæve. Mit forretningstalent kan ligge på et meget lille sted. Mørks ”ordhandel” var vel, som jeg forstår, på en måde at sidestille med min. Det var helt velgørende at handle med en så kvalificeret kunde. Selvfølgelig skal man gerne have dækket udgifterne til produktionen. Resten afhænger af samtiden og markedets kræfter. Kun de færreste kunstnere når at opleve økonomisk succes, hvorimod mellemmænd og såkaldte kunstkendere scorer kassen eller lader sig snyde. - Vi må nok vente med min næste lektion, grinede hun. Den handler om ophavsretten - og pligten. Hun åbnede Mørks kuvert. På papiromslaget havde han skrevet: ”Kære Helga Jorunsdottir, tak for en værdig forhandling. Modtag venligt vedlagte kr. 6000-, som jeg allerede i morges besluttede skulle være mindsteprisen for dit flotte billede. (Jeg skal ikke bruge kvittering). Venligst Augustus Mørk.” - Hvad siger du så, Andreas? - Til lykke med handelen. Vennetjenester er oftest skattefri. Der er nok ikke særlige regler for overdragelse af lydtapeter; men jeg kan da slå det efter”¦ Nu vil jeg køre hjem til min ungkarlehybel. - Hvad tænker du på, spurgte hun pludselig. - På min kat og Coca-cola, svarede jeg. Tænk at skulle hævde rettighederne til drikken, navnet, flaskens og bogstavernes form. Gud ved, hvor mange advokater, der lever af det? - Vil du blive hos mig i aften? Hun kyssede mig blidt. - Det er anden gang i dag, du frister mig. Men nej tak. Det er sødt af dig og du er svær at modstå. Gråmis derhjemme er i forvejen vred på mig - ja, du griner. Men hvis jeg må hente dig her i morgen, vil jeg meget gerne. Og være med dig ude hos Mørk. Og jeg vil invitere dig hjem og”¦ og”¦ jeg vil så gerne sove med dig i morgen aften! Og måske ligge i ske hele natten. - Åh, din Don Juan, hvem frister hvem? Jeg ville lyve, hvis jeg sagde nej, søde Andreas. - Jeg er din. - Det må du ikke sige. ”Du er sgu din egen”. Men jeg kunne godt finde på at sige det samme til dig. - Kan vi så ikke bare sige, at vi elsker hinanden? Er det nemmere? Og selvfølgelig er vi os selv. Hvorfor får du mig til at gøre det så hulens indviklet. Det er jo bare kærlighed og kildevand, masser af sex og masser af tillid. Om det holder eller ej, vil kun tiden vise. Carpe diem. Det betyder: kys mig her og nu! Capiche? Si, må jeg have svaret. Kap. 42 Et komplot Om eftermiddagen ringede Maria de Kue til politimanden, Jensen. Hun lød en smule bekymret over sin fars situation. I princippet kan hvem som helst møde op i forretningen i morgen, selv om åbningen ikke er annonceret, sagde hun. - Hm, svarede han. Jeg har fridag i morgen, sådan en slags afspadsering. Men jeg vil meget gerne komme, hvis deres far ikke har noget mod det. Ikke som betjent, men kun som konsulent inden for computersikkerhed. Måske kan jeg på den måde finde et fingerpeg om, hvem der kan være en trussel for hvem. Hvad tid starter ”festen”? - Hvis jeg kender far ret, så står han ved døren inden klokken ti. - Det passer mig fint; mon Francois og professoren kommer? - Francois vil være her hele dagen. Men professoren? Det ved jeg virkelig ikke. Jeg glæder mig til at hilse på Dem. - Ja, farvel så længe. Tak for deres opringning. Jensen kikkede på Dueholm. - Når jeg nu har fri i morgen, vil jeg nok gå lidt på jagt. - Jeg anede ikke, at du overhovedet må bære våben, grinede kollegaen. Tror du ikke, det vil være klogest, hvis jeg bliver her på pinden? - Jo, det vil jeg sætte pris på. Jeg er sgu ved at være for gammel til det her. Det er lidt lige som i ”pælesidning”; den, der bliver siddende længst, får en præmie i enden. Næ, du, når min næse klør, er der ugler i mosen. Jeg kan ikke gøre for det. - Har du et nummer til professoren? Jeg havde det her lige til alt gik i sort. Min nye telefon har åbenbar sorteret ham fra. Nej, Dueholm. Det, der piner mig mest, er at skulle give op. Du og jeg må for pokker være begavede nok til, at få de højere magter til at træffe en hæderlig beslutning. Eller hva’ siger du? - Vi må i givet fald først have sikkerhed for, at vi i det mindste ikke forhindrer det for de højere magter, som vi principielt ikke kender noget til, svarede Dueholm tørt. - Er der noget nyt om pengegaven fra ham ”ormehackeren”? - Nej, så ville du have hvisket det til mig. Jensen lånte kollegaens telefon, da professoren svarede. - Hallo, kriminalbetjent Jensen her; forstyrrer jeg Dem? - Ikke det mindste, tværtimod, svarede professor Lucide, hvad kan jeg hjælpe med? - Åh ikke noget særligt, men De har vel ikke tid til at aflægge et besøg hos Mørk i morgen? - Når som helst det skal være. Herinde sker der ikke meget. En lidt død periode om jeg så må sige. Jensen forklarede sit ærinde og lovede Lucide fornøden tryghed. De aftalte at mødes hos Mørk kl. 10.30. Professoren glædede sig. Så kunne han endelig slippe af med Mørks journal, som han havde haft inden for en arms længde siden laboranten forsvandt. Nu var han glad for, at han ikke bare havde brændt den. Den afgørelse kunne han roligt overlade til den egentlige ophavsmand til postyret. Nå, Dueholm, nu vil jeg trille hjem til fruen. Jeg har ikke fortalt hende, at jeg har fri i morgen. Du ved - mere hvis hun skulle finde på at ringe hertil. Jeg lægger besked ved skranken om, at jeg vil arbejde uforstyrret uden for huset i morgen. Er det OK? Jeg skal nok passe godt på professoren. På vej hjem spekulerede Jensen sig trekantet i hovedet over PETs interesse i netop det bestemte forskningsprojekt, som Mørk havde bidraget til. Selve projeket kendte han ikke meget til; kun at det måtte være større end hans fantasi rakte til. Alene det faktum, at nogen måtte have godkendt, at PET brugte så store ressourcer på ”sagen” var svær at se bort fra. Hvis det var sandt, at laboranten var polsk og var udstationeret af polsk efterretningstjeneste, ville det kunne forklare PETs usædvanlige interesse. Dertil kom, at der var tråde til magtfulde personer, som Jensen end ikke kunne sætte navne på. ”De højere magter”, kaldte han dem. Hård kriminalitet skulle opspores og bekæmpes uden persons anseelse, men hvem siger at denne anseelse har noget som helst med sandhed at gøre? Selvfølgelig kunne han da lukke øjnene for bagateller, men denne hjemmestrikkede undtagelsesparagraf kunne næppe komme på tale her. Man kunne til nød respektere småkriminelle svage sjæle som mennesker. De største og groveste forbrydere, han kendte til, havde i alle tilfælde været velanskrevne, i hvert fald gennem længere tid, eller have nydt en vis anseelse. Magt skyldes ofte pengene bagved. Det havde han ikke den mindste respekt for. Kun frygt. Konen fik ham hurtigt på andre tanker, da hun bekendtgjorde, at underboens ville komme til kaffe og TV-krimi i aften. De to par skiftedes til de små helt uforpligtende komsammen’er. Han fortalte aldrig noget om sit egentlige arbejde . Tværtimod nedtonede han ofte sin betydning og afmystificerede så vidt muligt sine gøremål som ”rutinemæssig efterforskning”. Underboen havde været blikkenslager. Nu var han en slags vicevært i ”komplekset”, som han kaldte de to bygninger med 26 andelsboliger. Kap. 43 Herreløse penge Ingen af de to operatører hos Compol i Allerød anede, hvad de skulle stille op, da de blev kaldt ind til budgetchefen, der var ved at arbejde sig op i det røde felt. - Har de herrer nogen anelse om, hvad jeg skal stille op med tyvetusinde euro, som i dag er indgået på jeres konto? Overførslen er sket fra en konto i Schweiz og den er mærket ”retur til EM, hilsen Anguis”. Blodet forlod ret hurtigt de to operatørers ansigter. De kikkede på hinanden og nikkede tøvende. Nu talte han temmelig højt. - Det drejer sig om en pengeoverførsel fra Zürich med en besked om, at Københavns politi er underrettet. Hvad fanden skal det betyde? Hvad eller hvem er ”EM”? Svar mig! Den besked kan koste politidirektøren hans stilling! I har nu en time til at finde en acceptabel løsning. Jeg må underrette ham meget hurtigt. Mødet er slut! De kunne ikke komme ud hurtigt nok. Budgetter anede de intet om; men de vidste, at transaktioner så mærkelige, med stor sandsynlighed kun kunne tilskrives tjenesten i Gladsaxe eller lige så magtfulde kræfter. Det var ikke det relativt lille beløb, der var interessant, det var måden. Noget måtte gøres! Det var udelukket at stille spørgsmål hos PET. ”EM” kunne være EuroMed, men så ville Lichtenstein have udtrykt det klarere. Resterne af det gode gamle bagmandspoliti i København bestod af den håndfuld personer, der var ladt tibage, da de sidste syndebukke for afdelingens mange tabte sager var blevet udpeget. Nu fik de kun de mest banale sager om småbedragere og plattenslagere, som intet havde med ”bagmænd” at gøre. De to ældste snuppede de få sager, der kunne være en smule kød på. Det var ofte takket være bankernes pligt til at indbette ”bemærkelsesværdige” transaktioner, at de stødte på små og store bedragerisager. Kap. 44 Ghostwriterens lunch I Millshill havde Marcus Helstrom aflagt sit besøg hos Mr. og Mrs. Gladstone, som havde budt ham på lunch. Hun undgik at nævne noget om trafikulykken og hans unge kone død. - Jeg er sikker på, at De falder godt til her Mr. Helstrom, havde hun sagt. Hun spurgte, om han havde særlige planer om ændringer i huset. Marcus forklarede, at han ikke havde planer om at ændre noget som helst. Det var jo netop det hus, Dowes Nest, han havde ønsket sig, som han havde været heldig at kunne købe. Hun fortalte om landsbyens aktuelle problem og nævnte, at hun håbede, at han ville lade bygningen blive fredet. - De kan være ganske rolig. Jeg har fulgt lidt med i sagen, svarede han. Nu skal jeg først finde lidt møbler, der passer huset og mig. Senere tager jeg stilling til køkkenet og badeværelset. Men de elektriske installationer vil jeg gerne have renoveret så hurtigt som muligt. Jeg er meget afhængig af min computer, men det kender De måske? - Nej! I guder, den slags har vi ikke brug for. Men de fleste her i byen bruger vist nok de moderne maskiner, svarede hun og fortalte om sit arbejde som næstformand i den lille komite, der havde vundet over spekulanterne. - De kan regne med min støtte til at bevare de historiske rammer, sagde han. Jeg må søge en hjælp til indkøb og rengøring og sådan. Hvis de kender en, De kan anbefale, må de endelig give mig besked. Det vigtigste er, at det må være en, der ikke taler om mig ude i byen. - Så bliver hun sgu svær at finde her i byen, sagde manden, der ellers havde forholdt sig tavs. Nu hvor Agencja Wywiadu havde ”standset betalingerne”, var kanylen klar til at søge nye indtægtsmuligheder og især nye udfordringer. Han havde arrangeret sig på en måde, der ikke kunne vække opsigt i den engelske bank, men han måtte også sørge for, at der var en synlig balance mellem likviditet og udgifter. Det havde taget et par dage at vænne sig til den nye labtop. Han havde fundet en engelsk hjemmeside for vordende forfatterspirer og ghostwriters. Her udsøgte han sig en tilpas ubehjælpsom amatørforfatter, som aldrig havde fået publiceret noget. Den pågældende ”forfatter” kaldte sig meget opfindsomt ”Doctor Letterman”. Til overflod var der også links, bl.a. til en dansk pendant: ”Forfattersiden”. Han pakkede kassen med den medbragte printer ud og tog en testudskrift. Toner var der foreløbig nok af, men han skulle snart have lidt mere papir. Mrs. Gladstone kunne uden tvivl hjælpe ham. Snart kunne hun rydde op i et syndigt rod med tekstfyldte løsark med skriveøvelser. De mest krøllede smed han i papirkurven. Hvis han nogen sinde skulle finde på at skrive noget, måtte han først have fat i nogle synlige ordbøger. Når hendes mand kom og gik og nussede i den lille have, sad Marcus som regel og skrev uforstyrret. I hvert fald sad han og arbejdede ved sin computer. Eller han gik korte ture, bare hen til korsvejen, hvor byens eneste ”dagligvareforretning” kun holdt sig i live, fordi indehaveren påtog sig at skaffe snart sagt alt, hvad man ønskede at bestille. Hans kone passede den lille tilstødende pub, ”Central Station”, som serverede godt øl. Man sagde, at huset var byens ældste. Sidst på dagen ringede nabofruen på, som forventet. Nu havde hun tænkt over det. Hun ville gerne påtage sig rengøring, tøjvask og et ugentligt indkøb i Birmingham Ikke færdigt Kap. 45 Småt brændbart Fru Hansen fandt et brev fra kommunen i sin postkasse. Navn og adresse var rigtig nok, men der var ikke frimærke eller portostempel på. Postbudet havde da heller ikke været der endnu. Hun gik ind og åbnede kuverten med sin mands brevkniv. ”Kommunen har den glæde, at kunne meddele Dem, at De og Deres mand er tildelt en friplads i en af vores beskyttede boliger. Vi forventer, at vi snart får Deres bekræftende svar, så vi kan aftale en tid, hvor De kan besigtige den pågældende bolig.” Hun blev helt paf. Nu gik det næsten for hurtigt. Hun måtte straks ringe til den søde dame, der kendte Robert fra tiden i tjenesten. Eliza Penkow genkendte straks stemmen og forsøgte ikke at lyde overrasket. - Jamen til lykke. Nu må De endelig sige til, hvis der er mere jeg kan hjælpe med. - Tak. Vil De ikke med mig derhen og se lejligheden? Hvis De har tid til det, må De også meget gerne hjælpe mig med at komme af med de møbler, som vi ikke får brug for. Helt værdiløse er de ikke og jeg så jo nødigt, at det hele endte på lossepladsen. - Naturligvis svarede jeg. Hvad med Deres mand? - Ja, det er vigtigere”¦. han har besluttet at fæste lid til Dem. Hverken han eller jeg kender betydningen af alle dokumenterne fra fortiden. Han vil være sikker på at det hele bliver tilintetgjort. Her beder vi om Deres råd. - Det glæder mig at høre. Det er da det mindste jeg kan gøre. Bare ring til mig, så snart De kan. De har vel ikke oliefyr eller en brændeovn? - Nej, desværre, men jeg tænkte på, om De ikke kunne komme hurtigt og hjælpe mig med at fjerne det, han har gemt under skrivebordet i stuen? Så vil jeg kunne sove bedre om natten. - Det forstår jeg glimrende. Lad os få det overstået. Er det passende om et par timer? Så kommer jeg og giver en hånd med. Vi kan da også køre et smut forbi og besøge Deres mand, hvis De vil. Det ville være tåbeligt at udsætte muligheden for at få fingre i Robert Hansens ”livsforsikring”, som pludselig var blevet til hans ”dødsdom”. Eliza Penkow fandt tre miniflyttekasser i garagen. Den ene foldede hun ud. I den fyldte hun diverse ligegyldige papirer, et gammelt ringbind og bogsiderne fra et par paperbacks. Måske ville hun finde lidt mere småt brændbart i Hansens hjem på Ranunkelvel. Hun smed også en rulle pakketape i kassen. Kap. 46 Fotografen Jeg havde ligget uroligt i nat. Først klokken syv opgav jeg at sove mere. Måske havde jeg fået for lidt motion de sidste par dage. Piller ville jeg ikke tage. Hvis der var noget galt, ville jeg hellere kunne mærke det. På det punkt ville min rare livlæge, som jeg kaldte ham, aldrig blive enige. Jeg har fået en tyrkertro på, at alkohol og antidepressive kunststoffer bare udsætter problemerne, som med garanti ikke forsvinder. Min egen opfindelse: ”konfrontationsterapi” var nok min eneste ven i nøden. Først ved nitiden fik rastløsheden afløb, da jeg i gråvejr sneglede mig ned mod galleriet. Helga stod klar; så smuk og velklædt, som var jeg prinsen på den hvide hest. Jeg nåede ikke engang at åbnebildøren for hende. Før hun sad og lænede sig ind over mig. Jeg fik ”hej” og morgenkys. - Vi er i god tid, sagde hun og lagde hemmelighedsfuldt to gavepakker med kort om på bagsædet. Jeg har tilladt mig at finde to ting til Mørk fra dig og mig. Et venskabssmykke og en slidt billedbog for store børn! Du ved godt hvad det er. Og selvfølgelig DVD’en. Er det OK? - Du er en skat, svarede jeg. Jeg har da ikke tænkt så langt. Han slipper ikke af sted med ”åbning i stilhed”! Heldigvis var vi blandt de første gæster i ”Ordhandelen”. - Hvor er det dejligt, at du er her Andreas sagde Mørk, kom og hils på min datter. Maria havde pyntet op med frugtskåle, frisklavet juice og små lækre brød fra bagerjomfruen inde ved siden af. - God morgen kære venner. I må undskylde mig al dette fjolleri. Maria har været i gang siden klokken seks. Nå, nu kommer der flere”¦ jeg må lige åbne.. nå, nej, sagde han da døren automatisk gik op for den næste gæst. Solen var dukket og kastede sit klare skær ind ad dør og vinduer og afslørede nye toner i Helgas billede. Jeg var helt forgabt i det. - Velkommen Lucide, sagde Mørk højt; bare De dog havde ringet til mig. Netop i dag har man”¦.. jamen dog, skal De på frieri i nabolaget?... - Til mig? Jeg går lige ud og finder en vase. Maria havde opstillet et helt batteri af vaser på køkkenbordet. - Vær sød at gå ud og bland dig lidt med gæsterne, sagde hun med den dér kærlig/bestemte stemme. - Javel; ja, naturligvis. Hvorfor har I ikke advaret mig. Jeg fylder jo ikke rundt. - Nej, du fylder for meget herude ved flugtvejen! Nå, nu kommer politiet. I civil synes han sikkert”¦. Det hjalp. Faren gik ned og tog hjerteligt mod Jensen. Jeg gik vist mest i vejen. - Til lykke med de fine lokaler. Jeg ser at De har sat deres egne kameraer op. Måske kan vi få "lukket Deres sag", så De igen kan blive en fri mand! Og her er minsandten professor Lucide; sikken et selskab. - Det er ikke noget selskab. Maria råbte han, det er et komplot. Ja, Helga, De må undskylde mig; De står og nyder Deres billede? - Ja og nej; jeg nyder lyset her hvor det er placeret. Det er længe siden billedet har været lige så levende, som det var engang. - Så har jeg måske alligevel en smule kunstforstand, funderede Mørk. - Sludder, grinede hun, der findes da ikke kunstforstand. Men det er da heldigt, at nogen tror på det og investerer formuer i at bevare de smukkeste ting mennesker har fremstillet. Hun gav uden blusel Mørk et smækkys på panden. Ja, undskyld, jeg kunne ikke lade være”¦ Professoren smilede til Mørk. - Yderst interessant; jeg vidste ikke, at De havde flere døtre? Det var ellers nær ved, at jeg slet ikke kunne nå at komme forbi i dag, jeg skal sige Dem, jeg blev ringet op af en yngre kollega i går. Fra Yale i New England. Han går og pusler med at kortlægge ”Gata-1”. Ronald Duman, hedder han. Måske har De læst om ham? Han kommer herover i næste uge for at besøge mig på instituttet. Men nu skal De se her; jeg har medbragt noget, der tilhører Dem. Har de et sikkert sted til Deres journal? - Nej, den unge dame her er Helga Jorunsdottir, min kunstneriske vejleder. Og ja, hvis De går med mig om lidt, finder vi nok et sikkert sted. Men Helga måtte da lige hilse på professor Lucide. - Vejleder! Pjat, sagde hun, jeg har bare solgt Mørk det billede bag ved Dem. Kan De lide det? De hilste på hinanden. Mens professoren kikkede nærmere på billedet, hviskede hun til Mørk, at hun havde lagt en lille gave oppe hos hans datter. Netop som han stod og pakkede ud, kom Marianne Lauridsen ind fra gaden med en smuk buket gladiolus. Hun strålede, da hun fik øje på ham. - Davs min ven, sagde hun og gik ham imøde. Til lykke med de nye lokaler. Nu er malingen vel tør? Her lugter ikke en gang af fernis. Han gav hende galant tre franske kys og kaldte på sin datter. - Kom og hils på en god ven af mig, enkefru Marianne Lauridsen. Jeg ville gerne have præsenteret jer for hinanden under mere private former, men nu er proppen alligevel røget af. - Enkefru! Må jeg være fri. Jeg hedder Marianne, og De må være... - Maria de Kue, August's yndlingsdatter; han har kun mig! Lad nu være med at gemme dig far. Skammer du dig over mig? - Jamen søde barn, hvad tænker du på? Hun vendte sig mod Marianne og fortsatte afdæmpet; - Far har gået meget stille med dørene, siden han traf Dem. Åh, kan vi ikke godt være dus? De må i hvert fald ikke længere sige De til mig. Far har fundet sin ungdom igen. Men han er ikke så god til at holde den slags hemmeligt for kvinder”¦ - Tænk ikke på det. Deres far”¦ undskyld, din far er meget speciel og en smuk og attraktiv mand, der tør vise sit værd, når han er bedst. En fotograf kom smilende hen og skabte lidt luft omkring dem, før han tog billeder. Han fjernede professionelt en krumme fra Marias mundvig og tog tre fire pletskud til. Han tog også et par billeder af billedet. Preben ”Krille” var fotograf på lokalavisen i bydelen. Hans billeder var kendt af mange journalister på små og store blade. De var aldrig ligegyldige eller kønsløse. Han gik stille lidt rundt og forsøgte at ligne en tilfældig gæst for at falde ind i tonen og stemningen. Selvfølgelig var der en del, der kendte ham, men de fleste nikkede bare og lod ham arbejde i fred. Lidt nysgerrig spurgte han Mørk om, hvem der havde malet billedet. Overrasket gik han tilbage for at finde den Helga et-eller-andet-dottir, som skulle være blandt gæsterne. Gud ved, om det kan være hende med den store hat og solbriller? Han havde set hende før, men hvor? Han blev revet ud af sin memorering, da en anden kvinde prikkede ham på skulderen. - Undskyld, Mørk sagde, at De har spurgt efter mig? - Jeg tillod mig at tage et par billeder af maleriet dér. Er De Helga? - Ja, fra top til tå. - Jamen, har De selv”¦ - Nej, ikke alene. Jeg fik stor hjælp til lydsiden og filmen, der hører sammen med værket. Kender du Kit Williams? - Nej, hvem er hun? Helga morede sig og fortalte om den mandlige kunstner, der med sin bog havde inspireret hende, den gang ude i staden. - Jeg har givet Mørk bogen og DVD’en, men han skal have installeret lidt udstyr, før man kan opleve hele værket. Du skulle komme en dag og besøge mit galleri på Nørrebro. I Ryesgade. Så kan du se mit atelier. - Det vil jeg meget gerne; har du et kort? - Ved du ikke, hvor Ryesga”¦ - Jo, jo, jeg skriver adressen her. Han fiskede to visitkort op af brystlommen og skrev hendes telefonnummer og adresse bag på det ene og rakte hende det andet. - Nej, hvor fint; ja sådan noget hører sig vel til? - Ja, svarede han, i hvert fald hvis man skal leve af at kunne træffes. Vi må tales ved. Han så sig hurtigt om efter hatten. Så gik han direkte hen og spurgte hende: - Tænk, at De troede, at jeg kunne male. Nej, kun makeup; men jeg vurderer af og til forskellige ting for Bruun Rasmussen, når vi får et tip om de nyeste ting. Moderne kunst er mit speciale. Af diskretionshensyn over for Helga Jorunsdottir og køberen er jeg her bare som tilfældig gæst. Hun havde set hvad hun ville. Kap. 47 Hattedamen Francois stak hovedet ind ad køkkendøren for at høre, hvordan det hele spændte af. Han havde aftalt med Maria, at de ville skiftes til at være her nede. Overbetjent Jensen havde lige lånt kundetoilettet og smuttede med ind. - Nå, der er De Francois, sagde Jensen. Ja, jeg tillod mig at aflægge besøg. Jeg er bange for, at vi har malet fanden på væggen i hele denne sag. Jeg har talt med Deres svigerfar - og med professoren, som vist nok har kastet sig over et nyt projekt. Jeg er oprigtigt ked af, at Mørk og hele familien har været berørt af noget, som sikkert slet ikke er nogen sag. Men der er noget andet, jeg vil spørge Dem om. Kan vi sidde her. Maria nikkede. - Jeg er færdig om fem minutter, sagde hun. De to satte sig ved det lille bord, som bugnede af frugt og pindemadder. - Bare spis, hvis I kan. Vi har bestilt rigeligt, sagde hun og forsvandt ud ad døren. - Jeg har forstået, at De arbejder en del med computersikkerhed, startede Jensen”¦ - Ja, det er faktisk mit speciale. Uden at gå i detaljer, spurgte Jensen om, hvad Francois ville råde politiet til at foretage sig i det voldsomt stigende problem med anmeldelser om hackerangreb på computere. - Uha, svarede Francois. Der må skelnes så skarpt som muligt mellem de mange forskellige motiver, der ligger til grund. Men I har vel professionelle folk til arbejdet? Findes der ikke en stor virksomhed i Allerød, der stort set kun beskæftiger sig med jeres systemer? Enhver konkurrencehackers drøm må være enten at trænge ind i Nationalbanken eller Compol. En af mine bekendte fra Bretagne har vist arbejdet for firmaet. Der var efterhånden en stadig strøm af trængende gæster, der måtte lade eller ”kaste” deres vand. Kun en rigtig dame som Marianne kunne finde på, med et smil at bruge dette antikverede udtryk frem for ”tisse”. Trafikken gennem køkkenet fik de to mænd til at udsætte deres samtale til et senere tidspunkt. Henad frokosttid tyndede det lidt ud. Bagerjomfruen kom ind med flere pindemadder og så sig omkring. - Det virker som om der er nogen, der tror, at de skal spise sig mætte i dem, hviskede hun til Francois. Fotografen kunne ikke få hattedamen fra Bruun Rasmussen ud af hovedet . For nogle år siden havde han godt nok af nysgerrighed besøgt auktionshuset i Bredgade, men det var ikke dér”¦ Måske ved en anden reception? Hun havde ganske vist frabedt sig at blive fotograferet, så han havde lovet at slette de par billeder, der forinden var ”i kassen”. Jeg havde ikke undgået at bemærke kvinden, der tiltrak sig nogen opmærksomhed og samtidig skjulte sig bag solbrillerne under hattens skygge. Ville hun ses eller ville hun bare ikke genkendes? Måske ville hun bare være ”mystisk dame i byen”! Ved totiden var der ikke mange tilbage. - Venter du flere gæster, spurgte jeg Mørk. - Nej, bestemt ikke. Jeg ventede jo kun dig, Andreas. Du havde selv fortalt mig, at du kom. Ingen andre. Men vi må hellere spørge Maria. Det er hende, der står bag denne sammensværgelse! Vi hjalp hinanden med at rydde op og bære vaser og buketter op på 1. og 2. sal. Maria havde nogenlunde styr på kort, blomster og gaver. Mørk havde budt både os, professoren og Marianne Lauridsen op i privaten til et glas portvin. De to var gået med ham. Francois havde lovet at lukke og slukke. Han viste mig fingeraftrykslæseren og prøvede at forklare mig, hvor snedigt systemet var indrettet. Jeg afslog hans tilbud om at prøve. - Nej tak, svarede jeg. Jeg kommer helst kun efter aftale med Deres svigerfar; men det var da venligt af Dem. Kap. 48 Kniven Eliza Penkowa ville gerne passe sin aftale med fru Hansen, så hun sagde bare farvel til de, der stod nærmest. Hun kunne ikke nå at tage hjem og klæde om. Det var også ligegyldigt. Kniven havde hun i sin håndtaske; den lille flyttekasse stod på bagsædet; andet ville hun ikke få brug for i første omgang. Det tog ikke mange minutter at køre derud. Fru Hansen havde brevet i hånden, da hun lukkede op. - Hvor er De dog elegant i dag fru Petersen; nu må De ikke få griset den pæne kjole til. - Næh, jeg skal nok være forsigtig. Jeg tog et par papkasser med. Jeg kan tage nogle flere med en anden gang. De gik ind i stuen og Eliza samlede to små medbragte flyttekasser, de havde været stukket ned i den halvfyldte, som hun havde ladet stå. - Fikst, ikke? Hvis De kører stolen væk, prøver jeg at flytte skrivebordet lidt. Det gik meget godt med den ene ende, de store runde fødder fulgte med. Den anden ende var kun en smule tungere. Hun fandt kniven i tasken og skød det krumme blad frem. - Mener De for alvor, at tæppet alligevel skal kasseres, spurgte hun. - Ja da, det er helt tyndslidt. Pas nu på med den skarpe Stanleykniv. Jeg henter lige den lille støvsuger. Jeg er helt flov over så støvet her er. - Det må De ikke være, jeg tror ikke, der er mange, der holder deres hjem så pænt. Eliza Penkowa skar et lille snit, så hun kunne få fat i en kant og løfte tæppet en smule op fra gulvet og skar så tre lange snit, så lemmen kunne åbnes. Hun trak i den forsænkede metalring og kom til at bande på polsk, da hun knækkede en negl. Andet forsøg gik bedre. Lemmen gav sig og Robert Hansens hemmelighed kom for dagens lys. Det samme lys oplevede en afskyelig stor sort edderkop også, hvad den bestemt ikke brød sig om. Eliza nåede ikke at undertrykke et højt skrig, da den smuttede om bag ved en lille metalkasse. Bevæbnede mænd og skarpe knive var til at håndtere - men hun havde aldrig overvundet sin araknofobi. Fru Hansen kom straks tililende. - Jamen, jeg sagde jo, at De skulle passe på. Skal jeg finde et stykke plaster? Eliza stod og stirrede ned i hullet. - Nej, der sidder en ækel edderkop omme bag ved kassen dér! - Herregud, ikke andet; hvis De forsigtigt løfter kassen op, så edderkoppen ikke kommer noget til, kan jeg sagtens hjælpe den lille fyr. Hold lige ved min arm, så kan jeg nå at redde ham. Løft så kassen, sagde hun og lempede det sorte uhyre over i et ølglas. Fru Hansen bar roligt lykkedyret ud og slap ”ham” fri nede ved cykelskuret. Efter et par minutter var Eliza faldet til ro. Det lille kælderrum var isoleret med tykke isoleringsblokke. Hun fandt et par fyldte ringbind og fire bundter med meget forskellige dokumenter, der var markeret med årstal, en stribe uens notesbøger og en aflåst metalkasse. Alt lagde hun op i papkassen. Metalkassen satte hun øverst og bar hurtigt flyttekassen ud til bilen. Derefter flyttede hun metalkassen om i bagagerummet. - Skal vi ikke tage en ostemad og en kop kaffe, før vi kører, spurgte fru Hansen. - Jo, det lyder godt. De har vel ingen anelse om, hvor nøglen til kassen er? - Jo, nøglen, den har min mand da i sin lomme. - Er De sikker? Så behøver vi ikke at ødelægge kassen. Sekretæren i receptionen smilede og bød dem velkommen, selv om de kom lidt ubelejligt hér, hvor mange sov til middag. Robert Hansen sad på terrassen med et tæppe over benene og nød det rige fugleliv i parken. Han var travlt optaget og talte højlydt med en gammel bekendt, som han åbenbart lige havde truffet. - God dag søde ven, sagde hans kone. Pas nu på du ikke”¦ - Årh, hold op. Du er ikke ansat her, afbrød han. - Og du er med, ser jeg, er du stadig min niece fra CIA? Kom og hils på Lars-Erik her. Manden med det karakteristiske overskæg og store brilleglas rejste sig og hilste galant. Bliv nu siddende, så tager jeg lige et billede. Robert fortsatte: Har I fået brændt skidtet? Hvad? Ligger ude i bilen! Er I blevet skingrende skøre? Eliza, dvs. Lis Petersen, beroligede ham. - Jeg går ud og sætter mig i bilen med det samme og venter på Deres kone. Men jeg mangler en nøgle til den grønne metalkasse. Vi har resten klar til forbrænding. Er der noget i kassen De vil beholde? - Ja. Ved nærmere eftertanke. Giv min kone de penge, der ligger øverst. Det er hendes ”pension”. Alt andet skal brændes. Jeg stoler på Dem, sagde han og løsnede en nøgle fra det bundt , han havde i lommen. Tror De, at vi snart kan flytte over i lejligheden? - Ja, meget snart. Jeg har lovet at hjælpe Deres kone i ugen der kommer. Farvel så længe. sagde hun. Jeg sidder ude i bilen, når De kommer fru Hansen. Bare giv Dem god tid. Hun åbnede bagagerummet og prøvede nøglen. Den gik lidt stramt, men passede. Øverst fandt hun to tykke bundter slidte dollarsedler. Elastikkerne, der en gang havde holdt dem sammen, smuldrede mellem hendes fingre. Og vigtigst: der lå en god håndfuld forskellige pas og andre officielt udseende dokumenter. Kun pengene lagde hun tilbage. Alt det andet fyldte hun over i papkassen fra Ranunkelvel. Hun tapede omhyggeligt kassen til og og smækkede klappen i. Inde i bilen fik den halvfyldte flyttekasse, hun havde haft med hjemmefra, en tilsvarende omgang tape. Det kunne ikke vare længe, før fru Hansen ville dukke op. Hun satte sig på en indbydende bænk og tændte en cigaret, dagens femte, og ventede. En gartner gik og samlede noget affald op de få steder, hvor der var tabt noget. Han standsede et øjeblik og kikkede inkvisitorisk på hende. - Er der noget galt, spurgte hun. - Nej nej. De bruger jo hverken tyggegummi eller filter. Her må De gerne ryge. Nå, jeg må videre”¦ Fru Hansen kom nynnende hen ad flisegangen. - Ja, tænk, han passer det hele så pænt her, sagde hun. - Flink fyr, svarede Eliza. Er De klar? Så kører vil til genbrugspladsen. - Genbrug? Jeg troede vi skulle til forbrændingsanstalten. Jeg lovede jo Robert”¦ - Nå, lad os nu se. Jeg forstår godt hvad De mener. Det er bare navnet de har ændret. Pladsen rummede et utal af store åbne eller lukkede containere. Der var ingen røg at se. Eliza kørte lidt frem og tilbage, før hun fandt det: ”Småt brændbart - ikke aviser”! Hun satte bilen og løftede kassen fra bagsædet ud til fru Hansen, som utålmodigt tog imod den. - Hov hov, sagde en myndig genbrugsmand straks. Den kasse skal tømmes, før du smider den over i pappet! Må jeg lige hjælpe dig. Eliza satte sig smilende ind i bilen og rullede vinduet ned, så hun bedre kunne høre mandens foredrag og fru Hansens krav om at kunne overvære destruktionen. Først da han havde demonstreret komprimatorens altødelæggende kræfter, lod hun ham tømme kassen og trykke på ”Pres-knappen”. - Tænk Dem, den ubehøvlede opsynsmand nægtede at brænde den! Men nu har jeg gjort, hvad jeg kan. - Vil De beholde metalkassen; jeg har tømt den. Kun pengene, som Deres mand nævnte, synes jeg De skal beholde. Kassen kan De smide op i ”Småt jern og metal” der henne. - Nu vil jeg bare gerne hjem og slappe lidt af. De aner ikke, hvor lettet jeg er. Før Eliza kørte tilbage til Amager med sit tvivlsomme udbytte i papkassen, hjalp hun fru Hansen helt hjem og tog pengekassen med ind. - Sådan, nu vil jeg køre hjem og passe mit arbejde. Husk nu at ringe til mig, når vi skal hen og gøre Deres nye hjem klar. Farvel så længe. Kap. 49 Ignoranter Da Jensen sidst på dagen meldte sin ankomst hos vagthavende , lå der telefonbesked fra hans kone. ”Ring lige til mig, skat. Din mobil svarer ikke.” Det var lige hvad der manglede, bandede han. De idioter i IT havde lovet, at alt nu ”skulle” fungere. Han havde foretrukket at alt faktisk ”fungerer”! Det var sådan set til at leve med, at politidirektøren eller vicedirektøren ikke kunne få fat i ham - eller justitsministeren for den sags skyld. Men hans kone! En flok bedrevidende ignoranter. Det var hvad de var i hele den afdeling, der arbejdede for Compol. Han ringede omgående til hende. ”Det er hos Jensens, hvis det er dig skat, skal du lige huske at købe et groft brød og en pose frosne rodfrugter med hjem. Ellers kan du indtale en besked efter tonen””¦”¦ Han gad ikke svare. Hun havde jo heller ikke direkte spurgt om noget”¦ To gange ”skat”? Hvad f”¦ gik der af konen? ”Groft speltbrød”. Hun vidste udmærket, at han foretrak almindeligt mørkt rugbrød. Uden rodfrugter. For fredens skyld puttede han sedlen i lommen. På vej op til kontoret tænkte han på at fortælle Dueholm om sin ide, om at tage Francois de Kue med på råd i løsningen af hackersagen. Bare på sidelinjen. Men hele tiden lod han sig forstyrre af de tredive-fyrre ansigter, som han havde registreret ved Mørks reception. Der var kun to, der drillede ham: Fotografen og Hattedamen. Han manglede et ”vellignende” billede af den kvinde, som PET garanteret lå inde med. Da han mosede ind ad døren, var Dueholm travlt optaget af at løse en krimiquiz på ”Forfattersiden” i stedet for at koncentrere sig om sit arbejde. - Nå, der sidder du, undskyld jeg forstyrrer dig i dine cirkler! - Ja, det siger du nok; men jeg har sgu fat i noget her”¦ - Glem det og lyt, svarede Jensen. Det er mig, der har fat i noget. Skaf mig et par billeder af ”Moppen” eller hvad hulen hun kalder sig, og find alt hvad der er værd at vide om en fotograf Henrik Holst. Hvem er chef for Moppen? Han eller hun må vel for helvede vide, hvem de har ansat? - Så, så, små slag. Jeg har rigeligt at se til med at redde vores politidirektør fra at lade formiddagspressen hugge hovedet af ham. - Blæse være med ham. Hold dig til sagen. Vores ”direktør” har kun rent mel i posen. Han har garanteret aldrig gået over for rødt eller undladt at købe groft brød til sin kone på forlangende! Vi har ladet os føre på vildspor, min ven, tro mig. Normalt vidste Dueholm godt, at udsagnet ”tro mig” som regel dækkede over Nordeuropas største løgn, men det var noget andet med Jensen. Han havde ikke for vane at lyve, når han kunne undgå det. Men et ”vellignende” aftryk af Moppen måtte kunne opspores. Problemet var bare lige at finde det - eller fremstille et nyt. De memorerede kort: Hun befandt sig et eller andet sted her i landet. Hun opererede for PET. Hun gemte sig antageligt i København, hvor hendes telefon to gange var blevet sporet. Hun var ca. 40-45 år gammel. Selvfølgelig ville det være muligt, at få fat i PET’s data om hende. Men selv om de to betjente fik hendes hoved på et fad, ville de ikke blive meget klogere. Ja, og så var der lige fotografen”¦ - Hvad har du fundet på ham? Fotografen? - Rolig nu”¦ Giv mig lige ni eller ti minutter, hvis du kan vente så længe”¦ - Hmm, ja, du ved jo hvordan det er”¦ - Ja, her er han”¦ pletfri indtil videre”¦ øjeblik”¦. men nej, han har derimod en gang vundet en sag om krænkelse af hans ophavsret. - Der er sgu ingen, der er pletfri, plejer du selv at sige”¦. - Måske. Her er intet endnu, det vil sige, at alle taler pænt om ham. Jo, en enkelt bladsmører har et horn i siden på ham efter en batalje, hvor fotografen nægtede at illustrere en lokal ping som et dumt svin. Selvfølgelig kan vi tvinge manden til at udlevere optagelserne fra receptionen. Men du har jo selv været der det meste af dagen. Hvad skulle det nytte? Vi finder ikke noget på ham. - Nøh, det kan du have ret i. Pokker tage min næse; den klør stadig. Kan vi gå længere i sporet, der peger på erhvervslivets indflydelse på vores ”kolleger” i Gladsaxe? Eller skal vi bruge alle vores kræfter på at fange en eller anden computernørd, der synes det er sjovt at drille os. - Både og, svarede Dueholm. Jensen kørte i Brugsen på vej hjem. For en sikkerheds skyld købte han også to poser franske kartofler og seks Hof. Det var mest af hensyn til underboen. Kap. 50 Retouche - Krille”¦, kaldte hans kone, Heddy. Der er en eller anden fra Bruun Rasmussen, der to gange har ringet hertil. Begge gange gav jeg hende dit mobilnummer. Jeg fik ikke fat i navnet, og hun sagde ikke hvad hun ville. Skal du nu til at fotografere antikviteter? - Nåh, hende”¦ det er bare en ”mystisk” dame, som jeg mødte ved receptionen i dag. Hun vil bare sikre sig, at hendes billede ikke kommer i avisen. Jeg havde glemt at oplade telefonen. Hun må bare ringe igen. Han sad netop og arbejdede med dagens billeder. Tit savnede han mørkekammerets magiske stemning og den karakteristiske lugt af fremkaldervæske, stopbad og fixér. Dampene var nok ikke sunde - og så var der altså en ny slags magi digitalkameraets og computerens muligheder. Han ville nu alligevel ringe til Bruun Rasmussen i morgen. - Fotografere antikviteter? Nej, sveske, det må vente til jeg bliver lidt ældre. Hun ligner lidt Suzanne Brøgger, bare yngre. - Ja, og mere yppig, kan jeg forestille mig? - Åh, den slags, ved du godt, den slags lægger jeg da ikke mærke til. Skal jeg dække bord? - Den gang, du fotograferede mig, var du ikke så blufærdig. Eller måske var det bare mig, der elskede din fummelfingrethed i fulde drag. Jeg nød at være mut og utilnærmelig, men overgav mig altid til sidst. Kan du huske det? Så, nu brænder sovsen på; gider du lige røre i den? Jeg spekulerede tit på, hvad du lavede derinde i dit mørkekammer. Jeg kunne bedst lide, når når du gav mig højglans”¦ du sagde altid, det vigtigste er øjnene. Åh, Krille; jeg elsker dig for det stadigvæk. Du trænger til at blive barberet. - Du kunne leve af dine erotiske fortællinger, hvis du fik dem skrevet ned og udgivet, sagde fotografen med dollartegn i øjnene. Du ville rødme, hvis du selv læste dem. - Skal vi spise først, eller hvad? Er du klar over, at Anaïs Nin skrev sine dagbøger for snart hundrede år siden? Aner ikke, hvad du taler om, svarede Henrik, kender ikke forfatteren, jeg er sulten. De var knap blevet færdige, da en SMS duttede sig ind. ”Hej far, må jeg låne bilen i morgen, tak du er en skat. Knuz.” Der ser du, sagde han, hvilket indtryk din frie opdragelse har gjort på vores døtre. Knuuz! - Du husker meget dårligt. Ursula har altid kunnet dreje dig om sin lillefinger. Efter aftensmaden vendte han tilbage til skærmen. Han tøvede med at slette billederne med ”kunstdamen” og gav sig til at kikke lidt på sine arkivfotos. Han syntes, at kvaliteten i billedernes udtryk og stemning var dalet i forhold til de tusindvis af papirbilleder, der var kommet ud af mørkekammeret. Måske skulle han alligevel anskaffe sig den nye printer, der lige var kommet på markedet. Eller ligefrem indrette et nyt mørkekammer? Deres ældste datter, Karen, ville være fotograf eller journalist. Hun havde altid taget gode billeder. Han blev helt sentimental, når han genså billederne fra hendes gymnasietid. Der lå sikkert mange af hendes fremtidsdrømme gemt. Der var også billeder fra Vor Frue Plads, hvor hun sad på trappen med et par veninder under Universitetets ørn. Han zoomede ind på en kvindelig lærer eller studerende, der var på vej ned ad trappen sammen med en lidt ældre herre. Dér var hun; ”kunstdamen”! Hans hukommelse fejlede aldeles ikke noget. - Kom, så skal du se den ”mystiske dame”, dog uden hat og solbriller. - Hvad laver hun der sammen med Bonnichsen? Ham, der har skrevet en bog om sit arbejde i politiet, spurgte Heddy. Var det hende, der ikke ville i avisen? Hun ser da ellers godt ud”¦ - Ja, gu’ er hende; jeg burde have uddannet mig i kriminalreportage”¦ Nu er spørgsmålet bare: Hvorfor vil hun ikke have sit billede offentliggjort? Bonnichsen var i hvert fald ikke med ved receptionen på Østerbro. Kap. 51 En ostemad Stamgæsterne i Hvepsereden sad og nød en enkelt fyraftenspils, da snakken kom ind på Lis. En af tømrerne, som havde hilst på hende i morges sagde, at hun var majet ud som en fotomodel fra Hellerup. Og med hat! De havde håbet, at hun var dukket op, når hun kom hjem. - Det var dog faens så nysgerrige I er, sagde Ole Sild. Hvis I gad en gang imellem at følge lidt med, ville I have set hende, da hun for lidt siden kørte bilen ind. Skal jeg gå over og tjekke hendes påklædning straks? Lad dog konen være i fred. Eliza var kørt direkte hjem. I dag havde hun ikke tid til at gå på værtshus. Måske ville hun gå derhen lidt senere og købe et par stykker mad. Hun bar flyttekassen ind i stuen og lagde papirbunkerne op på bordet. Det hele var dateret, men det kunne sagtens tænkes, at det lå ordnet på anden vis. Det var svært ikke at fordybe sig i de enkelte dokumenters indhold. Hvorfor havde han ikke destrueret det straks, når han havde læst det han skulle? Hun fandt den notesbog, der efter alt at dømme måtte være den nyeste i samlingen. Der var skrevet noter i den helt frem til forrige måned. Hvor længe havde han rent faktisk været aktiv i tjenesten? Nu manglede hun sådan en snedig kælderindretning, som hun havde fisket papirerne op af. Den smule ”fortrolige” papirer, som hun selv lå inde med, lå glimrende i bunden af et skab. Det halve af notaterne burde hun allerede have brændt. Men Robert Hansens ”arv”? Indtil videre måtte hun vel bare bruge kosteskabet. Hun trak i arbejdstøjet, fjernede den værste makup og stak notesblokken i lommen. Fyraftensrykket i ”reden” var så småt afløst af ”aftenholdets” medlemmer, der hver især, hensynsfuldt havde været hjemme for lige at skridte fronten af. Ole Sild nikkede og satte det sædvanlige hen til hende. - Hvad med en sildemad og et stykke med den gode ost, spurgte hun, og opdagede, at hun ikke havde fået al neglelakken af. - S’gerne. - Marta”¦, sagde han halvhøjt gennem køkkenlemmen, ”en krosild og en gammel ost til Lis”. Han tog stænkeflasken frem. Lis bladrede overfladisk i en nusset BT. Hun bladede hurtigt tilbage til side otte. ”Aktiedyk svækker EuroMed”. En ny pille lever ikke op til de forvent”¦ - S’god, sagde Ole og satte de to velanrettede tallerkener og rommen foran hende.- Du må have gjort indtryk på håndværkerne i morges. Jeg bad dem om at passe deres eget! Så længe du er påklædt, skal de sgu ikke blande sig. - Tak. Det er det jeg godt kan lide ved din lille oase her, svarede Lis. Hun læste resten af avisens lille artikel. EuroMed’s direktør afviste pure journalistens spørgsmål som værende sladder og løse rygter, der blot havde til hensigt at svække aktiekursen. Rigeligt med capers, mild, hakket rødløg og lidt bønnesalat til silden på Martas hjemmebagte rugbrød var en himmerigsmundfuld Hun gjorde et par blyantsnotater mellem silden og osten, som fik et par stænk. Ole hentede de tre små rødternede duge fra bordene på fortovet. Det var alligevel for køligt til at nogen ville slå sig ned nu. Han bandede, da ham kom ind. - Nu gider de unge fra gymnasiet sgu ikke en gang aflevere raflebægrene herinde, før de går. Jeg kender de tre barylere; de får det gule kort næste gang, sagde han ud i luften. - Ja, svarede Lis. Det røde nænner du jo alligevel ikke at bruge, søde Ole! Tak for mad. Hils Marta. Hun brugte aldrig sin i-pad på værtshuset. Det ville være uhøfligt. Selv en hvepserede har ganske mange færdselsregler. Eliza vænnede sig hurtigt til at læse Robert Hansens kragetæer eller kragetræer. Hun fandt dokumenter fra PET, men de var alle enten uden dato eller flere år gamle. Det var helt tydeligt, at hans noter refererede til nyere brevveksling og telefonsamtaler. Navne var svære at gennemskue; ”sky” og ”lab” var næsten for oplagte, men de passede med hendes vage forestilling. ”Zero” kun vel kun betyde nul, betydningsløst, ingenting eller måske også være et navn på en aktør? Skulle hun virkelig lukke op for posen og tage fru Hansen og hendes mand med på råd? Hun kunne jo have taget fejl af kasserne og brændt den forkerte? Nej. Det måtte være muligt - uden deres hjælp - at finde en logisk forklaring. Et ark i en af bunkerne lå lidt skævt, så et logo med en rød trane ragede ud. Hun satte en gul lap fast på det næste i bunken. Det var et brev fra et forlag til Robert Hansen: Tak for uopfordret indsendelse af Deres håndskrevne manuskript, som vi desværre må returnere. Vi behandler kun manuskripter, der er skrevet på maskine eller helst på pc i et Wordcompatibelt format . De er velkommen til at kontakte os for nærmere oplysninger. Med venlig hilsen”¦. Bla bla bla. Under afsenderen havde Robert H. skrevet ”Ikke besvaret” og med blyant trukket én let buet streg over hele papiret. Hvor hulen befandt det manuskript sig nu? Brevet fra forlaget var dateret i februar i år! Alt hvad der lå på bordet foran så ud til at være af betydelig ældre dato. Hun måtte minutiøst gå det hele igennem, ark for ark og gennemlæse samtlige notater. Hun kunne selvfølgelig også køre til Klausdalsbrovej og læsse hele balladen af. Da hun bladede i en af bøgerne fra halvfjerdserne faldt er et gulnet s/h foto ud. Lidt større end et pasfoto. Det viste et uskarpt billede af en mand, hun sikkert burde kende fra historietimerne. En statsmand af en slags, var han vist. Der havde været klippet lidt klodset i billedet, måske havde der stået en person ved siden af? På bagsiden stod der: Besøg hos WB, 1972 i Be”¦ - her manglede resten af teksten. Her kunne hun måske få hjælp af fru Hansen. Hun trængte til at sove. Navne og datoer svirrede rundt. Tyve minutters meditation på sengekanten plejede at hjælpe. Kun usædvanlige lyde i natten kunne forstyrre hende nu. Kap. 52 Harens år Det lille selskab hos Mørk på første sal hyggede sig gevaldigt. Francois havde fulgt mig op og spurgte om jeg havde lyst til at nyde lidt frugt eller et glas af et eller andet. - Tak, svarede jeg, en tør tonic vil jeg helst have. Uden is. Mørk og Marianne Lauridsen nedtonede deres genfundne livsglæde. Hun fandt en Sweppes og skænkede op. - Vil du have en skive citron i? - Ja tak, svarede jeg, Deres venskab med Mørk glæder mig mere end De aner. - Åh, hold da op. Mørk hedder August her i huset - og du og jeg er dus. For øvrigt er jeg på min måde lidt forelsket i ham. Synes du, det er mærkeligt? - Nej, tværtimod, jeg tror det er det dejligste jeg har hørt i dag. Vi gav hinanden et varmt kram, som lige varede de to sekunder længere end et høflighedskram. Professoren og Helga var inde i en samtale om kinesisk astrologi. Maria smilede. Hun troede ikke meget på ugebladenes horoskoper og den slags. Professor Lucide udtrykte sig mere nuanceret. Han så en stærk sammenhæng mellem begreber som ”tillid til en valutas værdi”, ”tillid til ordenes gyldighed” og hans egen helt private opfattelse af menneskelivets samspil med universelle kræfter. Man kunne dog ikke blankt afvise, at der findes mange uudforskede kommunikationsformer. Kan De huske Povl Strubes boghandel, spurgte Marianne. Min mand og jeg kom lidt sammen dem. Jonna Strube blev kun 63. Hun kaldte sig ”barn af en unitar”. Vist nok en slags altruisme”¦ De startede et lille forlag og udgav blandt andet Erich von Dänikens spændende bøger. Mørk nikkede og mumlede noget om forhistoriske UFO’er, som pr. definition er uforklarlige. Helga forklarede om den indflydelse vi alle var påvirket af. 2011 og et lille stykke ind i 2012 havde været ”Harens År”. Hun fortalte om, at haren symboliserer et langt liv med og masser af lykke og held. Haren er blid og forsigtig, rolig, venlig og empatisk. Dens intuition fortæller den, hvordan den overlever, og den har en meget stærk vilje. Alt sammen noget, som hun havde haft stor glæde af i sit arbejde og dagligdag. Mørk tilsluttede sig og fortsatte: - Hvert tolvte år er harens år. Nu er vi i dragens år. Uanset om man tror på stjernetegn og dyrenavne eller ej, vil virkningen i os være den samme. Der er jo ikke langt til religionsforståelse, hvor mennesker indædt diskuterer en eventuel guds eksistens. Det er jo ikke haren eller guden, der betyder noget, men kun de evige spørgsmål, som til alle tider har optaget os, når vi ikke har andet at tage os til. - Det er præcis det, det drejer sig om, sagde professoren. Vi kender ikke alle naturlove endnu. Der ude, sagde han, og pegede ud i rummet, er der en konstant kamp eller konflikt mellem harmoni og disharmoni. Alt er under stadig forandring. Kinesere, Ægyptere, Inkaer, Grækere og selv vikinger vidste det og afholdt sig af gode grunde fra at udfordre verdens orden. Snart kender vi lidt mere til ”entropi”. Bose-Einstein kondensatet eller Maxwells dæmon kaldes det. Det er sjovt nok, fortsatte han, hver eneste gang videnskaben løser en gåde og finder et svar, som ikke videnskabeligt kan modbevises, opstår der mindst ét nyt spørgsmål. Ofte flere. Vi kan ikke standse denne proces. Det er kun muligt at forsinke den, hvis man kan hemmeligholde sin nye viden. - Mener du lige som med den ”Hellige Gral” og sådan noget, spurgte Helga. - Ja, det kan man nok kalde det, smilede Lucide, alle kulturer eller civilisationer om du vil, har til alle tider haft deres tophemmelige budskaber. Også vores. - Hvad mener du? Helga ville gerne høre mere. - Det er såre enkelt, svarede professoren. Hvis man søger efter en bevidst skjult viden skal man blot vide i hvilken retning, man skal søge; og spørge sig selv: Hvem kan have formuleret spørgsmålet? Hvem kender svaret? Og hvem har interesse i at holde svaret skjult? Så kan man senere vende tilbage til ”hvorfor”. Jeg lyttede og spurgte så udramatisk, som jeg kunne om deres mening om politiets uforklarlige interesse for professorens samarbejde med Mørk. - Ja, svarede Mørk og Lucide i munden på hinanden. Jeg forstår det ikke, men De, Lucide, er vel den nærmeste til en forståelse af hele miseren. - Tja, måske”¦; professoren ville så nødigt ødelægge den gode stemning. Jeg skal forsøge at være så ærlig som muligt. Der er enkelte teoretiske, globalt set, forskningsmæssige interesser på spil. Jeg ligger i al beskedenhed inde med en viden, som jeg gerne havde været foruden. Nu må jeg, som sagt, bare gøre alt hvad jeg kan for at forsinke processen. Men det store spørgsmål er, hvilken interesse en kriminalbetjent kan have i denne sag? Hvad mener du, Francois? - Jeg tror simpelt hen, at PET af en eller anden grund jager indbildte spøgelser ved højlys dag. Jeg savner mere håndgribelige oplysninger, før jeg kan danne mig en kvalificeret mening. - Javist, men både professoren og jeg har svært ved at se bort fra den laborant, der forsvandt ud i den blå luft. - Lucide nikkede, - når du taler med ham, kan du jo spørge om, hvor langt de er kommet? Jeg støttede Lucides synspunkt og tilføjede min tvivl om overbetjentens vilje og evner til at tage sagen alvorligt. Det ville kun være ret og rimeligt at tage kontakt til hans overordnede. Laboranten måtte enten være forsvundet frivilligt eller være ude af stand til at søge hjælp; måske efter et ildebefindende eller en ulykke. De kunne ikke bare negligere fakta. - Du har ret, sagde Mørk, i morgen tidlig tager jeg kontakt til politigården og forlanger et møde med en trestjernet kasketofficer! En person med det lange svenskklingende navn kan vel ikke ”blive væk”. Maria var øjensynligt træt af at høre på vores snak, så hun gik og ryddede op omkring os. - Er der ikke længere en fornuftig kvinde øverst i etatens hierarki? - Jo, svarede Mørk, men jeg tror, at fru Hanne Bech Hansen har vigtigere ting på sin dagsorden. Hun er vist ikke nem at bide skeer med. Så er det nok bedst, at du ringer, Maria”¦ Han vidste, hvor let han lod sig påvirke af stærke kvinder. Francois var enig. Han havde jo allerede en gang tidligere nær skræmt livet af den spagfærdige politimand. Maria kunne måske gøre det bedre. - Ja, svarede Maria. Hvad er laborantens fulde navn? - Det skal jeg såmænd sige Dem, svarede Lucide: Erland Mölndal. - Ja, sagde Mørk, ”¦ og noget mere”¦ Markus”¦ Hel”¦ et eller andet? - Måske skal vi også se at finde hjemad, sagde jeg afdæmpet til Helga. - Åh ja, du skal hjem og fodre tigerdyret, fjollede hun. Ja, nu vil jeg også sige tak for i dag. - Det har været en festlig og fornøjelig dag, sagde hun til Mørk og hans datter, vi har mødt så mange spændende mennesker hos dig. - Ja, det var overvældende, svarede han, nu håber jeg ikke, at vi har trættet dig med al vores sludder. - Tværtimod, der er ingen, der kan kede sig i dit selskab. Jeg håber, at vi snart ses igen. Jeg ledte efter min stok og var bange for, at jeg skulle have glemt den nedenunder. Helga reddede mig, da hun så mig lede i entreen. - Du har ikke haft din stok i hånden hele dagen. Heller ikke, da du hentede mig i morges, sagde hun. Jeg troede, at du havde glemt den derhjemme med vilje. Hvordan synes du selv du går, lo hun. Den var heller ikke i bilen. Jeg har da heldigvis en i reserve, tænkte jeg. Kap. 53 Viceværten Aftenen var da gået meget godt, tænkte Jensen, da han ved nitiden satte vognen på en af de afmærkede p-pladser. ”Forbeholdt Politiets Køretøjer”. Ha, han havde da selv betalt bilen så vidt han huskede. Ja, underboen, viceværten, måtte heller ikke ryge inden døre, så de havde som sædvanlig sat sig ud på altanen med to pilsnere. To gange. Det sætter sig i gardinerne, sagde konen altid. - Ja, havde viceværten svaret; så véd man sgu da hvor det er! Han var nu god nok. Rygeforbud må respekteres, hvor det er muligt, filosoferede de. De havde fulgt med i den svenske urealistiske krimiserie. For at de fire-fem unge i ejendommen ikke skulle ryge, hverken i loftrummene eller kælderen, havde han skaffet dem et kasseret glasbur med bænk ude fra Skjolds baner. Det skulle bare rettes lidt op. Han havde selv lavet askebægrene. De unge havde hjulpet til med det hele. Det fungerede udmærket. Kun en sjælden gang måtte han som vicevært lige gøre rent efter dem, men som regel var der i orden. Alligevel småbrokkede han sig jævnligt; sådan mere for en sikkerheds skyld. Jensen havde aldrig klæbet politiets p-tilladelse fast i forruden. Den lå normalt i handskerummet. I dag huskede han at lægge den frem i ruden. Der lå ingen beskeder i porten til ham. Så kunne han måske få lov til at koncentrere sig om sit arbejde. Dueholm var ikke på kontoret”¦ han havde glemt at låse. Jensen var spændt på, om Francois de Kue huskede deres aftale. Hvis det kom på tale at kontakte Stålormen, skulle det gerne ske snart. Han ringede Francois op, men fik bare en ”optaget-tone” i øret. - Viceren må være syg, sagde Dueholm, da han rev døren op. Jeg frygtede det værste, da han kaldte mig ind, men han ville bare sige tak for vores gode resultater. Han værdsætter, at vi går stille med dørene. I hvert fald indtil vi får skovlen under denne ”stålorm”. Det må være HBH, der har talt ham til rette. Fik du ram på noget i går på Østerbro? - Jeg er ikke sikker på det endnu. Der kom en hulens masse gratulanter, som jeg ikke kender. Men jeg forventer, at Mørks svigersøn vil hjælpe os i hackersagen. Jeg tror, han er smartere end vores egne. Mørk havde sovet længe. Klokken var over syv, før han kom på højkant. Han havde ikke drømt noget videre i nat. Det passede ham fint. Problemer kunne af og til løses, når man sov - men de kunne sandelig også skabes. Morgenrutinerne tog sin tid. Han ville nødigt forstyrres før ni, når han åbnede for radioen. De fleste speakere havde tillagt sig en mærkelig uvane og skruet tempoet så højt op, at de fleste budskaber gik tabt. Enhver radio burde udstyres med en hastighedsregulator. Fotografen fra lokalavisen havde lovet ham at komme forbi med papiraftryk af de bedste billeder, når de var klar. Resten ville han bare sende som mail. Mørk håbede, at der ville være et godt billede af Maria imellem. Gud ved, om Andreas malerhustru kunne male portrætter uden lyd og indbyggede drøvtyggere? Under alle omstændigheder ønskede han sig et s/h-foto af datteren. Et maleri ville nok forudsætte, at modellen forholdt sig i ro mere end fem minutter ad gangen. Det irriterede ham, at han ikke havde genkendt den navnløse dame med den flotte hat. Hvis han nogen sinde havde mødt hende før, ville han have husket det. Men selvfølgelig; botox, makeup og kontaktlinser kunne snyde. Maria havde ganske vist foreslået ham at fremlægge en gæstebog, men der havde han stået fast. Fotografen havde også været i gang fra morgenstunden. Han sad med Bruun Rasmussen på skærmen foran sig, og ventede med at ringe til klokken ni. - Auktionshuset Bruun Rasmussen i Bredgade, lød stemmen i telefonen. Tryk 1 for kommende auktioner tryk 2 for nyeste katalog tryk”¦”¦ osv. Endelig. Fotografen trykkede 5 for personlig betjening og rystede på hovedet. - Receptionen, De taler med Linda Friis, hvad kan jeg hjælpe Dem med? - Preben Krille Kristensen, jeg er fotograf. Jeg er interesseret i at tale med den opkøber inde fra jer, som jeg mødte i går ved en reception hos August Mørk på Østerbrogade. - Jah, hvad er opkøberens navn? - Av, det var værre, jeg fik ikke fat i navnet, men hun var”¦ - Drejer det sig om møbler eller malerier? Hvem er den nuværende ejer? - De fleste vil vel opfatte billedet”¦ hvad siger De? ”Ejer?” Det er vel Mørk”¦ der har købt det. - Jeg er bange for, at jeg ikke kan hjælpe Dem. Surt. Hvorfor havde han dog ikke bedt om hendes navn i går. Nu måtte han vente til Ursula kom. Hun ville bare låne bilen ”en times tid ved ti-ellevetiden””¦ faens til tidsangivelse. Det kunne være alt mellem ni og tretten! Havde det ikke været for Bonnichsen, kunne det være lige meget med hattedamen. Og så på hovedtrappen til universitetet. Han havde tit solgt billeder til tabloidaviserne, men der var vel ikke fugls føde på nogen historie til dette intetsigende billede. Francois de Kue kunne lige så godt få det overstået. Allerhelst ville han have givet sit program en sidste finpudsning. Men selvfølgelig ville han da gerne hjælpe politiet, hvis sagen var så alvorlig, som det tydede på. I andet forsøg lykkedes det at få fat i overbetjent Jensen. - Det var godt, De ringede. Er det for meget at bede Dem om at komme herind til mig allerede i dag? De kan blot sige til, så bestiller jeg en vogn til Dem. Ville det være muligt for Dem at være her kl. 14? - Ja, kl. 14 er OK. Jeg cykler derind. Der er vel ikke så meget at tage fejl af på Halmtorvet? - Det glæder mig. Men sæt den ikke i et af de tomme stativer forbeholdt ”tjenestecykler”; de er meget eftertragtede blandt cykeltyvene. Nej, De skal bare spørge i porten, så bliver De vist op til mig. Nå, så havde han da et par timer. Det skulle være nok. Ved at bytte om på to kommandoer kunne han forøge programmets hastighed med 30-40 procent. Fotografen havde arbejdet med billederne siden kl. otte. Han havde printet datterens billede ud, men det var bedre at se det på skærmen i forskellige afskygninger. Datteren kom på slaget ti for at låne bilen. - Må jeg spørge, hvad I skal bruge bilen til, spurgte han i al uskyldighed. - Selvfølgelig, svarede Ursula. Vi skal såmænd bare ud og handle. Sikkert mere end vi kan slæbe med os på cykel. Men mere får du ikke at vide lige nu. - Nå, men hvis du har fem minutter, er der noget jeg vil vise dig. Kom lige med ind. Jeg sidder og roder med nogle af dine gamle billeder fra din studentertid. Der er et bestemt, jeg vil spørge til. Se her på trappen foran det gamle universitet; hvem er de to, der er på vej ned, der til højre? Ursula kiggede. Manden kender jeg ikke, men kvinden kan jeg huske. Hun var vist nok andet- eller tredjeårs studerende i statskundskab. Hun hed noget i retning af hende der ”snydeprofessoren”, som blev fyret. Penkowa et eller andet. Milena. Det er altså ikke hende, men efternavnet ligner Penkowa. Preben gav hende et knus og rakte bilnøglerne frem. - Kør forsigtigt skat. Han havde vendt bilen, så hun ikke skulle bakke ud. Hun rullede lige ned og vinkede - og råbte: Jeg kan godt bakke selv. Kap. 54 Uden hat og briller Lis Petersen ringede til fru Hansen og spurgte om hun skulle på besøg hos sin mand; så ville hun da lige køre omkring og hente hende, når hun alligevel var på de kanter. - Det er da alt for galt, sagde fru Hansen. Jeg har allerede fået nøglerne til huset. Men jeg tror, der er håndværkere i gang derovre. Jeg vil jo nødigt gå i vejen”¦ - Det finder vi nok ud af. Denne gang må vi hellere nå derud i den anbefalede træffetid. - Åh, som De kan sige det. Jeg bliver så glad, hver gang vi snakker. Klokken 14.45 må vel være passende, hvis De altså kan på det tidspunkt? - Det kan jeg da, naturligvis. Farvel så længe. Eliza trykkede afslut og grundede over situationen. Hun fortrød, at hun havde ringet til fotografen. Han ville næppe få solgt et billede af netop hende til avisen. Hatten og brillerne var nok ikke det bedste hun kunne have valgt, når hun samtidig skulle holde ”lav profil”. Nå - skidt, pyt, tænkte hun; men det var ofte bagateller, der kunne gøre udslaget, hvis nogen var på sporet af noget. Ved halvtotiden trillede hun mod Ranunkelvej. Hun havde det halve billede i sin taske. Det var lidt varmere i vejret i dag. Fru Hansen behøvede ikke sin cotton-coat, når hun sådan ville blive kørt. Hun havde taget ti cigarer frem, som hun ville have med til ham. Straks, da Lis Petersen ringede på, åbnede hun og modtog hende hjerteligt. - Nu kan jeg bedre kende Dem - årh, kan vi ikke bare sige Lis og Gerda. Det ville jeg sætte pris på. Hvis De alts唦 - Ja, selvfølgelig. Jeg er nok lidt gammeldags, svarede Lis, men det må altså være den ældste, der foreslår det. - Jeg kan bedre følges med dig, når du ikke er så fint klædt som i går, syntes fru Hansen. - Inden vi kører, må jeg lige spørge dig om noget. På bagsædet, hvor den papkasse, vi tømte, stod, fandt jeg et halvt afklippet fotografi. Lis fandt billedet og rakte det til Gerda. - Ja, det kan jeg godt huske. Min mand skulle rejse med Jens Otto Krag til Berlin for at passe på ham. Krag skulle mødes med Willy Brandt i en eller anden anledning. Kun to dage, så vidt jeg husker. Noget med EF. Robert stod lige bag ved statsministeren og kom med på et billede. Jeg ved ikke, hvorfor han har klippet det over. Det var i hvert fald kort tid før Krag trådte tilbage. Robert var kun med, fordi den faste ledsager fra tjenesten var blevet syg. - Var din mand en slags bodyguard for Krag? - Nej”¦ jo, det var han vel. Ikke sådan livvagt; det kaldte man det i hvert fald ikke. Jeg ved ikke en gang om Robert var bevæbnet på det tidspunkt. Han fortalte mig meget i de år, men som regel først, når han havde afsluttet et job. Han havde jo den der ”nimillimeter” i skulderhylsteret, men han brød sig ikke om at bruge den uden for skydebanen. - Det vil jeg meget gerne høre mere om, men nu må vi hellere komme af sted. - Jamen jeg er sådan set klar, sagde hun og tog sin lille filthat på. - Husk cigarerne, sagde Lis med et smil. - Du godeste, hvad skulle jeg gøre uden dig. Jo, nu husker jeg det. Billedet. Jeg er sikker på, at Robert brugte det engang, da han skulle have et nyt pas eller kørekort. Men det er vel smidt ud nu. Så bliver han sur; men det plejer at gå over hurtigt. De kørte langsomt forbi de små rækkehuse. - Det er nr. 6 F. Se hvor smukt her er, sagde fru Hansen. Døren stod på vid gab. En vinduespudser var i fuld gang med køkkenvinduet. De fortsatte gennem parken og parkerede næsten samme sted som i går. Sekretæren så på uret og smilede anerkendende til dem. - Velkommen, hr. Hansen sidder og drikker kaffe på terrassen. Kan De selv finde vej? - Ja tak, vi ved hvor han gemmer sig, sagde hun. De to mænd diskuterede højlydt nummeret på Anker Jørgensens private adresse på Borgbjergvej. Allin ville rejse sig for de to gæster, men Robert rakte armen ud og sagde han skulle blive siddende. - De nejer sgu da ikke for dig! - Dav min søde ven, se hvad jeg har med til dig. Goddag hr., sikke et fint vejr det er, sagde Gerda og trak en stol hen ved siden af Robert. - Åh, du er min engel, Flora Danica. Det havde du ikke behøvet. Hør, Lars Erik, skulle vi ikke nappe en med det samme? - Mange tak, men jeg mangler min cigarklipper”¦ - Kom her, svarede Robet og tog sin lille lommekniv frem. Tænk, de prøvede at tage den fra mig i går, men det slap de ikke godt fra. Han ringede efter en af de ansatte. Sygehjælperen kendte hans uvaner. - Giv mig mine tændstikker”¦ tak, De kan få dem tilbage, når vi har nydt cigaren, sagde han til hende og blinkede. - Du skal opføre dig ordentligt, sagde hans kone. Han skar et V-formet hak i Allins cigar. - Værs’go’, sådan skal den skæres. Hvordan opbevarer du din røgtobak, spurgte han. Eliza løftede sin telefon, - Det billede jeg tog i går, var ikke godt nok. Må jeg lige prøve igen. Prøv at se på et eller andet ved siden af mig, ligegyldigt hvad. Hun havde en ide om, at billedet på den måde ville blive bedre. - Har De et ældre billede af dem selv, hr. Hansen. - Nej, det eneste jeg har, er det der sidder her, sagde han og tog et slidt kørekort ud af tegnebogen. Kørekortet gælder ikke mere, men jeg vil gerne beholde det. - Ja, det kan jeg godt forstå, svarede Lis, se her på skærmen. Her er De meget pænere. Nu tager jeg et billede af Deres gamle billede. Så kan vi bedre sammenligne dem. - Jeg har altid nydt duften af Roberts cigarer, mens han ryger. Men bagefter hænger det i tøjet, sagde Gerda. Jeg er slet ikke sikker på, at du må ryge, når vi flytter ind. - Sludder! Affærdigede Robert hende. - Humidor hedder det, sagde Allin. Men det skal være af spansk cedertræ! - Ja, fra Brasilien, hostede Robert og lo højt. Lis og Gerda kikkede på hinanden og formede ”mænd”¦” med læberne. Lis satte sig hen ved siden af Allin. Hans imødekommende attitude var kommet ldt bag på hende, men det gjorde hende bare endnu mere forhippet på at finde ud af hvem han var. - De ved vel, hvem jeg er, startede hun, meget afdæmpet. - Måske, svarede han; Robert har givet mig et praj. Problemet er, at De kan stole på Robert og mig, men jeg ved ikke om jeg kan stole på Dem, Eliza? Er det ikke det De hedder? Han så intenst på hendes ansigt og fortsatte: - Jeg tror, at De stadigvæk er på tjenestens lønningsliste over operative muligheder. Tager jeg fejl? - ”¦”¦ Nej, De tager ikke fejl. Men jeg vil være taknemmelig, hvis jeg bare må være Lis Petersen lidt endnu. - Min historie er ikke længere hemmelig. Han smilede alvorligt til hende; skal vi ikke gå en lille tur i parken, bare os to? Robert og Gerda tænkte deres, da de så de to gå arm i arm ned ad trappen. Kap. 55 Fjendebilleder De gik ned over plænen og glædede sig over de smukke gamle egetræer, der en gang var blevet plantet til militære formål. Nu tjente de en højere og sikkert smukkere sags tjeneste. I år sprang Asken ud før egen. Det varslede godt for de vinterblege ansigter. Allin startede med at fortælle om sin tid på universitetet, hvor han var juridisk rådgiver for rektoren, Ove Nathan. I årene forinden var Allin kompagnichef for hjemmeværnskompagni ”Sjætte”. Den massive pressedækning af hans afsløring af ”Mossads” aflytning af Hans Gammeltoft-Hansens telefon, kom bag på mange. ”Da mit navn, Lars-Erik Albin, og formentlig mit udseende, i et par år fra 2006 medførte adskillige, ubehagelige opringninger, besluttede jeg mig til at udgive mig for rent faktisk at være Allin uden B. Jeg ville vide, hvem der ønskede at intimidere mig. På det tidspunkt var den rigtige Allin død efter en fatal leukæmi. Og nu - ja, nu hygger jeg mig her, nyder mit otium og udveksler skrøner - og det der værre - med en del af de øvrige gæster. Desværre skal Robert og hans kone flytte i rækkehus, så jeg er da bekymret for vores fremtid. Men vi kan jo bare gå hen til hinanden, hvis vi vil”¦ Vi skal bare vænne os til at leve uden fjendebilleder.” Robert sad og spekulerede over den snart glemte ”Allin-sags” hidtil eneste ubesvarede spørgsmål. Hvem var ”teletekniker Thomsen”? Ingen forsvinder sporløst. Statsadvokat Erik Merlung havde ikke vist større interesse i at nå til bunds i sagen. Det ville have været nærliggende at iværksætte en tjenstlig undersøgelse i KTAS, men det skete aldrig. Det nye TDC var dog gået så langt som til at meddele statsadvokaten, at den pågældende tekniker arbejdede for dem med installering af nyt sikkerhedsudstyr, som man naturligvis ikke kunne udtale sig om. I øvrigt var det udelukket at give oplysninger om selskabets personales private forhold. Helt i overensstemmelse med Etisk Råds retningslinier. Gud ved, om Thomsen lever endnu, tænkte Robert. Så måtte han være omkring de halvfjerds. Det havde taget mange år at opbygge dette skræmmebillede af en ikke-eksisterende alvidende overmagt. Mange kræfter blev i dag brugt på at konstruere og opbygge et mere tidssvarende, sofistikeret styringsapparat, som samfundet havde brug for. TV-2 havde meget passende valgt ”X-faktor” som deres del af de forpligtelser, et statsstyret monopol må opfylde. Menneskets trang til at blive læst, hørt og helst set, ja næsten befølt eller i det mindste bemærket var langt stærkere end ganske almindelig blufærdighed. De unge var nemme ofre. De forvekslede facebook med fakebook. De gamle på hjemmet fulgte gerne med, såvel i de endeløse genudsendelser af Matador, som i de nyeste skandaløse latterliggørelser, hvor pæne unge mennesker søgte at blive ”opdaget” og optaget. De gamle i PET var mere skeptiske. Der var jo ingen håndgribelig styring i dette anarki, som hvilede på et meget luftigt ”koncept”, kopieret fra USA. Alle videnskabelige undersøgelser kunne ganske vist påvise et tiltrængt mindreforbrug af antidepressiv medicin, I perioder med transmission fra Tour de France, Olympiader eller Pinsekarneval. Det måtte selvfølgelig vække bekymring i medicinalindustrien, som med rette frygtede adskillige tilbagefald. Direktør Lichtenstein var heller ikke fri for spekulationer. Ikke så meget på grund af forbrugernes fjernsyns-kikning. Han vidste, at der var en nøje sammenhæng mellem pillemisbrug menneskers lykkefølelse. Men det var de rige vestlige lande, der importerede og brugte hans medicin. Markedet kunne kun udvides ved at sænke prisen blandt mindre bemidlede nationers befolkninger. I hvert fald for en periode. WHOs resolution var udformet på en måde, der gav producenterne mulighed for at yde støtte til nødlidende gennem differentieret prispolitik. EuroMed’s markedsanalytikere havde haft ret i deres gentagne påstande om, at branchen skreg på alle slags ”helseprodukter”. Det havde man vidst i Canada i årevis. Produktionsapparatet herhjemme kunne forholdsvis let suppleres ved udbygning. Måske var det allerede for sent. Selv om han følte sig gammel og havde svært ved at følge med tiden, fejlede hans kræmmerinstinkt ikke noget. Når tobaksindustrien med held supplerede sin produktion med markedsføring af nikotinplastre og tyggegummi, var det nærliggende at realisere denne ressourceneutrale afbalancering af investering og udbytte. Da Eliza havde kørt Gerda Hansen hjem, fortsatte hun mod ud mod Klausdalsbrovej. Hendes telefon var sat på lydløs, da hun havde listet den ned i Gerdas indkøbstaske. I løbet at de næste par timer ville hun blive forsøgt kontaktet. Hun kørte langsomt forbi hovedkvarteret og parkerede et par hundrede meter fra hovedbygningen. Hun blev siddende et kvarters tid i bilen og hørte radioavis. Hans Jørgen Bonnichsen udtalte sig om ytringsfrihed for offentligt ansatte. Hun så ham for sig og smilede; ”¦ den pæne mand. Hun blev holdende et kvarters tid, før hun vendte bilen og kørte hjem til Amager for at skifte til varevognen. Hun var udmærket klar over, at de både kunne følge hendes telefon og hendes bils færden. De ville også kunne se bilen i Gladsaxe, når de gennemgik optagelserne fra overvågningskameraerne. Hvis hendes lille nummer lykkedes, havde hun mulighed for at komme lidt tættere på sin ”chef” eller en kollega. - Eller der ville slet ingen reaktion komme overhovedet. - Hvis PET ville undgå en skandale, blev de nødt til at gå ind på hendes betingelser. Hvis ”der tilstødte” hende noget, ville en lavine rive toppen af PET. Hun havde mere end en gang forsøgt at analysere situationen. Nu gjaldt det bare om at overleve Kap. 56 Knold og Tot Francois kikkede skeptisk på overbetjent Jensens nye Intel processor og iPhone. - Den skulle være forbundet og sikret i alle ender og kanter. Jeg mangler bare en mus. Den vil jeg først få senere, sagde Jensen. De sagde, at jeg bare kunne bruge den mus, der allerede er indbygget. - Vi finder nok ud af dét også, skal du se. Jeg har taget mit eget grej med. Men jeg vil meget nødig træde jeres IT-folk over tæerne ved at blande mig. Prøv at spørge dem, om jeg lige må komme hen og snakke med en af dem. - Ja, de er kun to; Knold og Tot. Jensen ringede til dem og de var med på at møde mig med det samme. - Jeg går med, sagde Jensen, så kan jeg få min mus med tilbage. De to coladrikkende specialister tog meget godt imod Francois. Deres kolleger i Compol havde sagt god for ham. Problemet var ikke længere den virus, der var trængt ind, men at de ikke ville vide noget om et eventuelt møde mellem repræsentanter fra politiet og en mistænkt gerningsmand til en forbrydelse, der kunne give fængsel i op til to år. Ikke uden en sigtelse. Men de kunne da godt selv tage et møde med ”Stålormen”, som sandsynligvis var en halvvoksen pubertetsdreng med uren hud og hullede cowboybukser. Det stod dem ikke helt klart, hvordan i himlens navn en engelsk umyndig knægt skulle kunne ”ansættes” som konsulent ved Københavns Politi. Det ville være lidt usædvanligt med en tjenesterejse til England, men det kunne vel forklares som en slags videreuddannelse hos Scotland Yard eller Interpol? Samtidig ville det sende et godt signal til deres ledelse om deres vilje til ”udvikling og omstillingsparathed”. Jensen holdt masken lidt endnu. Han havde ikke nævnt noget om det tip, som han havde fået under sit seneste besøg i kælderetagen, hvor resterne af bagmandspolitiet holdt til. De to specialister i økonomisk kriminalitet havde modtaget en underretning . En gammel bankfuldmægtig i en lukningstruet bank i Nordjylland havde indberettet en uforklarlig pengeoverførsel mærket EM til og fra en kreditkonto, der ellers aldrig udviste større udsving og kun var brugt til en lille kassekredit på max. 10.000 kroner. Den var jævnligt tilført overførsler på 15-20 tusinde. Aldrig mere, og sjældent mindre. Den næstsidste indbetaling på 6.000 kom fra en skrothandler i Vodskov, og den sidste, som fik fuldmægtigen til at reagere, var en overførsel af 75.000 kroner fra Schweiz. De penge var hurtigt blevet videresendt til en konto i Københavnsområdet. Mistænkeligt var det ikke. Blot usædvanligt. Nu ville det være en smal sag for Jensen at indkredse den amatør, der bildte sig ind at han ustraffet kunne drive gæk med ordensmagten. Foran ham lå et ark, hvor han puslede med E og M. Kunne det være andet end EuroMed? Francois så hans kvaler og foreslog: Har du prøvet med Erland Mölndal, laboranten? Jensen nød IT-folkenes ansigtsudtryk, da han henvendt til Francois sagde: - Du har været til stor hjælp. Nu vil jeg gå tilbage til mit lille kontor. Måske vil du lige vise mig, hvordan jeg tilslutter min mus og bestiller to togbilletter til Aalborg? Jeg regner med at Dueholm gerne vil med. De to teknikere behøvede ikke at få mere at vide i dag. Francois forstod ikke helt, hvad det var, han havde hjulpet med. Men nu, hvor han alligevel var cyklet derind, kunne han lige så godt bruge et par minutter ved Jensens skærm. Et kvarter senere sad de sammen med Dueholm og småsludrede om turen. - Er der spisevogn med, spurgte Jensen. - Ja, svarede Francois og lo, men så er I nødt til at tage over Basel! - Vi kan vel tage en madpakke og et par bajere med, foreslog Dueholm. Sådan en påtvungen tjenesterejse uden ægtefæller kun da være meget fornøjelig, tænkte Jensen. Dueholm spurgte forsigtigt, om de skulle regne med overnatning. - I toget? Jensen forstod ikke spørgsmålet. - Nej, i Aalborg, svarede Dueholm.. - Er du blevet splitterravende gal. Det ville revisionen aldrig acceptere. - Hvad nu hvis vores hacker kun ville møde os netop dér? - Den må jeg lige tygge lidt på. Vi véd jo ikke med sikkerhed, om han overhovedet er der. - Næh, men turen får vi da. Det bliver vel det næste, de sparer. Politiet fik ikke længere årskort til DSBs 1. klasse stillet til rådighed. Det var forbeholdt de højere rangklasser Dueholm tænkte på sit første Casinobesøg ti-femten år tidligere. Han havde tabt diætbeløbet på 450 kroner på mindre en 4 minutter! Han var selvfølgelig ikke inde i roulettereglerne og var startet med at lægge en halvtredser på rød. Croupieren havde med en pind verfet hans seddel retur. En herre ved siden af hviskede: Prøv med 100 eller mere! Så var croupierens pind lydløst kommet forbi igen, men denne gang røg sedlen direkte hen over klædet og forsvandt ned i en revne i bordet. Det gentog sig tre gange. Og rød kom ikke ud. Men det kom jo ingen ved nu. ”Udetillægget” kendte hans kone til, så det havde han ikke kunnet sætte på spil. Francois startede Jensens ”maskiner” og demonstrerede de mest elementære funktioner, sådan lidt på sidelinjen, sådan at det var Jensen, der tænkte, læste og tastede. - Skal vi lægge en besked til ham du leder efter, spurgte Francois. - Hvad mener du? Det kan jo tage måne”¦ - Det tror jeg ikke. Hvor mange skrothandlere, tror du, der er i Vodskov? Se her. Han fandt, siger og skriver, én på KRAK og ringede op med det samme. - Dav, sagde han, jeg ringer fra Told og Skat. Vi vil gerne gennemgå nogle af Deres bilag i dag eller i morgen. Hvornår vil det passe Dem bedst? Nej, det drejer sig bare om nogle få udgiftsposter, som De sikkert har bogført helt korrekt. Det er et rent rutinemæssigt besøg, som sikkert kan klares på en lille times tid. Han læste højt fra skærmen, navn og adresse. Stemmer det? Den er fin. Ved firetiden i morgen eftermiddag. Vi ses. - Det var jo ikke så svært vel, synes du? Nu er vi nået halvvejs. Så prøver jeg at lægge en mail til ham, som I vil mødes med. Så må I selv klare resten. - Jo, tak, sagde Jensen, men hvad med billetterne? Til toget? - OK, kender du min timepris? Nej, det var blot min grove spøg. - Alle politikredse skulle have råd til sådan en som dig, sagde Dueholm. - Godt ord igen, svarede Francois. Men før vi går videre, må I være indstillet på, at han ikke bider på. - Det er vi vant til, svarede Jensen”¦ fortsæt. Francois tastede et øjeblik skiftevis på betjentenes nye labtops indtil de viste det samme skærmbillede med Anguis dansende stålorm. - Årh nej, ikke nu igen, bandede Jensen, men lod sig berolige. - Nu må I ikke røre noget et øjeblik, svarede Francois, bare læs med”¦ Et dialogfelt poppede op og viste, at der nu var kontakt. Francois skrev: ”Jeg er i Aalborg i morgen. Besøger skrothandleren kl. seksten. Hvis du vil møde mig kan du svare her. Hvis du foreslår Limfjordshotellet, kan jeg byde på en middag kl. 18.00 i morgen.” Et autosvar skrev: ”Modtaget. Vent et øjeblik”¦” ...... efter et langt minut kom der svar: ”Jeg vil være der. Ring på Søren Skrots nummer, når du er i Aalborg. Bestil pighvar til mig”. - Hva’ faen bilder sådan en knægt sig ind, råbte Jensen, jeg er vild med pighvar med peberrodssovs. - Glæd dig ikke for tidligt, svarede Dueholm. - Sådan, sagde Francois. Ni-halvtres fra Hovedbanegården, vogn 14, plads nr. 28A og B. Retur må I selv klare. Tak for i dag; må jeg gå nu? - Vi er dybt taknemmelige. Hvad kan vi gøre til gengæld? - Det skal du ikke tænke på lige nu. Men der er faktisk en sag, der ligger os meget på sinde. - Sig frem! - Det drejer sig om professorens og min families bekymring for den forsvundne laborant fra Panuminstituttet. Har I noget nyt? Ingen forsvinder vel sporløst? Hvordan gik det med efterlysningen? Francois ville ikke fortælle om sin kones private eftersøgning”¦ - Hvis der var tilstødt den unge mand noget, ville vi have fået det at vide, svarede Jensen. Tro mig, når jeg siger, at han aldrig vil blive glemt. Her er vi kommet til kort. Sagen er betændt og politisk og har intet med normalt politiarbejde at gøre. Vi ved, at laboranten ikke er her i landet. Scotland Yard har hidtil nægtet at samarbejde, så længe PET ikke vil tillade det. London er vores bedste bud. Jeg har allerede sagt for meget. Dueholm nikkede. Men vær sikker på en ting: Han lever, han er i stand til at skjule sig i årevis og han er for klog til at begå fejltrin. Tag nu hjem. Glem alt om det her. Du skal ikke bringe dig selv i en umulig situation. Din omsorg for dig selv og din familie går forud for laborantens velbefindende. Lad HBH passe sit. Hun er OK. Kom godt hjem. Kap. 57 Garvede skind Mr. and Mrs. Gladstone var godt tilfredse med det gode naboskab. Marcus Helstrom var lidt af en særling, men det var der jo så mange forfattere der var. Hun måtte intet røre på hans gamle skrivebord, men hun kunne ikke undgå at se, hvad der stod på nogle af de sammenkrøllede ark, der lå og flød, dels i papirkurven og dels på gulvet ved siden af den. Den store slidte notesbog lå kun fremme, når han var hjemme. Selv om den havde ligget fremme på bordet nu, kunne hun sikkert ikke drømme om at åbne den. Hun kom kun i hans del af huset på de tider, de havde aftalt. Sammen havde de udfyldt to ens skemaer. Selvfølgelig kunne der ske ændringer eller aflysning. Hun kunne se på papirdyngerne og bøgerne, at det måtte være et stort arbejde sådan at sidde og skrive en hel bog. Hans computer kom hun ikke i nærheden af. Den havde nok kostet ham rigtig mange penge. Selv om det regnede lidt var han gået sin formiddagstur. Hun spekulerede på, hvad det var han mente, når han gik og ”samlede ”indtryk” i den lille flække. Hendes mand havde været på jagt fra morgenstunden. Harekillingerne var endnu ikke store nok, så han måtte nøjes med to store fede kaniner, som ville være egnede til konens ”rabbit stew”. Hun gjorde rent i Helstroms ildsted. Så længe, han ville lade være med at brænde reklamerne af og holdt sig til avispapir og den slags, skulle hun ikke sige ham noget på. De farvestrålende reklamer gav flyveaske og løbesod. Hun tørrede altid sit vasketøj udendørs. Når det regnede, brugte hun stativet under halvtaget. Nu var det snart så mildt i vejret, at hun slap for at stryge Mr. Gladstones ”long trousers”. Han plejde heldigvis selv at flå dyrene. Skindene garvede han, hvis pelsen var tyk nok. Enhver vidste jo, at et godt kaninskind kunne holde rheumatismen i ave om vinteren. Helstrom var ved at føle sig mere tryg. Samtidig var han klar over, at eventuelle forfølgere først ville slå til, når han mindst ventede det. Det hele afhang af hvilket tidspres, de polske forskere arbejdede under. Her kunne han ikke længere skaffe sig førstehåndsviden. Da han vendte hjem, var hun næsten færdig med støvsugningen. Hun spottede øjeblikkeligt ”The Times”, da han lagde den fra sig. - Må jeg få lov til at låne Deres avis, når De har læst den, spurgte hun. Der er ikke så mange her, der køber avis længere. - Ja, hvis De kan vente til i morgen. Læser De meget, spurgte han. - Joh, mest ugeblade”¦ Vi er nogle stykker, der bytter. Men det er da skrækkeligt så ublufærdige de unge piger stiller sig an. Men herregud, der skal vel også findes mandlige læsere. - Tja, svarede Helstrom, mænd behøver billeder; kvinder skaber dem selv”¦ . Tak for Deres hjælp og hils derinde. Så kunne hun få dén at gå hjem på. Han behøvede strengt taget ikke avisen, men han var ikke helt sikker på om den elektroniske udgave var i stand til at gengive de to eller tre forskellige daglige papirudgaver. Efter et par timers granskning zoomede hans øjne ind på en ganske ubetydelig annonce bagest i avisen. ”Kontakt ønskes. Laborant Marcus Erland Moelndal Helstroem i England bedes kontakte Maria de Kue, DK.” Efterfulgt af elleve cifre. Formentlig et mobilnummer. Måske var det en fælde? De, der ville lede efter ham på denne måde, var åbenbart sikre på, at han befandt sig et eller andet sted i England og de kendte begge navne; men sandsynligvis endnu ikke adressen. Han måtte hitte ud af hvad eller hvem, der gemte sig under denne Maria de Kue. Men først måtte han forsøge at gennemtænke, hvilken viden han kunne ligge inde med, som var så nødvendig for ”nogen” f.eks. det polske agentur. Personen Maria de Kue fandtes næppe, og hvis de elleve cifre var et telefonnummer, havde han ikke en kinamands chance for at komme videre ad den vej. Han ville ikke spilde tid på en Maria de Kue, som enten var lokkedue eller blot agenturets forsøg på at få ham til at give lyd fra sig for at få en lejlighed til at opspore ham. Kap. 58 Synlig røg Der havde altid været en skarp og ufordragelig tone mellem IT-afdelingen og Rejseholdet på politigården, selv om de begge hørte under Rigspolitiets resort. Rejseholdet var ældst og under afvikling, men kunne næppe undværes. Nogle IT-teknikere anså rejseholdet for at være antikveret og overflødigt. De henviste med usvigelig sikkerhed til den nyeste teknologi. Mange fra rejseholdets storhedstid prioriterede den direkte personlige kontakt meget højt. Tag nu for eksempel hackerproblemet, som skyldtes disse computere. Den slags kriminalitet fandtes ikke tidligere. Knold og Tot hørte til blandt de mere pragmatiske. Alligevel havde de sendt en fortrolig mail til Scotland Yard om eventuelt samarbejde i hackersagen, mens de morede sig lidt over Dueholm og Jensen, der som et minirejsehold turnerede i det nordjyske miljø. Deres kolleger i London sad og flikkede et svar sammen, som samtidig indeholdt fire meget simple spørgsmål: Hvor mange forurettede, herunder dræbte, omfatter sagen? Hvor store beløb omfatter forbrydelsen? Hvilke paragraffer i hvilke love er blevet tilsidesat eller overtrådt? Hvilken sigtelse ville man i givet fald rejse? Ved at sammenholde Københavns seneste henvendelser, fandt man anledning til at rejse spørgsmål om Danmarks fortsatte medlemsskab af Europol og GovCERT’s troværdighed. Forinden ønskede man imidlertid at konsultere den danske ambassade i London. Blot til orientering. Vicepolitidirektøren, som havde deltaget i et symposium i Helsinki sidste år, havde bedt bagmandspolitiet om at fremstille en implementeringsplan. Den måtte snart foreligge til endelig godkendelse. Det ville samtidig være en fjer i hatten, selv om det var Helle Thorning Schmidt, der havde fået loven om CERT vedtaget i Folketinget. Da alle henvendelser vedrørende hackere altid gik direkte til bagmandspolitiet, gik der næsten et døgn, før Knold og Tot læste svaret, og Jensen og Dueholm var på vej til intercitytoget. For en sikkerheds skyld mødtes de to betjente ”under uret” klokken halv ti. Begge var selvfølgelig civilt klædt. Kun specialister ville bemærke, at deres sko og helt ens antrasitgrå trolleyer stammede fra politiets indkøbscentral. De fandt den rigtige perron og en bænk. Først klokken 9:45 kom deres tog ind. Endelig. De åndede lettet op da de sad på deres pladser og toget langsomt og næsten lydløst rullede ud i det fri. Der var stadig mange ledige pladser i toget. Det passede dem fint at være på farten på den måde. Jensen ville gerne have vinduespladsen, så de byttede i Tåstrup. Dueholm sad og læste i en lille tynd billigbog og overlod de forbifarende striber i vinduet til kollegaen. Et kvarter senere forsvandt striberne og blev afløst af et roligt panoramabillede af marker og enge og mindre skovområder. - Hvad læser du? - Åh, lidt digte. Jeg tænkte, at din navnebror Johs. V.s ”På Memphis Station”, kunne få mig til at mindes de gamle hvæsende og rygende damplokomotiver. Må vi ryge her? - Nej, det tror jeg ikke. Og der er næppe åben bagperron på denne sølvpil, svarede Jensen. - Jamen vil det sige at ”¦ Han blev afbrudt af en kioskvogn med fristende varer. Togstewardessen spurgte: Er der noget d’herrer ønsker? - Ja, en smøg, svarede Dueholm, hvor må man ryge? - Med eller uden filter? Vi fører Kings med og uden og”¦ - Giv mig tyve grønne Cecil, men, hvor må jeg ryge bare én af dem? - Nå, det bliver så den sidste, sagde hun og rakte en arm forbi filtercigaretterne og fandt hvad han ønskede. Hun trykkede et eller andet på sin telefon. Sådan, sagde hun, så er der grøn Cecil klar til næste tur. Nåh, De har ikke bestilt rygerplads; så skal De ned gennem vognen her, fortsætte gennem den næste og til sidst finder de det eneste afsnit, hvor der må ryges her i toget. Jensen smilede til en ko, der gloede efter toget. - Vil du med, spurgte Dueholm. Vi kan vist roligt forlade bagagen. Jensen tænkte på madpakken øverst i kufferten. Sammen gik de den lange vej imod kørselsretningen. - Er du klar over, at vi i øjeblikket bevæger os baglæns med 198 kilometer i timen, spurgte Jensen filosofisk. - Jah, alt er relativt; selv du og jeg”¦ For lidt siden kørte vi over Hvalsø. Den var god nok. Bagest i toget var et lille reservat for tobakshungrende stakler. Der var også en mærkbar turbolens skabt af det overdimensionerede klimaanlæg, så man knap nok kunne nå at se røgen. Her måtte den lille kioskvogn ikke komme, når den også transporterede fødevarer. Før de kørte over den gamle lillebæltsbro, rømmede Jensen sig og spurgte om det ikke var på tide at spise et stykke mad. Dueholm sov. - Vækkede jeg dig? - Det ved jeg ikke. Nå er du brødflov? Han lynede også sin trolley forsigtigt op og fandt den tunge madkasse frem. Har du også kølelåg i din, spurgte han Jensen. - Nej, min er bare i sølvfolie, uden PVC, tror jeg. Men har skal du se: Han satte to paptallerker på bordet og fandt rigtigt servietindrullet bestik i sin taske. Så var kioskstewardessen der igen. - Velbekomme sagde hun. Værs’god, her er salt og peber. Har De selv drikkevarer med? - Må vi det, spurgte Dueholm. - Ja, ja, svarede hun, vil De have plasticglas? Glasglas kan jeg ikke klare. Nå, jeg må videre. Dueholm takkede og beundrede hendes smukke uniformsnederdel, da hun gik. Jensen fremtryllede to dåseøl og åbnede spændt pakken. Kap. 59 Ren pigeskole Strubes Boghandel var meget besøgt, huskede Mørk, da han stod op. Andreas kone var nok for ung til at huske forretningen og den særlige stemning, der strømmede helt ud på Østerbrogades lige side, hvor den slog et knæk før nummer 42. Senere forsvandt alle lige numre før nr. 40 fra alle adresseregistre over gaden. Det var også i de år den nye amerikanske ambassade blev bygget lige over for Institut Sct. Joseph. Det var en ”ren” pigeskole, huskede han med fryd. Hvor drengene gik i skole, interesserede ham ikke, dengang. Han kendte ikke til den sammenhæng, der måtte være mellem Unitarernes Hus og boghandleren. Det havde han aldrig tænkt over. Mærkeligt nok, for selvfølgelig var der en sammenhæng. Han havde engang spurgt sin sin far om, hvad en unitar egentlig er. Faren havde svaret. ”Det er nogen, der hverken tror på gud eller fanden; hold du dig til pigerne fra den franske skole. De tror på begge dele.” Mærkeligt som tiderne skifter og så mange ting gentager sig. Religiøse retninger, politik, kjolelængder og slipsebredder. Interessen for ”Østens mystik”, som kun er mystisk for os vesterlændinge”¦ Dørklokken bragte ham tilbage til nuets korte virkelighed. - Undskyld jeg forstyrrer Dem, sagde Olivia Parelius oppe fra tredje. Jeg vil bare aflevere den bog, De lånte mig i sidste uge. Jeg hørte, at de var stået op, og jeg vil ikke bare smide den pæne bog ind ad sprækken. - Jamen kom dog indenfor. Mørk tog mod bogen. ”Den blå Drage” af Aage Marcus. - Selv holder jeg mest af afsnittet om ”Den tabte perle””¦ De drikker helst te eller? - Jo tak, men jeg ville bare”¦ - Visse vasse; kom nu ind, jeg holder meget af at blive forstyrret på så smuk en måde. Jeg tager bare en kop pulverkaffe. Den er heller ikke at kimse ad. Så kom det: - Har De hørt om Maria har fået svar på sin annonce i The Times? Han vidste, at selv den mest uskyldige (eller måske især ikke så u-skyldige) henvendelse som regel blev fulgt op af det egentlige ærinde. - Næh, det pjat får hun vist ikke noget ud af. En mand er forsvundet? Ja, det har man før hørt. Der er så meget vi mænd ikke forstår. Og De kender jo Marias rummelige hjerte. - Ja, De har nok ret. Han lever sikkert i bedste velgående. Det har jeg også sagt til hende. Ser De noget til fru Lauridsen? Hun er s唦 hvad skal jeg sige? Ja, ungdommelig og ”¦.. ja, smuk og klog. - Ja, bestemt. Det siger jeg til hende hver gang vi ses. Men De selv har vist ikke grund til at være utilfreds, flirtede han slet skjult. Han vidste godt, at han nu var så gammel, at han med glæde lod sig betegne som en ældre libertiner. Gud ved, hvad det kvindelige modstykke blev kaldt, tænkte han. Fandtes der ukendte ”divaer” eller kendte ”demimonder”? - Jeg tror Dem, når De siger, at der er ting, som mænd ikke forstår. Det skal de kun være glade for. Mænd må for min skyld gerne være forskånet for de fleste af vores små hemmeligheder. Kan De ikke finde en ledig stund en dag og vise mig, hvordan udstyret virker nede i Deres forretning? Jeg vil jo gerne følge med tiden. - Joh. Der var den igen, sagde han højt: ”¦følge med tiden”¦ ja, jeg forstår godt, hvad De mener, men jeg har det med at forfalde til, hvad der optager mig - for tiden”¦ - Det lyder interessant. Må jeg så høre, hvad der optager Dem? - Tiden, svarede Mørk. Altså ikke som ”nutidens” og den slags; mere som et begreb, som mennesker altid har haft behov for at måle. Lige fra æoner til nannosekunder. Jeg tror bestemt ikke, at det kan betale sig at følge med den. Men selvfølgelig betyder det meget for mange. Årstider for eksempel. Der findes mennesker, der prøver at købe sig tid. Efterspørgslen vokser, med udbuddet bliver mindre og mindre. Jeg taler af erfaring. - De er alt for dybsindig kære ven. Kan vi ikke snart være dus? Før det bliver for sent. Der findes altså også mange mandeting, som kvinder ikke forstår. - Åh, De må undskylde mig. Mørk rejste sig og fandt to portvinsglas i skænken og den gode calvados. Tænk, at det aldrig er faldet mig ind. Jeg er dog så meget ældre. Vi har vist noget der skal indhentes. Det var meget venligt af dig at nævne det. - Skål, Olivia.. - Skål Augustus. De nåede ikke længere, før det igen ringede på døren. - Jamen søde Maria, hvorfor ringer du dog på? - Hej far, jeg troede Marianne var her. Nå, er det dig, sagde hun og smilede til Olivia. Hvad fejrer vi? Mørk hentede et ekstra glas og begyndte at forklare”¦ De to kvinder var ved at bryde sammen af grin. Som to store tøser fra den franske skole. - Det var på tide, sagde Maria, da hun havde hørt på faren. Nå, skål da, jeg lover, at jeg ikke driller mere i dag. Den rigtige August går også i meget større sko. - Jeg kom egentlig bare for at aflevere en bog til din far. - Ja, og jeg lovede at vise fr.. Olivia lidt om computerne dernede”¦, men det er nok bedre, hvis Francois har tid en dag. Han er også det yngre. Jeg går lige ind og lægger mig en halv time, hvis det ikke gør noget. - Blev han dårlig, spurgte Olivia, da Mørk havde lukket døren efter sig. - Nej, overhovedet ikke, men en gang imellem tror han, at han har fysik som en tyveårig. Han er og bliver en gammel romantiker, og vi elsker ham for det. Efter et kvarter bankede Mørk på og spurgte: - Hvordan oversætter man ”mindfulness”? - Det er vel noget med at huske. Det burde du vide, far. - Nej, det er jeg nu ikke så sikker på, sagde Olivia. Snarere sådan noget med meditation og evne til at se sig selv udefra. - Nej, så hellere fitness. Det har Olivia og jeg prøvet nede i centeret, sagde Maria og lo. Vi fik alt for store og ømme muskler de mærkeligste steder. Du skulle prøve det, far. - Pjat med jer. Pas hellere på jeg ikke tager jer på jeres svulstige ord! Kap. 60 Skråtobak og tonicvand Så vidt han vidste havde ingen af Pangæas medlemmer kendt eller mødt hinanden - ud over den ene ”garant”, som i sin tid havde indstillet en ny til optagelse i kredsen. Der var intet til hinder for åbent at optræde som dreven hacker så længe aktiviteten ikke blev opdaget. Det var ikke i sig selv kriminelt at besidde evner til at kunne hacke. Anguis var kun interesseret i at genere de personer, der udnyttede evnerne alene til egoistisk, økonomisk berigelse. Han turde godt stå frem. Altså uden sit isenkram, som var nøglen til kontakt ”ud af huset”. Det fyldte ikke meget, og det var nemt at skjule mellem de tusindvis af elektroniske komponenter i hans kælder. Selvfølgelig var det besværligt at holde den store arbejdsstation helt ”clean”, når han havde brugt den til ”hobbyarbejde”. Det var kun hans iPad der indeholdt værktøjet; og den kunne kun spores, når han var på nettet. De mange meget små processorer kunne ingen andre end han selv bruge. Han kendte risikoen ved møde Jensen, som han havde omdøbt til ”copone” for sjov. Lidt op ad formiddagen kørte han over til Søren Skrot for at sikre sig at han handlede hensigtsmæssigt. Søren sad på sin bedste havestol foran trappen til kontoret. Bygningen rummede en udmærket bolig, garage, dueslag og hønsehus. Han sad i sin næsten hvide undertrøje under den slidte overall med stråhatten skubbet bagud. - Den der vil jeg ikke give meget for, sagde han, da ”Børgesen” satte sin bil og steg ud. - Go’morn. Det er godt med dig. Skal vi gå ind og få ordnet det med det samme? - Faen heller, det haster vel ikke mere end det javer, svarede Søren og spyttede sin skrå ud. Det hele er parat derinde. ”Det hele” bestod af en blyant og en olieplettet blok med ”dags-dato” blanketter uden carbonpapir. - Hvornår var det jeg hentede antennemasterne ude ved dig? - Det husker jeg ikke, svarede Anguis/”Børgesen”, bare skriv en dato i sidste måned. De skrev lidt forskelligt på blanketten og ”arkiverede” den i en af de cigarkasser, der bugnede af alle slags bilag. - Sådan. Nu har vi fortjent en morgenpils”¦ nåh, nej,”¦ jeg har tonicvand på køl. Forsyn dig selv. Nu kan de sgu bare komme, sagde han og fandt skråtobakken. - Vi skrev ikke moms på! Sagde Anguis”¦ - Nej. Det var med vilje. Noget skal de vel have at brokke sig over. Så for helv”¦”¦ Ha røg op af stolen og hentede Suhl Simson dobbeltløbede ”side by side”-haglbøsse. Denhang lige inden for døren. - Schyyy”¦ sagde han og lagde an efter indkørslen. Denne gang slipper han sgu ikke”¦.. Han affyrede begge skud. - Satans, sagde han, da ræven stak af over mod skoven. Han snuppede en af mine gule Orpington forleden”¦ Jeg har sgu ikke taget på det mere. Han knækkede bøssen og satte to nye nr. 5 patroner i. Nu har jeg også kun to kasser med blyhagl tilbage”¦ - Jamen, så siger jeg så mange tak. Så vil jeg tage hjem og skifte tøj. Jeg er jo inviteret til middag på Limfjorden. Anguis satte sin tomme plasticflaske på plads i kassen. - Så skulle alt jo være i den skønneste orden. Jeg ringer lige til dig aften, hvis der skulle være noget”¦ Søren blev siddende og hilste farvel med sin stok, da Anguis vendte kareten og kørte hjemad. Han var spændt på, om han ville få jobbet, og om hans evner rakte langt og vidt nok. Det rent tekniske og selve programmeringen kunne de fleste uden videre lære. Spørgsmålet var om han med sine 46 år var blevet for gammel til at kunne forstå det sprog og den begrebsverden, som den noget yngre generation betjente sig af. Så længe han kunne beholde sit job som medhjælper i fritidsklubben, kunne han vel følge med. Det var jo ham selv, der havde tilbudt sig som ”hacker-konsulent”, men han kunne ikke undvære aktiviteterne i klubben. I længden ville det ikke være muligt at følge den socialiseringsproces, man skulle være en del af for at kunne forstå den og bruge den. Men han følte ikke, han kunne være bekendt at springe fra nu og bare droppe aftalen med ”copone”, som var taget helt her op for at møde ham. Skrothandleren havde ikke ladet høre fra sig, så Anguis ringede ved femtiden. Jo, de havde da været flinke folk. Han havde givet dem en kasse med bilag, så de kunne se, der var en vis orden i sagerne. Gurli kom hjem med Hector fra hundetræning og bød på kaffe og hjemmebagt kringle. Det skulle da bare mangle. - Han er ved at blive for fed, sagde hun sagt til betjentene. I må ikke give ham noget; han skulle gerne ned under 50 kilo, før han skal til prøve. Hunden havde gloet fornærmet på hende, da hun lukkede den ud i bryggerset. - Men de kørte herfra for en times tid siden. Kap. 61 Mit navn er Anguis Kvart i seks kørte Anguis ad hovedvejen mod syd og kunne allerede se broen. Han parkerede henne på en af de få gratis pladser og gik kl. 18.00 ind i hotelfoyeren. Receptionisten viste ham venligt vejen til restauranten, hvor en tjener tog imod ham. - Jensen? Fra København? Åh. Jo. De to betjente sidder ved bord nr. 23. Lige der henne bag palmen. De to betjente sad og studerede spisekortet og undrede sig. Dels over priserne og dels over de franske navne på bøf med løg, brun sovs og kartofler. Efter lidt diskussion bestilte de pighvar til tre personer og en tør hvidvin. De lagde ikke mærke til den nyankomne herre, før han rakte hånden frem og præsenterede sig. - God aften, det er vist os, der har en aftale. Mit navn er Anguis. Jeg vidste ikke at De var to? - God aften. Det er jeg heller ikke. Jensen rejste sig. Jo, undskyld. Vi er to. Og må vi ikke bare sige ”du”? - Dueholm, kommissær, sagde Dueholm, jeg er bare med. Anguis følte sig usikker på sin sag. - Jo, det var OK med ”dutteriet”, men hvorfor var de to? - Mellem os sagt, så trængte vi til lidt kontakt med rigtige mennesker uden uniform, svarede Jensen. Men jeg må sige, at du forbløffer mig. Jeg har stadigvæk svært ved at se dig som ”hacker”. - Det tror jeg nok, jeg forstår. Jeg er nok også blevet for gammel til det. Jeg er ved at miste evnen til at være en hæderlig hacker. Kun ved at udnytte mine tekniske evner i samarbejde med pålidelige meningsfæller kan jeg arbejde videre. Hackerarbejdet kan kun lykkes, hvis man er en del af et særligt miljø. Svindlere og bedragere har deres særlige miljø, det etablerede erhvervsliv har sit, osv. Reklamebranchen er specielt interessant. Ud over det rent tekniske er der helt andre faktorer i spil her: Intuition, indlevelse, kreativitet, fantasi og sprog for bare at nævne nogle få eksempler. Dueholm og Jensen lyttede interesseret. Deres tjener kom og serverede omhyggeligt fisken. - Måske skal vi tage en flaske mere, foreslog Jensen, da tjeneren skænkede op. Hvad siger du, Dueholm? - Den smager jo fortrinligt og vi skal ikke ud at køre. Jensen nikkede til tjeneren, og vi fangede an. De nød måltidet uden for mange ord. Det må have smagt himmelsk. - Må jeg anbefale husets specialitet, spurgte Anguis. - Gerne. Må vi høre? - Brændte figner med råcreme! - S'gerne hr. De har vist været her før... Efter den udsøgte middag, tog de plads i rygesalonen og fortsatte samtalen. Det lod til, at betjentene havde forstået Anguis og kunne se, hvordan de kunne gavne hinanden i fælles interesser. De var bekendt med brugen af ”meddelere fra miljøet”. Men ikke fra alle ”miljøer”! Det ville jo være absurd bare at overveje at gå ind på Anguis tankegang: En meddeler, der var troværdig i begge lejre ville gøre sig umulig begge steder! Anguis holdt stædigt fast i sin overbevisning og fik de to til at tænke mere på ”fælles” gråzoner og ”fælles værdier” i to tilsyneladende uforenelige ”miljøer”. Dette og en nøje planlagt ”timing” var afgørende for resultatet. At fastholde sort/hvid billedet ville blot cementere kløften mellem to modsatrettede interesser. Dette ville ledelsen aldrig acceptere”¦ - En bankrøver starter sjældent sin ugerning med at tilkalde politiet, indvendte Dueholm. - Nej. - Og dog; er det ikke netop et ofte brugt element i udspredelse af terror, spurgte Jensen. Men der er gudskelov himmelvid forskel på terror og bankrøverier - og hackervirksomhed. - Det er der muligvis i almindelighed, svarede Anguis. I alle tilfælde skal gerningen ses i lyset af motivationen inden den får navn af ugerning. Nu har jeg ikke meget begreb om terror og røverier Jeg glemte noget vigtigt, før; ”tilfældet” eller ”tilfældigheden” spiller også en central rolle for os hackere. Der er betydningsløse tilfældigheder. Og så er der de tilfældige ting, som kun den trænede iagttager, opdager og udnytter. Tilfældigheder, mønstre og gentagelser. - Jeg er vist ikke helt med, mumlede Jensen. Giv mig et eksempel! - Tja,”¦ jo.. hvis en pære ”går” i dit hjem, skifter du den bare. Hvis en anden pære ”går” dagen efter, undrer du dig, men tilskriver det tilfældigheder. Nu er spørgsmålet så, hvornår den næste slukker. Går der kun en dag eller to, begynder du at tjekke kontakterne, måleren, eller pærernes fabrikat osv. Du søger, med andre ord, et mønster. Det må du da kende fra dit arbejde? - Jo, bestemt, men hvad har det med hackere at gøre? - Masser. Se dig selv eller hackeren som et lille, men afgørende supplement til computerens maskinkraft. Udnyt din irrationalitet og intuition lidt mere bevidst. - OK, det du siger er, at jeg skal tage det alvorligt, når min næse klør? - Tjah, det kan du måske kalde det. Eller også har noget, i dig eller omkring dig, allerede set eller givet dig et godt signal, og så har du vænnet din næse til at forstærke det for dig. Om det er det ene eller det andet, der virker, er jo ligegyldigt. Den evne du derved har optrænet, gør dig måske til en bedre betjent end gennemsnittet. OK, jeg måtte måske provokere dig lidt, før du bed på. Men det lykkedes for os begge. Lad os snakke om fremtiden. Jeg afslører intet om Pangæas koder, medlemmer eller aktiviteter, men kun der, hvor I kan bruge mig, er jeg klar. Det er nok bedst, at I selv udarbejder en eventuel aftale med mig, som kan tilfredsstille jeres personaleafdeling. Jensen nikkede. - Der er måske en aktuel sag, der driller os. ”EM” kan jo være så meget. Jeg ser, at du forstår. - Vores første opgave bliver at aftale en måde, så vi kan tale uforstyrret sammen, svarede Anguis. Det er kun muligt, som her for eksempel, ved personlige møder - eller ved brug af anonyme mobiltelefoner. Det kan være, at jeres egne folk har andre og bedre ideer? - Tvivlsomt. Der vil gå et par dage, før jeg kontakter dig igen, svarede Jensen. Er det i orden? - Ja, nu kender I jo næsten alt til mig”¦ Jeg betinger mig, at I giver mig kopi af alt det I skriver, der har med mig at gøre, før I sender det videre internt. Så slipper jeg for at gå ind i jeres systemer og selv finde det frem! Kap. 62 Kolde æg På vejen hjem til ”Djævleøen” havde Dueholm fortrudt, at have talt Jensen fra at gå i Casinoet aftenen før. Ved 23-tiden havde bartenderen ringet med klokken og annonceret, at en gæst havde vundet 10.000 i jackpot på den enarmede. ”Kom hen i baren og få en gratis drink på huset” havde han meddelt over højttaleren til hotellets overnattende gæster. Mod at fremvise deres nøglekort fik betjentene serveret en gratis cognac til kaffen. Den heldige vinder, havde de ikke set noget til. - Hvad funderer du over, spurgte Jensen, da de nåede Aarhus. - At det kunne have været dig, der vandt i går. - Hva’ mener du? Ham ”ormen” vandt sgu da ikke! - Nej, glem det, svarede Dueholm; i Casinoet! - Ha, ha, bondeanger, svarede Jensen. - Har du lagt mærke til, hvor stille her er? Dueholm kunne godt tænke sig en lille lur. Jeg har lukket for min telefon, mumlede han og satte sig til rette. - Ja, og min er løbet tør. Jeg går lige ned og tager en smøg. Nu kendte han vejen. Efter et par timer meldte sulten sig. Jensen havde instrueret makkeren i morges. Med en smule behændighed havde de forsynet sig fra den righoldige morgenbuffet. Jensen havde to hårdkogte æg, brød, frugt, smør og ost fordelt i lommerne. Strategisk forudseende havde han taget sin frakke med ind og lagt den sådan tilfældigt på stolen for bordenden. Bestik havde de jo; nu skulle de bare hente kaffe henne fra automaten. UDE AF DRIFT Kontakt togstewardessen! - Jamen for hel.... begyndte Jensen, da Dueholm prikkede ham på skulderen. Kioskvognen skulle gerne forbi. - Ja, vi beklager meget, d'herrer. Ønsker De kaffe eller te? Jeg kommer hen til Dem... De skyndte sig på plads. Hun kom, smilede og spurgte om der var andet hun kun hjælpe med. - På denne tur skal De ikke betale for kaffe og brød. Hun skænkede op for dem og serverede to lune rundstykker. Da hun gik videre konstaterede Dueholm, at stiletterne klædte uniformen. - Tænk at der er folk, der brokker sig over dårlig service hos DSB eller hvad det hedder. - Æggene er kolde, sagde Jensen, da han fandt dem i frakken. - Jah”¦ jeg sidder og spekulerer på ham laboranten. Véd vi noget som helst om, hvem han arbejdede sammen med af vores egne? - Her, vil du have marmelade på? ”¦ Nej, men Skyggen må vide det. Han kendte mere til laboranten og hans arbejde inden han forduftede. Der gik et rygte ude i Gladsaxe. En eller anden lummer historie fra hans tid på universitetet. Nogen havde forsøgt at kæde ham sammen med en jævnaldrende kollega. - Vil du have strøm på din telefon, spurgte Dueholm; jeg har sådan en reservedims med”¦ - Ja tak, svarede Jensen. Begge betjente sad og sov, da stewardessen kom og hentede deres affald. Hun rullede deres bestik ind i servietter og lagde det forsigtigt tilbage på det lille klapbord. Kap. 63 Pølsesnak Dagspressen, især den trykte, kæmpede for at overleve. Der kunne ikke koges meget mere suppe på den pølsepind ved navn ”PET”, som ingen længere kunne tage alvorligt. Selvfølgelig ville der stadigvæk være masser af rester af den blanding af anekdoter, røverhistorier og historiske fakta, som hidtil havde afbødet et styrtdyk i læsertallet. I den mere kuriøse afdeling havde redaktionerne et voksende antal let tvivlsomme ”bekendelser” fra kendte og ukendte personer, som søgte aflad for deres små og store synder. Det var der ikke noget mærkeligt i; men der var heller ikke noget ”stof” i det. Læserne ville lugte blod, se magtfulde mænds og kvinders hoveder rulle; gerne tilsat et stadigt voksende behov for seksuelt pirrende, fantasifulde lunser fra lasternes genbrugsforretninger. Med Robert, Gerda, Allins dobbeltgænger og laboranten ville en epoke være slut. Eliza var sig pinligt bevidst om, at hendes vildt spændende dobbeltliv var ved at slutte. Lidt vel tidligt for en 45-årig livsglad kvinde, som forsøgte at afvikle den ene halvdel af sig selv. Hendes valg var ikke let, men meget simpelt. Enten kunne hun over en længere periode udnytte pressens skrabede budgetter og leve udmærket som midaldrende agent-diva og glæde sig over de skandaler, der ville ramme høj og lav. Eller hun kunne gøre sig uinteressant for sin omverden og specielt undgå presseomtale. Hun kunne kun vælge det sidste. Hun skulle være pokkers uheldig, hvis nogen skulle finde på at grave i hendes fortid. Den hårfine magtbalance mellem interessenterne kunne dog når som helst forrykkes vælte korthuset. En enkelt uovervejet bemærkning eller ”bevægelse” kunne blive fatal. Da Eliza havde kørt Gerda Hansen hjem, fortsatte hun mod ud mod Klausdalsbrovej. Hendes telefon var sat på lydløs, da hun havde listet den ned i Gerdas indkøbstaske. I løbet at de næste par timer ville hun blive forsøgt kontaktet. Hun kørte langsomt forbi hovedkvarteret og parkerede et par hundrede meter fra hovedbygningen. Fra den nærliggende pølsebod kunne hun iagttage trafikken og få tiden til at gå. Pølsemanden brokkede sig over de seneste afgifter og dalende omsætning. - Dem derovre - han nikkede over mod Rigspolitiets bygning - de skal også flytte, siger man. Er du ansat der? Hun rystede på hovedet. Det ser da ellers ret nyt ud? - Ja, det virker mærkeligt, men der er båret en masse flyttekasser ud de senere dage. Men os små næringsdrivende, vi må bare indrette os på, hvad der kommer. Hun betalte, hvad hun skyldte og gik tilbage til bilen og sad og hørte radioavis. Hans Jørgen Bonnichsen udtalte sig om ytringsfrihed for offentligt ansatte. Hun så ham for sig og smilede; ”¦ den pæne mand. Hun blev holdende et kvarters tid, før hun vendte bilen og kørte tilbage til Ranunkelvej. Hun var udmærket klar over, at de kunne følge hendes telefon og hendes bils færden. De ville også kunne se bilen, når de gennemgik optagelserne fra overvågningskameraerne. Hvis hendes lille nummer lykkedes, havde hun mulighed for at komme lidt tættere på sin ”chef” eller en kollega. - Eller der ville slet ingen reaktion komme overhovedet. Hvis PET ville undgå en skandale, blev de nødt til at gå ind på hendes betingelser. Hvis ”der tilstødte” hende noget, ville en lavine rive toppen af PET. Hun var klar over, at de to kriminalbetjente på politigården var kommet under vejr med mere end godt var. Gerda Hansen undrede sig, da Lis Petersen kom og spurgte efter sin telefon. Lis så Gerdas indkøbstaske på bordet i entreen. - Kan du ikke være sød at ringe til mig, spurgte hun Gerda. - Jo, men når du ikke har”¦.. ja, selvfølgelig. Gerda dykkede ned i tasken og fandt en telefon”¦. - Det er jo ikke min”¦. Hvordan er den havnet her? Min egen er her også. - Det er mig, der må have klokket i det, sagde Lis; din taske ligner min. Det må du have mig undskyldt. Nå, men nu kan vi da ringe til hinanden igen. Jeg løber. Ring snart til mig om det nye hus. Hun kørte direkte hjemad mod Amager. De tre-fire beskeder, der lå i iPhonen måtte vente. Kap. 64 Et spor af en tåre Klokken 7.56 poppede en advarsel op på min skærm, midt i at jeg arbejdede på min lille bog. Så jeg trykkede bare på krydset oppe i hjørnet. Så kom advarslen igen! Et eller andet firma, hvis navn jeg godt kendte, men ikke huskede hvad var, havde set en virus på min computer Jeg genstartede bare. Mailen til "Forfattersiden" havde jeg lige afsendt - men det var gået noget langsommere end tidligere. Så forsvandt hele mailboxen - og igen dukkede samme "advarsel" op. Denne gang lovede "Koda"(?) at hvis jeg bare indbetalte 1.000 kroner og udfyldte et simpelt skema, ville computeren virke igen. Jeg trykkede på "escape" og "delete". Der skete intet. Så slukkede jeg helt. Efter ti minutter prøvede jeg igen. Jeg genstartede det trådløse modem; intet skete. Gode råd var dyre. Jeg satte mig ud og tog en kop kaffe og bladrede i avisen. Den var lidt fugtig endnu Avisen fangede ikke rigtig min interesse. Jeg ville ikke ringe til Michael på denne tid; han var sikkert på vej til arbejde. Han ville sikkert også bare holde et langt foredrag for mig om sikkerhedskopiering og i øvrigt gå over til iPhone frem for min udmærkede mobiltelefon, som ikke engang var tre år gammel. Han anså min computer som "skrotningsmoden". Halvni ringede jeg til Francois og forelagde mit problem. - Hvad vil du råde mig til? - Lad være med at trykke på mere. Sluk for den. Hvis du har tid, må du gerne komme her ind med den. Ungerne har fri fra skole, Maria er taget til byen med en veninde, udsalg, så jeg er hjemme eller i forretningen hele dagen. Det du fortæller, kunne lyde som en ny virus. Hvornår kan du være her? - Klokken ti, svarede jeg optimistisk. Jeg vil være meget glad, hvis du vil se på den. Jeg sidder og skriver på portrættet af din svigerfar og jeg er så bange for at miste alt det, jeg ikke har fået printet ud. - Nåh, det behøver du ikke. Kan du bage boller? - Hva'?... jah, svarede jeg... altså kvikboller, du ved... - Fint, jeg har lovet børnene... Vi ses. Mørk havde været oppe hos dem siden klokken otte, men børnene sov længe. - Det var Andreas, der ringede, sagde Francois. Hans computer er gået ned. Jeg går lige ned i forretningen og lukker ham ind om lidt. Der var lys i forretningsvinduerne, da Francois lukkede mig ind. - Kom ind og lad mig se på utysket. Tag den med her op, så scanner jeg den. Det kan godt tage et par timer. Du kan da gå op til den gamle. Han er ved at lave te til ungerne. Men han regner med, at du stikker hovedet indenfor. Her er dejligt stille på denne tid. De ældre kommer først lidt senere. Vi har droppet tanken om kaffe- og colaautomater. Jeg måtte huske at ringe til Helga, tænkte jeg på vej op ad trappen. Mørk åbnede med et: - God morgen og hjertelig velkommen. Fik du fat i datageniet dernede? Kom med; jeg er ved at fodre ungerne af ude i køkkenet. De sad i nattøj og hyggede sig med te og morgenknas med mælk. - God morgen, sagde jeg, pjækker I fra skolen? - Narj lo Rigmor, den mindste, det må vi ikke. Morten, den ældste forklarede mig, at lærerne var til "pædagogisk dag". Jeg forstod, at det i givet fald måtte være uden børn. Francois havde lovet at gå med dem ned til B93's baner, hvor de tit tilbragte nogle timer efter skoletid, når vejret var til det. Jeg fortalte Mørk om Helgas nyerhvervelser. - Jeg har faktisk lovet at komme hen i galleriet og se på dem. Men jeg har også lovet at bage boller til dine børnebørn i eftermiddag. - Ja, så har du travlt. Hvad med at lade Helga bage, mens vi besigtiger hendes kunst? - Du er da bare fuld af gode idéer, Mørk. Vi hjalp hinanden med at rydde op i køkkenet, før vi gik ned på første. Mørk ville lige soignere sig og finde et passende slips. Mens han gjorde sig klar, ringede jeg til Helga. - Bare han nu ikke forventer noget særligt. Det ligner noget, der er lavet af gammelt drivtømmer, men jeg synes de er smukke. Boller? Skulle du bage boller? Det kan du lade mig om. Men du må gerne købe nogle gode æg med. - Ikke andet? Ok. Kys-Knus. Det betød økologiske fra fritgående høns. Vi fandt en Irma på vejen, hvor jeg også kunne få de rigtige Christiansøsild og ost. Hele vinduesudstillingen var domineret af de store figurer. - Hej, skat. Dav Mørk, hvad synes du? Nej, kom ind og se nærmere på dem. Jeg er bare så spændt. Hun skubbede til et par billeder til side. - Jeg anede ikke, at de var så store, sagde jeg, hvordan fik du dem herind? Den store var næsten en meter høj. - På min cykel. Men egentlige buddaer er det ikke. Jo, den store er nok. En ung budda. De andre ligner meget visse dele af udsmykningen på kærlighedens tempel i Khajuraho. Måske Sita... Det gamle furede ansigts lukkede øjne virkede levende. Et ungt og vitalt menneske i dyb meditation. Man anede noget, der virkede som spor efter en tåre. - Den er ikke sandblæst, sagde Mørk selvsikkert. Kender du noget til figurens forhistorie? Hvis den er, hvad jeg tror den er, skal du lade fagfolk vurdere den. Mit gæt er, at den er mere 800 år gammel. Er de tre figurer købt samlet? - Ja, altså, svarede Helga, jeg har købt den af nogle gamle venner fra staden som importerer indiske varer direkte der nede fra af nogle gamle hippier. Jeg købte dem samlet. Jeg fik en seddel med, vist nok kvittering for betalt told. Den må ligge her et eller andet sted. Mørk lagde statuen ned og kiggede under bunden. - Se, her er rester af et ovalt stempel eller brændemærke, sagde han. Der står noget... Ingen af os kunne læse det: देवनागरीदेव Tydeligvis skrevet på sanskrit fra højre mod venstre, sagde Mørk. Lad os se på de to andre. Helga havde fulgt lidt med på afstand. - Jeg skal lige pensle bollerne og sætte dem i ovnen. Skal I bruge lup, så ligger der vist nok en på bordet til venstre, sagde Helga og tog forklædet af. - Sikke smukke bryster hun har, sagde Mørk, da han kom med en gudindefigur af en slags. Ja, dvs. en "dobbeltfigur" for når man drejede den, åbenbarede den smilende skønhed sin fjerde hånd, som holdt om, nå ja, en velvoksen penis. - Den må du hellere sætte tilbage, sagde han til mig og støvede den forsigtigt af med sit lommetørklæde. Jeg satte statuen tilbage i vinduet og løftede den tredje figur op. Den var noget lettere. Det var halvt dyr, halvt menneske, eller et menneske med dyremaske for ansigtet. Den var knap så medtaget; man kunne ane noget bemaling flere steder og rester af en næsten gylden belægning. - Andreas, gider du lige hente capers og en pose rødløg; så kan vi spise frokost om lidt. Bollerne er færdige om en times tid. Mørk fordybede sig i studier af den sidste figur. En hugsiddende mand med tigeransigt. Benene endte i menneskefødder og armene eller forbenene var udstyret med drabelige poter med klør. Hele arrangementet var vel en lille halv meter højt. Der var ingen sokkel eller noget ”fodstykke”. ”Bunden” var simpelt hen en gengivelse af, hvad der i virkeligheden forventedes at være. Testikler, lille anus mellem endebalder, som det ville se ud nede fra gennem en glasplade. Ingen spor af stempler eller lignende. Helga kaldte: - Kom Mørk, hvis du kan løsrive dig. En lille frokost er klar. Der står en flaske vand i køleskabet, tager du lige den med? Det hjemmebagte rugbrød med sild, dild, hakkede løg og capers smagte, som når englene synger. - Skål, sagde Mørk, vi lever som landets rigeste adel! Da vi var færdige og stod og vaskede op, fortsatte vi snakken om statuerne. Aftalen blev, at jeg skulle maile et par billeder af figurerne og Mørk skulle skrive en tekst med forespørgsel til et velrenommeret auktionshus om at foretage en vurdering. Mørk havde indvendt, at de først burde henvende sig til nationalmuseet, hvor man kunne søge rådgivning. Og i øvrigt mente han, at de ikke skulle stå fremme i vinduet men gemmes lidt af vejen. Vi valgte en samlet løsning. Jeg tog 15-20 billeder af de tre figurer på en neutral lys baggrund. Mørk skrev en kort mail til auktionshuset i Bredgade og Helga pakkede de lune boller i brune papirposer. Kap. 65 Dobbeltmoralsk bandbulle Rigspolitichefen så ikke med milde øjne på Bonnichsens trang til at føre sig frem for åben skærm. Han burde om nogen huske, at tavshedspligten var livsvarig. Nu var de endelig kommet så langt i omstruktureringen og udflytningen fra Gladsaxe, at de snart kunne udfylde det danske hul i det nye ”missilskjold”. Hele Compols virksomhed afhang af deres evne til at modstå det angreb, som ville komme som en advarsel, før det politiske pres og en horribel pris for afbødning af det egentlige angreb ville blive kendt. Et nyt rumkapløb, denne gang inden for jordens atmosfære, var for længst skudt i gang. Nu gjaldt det om at visualisere resultaterne af et usynligt cyberkapløb for den "vestlige" verdens kræsne og veluddannede forbrugere. Men det skulle ske med eet ganske bestemt formål: Styrke den brede befolknings tillid til samfundets retmæssige magthavere. Udadtil skulle ændringerne i Gladsaxe forklares som rationaliseringer, der snart ville blive opfattet som besparelser og almindelige nedskæringer i et moderne samfund. Befolkningen skulle ikke længere belastes af udgifter, der engang var nødvendige i ”den kolde krig”. Fred i vor tid, grøn vækst og velfærd for alle var den nye tids enestående chance! I medierne blev der gjort mange lukrative forsøg på at opbygge og vedligeholde et uvirkeligt billede af virkeligheden. I demokratiets hellige navn investerede indflydelsesrige personer voksende formuer i udvikling af bedøvende stof og stoffer, som i hvert fald for en tid, kunne sløre vores etiske fordringer. Kun eksempler på de mest grelle overgreb, gerne belyst ved seksuelle tragedier, blev jævnligt projiceret op i en grad, så ingen kunne være i tvivl om noget. Og da slet ikke være i tvivl om det demokratiske retssamfunds dyder og lyksaligheder. Eliza Penkows korte besøg i pølseboden på Klausdalsvej havde haft sin virkning. Eller måske var det bare synet af rigspolitichefens blærede bil, der satte hende griller i hovedet? Tidligere havde hun for alvor troet på, at hun tjente en god sags tjeneste gennem sit arbejde, som hurtigt viste sig, udelukkende at bygge på menneskers frygt. Mange andre søgte trøst i tro og ved besøg i deres guds hus. Eliza søgte noget andet. Uden for de religiøse rum, fandtes så mange andre slags præster og præstinder, som ikke lod sig anfægte af ”almindelige menneskers etiske fordringer”. Først da hun sad med sin iPhone derhjemme og forsøgte at koncentrere sig om de indgåede opkald og beskeder, så hun det for sig: en ny decentraliseret efterretningstjeneste med specialiserede små mobile enheder og et museumslignende arkiv efterladt i Gladsaxe. Nogen ledelsesstruktur var der vel, men ikke synlig. Hendes fornuft fortalte hende, at cyberkrigens ubalance ville afhænge af hackernes evner set over for nationalstaters økonomiske formåen. Den første besked lød: "Hvorfor kører din bil ud til os uden dig?" Den næste var kommet få minutter senere: "Betalte du pølsemanden for den ekstra sennep?" Ha, tænkte hun. Deres eneste formål kunne kun være at skræmme hende ved at demonstrere deres stadige overvågning. Den tredje og sidste besked sagde kort og godt: "Læs din post"? Postkassen ude ved vejen indeholdt sjældent andet end reklamer. Hun plejede først at tømme den, når den var fuld. Der lå en håndskrevet lap papir mellem reklameaviserne: "Du er fritaget for tjeneste indtil videre - kontakt hackereksperterne i Kbh." Ikke andet? Sådan. Hun vidste, at to politifolk fra København arbejdede med en konkret sag i Jylland. Der gik rygter om at gå i tæt samarbejde med en professionel hackergruppe. Hvis hendes antagelser var rigtige, ville hun ikke kunne bruges længere. Hun ville dog kontakte folkene på "gården". Måske havde de noget i ærmet. Hun ringede med det samme. Omstillingen måtte lige have henvendelsen gentaget; hun kunne høre dem diskutere højlydt, om det var IT der havde sagen. - Jeg stiller Dem ind til Dueholm, måske kan han hjælpe”¦ - Dueholm her, svarede han. - Dav, jeg ringer på vegne af PET. Mit navn er Eliza Penkow. Jeg skal kontakte nogen, der kalder sig ”hackereksperterne”. Kan du hjælpe mig? - Det kan da godt være. Men vent et øjeblik, så får du lige Jensen”¦ han kommer nu.. - Ja, hallo. Dav, jo jeg kan godt huske dig. Du skal ikke sige så meget mere her. Glyptotekshaven.Om en halv time? Fint. Vi ses. - Hvad med dig Dueholm, vil du med ud og spadsere lidt om et kvarters tid? Det er godt gjort, at man snart skal rejse til månen for at kunne tale uforstyrret sammen. Man bliver sgu paranoid af det arbejde her. - Måske; der er i hvert fald noget i gære. Det gik lidt for nemt for os at få lov til at købe konsulentydelser af en vildt fremmed nordjyde, som vi kun har mødt en enkelt gang. Og nu har rigspolitichefen og resterne af PET i Gladsaxe kaldt os for ”Hacker Task Force” eller sådan noget. Kan du se det på lønsedlen? Nej, vel? Men lad os gå over og mødes med din veninde. Er hun flot? - Ja, gu' er hu”¦.. årh, dig med dine fugtige drømme; jeg aner ikke det mindste om hendes taljemål eller skonummer. Jeg tror, du bliver forsømt derhjemme. Skal vi så gå. - Og jo, hun ser ret godt ud mellem os sagt. En kvinde i overall steg ud af sin lidt falmede blå kassevogn og gik direkte hen imod dem. - Dav, Jensen, kan du ikke kende mig med det her tøj på, drillede hun, og hilste pænt på Dueholm. Skal vi ikke sætte os her, spurgte hun og pegede på en bænk. Jensen stod og læste højt af plaketten på en rædselsfuld bronzeskulptur: ”Trold der lugter kristenblod”! - Her kan vi sikkert sidde trygt, sagde han med et anstrøg af sarkasme. Jeg vidste ikke, at du også kunne se sådan ud. - Årh, pjat. Hvad er det der får jer til at kontakte mig? - Ha. Det er ikke os. Vi er snart de sidste, der får noget at vide. Men du véd formentlig, at PET er i fuld gang med at lægge et tykt røgslør over deres opløsning - eller rettere sagt: omdannelse og udflytning. Man er tvunget til at afvikle halvfems procent af de hidtidige engagementer og lægge alle kræfter ind i hackervirksomheden. Den gode gammeldags kriminalitet er ikke i højsædet længere. Mange gode folk som dig vil der altid være brug for, men politikerne vil have hurtige resultater om hele hackerproblemet. Vi er i gang med at hyre en dreven hacker, men vi har brug for en betroet medarbejder til at gå ham efter i sømmene. Ret meget mere ved vi ikke endnu. - Hvad ved du egentlig om hackernes aktiviteter, spurgte han pludselig. - Det er vist meget begrænset, svarede Eliza. Det må være Compols folk, du skal spørge om den slags. Hvad fandt I ud af om dem, der generede jeres system? - Det er en ham. Vi taler om én. Vi har mødt ham én gang. Han er helt blank for os. Vi har intet på ham. Og det er ret usædvanligt”¦ Han fortsatte: - At du er blevet sat på denne specialopgave er nyt for os. Jeg troede faktisk, at du var holdt op efter den tåbelige sag på Østerbro. - Det troede jeg også. Den sag du taler om, var måske ikke så tåbelig endda, svarede Eliza; den har i hvert fald vakt min interesse nu igen. Jeg forstår på dig, at PETs chef skal hoste op med en spiselig forklaring, som kan tilfredsstille de fleste på Christiansborg. - Ja, men hvorfor? Hvorfor står en simpel hacker frem og taler helt åbent med os? Hvorfor er der flere og flere tidligere PET-folk, der pludselig går til bekendelse her og der og allevegne? Når man så endelig får fat i en konkret sag om en forsvunden laborant, så smuldrer efterforskningen som knastørt sand mellem fingrene på os. Og hvorfor hulen er det pludselig blevet en politisk varm kartoffel at knalde en hacker? Du er sgu blevet ansat et forkert sted... Jah, eller også er det mig... Dueholm var ved at blive utålmodig. - Vi kan vel blive enige om én ting; vores fælles arbejdsmark har muligvis udløbere til Christiansborg. Vi kan næppe forvente, at PET ligefrem infiltrerer i lovgivningsarbejdet? I den anden ende af skalaen har vi den righoldige, gemene, banale og gentagne kriminalitet. Indbrud, mord, røveri osv. Lad os bruge vores sparsomme ressourcer på at gå efter de store. Det er i erhvervslivets top og i de forandringer, der sker i de kredse. Det er dér, vi skal arbejde. Men det er også der, vi ikke falder særlig naturligt ind i tapetet eller gadebilledet. Jensen kikkede forbavset på ham. Det var ikke så tit, at Dueholm brugte store ord så længe ad gangen. Kap. 66 Gammelt trævæk og dagens ret Professor Lucide nød de fine narcisser i altankasserne, da telefonen ringede. Det var Mørk; han ville bare høre noget om årringsdatering og kulstof-14. Nogle indiske statuetter. "Bare!", der måtte han melde pas; men rigsantikvarens efterfølger ville måske kunne hjælpe. Eller endnu bedre: ”Overinspektøren ved Etnografisk Samling”. For så vidt angår datering kunne man måske hente hjælp hos Kulturarvstyrelsen. - Er du ved at købe mere kunst? - Nej, tvært imod, svarede Mørk. Jeg er ved at forhindre et uoverlagt salg. - Jeg kan forstå din bekymring. Sig til fru Jorunsdottir, at hun må behandle værkerne forsigtigt og få dem væk fra vinduet hurtigst muligt”¦ Jeg tænker på at ringe til den tidligere rigsantikvar. Olaf Olsen. Han stod for udgravningen af vikingeskibene i Roskilde Fjord. Det er snart længe siden, jeg har snakket med ham. Det nemmeste ville selvfølgelig være, hvis du kunne maile et par billeder af sagerne, så ville”¦”¦ - Det har jeg gjort, svarede Mørk; ja, altså ikke til ham, men til Brun-Rasmussen i Bredgade. - Fint, send mig lige en kopi, men sørg for, at ingen andre fatter interesse for det gamle træværk! Mørk skød sine tanker om Olaf Olsens uventede afgang til side og ringede til galleriet. Han lagde ingen besked på telefonsvareren; det hastede vel ikke så meget. Professor Lucide læste videre i det brev, han havde fået med posten. En ældre kollega, var af Folketingets sekretariat blevet bedt om at pege på en eller to personer til en ”tænketank”. Kollegaen ville lige sikre sig Lucides stillingtagen til en eventuel deltagelse. Man ønskede hjælp til udarbejdelse af et kommissorium om tilvejebringelse af handleplan for ”DK-CERT”, som stod til ansvar for ”EU-CERT”! Tænketanken skulle fremlægge et resultat, der kunne bruges i lovforberende arbejde i indeværende års folketingssamling. Under overskriften ”Forskningens etik eller etisk forskning” skulle han forestå arbejdet i en ”tolvmandsgruppe” bestående af uberygtede mæd og kvinder. Det var ham en gåde, hvorfor netop han skulle kunne bruges. Han var udmærket klar over, at CERTs formål var at ruste samfundets forsvar mod computerhackere. Den slags havde han ikke det fjerneste begreb om. Og om han var ”uberygtet” kunne vel diskuteres, når han øjensynligt havde pådraget sig politiets opmærksomhed. Men det var måske her, han havde en enestående chance for at øve indflydelse. Inden han svarede, ville han rådføre sig med Mørk. Han vidste, at han kunne stole på ham og hans dømmekraft. Mørk havde vist også haft noget samarbejde om politiske spørgsmål. De mange nye spindoktorer havde ikke brudt sig om ”privat” rådgivning. Hvorfor kunne de ikke bruges i en ”tænketank”? Han skulle jo alligevel følge op på Mørks spørgsmål om de gamle træfigurer. Han tændte for sin pc. Jo, der var både tekst og billeder og kopi af mailen til auktionshuset. Men Brun-Rasmussen? Hvad ved de i dag om oldindiske kunstværker? Joh, den ”gamle” Arne B.R. havde vist haft næse for det. Ja, og så sønnen naturligvis. Det var måske ikke så tosset at lade dem se på det først. På billederne så de da meget pæne ud, og gamle var de sikkert også. Han ringede til Mørk, som straks spurgte, om han havde set mailen og billederne. - Jo, tak, Det bliver spændende at høre, hvad de siger. - Ja, ikke? Jeg tror, at den mellemste af statuerne er hul. Den virker så let i forhold til de andre, men det må eksperterne kunne finde ud af. - Der er en ting, jeg må tale med dig om, sagde Lucide, og fortalte om brevet fra Folketinget. Har du lidt tid til overs? Måske allerede i dag? - Nej, jeg har aldrig tid ”til overs” - men jeg har altid tid til at tale med dig. - Årh, din gamle ordkløver. Passer det klokken 19.30? - Ja, du er velkommen, her hos mig. Jeg har sat Francois til at finde noget på computeren om gammel Indisk kunst. Det var - lige nu - mere spekulationer om den såkaldte tænketank, der fyldte mest. Men professoren vidste af erfaring, at de bedste svar har lettere ved at vinde frem, når hjernens opmærksomhed henledes på skulpturelle kunstværker eller lignende. Han kunne godt trænge til en lille cigar, nu hvor Fru Knudsen var gået hjem for at sørge for sin egen mand. I overmorgen skulle hun få sig en overraskelse. Hun havde absolut ikke selv nævnt noget om sin runde dag, men professoren havde bundet en irriterende knude på sit pæneste slips. I dag skulle han have stegt kalvelever med bløde løg, brun sovs og en kartoffelbakke med grøntsager, havde hun besluttet. Sikkert sundt og nærende - og vigtigst: velsmagende. Hun ville ham det godt. ”De skulle passe bedre på Deres krop - se på mig”, havde hun ofte sagt. Og han havde da også bemærket hendes nydelige figur og graciøse bevægelser. Det kunne ikke kun skyldes grøntsagerne, konkluderede han. Hans mundvand løb til, da han tog hendes fristende delikatesser ud af ovnen. Det var for hurtigt overstået. Han havde jo tid nok. Kap. 67 Kontraterrorisme - Tak for mad min egen, sagde Mørk til Maria. Coq au vin er bedst dagen efter. - Velbekomme, svarede hun. Det er nu Francois, der skal have skylden. Hun så kærligt på sin mand og lo. Gå du nu ned og tag imod professoren. - Tør dig lige om munden, sagde hun inden han kyssede hende på kinden - Kom ind og tag plads Lucide. Nå, hvad har du fundet ud af? - Ikke meget, de er omgivet af mystik. Men jeg overvejer at påtage mig arbejdet. - Ja, det tænkte jeg nok. Jeg har læst lidt om det på nettet; meget interessant. - Hvis det blot er symbolværdi de udsender, vil jeg ikke være med. Der skal være et reelt ønske om at sikre større tryghed for os alle. Alt andet er blændværk. - Tror du, at de har været dekoreret? - Dekoreret? Hvad taler du om? - Ja, eller bemalet; statuerne, alts唦 Det var vist godt, der ikke var nogen, der havde hørt dem forveksle oldtidsfund med ministersekretærer. Francois ringede på og kom ind til dem. - Hvad er det der er så morsomt? Lad mig høre”¦ - Nej, vi skulle nødigt blive helt til grin. - Jeg har fundet nogle rigtig gode sider på engelsk. Statuerne er uden tvivl indiske. Og i hvert fald to af dem ser ud til at stamme fra et stort ørkenområde, som formentlig var bunden af en sø, der blev dannet en gang i 5-600-tallet efter en oversvømmelse. Senere blev vandet ledt væk, og man fandt rester af et tempel, der kun var bygget af træ. Det eksakte årstal må vi vente med. - Hvornår hører I fra auktionshuset, spurgte Lucide. - Åh, mon ikke én af de nærmeste dage. Men lad os nu høre hvad det er, du har på sinde. Jeg véd jo ikke meget om CERT-samarbejdet. - Det gør jeg heller ikke, svarede professoren. Først for nylig har jeg hørt om dette hackeri, som vel betyder, at alle med en computer kan læse alt, hvad andre måtte skrive? Eller har jeg misforstået? Hvilke forudsætninger forventes jeg at være i besiddelse af, som kunne interessere lovgivningsmagten? - Med forlov, sagde Francois; du giver jo selv svaret. Hvordan ville forskerne kunne arbejde uden at gøre brug af computerteknologi? Tænk på din egen arbejdsplads. Hvorfor var højtstående politifolk - eller deres chefer - så interesserede? Du og August havde, uden at vide det, fundet det våben, som man står og mangler: Hukommelsen har du, svigerfar, og Lucide har nøglen til dens biokemiske opbygning. Francois afventede deres reaktion. - Vi vidste det godt, sagde Lucide spagfærdigt. Min lille hemmelighed er ved at sive ud. Jeg var så ufattelig naiv og godtroende. Først da min laborant forsvandt, anede jeg uråd, men selv da troede jeg, at ingen andre ville nå til de samme resultater. Jo, måske i Parisersalonen, men derfra slipper intet ud i utide. Der findes kun tre måder at lagre min viden på: i min hukommelse, som ikke er ufejlbarlig, i computere, som nu heller ikke er sikre og endelig i form af nedskrivning og totalt skjult opbevaring. - Og ja. Indtil videre er det, som Francois siger. Kun du og jeg har nøglen. Mørk nikkede og brummede: jah, en halv nøgle hver, kan man vel sige”¦ - Det der foruroliger mig nu, er den afgrund, der skiller visdom og viden. Jeg vil så gerne se Helgas statuer, som de ser ud nu, sagde Lucide. Tror du det er muligt at komme til det? - Ja, hvorfor ikke. Jeg kan da ringe til hende eller til Andreas og aftale det. Skal jeg foreslå i morgen? Eller du er måske optaget af dit ”folketingsarbejde”? - Lad nu være med at drille; jeg gør nøjagtigt, hvad der passer mig. Du ved hvad jeg mener, svarede Lucide. De gik ud i køkkenet, og Mørk satte vand over. Francois ville gå ned i forretningen, men tøvede. - Jeg tror ikke, at nogen af jer længere har noget at frygte. CERT-projektet er det danske bidrag til det internationale samarbejde, som kan kaldes for ”kontraterrorisme”. Her er I næppe eftersøgt for noget! Men jeg tror nok, der er et politisk meget oprigtigt initiativ på vej, som man ønsker uafhængige personers hjælp til. Den tekniske side af hacking er underordnet - kun den psykologisk/etiske er interessant. Men det er da også vigtigt at beherske, når eller hvis skatteyderne fortsat skal acceptere det danske militærvæsens enorme budgetter. - Mener du dermed, at jeg skulle have takket nej? - Bestemt ikke, svarede Francois, det er mennesker som dig, de har brug for. Sund fornuft tilsat lidt idealisme. Mens de snakkede færdig ringede Mørk til Helga og spurgte, om de allerede måtte komme i morgen, på et tidspunkt, så professoren kunne se figurerne. - I er velkomne når som helst. Jeg har en halv aftale kl. 12, men hvis I kommer efter 13, er jeg her i hvert fald. Andreas sover her i nat. Han har fået Michael til at passe katten. - Fint. Ja, tak. Professor Lucide nikker, kan jeg se. Vi ses i dit kunstkammer. Gud ved om Olaf Olsen levede endnu? I dag er han i så fald i firserne. Næppe havde Mørk sat sig, før han ringede til Marianne. - Hallo elskede ven, sagde hun; du nåede næsten at ringe før klokken 21, men jeg vil da gerne snakke lidt med dig, før jeg fjerner makeup’en og går i seng. Hvor er det dejligt, at du ringer. Jeg savner dig. - Jeg savner bestemt også dig; med eller uden makeup. Der er så meget jeg må tale med dig om. Mørk fortalte kort om de mærkelige statuetter og besøget hos Helga. Også om professorens besøg. Marianne morede sig over hans foretagsomhed og spurgte om ikke de skulle ses, når han kom tilbage fra galleriet. - Jo, meget gerne. Kommer du hér, eller”¦ - Hellere hos dig, godt; ja, ved firetiden. Knus. Jeg glæder mig meget. - Jeg ville lige sikre mig. Du ved hvordan det er med kvinder”¦, sagde Mørk, før han tog afsked med professoren. Francois gik snart efter op til Maria. Det var endnu ikke så sent. Men nej, det med Marianne måtte vente til i morgen, selv om det var fristende. De der vikingeskibe i Roskilde var blevet konserveret med glycolvoks af en slags. Den indiske sø måtte vel have været en ferskvandssø? Der var nok at tage fat på. Gud ved om Olaf Olsen lever endnu? I dag er han i så fald i firserne. Måske har han selv fået spalteplads i samme Blå Bog, som han havde ”skrevet af fra” i sine indberetninger til KGB i 1947. Olaf Olsen udvalgte og sendte derefter biografier på ca. 500 personer til russerne.Kan ske han siden er blevet ”rehabiliteret”? Hvilke motiver handlede han ud fra? Mørk slog efter på computeren: En PET-kommission, som blandt andet skulle undersøge danske agenter under den kolde krig, konkluderede i sin rapport, som først blev færdig i 2009) at biografierne kunne bruges på tre måder af Sovjetunionen: 1: Hvem skulle man tage kontakt til, og hvem skulle man holde sig fra blandt de danske kulturpersonligheder, hvis det kommunistiske budskab skulle udbredes? 2: Hvem kunne eventuelt hverves som spion? 3: Listen kunne bruges ved en eventuel besættelse af Danmark til at identificere, hvem der eventuelt skulle interneres. Hvem véd, hvor denne liste findes i dag? Nå, pjat, tænkte han. Det var så længe siden, nu. Mørk legede et øjeblik med at se paralleller til Folketingets udvælgelse af den "tænketank", som skulle bidrage til EUs kontraterrorisme. Han ville da lige nævne det for professoren i morgen. Kap. 68 Erot eller stoiker Helgas seng var god at vågne i. Den svage lugt af linolie, fernis og oliefarverne blandede sig med moskus og lavendel. Jeg lod som om jeg sov. Lå og iaggtog hende gennem den lette kimono , som flagrede ubundet og dekorativt om hendes fyldige og smidige krop. Et kunstværk kunne vel ikke være utilfreds med at blive betragtet? - God morgen, supermand, der er en halv time til brødet er hævet og skal i ovnen. Vil du i bad nu eller senere? - Nu, svarede jeg, sammen med dig. Nattens sommerfuglestøv kildrer i næsen. Jeg har løftet sløret fra dine figurer, så de kan se hvor smuk du er. - Åh, Andreas, gispede hun teatralsk og lo. Tag lige og skriv det ned, så jeg kan læse det, når jeg er alene. Hun gik op i brusenichen og jeg nåede lige at få et håndklæde om mig, da hun kaldte. - Gider du skrubbe mig blidt på ryggen? - Joh, jeg kan vel overtales til at starte med bagsiden, svarede jeg lystigt og greb den bløde børste. - Er der mærker efter hægterne i bh’en, spurgte hun. Andreas kyssede hende blidt mellem skulderbladene og lod sin tunge afsøge et lidt større område. - Du er lydefri og næsten jomfruelig, svarede jeg hende. Den gang vi mødtes, brugte du ikke bh. - Nej, det var før Newtons lov blev for belastende for mig. Det problem har du ikke, ser jeg! Ræk mig lige den der olie til sart hud. Hun smurte sine hænder ind og lagde et par dråber på læberne. - Meget mildt smagende af mynte, sagde hun og bøjede sig ned og lagde et håndklæde under knæene. Jeg prøvede forsigtigt med et par dråber på fingrene. Det føltes rart. - Kom, sagde hun, du slipper ikke nu. Du skal også smage den. Med hånden trak hun mig efter sig hen til sengen. - Nu må du altså tage mig som jeg er; lige her og nu. Jeg vil mærke din styrke. Vi tørrede hinanden inden bageovnens ur kaldte os tilbage til virkeligheden. Mens vi drak lidt sen morgenkaffe kom enkelte kunder dryssende. Ikke så meget for at købe; mest for at sælge. Hun måtte sige nej tak til mange. Priserne var efterhånden så langt nede, at folk burde beholde deres ting til markedet vendte. Hun blev tilbudt en hvid porcelænsfigur med Bing og Grøndahls mærke i bunden. Det var cykelsmeden, Polle, der havde den med, da han kom over for at lappe baghjulet på hendes Long John. - Du kan jo tænke over det mens jeg ordner cyklen. - Hvorfor tager han den ikke over på sit værksted, spurgte jeg naivt, da han var gået om i gården. - Nej, den er for bøvlet at få op og ned af trappen. Hvad synes du om figuren? - Joh, den er da smuk - og hel vist nok. Der står JJB i bunden. Jeg aner ikke om den er penge værd. - Han er sgu altid så sød, sagde hun. Han åbnede døren med albuen. - Gider du lige lukke for mig, spurgte han mig. Jeg låner lige din køkkenvask, sagde han til Helga. Hva’ så, vil du købe figuren? Lapningen og to dråber smøreolie koster en halvtredser. Her er synderen sagde han og lagde en rusten tegnestift på disken. Ring hvis den taber luft. - Hvad siger du til 200- for figur og luft? - Ha’, svarede han, den er i vinkel, figuren plejer at blive støvet af hver søndag! Vi ses. Figuren viste en særdeles muskuløs, upåklædt mand, der sad nærmest henslængt på en trappe eller sten og - tilsyneladende afslappet - betragtede sine omgivelser med stoisk ro. Jeg kunne ikke huske, hvorfor roen hed "stoisk", og spurgte Helga. - Tja, det er vist noget med at se bort fra følelser og opføre sig fornuftigt. Du, for eksempel, vil ikke egne dig til at være ”stoiker”. Jeg må prøve at kradse 300- ind for figuren. - Hvad tid ville professoren og Mørk komme, spurgte jeg. Jeg ringer lige hjem til Michael og hører til katten. - De kommer nok ved totiden, vil jeg tro. Skriver du noget for tiden? N唦 undskyld - du taler i telefon. Jeg gjorde hurtigt samtalen færdig. Alt var OK. - Jeg skal hilse fra Michael. Det lader til at Gråmis er ved at flytte ind hos naboerne derhjemme. Nej, jeg får ikke skrevet så meget, som jeg gerne ville. Det kniber med koncentrationen. Og så er jeg på en for stor afstand af personkredsen om Mørk. En biografi, der ikke holder sig meget ærligt til virkeligheden, har ingen interesse, hverken for Mørk, mig selv eller de læsere, der måtte bruge tid på den. - De afsnit, som du har vist mig indtil nu, virker da både ærlige og spændende, svarede Helga. Hvor langt er du kommet? - Det lyder måske mærkeligt; men jeg véd det faktisk ikke. Måske er jeg først lige begyndt? Måske er jeg snart færdig. Jeg overvejer at skrive hele baduljen om. Til ren fiktion. Så slipper jeg for al bøvlet med at undgå at træde nogen over deres i forvejen ømme tæer. Måske er jeg bedre til at lade som om jeg beskriver noget virkeligt, end jeg er til at gøre det”¦ Men selv i fiktion skal løgne være troværdige og autentiske. Før jeg ændrer så meget i det, der var ideen, må jeg i hvert fald snakke med Mørk. Han har mere indsigt i de personer, der indgår i bogen end jeg selv har. Og du må meget gerne hjælpe mig, så meget du orker. Hvis du går ind på ”www/forfattersiden”, kan du følge og kommentere slagets gang. Der er mange ting på siden, som kan interessere dig. Kap. 69 Hånden på stridskøllen Allerede kvart i to kom Mørk spadserende og betragtede med tilfredshed hendes udstillingsvindue. Der, hvor en af statuerne havde stået, var nu udstillet en nydelig hvid figur af Herkules. Ganske smuk, ville mange sige. Måske kongeligt porcelæn, som man kaldte det. Han var nok spadseret hele vejen her hen. - Hmm, ganske praktisk, sagde han og hængte sin hat på geviret på væggen. ”Rensdyr med hat” ser man ikke hver dag. I har vel ikke hørt fra Bredgade endnu? - Nej, svarede Helga; det kan jo være, at de slet ikke er interesserede. - Ha, svarede Mørk, joh, det kan du godt stole på, at de er. Det vigtigste er imidlertid lige nu, at de bliver godt bevaret. Det er muligt, at de skal konseveres, så de ikke smuldrer væk. Hvor står de? - De står trygt og godt her, sagde jeg og lindede på lagenlærredet. Professor Lucide trådte lidt forpustet ind ad døren. - God dag, god dag, jeg er vel ikke for sent på den? - Nej, ikke spor. Kom og se; de står her. Jeg fjernede lagenlærredet helt og tændte en lampe. - Ja, tak. Jeg kan udmærket se dem; de er utroligt smukke. God dag igen, Mørk. Mærkeligt at de skulle stamme fra den samme udgravning.... og overfladen”¦ besynderligt”¦ er de mon blevet sandblæst på et eller andet tidspunkt? - Selvfølgelig! Udbrød Mørk. Selvfølgelig er de sandblæst - eller sand”vasket”! Det var jo det Francois fortalte om! Om ørkenen, der havde været søbund! - Men selv om en årringsdatering ville vise, at vi her står med træ, som er 15-16 hundrede år gammelt, udelukker det jo ikke, at der er tale om forfalskninger, indvendte Lucide. Mørk vidste, at rigmænd af engelsk oprindelse i kolonitiden i stor stil havde tiltusket sig kunstværker, som i dag er uvurderlige. Men der havde også været masser af eksempler på forfalskninger fra perioden. - Det vil sikkert være hensigtsmæssigt, at du finder det papir fra toldvæsenet - og gerne den eksporttilladelse, der må være udstedt til kunsthandleren i Indien, sagde han til Helga. Vi kommer nok ikke meget længere i dag. - Jeg er spændt på hvad kunstkendere siger til det, sagde Mørk til Helga. Den hvide figur dér, er det noget nyt? Må jeg tage den op? - Ja, selvfølgelig, jeg købte den i formiddags af Polle, vores lokale cykelsmed. Det er en Bing og Grøndahl. Den kommer jeg sgu aldrig af med. - Må jeg se, spurgte professoren. - Det er lige hvad jeg står og mangler. Jeg har jo denne fru Knudsen, som kommer og vender op og ned på min lejlighed, så snart jeg ikke er der. I morgen er det 10 år siden hun lod sig ansætte hos mig, så jeg tænkte, at jeg måtte finde på noget, som hun vil elske. Den her; den kan ikke være bedre! - Det er jo Herkules med hånden på stridskøllen, sagde Mørk. Der findes et utal af skulpturer verden over af denne kriger. Blandt andet i Capitolinetemplet i Pula i Kroatien. Den vi står med her er fremstillet af Jens Jacob Bregnø, der også arbejdede meget i bronze; den er formentlig omkring 90 år gammel. - Det bliver den ikke ringere af; må jeg få lov til at købe den, spurgte Lucide. Hvad skal den koste? - 400- svarede Helga, men så skal den også støves af hver søndag, som jeg lovede cykelsmeden. - Jeg er sikker på, at fru Knudsen tager sig ekstra kærligt af netop denne prydgenstand, forsikrede Lucide. - Hvem har malet de smukke portrætter, der hænger her? De ser både ud til at være nye og klassiske på samme tid. - Ha, smålo Helga, det har jeg såmænd, sådan bare for træningens skyld. Det er ikke plagiater, men kvinder ser nu engang sådan ud, synes jeg. Mørk og professoren gav sig god tid. Jeg tilbød at køre de to herrer hjem, men professoren var selv i bil. Vi tog afsked med Helga, som lovede at ringe, så snart hun hørte fra auktionshuset. Mørk ville gerne sættes af ved Jacob Erlandsensgade og selv skulle jeg hjem og tage mig lidt af rovdyret. Der var ingen hjemme. Det havde jeg nu heller ikke ventet, men der var lidt tomt. Jeg gik ud på terrassen skubbede lidt til havemøblerne og kaldte på Gråmis. Han kom ikke. Jeg kaldte igen og skubbede lidt til bordet. Så skete der noget: Naboen kom ud og kikkede ind over hækken. - Nå, så kan du være der; ja, din kat står herinde og spiser tun. Ja, altså på dåse, men konen har fundet en skål til ham. Nåh, der kommer han jo... Katten kikkede misbilligende på mig gennem hækken ved det hul, han efterhånden havde gjort så stort, at han ikke behøvede at kravle, når han skulle på jagt. - Din lille bandit, sagde jeg strengt... - Nej, du må ikke skælde ham ud! Han er sgu så kærlig... Kap. 70 Strukturel tilpasning Der var travlhed på øverste etage i den høje kontorbygning, der ragede langt op over resten af storcenterets to etager. Her oppe på etagen var der kun opsat et lille midlertidigt papskilt, der oplyste: "Her flytter I/S Cyber Marketing og rådgivning ind". En særskilt personelevator var reserveret til foretagenet. De sidste rengøringsfolk var ved at pakke sammen, så firmaets egne folk kunne rykke ind. Elevatoren kørte med ganske få pauser i flere døgn. Det havde taget ni dage og nætter at klargøre etagen og fylde den med inventar og alskens elektronisk udstyr. Ledelsen havde fået ordre til at etablere 26 arbejdspladser til personale med administrative opgaveløsninger. Den gamle afdeling i Gladsaxe skulle fremover ”kun” fungere som arkiv og teknisk udvikling. Nye mobile enheder skulle serviceres fra en fabrikshal i Sydhavnen. Det havde tæret på mandskabets kræfter at deltage i det videreuddannelsesprogram, der havde indbefattet korte men effektive kursusforløb. Kurserne blev fortrinsvis afholdt i de skandinaviske lande. Ikke på grund af økonomien, men fordi man ikke ville øge antallet af operative enheder. Eliza Penkow blev først orienteret den dag hun hjalp Gerda og Robert med at komme på plads i deres nye bolig. En håndværkertype havde ringet på og meddelt, at der tilsyneladende var forsøgt indbrud i den bil, som hun havde sat henne ved plejehjemmet. - Jeg går straks derhen igen, sagde den opmærksomme mand. Han stod ved bilen, hvis alarm åbenbart var gået i gang, og ventede på hende. Hun smilede og gik hen til ham og sagde, at nu kunne han godt lukke for sin alarm og stikke den i lommen. Hun havde aldrig set ham før. Og hun havde aldrig monteret alarm i bilen. Han havde derimod set adskillige billeder af hende. Også flere end hun selv kendte til. Efter det korte obligatoriske tjek af hinandens tjenestetilhørsforhold talte de sammen mens de på skrømt gik bilen efter for skader og ridser. Så læste manden en meddelelse på en lap papir højt: ”Ledelsen ønsker Lis Petersens fortsatte engagement. I forbindelse med de nye arbejdsområder har man brug for effektiv intern kvalitetskontrol. Sæt smartphone på stand by, hvis du accepterer. Du kontaktes af J&D.” Manden rakte en lille plasticpose hen mod hende. Hun vidste, at det var nu. Enten eller.Hun tøvede i et sekund, før hun med et udtryksløst ansigt greb posen med det skæbnesvangre indhold. Han nikkede blot og skråede ned over plænen. Posen indeholdt en ny ”android” smartphone og fire batterier. Eliza gik tilbage til ægteparret, som bekymret spurgte til hendes køretøj. - Åhh, det var ikke noget. Det er bare de nye alarmer, der nogen gange er overfølsomme. Der er i hvert fald ikke noget at se på bilen”¦ - Nej, Gerda, nu hænger han skævt igen, sagde Robert og rettede på det indrammede fotografi af Einstein. - Dig med din Einstein, han trænger til at blive klippet. Lis smilede over, at der allerede var ved at sprede sig en vis hjemlig hygge over stedet. - Hør, Robert, skulle vi ikke en dag gå over i fitnescenteret sammen, spurgte hun og blinkede til Gerda. - I kan jo gå derover, brummede han, det er vel mest for kvindfolk. - God ide, sagde Gerda, så kan vi bruge det fine partoutkort. Lis bar de sidste ting ind fra bilen og gjorde sig klar til at tage hjem. Det havde ikke overrasket hende at blive kontaktet uanset hvor hun befandt sig, men denne gang var det anderledes; jo mere åbenhed Bonnichsen gjorde reklame for, des mere mistænksom blev Eliza. Og Scharfs nye tågeslør for åben skærm var for tyk. Hun ventede med åbne smartphonen til hun var hjemme på Amager. Denne gang var der en hvid kuvert i hendes postkasse, hvor der bare stod ”Lis”. Men først satte hun telefonen på stand by. Derved fremkom et felt med et ur der talte ned; 23:56, - :55, - :54”¦ Hun førte fingeren hen på det lille felt og en besked dukkede op. : ”se som sidst”. ”Som sidst” måtte være brevet. Hun åbnede kuverten. Den indeholdt igen en håndskrevet orientering: ”når du aktiverer telefonen, har du 24 timer til at besvare vores spørgsmål - eller undlade. Hvis du vælger at undlade, hører og ser du ikke mere til os”. Hendes ”gamle” iPhone ringede. Det var den flinke strømer, Jensen, der bare ville høre, hvor langt hun var nået. Kap. 71 En anden dagsorden Departementschefen var knap færdig med morgenaviserne og teen, da hans sekretær meddelte, at deltagerlisten i CERTs første møderække lå klar til godkendelse hos kontorchefen i Justitsministeriets tredje afdeling. En mail kunne mageligt have gjort det, men han havde gennem længere tid insisteret vedholdende på at holde sine personlige kontakter i hævd. Der var muligvis mange, der syntes, at han var lidt antikveret. Det generede ham ikke det fjerneste. De ville snart blive klogere. Han havde droppet tanken om sit eget vidtløftige forslag, da de yngre allerede havde indført den praksis, som han med et forsøg vil synliggøre konsekvenserne af. Snart ville det vise sig, om hans antagelser var rigtige. Ministerens irriterende spindoctor var for en gangs skyld ude af syne, så han benyttede sig af chancen og ringede til komponisten i betjentstuen. - Bare et kvarters tid, Strauss. Og gerne et godt råd, sagde departementschefen i telefonen, før han smuttede ud ad døren. - Hvad bringer Dem her ned? De havde da bare behøvet at”¦ - Javist, javist, men af og til er det rart at være lidt uden for kontrol. Hvor kan vi tale fortroligt sammen? - Joh”¦ her; han pegede på en dør ”Hvilerum A”; her er ledigt. De to herrer satte sig ved det lille bord, der stod ved siden af den indbydende briks. Det er ikke så tit, vi har tid til at gå herind, forklarede Strauss. - Ja, det er jo sådan, at jeg står og mangler et godt råd. - Tal De bare frem. Dels har jeg tavshedspligt og dels ved De godt, at jeg aldrig taler om politiske spørgsmål. - Tak. Nej, politisk er det ikke. Tværtimod. Men omgangsformen herinde ligger mig på sinde; og De kan efter en livslang varetagelse af Deres metier uden tvivl hjælpe mig. Måske er det det ikke selve omgangsformen - eller tonen, men snarere mangel på samme, der bekymrer mig. Formelt kan al sagsbehandlingen tilsyneladende klares ganske glimrende udelukkende gennem elektronisk post, sms osv. Jeg oplever imidlertid flere og flere møder, hvor dagsordenens punkter for længst er klaret før mødet, og hvor kun de sociale og officielle relationer mellem mødedeltagerne er i spil. En overgang lagde mødelederne helt konkret små punkter af rent ikke-faglig karakter ind for at legitimere androide følelser. - Ork, jeg forstår Dem så godt. Man skal nok vende sig mod taoistiske kulturer for at finde sammenlignelighed. Ofte er halvfems procent af disse møder af rendyrket ceremoniel karakter. Den egentlige substans, som skal findes mellem linjerne er kun synlig for de drevne og erfarne, som kan øve indflydelse, mens de yngre endnu skal bruge al deres tid på at øve sig i etiketten. Der er ingen genveje eller ”lette” løsninger. Departementschefen valgte at bruge trappen frem for paternosteren som ikke gav ham de par minutter ekstra. Han mødte adskillige af ”de nye” på sin vej. Mange af dem havde tillagt sig en gang, der mindede om kapgang. Alle bar rundt på sagsmapper eller charteks og så meget determinerede ud. Han stod et øjeblik og dvælede ved Rasmus Larsens sentenser. En yngre mand standsede op. - Hør, De er vel ikke blevet dårlig, spurgte han. Ja, undskyld, jeg burde måske kende Dem? - Tak for Deres venlighed, nej, jeg har det godt, faktisk glimrende; og jeg forventer ikke, at De skulle kende alle departementscheferne. - Nå, jeg må videre,.. hej. - Ja, det må De vel, hvis ”¦ Ordene blev hængende i luften og nåede aldrig den travle mands ører. Hej? Nå, tænkte departementschefen og gik roligt videre. Så står det måske ikke så galt til, endda. Men dette ”hej” ville han aldrig forstå. ”Hej, og huj og hast”, tænkte han. Han havde aldrig spildt et minut på at at overveje, om han selv havde travlt. Han bankede militærisk de tre bank ”x---x-x” på kontorchefens dør og afventede sekretærens ”Ja?”. Det var kontorchefen, der selv åbnede. - Dav, jeg tænkte nok du selv kom. Her skal du se listen, som vi nu har stykket sammen. Det er blevet en broget skare. Alle givne kriterier er blevet fulgt til punkt og prikke. Måske med undtagelse af alderskriteriet, hvor vi har brugt en nedre grænse på 25 år. En note begrunder denne disposition. Men jeg forstår, at sagen haster”¦ - Jah, det gør den vel; derfor er der heller ikke plads til at overse den mindste svaghed, som oppositionen ville nyde at bore i, svarede departementschefen. Men tak for sagsakterne, som uden tvivl vil glide glat igennem. - Har du nogen anelse om dagsordenen for arbejdsgruppens første møde? Eller er det bare konstituerende? - Godt spørgsmål. Meningen er vist, at CERT-grupperne hver især skal arbejde, som de selv beslutter. Det bliver det rene gedemarked, sagt mellem os. Kontorchefens sekretær kom tilbage. - Nå, her er De. Frk. Nielsen har bippet Dem flere gange”¦. Der står en professor Lucide på Deres kontor”¦ - Lucide?... det burde sige ham noget”¦ Tak, jeg går derind straks. Hans dør stod åben, så han kunne ikke undgå at høre sin sekretær irettesætte deres gæst. Han rømmede sig lidt højere end nødvendigt og skyndte sig at lukke døren efter sig. - Jamen dog, har jeg glemt en aftale? - Nej, det har De ikke! svarede sekretæren. Men den tobaksrygende herre her insisterer på at tale med Dem. Skal jeg tilkalde en betjent? - Nej nej, de har sikkert vigtigere ting at tage sig til. Professoren stod utålmodigt med en velduftende Flora Danica mellem fingrene og så sig om. - Goddag, sagde han overrasket, ja, De må undskylde, at jeg trænger mig på, men jeg har jo fået meddelelse herfra om, at jeg til enhver tid er velkommen til at kontakte Dem. Hvor finder jeg et askebæger? - Kom skal De se. Departementschefens øjne skimmede oversigten i mappen og fandt professorens navn. - De er meget velkommen, jeg står netop med sagen her. Men vær rar at gå med lige herhen. Han ledsagede Lucide hen til en af de sidste rygekabiner på ”Borgen”. - Her kan vi stå og tale uforstyrret; ja, stolene er blevet fjernet. I det samme gik udsugningen i gang og tvang dem til at tale højere. Der gik vel et minut eller to, før en tredje ryger stillede sig afventende foran kabinen. - Kom. Her er sgu ikke til at være. Lucide fulgte pligtskyldig efter. Ned ad trappen, ud ad hovedindgangen, tværs over Rigsdagsdagsgården og ind gennem en port til Proviantpassagen. - Her kan vi være i fred. Bibliotekshaven er mit faste tilflugtssted. Her henne under pergolaen et der et par af de gamle træbænke. Når roserne springer ud, er her en livsaglighed af dufte. - Ikke som nu, hvor her mere er rævekager i luften. Kap. 72 Kunst og kurver Francois sad og genopfriskede sit modersmål mens han lyttede til dækningen af pressemødet i Elysée-palæet, hvor Sarkozy’s møde med Helle Thorning-Schmidt blev direkte transmitteret. Der var ikke længe til præsidentvalget og François Hollande stod stærkt i meningsmålingerne. Statsministeren var i sit Es, især når journalisterne med slet skjult betagelse henvendte sig den blonde, meget smilende og velklædte regeringschef fra det høje nord. CERT-projektet var åbenbart ikke til drøftelse. I hvert fald ikke, hvis man skulle tro ”France 2”, hans foretrukne TV-station. - Skulle I ikke se at få det gamle cykelstativ skiftet ud, spurgte Maria, da han lukkede for skærmen. - Synes du? Der er da stadigvæk nogle, der finder din fars skilt interessant. Og ”Ordhandel” er vel ganske dækkende for forretningen, selv om ordene har fået en anden karakter. Men du kan jo selv spørge August. - Nej, så vigtigt er det ikke. Så får jeg bare historien om beslagssmedens ornamenter. Hvis Marianne spurgte, ville han skifte skiltet ud samme dag, lo hun hemmelighedsfuldt. - Det er jeg nu ikke så sikker på, at du får held med. Det er helt utroligt, som din far har fundet sin anden ungdom. Hun er nu også en begavet dame. - Ja, så længe han bare undgår at gentage de værste dumheder. Men med hans hukommelse er der nok ikke fare på færde. Sjovt nok lægger han aldrig sådan rigtig skjul på noget - eller også er han bare ret god til det... Det er morsomt, at han kan blive ved med at finde nye jagtmarker. Han er umættelig. Og jeg elsker ham for det. - Hvordan går det med hans og professorens studier i det indiske? - Det tør jeg slet ikke spørge ham om; jeg tror nu ikke, at de gamle statuers linjer helt kan udkonkurrere Helgas eller Mariannes kurver. Det er vist nok meningen, at de vil have dem vurderet af et auktionshus. - Jeg tror, at din fars næse for kunst og kurver er bedre end auktionshusets. - Ja, det er de mærkeligste ting, der interesserer ham. Louise har for resten en klassekammerat med hjem i dag; de skriver projektopgave om vampyrer! Ja, de måtte selv vælge”¦ - Det er sikkert noget tværfagligt med flagermus i zoologi eller biologi hedder det vist. Man har vel lov at håbe. - Ja, ja, det nok ikke så tosset. Bare de nu ikke regner med at spørge far om hjælp. Er han overhovedet kommet hjem? - Det ved jeg ikke. han har ikke været i forretningen. Skal jeg lave mad i aften? Jeg købte den Bayonneskinke i går, og så med kartofler og stuvet spinat? - Det vil være dejligt mon chéri, jeg var bange for at du ville foreslå en af fars underlige livretter. Men klokken er kun jo kun elleve, vi har ikke engang spist frokost, og du snakker allerede om aftensmad. ”Mon chéri” var tidligere deres eget lille private kodeord, som slet og ret betød: ”jeg vil hurtigst muligt have dig”. Han satte deres telefoner off og hun satte skiltet på døren; det plejede at virke efter hensigten. Denne gang fik Vivaldi fonøjelsen af at akkompagnere deres kærtegn, lyde og bevægelser. I stilheden, der fulgte, lå de længe bare og nød den afslappede eftervirkning, indtil baggrundslydende blev mere nærværende og påkaldende. Hun rejste sig og strakte sig og spurgte drillende, om han ikke kunne finde ”repeat-knappen”, men han blev liggende og prøvede at ligne en udslukt geiser. Mørk var kommet sent hjem fra Marianne. Han havde nydt hvert sekund i hendes selskab. Hun havde lavet hakkebøf med bløde løg og ovnbagte rodfrugter. De havde delt en god flaske rødvin. Efter middagen var han blevet beordret ud i køkkenet, hvor hun bad ham om at tage sko og sokker af. Så måtte han vente lidt med at ryge. Hun havde hældt vand i et lille fodbadekar og bad ham tage plads. - Er det ikke romantisk, kære, lo hun og tændte for en massagevibrator i bunden af den lille balje. Om ti minutter skal jeg ordne dine negle. Du kan da ikke være bekendt at gå rundt sådan. - Nåh,”¦ Han vidste ikke, hvad han skulle indvende. Han gik jo aldrig barfodet rundt mellem folk. Men I guder, hvor han nød det. Maria havde flere gange forgæves tilbudt at ”ordne hans fødder”. Det her var noget andet. Hun trak den anden stol hen og satte sig overfor ham med et håndklæde i skødet. - Kom så, en ad gangen. Han var hjælpeløs - og hans tæer lod sig villigt nusse. - Du er smuk, Marianne. Han forlod hende omkring kl. 22 og nærmest svævede hele vejen hjem. Jo, det havde igen været en dejlig aften. - Tak, sagde han højt og kikkede op på månen. - Hvad siger De, spurgte en nydelig dame nervøst. Jamen, er det dig Mørk? Olivia Parelius stak sin arm under hans. Jeg troede et øjeblik, du bare var en overrislet fremmed herre. Må jeg følges det sidste stykke med dig? - Det vil være mig en glæde, sagde Mørk og markerede at lette på hatten. Og du kan være helt tryg, mænd i min alder er ganske ufarlige på denne tid af dagen, hvis de er på vej hjem. - Du virker så glad, - ja, næsten overstadig? - Hvor tit får man ordnet sine fødder? svarede han. Sikke en dag og en smuk aften. Kap. 73 Gemmeleg og rollespil Da hendes nye smartphone viste 19:31, - 19:30, åbnede Eliza Penkow for indgåede opkald. Der var én. ”Velkommen” efterfulgt af en meddelelse. ”Vi har registreret dig. Du kan fortsætte ved at aktivere ”næste”. Ved hvert nyt opslag kan du aktivere Brugervejledning. Du kan når som helst trykke ”SLUT” og dermed afslutte ethvert samarbejde med os.” Hun valgte ”næste” og læste en besked om en ”aktuel opgave”. Bemærk: Denne og de følgende meddelelser slettes automatisk efter 15 minutter og kan ikke genåbnes, kopieres eller videresendes. ”Der ønskes tæt opfølgning på CERT-gruppernes arbejde og udarbejdelse af et katalog over de forholdsregler, som måtte forventes, at vi iværksætter. I den forbindelse kan det være formålstjenligt at anlægge juridiske og folkeretlige synspunkter, så vores aktører får det størst mulige råderum.” Først nu faldt det hende ind at læse brugervejledningen, men før hun åbnede den, kradsede hun lige ned, hvad der stod. Når PET skulle finde på nye gemmelege, fejlede deres fantasi ikke noget. Men de tog fejl i deres vurdering af hende. De kunne ikke længere skræmme hende. Det var dem, der ønskede et job gjort, og det var dem, der ønskede, at hun skulle klare det. Det var nu så sent, at hun valgte at vente til i morgen med at tale med Jensen; de skulle ikke tro, at hun havde noget hastværk, men hun sendte alligevel en almindelig mail til ham. Her orienterede hun om sin reaktion over for PETs spejderdrenge. Hun vidste, at hun kunne magte opgaven, men nu var det hende, der stillede betingelserne. Jensen tjekkede lige sin mail, da han efter ordre fra konen havde vasket op. Havde han glemt noget? Hun havde klædt sig om, før han kom hjem. Bryllupsdag? Nej. Hun så faktisk godt ud i den lette kjole. Han kikkede igen på mailen. - Det var satans, tænkte han. Endelig var der en, der turde sige fra. Det var kun muligt på én måde: Eliza måtte ligge inde med dokumentation for noget, der for enhver pris aldrig måtte se dagens lys. Han tændte læselampen ved siden af sofaen og noterede en stribe ”stikord”: Cyberkrig, hackere, CERT, politiske indgreb, tavshedspligt contra ytringsfrihed. - Jeg skal lige ringe, sagde han til konen. - Ja, det skal du vel, sagde hun, men jeg har ellers planer om alt muligt andet end dit arbejde i aften”¦ - Vi skal vel ikke ud? - Nej, skat. Tværtimod. Bliv nu færdig mens jeg laver en tår kaffe. Han ringede til Eliza: - Lis Petersen, svarede hun. Nå, er det allerede dig. For min skyld kan vi tale frit nu. Hvordan har du det med det? Han greb notesblokken og svarede ironisk: - Så længe vi ikke taler om ”cyberkrig, hackere, politik eller CERT”, er jeg kun bundet af min tavshedsfrihed og ytringspligt! - Er du fuld, spurgte hun”¦. Jensen grinede højt. - Nej, ikke spor, men særdeles opløftet. Det var bare et ordspil, der faldt mig ind. Lad mig høre, hvad du siger. Eliza fortalte ham om ”deres” seneste påfund med smartphonen, som hun fandt så tåbelig, at hun ikke engang gad svare dem. Hvis det er standard for tjenestens reform, forstår jeg bedre deres behov for hjælp. Hun læste højt fra sit sidste afskrift fra smartphonen: ”Der ønskes tæt opfølgning på CERT-gruppernes”¦ osv.” Selvfølgelig tager jeg jobbet. Men det er jo kun muligt at udføre benarbejdet inde fra jer. Så vidt jeg ved, drejer det sig om langt over et hundrede personer. - Det skal du ikke bekymre dig for. Det klarer vores folk, så snart vi har listerne fra Folketinget. Men foreløbig har vi da i hvert fald de første hundrede, så du kan vist roligt gå i gang. Du kan få deres data efterhånden, som vi clearer dem. Det vigtigste lige nu, er at du selv kan holde ryggen fri. Har du stof nok til dit oplæg på hotellet?... - øjeblik, sagde han”¦ Ja, to minutter, ja tak,”¦. nåh, undskyld Eliza, det var bare konen, der spurgte om vi skulle tage en lille cognac til aftenkaffen. Gud ved hvad hun er ude p唦 - Ja, hvad mon, fnisede Eliza. Der er vel ikke mere, hun skal have vasket af. Vi tales ved i morgen. Ja, jeg har tjek på mit oplæg. Han nåede lige at maile de halvfærdige lister. - Værsgod, sagde fru Jensen og satte kaffe og cogcac på bordet. Jeg har gjort et dejligt skumbad klar til dig. Så sover du så godt bagefter. Hun havde sat en flaske hvidvin i champagnekøleren. Karret var ikke stort nok til dem begge. Da han havde ligget i boblerne og vasket sig lidt med træuldshandsken, kom hun ud i sin badekåbe og satte sig på kanten. Hun suttede på en isklump. - Skal jeg gnubbe politiofficerens ryg med hampefibre, spurgte hun drillende. - Ja, lille konkubine, det er en ordre! Hvis du ikke gør det godt nok, lægger jeg dig i håndjern”¦ Hun skrubbede ham lydigt, som han ønskede. Både for og bag men passede på ikke at irritere de sarte steder for meget. Med et iskoldt fast kys og et lille bid satte hun komma og spurgte, om han ville høre lidt sød musik. - Ja, find noget passende. Hun beholdt bh’en og hofteholderen på, da hun tændte for iPod’ens smægtende lyde. Ved tonerne til ”Teach me Tiger” gjorde han sin entre med hævet knippel i højre hånd og håndjernene i venstre. - Denne gang slipper du ikke med en advarsel. Tag badekåben af! Behold dine luderstrømper på kommanderede han. - Ja, jeg skal nok”¦ , men så må du altså ikke sætte annoncen i. Lov det! - Hm, brummede han, vi får se. Dine bryster har ellers størrelsen til det. Hvad er der galt med annoncen? Må der ikke stå intimbarberet? Der er nogen, der også skriver tatoveret, truede han og fandt bomuldsrebene frem. - Læg armene over hovedet. Jeg bliver nødt til at visitere dig først, sagde han til tonerne af Stones’ Let it Bleed. Du skal også barberes om lidt”¦ - BH’en først, vend dig om. Han måtte bruge begge hænder for at løsne de tre hægter. Hun havde prøvet at undgå, at han parkerede kniplen mellem hendes lår. Måske skulle han have bundet hende først. - Hvis jeg havde en til af din slags, behøvede jeg ikke andet end at vogte over jer. Kender du ikke en lige så fyldig veninde, der mangler en bodyguard? - Mmm-mmm, prøvede hun at sige gennem det snoede tørklæde , mens han skrabede hende, så hun kunne nyde hans klikkende tunge.. (fortsættes - med mindre han bliver tilkaldt til en hasteopgave på Halmtorvet) Kap. 74 Ordknepperi Jeg måtte vise Helga, hvad jeg var ved at skrive. Det er jo en kvindes virkelighed, jeg vil dyrke; ikke min egen. Jeg havde en gang læst Anaïs Nin’s dagbøger, lidt Erica Jong og Suzanne Brøgger. Men uden at finde styrken i kvindens seksualitet. Nu var jeg gået til yderligheder ved at beskrive ægteparret Jensens eskapader, som jeg ikke havde det mindste belæg for at kunne udtale mig om. Af og til følte jeg, at jeg var på ”mellemhånd”. Hvis hele historien om Mørk og hans univers, herunder Jensen, skulle virke ægte og autentisk, ville det kræve, at jeg ligefrem havde været inde i Jensens soveværelse den aften. Jeg havde for eksempel aldrig mødt Jensens kone og måtte forlade mig på de spinkle signaler, som jeg kunne opfange som udenfor stående. Men hvor meget kender man i virkeligheden til selv nære bekendtes helt private tanker og adfærd? Kun den del, som de ikke holder skjult. Nu er jeg jo hverken tankelæser eller vindueskigger. Så det er ene og alene i min fantasi, at jeg kan hente stof til, i mindste detalje at kunne fortælle disse ting. Helga havde sorteret georgineknoldene og kom ind med jord på fingrene. - Der er ikke vand i hanen derude, sagde hun og gik ud i køkkenet. Nej, nu kunne jeg vist godt åbne for ballofixen igen. Der skulle nødigt komme mere frost nu. - Når du har tid, gider du så lige kikke lidt på bogen, spurgte jeg. Altså bare her på skærmen”¦ - Gud, er du kommet så langt. Jeg tror, at jeg er kommet til det sted med pølsemanden i Gladsaxe. Mens hun læste smurte jeg os lige en mellemmad eller to og åbnede for ventilen til vandhanen. Gråmis var langsomt ved at tage mig til nåde igen. Han kunne ikke skjule halens sprog. Jeg burde have sorteret georginerne efter farverne på de billeder, jeg heller ikke havde fået taget sidste sommer. Nå,”¦. hvis de blev helt tosset, må jeg vel flytte lidt rundt på dem. Hun havde fundet den lille damespade ude i carporten. Den stod nede i bedet, hvor hun var kommet til. - Ordknepperi! råbte hun pludselig oppe fra døren til stuen. - Hvad siger du Andreas, spurgte naboen gennem hækken. - Åh, ikke noget. Jeg sidder og skriver; det var bare Helga”¦ Jeg skyndte mig ind i stuen og lukkede døren efter mig. - Det er alle tiders, sagde hun, ikke for meget ordknepperi. Bare til sagen. Du er ved at komme efter det. Tænk at få sådan en tur. Jeg har nu aldrig kunnet forlige mig med nogen form for vold. Men du kan skildre noget forløsende i en magtbalance eller et styrkeforhold, som sagtens kan være modsat af det, som umiddelbart står på nethinden. Uden vold og lidelse - kun fyldt med nydelse og glæde. Men jeg kan ikke forestille mig en type som Suzanne Brøgger ligge nederst ret længe ad gangen. Men hvorfor skriver du overhovedet sådan noget? - Ja, det må guderne vide. Men det du kalder ”sådan noget”; hvad er det? Porno mellem mennesker? - Ja, det hører med, men kun som en biting for os kvinder, tror jeg. Det er nok mere det hemmelighedsfulde, du er på jagt efter. Mænds hemmeligheder knytter sig sjældent til noget sensuelt. Det er mere direkte sex eller noget af al det andet med frimurerloger, skjulte skatte og lyssky forehavender. Kvinder bærer hemmelighederne i sig. - Det har jeg nu ikke tænkt mig at skrive om. Jeg skriver kun en slags underholdningsbog for voksne. Uden tanke for nogen nærmere defineret målgruppe. Uden tanke for læserens køn. Jeg skriver mig bekendt intet nyt. Det er kun sammenstillingerne af begreberne og relationerne mellem personerne, der interesserer mig. Og så sproget, selvfølgelig. Allerhelst ville jeg male det, som jeg prøver at udtrykke. Men det er for svært og for dyrt for mig. Og det fylder for meget. Jeg aner faktisk ikke, hvorfor jeg skriver. Måske er det kun fordi jeg tror, at jeg kan. Om nogen så vil læse det, ved jeg først, når jeg er færdig og det første oplag er læst - eller blevet kørt til genbrug for at genopstå som blanke sider. - Måske forstår jeg, svarede Helga. Men skriveprocessen vender vel også indad? Hvordan kan du finde ud af om en tekst er i orden. Nu sexscenerne for eksempel; bliver du ikke selv berørt? - Jo. Naturligvis. Men kun i det omfang, som jeg formår at kunne leve mig ind i dem og være en del af scenen. Men det er også her, jeg kommer til kort. Jeg kan ikke tænke og føle som en kvinde. - Så kan jeg være din prøvekanin? Det kunne da være skægt”¦ - Nej, nej, misforstå mig ikke. Jeg tror ikke, at jeg har hemmelige lyster eller laster; jeg forsøger bare at forstå, så jeg kan digte videre og skildre hele mennesker. - Nå ja, svarede hun, men du kan jo tage lidt ad gangen. Prøv at skrive en liste over ”uartige ord”. Jeg kan godt hjælpe, hvis du løber tør. - Nej, nej, nej. Den seksualitet, jeg allerede har beskrevet eksplicit, er mere end nok. Det er nok bedst, hvis jeg nøjes med at lade den skinne gennem eller mellem linjerne. - Tror du ikke, at dine læsere foretrækker, at du kalder en spade for en spade? Der er da masser af kvinder, der tænder på porno. - Ja det ved jeg. Men kun, hvis det indgår under de rigtige omstændigheder. De få reaktioner jeg hidtil har fået, kommer mest fra en grundig betalæser, som vist nok er ret fordomsfri. Men jeg ved ikke, hvor repræsentativ forfattersidens kommentatorer er. Siden rummer et væld af erotiske digte, langt de fleste og de bedste er skrevet af kvindelige forfattere, unge og ældre. Betagende smukke. Der er såmænd masser af inspiration til såvel arbejde som adspredelse. Kap. 75 Mariannes partitur Det måtte ikke være rart at være Jensen, tænkte Eliza. Man skulle tro, at han måske i sit arbejde ville kompensere for at være under tøflen derhjemme. Han burde forære sin kone en opvaskemaskine. Men måske kunne han i virkeligheden bedst lide det på den måde. Mænd var sgu underlige. Mailen kom efter få minutter. Denne gang havde afsenderen husket at vedhæfte det bilag, som meddelelsen drejede sig om. Det plejede han at glemme. Hun tog et print af de syv sider med alfabetisk ordnede navne og tilhørende noter. Desværre var der endnu ikke billeder på. Mange kendte hun i forvejen navnene på. Erhvervsledere, en forfatter var der, to professorer, hvoraf hun havde mødt den ene, Zakharias Lucide, ved Mørks reception. Pudsigt. To doktor phil'er, en cand. phil., en skuespiller. Og så en masse hun måtte se nærmere på. En tømrermester, en borgmester, en sundhedsassistent og alt for mange, hun aldrig havde hørt om. Intet sted fremgik det, hvem der havde peget på netop dem, eller hvorfor? Alle var bare beskrevet med persondata og en kort biografi. Tjenesten havde ikke råd til at tabe ansigt. Og den rådede ikke over tolv operatører, der uden videre kunne ”plantes” i de tolv grupper. Eliza vidste, at PET helst ikke gamblede uden at kende udfaldet - og i så fald selv måtte konstruere et resultat. Alt imens rykkede cyberkrigen nærmere time for time. Hele Compol’s mandskab var i en lige så umulig situation. Hun var ikke længere så sikker på, at hun kunne magte opgaven, men hun var nødt til selv at stille betingelserne eller glemme alt om en fortsat ”karriere” i branchen. Hendes polske arbejdsgivere overholdt ikke længere aflønningsterminerne. De var også sakket bagud i cyberudviklingen. Det passede hende fint; men hun kunne ikke føle sig sikker. I løbet af ganske få år havde magtkonstellationerne ændret sig, som få eller ingen havde forestillet sig. Det gjaldt på alle niveauer i samfundet, og det var globalt, som intet andet havde været før. Det var uoverskueligt, uberegneligt og påvirkeligt af enkelte menneskers fantasi og påfund. Noget stort og ustyrligt var sat i gang og havde accelereret så voldsomt, at ingen kunne bremse det eller følge med det. Hun var ved at få hold på nogle af de bærende elementer, som hun ville drøfte med Jensen og Dueholm, før hun var rustet til sit forsøg på at blotlægge PETs svagheder. Helga havde - halvt i søvne - registreret, at jeg var stået op igen lidt over midnat. Tidligere kunne det klares med en Gl. Carlsberg Porter. Nu måtte jeg finde roen og tilfredsstillelsen gennem seksuelle aktiviteter eller andre kreative sysler. Bogen drillede. Sovepiller brugte jeg aldrig. For et års tid siden havde jeg i en sen aftentime taget en halv, og jeg vågnede (for sent) klokken ti den næste formiddag. Udsovet måske? I hvert fald totalt udbombet. Der var kun to ting, der duede: sex eller forløsningen, når en tekst lykkedes. To helt uforenelige størrelser, som dog var så nært beslægtede. Jeg havde fat i noget. Skrev et par stikord for at kunne rekapitulere i morgen. Læste lidt her og der i de tidligere kapitler (og stødte mærkeligt nok stadigvæk på banale stave- eller sprogfejl). Det plejede at virke. Et enkelt krus pulverkaffe til dages sidste (eller første) smøg virkede også glimrende som beroligende middel mod rastløsheden. August Mørk var gået tidligt til ro; det vil sige ved 23-tiden. Han havde fortalt Maria om sin beslutning om at lade hende portrættere. Altså, hvis hun gerne ville. Heldigvis anede hun ikke, hvad det ville indebære, så hun havde bare leende svaret ja. - Tror du virkelig, at jeg kan sidde stille længe nok, havde hun sagt. Det kunne være spændende. - I vore dage, kan det vel ikke være det store problem, tænker jeg, havde Mørk svaret. Han ville tale med Marianne og Helga for at søge deres råd om valg af en god maler. Rubens var jo død, og Niels Strøbek ville formentlig være for dyr eller optaget af større opgaver. Tænk, at kunne male. Eller spille, synge eller skrive. Marianne kunne spille klaver, men brugte det sjældent. - Nej, det skal stemmes først. Jeg har bare glemt at ringe efter ham, der plejer at komme her, havde hun svaret. Hun havde fortalt om flyglet i sit barndomshjem og om faren, der havde været koncertpianist. Mørk ønskede brændende at kunne høre hende spille. Hun havde vist ham nogle af farens gamle nodebøger med klassiske værker. Hun havde spillet i hele sin barndom og det meste af ungdomsårene. Han havde altid haft en blyant bag øret, når han spillede; hun kunne huske, at han standsede af og til og gjorde små tegn eller noter i partituret, havde hun sagt. Mørk drømte vist, at hun lå ved siden af. Kap. 76 Lineære kurver Helga tjekkede sin mail allerede klokken otte, da vi havde fået morgenkaffe. Der lå en besked fra i går fra Brun Rasmussen. Hun skulle blot ringe til deres kontor for at aftale tidspunkt for en besigtigelse. De bad hende om at have alt skriftligt materiale vedrørende figurerne parat. De kørte dagligt i Storkøbenhavn. Hun virkede overrasket; - Auktionshuset har mailet. Nu skal jeg bare aftale en tid med dem; jeg vil så gerne have dig med. Har du tid? - Selvfølgelig har jeg tid. Jo hurtigere du slipper af med dem, jo bedre kan du sove om natten. Jeg har ingen planer for i eftermiddag, men så hurtigt kan de jo nok ikke komme. - Jeg har da lov til at spørge, svarede hun. De åbner klokken ni. Du var oppe at skrive i nat; gør du det tit? Altså om natten? - Nej, kun hvis jeg ikke kan sove på grund af tekstens problemer. Den bedste sovepille er at finde en løsning og sætte et punktum. Eller skrive et par linjer, som jeg kan arbejde videre med, når jeg falder i søvn. Det var det samme på tegnestuen. En forkert linje, altså en streg, skulle se ud som en ret linje og måtte derfor tilpasses en anelse til omgivelserne eller lyset, før den ”sad i skabet”. Det er sgu nemt nok at trække streger efter en lineal, men ikke altid det rigtige. Det er nemt for mænd at tænke lineært; kvinder er født med kurver inden i og vokser op med dem udenpå. - Jeg synes nok, at du har taget lidt på, søde ven, sagde hun og trykkede et kaffekys på mine læber. - Den er kun halvni, men jeg prøver alligevel... - Auktionshuset, svarede en myndig men venlig og imødekommende, kvindelig menneskestemme. De taler med Linda Friis. Hvad kan vi hjælpe med? Helga præsenterede sig forklarede, hvad sagen drejede sig om. - Åh, er det Dem allerede; det var heldigt. Jeg sidder her med en besked fra min chef, om at hun venter en vigtig opringning fra Dem. Må jeg ikke stille Dem ind? For Helgas skyld kunne hun stille hende hvor som helst, hvis de bare ville komme og vurdere træværket. Efter et par omstillingslyde var der bid. - God morgen, De taler med Frederikke Brun, jeg vil bare spørge om jeg må komme med på besøg i Deres Galleri? Hvilket tidspunkt passer Dem bedst? Helst i dag. Helga kikkede på mig og lagde en hånd over telefonen. Hvad med klokken to? Jeg nikkede. Da hun blev færdig med samtalen, aftalte vi at køre til Ryesgade. Det der med ”alt skriftligt materiale” bekymrede mig lidt, men for Helga betød det mindre. Jeg tænkte mere på om hun kunne finde det. - Da du sagde, at Galleriet nærmest lignede en marskandiser, kom jeg til at tænke på, om vi ikke hellere skulle have taget figurerne her hjem, hvor de bedre”¦ - Pjat, sagde hun, du har et smukt hjem, men hvis en vurdering af figurerne ville afhænge det mindste af omgivelserne, vil vurderingen ikke være ægte. Det lød jo ikke så tosset. Klokken elleve fandt vi en parkeringplads foran Mustafas forretning. Han kom smilende ud og bød os velkommen. - Nå. Det var det papir, sagde hun, da vi kom ind i galleriet. Gider du kigge i kommodeskuffen? Den øverste. Jeg så mig omkring. Der var vist flere muligheder, men OK. Ret hurtigt fandt jeg et fragtbrev på engelsk. Det var e stemplet med tre aftryk, blandt andet ”Bombay Harbor. Oct. 2011.” og et håndskrevet ”Copenhagen DK” i en rubrik længere nede. Men Helga havde talt om en seddel fra Københavns Toldbod. - Alle tiders, udbrød Helga. Du kan se der er system i tingene. Hjælper du mig med at bære figurerne ud i butikken? - Nej, jeg tror bare du skal lade dem stå, hvor de er. Jeg prøvede at gøre mig nyttig ved at rydde lidt op, men det var rigtig nok. Hun havde en eller anden orden hendes eget system, så det var begrænset, hvad jeg kunne gøre. - Skal jeg vaske vinduerne ud til gården, mens vi venter? - Ja, min skat, de kunne nok trænge. Hvor er det sødt af dig, at du gider. Gulvspanden og klude er under vasken. Så smører jeg os et par stykker mad imens. Der skal stå en stige nede på køkkentrappen. Der er også en børste. Mustafa var ved at vaske en grøn affaldskontainer, da jeg kom slæbende med stigen. Han holdt inde med sin skuren og skrubben, da han så mig. - Du er en god mand for Helga. Kvinder skal ikke gå på stiger, sagde han. Nu holder jeg fast her, så går du op. Du komme en lille lille smule salmiak i vandet. Vent lidt, jeg henter. Jeg kunne høre han råbte noget, åbenbart noget kærligt, til sin kone, for hun kom kort tid efter smilende ud med endnu en spand vand og en lille flaske salmiakspiritus. Uh, sagde hun, da han gav hende et klap bagi. - Kan du lide tyrkisk cigaret, spurgte han mig. - Ja, tak. Er de stærke? - Det tror jeg ikke, men de smager godt i næsen. Ja, bedre, Vi satte os på trappestenen og røg. - Flytter du ind her? Hos Helga? - Nej, svarede jeg, jeg bor tæt ved en skov og frisk luft. - Du bor alene? Det er ikke godt for en mand. Hvad så? - Tja, nu skal jeg pudse hendes vinduer. Han tog igen et fast greb i stigen, da jeg gik de otte trin op med spand og børste. Resultatet kunne hurtigt ses og snart var de fire vinduesfag klaret udvendigt. Nu kaldte konen på ham, og jeg takkede for hjælpen. - Så blev det forår, sagde Helga, da jeg kom ind ad køkkendøren. Tusind tak, sikken et lys her kommer ind nu; frokosten er serveret. Jeg fandt for resten den der seddel fra toldvæsenet. Jeg lægger den her. Der kom kun en enkelt kunde, mens de spiste. Han købte for næsten 900 kroner. - Sådan en type, må der gerne komme nogen flere af. Han spurgte om prisen på et af mine egne billeder, men ville først tænke lidt over det. Det er fair nok. Jeg fortsatte afvaskningen indvendig. Her var det værre. Mange vinduespudsere må være holdt op med at ryge, tænkte jeg og sprang en cigaret over. På slaget to kom de. En lidt forsagt ældre hvidhåret herre med meget stærke briller, som han ustandselig skubbede op ad næseryggen med højre hånds langefinger. Han hilste og præsenterede sig som Chau Ban Hansen. Den midaldrende kvinde i jakkesæt, Frederikke Rasmussen forklarede: - Huset sender normalt kun en af os ud, men Deres fund ser ud til at være helt specielt. - Kom skal De se. Helga fjernede lagenet. Skal jeg tage dem frem til Dem? - Ja tak meget int”¦ Fru Rasmussen afbrød sin kollega og henvendte sig til Helga: - De må helst ikke berøre figurerne uden at bære handsker. Vi går altid ud fra, at de genstande, som vi skal håndtere, er ægte og dermed værdifulde. Ved uforsigtig eller forkert behandling kan værdien falde betydeligt. Men jeg ser, at De har skånet dem for sollys og støv. Hun så anerkendende på Helga. - Det kan ikke være muligt, sagde Chau Ban. Kun Mauryariget kunne frembringe sådanne værker”¦ men så skal vi helt tilbage til det 7. århundrede”¦ - Jeg tror, at en af dem er hul, sagde jeg. - Ja, det muligt. Jeg er bange for, at de skal en tur forbi Nationalmuseet. De har udstyret til scanning og fotografering, svarede vurderingsdamen. - Har De papirer på genstandene? - Ja, de er her. Helga rakte hende de to attester. - Den ene er bare en genpart af min vens kvittering for modtagelse i Frihavnen. Hr. "Tjubang" Hansen fortsatte sin forklaring: I løbet af 300-tallet opstod et nyt storrige i Nordindien. Mauryariget. Gennem erobringer og ægteskabsalliancer kunne man at dominere det nordindiske flodsletteland. Riget havde nære kontakter til det centrale Indien og foretog krigstogter mod syd. I slutningen af 400-tallet brød det sammen under pres fra nye indtrængende stammer fra Centralasien, heriblandt hunnerne. I det 7. århundrede lykkedes det kortvarigt for en kong Harsha på ny at skabe en stat over næsten hele Nordindien, men herefter blev regionen igen delt i mindre riger, som .... Damen afbrød ham igen. - Ja, De må undskylde min mand, Helga, men vi må videre. De hører fra os i morgen. Jeg vil gerne selv bære genstandene ud til bilen. Hun ville ikke betro hverken Hr. Hansen eller mig at bære de indhyllede kostbarheder, men jeg kunne få lov til at holde døren. - Hr. Hansen! kaldte hun efter sin kollega; der var gået til venstre ad fortovet. - Det er denne vej! - Hørte du, at hun kaldte ham ”min mand”, spurgte Helga, da jeg kom tilbage. - Ja, enten er hun gift med ham eller også mangler hun bare pli. Eller begge dele. Kender du tilfældigvis en kong Harsha. Og fik du overhovedet en kvittering på det hun løb med? - Ja, rolig nu, lad mig se”¦ hvor lagde jeg den? - Den ligger her på bordet, svarede jeg. - Kunne du virkelig ikke se, at auktionsdamen holder mere af kvinder end af mænd? - Hva'? Hvad mener du, spurgte jeg. Du mener da ikke... - Jo, lesbisk, hedder det. Lagde du ikke mærke til, at hun åbenlyst flirtede med mig? - Nej, hvordan? Helga lo højt ad mig. Jeg var vist gået glip af noget. - Jamen du viste da ikke... interessere i hende? - Nej. Du fylder mit behov ud. Lad da være med at ligne en våd hund. Jeg mener det! Men du aner ikke hvor fræk jeg også kan være. Kap. 77 Troens kjoleklædte administratorer De engelske kampe var ikke hans stærke side. Alligevel ville Dueholm ikke undlade at satse fyrre kroner på en kupon. Ved halvnitiden var Jensen kommet nynnende ind ad døren. - Har du sovet godt i nat, spurgte Dueholm, du virker så staldkåd. - Ja, det kan du tro; jeg drømte at jeg knaldede en luksusluder. - Ha, ja, de tider er heldigvis forbi. Der er sgu ikke meget luksus over de lokale her omkring. Før i tiden kunne man i det mindste true deres alfonser til at behandle dem ordentligt, men dem vi har på gaden nu, har det værre end slaver. De ejer ikke engang sig selv. - Har vi noget nyt på CERT-fronten. - Ja. Det arbejde, som de skulle have gjort sidste eller forrige år! - Jeg tror vi skal lade Eliza arbejde næsten som hun plejer, men udelukkende i samarbejde med dig og mig. Vi har ikke en chance, hvis hun smider stiletterne ind hos Compol. De vil kun se hende som en trussel mod deres levebrød og chikanere hende så meget som muligt. Nej, hvis bare hun får lov til at koncentrere sig om de sidste tre, som vi ikke har oplysninger om, vil det være fint. Så må vi lytte os frem til resten. Duelund mente, at de ikke kunne vente længere med at give grønt lys for Folketingets arbejdsgrupper. Jensen var mere skeptisk, men han kunne godt se, at yderligere forsinkelser bare ville skærpe formiddagsbladenes grænseløse nysgerrighed. - Dette her vil alligevel under alle omstændigheder ende med en politisk skandale. Så vi kan lige så godt indstille os på at afværge de værste overgreb på ordentlige mennesker inden for murene. Ved vi overhovedet, hvor de enkelte grupper skal holde deres møder? - Jah, de fleste har fået lokaler på Christiansborg, men der er også nogle der foretrækker skiftende mødesteder. - Det vil sige, at ordentlig aflytning ikke er mulig. Det er også i orden med mig. Hverken du eller jeg vil acceptere direkte ulovligheder. Hvis statslig styret hackervirksomhed kan foretages inden for lovens rammer, er det OK med mig. Ellers står jeg af. Og jeg stoler på dig, ved du. Professor Lucide var godt tilfreds med sit møde med departementschefen. Ved bagefter at gå systematisk til værks som ved al anden forskning og sammenstykke de mange stumper facts, indså han omsider, hvad den skjulte dagsorden rummede. I stedet for at indføre egentlige særlove, som vanskeligt kunne legitimeres i offentlighedens øjne, skulle disse arbejdsgrupper levere forståelig argumentation, som ville gøre det muligt for statsmagten at tilsidesætte utilsigtet beskyttelse af privatlivets fred. Så simpelt var det. Han havde betinget sig at få helt frie hænder til sit arbejde og glædede sig faktisk til at komme i gang. Så måtte andre tage sig af de spidsfindige hackerspekulationer. ”Hans” gruppe (nummer 4) var tilsagt at skulle møde på et velrenommeret hotel i omegnen. Han havde før været der, ganske vist for år tilbage, men den gang havde de glimrende mødefaciliteter og en meget venlig betjening. Denne gang var der reserveret et helt parkeringsafsnit i kælderen. En venlig parkeringsvagt viste ham, hvordan det lille fine plastickort virkede, så bommen gik op. Lige bag ham kom en ret høj sort personbil. Måske et af de andre kloge hoveder, der var sat stævne, tænkte Lucide. Da han ventede ved elevatoren, gjorde han plads for en ældre herre i kørestol, der blev fulgt af en medhjælper i chaufførantræk. Professoren mente, at han burde kende manden”¦ von Lichten”¦ et eller andet”¦, så han rakte hånden frem og præsenterede sig. - Hmf.. sagde manden, så De er professor Lucide. Meget interessant at møde Dem, håber jeg. Jeg er Simon von Lichtenstein, ”medicinmand”; med begrænsede evner, som De ser. - Hør, Jørgensen, sagde han til sin chauffør, hent mig inden klokken seksten. Så må jeg hjem og hvile mig lidt. Chaufføren skubbede stolen ud på tredje sal i hotellobbyen. - Så vil jeg ønske d’herrer et godt møde. Jeg er her klokken seksten. Han gjorde noget, der skulle ligne et honnør og gik ind i elevatoren igen. - Det var dejligt, sagde Lichtenstein, jeg vænner mig aldrig til at være afhængig af andre. Man har sgu aldrig fred. - Nej, jeg forstår. Jeg sysler lidt med vores hjerner, som er sværere at forstå. - Ha, ha, Dem kan jeg lide! Det er længe siden, jeg har moret mig så godt. Nej, slip de forbandede håndtag, mine arme fejler ikke noget. Hvor skal vi hen? Gå bare i forvejen; det gør alle andre. Det sidste overhørte Lucide. Manden var hverken senil eller dement. Vel indenfor blev der budt på en alkoholfri velkomstdrink, som direktør Lichtenstein afslog. - Lad mig få en stiv whiskey; det dér ligner ikke noget. Professoren, som sjældent drak privat uden i selskab, bestilte to dobbelt irsk whiskey. Uden is. Uden kommentarer. Den erfarne tjener løftede ikke et øjenbryn. - Ja, fred får vi vel ikke? sagde Lucide. Hverken for Dem eller mig. Hvad fik Dem til at møde frem her til arrangementet? - Nysgerrighed. Intet andet. Hvad får Dem til at ”forske”? - Ja, De har ret. Men De risikerer både straf og vanære ved Deres fremfærd i medicinalindustrien, svarede Lucide. - Muligvis vanære. Men en straf, sådan i juridisk forstand, vil næppe komme på tale. Jeg tror ikke at de lovgivende og dømmende magter tør binde an med en retssag mod en gammel syg mand. De ved alt for godt, at jeg vil rive temmelig mange mægtige og pengestærke personer med mig i faldet. Jeg skal jo snart herfra. Det hele er skrevet ned. Kun af hensyn til slægten har jeg ikke meldt mig ud af kirken. Derimod har jeg afsat et par millioner til troens kjoleklædte administratorer som en slags aflad. Nå, nu må vi ikke glemme mødet”¦ - Nåh nej, svarede Lucide, jeg forventes nok at byde velkommen. Men derefter må de klare det selv. Gud ved, om der skal tages referat? Formalia må vel overholdes? Nåh, det bliver deres første opgave. Han rejste sig og knappede jakken; det hørte sig vel til? Lokalet var veloplyst og venligt. Lucide hængte sin jakke på på et eller andet instrument der hang i passende nærhed ned fra loftet. Ved det lange ovale bord satte han sig foran et skilt, hvor der stod ”Mødeleder”, men fortrød og flyttede hen ved langsiden, hvor der var en ledig plads ved en ældre meget smuk kvinde. Sådan sad de og gloede på hinanden indtil en kendt kvindelig forfatter, som den sidste ankom og så sig forvirret omkring. - God dag, sagde hun, her vil jeg ikke sidde! Jo, hvis nogen vil fjerne det fjollede skilt! Lucide rejste sig belevent og fjernede skiltet. - Vi kan bytte plads, hvis fruen ønsker det? - Nej tak. Nu er det fint. ”Frue” er så meget sagt; jeg sætter pris på Deres opmærksomhed”¦ Hun kunne bare have skubbet skiltet længere ud på bordet, men det ville bare antyde en beslutning, som hun ikke ønskede at signalere. - Det var bedre, sagde hun. Det er sgu et underligt sammenrend, det her. Vi har vel alle sammen spekuleret en del over ”hvorfor” netop ”vi” sidder her? Det er måske det eneste vi kan være fælles om? William Golding skrev en gang ”Lord of the Flies”. Er der nogen her, som ikke véd, hvad jeg taler om? - Glimrende indledning, så kan jeg være ”Tykke”, røg det ud af professoren! Man må have et navn af en slags? - Ja, sagde en yngre herre, men jeg kan ikke huske, om faldskærmssoldatens navn overhovedet bliver kendt? - Bar han ikke sådan et ”hundetegn” i en halskæde, spurgte en tredje. Professor Lucide fandt nu anledning til at nævne, at de hver især havde frihed til sige, hvad de ønskede. Nu var tiden inde. Han præsenterede sig så kort han kunne være bekendt og nikkede til en kollega. - Jeg mener, at vi skal komme i gang. Ordet er frit. Kvinden, der ikke ville benævnes mødeleder, sagde sit navn, som også var det hun brugte, når hun ikke brugte sit forfatternavn. - Vi skal vel ikke nødvendigvis dokumentere vores sande identitet, fortsatte hun. Så kunne den kendte journalist og hjerneforsker ikke holde mund længere. - Jeg kan jo alligevel ikke optræde inkognito, sagde han og tog parykken og brillerne med vinduesglassene af. - Åh, det er dig, jeg tænkte det nok, sagde hans sidemand. Han nævnte et navn og en profession som såkaldt livsstilsekspert. - Nogen dummere og mere misvisende titel, kan man næppe få, fortsatte han, men jeg kan da leve af det for en tid. Så må jeg finde på en ny betegnelse. Da alle havde haft ordet uden yderligere formaliteter, sagde Lucide, at han havde tilladt sig, foreløbig at notere lidt til støtte for sin egen hukommelse. - Så nu må jeg spørge, om nogen kan have gavn af, at der udarbejdes et referat? - Er der nogen, der modsætter sig? ”¦ Nej. - Jeg foreslår, at vi lader en af Folketingets dygtige sekretærer bistå os fra klokken 13. Jeg ser at vi nærmer os frokost. Livsstilseksperten udtrykte sin enighed - Hvorfor kan vi ikke bare komme i gang, spurgte en kvinde i dørrækken. - Lad det lige få en chance, sagde hjernejournalisten, det er noget helt andet, hvis vi taler om lydoptagelse eller TV-optagelser. - Ja, sagde livsstilsartisten, så skulle vi da først holde en lang pause og hyre et professionelt make-up-team til at hjælpe os! Ja, .. jeg taler kun på egne vegne”¦ Og tænk på alt det lys”¦ Han så smilende på kvinderne i gruppen. Professoren så lidt nervøs ud, da han skævede til sine papirer. Så kom han i tanker om den lille vejledende manual, som han havde modtaget. - Hør her: ”Grupperne tager selv stilling til eventuel udabejdelse af eventuel deltagerliste, eventuelt referat og eventuel mødeleder.” Sådan, som jeg opfatter det, lader vi udarbejde et referat og beder om, at mødets indlæg optages med lyd. Så kan vi senere tage stilling til anvendelsen eller destruktion. Og vi frabeder os TV-optagelser. For så vidt angår ordstyrer eller mødeledelse, synes jeg egentlig at det går meget godt uden. Og så minder jeg lige om at vi lige efter frokost får mulighed for at få et kort oplæg om”¦. ”Hackervirksomhed - i dag og i morgen”. Velbekomme. Kap. 78 Et indkøbsmekka Frokosten på hotellet havde været udmærket. Professoren nød kaffen og en halv cigar i et fredeligt hjørne i loungen, hvor han også kunne tjekke sin mail. Han fik øjenkontakt med på en kvinde, som han burde kende. Måske skulle han gå derhen. Dueholm havde frarådet Jensen at optræde på hotellet. Dels var han ikke særligt god til at skjule sin identitet, og dels ville han kunne forstyrre gruppens møde. De måtte stole på Elizas dømmekraft og evner. Og diskretion. Eliza, som hedder Lis på de kanter, havde bedt ”Hvepseredens” bartender, Ole Sild, om at ringe efter en taxa ved tolvtiden, så hun kunne være derude i god tid. Hun kendte godt centeret og dets utallige forretninger, så hun undlod at se på sko og tøj, men gik direkte op ad trappen for lige at slippe af med overtøjet ryge en enkelt cigaret. Hotellets navn stod alle vegne, bøjet i neon eller trykt på tændstikæsker. Guderne må vide hvem, der havde fundet på at introducere slottet i Dyrehaven her i dette indkøbsmekka. - Har De spist, spurgte en venlig herre pludseligt. Hun så op fra deltagerlisten og rejste sig og hilste på professoren. - Goddag Lucide, hvor morsomt, at vi skulle ses igen; jeg så godt Deres navn på deltagerlisten over gruppe 4. Men jeg vidste ikke, at De var interesseret i ”hackervirksomhed. - Det er jeg da heller ikke, og jeg må da indrømme, at De forbavser mig. Ingen af os i arbejdsgruppen har kunnet få oplyst navnet på den ”oplægsholder”, som vi skal møde klokken 13:00. Ønsker De, at være navnløs? Så skal jeg jo være på vagt! - Nej, i dag er jeg Lis Petersen. Jeg er her kun fordi PET ikke kunne finde en bedre til jobbet. Så vi er nu to, der bør være på vagt. Det tager jeg nu ikke så tungt. Jeg er på vej ud af deres ”system”. - Nåh, også De. Er det ikke lidt tidligt? - Nej, men det var tæt på at blive for sent, svarede hun - uden at komme ind på sit polske engagement. Ser De noget til Mørk, spurgte hun. Den stakkels mand opdagede vist aldrig den ”lille misforståelse”? - Jo, det er sjovt De nævner det. Han har lokket mig til at interessere mig for østerlandsk kunst. - Det må jeg høre om senere. Jeg er nødt til at smutte ind og se om de har rigget computeren til. Hun forsvandt hen til det lokale, hvor gruppen langsomt var ved at indfinde sig, og hun tilsluttede sin labtop. Mirakuløst nok virkede det i første forsøg. Professoren var slentret efter hende. Da det så ud til, at alle var kommet, bød hun velkommen og præsenterede sig som konsulent Lis Petersen. - Jeg har fået en halv time til at tale om et emne, som ville kræve mange timer at belyse overfladisk. Jeg starter med ”Pangæa”, som er det nyeste skud på hackernes vildtvoksende træ. Enkelte nikkede. Simon von Lichtenstein løftede ikke et øjenbryn. Derefter fortsatte hun med at vise tre enkle skærmbilleder, som illustrerede ”cyberkrigens” problemer i globalt perspektiv. Hun gjorde det klart, at denne ”krig” aldrig kunne vindes gennem traditionel kamp, men kun gennem dialog, demokrati og kærlighed. Nogen kalder det ”mindfullnes”. Det sidste vakte som forventet nogen moro. Hvis jeg havde mere tid, ville jeg gerne uddybe det. Efter 30 minutter trak hun vejret og ønskede forsamlingen fortsat god arbejdslyst. - Hvis alle lover at komme tilbage, så tager vi en halv times pause, dekreterede Lucide. - Tak, sagde han til Eliza, det var storartet. - Tak skal De have, svarede hun. Desværre kommer jeg ikke tilbage til Dem om 30 minutter. Jeg skal til et tilsvarende møde på Christiansborg klokken 14:30. Hun gav ham et kindkys og forsvandt ned ad trappen. Hun lignede bestemt ikke en førtidspensionist. Han åbnede for sin mail igen. Det var ikke første gang Nationalmuseet søgte hjælp hos professoren på Panuminstituttet. Det måtte ikke hedde sig, at scanneren blev brugt til andre formål end sygdomsdiagnostisering. Alligevel blev han noget forbavset, da museumschefen forespurgte om han kunne hjælpe hende med en undersøgelse af tre asiatiske, formentlig indiske værker fra det syvende århundrede. De vedhæftede billeder viste figurerne fra Helga Jorunsdottirs galleri. Kap. 79 Opdækning med stort udtræk Augustus Mørk kendte ikke så meget til tidens portrætmalere. Enten var han blevet bornert eller nostalgisk på sine gamle dage, eller også kunne han ikke se skønheden i de mere moderne værker. Malerierne i Galleri Helgal havde brændt sig fast på nethinden. Hvorfor ikke, tænkte han. Det kunne jo være”¦ Efter at have talt med sin datter, ringede han til galleriet. - Hej, det er Helga. ”¦ Jamen er det dig, Mørk. Selvfølgelig vil jeg det. Men det er jo noget, der tager tid. - Ja, ja, svarede Mørk. Hvis bare jeg lever længe nok til at se det færdige resultat”¦ Hvad koster sådan noget? - Sådan noget? Aner det ikke. Det finder vi nok ud af. Jeg skal nok lade være med at flå dig. Men er det ikke bedre, at vi alle tre sætter os sammen og planlægger arbejdet så godt vi kan? - Jo, det vil være fint, men så er det bedst, at du selv aftaler det med hende. Ja, så siger vi det. Hvordan går det med auktionshuset? - Gud ja, det troede jeg, at Andreas havde fortalt dig. De har hentet figurerne. Nu skal de gennemlyses og dateres. Og jeg fandt de papirer, der fulgte med. De to auktionariusser virkede meget interesserede. De ringer, så snart de har resultater. Men jeg ringer til Maria med det samme. Vi tales snart ved. Mørk tænkte på Helgas smukke billeder; gud ved hvilke teknikker og farver hun brugte? - Hej, det er Helga, dejligt at du er hjemme. Er det rigtigt, at jeg godt må prøve at male dig? - Ja! Hvorfor lyder du så overrasket. Du er jo ikke den rene amatør. Jeg er da smadderglad og stolt. Hvornår tror du, at du får tid? - Nu!? Jeg er allerede begyndt. Huskesedler du ved. Blyanter, skitseblok, viskelæder osv. Jeg vil helst arbejde med dig i dagslys til at begynde med. Her hos mig er der ikke ordentlig lys længe nok, og så er her for uroligt. Kan vi gøre det hjemme hos dig selv, hvor du udstråler ro og selvsikkerhed, er det nok bedst. - Jah, men så har vi jo Francois og ungerne rendende. Hvad med at låne min fars spisestue? Den bruger han næsten aldrig. Og der er et dejligt lys. Han render til så meget, så der er i hvert fald ro nok. Hvor lang tid, tror du det vil tage? - Aner det ikke. Det kommer an på. Spørg mig, når vi har arbejdet en uges tid. Du må godt finde noget lækker musik frem. Tror du, vi kan ses i morgen? Hvad med ved titiden? Jeg får en veninde til at passe bixen her. Så får hun også lidt ud af det. Mørk glædede sig over, at det nu endelig blev til noget. Maria havde forsigtigt spurgt, om de en gang imellem kun arbejde i hans spisestue. Helga mente, at belysningen dér ville være noget nær det ideelle. Tja, så længe han kunne lægge bånd på sig selv og lade være med at blande sig i arbejdet, så ville det være i orden. Han sagde selvfølgelig ja. Uden egentlig at vide, hvad det kunne indebære. Han havde aldrig selv turdet kaste sig over maling, tegning og skrivning. Han vidste, at han ikke var stærk nok til at stoppe, hvis først han begyndte. Han var bange for manien og magien. Mange troede, at en kunstner-aspirant skulle frygte nederlag, hvis evnerne ikke kunne stå mål med forventningerne. De færreste vidste, at det modsatte ofte var tilfældet. Mange store kunstnere var bukket under i deres stadige stræben efter at nå det sublime udtryk. Megen stor kunst har meget på samvittigheden. De, der derimod gav op i tide, slap for mange kvaler. Det var noget andet med Helga, vidste han. Hun kunne begå sig i et eller andet frirum, som også giver plads til de daglige trivialiteter. Det var stor kunst. Kap. 80 Sommerfugle For at komme godt fra start havde Helga bedt om, at Mørk først deltog fra cirka klokken elleve. Helga ringede på døren hos familien de Kue lidt i ti. Hun havde medbragt sin ”værktøjskasse”, skitseblokke og et praktisk bordstaffeli. Maria bød på knus og kaffe. - I guder, hvor du slæber”¦ er du i bil? - Nej, jeg har et kørekort, hvis jeg kan finde det. Nej”¦ jeg er da på cykel; min uundværlige Long John. Ih, hvor bor I dejligt her. Og fredeligt. - Ja, så længe vi ikke åbner ud til gaden. - Jeg er så glad for at skulle i gang, at du ikke drømmer om det, sagde Helga. Maria lo: - Og jeg har sommerfugle i maven; jeg har jo aldrig prøvet det før. - Nej, en gang skal jo være den første. Hvordan har du det med fotografering? - Jeg hader det. Jeg kan ikke lide at stille mig an. Helga smilede. - Præcis. Du er ikke nogen ”linselus”. Det er vigtigt. Det er dit ”sande jeg”, der skal kunne findes uden at være udpenslet i billedet. Har du nogen nyere fotos af dig selv? - Nja, jo det bedste er nok det af far og mig fra receptionen. Vil du se det? Maria hentede kuverten, som fotografen havde været så venlig at sende. Jeg skænker lige kaffen, der er mælk og sukker på bakken. - Jamen hvad kunne jeg ønske mig mere. Jeg anede ikke, at han var så god. Jeg lægger det lige væk igen, men det er godt at vide, at du har det. Måske vil jeg få brug for det senere. Men jeg vil ikke male et billede af et billede. Når vi starter, vil jeg også helst se dig uden make-up, hvis det ikke gør noget. Jeg må også spørge om noget privat; bliv ikke vred. Du kan sagtens lade være med at svare. Det gør ikke den store forskel. Har du nogen sinde fået ansigtsløftning eller lignende? - Nej, det er helt OK. Du får mig, som vor Herre har skabt mig. Jeg overvejede en gang at få brysterne gjort mindre, men det forbød Francois. Men jeg barberer mig; af og til også under armene. - Åh gudskelov; ikke andet. Nu kan vi snakke videre med din far. Din kaffe er god. - Tak. Den er altså ikke koffeinfri. Jeg sagde til ham, at vi kommer, når vi er færdige. Så må vi se om vi kan finde det rigtige sted dernede. - Nu er du også mere afslappet, kan jeg mærke, sagde Helga. De hjalp hinanden med remedierne og gik ned og ringede på. - Ih, er I her allerede, ja tiden løber i min alder. Har I fået kaffe? Nå, det var godt. Jeg var oppe klokken 7. Men lad os da gå ind i stuen. - Den er større end jeg husker den. Og endnu lysere. Må vi skubbe lidt til møblerne; stolene er fine, sagde Helga. Og væggen dér, giver en god baggrund til at starte med. I dag kan jeg klare mig med det lille staffeli, men det er også i orden. - Far, din telefon ringer. - Nå, kan du høre det, sagde han og ledte i jakken. - Her er den,”¦ hallo, nej, dav søde ven. Nej, jeg går bare og hygger mig Maria og Helga vil kun male dér inde, jeg går lige ind i dagligstuen”¦, nej, ikke male stuen; billedet”¦. Mørk lukkede den franske dør efter sig. Maria og Helga lo indforstået til hinanden. - Har du aldrig stået model før, spurgte Helga. - Nej, og da slet ikke fotomodel eller mannequin. Der dur jeg ikke til. - Farver du dit hår? Marias mørke nøddebrune hår var smukt og fyldigt. - Ikke endnu. - Hvis vi nu flytter den højryggede stol her hen, så prøv at stille dig sådan her et øjeblik. Helga viste hende en positur med en hånd på stoleryggen. - Ja, sådan. Prøv at se på et eller andet sted bag ved mit ansigt. Ja, sådan, kan du slappe af i overkroppen og holde den stilling i 6-8 minutter? Helga tog den store skitseblok skråt støttet af spisebordet foran sig målte et eller andet med blyanten holdt ud i strakt arm, rejste sig, rettede lidt på Marias hår, satte sig igen og tegnede. - Skal vil tage en lille pause, hvor du kan røre dig lidt? Mens Maria gik lidt omkring og fik løsnet musklerne, tegnede Helga uanfægtet videre. - Du må gerne smugkikke, hvis du tør, sagde Helga og gav sig til at spidse blyanter meget omhyggeligt med en lommekniv. - Jamen jeg er jo i hel figur, sagde Maria overrasket. - Selvfølgelig. Men vi kan da godt nøjes et delportræt, hvis du foretrækker det”¦ - Mine bryster sidder altså ikke så højt oppe. Men bh-en, selvfølgelig... Hun tog resolut skjorten og bh-en af og smed det i stolen. - Gud, hvor er du smuk, sagde Helga. Vi tager 5 minutter til, hvis du kan. Helga greb blok og blyant og fortsatte. Hun viskede ud, rettede målte og tegnede. Maria følte at hendes brystvorter blev hårde og de slog nærmest gnister i Helgas granskende øjne. Helga foreslog en lille pause. Bare tag skjorten på, sagde hun. Kom og se... - Det er ikke meget du har rettet, sagde Maria og smilede. - Nej, jeg kunne se, du blev forlegen over at føle dig stimuleret. Det vænner du dig til, hvis vi fortsætter. Mørk bankede forsigtigt på inde fra dagligstuen. - Ja, kom bare far, vi holder pause nu. - Jeg ville såmænd bare servere en tør tonicvand, før jeg smører et stykke mad til os? - Kom ind, du er en skat, sagde Maria. - I eftermiddag går jeg en tur over til Marianne. Francois henter børnene og sørger for aftensmad. Hvordan skrider arbejdet frem? - Fint. Jeg har to skitser i gang: et ansigtsportræt og en helfigur, forklarede Helga. Det er for tidligt vurdere, hvad du synes bedst om”¦ Jeg må have mere tid, før du kan se de to udkast. - Jamen, - og nu bliver jeg måske for krævende - jeg synes bedst om begge dele. Både det lille og det store. Måske ansigtet i ”en til en” og helfiguren i ”en til to”? Vil du for resten ikke have et a’contobeløb for dine udgifter? - Véd du, hvad min far mener, spurgte hun Helga; ”det med en til en eller to”? - Det tror jeg nok. Efter frokost henter jeg et andet staffeli og noget klæde. Så tager jeg nogle små regninger med, hvis det er i orden. Hej, hvordan går det, spurgte hun sin veninde, da hun lukkede sig ind i galleriet. - Fint, svarede veninden, jeg har lige solgt din mølædte hare for en hund. Men der er jo alt for meget, du slet ikke har sat pris på? - Nå, så bruger du bare din fornuft og mavefornemmelse. Ellers ring bare. Jeg er kommet rigtig godt i gang med mit lille job. Det er sgu seriøst. Du skulle se min model, hun er nok i fyrrene, gudesmuk, cirka 65-70 smukt arrangerede kilo på en meter og firehalvfjerds. Hold da kæft for nogle bryster og hofter. Og så det ansigt. Gider du hjælpe med at læsse cyklen? Uhmm, jeg snuser hjemmerullede smøger? - Nåh, ja. Er du ikke blevet frelst? Eller vil du have en? - Ja, gu er jeg frelst. Og jeg vil gerne have en med mig, eller to af de milde. De to små portrætter dér, må ikke gå for under fem hundrede. Allerede lidt i to var hun tilbage med sit noget større staffeli, en ”gammeldags” flip-over og tre ruller stof fra ”Stofleverandøren” på hjørnet af Aarhusgade. Da hun satte cyklen foran skiltet med ”Ordhandel”, kom Mørk ud fra bagerforretningen med sine croissanter. - Goddag igen, fru Helga, så hurtigt De er tilbage”¦ - Du er håbløs, August. Nu kan du måske huske det, sagde hun og kyssede ham på munden midt på fortovet. - Ja,.. tak. Nu vender min selektive hukommelse tilbage, mærker jeg. Undskyld mig. Må jeg holde døren for dig? - Ja tak, kan du ikke finde den gamle træstige, som jeg så i jeres netcafé? De hjalp hinanden med at bære op. Helga var i bad. - Ja, undskyld mig, at jeg spørger, sagde Mørk. Men stigen? - Bare rolig, svarede hun, den er kun til støtte, men den er perfekt i højden. Fire trin og så den der til at holde i, når man står på den. Prøv at se... Hun slog den lidt slidte stige ud og stillede sig i positur.. - Javel ja, jeg ser det for mig. Glimrende ide. Nå, men jeg løber. God arbejdslyst. - Ja, tak, hils Marianne, sagde Helga og smilede. Hun pakkede klædet ud. Det var taft eller silkeagtigt. Lige tilpas let og næsten gennemsigtigt. Det andet var lidt tungere og ville drapere sig smukt. Maria blev overrasket da døren gik op. Hun var lige stået op af karret og stod og tørrede sig. - Nå, er det bare dig; jeg troede det var far. Kom bare ind, du ved jo hvordan jeg ser ud. - Måske skal jeg male dig, mens du er våd? Din hud skinner så smukt. Det er nok det sværeste at gengive på det flade lærred. Men lige nu må vi hellere holde os på det tørre. - Er vi alene? - Ja, det håber jeg, svarede Helga. - Kom, kaldte Maria. Jeg tror, du maler bedre, når dine hænder har rørt rigtigt ved motivets genstande. Helga trådte med vuggende hofter et par skridt nærmere og trak den nøgne model ind til sig. Marias mund var halvt åben, da Helgas tunge gik på opdagelse. Nej,”¦ de måtte lægge bånd på sig selv og koncentrere sig om arbejdet, selv om det kunne være hårdt, at være så blid på samme tid. De stive penselhår gav et helt anderledes chok i fingerpidserne end de bløde mårhår til akvarellens flygtige udtryk. - Kom, sagde Helga, nu kan jeg. Kan du? - Nej, jo, selvfølgelig kan jeg det; men jeg føler mig så afklædt, men du er fuldt påklædt. - Nåh, selvfølgelig, sagde hun. Nu skal du se, så er det nemmere”¦. Helga klædte sig uden videre af. Selvfølgelig. Så var de på lige fod. Det havde hun aldrig tænkt over. Jo, med mænd måske; men ikke med en anden kvinde. - Kan du mærke det er rigtigt? - Ja, måske, svarede Maria uden stemme. Mal mig - tag mig!. Lad mig mærke at jeg lever, som jeg er. Jeg troede, at det kun var mænd, der kunne det der. Når jeg hører din kulblyant bearbejde min farveløse krop, kan jeg mærke hvordan jeg åbner mig og viser farver, som ikke findes på paletten. Helga trak steger med rystende hånd. Det var jo ikke det, der var meningen. Hun målte afstand mellem de strittende, fristende brystvorter og forestillede sig hvilke blandiger af farver der kunne måle sig med de nuancer, som helt afslappet åbenbarede for hendes nysgerrige øjne. Hun stod over for sit livs chance, følte hun. Hun måtte bevare fatningen og fastholde magien. Men at male en duft eller en stemning så fyldt med sanselighed, ånd og liderlighed, som måtte fastholdes i øjeblikket, fratog hende al fornuft. Hun tog alt sit tøj af. - Sådan. Nu kan vi arbejde. Relativt uforstyrret genoptog de to kvinder deres forehavende. - Nu mangler vi bare en mand, sukkede Maria. En stor mand. Har du nogen sinde malet en mand? - Ja, nu du siger det. Mænd er meget nemmere; især hvis de kan trække tiden lidt ud. De kan være lidt kantede i starten, indtil de forstår spillereglerne og dropper deres stolthed. Mange ”mænd af ære” ville gøre sig impotente i mine hænder. Kun mænd uden ære kan antænde mig med deres selvhævdelse og stolte rejsning. Det er sværere med os kvinder. Vi er sgu ikke så direkte at aflæse udenpå. Nå, stil dig nu som før, men hold dig til træstigen. Den skulle være sikret. Ja, sådan; prøv at sætte venstre fod op på nederste trin. Yes, der er den. Fasthold blikket, hold på stangen som var det en ynglings faste greb. Yes, den er i kassen. Blyanternes og kullets kratten på papiret lovede godt. Maria tænkte på Francois som ”mand uden ære” og havde stort behag derved. Hun fik det blik i øjnende, som Helga ville fastholde. Det ville måske ikke være så dumt, det med Francois Kap. 81 Guldæsken Simon von Lichtenstein bad om ordet, da gruppen mødtes til dagens sidste ”arbejdsmøde”. Lucide konstaterede tørt, at de manglede en kvindelig deltager. Hende, der havde kaldt sig ”Fru Larsen”. - Men lad os ikke forsinkes af det, sagde livsstilseksperten uventet til Lichtenstein. Sig dog frem”¦ - Tak, jeg skal prøve at gøre det kort. Hackerhistorien eller truslen om en nært forestående ”cyberkrig” er kun vildledende luftkasteller. Jeg ved, hvad jeg taler om. Er der nogen her i selskabet, der nogen sinde har hørt om den ”kortklub”, der suverænt råder over PETs feriefond? Nej. Og når jeg siger nej så hurtigt, skyldes det, at spørgsmålet er dumt. Ingen, absolut ingen med det ringeste kendskab til klubbens eksistens ville løfte den mindste flig af sandhedens dække. Jeg vil ikke en gang forsøge at dokumentere mit kendskab til det jeg taler om. Dokumentationen vil De finde blot ved at iagttage de nærmeste timers og dages begivenheder. Forestil Jer syv sammenvævede edderkoppespind på kryds og tværs men med ét fælles center, hvor syv fede edderkopper sidder og lurer på hinanden. Han holdt inde, rømmede sig og tog en pille fra en lille guldskinnende æske, som han altid havde på sig. Hans hånd rystede svagt, da han rakte ud efter sit glas. Stilheden var nu så overvældende, at ingen turde røre på sig. Dette møde bliver mit sidste her i gruppen, så De må lytte til mig lidt endnu. Forestil Dem, at én af edderkopperne er formand for kortklubben i feriefonden. En anden, som måske har et kors på ryggen er ejer af ”Credofonden”, en tredje er medejer af IKEA i den hollandske ”Stichting Ingka Foundation”, osv. Hvis vi antager, at de syv har afgørende indflydelse på over tres procent af den samlede fondskapital her i landet, er De på sporet. Vi taler om summer, der kun kan sammenlignes med landets bruttonationalprodukt. Dette kræver politisk kontrol. Til det formål har fanden skabt PET. Dermed kan de største lovbrud skjules i årevis. Og PET kan legitimere sine aktiviteter med henvisning til demokratiets opretholdelse. Voila. Selv har jeg skovlet størstedelen af min trecifrede millionformue sammen gennem disse fondes kreative investeringer i alt fra børnearbejde til prostitution og narkotikaproduktion. Jeg har desværre et tungt medansvar. Hvis jeg kunne retsforfølges her i landet, ville jeg ikke overleve. De er alle velkomne til at citere mig, som De finder bedst. Tak for Deres opmærksomhed. Om mit indlæg kan bruges til noget som helst hæderligt i forbindelse med gruppearbejdet her, må De nok selv afgøre. Nu vil jeg gå med fred. Farvel. Den kvindelige forfatter snøftede højlydt og tørrede en tåre, livsstilseksperten kluklo uden at vide hvorfor og professor Lucide sad og funderede ”de gode græd og de onde lo””¦ Den hidkaldte referent, rømmede sig”¦ - Ja, hr”¦. ? sagde livsstilsmanden”¦ - Jakobsen med k. Tak, jeg tror, at jeg fik hovedpunkterne med, men der er nok visse ting, jeg ikke helt har forstået. Så jeg tænkte”¦ - Det er udmærket. Det skal De ikke tænke på, sagde professoren. Vi er i samme båd. Vores efterkommere bliver måske klogere. Vores næste møde er allerede i morgen. Samme tid og sted. Så får vi se, om Fru Larsen dukker op. PETs nye mobile operative enhed, en stor gul kassevogn med to mand, havde svært ved at modtage signal fra Lichtensteins bil, så man havde været nødt til at mobilisere deres sidste mc, som skulle vente ved den udfaldsvej, som de forventede, at ”invalidebilens” fører ville vælge at tage. Signalet fra GPS’en kunne de godt følge, men de skulle være sikre på at direktøren var med. Det var let at spotte den ret specielle bil, som kørte i moderat tempo ad motorvejen. Først da den drejede af mod Katrinelund, blev motorcyklen afløst af den gule kassevogn, som nu havde fin kontakt. De kunne høre, at direktøren og chaufføren sad og talte om parkens vedligeholdelse, orkideerne i væksthuset og andre ligegyldige ting. De så den store smedejernsport lukke automatisk. Og de så, at de diskret placerede kameraer var bevægelige, så de kørte bare videre og forbi ned mod kystvejen. De rapporterede pligtskyldigt tilbage uden at ane det mindste om, hvorfor de var sendt ud på opgaven. Hvis de havde spurgt, ville de ikke have fået svar. Deres nærmeste chef vidste heller ikke noget. De handlede alle efter ordre. Ikke efter sund fornuft. De følte sig nærmest som passagerer i to førerløse droner, der samlede informtioner som bier samler nektar. Armerede droner, ganske vist, men ikke for selv at dræbe nogen. De havde for længst lært ikke at spekulere over hvem, der førte de usynlige elektroniske øjne og ører uden egen vilje og dømmekraft ud på endeløse missioner. Japanernes kamikazepiloter forventedes vel heller ikke at tænke selv, for en mennekealder siden? Tre dage i ubemærkethed, havde Lichtenstein besluttet sig for. Og derefter ville han på ferie. Måske først en tur til Norrlandet i Sverige. Jensen havde ikke forstået, hvorfor de ikke knaldede Lichtenstein omgående. Han havde mere på samvittigheden, end det der var omtalt i straffeloven. Det var ikke så tit, de var uenige, men efter Dueholms opfattelse var det meningsløst at retsforfølge en mand som direktør Lichtenstein. Med en ordentlig lovgivning kunne man have forhindret, at den slags kriminalitet overhovedet var blevet et problem. Vi er for sent ude med lappeløsninger. - Hvem samler informationer om CERT-gruppernes arbejde, spurgte Jensen. Det samlede materiale må vel vurderes og sammenskrives, så det kan koges ned til et lovforslag? - Eliza kan. Vi må have et møde med hende, snart, svarede Dueholm med lav stemmeføring. - Hun har sgu da ikke forstand på lovgivning? - Sikkert ikke. Men hun kan så meget andet. - Ja, det er meget godt”¦ Men hvordan kan vi være sikre på, at hun er helt uafhængig af sine polske arbejdsgivere? - ”Sikre” bliver vi aldrig. ”Sikkerhed” véd du nok, er en illussion, når mennesker handler og tager beslutninger. Og det gør de. Hele tiden. I usikkerhed. Men hendes polske arbejdsgivere er i fuld opløsning. Fra den side behøver hun ikke at frygte noget. - Det var satans, så klog du er, svarede Jensen mut. Vi plejer sgu da nok at kunne regne den ud? - Jo, jo. Det gør vi også denne gang skal du se. Kommer tid, kommer råd. Kap. 82 Helfigur i halv størrelse Marianne lyttede interesseret til Mørks beretning om malerarbejdet i hans spisestue. - Nogen gange er du så blufærdig på andres vegne. Du har en fantastisk smuk og begavet datter. - Joh, men jeg havde jo ikke forestillet mig, at et portræt også kunne være en helfigur i halv størrelse! - Årh, pjat. Du kender da myten om Kraka og fiskenettet. Og du kender din datters indre og ydre; sikkert bedre end nogen anden. Vær du glad for, at du ikke valgte en mandlig kunstner. Jeg kender da et par stykker, der virkelig ønskede at få deres model helt ind under huden, sådan bogstavelig talt. Luften i et atelier kan være ladet med energi, som må overføres til lærredet i en sanselig forløsning. Der er et stort spillerum for erotisk inspiration og forbudte følelser. Det er godt, at du ikke blev min kunstmaler! - Ja, men tiden er bare så frivol, sagde Mørk bekymret. - Ja, vær du glad for det, søde ven, ellers havde vi to aldrig fundet hinanden. De gik endnu en runde mellem Mariannes ”frivole” akvareller. Hun kunne ganske nøje fortælle om situationerne, hvor skilderierne var frembragt; om lokalet, lyset og musikken, når den havde været der, og de tre kunstnere, som hun havde arbejdet bedst sammen med. En kvindelig og to mandlige. - De bedste billeder er måske de tre der, sagde hun og pegede. De er alle lavet af en ældre mand, som konstant klagede over belysningen. Brillerne bar han oftest i panden. Han sugede indtryk til sig gennem sine hænder og fingre, sagde han. Men selv om hans berøringer skabte vidunderlige ilinger, strømmede der en varme og energi ud af hans nænsomme hænder. Og hans syn fejlede vist ikke noget. Du har de samme evner, August,”¦. Jeg elsker dine hænder. Men jeg er glad for, at de ikke maler. Din datter tager ikke fejl af sin fars grænseløse kærlighed, sin mands erotiske betagelse og Helgas umættelige øjne og hænder. Det kan være ren magi, når model og maler svinger så godt. Og specielt, når de begge er kvinder. - Helga vil vide, hvad jeg taler om. Du ved det jo godt. En kunstmaler bør nok undgå at gifte sig og kun male enlige frie kvinder. - Mener du, at Marias og Helgas forehavende er forkert? Herregud, lad dog de unge mærke, at de lever. - Nej, nej, forkert er det ikke, men måske lidt sent i livet for dem at debutere med deres genfundne attrå. Ingen af os bliver så affældige, at vi ikke længere kan føle jalousi; heller ikke Francois og Andreas. Du ved så nogenlunde hvor du i hvert fald tror, at du har mig, sagde hun drillende til August, men ikke uden et stænk af alvor. Det er på tide, at de to uskyldige ægtefæller inddrages i sagen. Jeg tror næppe de nedlægger veto eller lægger en dæmper på løjerne, men Helga og Maria må spille med åbne kort. Så kan de for min skyld boltre sig, som de lyster. - Det generer dig ikke, at jeg ryger en pibe? - Nej, bestemt ikke. Det er så hyggeligt. Hvis en pibe kan berolige dig, kan det vel ikke være så slemt. Jeg tror, de ville blive forbavsede, hvis de anede hvilket udsvævende liv, som vi to tillader os i ubevogtede øjeblikke. Lad dog være med at se så trist ud, min ven. Det er bare en forbigående dille, de har fået. Det er trods alt voksne ansvarlige mennesker, vi taler om. - Jah, voksne er de vel... - Det er nok bedst, at jeg taler med Helga og Maria. Du vil bare kløjes i eufemismer og aldrig komme til sagen og få det sagt tydeligt nok Du vil dem jo kun deres bedste. Det ved de. Du skulle måske lade være med at tage deres ansvar på dine skuldre. Du kan alligevel ikke skjule din begejstring for kvindelig skønhed. Ikke en gang for din datter. Det forstår jeg godt. Så længe jeg kan holde dig interesseret, har de to skønheder intet at frygte fra din kant. Vi kvinder forstår os lidt bedre på kærlighed, men det glæder mig, at du stadig forsøger. - Nå, går du med ud i køkkenet. Jeg er sulten. Du ligner jo snart en græsk tragedie, ved tanken om det dionysiske bakkanal, som vi ikke vil inviteres til. Tag nu først lidt mad, og så vis mig lidt appetit bagefter. Nu har du fortjent en smule omsorg. - Jah, svarede August tøvende. Jeg har en stærk fornemmelse af at blive forført. - Det lyder rimeligt. Du må da vide, at min tankegang er mindst lige så kulørt som din. Måske knap så synlig som din pistol i bukserne. August skyndte sig at knappe jakken. - Måske undrer du dig, sagde hun. Men din konfrontation med rendyrket kvindelig erotik, skal ikke slå skår i vores nydelse af hinandens selskab. Vi kender heldigvis ikke hinanden til bunds og kommer aldrig til det. Derfor er jeg så glad for både vores intellektuelle og vores erotiske stjernestunder. Jeg tror ikke, at du skal søge intellektuelle svar på din datters og Helgas erotiske landvindiger. Nogen gange er det bedre at bruge de simple og direkte udtryk. Dog krydret med lidt åndfuldhed og vid. Andre gange er det modsat. - Ja, jeg tror jeg forstår. Må jeg sove hos dig i nat? Så kan de to få fred for mig. - Det ville da være dejligt; så må du nøjes med at lave ufred her. Skal vi ikke snart tage en kulturtur? Statens Museum, eller Louisiana? Vi kan lade vejret bestemme? - Du er vidunderlig, smukke Marianne. - Tak, min ven. Så slipper du for videre tiltale i dag! Hun tog hans pibe fra ham og kyssede ham ømt. - Jeg ringer lige hjem, så de ikke venter mig i aften. Det var Francois, der tog telefonen. - Ja, hej. Nej de maler endnu, nede hos dig”¦, er du ikke hjemme? Nej, det har du nok ret i. Gud ved hvordan arbejdet skrider frem”¦ Maria er vist helt opslugt af sin deltagelse”¦ - Ja, det forstår jeg, sagde Mørk. Jeg overnatter her, så I skal ikke vente mig før i morgen. Marianne kommer muligvis med mig. ”Maler og maler” var nu så meget sagt. Helga tegnede, viskede og gned med sin stub. Nu på over-headen. De havde prøvet at drapere Marias figur med de smukke klædestykker og Helga havde lånt en badekåbe. - Jeg anede ikke, at det kunne være så krævende at stå stille. Skal vi ikke slutte for i dag, spurgte Maria. Helga var ikke træt, men hun var nået til et punkt, hvor hun af erfaring vidste, at hun skulle holde pause, selv om det var svært at lægge grejerne fra sig. - Du har ret, skal vi tage en pause nu og holde fri i morgen? Nu er det værste overstået. Dine proportioner er ved at falde på plads. Jeg smutter lige i forretningen fra morgenstunden. Så kan vi aftale nærmere, OK? - Francois har købt løbesko. Måske skulle jeg finde mine frem igen. Nå, vi får se. Hvis Marianne kommer på besøg hos far, må hun så se dine tegninger? - Ja, hellere end gerne. Det kan jo være hun kan give os et godt råd eller to. - Jeg cykler hjem. Andreas henter mig klokken atten. De udvekslede varme kram og kindkys, før Helga trillede af sted på budcyklen. Kap. 83 Den ustyrlige kulturarv Professoren jublede, da han så udskriften med resultatet af de første kulstof-14-prøver. Træet stammede fra slutningen af det femte århundrede. Årringsdatering var ikke pålidelig, hvis træet virkelig stammede fra den del af det nordlige Indien, som fagfolk gættede på. Statuerne var placeret i et lokale med permanent temperatur på 20 grader og en luftfugtighed på 60 %. Auktionshuset havde måttet udlevere de tre statuer til Kulturarvstyrelsen, som hurtigt besluttede at overlade opgaven til Panuminstituttet. Her ville de også blive gennemlyst. Ingen turde på nuværende tidspunkt bare så meget som tænke på en vurderingspris. Men på Nationalmuseet vakte det stor bekymring, hvis man ligefrem lå inde med genstande, der burde være beslaglagt i Indien. På et ekstraordinært møde anbefalede ledelsen, at Kulturarvstyrelsen kunne tilbyde galleriejeren et engangsbeløb på 100.000 kroner for udstillingsretten i et nærmere fastsat åremål. Man ville forhindre, at værkerne kom ud i fri handel. Dermed kunne galleriejeren bevare sin tvivlsomme ejendomsret til statuetterne. En lidt utraditionel men hensigtsmæssig aftale. Så måtte museets jurister udarbejde det praktiske, såfremt Helga Jorunsdottir var indstillet på at indgå en sådan aftale. Det kunne man forhøre sig om i en mail. Scanneren var først ledig klokken seksten. Så lykkedes det; nu var der også ved at være mere arbejdsro. Han kunne straks fastslå at den mellemstore figur var udhulet og rummede noget, der lignede en lille cylinderformet metalgenstand. Men hvordan var figuret blevet udhulet? Det kunne kun være fra bunden, som imidlertid ikke viste tegn på, at man kunne åbne noget. Og dog: da hans fingerspidser gled hen ad bundfladen ændrede lyden sig. Han prøvede med neglene. Årringene var umulige at følge, med der var en næsten cirkelrund tre centimeter stor aftegning, som gav en anden lyd. Han overvejede et kort øjeblik at save bunden igennem. Så fik han idéen. Han slog først let og lidt efter mere håndfast med sin brevpresser i midten af bunden; en ”prop” rykkede sig cirka to millimeter op i figuren! På vej ned til kantinen måtte han finde på noget. - En gammel kollega fejrer fødselsdag og vil give et glas vin oppe i afdelingen, sagde han til den venlige dame bag disken. Hun rakte ham fire papkrus og en vingeproptrækker. - Husk at jeg får den retur, sagde hun med et smil. Der forsvandt to lige før jul”¦ - Nå. Skandaløst, svarede Lucide og gik med sin fangst. Han smed de fire krus i papirkurven og fortsatte sit arbejde. Det var let nok at skrue proptrækkeren i. I andet forsøg gled træproppen tilbage på sin plads. Så fik den en halv omdrejning mere før den med et lille svup kom ud. Han drejede sin bordlampe og kikkede ind; et gyldent skær mødte hans øjne. Med en pincet trak han meget forsigtigt i noget der lignede en lille pergamentrulle. Så turde han ikke pille mere. Han skruede proppen af gevindet og smed proptrækkeren i skrivebordsskuffen. Proppen lod han ligge på bordet ved siden af figuren og belavede sig på at tage hjem. Det var jo alligevel umuligt at få fat i et fornuftigt menneske så sent på dagen. Der kunne kun være tale om bladguld. Teknikken med udhamring af guld til papirtynde plader havde været kendt og brugt i mere end tusinde år, vidste han. Da han låste døren efter sig så han med et smil op på sit "hjemmelavede" advarselsskilt, som sikkert virkede mere afskrækkende end den bedste tyverialarm. Ingen ønskede vel at blive ufrivilligt bestrålet. Først da han nåede hjem til Gl.Kongevej kom han til sig selv. Han havde sandsynligvis fulgt den sædvanlige rute, men han huskede intet om turen. Fru Knudsen var gået hjem. Det var nok udmærket. Uden at føle sult satte han alligevel plasticbeholderen i ovnen. Ti minutter plejede at være nok. Sedlen lod han ligge på bordet. Han kunne jo ikke ringe hverken til Kulturarvstyrelsen eller Nationalmuseet nu. Selv om han afskyede at tale med automatiske telefonsvarere, lagde han en besked i instituttets call-center om radioaktive forsøg i hans laboratorium og adgang forbudt.. Derefter ringede han til Mørk. - Årh, sagde Mørk. Marianne smilede og sagde: - Tag den nu bare, det varer ti minutter før aspargessuppen er klar. Lucide satte hurtigt Mørk ind i situationen og bad om et godt råd. - Bladguld! Det anede mig. Nej, det var godt, at du ikke rørte det. Godt, ingen må vide, hvad du ligger inde med før i morgen; så må Nationalmuseet tage ansvaret igen. Men i nat”¦ ? - Nåh, der er ingen der hverken kan eller tør gå ind i laboratoriet og jeg har orienteret receptionen. Nattevagten, der startede klokken tyve, burde også have været orienteret, tænkte Lucide pludselig og måtte hurtigt afbryde samtalen”¦ Lucide ringede et øjeblik senere tilbage til Mørk. Jo, vægterne ville tage en ekstra rondering på professorens etage i dagens anledning. Mørk blev mere rolig. - Du kan jo komme forbi i morgen, hvis du har tid, når du er sluppet af med klenodierne, foreslog han. - Ja, tak; men ikke flere uerstattelige oldtidsminder fra Indien via Ryesgade, det må du love mig. Marianne og August nød deres suppe og delte en hvidløgsflûtes. - Nu kommer de fra museet i morgen og henter statuetterne igen. Gud ved, hvad Helga mener. - Åh, de har jo ingen affektionsværdi for hende, tænker jeg, svarede Marianne. Tror du de er så værdifulde, bare fordi professoren har fundet nogle få gram guld i dem? - Nej, nej, ikke den smule guld, som kunne rummes i en lille fingerring. Nej, den historiske og arkæologiske betydning for vores forståelse af vor tids globaliserede samfund. - Nå, svarede hun, intet mindre? - Nej”¦. Det er uvurderligt og uerstatteligt. Det er meningsløst at gøre forsøg på at vurdere noget uvurderligt i kroner og ører. Samme princip prøvede jeg at holde i hævd i min lille forretning. Men det giver ikke smør på brødet. - Må jeg lige ringe til Andreas, spurgte Mørk, mens Marianne skyllede tallerkener og bestik af. - Ja, selvfølgelig, men sæt dig nu ind i stuen. Jeg kommer om lidt. - Hallo, er det dig? Nu skal du høre”¦ De tre statuetter befinder sig i øjeblikket i Panuminstituttet, hvor Nationalmuseet lader dem undersøge nøjere”¦ Professoren har tidsfæstet deres oprindelse og han har fundet bladguld inde i én af dem”¦ Figurerne er ubetalelige”¦ Jeg tror, du får en holden kvinde! Ikke gift? ”¦ Nåh, nej, det var ikke det jeg mente”¦ - Sælg nu ikke skindet, før haren er skudt, svarede jeg. Jeg kunne høre Marianne le i baggrunden. Gud ved om han havde medhør på? Jeg troede, at du ringede om portrætmaleriet. Pause? Så anstrengende kan det vel ikke være, spurgte jeg. - Det skal du nu ikke sige. Det ved Marianne alt om. Kunstnerisk frihed er uden grænser. Men det er da interessant, at hvert eneste menneske flere gange i løbet af sit liv, ved selvsyn, absout er nødt til at overbebvise sig om, om dette nu også kan være sandt. Marianne sad og googlede ”generation X”. Måske er ”generation Y” allerede født - i dølgsmål - tænkte hun og satte sig over ved siden af Mørk. Han var ved at afslutte telefonsamtalen. Hun ville klippe ham en af dagene. Kap. 84 Det uvurderliges pris Professor Lucide havde sovet elendigt. Klokken otte ringede han til instituttets direkte nummer uden helt at have gjort sig klart, hvad han ville sige. Heldigvis nåede han at afbryde før call-centeret svarede. Fru Knudsen kom nynnende, uventet allerede halvni. - De så vel min seddel i går? - Joh, tak. Professoren kunne godt huske, at han havde set den. Han fandt i smug den krøllede seddel i sin jakkelomme og nåede at læse hendes besked: ”Tusinde tak for den smukke figur. Den lyser op i vores vindueskarm og manden er lige så begejstret som jeg. Jeg vil gerne starte hos Dem fra morgenstunden, når De er taget på arbejde; De har et knus til gode. Deres mad er klar til ovnen”. Tak, tænkte han, så var han da advaret om, hvad der ventede ham. Men han nåede ikke at tage jakken på, før hun gik til angreb. Hun gav ham et fyldigt kram og kyssede ham på kinden. - Er jeg for slem ved Dem? Nu skal De få fred, når De har skrevet indkøbsseddel. Indkøb, tænkte Lucide. Ja, det skulle jo gøres. Hjulene må holdes i gang, så de ikke ruster. Der var kommet brev fra Statens Bilsyn, kom han i tanker om. Det må mekanikeren ordne, tænkte han. ”God dag, jeg vil gerne se på et syn, hvis De ligger inde med flere”, kluklo han og tog jakken på. Da Lucide havde skrevet sedlen, gjorde han sig klar til at køre. - De skal nu til syn, sagde han til fru Knudsen; hvert andet år er det vist. - Ja, svarede hun bare, min mands er også blevet indkaldt. Og så nærmest svævede hun ud i køkkenet. På vej til instituttet mindede han sig selv om, at han skulle ringe til mekanikeren. Bilen plejede jo i det daglige ikke at fejle noget. - Synes De min bil fejler noget, spurgte han portvagten. - Næh, skulle den det? - Nej, nej, det mener jeg heller ikke. Nå, jeg må op. Vil De være venlig at ringe op til mig. Jeg afventer en vigtig transport til Nationalmuseet. Bilen skal vel ikke på museum, tænkte portneren, da Lucide fandt sin plads, som af en eller anden grund var lidt bredere end alle de andre. Lucide åndede først lettet op, da han genså statuetterne i laboratoriet. Tænk at de gamle træskærere havde været så snedige; den ”prop” de havde brugt var simpelthen slået ud af en skive, som stammede fra det selv samme træ som figuren. Men hvordan, de havde fået den til næsten at vokse sammen med siderne i hullet, kunne han ikke regne ud. Det måtte andre tage sig af. Bladguldet må have været sædeles kostbart dengang. Måske bare skjult godt - eller en offergave til den guddom, som figuren repræsenterede. Nu måtte bilen fra museet gerne snart komme. Museets jurister havde flikket en mail sammen, som ingen kunne sætte en finger på. Jeg havde hentet Helga i går aftes halvsyv, men hun ville gerne i galleriet fra morgenstunden, så vi havde bare købt et par færdigretter på vejen herud. Gråmis var tydeligvis utilfreds med forplejningen. Han nøjedes med at kaste et blik på madskålen med tørfoder. Det var såmænd dyrt nok. Hun fortalte mig om arbejdet med Marias portræt, og jeg undrede mig over, hvad hun sagde, indtil det gik op for mig at hun ville male hele Maria. - Vær du glad for, at du ikke skulle stå model, som vor herre har skabt dig, sagde hun. - Mener du, at jeg ikke kan gå an? - Nej, lo hun, du går mere end an, men mænd er altså svære at fastholde i en given positur. Nej, det er godt, du ikke var der i går. Så ville jeg hellere have malet dig uden hende. Da vi havde spist, blev enige om at gå tidligt i seng. Vi havde begge følt os trætte. Hun tjekkede sin mail og kaldte på mig. - Læs lige her, det lyder som en dårlig vittighed. Jeg læste hendes post fra Nationalmuseet. Hm, havde jeg vist nok svaret; det, de oplyste om figurerne, passer meget godt med Mørks bedste bud. I dag ville hun ringe til museet og få deres tilbud verificeret. Det lød for godt til at være sandt. Jeg havde kørt hende hjem, da vi havde drukket morgenkaffe. Der er meget stille i gaden om formiddagen. Hun kunne ikke komme igennem til museet før klokken ti. Efter et par omstillinger lykkedes det hende at få fat i én, der kendte til sagen. Han bad om journalnummer og gerne et navn. - Jo, svarede han, jeg har Dem på skærmen nu. Jo, den er skam ægte nok. Der er sendt et rekommanderet brev, som De gerne skulle modtage i dag. De skal så aftale et tidspunkt med vores juridiske afdeling, eller blot underskrive begge eksemplarer af de to enslydende aftaler og returnere det ene hertil. De vil senere blive indbudt til at besigtige Deres figurer, når vi er klar til at udstille dem. Men det nemmeste er nok, hvis De har mulighed for at komme herind. Der er en række formalia om forsikringsforhold, som skal være ordnet inden otte dage. Ønsker De at aftale tid nu? Det var en ordentlig smøre. Hun havde sat medhør på. Da de havde afsluttet, kom Helga hen og satte sig over for mig. - Hørte du, hvad de sagde? De tilbyder mig dels en formue for at få lov til at udstille det gamle træværk - og dels, at jeg fortsat ejer det? Har jeg forstået det rigtigt? Det lyder helt skørt. - Ja, svarede jeg sagte, men derved undgår de at skabe en større sag om ejendomsretten. Hvis en retssag nogen sinde skulle blive rejst, og en dom gå dig imod, kan du beholde pengene, men nok sige farvel til figuren. Helga sad og funderede, før hun sagde noget. - Mørks svigersøn, Francois, har vist mere begreb om jura, end du og jeg tilsammen. Jeg tror, han kan hjælpe mig. Nogen gange ville jeg ønske, at jeg aldrig havde købt dem. - Ja. Du har helt ret. Men det er da interessant, at en genstand først tillægges værdi, når den kaldes kunst af ”kunstkendere”. Så køb du bare nogle flere! Kap. 85 Velovervejet dialog For at undgå at vække opsigt, sendte museet to ”flyttefolk” af sted i en anonymt udseende varevogn med et par af de ekstra forede transportkasser til korte ture. De to mænd i kakifarvet arbejdstøj forklarede deres ærinde til portvagten og blev lukket ind. Professoren sprang op af stolen, da vagten ringede op til ham. - Åh, gudskelov, at De kom. Så kan jeg slippe for dem, sagde han og lukkede dem ind i laboratoriet. De to mænd vurderede hurtigt varernes vægt, størrelse og sårbarhed. Statuetterne blev grundigt emballeret i silkepapir og skumgummi og lagt fast i kasserne. - De hører lige fra os, når vi er tilbage på museet. - Udmærket, kør nu forsigtigt. Sådan. Lucide ville lige fejre øjeblikket med et glas portvin. Det havde været et stort øjeblik, da han fandt bundproppen og bladguldet; men dette øjeblik var mere fredfyldt. Pludselig kom han i tanker om mødet på hotellet! Det var et kvarter siden, det startede. Lucide ringede omgående derud og bad dem om at give arbejdsgruppen besked om hans forsinkelse. Det var heldigt, at han ikke var med taxa. Allerede lidt i elleve trådte han ind i mødelokalet. Han undskyldte og beklagede; prøvede at lodde stemningen. Lichtenstein og fru Larsen manglede. De øvrige var midt i en debat om sammenhængen mellem politiets efterretningstjeneste, hackere og millionindtægter på medicin. Lucide hold klogelig mund og lyttede til de engagerede talere. Sekretær Jakobsen med k, spurgte om han måtte skrive ”fækalier” i stedet for ”lort”, men fik intet svar. Efter en halv times lytten, var der et øjebliks stilhed. - Pangæa! Sagde lucide pludselig. Vi må vende blikket udad. Vandene kan ikke længere skille nationerne. Over de kommende årtier vil vi nok bevidst skabe flere kultursammenstød som modvægt til en kultursammensmeltning, som på længere sigt ikke kan undgås. Og det er ikke små isolerede mærkelige spisevaner og påklædninger, jeg taler om. Det er også sprog og religioner. Vel vil der fortsat være masser af relative små mindretal, der evner at isolere sig mest muligt. Og mindretalsgrupper vil opstå i naturlig forlængelse af de permanente ungdomsoprør, som er indbyggede i alle kulturer. Det nye er kun tiden, tempoet, pengene, den teknologiske og medicinske viden - og en gammel erkendelse af, at tryk avler modtryk. - Kan du forklare det? Der er kun en halv time til frokost, sagde den herre, der havde kaldt sig ”Vognmand”på deres første møde. - Ja, jeg skal forsøge, svarede professoren. De husker alle, at vores gæsteforelæser i går nævnte landet Pangæa, som man mener var eet samlet landområde, hvor resten af vores klode var dækket af eet hav. Det var angiveligt nogle millioner år, før der fandtes mennesker, endsige computere. Den nye generation vokser op med større fortrolighed med den digitale teknologi, end den aldrende generation nogen sinde opnår. Ungdomsoprøret ser vi nu udfolde sig digitalt. Tydeligst i de hackergrupper, som er sværest for det ”etablerede” og velordnede samfund at styre. Det turde være indlysende, at PET på lovlig vis skal have mulighed for at hacke sig vej, når nationen trues af terrorrister. Den største trussel er imidlertid, at de vestlige demokratier selv - gennem lovgivning - ødelægger sine egne værdier. Frihed, lighed og broderskab. Nu har de oprørske mindretal magten i cyberspace. Og de kan kun bekæmpes af ”the establishment” , som må gøre vold på sin egen magt: Demokratiets grundpiller. Vores opgave er først og fremmest at standse væksten i uligheden. Lucide fortsatte uden ophold frem til frokostpausen. Ingen kunne eller ville anfægte hans synspunkter. De vidste alle, at han havde ret. ”Vi lever ikke længe på lånt tid” havde han slået fast. Vi må føre en velovervejet dialog med de toneangivende kræfter, og bruge deres modtryk som ”medtryk”. Hvis vi ikke udviser ubetinget tillid, bliver vi tabere. Samfundet må og skal rumme disse ”hackere” og gå i ægte dialog med dem. Anguis passede sit daglige arbejde i fritidsklubben, men holdt fast i sin kontakt med den voksende del af hackergruppen, som på ganske udemokratisk vis gav ham ”lov” til at være med, så længe de ikke kunne finde belæg for, at han modarbejdede deres interesser. Han havde ikke hørt fra ”Copone-Jensen”, som han kaldte kriminalbetjenten, men han kunne da se på sin skærm, at en Lis Petersen åbenbart var blevet sat til at ”overvåge” ham. Så han gav hende af og til lidt gådefulde godbidder at tygge på. Compol havde langt om længe fundet ud af at kombinere de små grå, så de fattede Pangæas idealistiske brug af magt. De havde nok at se til i PETs eget selvskabte ”Pangæa”. Jensen tog tyren ved hornene og ringede til professoren, som selvfølgelig ikke besvarede opkaldet og ej heller henviste til en telefonsvarer. Typisk. Hvis der overhovedet var noget ved den mand, der kunne kaldes ”typisk”. Ved totiden prøvede han igen; forgæves. Det endte med, at han selv kørte ud til hotellet. I dag kunne han i det mindste ikke forstyrre Eliza i hendes arbejde”¦ Lucide havde lige gjort en cigar klar, da Jensen kom ind i foyeren og styrede direkte mod ham. - Jamen dog, hvad skylder jeg æren, spurgte professoren. - Goddag, Lucide. Ikke noget endnu, svarede Jensen, jo det skulle måske lige være at anskaffe Dem en telefonsvarer. Nej, jeg kommer såmænd blot for at kikke lidt efter ejeren af aktiemajoriteten i en ”lille pillefabrik”, som han kalder ”EuroMed”. - Nå, jeg troede det var mig. Nej Hr.von Lichtenstein er trådt ud af gruppen. Han snakkede noget om ferie”¦ - Ja, det vil jeg gerne tro, svarede Jensen. Jeg er bange for, at hverken De eller jeg møder ham igen. Han er sygemeldt. Må jeg forstyrre Dem igen pr. telefon, hvis jeg heller ikke kan komme i kontakt med ham i morgen? Kap. 86 Lille start og stor landing Ikke så langt fra den lille private flyveplads i Allerød ligger en gammel misrøgtet lade bag et skovbryn. Ejeren, en falleret landmand, havde boet i sit ”aftægtshus”, siden selve gården røg på tvangsauktion, da han for mange år siden blev enkemand. Kun laden og en strimmel jord med hans forgængers mugne rønne havde han stadig. Han følte sig heldig, da en fremmed en gang havde spurgt om mulighed for at leje laden; han havde tilbudt tusinde kroner om måneden. Sort. Den blev meget sjældent benyttet. Nu var der igen i aften lys derovre. Han blandede sig ikke. Han havde nok at gøre med brændet og den gamle bageovn. Rigtig mad var blevet dyrt. Lichtensteins chauffør var ved at gøre det lille firepersoners fly i laden klar til en længere tur. Herren kunne ikke selv flyve den alene længere, så piloten skulle hentes i morgen formiddag. Alt var klar; ekstra brændstof, pladsen til kørestolen og bagagen. Flyets radio, som de forhåbentlig ikke fik brug for. Den ville piloten selv tjekke på en ledig frekvens. Chaufføren, som i dag kørte i sin egen bil, returnerede til Katrinelund, hvor direktøren var færdig med at pakke de få ting, han skulle have med. Sygeplejersken havde indvilget i at rejse med til Schweiz i tre uger. Ikke længere. Hun havde fået at vide, at han først skulle til et kort møde på en fabrik i Norrlandet. Der ville ikke blive tale om overnatning. Derfra skulle de videre med et større fly til Zürich. Af hensyn til forretningen måtte hun ikke omtale svinkeærindet i Sverige for nogen; det er desværre en del af vilkårene i medicinindustrien, havde han forklaret. Det vidste hun alt om, mente hun. Først næste morgen fik chaufføren de sidste instrukser. Sygeplejersken havde overnattet i sit eget værelse i sidefløjen og pakket den nødvendige medicin til seks uger. Man vidste aldrig, om planerne blev ændret. Piloten havde fået kørelejlighed til Allerød, så de slap for at hente ham. Han stod klar ved den gamle lade, da den høje sorte bil ankom. - Alt er klar. Motoren varmet op og radioen virker perfekt men holdes lukket. Mens I stiger ombord tjekker jeg det sidste. Jeg gennemgår ruten efterhånden, så I ved hvor vi er. ”Please fasten your seatbelts”. Da flyet var rullet hen forbi pladsens hangar til ”take off”, lukkede chaufføren ladeporten og kørte tilbage til Katrinelund. Klokken elleve ringede direktørens fastnettelefon; det var en kriminalbetjent Jensen. Chaufføren besvarede som aftalt: - De taler med butleren på Katrinelund”¦ Nej, desværre, direktøren er syg og træffes ikke i dag. Er der en besked, jeg kan give ham? - Ja, bare sig, at han kan ringe til Politigården i København og spørge efter Dueholm eller Jensen”¦. - Så gerne hr., han får straks besked. ”Butler”, tænkte Jensen. Det plejede at være butleren der var morderen. Nå, ja, tænkte ”butlerchaufføren”, ”straks” betød jo ikke, at direktøren rent faktisk så eller hørte beskeden. Flyets radio var lukket, og direktøren kunne først træffes om to-tre timer, når han var landet på fabrikkens private flyveplads. Sygeplejersken havde fulgt ham næsten helt ind og fået serveret kaffe i forkontoret. Hans møde varede kun tyve minutter, så kom han smilende ud. - Nå, alt gik som det skulle, så kan vi vist gå ombord i et mere behageligt transportmiddel. Han pegede ud på et ”Cessna Eclipse” jetfly. Den er ved at være klar, ser jeg. Deres bagage var lagt i dens lille lastrum og to af de fjorten sæder var indrettet til kørestolsbrugere. - Åh, det var dejligt. Den her plads er mindst lige så god som kørestolen. Og så er den hurtigere, sagde han og lo. Der lå en besked fra butleren derhjemme, så han - og lo endnu højere. Hun kikkede spørgende på ham men nød egentlig hans gode humør og spurgte ikke. Det var en ting han satte stor pris på. - Dansk lovgivning er da umulig at forstå, sagde han bare. Jeg tror vi får en god tur. Jeg glæder mig til at komme lidt ned til mildere himmelstrøg. - Hvordan er vejet i Zürich, spurgte han piloten. - Mildt, let vin, letskyet, tørt, stabilt for årstiden, hr. Lichtenstein. Først, når vi lander, kan jeg få sikre oplysninger fra trafikkontrollen i Kastrup, men de næppe haft mulighed for at undersøge hvad det er for en ”UFO”, der kan have krænket dansk luftrum over Nordsjælland. Sygeplejersken og Lichtenstein småsludrede den næste halve times tid. Hun havde aldrig set ham så afspændt før. Denne tur ville uden tvivl gavne hans helbred. Jeg glæder mig til at komme lidt ned til mildere himmelstrøg. - Hvordan er vejet i Zürich, spurgte han piloten. - Mildt, let vin, letskyet, tørt, stabilt for årstiden, hr. Lichtenstein. Først, når vi lander, kan jeg få sikre oplysninger fra trafikkontrollen i Kastrup, men de har næppe haft mulighed for at undersøge, hvad det er for en ”UFO”, der kan have krænket dansk luftrum over Nordsjælland. Hvis de altså har fanget den på radaren. Sygeplejersken og Lichtenstein småsludrede den næste halve times tid. Hun havde aldrig set ham så afspændt før. Denne tur ville uden tvivl gavne hans helbred. Da de var over Frankfurt døsede han oven i købet lidt. Kap. 87 Mørk havde undret sig meget, da han erfarede, at endnu et lovforslag var blevet hastebehandlet i Tinget. Denne gang var det åbenbart nødvendigt at give PET meget vidtgående beføjelser til at få indsigt i danske statsborgeres privatliv. Brevhemmeligheden måtte være ukrænkelig, mente han. Fra klokken 0:00 i nat, skulle PET ikke længere have dommerkendelse for at ”hacke” sig vej ind i dybet af hvilken som helst computer i kongeriget. Blot have deres ”egen begrundede mistanke”. Dueholm, som for det meste var meget rettænkende og korrekt, syntes nok at det var på tide, at de nu fik bedre muligheder for at forebygge sædelighedsforbrydelser, svindel og bedragerier bare ved at følge en smule med i, hvad der foregik på mange computere. Jensen havde også fulgt lidt med; men hvad der foregik bag en lukket dør, burde ingen fremmede snage i. Gid fanden havde det skidt. Men det havde han måske også? At det nu blev legaliseret at overvåge alt og alle var jo ikke ensbetydende med, at politiet rent faktisk skulle eller burde udnytte muligheden. Men det var jo ikke til at styre. Men hvorfor havde kvajhovederne på Christiansborg været så ubegavede, at mænd som Lichtenstein, blev skræmt fra vid og sans, så man ikke havde skyggen af chance for at finde ham og stille ham til ansvar? Der var lidt for mange spor, der blev ved med at krydse hinanden. Hvorfor skulle det ske netop nu? - Har De nogen sinde hørt om Folketingets CERT-arbejde, spurgte professoren en dag fru Knudsen. - Hva’behar? Dessert-abejde? Er det noget med fødevarer, svarede hun. De havde aldrig drøftet politik. Professoren fortrød og følte sig lidt beklemt ved sit utidige spørgsmål. - Derhjemme stemmer vi på socialdemokratiet, siger min mand altid. Og jeg har altid ladet ham være i troen for fredens skyld. Nej, det er nu en af mine små hemmeligheder, hr. Lucide. Men pyt, De kan holde tæt: I mange år har jeg fulgt mit eget system, som er lettere at overskue og gør valgaftenerne sjovere. Jeg startede naturligvis med A i sin tid. Gangen efter stemte jeg på B og sådan har jeg fortsat for ligesom at dele sol og vind lige. Når der så nogen gange dukker et nyt parti op, bryder jeg princippet og giver det nye parti krydset som et skulderklap. Derefter følger jeg igen mit system”¦ Synes De, det ligefrem er morsomt? Professoren lo og hostede, - Ja, ja, forsøgte han at sige, det et sgu længe siden jeg har hørt noget så klogt og morsomt! Hun kunne ikke huske, at hun nogen sinde havde hørt professoren bande, så hun valgte at overhøre det. Hun var smigret over hans pæne ord. - De er nu altid så rar. Jeg tror ikke, at min stemmes placering betyder alverden; men at - det helt afgørende er, at jeg bruger min stemmeret! Det tager jeg meget alvorligt. - Herligt! Deres stemme har skam stor betydning”¦ også for mig, svarede han stille. Hun havde nu aldrig stemt på ham, personligt. Han havde da heller adrig talt om at stille op til valg? Han var svær at blive klog på. Professorens telefon ringede. Jensen oplyste, at Lichteinstein var stukket af; syg eller ej. - Kunne de mærke på ham, at han skulle være specielt syg, sidste gang De så ham? - Nøh, nej. Han trængte nok bare til at komme lidt væk, tyder det på. Væk fra CERT - Væk fra Dem og mig. Vil De efterlyse ham? - Desværre nej. Det er for sent. Jeg har stærkt på fornemmelsen, at nogen i PET har advaret ham. Så vi skal ikke gøre os forhåbninger om nogen sinde at se ham igen, med mindre han rejser ind i landet; frivilligt. Og det er der ingen fare for”¦ Kap. 88 Helga og Maria var nået til vejs ende med portrættet. Om et par dage kunne billedet ferniseres. Men allerede nu, hvor sidste penselstrøg skabte livet i Marias øjne, vidste Helga, at billedet var færdig. Maler og model kaldte på Mørk, der travede frem og tilbage inde i dagligstuen. Så slog de to gratier dørene op. Mørk var målløs. Det var i sandhed et mesterværk, der stod foran ham på staffeliet. - Hvor er Andreas og Francois? De må da være med her”¦ - Jeg går op og henter Francois, sagde Maria. Helga havde aftalt med Andreas, at han kom ved femtiden og hentede hende. Det var om et kvarter. - Tak, sagde Helga og gav Mørk et kindkys og et kram. Det billede er blevet en del af mig selv. Tror du, at du kommer til at holde af det? - Om jeg tror? Nej. Jeg ved, at det er fremragende. Stor kunst fornægter sig aldrig. Maleriet vil glæde mig hver eneste dag, så længe jeg lever. Mørk fældede en tåre, men var sig selv, da Maria kom med Francois og børnebørnene. - Kom og se, sagde Mørk. Rigmor på ni syntes det var flot. Morten på 12 sagde bare ”Addr, det kan I da ikke have hængende fremme.” Jeg ringede på. Uden min stok kunne jeg nøjes med at holde i gelænderet på vej op. Maria lukkede mig ind. - Åh, jeg er så spændt på, hvad du synes”¦ Jeg hilste på de andre. Mørk serverede champagne og rød sodavand indkøbt til lejligheden. Hun syntes, at det var meget underligt at stå her fuldt påklædt i levende live, mens så mange af hendes nærmeste beundrede et billede af hende. - Hvor vil du have mig hængende far, spurgte hun. - Nede i forretningens vindue, selvfølgelig, lo han ”¦ så ville vi få nok at gøre”¦ Nej. Indtil videre må du blive stående på staffeliet. Jeg skal have tid til at tænke”¦ ramme eller ej. Måske et usynligt ophæng der giver otte-ti millimeters luft mellem væg og billede. Det kan oven i købet være, at jeg anskaffer mig et let brugt feltstaffeli. Jeg er nemlig rigtig godt tilfreds med det, som det står, hvor det står. Det er underligt. Det er også lige som om, det er lidt af mig selv, der er færdig. Der går nok et par dage, men så glæder jeg mig til at tage fat på dit ansigt. Du bestemmer selv frisuren, sagde Helga til Maria. Men ikke mascaraen”¦ Find også en halskæde, som du holder af. Jeg tænkte på den jadegrønne perlekæde, som jeg en gang for længe siden havde købt til Helga, da hun ventede sig. Men jeg vidste ikke om den eksisterede endnu og om den havde den rigtige farve. Kap. 89 Palais Lichtenstein - Fobi eller forbi Lichtensteins fly landede næsten planmæssigt i Flughafen Zürich kun tyve minutter forsinket. Vejret var ganske dejligt. De taxiede langsomt hen til det rolige private afsnit. Sygeplejersken følte sig næsten som en dronning på statsbesøg. En bil meget lig bilen på Katrinelund kørte frem til flyet, hvor to fransktalende mænd hjalp direktøren ned ad trappen og hurtigt fik ham placeret til hans tilfredshed i det store skinnende køretøj. - Bonsoir Michèl, sagde han til chaufføren Madame est mon assistent, der gik om og hjalp hende ind. Det tog blot tre kvarter at køre ud til palæet, hvorfra der var en smuk udsigt over søen. En ung kvinde kom ned ad hovedtrappen, for at tage imod. Hun talte gebrokkent dansk. Direktøren præsenterede dem for hinanden; hun var en slags husholderske. Chauffør Michèl bar bagagen ind og så efter, at Lichtenstein kom godt op med trappeliften. - Der er middag til tre klokken otte, som De har bedt om. - Tak. Så kan vi nå, at pakke lidt ud. Nu skal jeg vise Dem Deres logi sagde Lichtenstein til sygeplejersken. Jeg hader det ord. De sørger jo bare for, at jeg ikke bliver syg. Findes der ikke et nyt ord for kammerjomfru? - De må gerne sige kammerdame, hvis det passer Dem bedre. - Tak. Vi får en gæst hjemmefra til middag. Hun kom i morges. Jeg mødte hende i sin tid, da hun arbejdede på at bistå PET i Danmark med at drage mine forretningsmetoder i tvivl. Nu er vi de fineste venner og hun tænker vist på at slå sig ned her i landet. Så jeg har lovet at hjælpe hende i den første tid. Hun er indtil videre indlogeret ovre i sydfløjen. Han fulgte sin nyudnævnte ”kammerdame” med elevator op til første sal. - Ja, det er længe siden jeg kunne bruge trappen i hall’en. Men hvis jeg selv kunne springe omkring, ville jeg jo nok ikke have haft fornøjelsen af Deres selskab”¦ Nu skal De se deres suite, garderobe og badeværelse. - Jamen, jeg anede jo ikke”¦ - Det skal De ikke bekymre Dem om. Vi spiser om en halv time. Uformelt. Hun åndede lettet op. ”Uformelt”. Så kunne hun godt nå at pudre næsen. Klokken tyve nul-nul gik hun selvsikker i sin smukkeste kjole ned ad trappen i hall’en. Lichtenstein tog imod og præsenterede de to kvinder for hinanden, før de gik til bords. Så skreg Eliza højt! - Flyt det ækle kryb! Direktøren råbte en ordre. Straks kom Michèl løbende med Süd-Deutscher Zeitung og klaskede en sort edderkop, der var på vej ind til middagsbordet. | ||||||||||||||
 | Reppel | 2013-08-01 19:08:56 |
Hej Nhuth.
Endelig en samlet version af din historie, som jeg i sin tid kom for sent ind i - og ikke kunne følge med i af samme grund.
Læser med stor fornøjelse, skønt jeg lige er begyndt. Ville da ønske der lå en "ordhandel" i min by!! :)
Endelig en samlet version af din historie, som jeg i sin tid kom for sent ind i - og ikke kunne følge med i af samme grund.
Læser med stor fornøjelse, skønt jeg lige er begyndt. Ville da ønske der lå en "ordhandel" i min by!! :)
| Reppel | 2013-08-01 19:54:57 |
Meget gerne!
Jeg har så mange ord her at skufferne er ved at sprænges ;)
Glæder mig til at læse videre!
Hilsen Reppel
Jeg har så mange ord her at skufferne er ved at sprænges ;)
Glæder mig til at læse videre!
Hilsen Reppel
| nhuth | 2013-08-01 20:18:03 |
Hej Reppel. Det glæder mig at høre. Inden længe vil jeg aflægge Augustus Mørk en visit med henblik på at træffe aftaler om gensidige inspirationsmøder.
Men hans hukommelse er ikke længere hvad den har været!
Vh.Nhuth
Men hans hukommelse er ikke længere hvad den har været!
Vh.Nhuth
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Stort knus og tak for din interesse og rosende ord.
Enhver by burde have sin "ordhandel".
Hvis jeg hører om én, må jeg så foreslå dig som leverandør? ;-)
Vh.Nhuth