 |  | Bøvl med bussen |
 |
|
|||||||||||||
|
For flere år siden to jeg ad landjorden fra Indien til Danmark. Jeg kunne godt tænke mig, at skrive en længere beretning om hele turen, men foreløbig er det bare kommet til denne enkelte episode: ”Så er der fuld fyr under den Thorbjørn!”. Lyden af Peters stemme rev mig ud af de dagdrømmerier, jeg sad og var midt i. Der gik et øjeblik, før det gik op for mig hvad han mente. Jeg sad et par sæderækker bag førersædet i bussen, og derfra kunne jeg tydeligt se motorkassen, som var placeret lige til højre for chaufførens sæde. Bussen var en oldgammel norsk bybus, som Thorbjørn havde købt billigt for at køre en busfuld nordmænd fra Bergen til Kathmandu. Af de passagerer, som havde været med på udturen, var der kun én med på hjemturen. Resten var blevet syge, var rejst videre på egen hånd eller havde taget flyet hjem. Nu var vi, udover Thorbjørn og hans norske passager, mig selv og min rejsekammerat igennem flere måneder, to andre danske fyre og en sydafrikansk pige. Der var gået omkring halvanden uge fra vi steg på bussen i Peshawar i det nordlige Pakistan og til nu hvor vi var lige i udkanten af Isfahan i det nordlige Iran. Nå, men altså jeg kunne i revnen mellem låget på motorkassen og gulvet se, at der var flammer inde ved selve motoren. Thorbjørn havde, i et anfald af kådhed nogle kilometer udenfor Isfahan, samlet et iransk ægtepar op, som stod ved et busstoppested og ventede på bussen. De steg ind i vores bus, og man kunne tydeligt se, at de var meget forbløffede, men de sagde ingenting og satte sig bare fredeligt ned på et par ledige sæder. Da nu også Thorbjørn opfattede hvad det var Peter havde sagt, holdt han ind til siden. Her åbnede han låget til motoren, og straks slikkede flammerne op ad forruden. Han lukkede skyndsomt låget igen og gennede i en fart det ret forvirrede ægteparret udenfor. Jeg selv var lige pludselig kommet i tanker om, at bussen var lastet med ettusindeethundrede liter diesel, som ganske vist var placeret i bagagerummet allerbagest, men i et glimt så jeg for mig selv, at hele molevitten ville eksplodere. Faktisk var jeg, samtidig med det syn, med lynets hast på vej hen imod døren. Undervejs derhen og på vejen ud gennem den, tænkte jeg at det vel nok var en skam med alle de oplevelser jeg havde haft og alle de lysbilleder som jeg glædede mig til at få fremkaldt og vise til andre, alt det gik jo til spilde nu hvor jeg ville ryge i luften sammen med bussen. Jeg nærmest fløj ud af den, var vanvittig lykkelig over at være sluppet ud i live, og spurtede så alt hvad jeg kunne hen til et kort stykke lav mur som meget belejligt stod en tyve tredve meter væk. Omme bag den mente jeg mig nogenlunde sikret mod den ventede eksplosion. Da jeg kom om bag muren opdagede jeg til min overraskelse, at Peter allerede befandt sig dér. Det kom bag på mig, for jeg syntes selv at jeg havde reageret fantastisk hurtigt. Jeg krøb sammen bag murstykket og Peter og jeg begyndte at sige til hinanden, at nu ville bussen ryge i luften. Af og til stak vi hovedet frem bag muren for at kaste et hurtigt blik hen imod den brændende bus. Der væltede kulsort røg op fra den, og på et tidspunkt så vi til vores store rædsel, at Thorbjørn, som ellers var kommet ud, forsvandt tilbage gennem røgen og ind i bussen. Lettelsen var stor, da han efter lidt tid hostende kom ud igen med sit kamera om halsen. Efter endnu lidt længere tid begyndte folk fra området at stimle sammen og jeg så for mig en forfærdelig ulykke indtræffe med så mange mennesker omkring en bus, der hvert øjeblik det skulle være ville eksplodere. Med gru observerede jeg, hvordan folk begyndte at danne kæde hen til et nærliggende vandhul, hvorfra de hentede vand og sendte op til det brændende køretøj. Der kom også både brandbiler og politi, så der var en hel del postyr. Efter lidt tid, mange spande med vand og masser af sort røg, var ilden slukket, så Peter og jeg kunne komme frem fra vores sikre placering. Folk begyndte stille og roligt at gå hvert til sit igen, og vi passagerer fra bussen klumpede os sammen og begyndte at gøre klar til at indtage vores pladser igen. Brandbilerne tog tilbage, men Isfahans politi blev på stedet og tilbød os, at de kunne sørge for, at vores bus blev bugseret hen til politistationen, så vi kunne være sikre om natten. Det var jo soleklart, at der skulle udbedres nogle skader i motoren inden vi kunne køre videre, så vi takkede ja til tilbuddet. Mens vi blev slæbt af sted fik jeg en forklaring på den udeblevne eksplosion af dieselen. Det forholder sig nemlig sådan, at diesel skal være under højt tryk for at eksplodere, så Peters og min frygt havde altså været helt ubegrundet. Det føltes lidt fjollet, at jeg sådan havde frygtet for mit liv, når der nu slet ikke havde været nogen fare på færde, og jeg kunne ikke undgå at tænke, at jeg var ikke så lidt af en kryster, men jeg sagde ingenting. Vel ankommet til politistationen var det skumring, og dermed spisetid, så betjentene sørgede for, at vi fik noget mad. Om aftenen sad vi og snakkede og hyggede. Vi fik spurgt Thorbjørn om hvorfor i alverden han var gået tilbage ind i den brændende bus. Han svarede, som om det var en selvfølgelighed, at han da måtte hente sit kamera for at tage billeder af en så stor begivenhed som ildebrand i hans bus. Selv kunne jeg ikke rigtigt se, at det var en selvfølgelighed, men undlod at sige noget. Den aften var vi tidligt i seng, for den uventede drejning af dagens etape havde alligevel tæret på kræfterne og den følgende dag skulle skaderne inspiceres, så der kunne laves en plan for at få dem ordnet. | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
