 |  | Døden inden livet. |
 |
|
|||||||||||||
|
Jeg er levende, et væsen - et kommende lille menneske, som skal ud og opleve denne verden. Jeg lever indeni min elskede mor, hun giver mig føde, vi deler føden som hun indtager. Vores bånd er tættere end tæt, og vi er uadskillelige, vi er ét. Men er jeg ønsket? Er jeg et barn som er lavet af to mennesker som elsker hinanden? Eller er jeg en fejltagelse, en fejlskabning som kun er her for en kort stund? Jeg kan mærke fortvivlelse i min mor, som bærer mig rundt i maven, hun er bekymret, nervøs, og egentlig ikke glad, og jeg forstår det ikke. Burde man ikke være glad, når man venter et barn som man går og passer på under maveskinnet? Burde jeg ikke være en anledning til glæde, og ikke til mavepine og tårer? Hvad har jeg gjort galt, allerede inden jeg har mødt verdenen? Spørgsmål som ikke er nemme at læse igennem følelser, ting som jeg ikke kan spørge om, eller få svar på. Jeg kan mærke at båndet imellem mor og jeg bliver tyndere og tyndere, der ryger usunde ting ned til mig i form af junkfood, alkohol, og cigaretter - Gift. Og hvorfor? Jeg kan ikke tåle dette, jeg er kun et ufødt barn, som mor burde elske, men hun forgifter mig, og jeg kan intet stille op. ''Er du helt sikker på at du vil have foretaget dette indgreb?'' hører jeg en mandelig stemme sige. ''Ja'' siger min mor, og i det hun siger det kan jeg mærke hendes mave trække sig sammen omkring mig som var jeg ved at kvæles imellem to betonvægge, det er alt jeg kan huske - og nu ligger jeg her... Det er stille, ensomt og trist her. Mørket omslutter mig, og jeg kan ikke længere føle min mors varme kærlighed, hendes krop er væk, vi er adskilt, jeg er ikke længere en del af hende, og jeg kommer aldrig til at mærke hendes omsorg, hendes læber kysse mig, livet kommer aldrig til at møde mig, og jeg kommer aldrig til at se dagens lys. Jeg er et abortbarn, jeg er ikke i live, men mine tanker fylder denne sorte plasticsæk som jeg ligger i, jeg kvæles langsomt alt imens jeg ligger i mit eget blod. Jeg er blevet fjernet fra min mor, blevet taget ud af hendes krop, og HUN valgte det! Måske er det følelsen af kærlighed? Uvidenhed kan en gang imellem være en befrielse. Dét ikke at vide noget er skønt, for jeg kan trøste mig ved, at dette er min definition af kærlighed. Ensomheden som æder min endnu ikke færdigudviklede krop, stilheden som brænder mig op, lugten af mit eget blod, samt min mors, den vrede, den fortvivlelse som jeg føler, og min mor HADER mig! Min mor ville mig ikke livet, hun laver mig, hun skaber mig - smider mig derefter væk. Dømt til døden, inden mit liv begyndt | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
