 |  | Caféen. |
 |
|
|||||||||||||
|
”Caféen” Jeg kunne høre dem råbe om hjælp Jeg så dem skynde sig ind i din bil Alt blev sort Mørket dræbte lyset Jeg husker jeg løb til havet De brændende huse og træerne Jeg kan huske jeg løb til søen Alene og ensom Angst Floden løber Hjertet slår Midt i pandemi og butiksdød Jeg sad på en café og var tidløs Lykkehjulet er begyndt at dreje igen Englen af en optiker reddede mine briller og Hun reddede min dag Jeg kan huske jeg løb til søen Jeg faldt ned på mine knæ Jeg var forblændet og ulykkelig Indtil jeg ramte havets bund Alt er løbet ud i sandet Som at knække diamanter med din hånd Stol ikke på andre end dig selv. © Stigmata, 28. juli 2020 | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
