 |  | Min hjerne. Min og kun min. |
 |
|
|||||||||||||
|
Min hjerne. Min og kun min. En finurlig ting, mine tanker kan få mig alle steder, eller ingen steder. Den kan bidrage til og styrke mig og give mig visdom, erfaring til hvordan livet bør leves, af mig i hvert fald. Hvordan jeg styrker mine evner, til og gøre mine problemer mere håndterbare. Guleroden, der hænger foran æslet, eller min egen smøg foran min mund, hvad er min drivkraft, til hvad der er vigtigt for mig. Hvad er et fyldestgørende liv. Hvor meget kvalitet vil jeg have i mit liv? Er der en formel og standardisering af et meningsfuldt liv? Er min drivkraft og ønsker givtigt nok? Jeg lever i en tid hvor alle mine tanker kan føres ud til en virkelighed. Jeg er forpustet, jeg ved ikke engang hvem jeg selv er. Når jeg kan være den jeg vil være, ved blot en tanke, så er mulighederne for store og målet komplekst. Når jeg er tilfreds, er tilfredshedsfølelsen, tilfredsstillende nok. Eller er det i den evige jagt, jeg finder lykken? Er det i det simple? Gentagelser efter gentagelser? Hvilken balancegang skal der til for at det er et tilfredsstillende og lykkelig liv. Er det i det bekymringsfrie og trygge liv, hvor jeg finder fred og ro? Min hjerne, er måske kernen til den måde, jeg er i verdenen på. Hvis lysten om at dagdrømme mig væk til der hvor, jeg sanser og finder det mest behagelige. I en strandbrise, med solen der varmer på min hud, den blide vind, og lyde fra havets brus, som forstyrres af et par flyvende pestilens pygmæer der ligger sig på vandoverfladen og skræpper. Jeg omskifter mine tanker og dagdrømmer mig hen til noget andet og mere behageligt igen. Skoven der omfavner mig, bladene i de højeste trætoppe der suser i takt med vinden. Bunden af skoven der klamrer sig til mine fødder af mos og vand der fugter i jorden. Duften af noget tropisk som fordelagtigt gør det dejligere og være til. Sansningen gør mig levende. Jeg får en spontan følelse af og ville udfordre mig selv og min sansning, jeg omskifter mine tanker igen. Jeg bevæger mig ned i det iskolde hav, med isflager i toppen af havoverfladen, først den ene fod, som følger trop af den anden, der gør det uundgåeligt i ikke og være til. Mine bekymringer, frygten for at fejle, min næste fejl. Fordi Gud forbyde at jeg skal have mere og dvæle over i fortiden forsvinder. Begge fødder plantet solidt i det iskolde gysende bidende frygtindgydende vand, der erobrer min sjæl i sekundet. Jeg mærker, at jeg er levende. Hele mit sanseapparat er under påvirkning og vælter ind over mig som en tsunami, der ustoppeligt gør mig fri fra mit eget sind. Den eneste drivkraft der borer sig igennem min bevidsthed, er så klar, så rigtig og så tydelig: Essens af og være til, på et levende plan, hvor tiden er nu, og livet bliver følt gennem sanserne. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2024-11-06 09:24:06 |
varmt velkommen her til Forfattersiden
med en kæmpelang tekst om dagdrømme, lykke og væren eventuelt blandt isflage.
Her er ikke den store aktivitet; men vejen til at få kommentarer er selv at læse og kommentere på andres tekster.
venligst ...
PS "... pygmæer der ligger sig på vandoverfladen"
man lÆgger noget fra sig i en bevÆgelse
Bogen lIgger stIlle (på bordet)
med en kæmpelang tekst om dagdrømme, lykke og væren eventuelt blandt isflage.
Her er ikke den store aktivitet; men vejen til at få kommentarer er selv at læse og kommentere på andres tekster.
venligst ...
PS "... pygmæer der ligger sig på vandoverfladen"
man lÆgger noget fra sig i en bevÆgelse
Bogen lIgger stIlle (på bordet)
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
