 |  | Ikke-færdig roman (Revolution i Tunesien) - Kapitel 4 |
 |
|
|||||||||||||
|
”Hvad har du tænkt dig med den pistol, Majid?” Det rolige havde forladt Isams stemme, og panikken var nu dominerende. Majid stak langsomt pistolen tilbage i baglommen igen, og hans ansigt havde fået noget hårdt over sig. ”Hvad tror du, jeg har tænkt mig? Det svin skal bøde for, hvad han har gjort. Samir ramte ham kun på armen, og jeg skal sørge for, at han kommer til at bøde for, hvad hans raske arm derefter gjorde!” Hadet lyste ud af øjnene på ham, og noget i Isams underbevidsthed sagde ham, at fra nu af ville være komplet tidsspilde at tro, at han kunne stoppe fyren, der stod foran ham. Han, Isam, havde ikke været med aftenen før. Han havde ikke set, hvordan lyset forlod Samirs øjne - han kunne kun vagt relatere til det had, der nu gennemstrømmede Majid. Men kan kunne på ingen måde tillade, hvad Majid havde tænkt sig. ”Majid, jeg ved godt du er ude af dig selv; for fanden, det er vi alle sammen. Jeg kan ikke tro, at det her skulle ske for Samir, men du kan ikke - ” ”Jeg vidste, at du var blevet blød,” afbrød Majid ham, med en næsten snerrende stemme. ”Det er din bror, ikke sandt? Slapsvansen, som nu også har påvirket dig. Hvad er der sket med dig, mand? Hvordan kan du tillade at nogen tager livet af din ven; din bror, og bare sådan se til?” Isam havde lyst til at skrige. Han følte sig som en lus mellem to negle, og denne lus var tæt på at eksplodere. ”Jeg elskede Samir som min egen bror,” sagde han, og i tankerne tilføjede han næsten, ikke helt uden dårlig samvittighed. ”Men du ved selv, hvor vanvittigt det her er. Hvad får du ud af at dræbe et andet menneske, uanset hvor foragteligt dette menneske så end har handlet? Du ryger direkte i helvede.” Han vidste ikke om han havde krydset grænsen, men han blev nødt til at sige det som det var. Han kunne ikke bare se Majid styrte tankeløst ind i det her - styrte ind i sin egen død, uden at prøve på at stoppe ham. ”Det tror jeg ikke, at jeg gør. Har du aldrig hørt om blodhævn, Isam? Samir var som en bror for mig.” Tårerne var ved at finde vej til hans øjne igen, og han blinkede dem irriteret væk. Isam skulle til at svare ham, men stoppede brat, idet han hørte larm udenfor. Der lød råben lige uden for garagen, og han greb instinktivt fat om Majids arm. ”Det er politiet. For helvede, vi skulle for længst have været hjemme.” Et øjeblik glemte han alt om pistolen; glemte alt om Majids planer. Han havde aldrig oplevet et udgangsforbud, men efter hvad der var sket aftenen før, var der intet, som ville kunne overraske ham. Der var sikkert ikke grænser for, hvad politiet ville stille op med dem, de fandt på gaden på denne tid af dagen. De stod begge tavst og lyttede til larmen, som efter nogle minutter aftog. Der var igen stille, og deres åndedrag var den eneste lyd, der hørtes. ”Du bliver nødt til at skille dig af med den,” sagde Isam. Han rakte rystende en hånd frem. ”Giv mig den. Jeg beder dig, Majid.” Han nåede kun at få et hurtigt glimt af Majid, der vantro rystede på hovedet, inden det bankede på garagens dør. De fór begge sammen og gik instinktivt et skridt bagud. Det vedblev med at banke på døren, og efter at der var gået et øjeblik, uden at nogen af dem reagerede, sagde en lavmælt stemme, som Isam straks genkendte: ”For fanden, så luk mig ind, jeg ved at I er herinde.” Isam lukkede hurtigt sin bror ind, og da Majid så, at det var ham, blev hans blik mørkt. Saïds øjne lynede, mildest talt. Isam havde sjældent set sin bror så opbragt. ”Hvad i Guds navn laver I her? Har I ikke hørt om udgangsforbuddet? I er jo vanvittige. Og du - ” Saïds blik hæftedes ved Isam, og det var tydeligt, at han var den, der var mest på den. ”Jeg troede, at du havde lovet mig noget? Er du klar over, hvor bekymrede mor og far har været for dig hele dagen? De troede, at - ” ”Jeg er okay,” afbrød Isam ham. ”Jeg glemte bare tiden, og - jeg vidste faktisk ikke noget om udgangsforbuddet, inden Majid fortalte mig om det.” Han skævede til vennen, og det blik, som denne sendte tilbage, havde en tydelig besked. Du siger ikke et ord. ”Ikke hørt om det? Det er ellers at høre overalt. Jeg har hørt, at det er nået frem til de udenlandske medier,” sagde Saïd med en panderynken, og Isam kunne ikke skjule et smil, selv i dette øjeblik. Det lykkedes dem på en eller anden måde at snige sig ud, uden at blive taget af politiet. Saïd havde på sin vej til garagen opdaget en sidegade, som var menneske- og dermed også politi-tom. Det var nærmest sort udenfor, og de skyndte sig igennem gaden, som lå stille og øde hen. Hjemme måtte Isam tage skraldet; hans mor skældte ud og var på grådens rand - tænk hvis der var sket hendes yngste søn noget? Faren så hovedrystende op fra sit kortspil og sagde et par formanende ord, og dermed var stormen drevet over. Isam tog det med en skuldertrækning; det var måske forkert af ham ikke at have tænkt på sine forældre, men i øjeblikket havde han en meget alvorlig sag at tage sig af. På vej hen til sit værelse bed han sig nervøst i underlæben; han følte sig indblandet i noget, han for intet i verden ville være en del af. Opstandelsen, den eventuelle revolution - det lå ham meget nært og han ønskede så inderligt at kæmpe sammen med sine landsbrødre. Han havde holdt uendelig meget af Samir, og hans død forekom ham meningsløs og kold. Men han var ikke parat til at begå mord for vennens skyld, og en mærkværdig form for skam opfyldte ham, idet han erkendte dette. Næste dag forventede Isam at finde Majid i garagen på den sædvanlige tid, men da Isam stak hovedet ind ad døren, var garagen tom. Motorcyklerne stod ensomme og forladte; de så ud som to piger, der forgæves ventede på deres date, som aldrig dukkede op. Isam stod et øjeblik og betragtede den mennesketomme garage - han havde en absurd tanke om, at det her rum var den eneste udover han selv og Majid, som kendte til pistolen; kendte til Majids vanvittige plan. Han forestillede sig, at rummets vægge om natten hviskede hemmeligheden til hinanden, og han rystede på hovedet for sig selv. Han måtte passe på ikke at blive vanvittig. Han begav sig ud på gaden igen. Vintersolen tittede så småt frem og luften var lunere end den havde været de sidste mange dage. Han mente endda at høre en enkelt fugl synge, og en fornemmelse af ro strømme igennem ham; fornemmelsen af at alt ville ordne sig på en eller anden måde og endda ende med at blive godt. Hvor er det mærkværdigt som vejret kan snyde os, bare ved at være godt en enkelt dag. Som et løfte, der ender med ikke at blive holdt alligevel. Nogle øjeblikke senere bankede Isam på døren til Majids hjem. Døren blev kort efter åbnet af Majids mor, som var en midaldrende, buttet kvinde. Hun kneb øjnene sammen, da hun så ham. ”Ja?” Ikke ligefrem den mest venlige hilsen, og Isam kløede sig forlegent i håret. ”Goddag, Aicha. Er Majid hjemme? Han var ikke i garagen, så ”¦” ”Ja, han er hjemme, men han vil ikke tale med dig,” afbrød hun. ”Hvorfor ikke det?” Isam så uforstående på hende, og hun himlede med øjnene; det så komisk ud, når en kvinde på hendes alder gjorde den slags. ”Fint, han vil gerne tale med dig, men jeg vil ikke have at han taler med dig.” Hun lagde armene over kors og så på provokerende vis stolt ud. Som om hendes ord havde været nogle, hun længe havde ventet på at komme ud med, og missionen nu var fuldbragt. Hendes ord havde dog en vis effekt på Isam; de overraskede ham og han lagde hovedet let på skrå, nu også med armene over kors. ”Hvorfor ikke, om jeg må spørge? Deres søn er en af mine bedste venner, fru.” Idet han sagde det, gik det op for ham, at Majid nu var hans eneste ven - hans bedste ven, så at sige. Din anden bedste ven, ham Samir, er død. Husker du det, Isam? Han sank en klump og tvang stemmen væk. Majids mor stod bare og stirrede skeptisk på ham. Isam kunne skimte tv’et, der var tændt bag ved hende, og han længtes efter at komme indenfor og se, om nyhederne endelig bragte noget om den nye situation, som herskede i landet. Præsidenten kunne ikke skjule sig for evigt; han var nødt til at kommentere sagen på et eller andet tidspunkt. ”Jeg vil ikke have, at han bruger så meget tid sammen med jer - eller dig er det jo nu,” afbrød hun hans tanker. Han rettede igen sin opmærksomhed mod hende. ”Du ved, hvad der skete med ham Samir. Jeg vil ikke miste min søn, forstår du? Jeg tror at al den tid, I har tilbragt sammen, har haft en dårlig indflydelse Majid. Han skulle hellere koncentrere sig om at få et ordentligt arbejde.” Isam måtte tvinge latteren væk; den ophobede sig langsomt i hans mave og truede med at eksplodere ud af ham i alle retninger. Her stod kvinden og sagde praktisk talt at han, Isam, havde en dårlig indflydelse på hendes søn. Hendes søn, der havde planer om at tage ud og skyde en politimand. Hvis det ikke havde været så fornærmende, ville det måske virkelig have været komisk. ”Jeg vil bare gerne tale med ham - De kan sende ham herud til mig, hvis De ikke vil have, at jeg kommer ind,” sagde han så roligt som muligt. Hun sendte ham et sidste, irriteret blik, og lukkede så næsten døren foran næsen på ham, så han gik et lille skridt bagud. Efter, hvad der føltes som meget lang tid, kom Majid frem i døråbningen. Det lignede, at han lige var kommet ud af sengen. ”Hej, beklager min mor. Hun har en eller anden forskruet forestilling om, at - ” ”Forskruet er lige præcis det rette ord. Majid, du ved godt hvorfor jeg er her, ikke? Du bliver nødt til at - ” ”Ikke her,” hvæsede han og kom helt udenfor. Han lukkede døren på klem og vendte sig om mod Isam igen. ”Er du sindssyg, hun smider mig ud, hvis hun finder ud af det.” ”Der vil ikke være noget at finde ud af, hvis du skaffer dig af med lortet med det samme,” pointerede Isam indtrængende. Han prøvede at fange Majids blik, men denne så ud over gaden. Det virkede som om han ikke engang havde hørt, hvad Isam havde sagt. ”Vi var heldige at komme hjem i god behold i går,” fortsatte Isam. Han skuttede sig ved tanken om, hvad der kunne være sket hvis politiet havde fanget dem. Han opdagede først et øjeblik senere, at hans ven havde stået og set hovedrystende på ham. Isam rynkede panden. ”Hvad? Hvorfor ser du sådan på mig?” ”Hold kæft mand, hvad er der sket med dig,” sagde Majid, stadig hovedrystende. Der var et hånligt grin om hans mund, og det provokerede Isam. ”Jeg troede, du ville være med til at tage kampen op?” spurgte Majid. ”Og nu - du lyder fuldstændig som din bror. Er du blevet hjernevasket af ham? Han har ikke ret, bare fordi han er ældre, Isam.” Han lød belærende, og Isam kunne ikke tage ham alvorligt. Ikke efter den forrige aftens opdagelse. Bag ved dem kom Majids mor frem i døren. Hun sendte Isam et yderst uvenligt blik, hvorefter hun gestikulerede vildt med hænderne i retning af Majid. ”Kom ind med dig,” råbte hun og forsvandt ind i huset igen. Majid rystede på hovedet for sig selv. ”Hun tror stadig, at hun bestemmer over mig.” ”Hun vil sikkert bare dit bedste,” mumlede Isam, og vidste straks, at det havde været en fejl. Det styrkede bare Majid i sit nye billede af ham, og han fnyste ganske rigtigt. Isam lagde armene over kors. ”Du kan mene hvad du vil, Majid - jeg ved, hvor meget de her oprør betyder for mig, og min holdning har ikke ændret sig den mindste smule. Men én ting har jeg dog indset; hvor grænsen til det dumdristige ligger. Det har du tydeligvis ikke. Jeg beder dig, du bliver nødt til at droppe din plan.” Majid gengældte hans bedende blik et øjeblik. Så gik han hen imod døren og lagde en hånd på dørhåndtaget. ”Hvis jeg ikke gør det her, Isam, så kan jeg ikke se mig selv i spejlet mere,” sagde han, og med disse ord forsvandt han ind i huset og lukkede døren. ”Og det kan du, når du har dræbt et andet menneske?” råbte Isam efter ham, selvom han vidste, at han ikke kunne høre det. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2012-03-22 16:49:10 |
SUPERB igen; 'indre kaos' forårsaget af loyalitetskonflikt (bror / ven)
* Isam havde lyst til at skrige. Han følte sig som en lus mellem to negle, og denne lus var tæt på at eksplodere. * + * Du ryger direkte i helvede.” Han vidste ikke om han havde krydset grænsen, ... *
som altid er mine rettelser kun forslag:
" ... og gik instinktivt et skridt bagud." trådte
" ... Isam tog det med en skuldertrækning; " trak blot på skulderen
" ... en mærkværdig form for skam opfyldte ham, ... " fyldte man 'opfylder' ønsker, krav m.m.
"Som et løfte, der ender med ikke at blive holdt alligevel. " slettes
Nu har jeg så gennemlæst alle 4 kapitler pånær få linier; scenariet med de først 3 - siden 2 - drenge er levende og troværdigt beskrevet; ligeledes Isams & Saids brorforhold, og Saids hjem og forældrenes hjem ... reaktioner og gestik er du mer' end dygtig til ;)
Jeg har fler' komm. ... senest i løbet af week-enden!
venligst ...
| haleløs | 2012-03-23 12:08:31 |
" ... en mærkværdig form for skam opfyldte ham ... " slettes
hvad med ... "han følte dyb skam" - eller dén dur? (apropos vores diskussion ang. netop 'skam' andetsteds)
" ... fornemmelsen af at alt ville ordne sig ..." brug: følelsen af at ... ; 'fornemmelse' er jo brugt tidligere i samme sætning
" ... mor, som var en midaldrende, buttet kvinde. " FØRST: vil huske at rose dig; ikke mange (især ikke på din alder) kan i dag stave til 'midaldrende' - så FINT klaret! ;) slettes
"Som om hendes ord havde været nogle, hun længe havde ventet på at komme ud med, og missionen nu var fuldbragt. " sætningen er ikke helt go' : brug noget i stil med: 'noget, hun trængte til at sige'; nåmen, lad os se hvad andre kommentatorer synes ;)
"Deres søn er en af mine bedste venner, fru+e.”
" ... så han gik et lille skridt bagud." blev nødt til at træde
... og SÅ fik jeg læst helt færdig; teksten er velskrevet og særdeles fængende!
Persongalleriet er levende og overbevisende ... selv for een som 'står fremmed for kulturen' ;)
JEG er hooked; den er værd at arbejde videre med.
venligst ...
hvad med ... "han følte dyb skam" - eller dén dur? (apropos vores diskussion ang. netop 'skam' andetsteds)
" ... fornemmelsen af at alt ville ordne sig ..." brug: følelsen af at ... ; 'fornemmelse' er jo brugt tidligere i samme sætning
" ... mor, som var en midaldrende, buttet kvinde. " FØRST: vil huske at rose dig; ikke mange (især ikke på din alder) kan i dag stave til 'midaldrende' - så FINT klaret! ;) slettes
"Som om hendes ord havde været nogle, hun længe havde ventet på at komme ud med, og missionen nu var fuldbragt. " sætningen er ikke helt go' : brug noget i stil med: 'noget, hun trængte til at sige'; nåmen, lad os se hvad andre kommentatorer synes ;)
"Deres søn er en af mine bedste venner, fru+e.”
" ... så han gik et lille skridt bagud." blev nødt til at træde
... og SÅ fik jeg læst helt færdig; teksten er velskrevet og særdeles fængende!
Persongalleriet er levende og overbevisende ... selv for een som 'står fremmed for kulturen' ;)
JEG er hooked; den er værd at arbejde videre med.
venligst ...
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Gode forslag, som altid. Glæder mig allerede til at arbejde videre med teksten, og til dine kommentarer når resten af romanen engang lander herinde :)