 |  | Et lille hus på landet |
 |
|
|||||||||||||
|
Det havde regnet i flere dage. Jorden var våd og fugtig, og jeg havde søgt ly under i et gammelt læ skur, sammen med en flok geder som stod og skulede olmt over at jeg havde taget deres plads. Jeg rystede, og kikkede på min telefon, som med et var gået død for strøm. ”Pis” mumlede jeg. Lige som man er faret vild, på herrens mark, så går strømmen. Jeg frøs, og med ingen udsigt til opklaring, krøb jeg sammen i et hjørne af det mølædte skur. Jeg måtte være faldet i søvn, for det var pludseligt mørkt og månen glitrede i regnen. Jeg kunne høre plasken ude i mørket, og jeg så snart et flakkende lys. ”Hallo?” kaldte jeg. En kvinde kom ud af mørket og nærmede sig mig, med sin lomme lygte knugende til sig. ”Hej.” sagde hun mildt. ”Vil du ikke ind i tørvejr og få noget mad?” Jeg nikkede, og rejste mig besværligt op. Mine led syntes at være helt frosset fast. Kvinden, som var pakket ind i hjemmestrik, trak et langt sjal af og lage det om mine skuldre. Varmen bredte sig som ild i mine åre, og jeg sukkede dybt af behag, og fulgte med hende. Jeg havde ikke set huset fra vejen. Men nu hvor vi nærmede os, stod det så tydeligt frem i mørket, men levende lys i vinduerne og hvid røg som væltede op af skorstenen. Det var et gammelt bindingsværkshus, med stråtag og roser kravlende op af murene. Kvinden åbnede en brun dør ind til huset, og lod mig gå ind først. Der lugtede af bræt træ, tørrede æbler og af en sydende gryderet, som stod i køkkenet. Kvinden ledte mig ind i stuen, hvor der blandede sig en duft af træ og pibe røg. ”Vi har fået en gæst.” sagde hun mildt. Fra et hjørne af stuen dukkede en gammel mand op, han havde en pibe i munden, og et stort smil fra øre til øre. ”Velkommen! Vi håbede du ville komme!” sagde ham, og jeg undrede mig, men blev alligevel så glad at jeg smilede og tog i mod en stor varm krammer fra manden. ”Kom og sæt dig her.” sagde han, og ledte mig hen til en stor behagelig stol. ”Når min søn kommer, skal vi spise.” sagde manden og smilede blidt til kvinden som forsvandt ud i køkkenet. Jeg så ind i den buldrende pejs, og glemte tid og sted, indtil sønnen kom ind. Det var en ung mand, med varme øje, og over skulderen bar han en træhylde, som var nydeligt udskåret, med tre haner. Han hilse på mig, og viste så hylden til sin far. ”Den er til Peter” sagde han, og de grinede begge indforstået. Jeg smilede, og vi satte os alle over til et rundt bord, hvor gryderetten blev sat. Kvinden satte sig over for mig, og den gamle mand til min højre side, og den unge til min venstre. ”Ny nu maden” sagde kvinden. Jeg stoppede dem: ”Skal vi ikke takke Gud for maden?” spurgte jeg, og så rundt på dem. Det gamle mand grinede og sagde: ”Nej, i dag skal du ikke takke mig, men tak blot Maria for maden.” De smilte mildt til hinanden, og til mig, og jeg forstod ikke. Men maden smagte godt, og syntes at varme mig op, og fylde min sult på en måde som intet før havde gjort. Vi grinede hele natten, og nød den gode mad, og pejsens buldrende ild. Da jeg vågnede den næste dag, var jeg tilbage i skuret, og regnen var holdt op. Jeg kunne pludselig huske vejen. Huset var ikke at se, og mens jeg gik hjem, på lette fødder, viste jeg hvem det var som jeg havde spist med den nat. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2011-10-22 18:20:18 |
Tankefuld, billedrig, hyggelig! 'Nej, i dag skal du ikke takke mig, men tak blot Maria ... ' = skæv humor! Velfortalt; selvom der altså er en del stave- eller slå-bøffer; men skæmmer egentlig ikke drømmen!
venligst ...
venligst ...
| Renna | 2011-10-24 21:01:36 |
Tak :) ja det gik lidt hurtigt - og stavefejl er mit mellemnavn :-P
| Finn Wilkens | 2011-10-30 09:25:39 |
En smuk, eventyragtig afsluttet historie uden de store overraskelser. Den ville gøre sig godt i min 1. klasse, dengang vi hørte om gud og jesus og det der.
Der er i og for sig ikke så meget, der er anderledes og overraskende i teksten. Dit sprog er flydende og let, og det er også derfor, at dit eventyr er lige til at læse op for børnene.
Så for pokker! Nu strejfede jeg bedømmelserne heroppe ovenfor, og det gælder altså ikke!
Der er i og for sig ikke så meget, der er anderledes og overraskende i teksten. Dit sprog er flydende og let, og det er også derfor, at dit eventyr er lige til at læse op for børnene.
Så for pokker! Nu strejfede jeg bedømmelserne heroppe ovenfor, og det gælder altså ikke!
| Renna | 2011-10-30 16:14:09 |
:)
| Per Holbo | 2011-11-04 13:12:55 |
God historie med fine pointer. Det, jeg særlig godt kan lide, er den måde, hvorpå du lægger budskaberne ind i lag oven på hinanden. Det, man fanger, får man noget ud af og resten lægger sig sikkert i underbevidstheden til den dag, man har brug for det.
Jeg skulle lige læse den med hylden en ekstra gang, før jeg fangede det finurlige - og det er i sig selv en cadeau til dig!
Super! Mere af det, tak!
Jeg skulle lige læse den med hylden en ekstra gang, før jeg fangede det finurlige - og det er i sig selv en cadeau til dig!
Super! Mere af det, tak!
| Renna | 2011-11-06 14:36:46 |
Tak for din kommentar :) er glad for at du fik så meget ud af den : ) - og at du fangede joken med Peter :) mvh
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
