 |  | Voksen datter af en misbruger... |
 |
|
|||||||||||||
|
Det er en af de mest ærlige ting jeg HSR skrevet, det virker passende at det bliver mit første indlæg. Det er kun en lille del af mig, men en del der har fyldt meget. Voksen datter af en misbruger... Jeg vidste ikke hvor tæt kærlighed og had kunne ligge på hinanden, før jeg måtte opgive kampen om at hjælpe dig... Min historie er ikke unik, den deles af masser af børn, unge, voksne og gamle.. Afmagten kender vi alle.. Det brændende ønske om at hjælpe dig, som langsomt bliver erstattet af had og foragt.. Det brændende ønske om, at du ville vælge os til og alkoholen fra.. Som voksen ved man godt, at misbrug er en sygdom, men som pårørende - der gang på gang er vidne til hvordan du sårer dem som elsker dig mest, så er det svært at se sygdommen.. Man ser kun mennesket der svigter.. Man mærker svigtet og følelsen af at blive forladt til fordel for flasken.. Du er voksen, du vælger selv om du vil ende dit liv på den måde.. Men dit behov for at såre og ødelægge menneskerne omkring dig, kan selv mit empatiske hjerte ikke forstå.. Dine trusler og din destruktive opførsel påvirker mig, det gør stadig ondt.. Jeg savner dig, for du er i særdeleshed ikke længere et menneske jeg kender.. Jeg sørger, over det menneske jeg kendte, det menneske jeg elskede... Det menneske der ikke længere eksisterer.. På de allersorteste dage, tager jeg mig selv i at håbe, at du gør alvor af dine trusler. Ja, jeg ønsker dig faktisk død nogle dage. Selv det at skrive de her ord, giver mig dårlig samvittighed.. Tænk, at jeg kan tænke sådan. Sådan må man jo ikke tænke. Men når man har opgivet håbet om, en bedre fremtid med dig far, så er det svært og lade værd. Jeg drømmer om ro, ro fra din destruktivitet.. Ro fra det kaos du skaber og de liv du forsøger at ødelægge. Jeg ved nu, at det ikke er min skyld. Jeg har ikke gjort noget forkert. Jeg ved jeg har været en god datter, jeg ved jeg har gjort alt hvad der står i min magt for at hjælpe dig. Det har ikke været uden omkostninger. Jeg har givet alt hvad jeg havde og glemt at jeg jo også skulle eksistere. Glemt de vigtige og fantastiske mennesker i mit liv. Jeg lod dig fylde alt alt for meget, jeg lod dig tage alt alt for meget. Men du var jo i smerte, du havde ondt. Så hvordan kunne jeg ikke hjælpe? .. Nu spørger jeg mig selv hvorfor? Hvorfor lod jeg det stå på så længe, hvorfor lod jeg dig diktere.. Det gjorde jeg fordi jeg elskede dig, elskede dig af hele mit hjerte. I dag forstår jeg, at jeg skal lære at elske MIG. Jeg øver mig hver dag og jeg bliver hele tiden en lille smule bedre til det... ❤ Der er stadig dårlige dage, som i dag. Det gør ondt på mig, især når du sårer dem jeg elsker... Dem som kun vil dig det godt. Dem som ikke har opgivet håbet. Dem som prøver at give, lidt endnu... Jeg har i dag forstået, at jeg ikke kan være stærk alene. Jeg havde brug for hjælp i min kamp. Brug for hjælp til at sige nej til dig. Brug for hjælp til at vælge dig fra. Jeg ser i dag, en fremtid uden dig. Det er til tider vemodigt, at du ikke skal være i den. Men tilgengæld er der plads til mig igen.. Der er plads til, at jeg kan jeg kan elske mig selv ❤ Samt, hjælpe af et overskud og ikke af et underskud. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2018-07-18 21:08:15 |
hej; jeg er i gang med at læse og vil gerne opmuntre dig til at fortsætte skrivningen.
Vær lige sød at opdele længe kapitler i kortere, læsevenlig, selvstændige afsnit (læs nærmere under HJÆLP/INFO [storyid] itop menuen hvordan
venligst ...
Vær lige sød at opdele længe kapitler i kortere, læsevenlig, selvstændige afsnit (læs nærmere under HJÆLP/INFO [storyid] itop menuen hvordan
venligst ...
| haleløs | 2018-07-18 21:09:46 |
PS og i øvrigt varmt velkommen indenfor til alle os andre@
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
