 |  | Mariams breve Kap. 12 |
 |
|
|||||||||||||
|
Det blev en kort snak, som Henny havde med Rønnebæk på hans kontor. Han ville helst ikke høre mere om det maleri. Det var jo forståeligt nok. ”Star Alliance er et velrenommeret selskab, hvorfor skulle de snyde på vægten?” Hun blev ham svar skyldig. ”Men Lydia nævnte også et andet selskab ”Moon Corporation”, som er knap så velrenommeret. De er styret af Star Alliance, eller også er det omvendt”, indskød hun. ”Lydias rolle har jeg aldrig forstået”, sagde han; ”kan du ikke bore lidt mere i hende på egen hånd. Jeg tror, at denne Moon Corporation ikke tåler dagens lys. Hvorfra kender hun dem?” ”Rimeligvis fra hendes tid i Sydamerika. Dér opererer de vist nok ved højlys dag.” Han hørte godt spydigheden i hendes tone men ignorerede den. ”Ja, hun er den eneste, der kan hjælpe os videre på de kanter, hvis hun altså vil”¦” mumlede han. ”Hvad er bedst,” spurgte Henny,”skal jeg tale med hende alene, eller vil du være med”? Han kløede sig lidt på næsen og lagde ansigtet i dybe folder. ”Lad være med det dér; du bliver ti år ældre af spekulationer. Lad os sammen besøge hende på adressen; der føler hun sig mest tryg”, foreslog Henny. ”Nej. Det må være helt privat. Jeg tror, at du bedst kan gøre det”, svarede han. ”Der skal ikke skrives rapport eller noget der bare minder om det.” ”Hvad skal vi så bruge det til”, spurgte hun meget fornuftigt. ”Samle viden til os selv. Kun til os selv. Kun for at sikre os at vi ikke er på vildspor og jager spøgelser. Vi må oprette et gensidigt tillidsforhold, hvor hun har fuld tillid til os og ikke ser os som en trussel. Vi kan jo alligevel ikke røre hende”. ”Det forudsætter blandt andet, at du tror på hende.” Køreturen fra Nyhavn til Lydias hjem kunne på en søndag klares på en halv time. Lydia rejste sig fra liggestolen på terrassen, da hun hørte motorcyklen komme op ad indkørslen. En smart læderklædt yngre kvinde kom hende i møde. ”De må være Henny. Velkommen. Kom jeg sidder her omme”¦ ”Tak. Vi har vist aldrig hilst på hinanden før, men det må have været tæt på; på Rygård, mener jeg.” ”Kan vi ikke bare sige ”du”? ”Jo, tak, det gør det nemmere,” svarede Henny. ”Du hjalp os jo med at sætte Cesaro Carrera fast i sin tid. Nu er vi i gang med at efterforske tyveriet af det maleri, som er stjålet på Egely, så vi tænkte, at du måske kunne hjælpe os.” ”Hellere end gerne.” ”Jeg går direkte til sagen: Véd du hvem Don Alanzo i Italien er?” ”Ok, ja. Han er sygeligt optaget af malerier; specielt Gaugins. Totalt samvittighedsløs. Tidligere retsforfulgt i Rio de Janeiro men aldrig dømt så vidt jeg véd. I Brasiliens og Colombias storbyer hersker kun jungleloven. Du må forestille dig et samfund, hvor ingen stoler på nogen”¦ . Han tror nok stadigvæk, at ”Kvinder ved Brønden” er ægte.” ”Jamen er det da ikke dét?” ”Efter min mening, nej. Men det kan tage år for eksperter at sige noget 99 procent sikkert. Jeg købte det kun af en notorisk ældre sortbørssvindler, som fremviste ægthedscertifikater, som jeg vist nok har smidt ud. Alanzo købte sig til alt; magt, kontrol med narkomarkedet, politisk indflydelse og nepotisme. På et tidspunkt ville han købe mig og min kærlighed. Vores forhold varede nogle måneder. Da jeg forsmåede ham, blev han rasende og gjorde alt hvad han kunne for at genere mig - og det var voldsomt. Jeg hævnede mig på ham ved at købe det maleri for næsen af ham. Han forsøgte at infiltrere mig i den del af underverdenen, som han herskede enevældigt over. Han driver et dobbeltspil med det pæne Star Alliance og det dybt kriminelle Moon Corporation. Nu har han så købt en brud til sin søn.” Henny var ved at tabe næse og mund. Hun fornemmede det had, der var mellem de to. Senere ville hun spørge lidt ind til Alanzos forhold til Fritte på Revlinggård. Hun ville også få brug for flere oplysninger om Laura Fritte. Klokken tolv havde fru Andersen prøvet at lokke lidt mad i Theodor, men han var helt nede i kælderen på grund af den gamle bil og sad bare og stak lidt til det. ”Jamen Herregud, han bruger den jo aldrig og lige nu er den jo næsten kommet på museum”. ”Du forstår ikke”, svarede han. ”Jeg blev ansat til at køre den. Hvad skal jeg foretage mig nu? Han kunne lige så godt fyre mig på gråt papir. Jeg vasker og polerer hende i hvert fald ikke længere”. ”Åh hold nu op, vent og se tiden an. Han har jo ikke besluttet sig endnu.” ”Selv læderindtrækket er det originale. En bil skal køres og passes og plejes. Har mekanikeren ringet? Nå, først i morgen”¦. ”Jeg lægger mig en halv time.” Uden at have lukket øje, stod han op og satte selerne på plads. ”Jeg går en tur med Rollo”. ”Klokken tre er der kaffe og friske brunsvigere”, lokkede Kirstine. ”Måske Maleren også vil have en?” ”Måske.” Maleren stod klar. Det var ikke blevet til så meget i dag. ”Skal vi gå ned til gæssene,” spurgte maleren, ”de vokser så hurtigt”. ”Jah, dem vil han vel ikke sælge”, sagde Andersen stille. ”Glem nu den bil et øjeblik. Du skal se, der kommer nok en ordning på det også.” Rollo sniffede rundt i sivene og drillede gæslingerne lidt, indtil han kaldte den til sig, så gåseparret kunne få lidt fred. ”Jeg er ved at lære ham tegn sprog; prøv at se”: Han fløjtede et kort fløjt og rakte en arm i vejret. Få sekunder efter kom hunden farende og satte sig ved Theodors venstre fod. ”Det må jeg nok sige, han er saft suse mig, blevet dygtig.” ”Konen har truet med kaffe og brunsvigere klokken tre.” De gik i tavshed op over plænen, hvor Siwan var ved at slå græs med den store cylinderklipper. ”Sådan en ”Toro” holder evigt”, forklarede Andersen. ”Den svigter aldrig”. Kirstine havde gjort klar under pergolaen, da de kom op. ”Postbuddet har været her med brev til dig, Theo”, sagde hun og rakte ham en tyk konvolut fra Selma. Han åbnede den med det samme, før han fik fedtede fingre. Det var to gamle numre af et bilmagasin fra 1930’erne. ”Åh, ja, Selma og jeg snakkede lidt om løst og fast, og så kom jeg til at nævne dit køretøj”, sagde Maleren. ”Måske er der et billede, der ligner.” ”Det er da betænksomt af hende”, sagde Kirstine. Alexander Frittes stædighed og intelligens var legendarisk. Han var blevet pacet frem af sine forældre hver eneste dag i sin barndom og ungdom. At komme hjem med en karakterbog, der placerede ham som nummer to i klassen udløste kun hånsord fra faren. ”Hvorfor blev du ikke nummer ét?” Da han var inde som soldat, blev han naturligvis udtaget som befalingsmand. Aldrig har nogen rekrut haft en strengere og mere nådesløs sergent. Al hans fritid gik med fysisk træning og intensive studier i jura. Som 22-årig blev han den næstyngste cand.jur. i Danmark nogen sinde. Han fik tre døtre med sin første hustru, der omkom efter en trafikulykke, hvor hun i sin røde sportsvogn kørte frontalt ind i en modkørende. Den første datter Josephine var født multihandicappet og blev passet af sin farmor” Besser i syv år, hvorefter datteren afgik ved døden. Alexander overtog direktørstolen i den danske afdeling af Star Alliance, før han fyldte fyrre år. Han ville være den bedste. Bedste rytter, bedste storvildt jæger, (også med bue og pil) og største kvindebedårer. Samtidig stræbte han efter at nå toppen af dansk erhvervsliv. Han nåede det hele og meget mere. Laura blev kørt i stilling som underdirektør i forsikringsselskabet, hun men lod sig friste af kokain. Storesøsteren Catherine har søgt at holde sig uden for sladderpressens søgelys i sit ægteskab med en dansk virksomhedsejer. Alexander vidste godt, at flere i den store vennekreds var afhængige af stofmisbrug. På godset slap han for de mest påtrængende hjælpeløse misbrugere i jetsettet nord for hovedstaden. Personligt var han stærk nok til at undgå kokainens ødelæggende magt, men familienavnet havde lidt ubodelig skade. På hans visitkort, stod der blot gårdejer. Alle vidste, at godset i realiteten tilhørte Star Alliance og blot var en hensigtsmæssig pengeanbringelse. Han havde altid ønsket sig en søn. Det var uvist om Laura eller Catherine ville kunne bestride stillingen som direktør i selskabet. Det var selskabet, der efter aftale med firmaet Secura havde installeret alt sikkerhedsudstyr, inkl. tyverialarmer og video-overvågning på godset, lige som de stod for sikring af selskabets øvrige bygninger. Én medarbejder i Secura havde imidlertid valgt at skaffe sig en biindtægt ved at kopiere enkelte optagelser fra godsets gæsteværelser uden Alexander Frittes viden. Senest da Rygårds direktør Clausen optrådte sammen med Susan på lagenerne. Optagelserne solgte han videre for at hjælpe en ældre fyret kollega. Rønnebæk og Henny samlede op og gjorde status. Der var for mange løse ender, som muligvis ikke havde noget som helst med hinanden at gøre. Det forhold, at en større virksomhed gennem skattely rundt om verden, betyder jo ikke nødvendigvis, at virksomheden begår lovovertrædelser. Det burde være en oplagt sag for politiets efterretningstjeneste at belyse økonomien i de to forskellige selskabskonstruktioner der blev brugt af henholdsvis Star Alliance og Moon Corporation. I hvert fald her i landet. Lydias adfærd i Rio var umulig at gå efter i sømmene. Måske havde hun haft til hensigt at redde familieforetagendet fra den vanære det ville være at gå over i historien som tyskvenlig i tredivernes Danmark. Den gang var hun ikke født. Der var intet at komme efter i hendes adfærd, siden hun var vendt tilbage. Så langt var de enige. De besluttede at aflægge en høflighedsvisit på Rygård. Gerne så snart Helene og Clausen havde tid. Skitserne af Elizabeth drillede Maleren. Der var ikke det umiddelbare lys og liv i hendes øjne, som han burde kunne indfange og fastholde. Denne vilje og styrke, som han vidste, at hun besad. På mandag ville det vise sig, om han kun kunne finde netop det ansigtsudtryk i hendes hjem? Han håbede det. Han ville ikke kaste sig ud i computerens billedbehandlingsprogrammer, som sikkert kunne gengive hvad han søgte. Kun med blyanterne og oliefarverne brugt i de rigtige omgivelser kunne han finde tilfredsstillelse. Vi har vel alle vores Mona Lisa hængende lidt underbelyst et eller andet sted i sindet. Vi har vel alle vores Mona Lisa hængende lidt underbelyst et eller andet sted i sindet. Som malerier af fugle kun lykkes, når fuglen er i dens rette element er det også med mennesker. Sammenhængen mellem at være i fuld og koncentreret kontrol og samtidig bevare spontanitetens livsglæde giver maleriet dets udtryk. En forfatters og en malers redskaber og materialer er så væsensforskellige og dog så beslægtede. Det lykkedes for Henny Lund at træffe Helene i telefonen. Henny undskyldte forstyrrelsen. Før hun fremførte sit ærinde, småsnakkede de lidt om Rygård, Clausen og maleriet. Ingen af dem nævnte dog noget om Lydia. ”Lige nu er Clausen optaget; måske er det bedre i morgen. Bare ikke før halv ni. Rønnebæk nikkede bekræftende til Henny ”Jamen, så ses vi i morgen.” svarede Henny. Rønnebæk hæftede sig ved, at forsikringsspørgsmålet ikke optog Helene mere end det tilsyneladende gjorde. Helene skrev lidt videre i sin dagbog. Hun kendte for lidt til den gamle direktør Hansens forretningsmæssige forhold til Alexander Fritte på Revlinggård. Den del måtte hun nok lade ligge. Fritte havde besøgt både Rygård Hansen privat flere gange, før Victor overtog posten, men det var jo så længe siden og hun havde aldrig taget referat af deres møder. Den store vinhøst tegnede godt i år, hvis vejret holdt. ”Alt dette bliver dit en dag”, sagde han til Sebastiano og rakte armene ud over `Villa Alonzos' marker. ”Snart har de sidste Ndranghetaer søgt tilflugt i Rio eller Sao Paulo og vi kan igen få lidt fred her. Det er godt, at din salige mor ikke skulle opleve at se sin far og onkler som efterlyste narkobaroner i Sydamerikas underverden.” ”Din morfar var en retskaffen Ndrangetha hele sit liv, må vi huske,” fortsatte han, som for at overbevise sig selv. Sønnen tænkte mere på sin Carmen og undrede sig over farens hemmelighed om den gave, som Carmen ville modtage på morgenen efter bryllupsnatten. Sebastiano vidste godt, at det var et kostbart fransk maleri, men ikke en gang han havde fået lov til at se det. Maleriet var indtil videre døgnbevogtet af carabienieri i treholdsskift. Det ville Carmen aldrig kunne holde ud. De to forsikringsagenter var kaldt hjem til London igen. Ledelsen i Star Alliance havde indkaldt aktionærernes advokater til krisemøde for at finde en udvej. To døgns drøftelser endte med at selskabet tilbød Don Alanzo et forlig, hvorefter han selv samt Don Rafanella, Sebastiano og Carmen hver ville få udbetalt ti tusinde Euro årligt, så længe den italienske stat kunne garantere for maleriets ægthed og sikkerhed. Det italienske parlament kunne ikke beordre beslaglæggelse eller tvangssalg, når maleriet var anmeldt som værende stjålet i Danmark fra et frihavnslager . Sagen vakte yderligere opsigt, da Alanzo og Rafanella besvarede henvendelsen med en kortfattet pressemeddelelse om, at maleriet ville blive udbudt til salg på det åbne verdensmarked, hvis staten ikke accepterede at udstede de fornødne garantier. Her i Danmark ville maleriet blive behandlet efter lov om herreløst gods, med mindre den senest retmæssige ejermand kunne dokumentere andet. Mariams breve Kap. 13 | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
