 |  | Uenigheder |
 |
|
|||||||||||||
|
Så var vi i gang igen. Jeg blinkede til venstre og kørte ud på vejen. Jeg satte farten lidt op, men flyttede hurtigt foden til bremsen, da bilen foran gjorde det samme, så jeg kunne holde afstanden. Distanceret, men heller ikke for distanceret. Ikke mere distanceret end alle de andre biler. Proper sad på passagersædet ved siden af mig og så skiftevis på kortet og sit ur og konstaterede hvert andet minut, at vi havde travlt, og at vi altså absolut var nødt til at være der senest klokken 14, som han havde aftalt. Midt på bagsædet sad Sense og vekslede mellem at kigge på vinduet og sove, mens Jonas, som vi havde placeret på sædet ved bagsmækken, roligt formanede Proper om at fokusere mindre på tiden. Jeg trykkede speederen i bund igen, da køen foran begyndte at bevæge sig. Men vi skulle også have været af før, sagde Proper, og nu havde vi for alvor travlt. Det er også de forbandede kort, peb han, de viser aldrig, hvor man skal af, før man er kørt forbi. Jonas var ikke enig, men fortalte Proper, at han alligevel ikke kunne finde ud af, hvor han skulle hen, ved at kigge på et dumt kort. Jonas’ tøj var vådt, og det dryppede ned på reservehjulet. Sense stoppede med at spejle sig og tog del i diskussionen. Kan det ikke være lige meget, om vi kørte af der eller næste gang, vi ender nok det samme sted, sagde han monotont. Jeg kørte af ved næste afkørsel og fulgte bilen foran ind i inderbanen. Proper surmulede. Efter noget kørsel på den nye vej havde Proper overset endnu en afkørsel, og han vendte sig mod mig og udbrød, at det simpelthen var for dårligt, at de her kort ikke var bedre til at navigere efter, end de var, og han spurgte, om jeg ikke var mig enig heri. Jeg sagde, at det var det da bestemt, og han nikkede og spurgte, om der ikke også skulle et alternativ til. Et alternativ, hvad mener du dog med det, udbrød jeg og lagde mærke til, at vi missede endnu en mulighed for at komme af vejen. Om der ikke skulle en ændring til, sagde Proper fromt, og jeg svarede, at jeg nok hellere måtte holde fokus på vejen, og samtalen sluttede. Sense udbrød endnu engang, at enhver afkørsel kunne være det samme, og at højre er højre og egentligt ikke så forskellig fra venstre, og at vi garanteret sagtens kunne finde et ligeså godt sted, hvis vi kørte til venstre, og han spurgte, om jeg ikke var enig, og jeg nikkede uden rigtigt at høre, hvad han havde at sige, og Sense stoppede tiltalen. Den bil, jeg kørte bagved, kørte mod en afkørsel, og jeg fulgte. Proper var stadig sur over den spildte tid og fordrede ofte, at vi var nødt til at være der klokken 14, og at vi ikke burde spilde mere tid med at overse afkørsler, men i stedet burde anvende de rigtige. Sense bad mig sætte noget musik på, og det gjorde jeg så, men både Proper og Jonas mente, det fjernede fokus fra det væsentligste, så jeg slukkede det igen. Da jeg havde fulgt bilen foran igennem to afkørsler, kom vi til en stor rundkørsel, som Sense virkede meget begejstret for. Det var byens største og flotteste sagde han, og Proper udbrød forlorent, at nu kunne vi i hvert fald slet ikke nå det til klokken 14. Han mente, at den forankørende bil, jeg havde kørt efter, måtte have taget den forkerte afkørsel. Jeg tænkte ikke over det, men mente ikke, at det var sandt, for hvordan skulle det kunne være en forkert rute, hvis de andre tager den. Men jeg lod det ligge, opgav diskussionen og fulgte efter en anden bil i stedet. Jonas bad Proper om at holde op med hele tiden at minde dem om aftalen klokken fjorten, og Proper truede Jonas med, at de ville sætte ham af, hvor de havde fundet ham, hvis han ikke blandede sig uden om. Propers sure mine forvandlede sig til et smil, da han euforisk råbte ned i kortet, at vi altså skulle af allerede ved næste afkørsel. Da vi kørte ind i rundkørslen, var den så stor, at det næsten ikke virkede til, at den kørte rundt, og hvis man ikke vidste det, ville man nok bare tro, det var en lang, lige landevej, som aldrig stoppede, men da vi nåede første frakørsel, gik det op for os, at det ville den nok. Jonas sagde roligt, at han vidste, vi nok skulle komme af det rigtige sted, og at vi derfor ikke kunne køre forkert. Proper sagde sludder og begravede sin tykke næse i kortet endnu en gang. Jeg havde mistet synet af bilen foran, som jeg havde kørt efter, og da vi passerede den tredje afkørsel, og Sense sarkastisk fejrede, at Proper igen havde læst forkert på kortet, og at vi slet ikke skulle af der, begyndte Propers hænder at ryste. Han sagde, at han syntes, der var for mange afkørsler, og at det ikke var til at sige, hvad for en de skulle vælge, og Sense tilføjede, at man så ligeså godt kunne lade være med at dreje og bare fortsætte ligeud. Proper var ikke enig og mente, det væsentligste var, at de kom ud af den store, tomme rundkørsel, før de blev fanget i den, og at de derfor bare måtte vælge en afkørsel og så tage den derfra. Sense grinede kort og mumlede til sig selv, at rundkørslen da umuligt kunne være tom med alle de biler i den. Jeg fortsatte bare ligeud og lod dem tage stilling. Jonas sagde, at der altid ville være meget usikkerhed omkring, hvor en afkørsel ender, men at man er nødt til at følge den, som er den rigtige, uanset om den virker forkert. Proper bad Jonas om at holde sin kæft, og Sense sad fornøjet på bagsædet med benene oppe og sagde, at han var absolut ligeglad med, hvilken vej de valgte, men at han morede sig over Proper og Jonas’ håndgemæng. Sense sov lidt, og da han vågnede, bad han os om at køre efter en rød bil med hvide striber, som lige havde overhalet os. Jeg forsøgte at indhente den, men hver gang jeg satte farten op, gjorde den det samme, og jeg måtte arbejde hårdt for ikke at udvide afstanden på et par biler. Efter Proper igen bad os finde en afkørsel, så vi kunne være der inden klokken 14, bad Jonas endnu engang Proper om at tænke på noget andet end tidspunktet, og Proper kastede arrigt kortet i hovedet på Jonas og bad ham om at holde sin kæft, eller han ville blive sat af. Sense grinede kort og spejdede efter den røde bil længere fremme, og Jonas krøllede kortet sammen mellem sine små, tykke hænder og smed det ud ad vinduet. Vi fokuserer på det forkerte, hvis vi prøver at aflæse vores vej igennem et kort, gentog han, og Proper rasede og bad mig om at holde ind til siden med det samme og sætte ham af. Men vi var stadig midt i rundkørslen, og der var ingen afkørsler i sigte. Da vi havde kørt i lang tid i håb om en afkørsel, opdagede Sense, at den røde bil var ved at smutte fra os og bad mig sætte farten op. Proper kunne ikke forstå, hvorfor der var så mange tilkørsler, men ingen afkørsler, og Sense sagde, at afkørsler og tilkørsler faktisk ikke var så forskellige, og at man sagtens kunne tage en tilkørsel ud af rundkørslen, men Proper kløede sig blot og kiggede arrigt på sit ur. Den var snart elleve, og han var stadig ikke klar over, hvor langt der var derhen. Da klokken blev tolv var vi lige vidt, og da den var tretten havde vi fundet den røde igen, og den kørte nu tre biler foran os, men der havde stadig ikke været nogen afkørsel, og det var begyndt at regne udenfor. Rundkørslens spor var alle helt fyldte, og det trak op til en kø. Vi har bestemt ikke tid til at holde i kø, hvis vi skal have nogen chance for at være der klokken fjorten, sagde Proper, og Jonas bad ham holde sin kæft. Sense sagde, deres håndgemæng var begyndt at kede ham, og at han ville, at de skulle stoppe. Han havde tænkt meget over det, og det var ikke sjovt mere, nu måtte de finde en anden måde at underholde ham på, men ikke mere håndgemæng, for det var nu kedeligt. Proper mente, det var en forfærdelig holdning at have, og at det slet ikke var meningen, at deres håndgemæng skulle være sjovt, men Sense hørte ikke efter. Der kom et stort skilt længere fremme med en afkørsel, som var rundkørslens sidste, for rundkørslen forsatte åbenbart ikke hele vejen rundt, men stoppede og fulgte denne nye vej i stedet. Jonas mente, at dette måtte være den rigtige afkørsel, og at vi burde følge den, og Sense sagde, han var ligeglad. Proper kunne ikke se andre løsninger end at følge vejen, så vi forsatte ud ad afkørslen og kørte ud på en ensporet vej, som steg brat. Vejen virkede til at fortsætte langt frem og med samme ensartede stigning, men det er svært at se. Der var langt ned, hvis man kiggede til siden, men Jonas sagde, vi ikke skulle bekymre os om det, for det ville ikke ske. Her har vi holdt i kø lige siden, og klokken er nu meget snart fjorten. Sense mener, den røde bil må være længere fremme i køen, men at vi bare ikke kan se den. Proper er bange for, vi ikke når det til tiden, men Jonas siger, det ikke så meget handler om, hvor lang tid det tager, eller hvilken vej man er nødt til at følge, men blot om at ende det rigtige sted som et resultat af det. Sense siger, at heller ikke det betyder noget for ham, og at de for hans skyld ligeså godt kunne stoppe bilen her. Proper mener, det helt klart er den forkerte vej, vi har fulgt. Jonas beder ham holde sin kæft. Han er den gladeste af os. Hans tøj er ved at være tørt, men lugten af fisk er der stadig. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2013-05-12 14:11:37 |
hej; egentlig meget velskrevet bilturs-dram med de fire venner; men mistede altså overblikket i starten afi 4. afsnit som begynder således 'Jeg havde mistet synet af bilen foran, som jeg havde kørt efter, og da vi passerede den tredje afkørsel, og Sense sarkastisk fejrede, at Proper igen havde læst forkert på kortet, ...', fortsætter '... Sense sov lidt, og da han vågnede, bad han os om at køre efter en rød bil med hvide striber, som lige havde overhalet os. Jeg forsøgte at indhente den, men hver gang jeg satte farten op, gjorde den det samme, ...' og slutter således '... Proper rasede og bad mig om at holde ind til siden med det samme og sætte ham af. Men vi var stadig midt i rundkørslen, og der var ingen afkørsler i sigte. '
Det blev lidt for forvirrende hér; men beskrivelsen af drilleri og mundhuggeri mellem de fire venner og deres personligheder er super!
venligst ...
PS en lille u-opfordret hilsen fra korrekturen ;)
'Efter noget kørsel på den nye vej var havde Proper ...' slettes
'... med hele tiden at minde dem om aftalen klokken fjorten, ...' os
'... og Proper truede Jonas med, at de ville sætte ham af, hvor de havde fundet ham ...' vi
'... han morede sig over Proper og Jonas’ håndgemæng.' ? indebærer berøring
Det blev lidt for forvirrende hér; men beskrivelsen af drilleri og mundhuggeri mellem de fire venner og deres personligheder er super!
venligst ...
PS en lille u-opfordret hilsen fra korrekturen ;)
'Efter noget kørsel på den nye vej var havde Proper ...' slettes
'... med hele tiden at minde dem om aftalen klokken fjorten, ...' os
'... og Proper truede Jonas med, at de ville sætte ham af, hvor de havde fundet ham ...' vi
'... han morede sig over Proper og Jonas’ håndgemæng.' ? indebærer berøring
| haleløs | 2013-05-12 15:11:55 |
ahaaa; så blev jeg så meget klogere, TAK!
" (http://da.wikipedia.org/wiki/Ernest_Hemingway)
Hemingway er især kendt for sine noveller, præget af en nøgtern stil med få faktuelle adjektiver og med mange gentagelser. Personerne giver ikke direkte udtryk for deres følelser. Men de følelser, som antydes gennem handling og tale, er de egentlige omdrejningspunkter. Hemingways teknik kaldes "isbjergsteknik": kun det øverste er synligt. Ideen er at lade teksten med en særlig energi og at skabe en kølig realisme.
"
vil læse om-igen ... med denne teknik in-mente logikken på stand-by ;)
venligst ...
" (http://da.wikipedia.org/wiki/Ernest_Hemingway)
Hemingway er især kendt for sine noveller, præget af en nøgtern stil med få faktuelle adjektiver og med mange gentagelser. Personerne giver ikke direkte udtryk for deres følelser. Men de følelser, som antydes gennem handling og tale, er de egentlige omdrejningspunkter. Hemingways teknik kaldes "isbjergsteknik": kun det øverste er synligt. Ideen er at lade teksten med en særlig energi og at skabe en kølig realisme.
"
vil læse om-igen ... med denne teknik in-mente logikken på stand-by ;)
venligst ...
| haleløs | 2013-05-12 17:16:13 |
NU har jeg så lige genlæst - helt ukritisk og med stor læsehastighed. Læst sådan er teksten jo fremragende; man får indtryk af en træt og forvirret chauffør som har opgivet at finde ud af, hvad han har rodet sig ud i.
Var vi ikke havnet i præsens, i en bilkø op ad en stejl bakke (hårnålesving?) ville jeg have taget teksten for et vidnesmål i forb. med en trafik-ulykke ;)
Nåmen, nu fik jeg da i al fald forklaringen på meningen med 'og Proper truede Jonas med, at de ville sætte ham af, hvor de havde fundet ham, hvis han ikke blandede sig uden om. ...'; han er blaffer ?
Jeg har hverken forstand på litteraturvidenskab, tekstanalyse eller div. -retninger, så går slet ikke op i dén slags; men ord som 'forlorent' og den dur er jo unødvendige i en tekst hvis læseren skal stå helt frit til at indleve sig i 'stemningsbilledet'!
venligst ...
Var vi ikke havnet i præsens, i en bilkø op ad en stejl bakke (hårnålesving?) ville jeg have taget teksten for et vidnesmål i forb. med en trafik-ulykke ;)
Nåmen, nu fik jeg da i al fald forklaringen på meningen med 'og Proper truede Jonas med, at de ville sætte ham af, hvor de havde fundet ham, hvis han ikke blandede sig uden om. ...'; han er blaffer ?
Jeg har hverken forstand på litteraturvidenskab, tekstanalyse eller div. -retninger, så går slet ikke op i dén slags; men ord som 'forlorent' og den dur er jo unødvendige i en tekst hvis læseren skal stå helt frit til at indleve sig i 'stemningsbilledet'!
venligst ...
| Guust Narbo Noeels | 2013-05-12 18:31:01 |
Det var da fantastisk, at du gad det!
Ja, forlorent og lignende ord efterlader det ikke helt til læseren. Jeg har taget små beskrivende ord med nogle steder for at ... ja, for at sige det ligeud: Få alle folkene til at virke grimme og fejlbarlige. Lige præcis forlorent skal forstås i sammenhæng med Kierkegaard-teorien, som er historiens "nøgle". :-)
Ps. angående præsens - det er en hypertekstualitet til Peter Seebergs "Hullet", så handlingen skal ses som en nyfortolkning af denne.
Gnn
Ja, forlorent og lignende ord efterlader det ikke helt til læseren. Jeg har taget små beskrivende ord med nogle steder for at ... ja, for at sige det ligeud: Få alle folkene til at virke grimme og fejlbarlige. Lige præcis forlorent skal forstås i sammenhæng med Kierkegaard-teorien, som er historiens "nøgle". :-)
Ps. angående præsens - det er en hypertekstualitet til Peter Seebergs "Hullet", så handlingen skal ses som en nyfortolkning af denne.
Gnn
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Historien indebærer fragmenter af absurdisme, det er derfor rundkørslen virker så forvirrende - meningen var at skrive en historie, som skulle gennemsplittes for at få den fulde mening ud af den, uden at denne var så klar, at der ikke ville være plads til subjektiv fortolkning.
Og var skal slettes (tak), men resten er bevidst. Jeg'et skal iscenesættes som passiv. Håndgemæng indebærer berøring, ja. Men bare fordi der ikke står, at de rør hinanden, eller at den ene sidder bag i bilen og den anden foran, umuliggør ikke processen. Og bare fordi der er skrevet håndgemæng, nødvendiggør det ikke, at det rent faktisk er håndgemæng. Hemingways isbjergsteknik, læseren skal selv lægge de manglende brikker :-)