 |  | Østerby kap. 2: Et par overraskelser |
 |
|
|||||||||||||
|
"YES!" Gartneren sidder ved sit lille bord i baglokalet og gennemgår bankopgørelserne. Han ser sig energisk omkring efter sin kone, men kan ikke få øje på hende. Hverken, da han kigger ud af det lille vindue ud mod haven eller da han læner sig frem for at se ud mod butikken. "Hanna!" kalder han, men får intet svar. "Hanna! Hvor er du?" Han sidder lidt uroligt på stolen, men til sidst er nødt til at overgive sig og rejser sig febrilsk fra sin stol. Det går så hurtigt, at stolen tipper, men han er allerede gennem døren ind til stuen, før den klapper i gulvet, så han lægger ikke mærke til det. Hun er heller ikke i stuen. For helvede, mumler han arrigt, hvor er den kælling, når man skal bruge hende? "Hanna!" Hovedet kører fra side til side, selv om han har klart overblik over hele stuen. "Æj..! Det var dog irriterende." Han kigger ud ad havedøren, men hun er ikke til at få øje på. Hvor er konen dog henne? Så hører han en rumlen under gulvet. Selvfølgelig! Vaskekælderen! Han stormer ud af havedøren og tripper hastigt ned ad trapperne med et drengeivrigt udtryk i ansigtet. "Hallo, Hanna! Hvorfor kommer du ikke, når jeg kalder?" Hun retter sig op fra kurven med beskidt vasketøj og ser forundret på ham. "Ja, undskyld," siger hun ganske uskyldigt, "jeg hørte dig ikke. Hvad er der?" Gartneren vifter vildt med hænderne. "Kom lige og se!" Hun følger ham op ad trappen og ud i haven. "Jeg tror fandme vi har penge nok til at købe den lortekasse ovre på den anden side," fortæller han og tager fat i håndtaget på havedøren ind til stuen. Hun følger villigt med og lukker døren pænt efter sig. "Nåja," siger hun til hans ryg, "du skal jo nok ikke råbe alt for højt om det." Han snurrer omkring med et skarpt udtryk i ansigtet, der får hende til at give et lille spjæt. "Jo, men for din egen skyld," forklarer hun forsigtigt, "Frederiksen er jo ikke ligefrem vild med os, vel?" Det kan han selvfølgelig godt se. Han mumler et eller andet uforståeligt og trækker ind til bankopgørelserne med Hanna lige efter. "Se lige her," siger han og rækker opgørelserne frem mod hende, "godt 70.000 til udbetalingen og resten kan vi låne os til." Han gnider sig i hænderne, mens hun kigger tallene efter. Og jo, den er skam god nok. "Hvor bliver det godt!" siger Gartneren og tager telefonen for at ringe, "Jeg aftaler lige med ejendomsmægleren med det samme." Han når lige akkurat at afslutte den meget korte samtale, da det bimler ude i butikken. "Så er der kunder," kvidrer han glad og skynder sig derud. "Jamen goddag, Fru Holgersen. Hvad kan jeg hjælpe Dem med i dag?" hører Hanna ham sige, mens hun ryster på hovedet og går ned til vasketøjet igen. Fru Holgersen står stille lidt og kigger mistroisk på Gartneren. Hun har et fast greb om sin håndtaske. Så går hun hen til disken og beder om et bundt gulerødder, 4 tomater og en agurk. "Og de har bare at være friske, de grøntsager," siger hun skarpt, "Det salathoved, jeg fik forleden var lige til at smide ud." "Naturligvis, Fru Holgersen," fortsætter Gartneren sin kvidren, "og De skal bare komme tilbage med det salathoved. Så får De pengene tilbage. Det manglede da bare." For lidt siden var Fru Holgersen lige ved at tro, at Gartneren var blevet sindssyg, men nu er hun ikke længere i tvivl. Hun får sine varer og ryster overbærende på hovedet, da hun forlader butikken med retning mod frisøren. Hun skal lige have ordnet sit hår, inden hun skal hjem og læse sin avis. Man må jo følge med i, hvad der sker rundt omkring i verden. Fru Holgersen slækker grebet om håndtasken en anelse og ser op langs gaden. Åh, nej, der kommer Frederiksen igen halsende. Hun ved godt, hvad han vil. Hun kan se det i hans øjne. Nåja, og så er det jo det samme, han vil, hver eneste gang, de møder hinanden på gaden eller på trappen og hun ikke når at finde en flugtvej. Hun prøver at gå over på den anden side af vejen, men der er alt for mange biler, så desværre når han at komme helt hen til hende, før hun kan undslippe. Han standser foran hende og tager høfligt hatten af, selv om nu egentlig foretrækker, at han beholder den på. Det er faktisk ikke et særligt kønt syn med alle de sår, han har i hovedbunden, som er fuldt synlig under de få hår, der er tilbage i toppen og som stritter stift op i luften. Guderne må vide, hvilke horder af bakterier, der boltrer sig i de hår? "Goddaw, Fru Holgersen," siger han på sit bedste rigsdansk og det er tydeligt, at det falder ham svært. Hun er lige ved at få medlidenhed med ham, men så ødelægger han det alligevel med sit pjat. "Nå, men øh..." får han frem, "Sku´ wi æ´ ta´ å slå æ´ pjalter sammen, wos to?" Øv, hvor er det dog træls, at han ikke kan forstå et nej. Hun samler alle sine kræfter, som hun har gjort det så mange gange før og ser ham stift ind i øjnene, mens hun klart og tydeligt afviser hans fine tilbud om ægteskab, men hun er altså ikke parat til at indgå sådanne forpligtelser. Og desuden er hun også for gammel til den slags pjank. De kan jo ikke engang få børn, nogen af dem. Men så let slipper hun nu ikke og det ved hun. Han insisterer og kommer med mange argumenter for, hvorfor det ville være en god idé at blive smedet i lænker. Ikke mindst økonomiske argumenter. Den bider hun selvfølgelig ikke på, men hvordan skal hun lige få drejet samtalen over på noget andet. Nåh, jo! Nu ved jeg det. Så skifter hun taktik og begynder at viderebringe nyheder om, hvad der sker på Larsensgade for tiden. Frederiksen står pænt og lytter, selv om det er tydeligt, at han overhovedet ikke er interesseret at vide, hvem, der er blevet gift og skilt og død eller hvem, der har haft en affære med naboen. Men lige pludselig retter han sig op. "Ha sæjer do? 170.000 kroner? Hwor hår han da få´t ålle de pææng frå?" Det kan Fru Holgersen nu ikke svare på, men det er lige det moment, hun har ventet på og inden Frederiksen kan nå at reagere, er hun allerede på vej ind i damesalonen ovre på den anden side af gaden. "Goddag, Fru Holgersen," siger Mikael Friedenhoff, som netop er på vej ud på sin avisrute. Hun nikker afmålt til hilsen og snart lyder det velkendte bimmelim fra klokken over døren. Mikael er vant til Fru Holgersens arrogante holdning, så han tager det ikke så tungt, men trækker blot på smilebåndet og trækker videre med cyklen. Mikael hader den rute! Han hader aviser! Findes der noget mere trivielt? Klap! 14 trin ned, 2 trin ad gangen, afsats, 7 skridt igen. Klap! 28 trin mere. Klap! 28 trin. Klap! Kun få afvigelser på ruten gør det bare lidt udholdeligt. Som f.eks. tredje sal i nummer fjorten. Herskabslejligheder med en lang gang fra hoveddøren og for enden til højre lå køkkenet. Han har aldrig været derinde, men hunden har fortalt ham det. Ikke sådan med ord, forstås. Men med poterne. Første gang fik han nærmest et chok. Han havde slæbt sig op ad de 12 trin til afsatsen og fundet ugens reklamegejl frem og skulle lige til at kaste det ind gennem sprækken i døren, da der blev en farlig larm. Lyden af klapren med brevsprækken havde fået køteren derinde til at vågne op. Glidende kløer på flisegulv og så potefæste på gulvtæppet i gangen. Farten kom op og på det lille stykke linoleum hen til døren var det ikke så let at standse, så det blev til en glidende tackling af hoveddøren: bang! knaldede dyret kraniet ind i egetræet, så hængslerne rystede om kap med Mikaels ben. Han havde stået et stykke tid, inden han havde fået taget sig sammen til at fortsætte ruten. Siden blev det et af rutens højdepunkter og ofte faldt han for fristelsen til at klapre lidt ekstra med brevsprækken for rigtig at hidse kæmperotten op. Og hvis man lige holdt lidt fast i ugens tilbud og ruskede med dem, var der dømt levende makuleringsmaskine. Så var underholdningen sikret. Gad vide, hvordan de reagerede derinde, når de kom hjem om eftermiddagen og så alle de fantastiske besparelser ligge i strimler over hele lejligheden? Det varede dog aldrig mere end 2 minutter. Allerhøjst. Så var underholdningen forbi og han måtte tilbage til den trivielle virkelighed, hvis eneste hjernebeskæftigelse var at tælle trin og lære tallene udenad til han til sidst kunne klare den halve rute med lukkede øjne, bogstaveligt talt. "Øv, hvor jeg ikke gider," siger Mikael højt, mens han tænker på, at lige netop nu kunne han have siddet bag skærmen og slagte terrorister med tommelfingrene i stedet for at rende op ad en million trappetrin blot for at rende ned igen. Den mest kedelige del af ruten er Svendsensvej med den endeløse række af huse med 4-6 lejligheder fordelt på 2-3 etager. Han trækker vejret dybt og tager dem én efter én. Nummer 26, nummer 28, nummer 30... I nummer 32 er hoveddøren blevet udskiftet. Der har sikkert været indbrud igen. Det er heller ikke det pæneste kvarter i byen. Indbrud og vold er næsten en del af dagens orden. Engang havde hans bror, Mattias, fundet en død mand liggende på trappen i et af husene. Det er vel 5 år siden efterhånden, for det var inden Mattias flyttede hjemmefra og begyndte sin uddannelse som tømrer. Mikael var kommet hjem efter skole og havde fundet sin far og mor siddende i køkkenet med alvorlige miner. "Mikael, kom lige herind," havde hans far sagt. Mikael havde hjertet siddende helt oppe i halsen. I en alder af 11 år har drenge vel altid et eller andet at have dårlig samvittighed over. Hans mor så ikke på ham, men studerede bare mønstret på dugen, så det var hans far, der havde ført ordet. "Nu skal du høre, Mikael," var han begyndt og på stemmen kunne Mikael høre, at der ikke var skideballe i luften. Han slappede lidt mere af, men ikke sådan helt, for man kan jo aldrig vide... "Din storebror har været nødt til at stoppe halvvejs på sin avisrute, fordi han blev skidt tilpas, så nu ligger han og sover." Dengang havde Mikael ingen anelse om, hvad der foregik og selv om han ikke rigtig kunne få sin mors adfærd til at passe med, at hans storebror blot havde pådraget sig en mindre utilpashed, havde han ikke spurgt nærmere ind til det. Der var ikke umiddelbart udsigt til ballade og så var der jo ingen grund til at udfordre skæbnen. Så han havde bare sagt ja med det samme og var taget af sted. Siden havde han nærmest hængt på turen. Til at begynde med som en slags medhjælper for Mattias, der siden episoden med den døde mand ikke kunne holde ud at gå rundt i den del af kvarteret helt alene. Men efterhånden blev de to brødre enige om, at Mikael jo lige så godt kunne overtage ruten helt og så ville Mattias spørge reklamefirmaet, om ikke han kunne få en anden rute. Mikael gad dybest ikke have ruten, men på trods af sit hårde ydre, var han faktisk en rar fyr, så han havde sagt ja. Nå, det kunne jo ikke nytte noget og desuden var det den sidste del af ruten, som bare skulle overståes, så han kunne komme til bageren og æde sig i mæt i kager for sine surt tjente penge. Da han kom op på 2. sal og gik hen ad gangen, lagde han mærke til en seddel, der var sat på postkassen. En gul post-it med en besked, der var Nobelprisen værdig: "Er ikke hjemme lige nu og døren er låst, så vi ikke får indbrud. Du kan låse dig ind med nøglen, som ligger i postkassen, for den har jeg ikke låst..." Mikael rystede opgivende på hovedet. Det skulle nok holde folk fra at hente ting og sager i den lejlighed. Måske var det tid til dagens gode gerning? Han tog en avis og skrev en venlig besked til beboeren på den og lagde den i den åbne postkasse ved siden af nøglen. På vej ned ad trappen kom han i tanke om, at den gule seddel stadig sad på postkassen, så han vendte om. Lige som han greb sedlen, blev døren åbnet indefra. Så var der alligevel nogen hjemme... En kvinde stod foran ham, præcis som Gud havde skabt hende og han fandt sig selv stirrende på hendes former. Hun måtte være dobbelt så gammel som ham, men synet af bar hud og et par brystvorter, der stirrede tilbage gjorde nu alligevel sit indtryk i hans bukser. Hun lod ikke til at have noget imod hans øjne. Snarere det modsatte med det lille kække smil, hun sendte ham. Hun tog blot ugens gejl og læste hans besked. "Er det dig, der har skrevet det?" spurgte hun og ventede tålmodigt på, at han kom ud af trancen. Han sagde ingenting, sank blot savlet i munden og nikkede. Hun lavede elevatorblikket og gjorde holdt ved den udspilede lynlås. Så smilede hun endnu mere og spillede med øjnene. "Tak skal du have," sagde hun og kyssede ham på kinden. "Du er sød." Han mærkede ikke så meget kysset eller de venlige ord, for der var andet, der pressede sig på. Hun havde lagt sin ene hånd på hans skulder for balancen og den anden på hoften for chancen, så han havde mærket det ene bryst strejfe ham lige over hjertet. Ikke længe, bare lige et hurtigt strejf. Men det var nok til at gøre alt andet sløret. Med sine 16 år følte han sig mest som en stor dreng, men kroppen havde en ganske anden opfattelse, så da hun tilbød ham en kop kaffe, sagde han ja tak. De sad en times tid i hendes sofa og lod kaffen dampe af, mens hun snakkede og han prøvede at lytte. Hun havde ikke fundet det nødvendigt at klæde sig på, men observerede hans mindste reaktion. Egentlig burde han nok være irriteret over at blive behandlet som en forsøgsrotte, men han nød hvert sekund. Særlig da hun på et tidspunkt tabte et par tilbud på gulvet og bukkede sig ned for at samle dem op. Med ryggen til, så at sige. Hun var ikke ret god til at samle op og blev ved at famle efter siderne, så det tog en rum tid at komme på benene igen. Det gav Mikael et perfekt udsyn til det, som vel alle drenge i den alder tænker på i samtlige vågne timer - og et par af de sovende... Bortset fra det ene strejf ude i opgangen havde de ikke rørt hinanden, men det var alligevel noget af det mest fantastiske, han nogensinde havde oplevet. "Din kaffe er blevet kold," sagde hun lige pludselig, "men du skal vel også gøre ruten færdig." Joh, det skulle han vel...? Resten af ruten var overstået begivenhedsløst og da han kom hjem, stod hans far i køkkenet med maden parat. Mikaels mor, Kathrine, var på kursus i den uge og hans mindre søskende var ude hos nogle skolekammerater, så der var kun ham og hans far hjemme. "Hej Mikael!" sagde han, "Jeg har en overraskelse til dig!" De satte sig til bordet og begyndte at spise. "Ja, jeg ved jo, hvordan du har det med den avisrute og det er jo heller ikke sjovt at gå med aviser, når man er 16 år gammel," sagde hans far med et smil, "så jeg har fundet et job til dig på redaktionen i stedet. Mere i løn og mere i mening. Du kan starte på mandag, for jeg har fundet en afløser til din rute." Den gamle Hr. Friedenhoff sad med forventning om glæde og smil, så han var ikke helt forberedt på den reaktion, der nu kom. "Hvad mener du?" sagde drengen med et saligt smil på læberne, "Jeg elsker den rute. Jeg er glad for at gå med aviser og har overhovedet ikke lyst til at være på redaktionen! Du kan give jobbet til en anden. Jeg er vild med at gå med aviser!" Efter den salut gik Mikael ind på sit værelse og lukkede døren. Sikke en dag, det havde været! Han havde endda fået en ekstra bonus på vejen hjem, da han kom forbi Hansens. Vinduet ind til deres soveværelse havde stået åbent og lydene, der strømmede ud i haven fortalte, at de i hvert fald ikke sov derinde. Fru Hansens pibende stemme havde tigget om mer´ og det havde lydt, som om hun nærmest skreg ind i en pude. Hr. Hansen havde svaret med udtryk, der ikke ville være passende ret mange steder, men Mikael havde nu alligevel undret sig, for Hr. Hansens stemme lød anderledes, end den plejede. Men dét, der havde fået Mikael til for alvor at undre sig var, at Fru Hansen i sin stønnen kaldte sin mand for ’Danny’ og selv om det nok var de færreste af ungerne i kvarteret, der havde nogen som helst anelse om, hvad Hr. Hansen hed til fornavn, så vidste Mikael fra sine avisture, at det i hvert fald ikke var ’Danny.’ Eller for den sags skyld bare noget, der lignede. Så han havde sneget sig helt hen til vinduet og kigget ind. Forklaringen havde i dén grad overrasket Mikael! Mens han lå på sin seng og tænkte på dagens begivenheder, sad Samuel stadig ude i køkkenet med et eftertænksomt udtryk i ansigtet. Han var endnu ikke kommet sig over, at Mikael pludselig var så begejstret over sit avisjob og ubehagelige billeder fyldte hans indre øje. Billeder af små kuverter hentet på hjørnet nede ved Gartnerens butik og billeder af Mikael med grafittitegninger på ryggen... | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
