 |  | En følelse af selvbedrag (1) |
 |
|
|||||||||||||
|
Hun løftede stenen og tog nøglen, som altid lå der under stenen, når huset ikke blev brugt. Hun mærkede længslen efter huset og forventningens glæde over igen at være her. Hun kunne ofte længes og savne stedet, når hun befandt sig i lejligheden i byen. Men først når hun stod der foran døren til huset, gik det op for hende, hvor meget hun egentlig havde savnet det. En indre ro bredte sig i hende og hun kunne slappe af og glæde sig over at være væk fra dagligdagen for en tid. Sidst hun var her, havde han været med. Hun lukkede øjnene og så ham for sig. Huskede hvordan de havde pjattet og leet der ved døren og hvordan hendes hjerte havde føltes som om det skulle briste, ved lyden af hans latter og hans blik rettet på hende. Det var lang tid siden nu. Hun tog en dyb ind ånding og sansede duften fra havet. Husets unikke beliggenhed - få meter fra havet - var det hun elskede allermest ved stedet. Hun kiggede sig omkring og hendes blik fangende nogle visne blade, som vivlede rundt på jorden ved hendes fødder. Det var blevet efterår, og som så mange gange før, havde overgangen fra sommer til efterår føltes så brat. Det var ikke længe siden de havde siddet nede i gårdhaven og grillet og drukket rødvin og nydt de lune sommeraftener. Hun mærkede den kolde vind på sit ansigt og nød følelsen af at blive afkølet. Efter at have kørt i bilen godt en times tid, var det en skøn fornemmelse at blive blæst igennem. Det var den tid på året hun holdt mest af at komme her. Hun elskede efteråret og lod sig altid betage af de smukke farver i naturen og den friskhed der var i efterårsstormene og lyden af det brusende oprørte hav. Hun glædede sig til at iføre sig sine gamle gummistøvler og en stor varm sweater og gå langs vandet og spejde ud mod horisonten. De lange gåture ved vandet var ren eliksir, både for hendes krop og sjæl. Hun fik rigeligt med motion og hun kunne vende alle de tanker hun gik og tumlede med og ofte se tingene i et nyt perspektiv. Hun havde brug for ensomheden og roen til at tænke, og det var grunden til at hun var taget herop. Hun satte nøglen i døren og låste op. Den velkendte lugt af ”sommerhus” slog hende i møde. Sidst huset havde haft besøgende, var for over en måned siden, hvor hendes datter og nogle af hendes veninder havde haft brug for en ”tøse-weekend”. Hun smilede og forestillede sig hvordan pigerne havde hygget sig, med høj musik, god mad og efter vinflaskerne og øldåserne på køkkenbordet at dømme, også masser af drikkelse. Hun gik rundt i huset og åbnede de fleste vinduer for at få luftet ud. Der var iskoldt i huset og hun mærkede at hun frøs. I soveværelset fandt hun den elskede gamle uldne sweater frem og tog den på. Den sad mere løst på hende end den plejede. Sidst hun havde haft den på, havde hun nok vejet 10 kilo mere end nu. Hun satte sig på sengen og baksede med at få de sorte skindstøvler af. De havde kostet en mindre formue og alligevel var lynlåsen i siden næsten umulig at lyne ned. Endelig fik hun dem af og satte dem til side. Hun fik ikke brug for dem før hun tog hjem. Hun fandt et par uldsokker i skabet, fik dem på og trådte ned i ”sommerhus-træskoene”. Hun følte sig klædt på til stedet. Hun sad der på sengen et og lod stilheden synke ind, lukkede øjnene og lod tankerne slå rod. Hun mærkede tårerne presse på bag øjenlågene. Hun havde i lang tid følt sig trist og ulykkelig, og hun havde svært ved præcis at finde ud af hvorfor. Der var så mange ting hun gik og tænkte på. På en måde var det som om hun stod ved en skillevej og ikke anede hvad vej hun skulle tage. Nu kom tårerne og det føltes som en forløsning. De salte tårer sveg i hendes øjne og brændte på kinderne. Hun vidste ikke hvor længe hun havde siddet der på sengen og grædt, men hun blev opmærksom på, at hun måtte rejse sig og finde noget papir, så hun kunne pudse sin tilstoppede næse. Der var en intens kulde i rummet, hun lukkede vinduet i soveværelset og gik ud i køkkenet for at finde noget køkkenrulle. Den næste halve time havde hun travlt med at hente brænde ind fra skuret og tømme bilen. Hun fik luftet ud og fjernet det rod, som hendes datter og veninderne havde efterladt. Hun pakkede madvarerne ud og stillede dem i køleskabet. Hun vidste, at hun nok ikke kom til at spise al den mad hun havde indkøbt på vej herop. I den sidste tid havde hun ikke haft den helt store appetit, og hun måtte ofte tvinge sig selv til at få et eller andet ned. Men måske ville hun få en fornyet appetit heroppe i den friske luft. Der var tændt op i brændeovnen og kaffen var sat over. Hun mærkede varmen som begyndte at brede sig i stuen. Det var ved at blive mørkt udenfor, så det blev ikke før i morgen at hun kunne komme ned til vandet. Hun skænkede en kop kaffe og satte sig i lænestolen i stuen og stirrede på ilden fra brændeovnen. Hun tændte en cigaret og følte sig afslappet og rolig. | ||||||||||||||
 | nhuth | 2013-01-08 02:55:41 |
Til Mullhoff - har du tidligere lagt denne tekst ud/ind?
Jeg oplevede et dejavu straks fra start?
Vh.Nhuth
Jeg oplevede et dejavu straks fra start?
Vh.Nhuth
| nhuth | 2013-01-08 19:22:46 |
Tak - spændende. Det er muligvis denne "forfattersides" egen lille julegyser, jeg har i baghovedet:
Julekonkurrence http://www.facebook.com/saxocom#!/saxocom/app_150654001701966
Bittersød frost
1. december af Jussi Adler-Olsen
At balancere på en isglat sten behøver ikke nødvendigvis at være så vanskeligt. Problemet opstår først for alvor, hvis man har en stram løkke om halsen og hænderne bundet på ryggen.
Et par gange forsøgte Esben Rømer at råbe om hjælp, så ekkoet fra den dybfrosne skovsø slyngede skræmte sangfugle ud af krattet. Men for hvert åndedræt og for hver smerteladet brøl mistede hans nøgne fødder fæste.
Derfor stod han til sidst bomstille, sitrende og tavs og ventede på, at skæbnen endelig ville tage det sidste ord.
Han løftede blikket mod himlen og noterede sig, hvordan skyerne løsnede deres greb i hinanden, og at sneen ikke længere faldt så tungt.
For bare fire timer siden havde Mila kaldt på ham og lokket ham i baghold i en byge af snebolde foran sommerhusets halvdør, Og for bare fire timer siden havde han trukket hende tæt ind til sig, så hun ikke længere kunne bombardere ham. Det var i det øjeblik, at hun kom med det fatale forslag, at de skulle trække en slæde ind i skoven, samle kvas og brænde, og så fyre op i brændeovnen i køkkenet. "Så rister vi kastanjer og drikker rødvin," grinede hun. Havde Esben bare kunnet overbevise hende om, at betingelserne ikke var optimale for at finde tørt brænde, var det her ikke sket.
Osv. Jo det er den. Jeg finder fælles træk med din "En følelse af selvbedrag 1".
Vh.Nhuth
Julekonkurrence http://www.facebook.com/saxocom#!/saxocom/app_150654001701966
Bittersød frost
1. december af Jussi Adler-Olsen
At balancere på en isglat sten behøver ikke nødvendigvis at være så vanskeligt. Problemet opstår først for alvor, hvis man har en stram løkke om halsen og hænderne bundet på ryggen.
Et par gange forsøgte Esben Rømer at råbe om hjælp, så ekkoet fra den dybfrosne skovsø slyngede skræmte sangfugle ud af krattet. Men for hvert åndedræt og for hver smerteladet brøl mistede hans nøgne fødder fæste.
Derfor stod han til sidst bomstille, sitrende og tavs og ventede på, at skæbnen endelig ville tage det sidste ord.
Han løftede blikket mod himlen og noterede sig, hvordan skyerne løsnede deres greb i hinanden, og at sneen ikke længere faldt så tungt.
For bare fire timer siden havde Mila kaldt på ham og lokket ham i baghold i en byge af snebolde foran sommerhusets halvdør, Og for bare fire timer siden havde han trukket hende tæt ind til sig, så hun ikke længere kunne bombardere ham. Det var i det øjeblik, at hun kom med det fatale forslag, at de skulle trække en slæde ind i skoven, samle kvas og brænde, og så fyre op i brændeovnen i køkkenet. "Så rister vi kastanjer og drikker rødvin," grinede hun. Havde Esben bare kunnet overbevise hende om, at betingelserne ikke var optimale for at finde tørt brænde, var det her ikke sket.
Osv. Jo det er den. Jeg finder fælles træk med din "En følelse af selvbedrag 1".
Vh.Nhuth
| nhuth | 2013-01-08 19:34:40 |
Hej igen - Nej - det var Jussi Adler Olesens Stafetjulekalender på facebook!
Jeg ved ikke hvad der blev af det "færdige" resultat - men det kan man jo undersøge.
Vh.Nhuth
Jeg ved ikke hvad der blev af det "færdige" resultat - men det kan man jo undersøge.
Vh.Nhuth
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Nej, har ikke før lagt noget ud her. Har først oprettet en profil i går.
Hilsen Mullhoff