![]() | ![]() | Lykkens holdbarhed |

![]() |
|
|||||||||||||
![]() Hans duft var det sidste minde, der forlod lejligheden. Overdøvet af beslutsomhed og cigaretrøg. Nostalgien holder mig i hånden i nat. Vi deler en smøg, mens hun fortæller historier om en tid hvor jeg var frygtløs og naiv. Dengang jeg tvang mig selv til at træde på stregerne og jeg omfavnede uvisheden som en kær ven. Jeg har forandret mig, siden han væltede min verden, men jeg smiler stadig helhjertet til pigen i spejlbilledet. Mit sædvanlige tilflugtssted er forvandlet til en arrogant skyggesøster. Hans ansigt er malet i fodaftrykkene og i støvet fra hans guitar. Erindringerne svæver under loftet og sender mig et selvhøjtideligt blik, når de får øje på mig i mængden. Den dunkle stemning i baren er forduftet. Gennem de stille tårer, genkender jeg ham i navnløse gæster. Savnet synker til bunds i min ølflaske, og jeg tømmer den for ikke at miste. Tænker tilbage på opfordringen om at forære mine to bedste linjer bort. Siden da er følelserne væltet ud gennem hånden og jeg vil beholde det hele. Jeg har ofte hvilet mig i fremmede senge, og kun afsløret min øjenfarve i profil. Få har efterladt mig med ar, jeg ikke kan tænke mig ud af. Stoltheden har bosat sig i mine læber, forhindrer ham i at forlade mig for anden gang, selvom jeg håber han opdager mine små forræderiske hentydninger i det skjulte. Styrken vi skulle have delt mistede jeg med nummeret til garderoben. Inden længe tager Vesterbro mig atter i hånden og danser mig tilbage til duften af lykke. |

Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!