 |  | Tro, håb og virkelighed 2. |
 |
|
|||||||||||||
|
En ny start Der stod jeg så - arbejdsløs.. Efter at have haft fast arbejde i 20 år og kun med få arbejdspladser, var det pludselig en skræmmende tanke. Sommeren igennem havde jeg haft god tid til at bearbejde mine tanker. Det var en god terapi for mig at gå i haven og rode, man tænker så godt. Dog kunne jeg stadig mærke at de mærkelige symptomer. De forsvandt ikke fra dag til dag. En dag havde jeg haft en samtale med en person som lagde pres på mig og som havde store forventning til mig til en længerevarende privat aktivitet. Jeg husker at jeg gik ud i haven og pludselig følte jeg at jorden rystede, haven drejede rundt og jeg faldt om i græsset. Det siger lidt om hvor voldsom min stress var. Langsomt fik jeg styr på tankerne, og stressen forlod kroppen. Det var godt at lave noget helt andet end min ordinære profession. Men her kunne jeg jo ikke gå til evig tid, jeg måtte videre og have et nyt job. Jeg kom på et kursus for kontorassistenter i 14 dage, så gik tiden da med det. Det var ikke nogle nye oplysninger for mig. Efter tests og samtaler fandt jeg ud af at et kontorjob var det jeg skulle arbejde med fremover, og efter et stykke tid fandt jeg mig igen et arbejde som assistent. Jeg havde været til samtale ved et lille firma, som bestod af 2 ægtefæller. Allerede her begyndte mine små advarselslamper at lyse, for jeg havde ikke gode erfaringer med familiefirmaer. Men jeg havde ikke andre muligheder på hånden, så derfor sagde jeg ja tak til jobbet. Jeg startede 1. December 2001 og den første måned var jeg i praktik. Der var lang transporttid til jobbet. Det hang ikke helt sammen med børnenes vilkår, så der var jeg nødt til at gå på kompromis med mig selv. Jeg var nødt til at have et job. Det var selvfølgelig også vinter med megen sne og transporten var ikke sjov. Men med tæpper og skovl i bilen, måtte det gå. Det blev en lang periode hvor jeg slet ikke så dagslyset. Det var mørkt når jeg tog hjemmefra og mørkt igen når jeg kom hjem. Den første måned gik ok, og jeg blev fastansat. Jeg var begyndt at komme ind i arbejdsopgaverne og alt så ud til at kunne blive en stabil hverdag igen. Stille begyndte mine astma- og allergisymptomer at reagere. Jeg synes ellers jeg havde sikret mig, at jeg var i et røgfrit miljø, men det var desværre ikke nok. En væsentlig detalje, som indehaveren havde glemt at fortælle mig, var at hun også var berider på en rideskole sideløbende med kontorjobbet. Dvs. At hver dag kom hun på kontoret med det samme tøj på, som hun havde haft på ude ved hestene. Her fandt jeg ud af, at jeg heller ikke kan tåle hestehår og støv. Mine øjne og næse løb konstant, og jeg blev hurtigt stakåndet selv om jeg tog min medicin. Jeg forsøgte at tale med hende om situationen, men det var nyttesløst. Der blev intet gjort - tværtimod blev det meget værre. Der blev lige demonstreret at hun gjorde hvad der passede hende, fordi hun var chefen. Det resulterede i, at jeg til sidst gik på arbejde mandag og tirsdag, hvorefter jeg var syg resten af ugen. Efter 5 dage derhjemme var min astma så meget forbedret, at jeg kunne gå på arbejde igen mandag og tirsdag og så startede møllen igen. Da jeg fik min månedsløn var der kun løn for nogle få timer og jeg henvendte mig til min fagforeningen. De kendte desværre godt det lille firma fra tidligere verserende sager, og de havde bestemt ikke gode ting at sige, så de lagde straks sag an mod firmaet, så jeg kunne få udbetalt hvad jeg havde ret til. Situationen var uholdbar. Her var jeg lige startet på et nyt job, og så kunne jeg ikke engang klare det. Det startede den helt store nedtur. Her gik jeg og troede, at jeg var på rette vej, nu væltede alle skeletterne ud af skabet. Jeg synes ellers at jeg havde gjort alt for at tilpasse mig det nye job. Virkelig prøvet på at være omstillingsparat og været åben overfor nyt ting. Pludselig en morgen kunne jeg ikke stå op. Min krop reagerede ikke, da mit hoved gjorde tegn til at nu skulle jeg stå op. Det eneste jeg kunne var at sove. Jeg orkede ikke andet. Chefen forlangte at få en sygeerklæring fra min læge og det fik han. Jeg var gået ned med stress igen og denne gang havde jeg fået en depression oveni. Lægen anbefalede, at jeg ikke kom tilbage til det arbejde igen og endnu engang måtte jeg sige mit job op. Total nedtur for en pligtopfyldende person som mig. Overfor omverdenen og mine piger forsøgte jeg at skjule hvor dårligt jeg havde det. Min mand vidste godt, at jeg ikke havde det godt, men jeg kunne slet ikke sætte ord på det. Jeg forsøgte at opretholde en nogenlunde normal hverdag for pigernes skyld, men det lykkedes ikke ret godt. De var hhv. 12 og 5 år gamle, og de kunne godt mærke, at der var kort lunte og at deres mor var et andet sted i tankerne. | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
