 |  | Den smukke |
 |
|
|||||||||||||
|
Den smukke Den stærke sensommersol skinner ind gennem mine tunge øjenlåg. Jeg vågner denne morgen og afskyr livet bare en lille smule mere. 1, 2, 3, op! Det lyse trægulv får mine fødder til at føles som et par istapper på trods af årstiden. Hvorfor skal gulvvarme være så dyr? Jeg bevæger mig hen mod kommoden. Synet, der møder mig, da jeg åbner en skuffe, minder mig endnu en gang om, hvor meget jeg trænger til nyt tøj. Jeg hiver en tilfældig t-shirt op og lader den glide ned over min splejsede overkrop. Udover mine arme, der har fået sig et svagt rødligt skær fra eftermiddagssolen alle de dage, jeg har cyklet hjem fra arbejde, er min krop kridhvid. Hvis en person fra et fremmed land kigger på mig, vil vedkommende højst sandsynligt tro, at Danmark er et land uden sol. Efter at have klædt mig i strømper og det eneste par bukser, jeg ejer, opdager jeg som altid, at klokken er mange og i dag måske bliver endnu en af de dage, jeg kommer for sent. Jeg snupper hurtigt et æble på vej ud ad døren. Min cykel står parkeret nede i blokkens fælleskælder. Alle trapperne op og ned dræber mig hver morgen. Det er nok også til dels deres skyld, at jeg kommer for sent så ofte. Fandens trapper. Duften af midtby og bilos møder mine næsebor. På trods af tidspunktet er gaderne propfyldt med mennesker. Store og små nærmest maser sig vej frem mellem hinanden. Folk er helt vilde efter at komme ud. Nu hvor det er sommer, lader de deres biler hvile i garagerne og sætter gang i bentøjet i stedet. Hvem der bare havde en bil. Jeg strækker min højre arm til siden for at gøre opmærksom på, at jeg skal dreje. Jeg triller ind ad en smal vej inden jeg når parkeringspladsen udenfor min arbejdsplads. Gennem de mange vinduer i den høje bygning kan man se travle mennesker fare frem og tilbage. Jeg suser om på den anden side, hvor cykelstativet står. Folk udefra skal jo ikke vide, at nogle af medarbejderne kommer til og fra arbejde i andet end deres fine BMW‘er. Efter at have famlet et øjeblik med den gamle, rustne cykellås traver jeg af sted mod bagindgangen. Den milde morgenluft bliver med et slået ihjel, da jeg åbner døren til en tung lugt af sved og kaffe. Synet inde er det samme som ude fra parkeringspladsen. Herinde er der bare larm på. I dag tæller jeg, og situationen udspiller sig ganske rigtigt, som jeg havde tænkt; 0 stk. medarbejdere hilser eller kigger min vej. De har travlt med deres skide kopimaskiner. Det er ikke, fordi jeg higer efter den store snak om alt mellem himmel og jord, for jeg er ikke specielt socialt anlagt, men det er mere princippet. Jeg ved udmærket godt, hvilken type person jeg er. Jeg er ham, som folk taler med, fordi de føler sig forpligtede, og ikke fordi de ikke kan lade være. Lige som den tanke strejfer mit sind, træder hun ind. Hun er på udkig efter statistikker, som hun har sendt til printeren. Det hører jeg hende sige til den lille, buttede Laila. Jeg ser misundelsen i Lailas øjne hver gang, hun kigger på hende. Hun forgudes. Hun har det ekstra, som ingen anden kvinde har. Ingen kan rigtig sætte ord på, hvad det er, hun har det bare. Hendes skinnende, sorte hår når ned over hendes skuldre og langt ned ad ryggen. Hendes smukke blå øjne forfører. Alle verdens mænd er løver på jagt efter hende. I fritiden viser hun en anden side af sig selv. Jeg har før siddet til langt ud på natten og betragtet hendes bevægelser på scenen fra bagerst i baren. Showdans er, hvad hun kalder det. Hendes øjne flytter sig fra Laila og ned mod printermaskinen, der langt om længe har besluttet sig for at spytte blæk på papiret. Let og elegant snupper hun sine statistikker og tripper tilbage mod sit kontor. Har hun altid været sådan? Hvordan sådan? Sådan dejlig. Det får jeg tit lyst til at spørge hende om. Lige siden hun for første gang viste sit ansigt her på stedet har hun været sådan. Jeg lyster efter at vide, om livet altid former sig så nemt for hende. Har dit liv altid været sådan? Hvordan sådan? Sådan skønt? Skærmen har fanget mine øjne og tastaturet mine fingerspidser. Jeg taster observationer og statistikker ind, modtager og sender mails. Kaos. En time er der endnu. Så tæt på og alligevel ikke. Kan det gå stærkere? Langt om længe trykker jeg venstre side af musen i bund, da jeg holder den over boksen ”Luk computeren”. Jeg blinker et kort øjeblik længere end normalt og tager en dyb indånding. Jeg gør det. Har du altid været dejlig? Modsætninger mødes, siger de. Jeg rejser mig hastigt fra kontorstolen, der på grund af min bevægelse nu drejer rundt om sig selv. Jeg gør det. De fleste af mine kære medarbejdere har allerede fået fri. Jeg arbejder et utal af timer. Hun er her også stadig, det ved jeg, men det er ikke af samme grund som mig, det ved jeg også. Mine skridt er langsomme og forsigtige. Jeg lister hen mod hendes dør. Der lyder tre hurtige bank. Var det mig? ”Ja?” former den fineste stemme på den anden side af døren. Jeg trækker ned i håndtaget og viser mit ansigt. ”Kom indenfor,” siger hun, mens et smil breder sig over hendes læber. Jeg former mine læber som noget, jeg håber, der ligner et smil og træder indenfor. Døren glemmer jeg ikke at lukke. Jeg får øje på en stol i hjørnet. Jeg trækker den hen overfor den, hun sidder på og sætter mig. ”Jeg har bestilt to billetter til Indonesien,” begynder jeg. ”Flyet letter i morgen.” ”Hvor spændende,” smiler hun. ”Hvem skal du dertil med?” ”Dig,” jeg ser alvorligt på hende. Hun ser forvirret ud. Stadig perfekt. Tag med, min smukke. ”Hva’? Mig? Jeg er ked af at skulle takke nej, men jeg kan ikke, og jeg har også en kæreste. Det går altså ikke.” Hun prøver at lyde så blid som muligt. Hun prøver at få det til at lyde som om, hun godt vil, men ikke kan. Jeg rejser mig langsomt op og står helt stille foran hende. Hendes smil forsvinder. Hun kigger usikkert på mig. I det samme vender jeg mig roligt om og trasker ud af døren. Denne gang glemmer jeg at lukke den. ”Kommer du så på arbejde i morgen?” hører jeg hende råbe. Satan er smuk. Smukke satan. Denne aften træffer jeg måske den bedste beslutning i mit liv. Måske den værste. Det er mig der gør det. Jeg gør det selv. Alene. For altid alene. Nu er hun væk, den smukke. Hendes øjenlåg har lukket sig for sidste gang. Jeg får hende ikke at se igen udover i mine endeløse drømme, når hun danser elegant gennem mit sind. | ||||||||||||||
 | nhuth | 2013-12-19 18:13:35 |
Dejligt spændende tekst, som lover godt om mere fra din skriverhånd.
Var hun "bare" en drøm? Eller?
Vh.Nhuth
Var hun "bare" en drøm? Eller?
Vh.Nhuth
| nhuth | 2013-12-19 19:39:05 |
Hej. Joh, jeg havde også en drabsmand i kikkerten. En sindsforvirret drabsmand havde jeg nu ikke lige set komme. Så ville det nok have været lagt ud som en lille antydning tidligere i teksten, tænkte jeg.
Men OK. Jeg ser frem til flere "historier".
Men OK. Jeg ser frem til flere "historier".
| stinesvei | 2013-12-19 19:43:23 |
Jeg tror, jeg må tænke mere på, hvordan mine læsere opfatter teksten, når jeg skriver. Tak for rådet.
| nhuth | 2013-12-19 20:31:15 |
Hej, tag det nu ikke for andet og mere én enkelt læsers usikre øjebliksbetragtning. s
Bare skriv videre. Jeg er ikke kvalificeret til at være rådgiver; men når jeg ser en stærk og god tekst her på siden, falder det mig af og til ind at skrive en bette kommentar, ;-)
Vh.Nhuth
Bare skriv videre. Jeg er ikke kvalificeret til at være rådgiver; men når jeg ser en stærk og god tekst her på siden, falder det mig af og til ind at skrive en bette kommentar, ;-)
Vh.Nhuth
| haleløs | 2013-12-19 21:03:15 |
noget af en psykologisk thriller, må jeg sige!
Særdeles, særdeles velskrevet og -fortalt. Sikke flot billedsprog!
Og 100% realistisk; prøv at google Mattias Rust og Ted Kazinsky ...
venligst ...
Særdeles, særdeles velskrevet og -fortalt. Sikke flot billedsprog!
Og 100% realistisk; prøv at google Mattias Rust og Ted Kazinsky ...
venligst ...
| stinesvei | 2013-12-19 21:54:49 |
Mange, mange tak!
| Bilverdy | 2013-12-25 23:22:38 |
Rigtigt godt skrevet, ser mange billeder for mig når jeg læser det ! Well Done.
| stinesvei | 2013-12-28 03:26:50 |
Tak skal du have :-)
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Jeg kan godt se, at det kan tolkes, som du siger, og det er dejligt, at du har taget dig tid til at læse og tænke over det.
Mvh. Stine