 |  | Alle mine nye farver |
 |
|
|||||||||||||
|
Sådan var hun. Det var som om der opstod noget dæmonisk i kvinden. Hun glemte sig selv. Hun glemte tid og sted, og røg ind i en slags trance. Bæltet blev trukket ud af bukserne, det blev foldet og svinget. Jeg kunne høre det i luften, den højlydte klask mod mine arme, ben og krop. Nogle gange brugte hun sin ene sko eller de bare hænder. Jeg skreg og stillede håndfladerne afværgende foran mig, men hun ramte mig altid på ubeskyttede steder. Når tårerne sprang ud af øjnene og jeg tryglede hende om at stoppe, tilføjede jeg ekstra flammer til hendes bål. Engang, sagde hun undskyld og brød sammen i gråd, efter at have gjort det igen. Jeg stirrede udtryksløst ud i luften og følte mig som et tomt hylster. Først håbede jeg på, at døden ville komme tage mig, senere blev jeg fyldt med frygt og skam for, at andre skulle se alle mine nye farver. Sådan føltes hun. Når hun kikkede på mig, så hun en refleksion af sig selv. Hun så en lille pige, med langt sort hår og mørkebrune øjne. En pige, født med et smil på læberne, et smil som hun med tiden, systematisk ville tværer ud. Ofte fik hun en trang til at holde om mig, så hårdt, at jeg ville smuldre mod hendes krop. Med hænderne dybt begravet i mit hår, ville hun slæbe mig efter sig, og svinge mig i cirkler, som var det mine arme hun holdt fast i. Hun ville stramme fingrene rundt om min strube, indtil jeg vendte det hvide ud af øjnene. Først da ville hun lade mig klaske mod det nøgne stengulv og forlade rummet. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2014-03-24 22:30:31 |
velskrevet socialrealisme om en tøjlesløs, halvsadistisk mor og hendes lille, værgeløse datter.
venligst...
venligst...
| EnKvindesTanker | 2014-03-25 22:04:33 |
Tak for responsen haleløs :) Der kommer mere, det her er blot indledningen. Første udkast.
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
