 |  | Om job på lukket psykiatrisk hospital. En udfordring af tavshedspligten. Situation 1 ud af 28. |
 |
|
|||||||||||||
|
En ældre herre. Det er han måske. En lille smule slæben af skoene efter sig. Demonstrativt. Som var vi ansatte hans far og mor, som han godt lige ville markere selvstændighed overfor - her forskudt i tid- fra 4 års alderen til 60 års alderen - han skal sgu nok selv bestemme om han slider hælene når han går. Situationen, der atter og atter vender tilbage, handler om, at jeg har gået et ærinde for ham, hvor jeg er gået hen til den lokale kiosk, som netop lever af at betjene patienternes ønsker. Her har jeg købt nogle 1,5 liters sodavand til ham. Den snak- og den aftale - der er indgået mellem personalet og patienten, er at han kun må drikke en halv liter sodavand i løbet af personalets 8 timers vagt. Det vil sige han må drikke en hel flaske cola på et døgn. Personalet mener at patienten bevidst har drukket over 4 liter væske, især cola, før denne restriktion blev sat ind, og at han har gjort det med det ene formål at fortynde hans psykofarmaka medicin i kroppen, så han så at sige neutraliserede dens effekt på hans sind og sygdom, gennem at pisse psykofarmakaen ud. Så han beder altid om at få posen, når jeg kommer med den. Nogle gange glemmer jeg at jeg skal låse den inde i det skab han helt specielt har til sig selv på gangen, ved siden af toilettet, hvorefter jeg siger til ham, jeg lige henter en et liters kande i køkkenet, som jeg hælder den tilladte mængde cola eller Schweppes lemon eller squash over i. Jeg tænker på om det ikke går lidt for tæt på en patients liv at være reguleret angående hvad han drikker, at skulle komme til drikkesituationen med en nøgle oppe i sit ansigt? | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
