 |  | De Tre musketterer novellekonkurrencen no.1 |
 |
|
|||||||||||||
|
Thorkild sad i krostuen og nød dagens pils. Det var hans fødselsdag og han havde aftalt med Sofus og Anders, at de skulle mødes til en kop øl og en lille dram klokken 12. Kroen havde en tradition som betød, at der var gratis buffet hver lørdag fra 12 - 14. Det var der en del der benyttede sig af. Den faste stok kom jo under alle omstændigheder, men det var da et plus at man kunne få noget godt at spise, en gang om ugen. Kromutter havde spurgt om der var noget bestemt, hun skulle lave i dagens anledning. Det mente Thorkild nu ikke var nødvendig for kromutters ribbensteg, var der nu ikke noget der kunne slå. Da klokken blev 12 dukkede Sofus og Anders op. De satte sig ved bordet og Thorkild bestilte en omgang til dem alle sammen. Da der var blevet serveret løftede de glasset og brølede ”En for alle og alle for en” Det var blevet deres tradition og de blev derfor også kaldt de tre musketerer. De startede med en sildemad og den dertilhørende snaps. Så to stykker med ribbensteg hvor der som regel blev drukket et par stykker med halskrave. De sluttede med en ostemad, en guldøl og en Gammel Dansk lige inden buffeten lukkede. Nu var bunden ligesom lagt og snakken gik lystigt i krostuen. Henad klokken 23 blev de enige om, at nu havde de vist fået nok for i dag. Sofus og Anders boede i samme opgang, så de fulgtes ad. Thorkild boede ude i Skurbyen som var blevet oprettet for et halvandet år siden. Skurbyen bestod af 6 skurvogne som var blevet opsat på et markstykke, som alligevel ikke blev brugt for tiden. Det var et forsøg kommunen havde sat i værk, for dem der ikke rigtig passede ind nogen steder og som derfor havde været hjemløse en del år. Thorkild var glad for at bo i skurbyen. Ingen af dem der boede der fik ondt i røven, hvis man kom en smule anrislet hjem. Thorkild forsøgte at ramme nøglehullet; men det var nu ikke helt nemt. Endelig lykkedes det og han gik med usikre skridt ud i sit køkken for at hente en kold i køleskabet. Så vaklede han ind og satte sig på sengen, tog en tår øl og faldt omkuld. Han vågnede med et sæt. Han gned sine øjne og blinkede en ekstra gang. En flok lyserøde elefanter larmede værre end en ulykke. Hvordan fanden var de kommet ind?? Fortumlet satte han sig op i sengen og stirrede frem for sig. Elefanterne forsvandt og han lagde sig igen, blot for at konstatere at sengen var fuld af myrer. De bed som bare satan og han satte sig op igen og forsøgte på at børste dem væk. Alle mulige småkravl afløste hinanden i en uendelighed. Til sidst blev det for meget for ham og han tumlede ud i natten. De fandt ham et lille stykke uden for skurbyen. Han lå med et forvrænget ansigt og med hænderne løftet til forsvar. I avisen efterlyste de pårørende til Thorkild; men ingen henvendte sig. Hele skurbyen og det faste klientel på kroen deltog i begravelsen af Thorkild. De havde splejset til en bårebuket og fået lavet et bånd med teksten: "Vi ses i himlen gamle Jas, men det varer lidt." Kromutter og gamle elever fra Søfartsskolen deltog også. Kromutter havde indrykket en annonce i den lokale avis hvor der stod: "Nu er der kun to musketerer tilbage. Thorkild er ikke mere iblandt os og begraves fra Maria Kirke onsdag den 13. maj 2010 kl. 10. Kroen er vært med en bid brød og en lille en til halsen efter begravelsen. Martha." Præstens tale var baseret på de ting som Thorkild havde fortalt Sofus og Anders gennem årene. ”Vi er samlet her i dag for at tage afsked med Thorkild Mørk Severinsen. Thorkild stak til søs som 14 årig og sejlede havene tynde. Så mødte han på sit livs kærlighed Anne Margrethe. Thorkild gik i land og blev gift med sin Anne Margrethe. Sammen fik de sønnen Thor. Thorkild fik arbejde som lærer på Søfartsskolen. Her var han meget afholdt, da han jo kunne fortælle drabelige historier fra hele verden. I 1988 sank Thorkilds verden i grus da han mistede sin søn. Thor blev dræbt ved en meningsløs ulykke, hvor en spritbilist mistede herredømmet over sin bil. Thorkilds hustru Anne Margrethe kom sig aldrig over sorgen og valgte livet fra to år efter. Thorkild kunne ikke holde ud at være i deres fælles hjem. Han solgte derfor sit hjem og donerede pengene til psykiatrifonden. Herefter valgte Thorkild et liv på gaden. Kroen blev hans faste tilholdssted, i årene der fulgte. I den sidste tid boede Thorkild i Skurbyen, hvor han var meget afholdt. Thorkild levede efter devisen: "Hvor der er hjerterum, er der husrum "og det skete ikke sjældent, at der var fire/fem beboere i den lille skurvogn. Thorkild har fejret sin sidste fødselsdag. Den tredje musketer har kæmpet sin sidste kamp. Æret være Thorkild Mørk Severinsens minde. Der vil være et arrangement på kroen efter begravelsen og alle er velkomne. Lad os alle bede.” Kromutter måtte finde ekstra stole frem, da der kom en del ekstra gæster. Da alle var bænket og havde fået en lille en, løftede de glasset og holdt et minuts stilhed. Herefter sang de Thorkilds ynglingssang ”Jeg er ikke som de andre, jeg er noget for mig selv, på landevejen der vil jeg vandre, til den dag jeg må si` farvel.” | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
