 |  | LORTETRÆ |
 |
|
|||||||||||||
|
Tavs trodsighed over for totterne, der stritter Vi har haft så mange diskussioner efterhånden, at jeg har opgivet kampen Knorterne på vores bonsai-træ er knudret sammen til en uopblødelig blok Langt om længe kan jeg se ud i fremtiden Den giver mig fingeren Fejer for egen dør, mens dagene stille dør hen Hvorfor er der aldrig nogen, der gider at feje mig? Alle vil fejres, men folk er for feje til at sige, hvad de fejler Så jeg gør det eneste fornuftige griber bonsai-træet og sætter ild til huset Anarkisme rim og ramser hylder ildens destruktion af rammer Det er din skyld, at det hele stritter nu Det er din skyld, at der ikke er flere pomfritter nu Lortetræ Påmalet tøj er rimeligt dårligt design tænker jeg og bider mig i læben, mens alt hvad jeg var, går op i flammer Falmer, mens jeg går op i den daglange limning af kaos For hvad gør man, når tingene ikke engang giver mening længere? Man maskerer sin manglende mening med en tynd finer af farvelade Man køber en plade Med Elliot Smitt Og ellers har man det fedt Jeg dvæler ved den tryghed, kun rim kan give alt imens den røde tråd strammer mig mere og mere om halsen Jeg bliver kigget i øjnene af en virkelighed, der ikke gider at give mig menig Jeg sætter livet i hovedlås og ugler dens hår for jeg ved, at livet hader, når håret stritter Det er hævnen over et liv der har strittet lige så længe, jeg har kendt det Lorteliv Har fældet træet og lavet det til en kam, som jeg kan redde verden med Se mig, jeg kan også være meningsløs! råber jeg og sætter ild til mit hår og til min verden Det er jo vandvid! råber de og slukker tørsten med bacon og rasp Sammen danser vi til lyden af bacon, rasp, pomfritter og mening der går op i flammer I landet hvor fantasien får frit spil finder vi den sidste snert af mod til at leve Der, hvor logikken er parallelparkeret på livets kantsten Jeg fælder meningen med livet og begraver den ved det træ, der engang var | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
