 |  | Starten af roman! |
 |
|
|||||||||||||
|
I Aldrig havde han troet, at det ville ske sådan - Ikke med hende og ikke nu. Han havde tit drømt sig væk, drømt sig væk, ind i hendes lyse hår, mærket spændingen i sin krop - Forsøgt at stritte imod, men mærket noget helt andet tage over. Vilde fantasier, som skulle være forblevet sådan. Følelsen af at gøre noget forkert, som samtidig føltes så rigtigt, det var forfærdeligt. Som at være besat af en dæmon, et andet menneske, ikke hans egne tanker. Det havde taget overhånd. Det hele havde taget så utroligt meget overhånd. Hun havde været alene hjemme, så uskyldig, så forsvarsløs. Han havde stået der. Der ude ved vejen omgivet af store træer med endnu større skygger - mærket forbudte følelse og idéer i hele hans krop. Plejede at kunne styre det. Men ikke i dag. Havde trådt op på den forbudte sti. Stien op til den ulåste hoveddør. Hun havde grinet af ham derinde. Hun skulle ikke grine. Han startede med sine egne rå hænder - Det var ikke nok - Modstanden. Hele hans krop, hans tanker og hans sind var som forbandet. Aldrig havde han troet, at det ville ske sådan - Ikke med hende. II Malou steg ud af toget, så sig omkring. Endelig. Togturen havde været lang, hun blev altid så sløj af lug-ten, de flyvende landskaber og den ofte trykkede stem-ning. Hun havde taget orlov fra Journalisthøjskolen, hun havde faktisk bare brug for en pause fra det meste. Det var fra starten af hendes drømmeuddannelse, og det havde kriblet i finger da hun havde åbnet sit brev og fået en af de eftertragtede pladser. Desværre, havde hun haft svære ved at falde til end hun nogensinde havde drømt om. Alle de nye veninder, hun havde reg¬net med at møde, lod vente på sig, og den ene som hun havde fået bygget et langsomt, men stabilt forhold op til, droppede ud af præcis de samme årsager, som hun nu havde taget orlov. Hun havde haft en klar idé om at hun skulle tage fat i de rigtige, dybe emner, lære at lave portrætter af per-soner, som gjorde en forskel. Hun havde haft et billede af et helt andet studie end det hun mødte. Bevares, man skal jo også lige være færdig før man kan begynde, havde de sagt, men hun ville så gerne bare ud og have jord under neglene. Hun synes hun havde ventet for evigt på at nå det stykke og det havde været et nederlag for hende at finde ud af hvor langt hun egentligt stadig havde før målet var nået. Hun havde været så ivrig og ville helst have haft hendes første store artikel ude alle-rede på første skoledag. Og nu så tæt på målet med kun 2 semestre tilbage, havde hun banket på døren til sko-lens kontor og søgt om orlov, hun vidste ikke længere om det var det her hun ville, hun ville ikke sidde på Go’ Morgen Danmark og helt interesseret interviewe om de nyeste hatte-trender eller undersøge hvilken te, der havde mest garvesyre. Hun ville lave journalistisk, som betød noget for folk - Betød noget for hende selv. Personlige årsager, havde hun sagt. Og det havde de taget som grund nok, hun var trods alt en pligtopfyl-dende elev, som havde klaret hele forløbet til UG og som netop havde afsluttet sin praktikperiode på et mindre Dagblad i Horsens. De havde sagt at de håbede meget på at se hende igen, så hun kunne afslutte de sidste 2 semestre og hun havde nikkede bekræftende, mens hun tænkte at der knap nok var nogen i hendes klasse, som ville lægge mærke til at hun længere var til stede. Hendes barn¬domsveninde, Josefine, havde fået lov, at låne hendes lejlighed, mens Malou selv havde fundet sig et kollegiværelse i Aarhus. Nu skulle Josefine giftes og var flyttet ind i et stort og dyrt hus med sin forlovede. Malou havde ikke tøvet et sekund, da Josefine rin-gede og fortalte den gode nyhed - Nu skulle hun til¬bage til Nordjylland og sin egen lille lejlighed, der skulle bestemt ikke flytte fremmede ind. Det var hen¬des sted og havde altid været det. Hun var rykket ind i den lejlighed allerede som 16-årig og havde elsket og beun-dret det, som ingen andre kunne få øje på udover Jose-fine, som havde lovet at passe på stedet mens Ma¬lou skulle studere i Aarhus. Malou kunne ikke vente med at hente nøglerne og flytte ind i sin lejlighed igen. Hun havde aldrig følt sig hjemme på kollegiet og havde mest glædet sig til at komme hjem. At hun nu kom hjem før tid gjorde ikke meget, hvem skulle hun imponere? - Hey, stop! Malou vendte hovedet med sådan en fart, at strik-huen røg af og ramte de tyggegummibelagte fliser i for-hallen. - Du glemte dit tørklæde, smilte en charmerende ung mand med store røde fregner og tykke brilleglas. - Tak, sagde hun flovt og vendte sig for at gå videre. - Er du her fra byen? Hørte hun bag sig, men hun blev ved at gå. Hun ville prajle en taxa udenfor banegården, men blev hurtigt mindet om, at det kunne være svære end man lige regnede med. Længst væk på pladsen fik hun øje på en taxa med fri-skiltet slukket, hun åbnede passagerdøren i den æl-dre vogn - Kan du køre mig ud på Nordbakken? Chaufføren var tøvende og pegede på Malous trans-bortsbur. - Den kat tager jeg ikke med og desuden har jeg pause! Taxachaufføren var en fedladen mand i t-shirts på trods af årstiden og en tydelig dedikeret kærlighed til upassende tatoveringer på de bare arme. Hun sukkede dybt, orkede ikke at stå og vente i flere timere. - Du kan vel gå? Det er jo rundt om hjørnet, blev der vrisset bag hende. Hun besluttede sig for at tage sin sportstaske på ryggen, katten, Elvis, i sit transbortsbur i hånden og så gå turen op til Nordbakken. Det var trods alt et stykke tid siden, at hun havde fået set sin hjemby og det ville alligevel være hurtigere end at finde en taxa. Mens hun gik op igennem byen, begyndte det at gå op for hende, at det var mere end 3 år siden, at hun sidst havde været hjemme. Nye boliger var skudt op og hen-des bedsteforældres gamle hus var forsvundet. Byen virkede mindre end hun huskede den og før hun anede det var hun på Nordbakken. ≈ ”Kom herhen, kom nu” jeg løb rundt og rundt, al-ting gled sammen. Jeg var så lykkelig. Manden kig-gede på mig med dybe øjne. ”Jeg leger lige, Klaus, jeg leger!” skreg jeg tilbage med min bedsteveninde i hånden. Så unge, så uadskillelige, så uskyldige. ≈ III Hun brød sig med det samme ikke om atmosfæren. Det var sidst på eftermiddagen og solen var allerede væk fra himlen. Kulden var bidende og hun kunne mærke hvordan hendes næsetip og kinder var helt frosne. Hun begyndte at gå op ad stien mod huset, som var dækket af et tykt lag sne, som ingen tilsyneladende gad tage sig af. Alle rummene var mørklagte, kun en enkelt gylden lysstråle strakte sig ud i haven. -køkkenet, tænkte Malou for sig selv. Hoveddøren var ældre af udseende end resten af huset og det gik op for Malou, at hun egentlig ingen idé havde om hvordan veninden ville have indrettet sig, hvordan hun ville bo. Hende og Josefine havde været uadskillelige som børn og selvom det var blevet turbu-lent i de tidlige teenage-år, så havde de altid holdt sammen indtil Josefines forældre var blevet skilt og hun var flyttet væk med sin mor. Kontakten havde væ¬ret sparsom, de sidste mange år, men Josefine havde altid betydet noget helt særligt. Hun ringede på dørklokken, stod og ventede lidt, men der var ingen, der åbnede. Hun tog sin gamle No-kia telefon ud af jakkelommen. Klokken var kvart over fem, hun var et kvarter for tidligt på den. Josefine havde altid ment at det var bedre at være i god tid end at komme for sent, noget som Malou aldrig havde været særlig god til, men som hun altid havde prøvet på at lære. Malou ventede et par minutter før hun ringede på igen, stadig ingen, der kom og åbnede. Hun trykkede Josefines nummer ind på telefonen og ringede op, men hun tog den ikke. - Hej! Lød en glad stemme bag hende, hun vendte sig om og så lige ind i nogle meget smilende og imøde-kommende øjne. - Hvorfor står du herude? Du må være Malou? - Ja? Og du må være Josefines kommende mand, konkluderde Malou, mens hun rakte hånden frem til hilsen. - Ja, Christoffer. Malou nikkede, hun havde hørt meget om ham sidst Josefine havde ringet. Både godt og skidt. - Ja, altså, Josefine har fortalt mig rigtig meget om dig, hun har glædet sig meget til du skulle komme, det er længe siden forstår jeg, sagde Christoffer mens han skubbede den tykke trædør op. - Hun har været hjemme hele dagen, for at forbe¬rede sig til du kom. Mon ikke hun er ude i køkkent? Han pegede i retning af en lang, mørk korridor med en dør på klem for enden. Malou smed hurtigt de fugtige støvler og forsvandt ned mod døren. Hun skubbede den langsomt op. - Josefine? Hun lå på gulvet. Det lange lyse hår flød over det hele, dækkede hendes ansigte. Malou stod som lam¬slået. Hele køkkent var et stort rod. Hele bordpladen flød med potter, pander, skåle og mad. Gulvet var fed¬tet ind, ind i blod og andre masser, hun overhovedet ikke kunne definere. Alt var væltet rundt, ødelagt. Christoffers stemme lød langt væk, bag hende. - Er der god mad herude? Sagde han i det han puffede sig forbi hende. Han væltede ned over Josefine, ruskede i hende, rev i hendes tøj. Det hele var som en film, foregik i slow-motion. Hun gik hen og tog ham blidt i skulderen. - Hun er død, Christoffer, sagde hun med verdens mindste stemme. Han reagerede ikke, han græd, fuldstændig ude af sig selv. - Christoffer! Christoffer, forsøgte hun igen. Hun følte sig tilovers, følte at hun ikke hørte hjemme der, orkede ikke at tænke på andre end sig selv. Hun gik udenfor, satte sig på den store stentrappe op mod hoveddøren. Trykkede 1-1-2. Hun vidste godt at det var for sent for dem at rede hende. Hun var blå og bleg, hun havde været død et stykke tid. Hun lagde sit ansigt i sine hænder og prøvede at finde fodfæste, finde nogle andre billeder. Selvom Malou havde holdt kontakten med spar-somme telefonopkald, havde de ikke set hinanden si¬den hun havde givet Josefine nøglerne til lejligheden for 3 år siden. Der var sket så meget, så meget, som de skulle have talt om. Nu lå hun derinde, så meget blod i så smukt et af-sigte. Hvem kunne gøre det ved hende? Tanken var næsten uudholdelig, hun prøvede at slippe den, men kunne ikke. Scenaria udspillede sig i hendes tanker, viklede sig rundt og rundt. Kendte ansigter, folk hun ikke kendte, tilfædige, et kæmpe spindelvæv af tanker havde frosset hendes hjerne. ≈ ”Jeg skal fortælle dig en hemmelighed” hun fniste så meget, at jeg ikke selv kunne lade være. ”hvad er det?, sig nu hvad det er?” Hun fniste endnu mere. ”Prøv at gætte” siger hun til mig og bryder sammen i et kæmpe latteranfald. ”Årh, du gætter det aldrig” Hun ruller sig sammen på gulvet og inden længe gør jeg det samme. Så unge, så uadskillelige, så uskyldige. ≈ Det var som at vågne fra en drøm, da hun så to be-tjente foran hende på trappen. Den ene betydeligt æl¬dre end den anden. - Har De tilkaldt polititet frk.? Spurgte den ældre. Hun nikkede stille og følte pludselig en ordstrøm over-vælde hende. - Ja, det var fordi, jeg kommer her for at se Jose¬fine. Hun ligger inde i køkkent, forstår De? Jeg ved ikke, hvad der er sket, jeg.. Jeg har min kat med og den har ikke været ude længe. Christoffer lukkede mig ind! Hun blev ved at tale og tale, sætninger fløj ud, nogen gav mening, andre slet ikke. Kort efter var ambulancen kommet, de havde lagt hende på en båre, dækket hende til og kørt hende væk uden blink og som om det var den mest naturlige ting i hele Verden. Malou havde stået og set på fra siden, overladt til sig selv, mere forvirret end fortvivlet og følte sig pludselig uden evne til at samle sig. - Har I nogen venner eller familie, som I kan over-natte hos? Sagde den unge, mens der blev sat mine-strimmel rundt om haven udenfor. - Jeg tager hjem til Josefines far i nat, vi har nok brug for hinanden, hviskede Christoffer. Betjenten nikkede samtykkende og kiggede på Ma-lou. - Jeg tager bare hjem, sagde Malou og så ned i jor-den. Betjenten kiggede på hende med et uforstående blik. - Jeg har ikke noget familie her mere løj hun, jeg vil bare gerne være alene. Selvom betjenten ikke lod til at forstå det, accepte-rede han svaret og bad dem begge notere navn og tele-fon¬nummer til en senere afhøring. Malou følte sig tom indeni, da hun hankede op i kattens bur og tog imod nøglen fra Christoffer. Hun orkede ikke andet end at gå hen til lejligheden og ind-ånde duften af hjem og tryghed. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2012-12-29 18:28:11 |
hej og VELKOMMEN!
Der ligger masser af hel- og halvfærdige romaner på sitet; se bla. profilerne NHUTH, SWEETS, ARTEMIS, ANNE. , REPPEL.
Man får respnns typisk i samme omfang som man selv yder ;)
venligst ...
Der ligger masser af hel- og halvfærdige romaner på sitet; se bla. profilerne NHUTH, SWEETS, ARTEMIS, ANNE. , REPPEL.
Man får respnns typisk i samme omfang som man selv yder ;)
venligst ...
| haleløs | 2012-12-29 21:00:49 |
velskrevet og vældig fængende KRIMI?
Læst ca. 1/3 ... tar resten senere ;)
venligst ...
PS (Ii) '... svære+RE ved at falde til ...', '... svære+RE end man lige regnede med ...'
Læst ca. 1/3 ... tar resten senere ;)
venligst ...
PS (Ii) '... svære+RE ved at falde til ...', '... svære+RE end man lige regnede med ...'
| Lif | 2012-12-29 21:06:30 |
Mange tak for kommentaren! :-) Ja, det er overhovedet ikke læst igennem for stave- og grammatikfejl endnu, men mange tak for at gøre mig opmærksom på det! :-) - Altid rart.
| nhuth | 2012-12-30 10:02:23 |
Til lizettef. - Velkommen her i den "åbne fest". Din tekst lover både spænding, kærlighed og krimi.
Og giver masser af læselyst og inspiration. Jeg ønsker dig al mulig held og lykke med gennemførelse af det KÆMPE-arbejde, som du har kastet dig ud i.
Glæd dig over forfattersidens vildt gode faciliteter - ikke mindst muligheden for at introducere dig selv og dine eventuelle forventninger til "os andre". Og dine ønsker om eventuel kommunikation.
Godt Nytår
Venlig hilsen Nhuth
Og giver masser af læselyst og inspiration. Jeg ønsker dig al mulig held og lykke med gennemførelse af det KÆMPE-arbejde, som du har kastet dig ud i.
Glæd dig over forfattersidens vildt gode faciliteter - ikke mindst muligheden for at introducere dig selv og dine eventuelle forventninger til "os andre". Og dine ønsker om eventuel kommunikation.
Godt Nytår
Venlig hilsen Nhuth
| Street Writter | 2013-04-02 13:01:02 |
Jeg giver Nhuth ret. Man bliver fyldt med læselyst! Det er så godt og lækkert skrevet, og plottet (som jeg selvfølgelig ikke kan være sikker på) er spændende og en super god idé!
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
