 |  | Caroline, komtesse de Chambrey - 2. kapitel |
 |
|
|||||||||||||
|
Caroline gik hen ad gangen til trappen. På væggene hang store malerier af slægten de Chambreys aner. Alle var foreviget i deres store skrud, og Caroline følte, at de stirrede mere bifaldende på hende end nogensinde før. Hun rettede ryggen og fortsatte langsomt fremad. Andet tillod kjolens store skørt og skoenes høje hæle ikke. Det irriterede hende. hun var vant til at løbe og bevæge sig frit. I tankerne så hun sig selv tage de trange sko af, hive op i skørterne og løbe leende hen til trappen. Men det gik ikke an. Ikke i dag. Det kunne være morsomt, men kjolen ville sikkert blive krøllet og frisuren komme i uorden. Ingeborg skulle heller ikke besværes med moder i dag. Ikke fordi Ingeborg frygtede moder. Tværtimod. Men i dag ville Caroline ikke høre dem skændes på deres mærkelige, danske modersmål, som Caroline kun forstod ganske få ord af. Så hun skred værdigt hen til trappen, tog en dyb indånding og lagde en hånd på gelænderet. Greve Jean Jacques spærrede øjnene op ved synet af datteren på trappen. Så bedårende og elegant havde han ikke troet, at hans elskede vildkat kunne blive. Det var næsten som at se hendes moder, da han havde set grevinden for første gang i Versailles. Amalie Sophie smilede let bag sin maske af pudder og rouge, imens hun underkuede svidende stik af jalousi over sin datters naturlige, friske ydre. Stoltheden, der fulgte, var dog ægte nok. Caroline havde arvet hendes lyse, nordiske farver. Nu skulle datterens manerer, der lignede hendes faders, blot rettes op inden afrejsen til Versailles. Invitationen var allerede kommet sidste sommer, men da havde pigebarnet været så drenget og solbrændt, at hun ikke kunne sendes til hoffet. Til gengæld var hun nu inviteret til at opholde sig der hele denne sommer. Dette var en enestående chance for at møde unge mænd af høj byrd, men på Versailles herskede strenge regler for dannet opførsel. Her frygtede grevinden, at datteren kunne gøre sig uheldigt bemærket. Som hendes fader i sin tid. Det gik skam ikke an at dumme sig for øjnene af ungdommen fra landets fornemste familier. Her skulle man netop først gøre gode indtryk og senere et fordelagtigt, ægteskabeligt parti. Grevinden håbede, at Caroline vendte hjem som trolovet. Og gerne med mindst en hertug. Hun ville observere sin datters manerer i dette bals forløb og notere sig, hvor den unge dame skulle belæres om fejl den følgende dag. Greveparret og dagens fødselar stod øverst på trappen til vinslottets hoveddør. Her modtog de ballets gæster. De var venner, adelige naboer og ledende personer fra grevskabets landsbyer og kirker. Især de udvalgte herfra hilste benovede på grevinden, der med sin prangende kjole og smykker var, som man forestillede sig en fornem dame fra kongens Versailles. Man forstod hvorfor, grevinden var berømmet for sin skønhed og stil. At den vilde komtesse i dag var yndig som en dugfrisk rose blev også bemærket. Caroline solede sig i det fine vejr og den gode stemning, mens hun og forældrene hilste på gæsterne. Komtessen fik mange komplimenter. Mindst lige så mange som sin moder. Det var første gang, det skete. Caroline var dog sikker på, at de smigrende ord kun faldt, fordi hun var dagens midtpunkt. Det var ikke så slemt, som hun havde frygtet, men endda ganske morsomt. Endnu en karet rullede frem til trappen, og omsider ankom den, som Caroline især havde ventet på. Da familien de Gascogne steg ud af deres store, ridsede, sorte karet, slog komtessens hjerte hurtigere. Baronen og fruen havde denne gang valgt kun at tage børneflokkens tre yngste med til bal. Foruden Sylvie og Therese, hvis kjoler var set før på deres ældre søstre, steg Philippe adræt ud af kareten. Som søstrene havde han glat, sort hår og mørke øjne. Philippes mørkeblå klæder var heller ikke nye. De sad tæt og antydede en solid overkrops stærke arme. Men Philippe var bestemt ikke fed. Det havde Caroline set med egne øjne, en dag han badede i skovsøen. Da var hun tilfældigt kommet forbi og havde set ham stå i vand til livet. Hendes øjne havde hvilet på vennens stærke kropsbygning et par sekunder for længe, inden hun rødmende var løbet bort. Caroline mærkede igen varmen i kinderne og havde svært ved at tage øjnene fra Philippe, der sendte hende flere lune blikke. Grevinde Amalie Sophie så yderst misbilligende til. Hun vidste skam udmærket, hvilke følelser der blomstrede mellem de tidligere legekammerater. Et ægteskab kunne absolut ikke komme på tale her. Philippe var baronens tredje søn og ville derfor ikke arve slottet. Penge, dem havde hans forarmede fader heller ikke mange af, og Amalie Sophies eneste datter skulle bestemt ikke giftes bort under sin stand og ind i armod. Det ville grevinden gøre alt for at hindre. Blandt andet derfor havde hun presset på for at få Caroline til hoffet i Versailles. Der kunne datteren leve i ødsel luksus, møde sine lige og dem over hende, som kunne tilbyde et fortsat liv i overflod. Da ville Caroline vel komme til fornuft og glemme sin lurvede barndomsven. Hvis ikke, så var der allerede trukket i trådene for at få sendt Philippe bort til en lang karriere i hæren. Eller få ham gift med et pigebarn af passende nedre stand. Til det formål var flere unge damer fra omegnen inviteret med til dagens bal. Grevinden smilede triumferende til baronesse de Gascogne, der synligt skræmt nejede, imens greven og baronen hilste larmende hjerteligt på hinanden. Caroline blev varm i øjne og mave, da Philippe kyssede og holdt hendes hånd længere end høfligheden krævede. Det undgik heller ikke grevindens vågne øjne. "Du ser anderledes ud i dag, Caro," sagde Philippe stille, da han langsomt slap hendes hånd. "Anderledes? Men vi har ellers gjort os store anstrengelser for, at jeg skulle blive pæn," svarede Caroline fortørnet, og Philippe lo. "Men du er ikke pæn." "Ikke!" "Nej, slet ikke ... jeg har aldrig set dig være så bedårende damet. Jeg kunne næsten ikke genkende dig," tilføjede Philippe med glimt i øjet, og nu var det Caroline, der lo. "Nå, men jeg må hellere hilse på din moder. Hvis hun da ellers vil række mig hånden," sagde Philippe lunt, og Caroline fniste henrykt bag sin vifte. Amalie Sophie rakte nådigt Philippe hånden. Han greb den og kyssede den overdrevent høfligt, hvilket fik vreden til at isne i grevinden. Hun smilede stift til den frække lømmel, der klart havde brug for hærens disciplin. At Caroline var besnæret af hans flotte, vitale ydre var dog forståeligt. Grevinden så også, at de unge damer i nærheden sendte Philippe skjulte blikke og fniste. Men dem havde han åbenbart ikke øje for. Den forarmede charmør havde klart udset sig egnens bedste parti, grevens kønne, blonde datter. Hendes godmodige fader var ingen hindring på vejen til pengekassen, men det var hendes klarsynede moder. Hun gennemskuede så nemt en charlatans planer. Måske var hans forældre også med i plottet, der skulle lokke den naive guldfisk i nettet. Det ville tiden vise. Amalie Sophie viftede sig heftigt og fik ægte, røde kinder under sminken. Men ellers røbede hendes facade ikke, hvad der rørte sig under overfladen, da de næste gæster ankom. Modtagelsen var forbi, og Caroline spejdede efter Philippe, da hun og gæsterne sivede ud i parken. Foran store buske, der bar et væld af lyserøde og lilla blomster, var baldakiner og borde stillet op. Her stod lakajer i liberi klar til at byde på små lækkerier og skænke smagsprøver på slottets bedste vine. En ung, blond adelsmand stod med ét ved Carolines side og rørte let hendes arm. "Jean Charles! Hvorfor kommer du først nu? Gæsterne er kommet, og moder er lige ved at dø af bekymring," udbrød Caroline, da broderen omfavnede hende. "For os eller for hendes facade?" spurgte Jean Charles i en neutral tone, og Caroline smilede let. For to år siden var Jean Charles vendt hjem fra hoffet som trolovet med Virginie, en yndig komtesse fra en af Paris' fornemste familier. Brylluppet blev holdt et halvt år senere, og moder havde været ude af sig selv af glæde over sønnens gode parti. Caroline vidste, at hun havde noget at levet op til her. At hun nok bare ville blive én stor skuffelse. "Virginie er igen utilpas på grund af barnet, så du må have hende undskyldt på din store dag," sukkede Jean Charles træt, og Caroline nikkede, "men tilgiv mig, at jeg har glemt at sige, at du ser bedårende ud i dag, kære søster. Ja, du ender vel med at være trolovet, inden nattens fyrværkeri er forbi," tilføjede han syrligt, og så lo de begge. "Nå, der er du omsider, kære søn. Og hvor er din gemalinde?" Caroline sukkede ved lyden af sin moders kultiverede stemme. Hun havde lige øjnet Philippe ude i parken, hvor han, omgivet af tre unge damer, lod til at more sig strålende. Komtessen så irriteret på scenen, medens broderen forklarede sig for sin moder. Hun fulgte tilfreds datterens hvasse blik og lagde blidt en hånd på hendes skulder. "Caroline, vi må ikke glemme vore pligter som dagens værtinder. Vore gæster venter. Kommer du, min kære datter?" Caroline trak vredt på skuldrene. Hun havde mere lyst til at løbe hen til Philippe og sige et ord, nej,flere, til hans fnisende tøjter. | ||||||||||||||
 | Amanda Gyldenlyng | 2012-03-22 20:20:56 |
Hej
Nå så, den små Caroline har et godt øje til en mand, hun ikke må få for sin mor.
Ja, så er der jo lagt op til konflikt...;->
Fortsat fin historie, som jeg mener holde rsig indenfor rammerne af den genre du her har valgt.
Vh. Amanda
Nå så, den små Caroline har et godt øje til en mand, hun ikke må få for sin mor.
Ja, så er der jo lagt op til konflikt...;->
Fortsat fin historie, som jeg mener holde rsig indenfor rammerne af den genre du her har valgt.
Vh. Amanda
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
