 |  | Uddrag af Beelzebul |
 |
|
|||||||||||||
|
Endnu et uddrag - af kapitel 3. BRUSER I KNÆKKET OPHÆNG Min ankomst til Aalborg Katedralskole indfinder sig sært pludseligt. I det ene øjeblik kører jeg med blikket rettet mod skiftevis revnerne i cykelstien og rækken af køretøjer på vejbanen. Opslugt af tanker om de forsvundne piger. I det næste bærer jeg hjelmen under armen og skridter hen mod landsdelens ældste gymnasium, initieret da Frederik den 3. i 1500-tallet skænkede skolen en fløj i det gamle Helligåndskloster. Solen anes som en kølig skive bag klumper af skyer på en grumset, grårød himmel. Nogle nøgne efterårstræer ligger badet i det rødlige lysskær. Katedralskolens blå hoveddør befinder sig få meter fremme, omkranset af en buet karm og med en volut på muren over sig. Bag mig ligger parkeringspladsen og de gråsodede klynger af højhuse, som tilsammen udgør Sygehus Nord, der har specialiseret sig i andre typer afdelinger end Sygehus Syd. Jeg kom til verden på Sygehus Nords barselsafdeling for seksten år og fire måneder siden, lyserød og hvinende og med kulsort hår, der siden faldt af og lod nye, lyse dun vokse frem. En bevægelse i udkanten af mit synsfelt får mig til at dreje hovedet. Sasja, Lily og Mathilde maser sig forbi med voldsomme bevægelser. Sasja puffer til mig, så jeg er ved at miste balancen. Jeg ryger forover og ind i Mathildes ryg. ”Av for helvede, din spade!” udbryder Mathilde. ”Undskyld.” Hun vrænger ansigt og går ind i forhallen, slår til døren, så den åbnes og lukkes med et smæld foran mig. Jeg lukker øjnene et øjeblik. Så, som skal jeg til at tage et billede, åbner jeg dem og går ind i mylderet af elever, duften af hårvoks, tandpasta og aftershave. Billedet af Sasja, Lily og Mathilde erstattes af de blege fregner på en pige, der suser forbi mig, de gullige lysindfald fra vinduerne og et par, der går hånd i hånd. Friske stemmer gjalder som ekkoer i den kuppelformede forhal. Jeg træder igennem tableauet af morgenfugtigt hår, blussende kinder og øjne, som er vågne i forskellige grader. Mick fra klassen trækker en cola i automaten på forhallens fjerne væg. Jeg fokuserer på et maleri af Afrodite på vægpanelerne, idet jeg passerer ham og drejer ned ad gangen til gymnastiksalen. Jeg har taget to trin ned ad trappen mod omklædningsrummet, da en dyb stemme rammer mig i maven. ”Hey, Amanda!” Jeg snubler. En hånd griber fat i min jakke og forhindrer mig i at falde. Jeg vender ansigtet mod Noah og fæstner blikket på hans leende mund og de blygrå øjne. Berøringen er som elektrisk strøm, der flyder igennem mig. ”Hov, sikke en fart, du har på. Hørte du ikke, jeg kaldte på dig nede i forhallen?” Jeg er temmelig sikker på, at jeg er besat af Noah Vincent Melchiorsen. En brændende trang til at stryge hans ansigt får mig til at bide mig selv i læben. Arret over hans venstre øjenbryn er nærmest neonhvidt i belysningen fra halogenlamperne. Under kasketten, der virker helt malplaceret på hans mørke lokker, er øjnene klemt sammen i et konstant drilsk smil, hvis virkning jeg ikke tror, han selv er bevidst om. Mellem øjenbrynene træder en bekymret fure frem og tilfører øjnene et intenst glimt. Jeg bemærker en pigmentfejl i det ene øje - en brun plet i det grå. ”Har du det godt, Amanda?” Han lægger en hånd på min skulder, fremkalder med den fysiske berøring en knugende fornemmelse i mellemgulvet. Mit ansigt flækker i et smil. ”Ja! Jeg har det fint!” ”Dit hår trænger til en kam.” ”Og du trænger til at smide kasketten.” Noahs øjne lyser op i et forundret smil. Han tager sig til kasketten med den ene hånd, mens den anden stadig berører min skulder på hans særligt venlige måde at skabe forbindelse til mennesker på. ”Var der noget, du ville spørge mig om, Noah?” ”Nu du spørger,” siger han med munter stemme. ”Skal vi lave det næste Hundertwasser-projekt sammen? Jeg tror, du kan lære mig nogle tricks.” ”Det tvivler jeg på, at jeg kan. Men... vi kan godt lave projektet sammen.” Pinligt bevidst om, at hans hånd på min skulder føles stadig mere intim, og at mit blik bønfalder ham om at lade den blive der, føler jeg en splittet trang til at røre ved hans smukke ansigt eller løbe bort og få lidt hold på mig selv. Lave et billede sammen med ham. Sidde ved siden af ham! ”Det lyder dejligt! Har du en idé til, hvad vi skal vælge?” spørger Noah. Hans stemme kører ind på min båndoptager til lagring, og jeg blinker med øjnene. Han tager hånden til sig i et for ham usædvanligt kejtet ryk. Aftrykket fra hans hånd sidder stadig på min skulder. ”Undskyld, hvad vi skal vælge?” spørger jeg med sitrende stemme. ”Ja, hvad for et motiv skal vi male?” ”Åh! Jamen, lad os tænke lidt over det til på...” ”I morgen.” ”Ja.” Hans øjne hviler på mig, og det drilske glimt bliver for meget. Jeg kigger på det store, runde vægur bag ham. ”Gud! Jeg skal nå at klæde om til idræt.” ”Det må være et kønt syn.” ”Hvad?” ”Du må hellere skynde dig, hvis du skal nå det.” Jeg er fristet til at tage hans drilske kommentar op, men er klar over, at det kun vil øge min forlegenhed. Med et skævt smil vinker jeg til ham og drøner ned ad trapperne, så jeg er lige ved at vride om på foden. Jeg kaster et blik over skulderen. Noah er væk. En skinger stemme når mig, da jeg slår døren op til omklædningsrummet. ”... ikke udstå Amanda. Hun er så falsk!” Mathilde tier og stivner et øjeblik ved synet af mig. Så bryder Sasja ud i en øredøvende latter, som om der lige er blevet sagt noget rigtig sjovt. Det er der vel også. Jeg er en omvandrende kilde til morskab. | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Mvh. Mona