Forfattersiden.dkForfattersiden.dk kræver login, før du selv kan bidrage med indhold
 
Forfattersiden
Guiness Record (14. marts 2011)
Guiness Record (14. marts 2011)


Forfattersiden.dk
Forfatter: ligeher
Skrevet: 2011-05-15 20:05:53
Version: 1.1
Anbefal:Klik på +1 ikonet for at anbefale teksten i Google-søgning
 
 Klik her for at annoncére teksten på din egen Facebook væg Klik her for at annoncére teksten på din egen Facebook væg
 


En kazoo er et fladt plastikrør på størrelse med en cigar. Den har hul i begge ender, og på den ene side dækker et lille gitter over et stykke pergamentpapir. Når man trutter i den, lyder det nøjagtigt som at spille redekam, bare højere.

Netop sådan en lille rød tingest ligger i min brystlomme, og min søster har også én. Vi er begge to over tredive og har mænd og børn, men vi kan stadig finde på at synge for dyrene i zoologisk have. Åh abe, elefantens vuggevise, kamelsangen fra Kardemomme og den slags. Vores mænd lader, som om de ikke kender os, når vi gør det.

Men i dag har vi efterladt familierne hjemme og er taget på langfart. Da stewardessen opfører sin sædvanlige sikkerhedsballet, trækker jeg kazooen frem og kigger på den. Min søster forstår straks meningen og ryster energisk på hovedet, men hendes øjne bobler, da hun ser den anden vej. Og det ender alligevel med, at dæmpede duttelyde følger damens  bevægelserne, mens hun peger på nødudgangen og demonstrerer iltmasken. Måske kun inden i mit hoved, men for første gang nogensinde nyder jeg, at flyet letter. Det føles så rigtigt at forlade den faste jord og svinge sig op i luften.

Da vi senere står uden for Royal Albert Hall, er det næsten som at komme hjem. Her virker det ganske naturligt at brumme rundt med en kazoo i munden. Taktfast truttende flokke dukker frem fra sidegaderne, myldrer ud af busserne og henne fra undergrundsbanen med  ballonkinder og knækkende knæ. En delegation har stillet sig op ved hovedindgangen til en sidste prøve på ”Valkyriernes Ridt”.

Indenfor finder folk småskrattende på plads på balkonerne. Min søster og jeg summer ind på kammertonen, ryg mod ryg i parterret, og føler os velkomne i sværmen.

Og endelig oprinder det store øjeblik. Det, der er meningen med det hele.

Dirigenten hæver hænderne, og orkestret spiller op til musikalsk kransekage. Tusindvis af kulørte platikdimser vibrerer mellem kildrende læber og brummer som berusede bier. Tonerne skrubber ud i salen og svirrer som svajende tornadoer mellem de honningfarvede snirkler, der udsmykker loftet. Ansigter lyser med lukkede øjne, arme rækker i vejret, fremmede strækker tommelfingrene op mod hinanden og sprutter: ”Yes!”

Ord som ”gribende”, ”smukt” og ”poetisk” får tårerne til at trille, fordi de intet har at gøre med det øredøvende spektakel, vi deltager i. Og fordi - de alligevel passer på en prik.

Da vi trutter arm i arm tilbage mod hotellet, føles det, som om min krop er fyldt med små, sprællende vinger.

haleløs2011-05-15 21:13:14

Levende og velskrevet. Især lige før flyverens take-off!
Har da aldrig før hørt om dette mærkelige 'trutte-instrument', kazooen; men googlede, og kan da se, at det er en verdensomspændende besættelse!
Blev der så sat ny 'støj'-rekord? - Synes ikke, det fremgår tydeligt nok; men antagelig IKKE?

Har faktisk osse selv engang siddet øverst oppe i Royal Albert Hall (til en slagtøjskoncert), det var ekstra sjovt at kunne følge med i orkesterets anstrengelser i 'fugleperspektiv'.
venligst ...
ligeher2011-05-15 21:39:52
Nej, det fremgår ikke at denne tekst, hvad der blev sat rekord i - for den blev skrevet til Saxos opgave om at beskrive en følelse.

JO! Der blev faktisk sat rekord den aften - som verdens hidtil største kazoo-ensemble på 3910 personer på én gang. Videoer fra begivenheden kan googles, så man kan danne sig sit eget indtryk ...

Og det var desværre ikke mig selv, der deltog - men et par dejlige damer af mit bekendtskab.

Mange hilsner

nhuth2012-04-26 08:16:22

Herligt. Jeg bliver aldrig færdig med forfattersidens fremragende indhold. Her har jeg så lige fundet endnu en perle.
Alene ordet "kazoo" ....
Vh. Nhuth

Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!

Seneste profil og bidrag

Seneste opdateringer

En tilfældig udvalgt tekst

Fra Forfattersiden.dk