 |  | se, oldefar; åkander ... |
 |
|
|||||||||||||
|
hans pensel aer forsigtigt træpladen lyset rammer søen spejl, spredes med bølgerne og kastes spøgefuldt hid og did En snadrende ællingemor underviser børnene i overlevelse; men hov, pludselig er de kun fire ... se, oldefar; den hvide åkande næsten midt ude på søen ... - "Ku' du ikke la' vær' at sige oldefar, du er jo ikke noget barn længere, så kald mig Hans" - "Vil du hellere være Hans? Okay; husk lige at få svanen dérovre under broen med i billedet ..." Jeg kommer på benene, børster snavs og blade af sommerdragten og spankulerer om bag hans venstre skulder. - "Du skygger!" vrisser han ærgerligt - "Sig mig engang; hvor blev de dér fugle af?" Hans' pensel tilføjer en lysebrun solstribe midt i pelsen på et drikkende rålam, som slet ikke findes i scenariet. Jeg rækker hånden ud for at knipse hans kasket frem i panden; men rammer kun den tomme luft. Min kunstmaleroldefar bliver med ét gennemsigtig og fordamper. Op mod solen ... | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
