 |  | Logbog Kap. 3 Tolv små breve |
 |
|
|||||||||||||
|
Han tænkte bedst, når lyden fra cykelhjulene havde fundet rytmen. Det var dejligt, at hun kunne give sig hen i går. Helt hen, tænkte han. Han forsøgte at genkalde sig sin ansættelse i selskabet. Han havde fuldstændig levet sig ind i rollen ved de to timelange interviews, så han igen havde følt sig som kontorelev i Mercandia. Det var gået stærkt siden da, men han havde ikke haft nogen anelse om, at det skulle gå, som det nu var tilfældet. Ofte havde han forsøgt at samle puslespillet, men der dukkede hele tiden forkerte brikker op, som var de fra et helt andet spil. Det var ikke så mærkeligt, at skattemyndighederne rev sig i håret, når de forsøgte at skabe sig overblik over selskabets konstruktioner og regnskaber. Hvordan selskabet klarede den månedlige skattefri bonus turde han slet ikke tænke på. Han havde nu heller ikke spurgt direkte; endnu. Selskabet havde overført to månedslønninger, forud, plus en måneds bonus. I alt 116.000. Dertil kom 8.000 som godtgørelse for udokumenteret repræsentation i hjemmet. Han ville drøfte spørgsmålet med revisoren ved lejlighed. Beløbet var højere end han havde forlangt og lidt større end de havde aftalt. Det var øjensynligt en bank i Zürich, der stod for lønninger til direktionen. Det havde været en skøn aften. Elizabeth følte sig ung igen. Men hun kunne mærke, at der var noget der nagede Christian. Det var nok det indbrud på hans nye job. Hun tog kittelen på, fandt malerkassen frem i udestuens vidunderlige lys. Hun skævede lidt til portrættet på staffeliet og satte sig i en kurvestol for lige at se om arbejdet fra i går var tilfredsstillende. Hun ville have portrættet af Nina med på kunstforeningens fernisering næste weekend. Som regel kunne hun sælge sine værker for et sted mellem ti og tyve tusinde kroner. De 6-8 billeder hun solgte hvert år dækkede rigeligt udgifterne til farverne, lærrederne - og børnenes lommepenge. Hun drømte ikke om berømmelse eller anerkendelse. Hvis nogen ikke brød sig om hendes billeder, måtte det være deres problem. Hun udførte aldrig bestillingsarbejder. Og billedet af Nina ville ikke blive sat til salg. Hun elskede kritik; fra venner og bekendte. Ikke så meget fra galleriejerne, der som regel kun gik efter øget omsætning. Hun ønskede ikke ros; men snarere råd og vink om den tekniske udførelse af netop den idé eller stemning, som hun ønskede at fastholde på lærredet. Selve motivet var med få undtagelser ret underordnet. En træstub eller to vildgæs i mosen kunne fremkalde lige så stor fascination som et ansigt eller et hus. Det var lyset, farverne og skyggerne, der skabte grundlaget for det ”nu”, som beskueren kunne lade sin egen billeddannelse berige af. Hun mindede sig selv om, at hun havde lovet komme i to timer i en 2.g på det nærliggende gymnasium. Hun havde sagt ja til at fortælle om ”Det gode billede” som led i gymnasiets temauge om kunstens mangfoldighed. Hun måtte snart skrive sit manuskript færdig. Nattevagten var knotten, da Helene hilste på ham. En kvinde, der havde præsenteret sig som Laila, havde ringet til ham lidt over syv og fniset, at ”direktørens kammertjener” var for syg til at møde på arbejdet, for han havde siddet på lokummet hele natten! Ja, ”kammertjener” på lokummet”¦, tænkte Helene, så havde man hørt det med. Hun lovede at give direktøren besked, så snart han kom. Nattevagten tilbød at blive til klokken tolv, men Helene sagde, at han roligt kunne tage hjem. Hun mente nok, at Askhøjs arbejde kunne undværes i dag. Ja, for den sags skyld helt undværes. Coasteren Alma lå for svaj ud for Frederikshavn. Kaptajn Andersson havde haft et skænderi med en af tolderne, der var kommet om bord lige øst for Hirsholmene. Tolderen påstod, at de kun ventede på politiets narkohunde og en ransagningskendelse. Kaptajnen skulle gå til Frederikshavn og ankre på en given position, hvor han ville møde en patruljebåd med toldere og politifolk. Kaptajnen ville formentlig igen blive tiltalt for mindst ét tilfælde af smugleri. Tobias Andersson havde let ved at lyde som om han var fnysende arrig, da han ringede til Rygaard. I virkeligheden var han godt tilfreds. Denne gang ville de ikke finde noget.. - Hallo, Nielsen, åh, du er en skat; sagde han, stil mig ind til ham den nye. Hun smilede og så Tobias skæggede ansigt for sig. Heldigvis var direktøren kommet. Hun stillede kaptajnen ind og gjorde alt klar. Nummeret til toldvæsenets hovedkontor og nummeret til havnen i Newcastle blev indtastet og gemt. Ruteflyet til Aalborg ville først afgå kl. 14. Den lille ”weekendkuffert” var klar. . For en sikkerheds skyld adviserede hun også piloten i Grønholt. Direktøren måtte handle hurtigt. Den direkte forbindelse til coasteren blev holdt åben. Han indtalte en kort besked. Alma tålte ikke et gedigent eftersyn af Told & Skat af container nr. YLAV 65832. Den lille indlagte forsendelse af Rygaards guldæg var ikke til at bortforklare. Et kvarter senere entrede to politifolk coasteren. Tobias Andersson var kommet helt op på kogepunktet, da en af tolderne på broen blev ringet op. Tolderen rødmede, da han vendte sig om. Undskyld ulejligheden, kaptajn Andersson, det hele beror på en misforståelse; jeg er meget ked af det; toldchefen i Aalborg har pludselig skiftet mening. Det ville jeg ikke tro om ham, den stædige rad. Der kommer to politifolk om bord om lidt. Først derefter får De meddelelse om hvor De kan lægge til. Må vi gerne sejle med ind? spurgte han spagfærdigt. - Ja, De er da så velkommen. Se Dem bare omkring, mens jeg får hende lagt til kaj. Vil ordensmagten og uldtotten også med? spurgte han politifolkene, som lige var trådt ind. De havde travlt med deres hvæsende telefoner. Det varer vel en god halv time, brummede Andersson. Direktøren var tilfreds. Det var kun narko de var på jagt efter. Han trykkede på knappen til Helene. "Alt var vist i orden på skibet. Skal vi cykle ned til forsøgsgården sammen? Agermose venter os halv elleve. Fint, vi ses fem minutter i halv." Andersen var gået op til duerne. Han fodrede og vandede dem hver anden dag. Men der var for mange efterhånden. Gamle Hansen plejede at få otte-ti stykker i juli og august, lige før de var flyvefærdige. Han tog selv fem eller seks. Kirstine var ferm til at plukke fjerkræ. Men den unge Hansen havde ikke aftaget nogen de sidste par år. Og måske foretrak også den nye direktør Clausen at spise frosne duer fra supermarkedet. Jeg må huske at spørge ham. Han brugte ikke så gerne loftlemmen i vognporten længere. Fra soveværelset på 1. sal er der direkte adgang til loftrummet gennem en smal dør ved siden af garderobeskabet. Selv om Kirstine hverken brød sig om fjerene på gulvet eller at høre på duernes kurren i de tidlige morgentimer, så var de da meget hyggelige, syntes han. Og så smagte de godt. De er sgu bedre end skovduer, Andersen, sagde gamle Hansen altid, Du er for god ved dem! I det andet loftrum, blev der opbevaret alskens gammelt inventar og sager, som ingen andre længere huskede. Blandt andet en fin gammel rejsekuffert med messingbeslag. Han havde selv slæbt den op på loftet kort efter han var blevet ansat. Han havde ryddet op og indrettet værkstedet i vognporten. Nøglen til kufferten var aldrig dukket op og Andersen havde ikke nænnet at bryde den pæne lås op. Hans forgænger havde været ornitologisk interesseret, hed det sig. Han avlede og ringmærkede en del af duerne. Tangen lå stadigvæk henne ved vinduet. Kornet opbevarede Andersen i én skuffe og dueblandingen i en anden i det gamle skrivebord. Ak, ja, sagde han til sig selv, lukkede omhyggeligt døren og samlede et par fjer op fra gulvtæppet i soveværelset, før konen så dem. - Nåh, har du været oppe og snakke med dine venner? drillede Kirstine. De spiste altid varm mad kl. 12, når han ikke skulle køre for direktøren. Han plejede at gå over til frøken Nielsen klokken 13. Men han kunne se, at de ikke var kommet tilbage fra forsøgsgården endnu. Kirstine havde set dem cykle derned, da hun skrællede kartofler. Hun glædede sig også til at hilse på den nye direktør. Årene med den unge Hansen havde ikke bragt meget godt med sig. Han er en vindbøjtel, mente hun. Christian Clausen og Helene var i godt humør, da de kom tilbage lidt over et. Men de var kommet lidt bagud i dagens program. Direktøren havde sagt, at han helst ikke ville forstyrres mere i dag. Containeren med de 4.000 genchips, og de mange reservedele fra MAN-diesel skulle gerne være på jernbanevogne senest kl. 14 og straks derefter på vej mod Skierniewice ikke langt fra Lodz i Polen. Nu ventede han kun på nærmere orientering fra selskabets afdeling i Fremont som åbenbart stod for de europæiske transporter. Rygaards egne jurister havde frarådet direktionen at søge om eksporttilladelse for at undgå at genchippen skulle blive klassificeret som lægemiddel. Den lille patruljebåd frigjorde trossen fra Alma inden kaptajnen lettede ankre. Sagen var i orden. Nu skulle han bare slippe af med de fire snushaner og vovsen. En halv time senere lå de ved den anviste kajplads, og de ubudne gæster kunne forlade skibet over lønningstrappen. Kaptajnen tørrede sveden af panden. Det havde været tæt på. Alma havde kun én gang haft narkotika om bord, men fidusen virkede. Igen! Så længe skibet og kaptajnen var kendt fra en tidligere smugleraffære, var der ingen der ville bekymre sig om ligegyldige jernstumper til slidte dieselmotorer. En krypteret fax fra M/S Alma tikkede ind på Rygaard kl. 13.09. Helene pillede faxen ud af maskinen, kastede et blik på den og lagde den ind til direktøren. Igen var der roligt på Rygaard. Ikke langt derfra var der derimod travlt på et af PET’s kontorer i Gladsaxe. Da hun så Andersen gå sin faste runde, vidste hun, at der ville gå omkring et kvarter, før han låste vognporten. Hun tog sin cykel med derover. Det var ikke så længe siden han havde hjulpet hende med at stramme kæden. Hun kunne udmærket selv have ordnet sin cykel, men hun hadede at få sorte fingre. Hun satte cyklen lige inden for porten. Der var et utal af næsten ens træskuffer i reolen. Ellers var der kun de fire skuffer under arbejdsbordet. Hun trak den nederste ud. Og ganske rigtigt, nede under værktøjet lå der en tyk pakke i brunt papir. Den var bundet til med sejlgarn. Uden på stod der: ”Gamle andvisninger”. Andersen var ingen ørn til stavning. Da hun hørte trin i gruset, lagde hun pakken tilbage. - Trænger den til luft? spurgte Andersen? Nej, skyndte hun sig at sige, men der kommer en mærkelig lyd fra forskærmen. Andersen drejede hjulet rundt og fiskede en lille gren ud, der sad fat under skærmen. Her er synderen, sagde han og lo. Var der ellers andet? Jamen så lukker jeg for i dag. Kom godt hjem. Hun takkede og satte sig op på cyklen. På vejen hjem følte hun sig lidt luset, men slog det hen. Hvilke gamle anvisninger gemmer sig i pakken? Hun lukkede sig ind i lejligheden og tændte for læselampen og radioen. Og blundede, da hun hørte brevsprækken klappe. Inden for døren lå der en seddel. ”Sig til Jimmy at han skal betale i morgen. Ellers kommer Pumpen og Ventilen efter ham. Der løber renter på hver dag”, stod der med klodsede blokbogstaver. Hun gik hen til vinduet og kikkede ned. Der kom ikke nogen ud fra opgangen. Hun studsede over, at afsenderen kendte hendes adresse. Men det overraskede ikke, at purseren havde rodet sig ind i noget snavs. ”Mænd”, tænkte hun, De bliver aldrig klogere. Hun anede ikke, at Pumpen og Ventilen var håndlangere i en bande ved navn White Tiger. Hun satte vand over til te og lyttede til sidste del af 17-nyhederne. ”Den administrerende direktør Hans Christian Clausen, har ingen kommentarer til opdagelsen af det nye enzym. ”Og vejret:”... Nej, der er nok flere direktører, der hedder Clausen. Men pudsigt var det. I morgen ville hun nu alligevel prøve at finde hoved og hale på historien. De fem besætningsmedlemmer på ”Alma” spiste aftensmad på et værtshus tæt ved havnen. De diskuterede dagens hændelse og morede sig over skippers håndtering af tolderne. Jeg troede sgu det var min whisky, de var ude efter, sagde maskinmesteren. - Nej, så I ikke de havde en narkohund med. De måtte bære den op ad lejderen, sagde dæksdrengen og snuppede den sidste frikadelle. De var enige om at skipper ikke ville acceptere så meget som en skæv joint! De fortalte igen historien om matrosen, der i sin tid var blevet fængslet i Rønne efter at tolderne havde ransaget hans kahyt og fundet tolv små breve med kokain. De så ham aldrig igen. - Han bliver kølhalet, hvis han sætter sin fod på Alma igen, råbte skipperen, da de kastede los. Historien blev den gang blæst stort op i Bornholms Tidende. Skipper havde sat forsiden op i messen, som de kaldte det lille mandskabsrum ved siden af kabyssen. Udklippet hang der endnu. Logbog Kap. 4 Et fremmed USB-stik Links til øvrige kapitler: Oversigt Kapitler i Logbog | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
