 |  | Romeo og Juliet på skrift (Endnu ikke færdigt) |
 |
|
|||||||||||||
|
Jeg mærkede hvordan værelset nærmest blev mindre omkring mig. Som om det prøvede at kvæle mig. Alting sortnes og jeg mærkede at jeg midstede balancen. Jeg kunne høre latter. Men jeg kunne ikke lokalisere den. Jeg faldt. Jeg kunne høre stemmer, men kunne ikke sammensætte deres ord. Så var alting væk. Jeg vågnede ved lugten af det salte hav og den kølige havluft. Mine øjne flimmerede, så jeg kunne ikke få et klart glimt af hvor jeg var. Jeg mærkede en hånd på mit lår, og jeg for sammen. Så hørt jeg noget, først stemmen, så betydningen af dens ord. "Rolig, det hele er okay nu." Jeg samlede min kraft og åbnede mine øjne, og så en smuk lyshåret dreng. Nej, ikke dreng, en ung mand. Muligvis i 20'erne. Han havde blå øjne, som kun kunne samligneds med det hav, som jeg kunne lugte. De vidste venlighed, medlidenhed og en form for beroligende virkning. Han satte et træt smil op, "Alting er okay nu." Jeg faldt lidt til ro, og min hukommelse kom snigende ind på mig. "Frøken Capulet, deres mor ønsker deres tilstedeværelse i balsalen." Døren blev lukket igen. Jeg sukkede og kiggede ind i spejlet. Jeg sad på mit værelse, iklædt en hav blå kjole, uden stropper. Den sad som malet på hele vejen ned til knæende, hvor den foldede sig ud, som en smuk rose. Mit blonde hår var sat op i en form for knold. Jeg sukkede igen. Jeg vidste udmærkede hvorfor min tilstedeværelse var påkrævet netop denne aften. Ikke nok med at de var den store Capulet forårsfest, jeg skulle også møde min trolovede, Dave Paris, for første gang. Jeg rejste mig og bevægede mig hen mod døren. Inden en måned var gået, ville jeg være Fru Julie Paris. Min mor plejede nu også at beskrive mig som den "perfekte hustru." Jeg er stum. Så jeg svare jo ikke igen, jeg gør bare hvad jeg for besked på. Festen var startet for længe siden, og de fleste så ud til at hygge sig. Nogle piger på min egen alder stod henne i et af hjørnerne og kiggede på alle de lykkelige par der dansede rundt for næsen af dem. "JULIET!" Jeg kiggede efter ejeren af stemmen der have råbt mit navn, og fandt min mor blandt menneske mængden. Jeg gik hen mod hende og så hun stod med en ung mand med mørke brunt, næsten sort hår. Han var klædt i sorte buskser, og en blodrød skjorte. Min mor have sat en stort smil op, men hendes øjne var kolde. Hun var klædt i en knæ lang sort kjole, med gul bælte noget på... Gul sandaler og gul øreringe. "Søde skat, hvor ser du smuk ud!" Jeg smilede kort til hende, og kiggede så over på hendes "ven." Mor fangede den. "Juliet, mød Dave Paris. Dave, mød Juliet." Han satte et smil op, og rakte mig hånden. Jeg tog den, men jeg smilede ikke til ham. Han skulle vide jeg ikke var intresseret. Det så dog ikke ud til at genere ham. "Kære Juliet, de er smukkere end jeg kunne forstille mig." Han lænede sig ned mod min hånd og kyssede den blidt. Jeg kunne ikke samle mine tanker mere. Den unge mand kiggede stadig på mig, men nu sagde hans blik, at han kunne lide hvad han så. Jeg rødmede. Ingen havde nogensinde kigget sådan på mig før. Vi sad lidt og kiggede på hinanden. Jeg vendte blikket væk, og kiggede rundt. Vi var i en form for et skur. Væggene var grå, med små huller hvor lyset kunne komme ind, jeg kunne se døren bag ham. Der stod haveredskaber rundt omkring, men jeg var ret så sikker på at havet måtte være nær, begrund af den stærke havluft. Han løftede sin hånd og lagde den blidt på min. "Jeg hedder Romeo. Romeo Montague." Jeg gik i chok. Montague. Capulet familiens dødsfjende nr. 1. Der går ikke en dag, uden et slagsmål mellem Capulet- og Montague familierne. Han så mit blik, som var fyldt af frygt og forvirring. Hvordan kunne denne skønne skabning være en Montague? "Er de okay?" Jeg rystede på hovdet. Intet var okay. Hvordan var jeg endt her? Og hvorfor var der en Montague foran mig? Romeo så så forvirret ud som jeg følte mig. Han trak sin hånd til sig, og satte dem bag sig, så han kunne side mere behagligt. "Hvad hedder de?" Jeg lagde mærke til at det vi sad i var sand. Så jeg skrev, med rystende hånd, Juliet. Han læste det, og kiggede derefter uforstående på mig. "Hvorfor siger du ikke noget?" Jeg smilede trist, og skrev i sandet, Jeg er stum. Et kort øjeblik så jeg medlidenhed i hans øjne. Det forsvandt så hurtigt som det var kommet. Han tog sin hånd, og puttede den i lommen. Da han trak den op, havde han en lille blok, og en lille blyant. Han rakte den til mig. Jeg tog imod den, men sørgede for ikke at rører hans fingre. "Hvad hedder du mere end Juliet?" Jeg kiggede ned i blokken. Hvis han vidste hvad jeg hed, ville han straks behandle mig som en Capulet, og så ville jeg ikke overleve natten over. Istedet for at svare på hans spørgsmål, stillede jeg et nyt, Hvad bruger du blokken til? | ||||||||||||||
 | haleløs | 2011-04-30 09:04:32 |
Fængende og velskrevet! Rygsvømmer mens jeg utålmodigt venter på resten af historien? venligst ...
| Rikke Hjortshøj | 2011-05-21 20:14:48 |
Den virker lidt forvirrende, men samtidige spændende (:
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
