 |  | Angst |
 |
|
|||||||||||||
|
Angst Regnen siler ned, og træerne svajer fra side til side i den kolde nat. Blæsten trækker de overflødelige blade ned ad den smalle gade, det voldsomme ekko af slag mod metal, dominerer blindgyderne for enden af stierne, og en knirken fra den forladte gynge i parken, overdøver støjen fra vejene. Uvejret skjuler sig ellers godt under den mørke himmel, da det er uden for øjets rækkevidde - kun symptomerne er til at spotte. Vinden bevæger sig længere ind i parken, over de våde græsstrå og under de tornede buske - den passerer en hjemløs mand, der ligger med ansigtet presset ned mod den kolde jord samt en knust flaske i hånden, og indhenter den cyklende skikkelse, hvis fart bliver sænket. Herefter bevæger vinden sig mod træernes spinkle grene, hvor de sidste fugle bliver jaget på flugt, og efterlader nøgne stammer; den viser ingen nåde, og plukker hvert enkelt blad, som bliver hevet med i form af en hvirvel - de svageste blade udebliver, mens de resterende er stærke nok til at fastholde deres plads i hvirvlen. Den grusomme vind angrer intet, da den udøver hærværk på de rustikke tagrender, og ignorerer blot splinterne fra træskuret. Hvirvlen vokser sig større, og medtager kun de stærkeste passagerer, deriblandt skarpe glasskår samt iturevet jern fra containerne, der er blevet væltet omkuld, så væsken fra tilbageværende juice er løbet ud over, og dannet en pyt, som regnen har udvidet, og vindens styrke roteret. Uovervindelig, er dens evne, og tragisk er dens leg, men den kender til ingen grænser, blot til magt. Under dens endeløse vandren, støder den dog på noget mærkværdigt; den stopper brat op, og kan ikke begribe, hvor den befinder sig - på denne side er græsset ikke længere grønt, men hvidt, frosset af en ukendt kulde. Vindens undren over det ukontrollerede, medfører en vrede, men samtidig også en angst - kan det fratage mig magten? Tøvende bestemmer vinden sig for at betræde den frosne jord, og hæren, der er blevet dannet af hvirvlen følger trop. Så snart den passerer overgangen fra grønt til hvidt, ændres verdenen. Vinden kan ikke længere bevæge sig med samme fart, den bliver langsommere, og betaget af de store snebeklædte træer, der står standhaftigt som tinsoldater, der vogter over deres palads. Den prøver at bevæge sig op langs deres stammer, men intet vil medtages. Igen prøver den, at hive de frosne græsstrå op, men de er ikke til at rokke. Opgivende søger vinden længere ind, og spotter flere forunderligheder; Ildfluerne Lampyris Noctiluca, men ikke i deres normale forstand, derimod på størrelse med en fodbold, og lysende i forskellige farver - de opholder sig i det stivfrosne buskads, hvorfra store modne, sorte bær vokser. Vinden forstår ikke, hvordan det er muligt, og prøver igen at rive alt fra hinanden, dog uden held. Tanken om at miste sin magt virker mere og mere livlig. De lysende ildfluer har endnu ikke bemærket vinden, hvilket giver anledning til at den kan bevæge sig længere ind i dette frygtindgydende eventyr. Nysgerrigheden overvinder fornuften, og hvirvlen vikler sig ind under buskadset, og ud til en tilfrosset å, der nærmest danner en sti, omringet af de store, hvide træer på baggrunden af den mørke stjernehimmel. En melodi, der emmer af tristhed fanger vinden, og trækker den ad isstien; det er en blanding af piano, xylofon og fløjte. Vinden danser ned af isen med lukkede øjne, for at nyde følelsen af frihed, tro og kærlighed, som musikken skaber. Dette varer i en evighed, der bliver danset i cirkler, og følelsen varer ved. Men pludselig støder vinden ind i noget hårdt, og da den vender tilbage til sig selv, befinder den sig ikke længere på isstien, men derimod for enden af en bænks smalle metalben, der buer ud nede for enden. Metallet er malet sort, men frosten har lysnet farven lidt op. Vinden vælger at fortsætte op af benet, og får et chok, da den når toppen; der sidder en kvinde, klædt i sort kappe med hætte, der dækker ned over hendes ansigt. Hendes gyldenbrune glatte hår stikker ud af hætten, ned ved kæben, og ned langs brystkassen, der bevæger sig, hver gang hun trækker vejret helt ned i lungerne. Luften hun puster ud, bliver så hurtigt tilfrosset, at det nærmest har dannet en tåge om bogen, som hun holder i sine hænder, der er beskyttet mod kulden med sorte, lange handsker. Hun bemærker vinden, der straks trækker sig et skridt tilbage, og et skævt smil fremtræder på hendes læber, hvilket får de hvide tænder til at fremstå skarpt i mørket. Hun vender hovedet mod bogen igen, og tager nu en tynd, lang blyant frem; det går op for vinden, at kvinden må være kunstner. Melodien begynder på ny, lige så snart blyanten rammer skitsebogens papir, og vinden bliver næsten hypnotiseret af den triste, og dog fangende musik. Kvinden skitserer i sådan en fart, at vinden blot ser de hurtige bevægelser, men ingen specifikke detaljer. Da musikken endelig stopper, parallelt med hendes bevægelser, opdager vinden kvindens ansigt rettet mod hvirvlen; hun smiler endnu engang skævt, og en skummel stemning blusser op. Hun lægger skitsebogen forsigtet på skødet, og bruger to fingre til at afklæde den ene arm; finger for finger bevæger stoffet sig af, og hendes lange smukke fingre kommer til syne. De sortlakerede negle hviler på hendes fingre, som perler på en kæde, helt fejlfrit. Hendes hud lyser hvidt, ikke med varme, men en form for kulde, der er omringet af en tilfrosset dug. Blodet i hendes årer kan umuligt være rødt, hvis der overhovedet er noget blod tilbage. Den nøgne hånd vender sig mod vinden, og bevæger sig mod den. Hun rører den, som var den ikke usynlig. Den forhenværende følelse af magt er helt forsvundet, og vinden føler sig nu lille samt uden betydning. Det vedvarende smil på hendes næsten helt sorte læber, vokser sig nu større, og midt i alt den begejstring falder skitsebogen ned. Smilet forsvinder, og hun bukker sig ned efter den. Da hendes håndflade berører jorden flere gange inden hun samler den op, går det op for vinden, at kvinden må være blind. Den undrer sig over, hvorledes hun kunne røre vinden, og kende dens position, uden at kunne se. I det øjeblik åbner kvinden sin mund, og siger med en meget ydmyg stemme: "Mine øjne fratog de mig, og legemliggørelse af følelser efterlod de mig". Vinden bemærker hendes skingre stemme, der oser af sorg. "Følelse er min gave. Følelse er min straf. Jeg kan føle hvert enkelt sting, der bliver påført, samt hver enkelt tanke, der bliver overhørt". Den blide stemme giver ekko, og hvert enkelt ord lyder som poesi. Vinden kan ikke stoppe med at lytte, den bliver forført af hendes begreber. Hun smiler endnu en gang, hvorefter hun smider sig ned på knæ, så hætten falder, men med hænderne for ansigtet. Hendes gyldenbrune, smukke hår, kan virkelig beundres, og vinden kan ikke fjerne blikket; der ligger hun, en uskyldig, talentfuld kvinde, fuld af sorg samt pinsel. "Gør en ende på dette mareridt! Jeg vil ikke længere føle! Det er ikke til at bære!", udbrøder hun brat, mens vinden hyler af smerte over hendes ulykke. Den kan ikke bevæge sig ud af stedet uden at hjælpe hende, men hendes ønske er at forsvinde, hvordan skal vinden opfylde dette forfærdelige ønske? "Død er ikke længere min frygt. Smerte samt angst er mine torturbødler". Den hylende vind ved nu, hvad den må gøre. Først omringer hvirvlen af de stærke blade hendes krop, men hun udstøder ikke en lyd. Derefter sender vinden den næste hær afsted, som er dannet af splinterne fra skuret; de borer sig ind i hendes hud, og hun piver af smerte, men fjerner ikke sine hænder, som ansigtet er presset mod. En ny melodi høres i baggrunden; det er kun lyden af enkelte taster på klaveret, der emmer af negative vibrationer. Vinden kan se, at splinterne ikke er nok, og imod sin egen frie vilje, sender han den sidste hær afsted; de iturevne jernstykker og glasskårene vikler sig ind i hendes nu krusede hår, og en væske løber ud af kroppen; det er en blodlignende væske blandet med tilfrossede klumper. Da musikken stopper, indser vinden, at hvirvlen er opløst, og den stakkels kvinde ligger livløs på jorden. Smilet på hendes læber er forsvundet, og da vinden prøver, at flytte hendes hænder, ser han den smukkeste kvinde, men med store sorte, tomme øjne; det er som om hendes pupiler fylder hele øjet. Sikken skam, tænker den, og bladrer hendes skitsebog igennem. Skitserne er afbildninger af denne iskolde verden, en verden uden følelse og tanker, en verden kun for hende. Hendes talent, hendes drømme samt alt hvad der er blevet hende frataget, er afspejlet i en og samme bog. Vinden kan ikke begribe, hvorledes sådan en talentfuld, smuk, begavet samt inspirende kvinde skal igennem så megen smerte. Det giver et sæt i vinden, da en høj glad, irsk musik opstår pludselig, og den lægger mærke til, at hendes virtuelle verden, hendes utopi, begynder at smelte. Solen begynder så småt at stå op, og vinden begiver sig atter mod gaderne, i blindgyderne samt ved parkens stier; men på nuværende tidspunkt tager den hensyn til de enkelte individer, og minder sig selv om kulden, den kan påføre uskyldige kvinder. | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
