 |  | Hvordan defineres frihed? |
 |
|
|||||||||||||
|
4. dag. Min refleksion er styg. Det ved jeg godt, men det er nu engang sådan den ser ud. Det er sådan den er kommet til at se ud. Jeg ligner ikke længere hende på fotografiet på natbordet. Hende med musik i øjnene og liv i det krøllede hår; det ved jeg godt. Jeg har ikke længere armene om mine døtre og blikket rettet mod Rasmus. Det er fortid. Den tid hvor jeg sad på verandaen og læste eventyr og drak kaffe efter kl.18. Det var dengang, inden.. min refleksion blev styg. Jeg burde smide fotografiet ud eller i hvert fald bare putte det ned i skuffen. Mine fingre vibrerer, tungen er indtørret og jeg har ondt i øjnene af at se for meget, så det må blive senere. 9. dag. Jeg er tør i halsen og den forbandede sol brænder mig i ansigtet (hvis den dog bare ville skinne et andet sted, på nogen andre). Jeg er tør i halsen, men den alt for glade hyldeblomstsaft væder intet - den fungerer slet ikke, den bidrager kun med en overstadig lugt af sommer, hvilket jeg absolut ikke er i humør til i dag eller for den sags skyld i morgen. Det eneste jeg har brug for er duften af frihed, som klistrer sig til alle rummets vægge, hver gang jeg skruer låget af flasken og hælder væsken ind i mig. Den vidunderlige, søde duft af frihed og ansvarsløshed, som jeg ikke har duftet til i evigheder. Jeg tror jeg gør mit bedste, men det er ikke retfærdigt for nogen. Jeg er ikke glad, pigerne er ulykkelige og Rasmus er irriteret. Vi er ikke os selv nogen af os. Det er dumt. Det er rigtig dumt, og jeg sidder her helt alene imens de andre prøver at lege familie derhjemme. Gad vide om der findes anden væske med frihed i - som ikke består af blomster og øko-fis? Jeg vil aldrig tvinge Sofia til at drikke det stads igen - nogensinde. Det må jeg skrive og fortælle hende - måske hun svarer denne gang?! 11. dag. Jeg hader at gå i bad, for jeg kan altid se mig selv i badeværelsets skinnende fliser. Det må de have gjort med vilje, placeret mig i et værelse med det mest skinnende badeværelse i bygningen, bare for at ramme mig på alle tænkelige måder. De har udsmykket værelset med et spejl på skabslågen, et på badeværelset og et lille et over kommoden. Hvis det skulle blive koldt, har jeg ikke flere halstørklæder, da de alle sammen hænger over spejlene. Jeg lugter. Af indespærring. Af fangenskab. Af magtovergreb. Jeg savner ikke nogen. Ikke sådan rigtigt endnu. Kun friheden, der gurgles rundt i munden som en smuk tagfat. Savner de andre mig? Hvad laver de derhjemme? Får Ida lavet sine lektier? Hvorfor har de ikke været og besøge mig? Svarer Sofia mon på mit brev? Er der rom i romkugler? Jeg hader at gå i bad. Et par dup under armhulerne må gøre det for i dag. Jeg er så træt og tør i halsen. 14. dag. Hvorfor har jeg ikke fået post endnu? Jeg gider ikke deltage i aktiviteterne med svampene. Det er så ydmygende at høre på deres historier. De kan ikke en gang selv høre det. Rædsomt. Jeg deltager ikke. Det regner, så det er okay at sidde her helt alene i mørket, igen. Jeg savner så meget. Jeg ved at jeg savner nu. Det ved jeg godt. Jeg savner at gemme mig selv på bunden - det giver verdens smukkeste billede for enden. Det savner jeg. Jeg har kun min stygge refleksion tilbage. Får ingen post, ingen svar, ingen besøg, ingen frihed, ingen valg, ingenting. 15. dag. Jeg hopper nu. Jeg er ligeglad. Jeg hopper ud ad vinduet og ned til kiosken, det er kun to etager. Kiosken har åbent sent. Jeg skal af sted. Det gør så ondt i min hals, jeg er så træt af ikke at drikke noget. Det gør så ondt i maven. Jeg må have frihed, nu. 21. dag. De forpulede, magtliderlige koner, som vimser rundt, nægter at give mig smertestillende. De forstår ikke hvor mange smerter jeg har i min arm, de forstår ikke hvorfor jeg bliver ved med at be’ dem skrubbe ad helvedes til, efter de har ordnet spejlene. De forstår ikke en skid. Jeg har brug for smertestillende i det mindste. Jeg har brug for det! Det er et menneskeprivilegium. 24. dag. Jeg fik en tegning med posten i dag. Det første tegn på liv hjemmefra. Den er grim; forestiller tre tændstikmennesker. To små med trekantede kjoler og en stor med hat, de står vidst nok foran noget der skulle forestille et gyngestativ og et hus. Deres munde smiler i citronmåner, ligner det. De er alt for glade. Hvorfor er der kun tre mennesker? Hvad har jeg nu gjort? Den tegning er grim og det pure opspind. Sofia har aldrig været god til det kreative, det må hun have arvet fra Rasmus. Der var ikke noget brev med. Der stod kun med store fedtede bogstaver ”Mor er væk”. Hvad er det dog for noget åndssvagt noget at skrive? Gud, hvor er jeg træt. 27. dag. Hele min krop er smadret. Min gane skriger efter frihed og rus. Jeg kan ikke mere. 28. dag. Jeg blev tvunget til gruppemøde i dag. Leif og Ina skulle hjem og havde derfor bagt en vammel kage - sammen?! Jeg går aldrig til møde igen. Jeg savner og hungrer inderligt. Jeg lider stor sorg. Jeg er bare så tørstig. 31. dag. Jeg har fået brev fra advokaterne Jensen & Hansen. Burde jeg have svaret på den grimme tegning? Jeg er for træt til at kigge på den igen. Sket er sket. Jeg har smidt fotografiet i den sølvgrå skraldespand - min refleksion er blevet giftig at se på. Det går vel over? | ||||||||||||||
 | haleløs | 2011-06-02 08:51:18 |
En familieMOR på alkohol-afvænnings-klinik. Ikke så lidt af et TABU. Lyslevende og indfølende skrevet!
venligst ...
PS som en slags 'apropos på spørgsmålet som stilles i overskriften': er alkohol jo et særdeles stærkt opløsningsmiddel; karrierer, venskaber, ægteskaber, børn, biler, helbred, fremtid ...
venligst ...
PS som en slags 'apropos på spørgsmålet som stilles i overskriften': er alkohol jo et særdeles stærkt opløsningsmiddel; karrierer, venskaber, ægteskaber, børn, biler, helbred, fremtid ...
| mille | 2011-06-05 08:12:19 |
En rigtig god beskrivelse af en "moder" på "minnesota-kur" jeg føler med hende i hendes "fængsel", som hun måske nok selv har valgt i et klart øjeblik, men alt andet end alkoholens lindrende virkning er ligegyldigt for hende.
Læseren får virkelig et indblik i den trøstesløse virkelighed alkoholikeren lever i.
Læseren får virkelig et indblik i den trøstesløse virkelighed alkoholikeren lever i.
| NannaLA | 2011-06-07 16:43:17 |
Kære Mille,
Mange tak for din kommentar og for din tolkning af HP.
Mvh Nanna
Mange tak for din kommentar og for din tolkning af HP.
Mvh Nanna
| poeten | 2011-06-06 12:59:12 |
Det er rigtig godt beskrevet. Kampen, savnet mv. Er det et selvprotræt? mener du har skrevet om problematikken i dine digte også. Hvis ikke undskylder jeg. Under alle omstændigheder er det en god beskrivelse af et virkeligt problem. Godt gået!! Poeten
| NannaLA | 2011-06-07 16:47:43 |
Kære Poet,
Det er ikke et problem jeg har haft tæt inde på livet - jeg kender til det, men ikke i dets grusomme omfang. Jeg tror bare jeg i dette tilfælde har fundet nogle empatiske følelser frem, forestillinger omkring hvordan det måtte være og så derfra skrive ud fra det - i håb om det ville blive troværdigt. Det er lykkes kan jeg høre? Tak.
Mvh Nanna
Det er ikke et problem jeg har haft tæt inde på livet - jeg kender til det, men ikke i dets grusomme omfang. Jeg tror bare jeg i dette tilfælde har fundet nogle empatiske følelser frem, forestillinger omkring hvordan det måtte være og så derfra skrive ud fra det - i håb om det ville blive troværdigt. Det er lykkes kan jeg høre? Tak.
Mvh Nanna
| Forfatter in spe | 2011-06-20 18:01:53 |
Du har skrevet en yderst velformuleret tekst, med mange flotte visuelle detaljer og underholdende iagttagelser, som giver teksten en tyngde. Fx ”Er der rom i romkugler?” pludselig kastet ind i hvirvelvinden af tanker, der flakser rundt i HPs sind.
Rent sprogligt bliver HPs tone i dagbogen mere og mere brunstigt, og det topper på tredje ugen, hvorefter det er som om kampgejsten forsvinder og opgivelsen tager til. Jeg synes, det er en fin måde at beskrive forløbet på en afvænningsklinik.
HP ser sig selv som værende mere værd end de andre ”gider ikke deltage i aktiviteterne med svampene”, og hun har også den erkendelse, at hun ikke er tilfreds med sin situation og selvværd. Detaljen med halstørklæderne over spejlene er rigtig fin.
Din historie fungerer godt indtil slutningen, hvor brevet kommer fra skilsmisseadvokaterne. Jeg har forstået at kvinden har noget selverkendelse. Hun har efter en måned indset, at hun skal blive ren. Men for hvis skyld? Hun har flere gange haft lyst til at give op, men det nærliggende ville være, at tro, at det var for børnenes skyld. Til sidst sidder jeg tilbage med en fornemmelse af, at HP er fuldstændig ligeglad med børnene, og det mener jeg faktisk ikke er troværdigt. Måske for en faderfigur der ofte har været på ”turne”, men ikke for moderen, der selv har båret disse børn - og formentlig ikke har været alkoholiker siden deres fødsel. Endelig ved jeg ikke, hvor længe en alkoholafgiftning tager, men en hel måned og så stadig hungrende efter alkohol! Er det mon korrekt? Jeg ved det ikke.. Men flot velskrevet tekst.
Tillad nu ikke mine ord at få mere vægt, end du selv mener, de er berettiget!
Venligst fra Jesper
Rent sprogligt bliver HPs tone i dagbogen mere og mere brunstigt, og det topper på tredje ugen, hvorefter det er som om kampgejsten forsvinder og opgivelsen tager til. Jeg synes, det er en fin måde at beskrive forløbet på en afvænningsklinik.
HP ser sig selv som værende mere værd end de andre ”gider ikke deltage i aktiviteterne med svampene”, og hun har også den erkendelse, at hun ikke er tilfreds med sin situation og selvværd. Detaljen med halstørklæderne over spejlene er rigtig fin.
Din historie fungerer godt indtil slutningen, hvor brevet kommer fra skilsmisseadvokaterne. Jeg har forstået at kvinden har noget selverkendelse. Hun har efter en måned indset, at hun skal blive ren. Men for hvis skyld? Hun har flere gange haft lyst til at give op, men det nærliggende ville være, at tro, at det var for børnenes skyld. Til sidst sidder jeg tilbage med en fornemmelse af, at HP er fuldstændig ligeglad med børnene, og det mener jeg faktisk ikke er troværdigt. Måske for en faderfigur der ofte har været på ”turne”, men ikke for moderen, der selv har båret disse børn - og formentlig ikke har været alkoholiker siden deres fødsel. Endelig ved jeg ikke, hvor længe en alkoholafgiftning tager, men en hel måned og så stadig hungrende efter alkohol! Er det mon korrekt? Jeg ved det ikke.. Men flot velskrevet tekst.
Tillad nu ikke mine ord at få mere vægt, end du selv mener, de er berettiget!
Venligst fra Jesper
| NannaLA | 2011-06-20 18:11:37 |
Hej Jesper,
Tak for din uddybende kommentar.
Et afvænningsprogram tager 28 dage - det har jeg researchet mig frem til.
Grunden til jeg lod HP opgive helt til slut var faktisk for at gøre historien mindre forudsigelig, for netop som du selv skriver, så er det atypisk for en kvinde at vælge børnene og det liv fra; men det forekommer altså - desværre. Det ved jeg af egen erfaring. Så netop derfor lod jeg i dette tilfælde faderen være den stærke forældre, der vil sine børn det bedste, hvilket oftest ses hos moren. Kvinder kan også komme ud på sidespor og hvem ved... Måske fortryder HP det hele dagen efter brevet fra advokaterne, måske først 10 dage efter eller slet ikke.
Dette skal på ingen måde prøve at bortforklare din kommentar på nogen måde, jeg havde blot en trang til at forklare mit valg af karaktertræk.
Mvh Nanna
Tak for din uddybende kommentar.
Et afvænningsprogram tager 28 dage - det har jeg researchet mig frem til.
Grunden til jeg lod HP opgive helt til slut var faktisk for at gøre historien mindre forudsigelig, for netop som du selv skriver, så er det atypisk for en kvinde at vælge børnene og det liv fra; men det forekommer altså - desværre. Det ved jeg af egen erfaring. Så netop derfor lod jeg i dette tilfælde faderen være den stærke forældre, der vil sine børn det bedste, hvilket oftest ses hos moren. Kvinder kan også komme ud på sidespor og hvem ved... Måske fortryder HP det hele dagen efter brevet fra advokaterne, måske først 10 dage efter eller slet ikke.
Dette skal på ingen måde prøve at bortforklare din kommentar på nogen måde, jeg havde blot en trang til at forklare mit valg af karaktertræk.
Mvh Nanna
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Mvh Nanna