 |  | Kalahari (19) |
 |
|
|||||||||||||
|
19. Værkstedet Adam var ved at afmontere udblæsningen på en Grass Bunny, da han så Sarah stå ved indgangen ved halv tretiden. Hun stod og pillede ved ved skiltet, åbenbart lidt usikker om hun bare skulle gå. Adam hev i hjørnet af elementet, der var blevet bøjet og sad fast i den ene side. Metallet gav gav sig og skrabede mod siden før delen gav sig. Han smed, hvad der faktisk ikke var andet end skrot nu, ned på jorden og slog ud med armen i retningen af Sarah. Da hun ikke opdagede tegnet fordi hun kiggede i retningen af Farmans skur, tog han handsken af og piftede. Sarah farede sammen og kiggede i Adams retning. Adam gentog armbevægelsen. ”Kom!” Sarah satte i løb. I eftermiddagssolen med en renvasket ansigt og det let forvirrede ansigtsudtryk var der ikke meget tvivl om at hun ikke var andet end et lille barn. Adam tvivlede på at han rent faktisk kunne sætte hende til noget andet end lidt oprydning. Måske feje hangaren eller lidt andet i samme boldgade. Han skævede til den ødelagte udblæsning, der vejede otte eller ti kilo og mente at han nok var tvunget til selv at fjerne den. Adam kiggede op og opdagede at hun bar en ramponeret taskmaster under den ene arm. ”Hvad er det du slæber rundt på?.” Sarah kiggede ned på taskmasteren han havde peget på. ”Det er min taskmaster, min skolebog og lektierne” ”Du kan smide den henne i en af de tomme skabe ved indgangen.” Sarah nikkede, lidt flov over at hun havde taget taskmasteren med, men hun var gået direkte over til værkstedet efter skolen og hun ville ikke efterlade den i hendes skjulested. Taskmasteren var en alle elever fik af skolen og hvis den blev væk skulle den erstattes. Sarah vidste ikke hvad en ny kostede men hun kunne regne ud at hendes forældre ikke ville blive begejstrede, hvis de skulle finde pengene til en ny. ”Kan du finde ud af at bruge en kalaharimaske?” Sarah nikkede, men da Adam så ikke ud som om han troede på hende. ”Ja.” ”Så tag masken på, der hænger i en af skabene og fej kontoret og hangaren. Bare tag det værste i hangaren, i hjørnerne hvor støvet og skidtet det hober sig op. Der er spande derinde. Du kan tømme dem ude bag hangaren.” Adam kløede sig på kinden, lidt irriteret over hele situationen. ”Okay?” Sarah nikkede. ”Ja” ”Så smut.” Sarah satte i løb over mod hangaren. Adam kiggede skeptisk efter hende og rystede på hovedet før han undersøgte om han ville blive nødt banke siderne ud, der holdt udblæseren på plads. Da Adam vendte sig mod hangaren et kvarter senere for at få fat i en ny udblæser i reservelageret kunne han allerede se at Sarah var ved at være at være færdig med at feje i kontoret. Det støvede ikke så meget endnu, men det kunne godt ændre sig når hun skulle i gang med hangaren. Da han kom ud fra fra rummet med reservedele, der faktisk ikke var andet end en nogle hylder i række bag en metalvæg, der ikke gik helt op til loften, lagde han mærke til at Sarahs maske ikke sad helt rigtigt. Noget af hendes hår i panden sad under masken. ”Hey, Sarah, det var dit navn, ikke?.” Sarah kiggede op fra arbejdet. ”Du skal lige fjerne håret fra panden før du tager masken på, ellers slutter den ikke helt tæt.” Sarah kiggede kort op og Adam gik hen og stoppede hende da hun gjorde tegn til at ville hive masken af med begge hænder. ”Du trykker bare på låsen igen.” Adam trykkede på knappen på siden og flyttede og holdt panehåret væk så masken havde en chance for at tilpasse sig korrekt, når han trykkede på låsemekanismen igen. ”Sådan, altid vær sikker på at masken lukker helt, ellers er den ikke meget værd. Når du er færdig med hangaren siger du bare til. Hvis du er i tvivl om noget så spørg, okay?.” Sarah nikkede bag masken. Adam tog den nye udblæser, børstede den af og tog den under armen. Adam var lige blevet færdig med at teste den nye udblæser da Sarah kom ud af hangaren. Hun løb ikke men gik stille og roligt og virkede en smule træt. Hun havde løsnet kalaharimasken så den hang i remmen omkring halsen på hende. Støvranden i ansigtet gik til hvor masken havde været, hvis man lige så bort fra noget skidt på siden, hvor låseknappen sad, og en udtværet streg ved siden af munden. ”Er du færdig med hangaren?” Adam kiggede på sit ur da Sarah nikkede. Der var gået næsten halvanden time og Adam rettede på det første indtryk han havde haft, hun virkede ikke bare træt, men udmattet. ”Tag en pause, få noget at drikke. Bagefter kan du samle skibsisoleringen sammen og smide dem i containeren derovre.” Adam pegede på den bulede grøn og gult farvede containeren, der stod lidt for sig selv i nærheden af udgangen. Sarah kiggede over på containeren og tilbage på Adam. Hun virkede ikke som om hun var helt med på hvad han mente. ”Hvad?” Sarah kløede sig i håret, der nu var fyldt med støv og skidt. ”Isolering?” ”Nåh, ja. Skibsisoleringen. De brune fliser du rodede med. Dem, der ikke duer mere, smider vi i containeren derovre og når den er ved at være fuld får vi nogen til at hente den og de afleverer den så i Freetown, hvor de bliver knust, renset og lavet til ny skibsisolering. Vi får ikke meget for det, men det kan trods alt betale sig at aflevere det.” Sarah lyste op, noget af trætheden forsvandt som dug for solen, da hun bearbejdede informationen og Adam kunne ikke undertrykke et lille smil. ”Tag en pause og noget at drikke først. Når du har smidt den løse isolering i containeren kan jeg vise dig hvordan man bedst får isoleringen af der mangler at blive pillet af.” Sarah nikkede og skulle til at løbe over til Taran 50érens skrog, men skiftede så retning over mod hangaren før Adam kunne nå at sige noget. Farman kom ud af sit skur efter en velfortjent lur en halv time senere. Sarah havde allerede været frem og tilbage med en spandfuld isolering et par gange. Farman kiggede kort efter hende, da hun kom slæbende med en spand isoleringsfliser. Han hev tobakken frem og fortsatte over til Adam da Sarah begyndte at tømme fliserne over i containeren. Farman begyndte at rulle en smøg, da Adam slukkede for Grass Bunnyen's motor. ”Jeg kan se du har sat hende i gang med arbejdet.” Adam nikkede. Han var overrasket over den positive tone i hans egen stemme og måtte konstatere at han var ganske tilfreds med situationen, både over hvor nemt han havde fået hende i gang og hendes arbejdslyst. ”Jo, hun er ikke bange for at arbejde.” Farman brummede og tog et hiv i cigaretten han lige havde strikket sammen. Adam smilede og tørrede hænderne af i en gammel klud. ”Hva' så når hun er færdig med at rydde op, sender vi hende så bare hjem eller hvad mener du Adam?. ”Du mener om vi burde sige noget til hendes forældre?.” Farman nikkede. ”Det ved jeg sgu ikke. Hvis ikke de kunne holde øje med hende før hvorfor skulle de kunne gøre det nu, hvis vi snakkede med dem om det?.” Adam kunne ikke lade være med at tænke tilbage på det meste af hans egen barndom. Han var vokset op lige uden for Freetown. Han havde haft flere steder at gå hen dengang, end børn i Yellow Sands havde, men han lavede faktisk mere eller mindre det samme som børnene i Yellow Sands som barn; Luskede rundt på byggepladser, stjal småting, kom op og slås, rodede sig ind i lidt ballade her og der. Det samme som de fleste andre børn på Kalahari velsagtens, bare i grønt som man sagde. Farman trak på skuldrene og hev i smøgen. Da han havde røget færdig smed han stumpen og vendte næsen over mod kontoret. ”Sig til når du er færdig med den Bunny, så giver jeg besked til Syd Mead så han kan hente den.” Adam var ved at lukke Bunnien's bagende da Sarah kom over og ventede med spanden i den ene hånd. Han gik over til skroget af Tran 50'erem og viste hende hvordan hun bedst kunne fjerne de smadrede fliser der stadigt klamrede sig til stellet. Da de havde fjernet hvad der svarede til lidt over 2 spande fuld isolering kiggede han på uret og blev enig med sig selv at det nok var på tide at han sendte Sarah hjem. ”Så nu kan du godt stoppe. Husk at få din taskmaster med.” Sarah stoppede med et stykke isolering i den ene hånd hun lige havde fået pillet af. Det var tydeligt at hun var lidt overrasket og måske også en smule skuffet men hun smed isoleringen med i spanden og satte i løb over mod hangaren. Da Sarah kom til Hangaren stod Farman og røg og lænede sig op af kosten. Sarah stoppede op og fortsatte i et mere behersket tempo i retningen mod skabet hvor hun havde lagt taskmasteren. ”Nå, var det nok spænding for en dag?.” Stemmen var lidt rusten, men tonen var ikke uvenlig. Sarah nikkede. ”Godt så lad det være en lærestreg. Skulle du kede dig så meget en anden dag at du får trang til at lave ballade kan du jo bare kigge forbi igen så skal vi nok finde et eller andet du kan fordrive tiden med.” Farman klukkede rustent og måtte hoste et par gange. Smilede lidt, men stoppede op, da Farman begyndte at hoste. Farman rømmede sig og affejede hendes bekymrede ansigtsudtryk væk med en afslappet håndbevægelsen. ”Det er bare støvet, tøs. Stik du bare af.” Sarah løb hen til skabet, tog taskmasteren og småløb hen til udgangen. Hun stoppede kort op da hun nåede til skiltet der hang på lågen og vovede et blik tilbage over skulderne før hun fortsatte over vejen. Farman rystede på hovedet og stillede kosten op af væggen. Sarah kom forbi værkstedet to dage senere. Hun stod først og kiggede ved lågen men tog tilsidst mod til sig og gik over mod kontoret og hangaren. Dagen før havde hun vandret lidt rundt inde i Yellow Sands bagved skolen, i nærheden af det lille spisested. Hun havde sågar været ovre ved den offentlige landingsplads i en halv time. Hun kedede sig og savnede faktisk sit lille skjulested i skabet, men hun turde ikke rigtigt snige rundt ved værkstedet mere, hvis de opdagede hende der ville de måske sladre til hendes forældre. Sarah troede måske ikke rigtigt på det, men det virkede alligevel forkert at gå tilbage til hendes skjulested. Så efter skole den næste dag havde hun bestemt at hun ville prøve at gå over til værkstedet alligevel og her var hun så. Hun havde taget taskmasteren med igen af en eller anden underlig grund men mente at det nok var okay hvis ikke kunne hun måske bruge den som en undskyldning. Adam fik øje på Sarah da hun nåede til hangaren. ”Hej, Sarah, ræk mig lige skruenøglen der!” Sarah tog nøglen op der lå ved siden af værktøjskassen og gav den til Adam. ”Hvis du gider kan du fjerne resten af i isoleringen på skroget, men ellers kan Farman sikkert finde på noget du kan give dig til.” Sarah smilede og nikkede. ”Okay!” Sarah løb hen til skabet, smed taskmasteren på en hylde og fortsatte i retningen mod containeren var spanden stod. Efterhånden kom Sarah over til værkstedet de fleste dage efter skole, sommetider også når det ikke var en skoledag. Farman gav Sarah i starten nogle småpenge for hendes arbejde, da hun blev ved med at hjælpe til. Sarah overtog et af de tomme skabe ved hangarens indgang og lagde sine ting fra skjulestedet der. Farman undersøgte de gamle mønter og kiggede lidt på den flossede tøjhund, men sagde ikke noget. Farman var selv lidt af en samler, hele værkstedet med dets vrag, skrot og skrammel var hans lille samling af skatte, så han havde en stille forståelse for en anden persons trang til at samle på forskellige småting. Efterhånden viste både Farman og Adam hende hvordan nogle af maskinerne virkede, hvad der var at lave når de ikke lige havde tid til at holde hende beskæftiget med mere relevant arbejde. Sarah blev faktisk helt ferm til at fordrive tiden i værkstedet og ude blandt rækkerne af skrot og vrag. Da Sarah blev en fast del, af det nye trekløver, efter et par måneder, gik Farman ned til hendes forældre med hende og snakkede med dem. Forældrene havde godt været klar over at hun nok flakkede omkring som alle de andre børn, men de blev positivt overrasket da Farman kunne fortælle dem at hun faktisk var ferm til at hjælpe til ovre på værkstedet. Moren havde stadig to jobs hun måtte passe og Faren havde sommetider dag til dag arbejde i Yellow Sands eller Nanchet, der lå 30 kilometer længere nede i den modsatte retning af Freetown, så de havde ikke tid til at holde øje med Sarah. Farman lavede en aftale med forældrene, der i sin enkelthed gik ud på at Farman kunne give Sarah det halve af en lærlings timeløn, indtil videre, når hun arbejdede på værkstedet. Resten af tiden kunne både Adam og Farman holde øje med hende indtil hun skulle spise og hvis Sarah havde lyst kunne hun altid komme tilbage efter aftenmåltidet. Farman blev enig med forældrene om at udbetale det halve af Sarah løn hver anden uge mens resten blev sat ind på en konto som hun så kunne bruge af hvis hun senere skulle have en uddannelse i Freetown eller fik sit eget sted. Sarah havde først troet at hendes forældre ville protestere, men de virkede faktisk lettede. Særligt hendes mor virkede meget glad for den lille ekstra indkomst og hendes far fejrede Sarahs ansættelse med en flaske sprut og tilbragte natten sovende under bordet i køkkenet. Det eneste det i starten var lidt underligt var måde de andre børn i Yellow Sand begyndte at skæve til hende. Der var en del andre børn der havde småjobs forskellige steder, men det var enten lidt større børn der hjalp til i kantinen i skolen eller simple opgaver som at gøre rent på pakkeriet eller i affaldssorteringen efter skole. Der var ingen på Sarahs alder der hjalp til ved den offentlige landingsplads, faktisk var der ingen børn ansat der, kun voksne og Sarah havde sågar nogle penge hun kunne bruge på sig selv, hvis hun ville. Det tog lidt tid for Sarah at vænne sig til hendes nye status blandt børnene, men til gengæld var der altid nok at lave på værkstedet og på pladsen, så det var ikke noget hun i sidste ende kæmpede meget med. Sarah brugte mest tid på at lære så meget som overhoved muligt på værkstedet og hun legede med tanken om måske at blive mekaniker, når hun blev voksen. Det var noget der lå langt ude i fremtiden så tanken kom kun op, når hun sad og tyggede på noget mad Adam eller Sarah havde hentet ovre i Torengo's, spisestedet, hvor hendes mor arbejdede. Sarah bed et stykke af kødet af og tyggede. Farman råbte et eller andet til hende inde fra kontoret. Sarah tyggede et par gange mere, proppede resten af den lune luns kød i munden, sprang ned fra slæberens sæde og begyndte at løbe i retningen af kontoret. | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
