 |  | Gyserhistorie, jeg skulle skrive i skolen |
 |
|
|||||||||||||
|
Kuplen: En fremtids gyser ”Mit liv blev forandret for evigt, da jeg vandt Hunger Games” ”Ha ha, Hunger Games foregik jo for 70 år siden, din tumpe!” ”Xenia!” sagde miss Hapeltoff. ”Undskyld” sagde jeg - bare uden at mene det. Den værste tid. Timen. Jeg brugte frikvartererne på at lege med min robot. Indtil skriget kom - altså ikke ”Skriget” fra 1893 men et skrig, der gik lige i hjernen på mig og fik blodet i mine årer til at fryse til is. Vagterne kom og de havde hjelme med. Der var også en, der stod Xenia Exalvador Key på. De gav mig hjelmen på. Jeg skreg ikke. Det ville alligevel ikke nytte noget. Gassen kom ud i samme nu og de løftede mig op og gik med mig, som om jeg var en ting. En video film flimrede frem for mine øjne: ”Kuplen sprang....... bla bla bla” Jeg fulgte ikke med. Jeg kunne kun tænke på Ashton. Søde, rare Ashton. ”Vågn op!” sagde en mand med næsehår, der kunne flettes, hvis man altså gad den slags. ”Ja, ja” mumlede jeg gnavent. ”NU!” Lyden i hans stemme gav ikke plads til trods og jeg fik kæmpet mig vågen. Han førte mig ind i et laboratorium fyldt med reagensglasbørn og dyr i sprit. ”Hvad skal vi her?” spurgte jeg næsehårsmanden. En brændende smerte bredte sig på min kind, da hans hånd ramte mig hårdt. ”Så du ikke filmen, din lille mide?” ”Nææ” svarede jeg og han kvitterede med endnu en sviende lussing. ”Kom nu, unge.” Korridoren var lang og der var mange døre på begge sider. Hvad der var bag ved, vidste jeg ikke og jeg var heller ikke sikker på, at jeg ville vide det. ”Her ind”, sagde næsehårsmanden pludselig og skubbede mig ind af en af de mange døre. Ashton! Der lå Ashton, lige der for næsen af mig helt krøbet sammen i en lille boks. ”NEEEEEEEJ” skreg jeg så højt, at jeg blev helt forskrækket over styrken af min egen stemme. Jeg måtte væk og det skulle være nu. Lynhurtigt bøjede jeg mig ned og bed næsehårsmanden hårdt i hånden og inden han kunne nå at gribe fat i mig, løb jeg. Jeg ænsede intet omkring mig, måske kom jeg til at skubbe til nogen, jeg ved det ikke. Jeg skulle bare væk, inden jeg havnede i en lille boks som Ashton. Hvor længe jeg havde løbet ved jeg ikke, men pludselig stod jeg foran et par dobbeltdøre med vinduer i. Hvad jeg så, vil jeg huske til den dag, jeg dør. Børn yngre end jeg blev systematisk aflivet med sprøjter - men hvorfor? Og hvorfor skulle børn på min alder puttes i bokse? Intet gav mening men jeg vidste at mit liv afhang af, om jeg slap ud herfra. Pludselig gik Kuplens alarm i gang. Over alt blinkede lamperne rødt og lyden fra sirenerne truede med at sprænge mine trommehinder. I ét nu var der vagter overalt. Forvirrede løb de rundt mellem hinanden. Jeg benyttede mig af forvirringen og fik gemt mig bag en af servicerobotterne, der bevæger sig i fast rutefart mellem gartnerierne og selve kuplen. I ly af robotten nåede jeg gartneriet og derfra var vej ud det rene barnemad. Jeg vidste godt, at luften uden for kuplen var giftig, men hellere dø fri end i fangenskab. Jeg begyndte igen at løbe, mens jeg holdt vejret. Jeg havde en lille iltflaske på mig. Det skulle vi altid have som ekstra sikkerhed og jeg brugte den, når jeg absolut ikke kunne holde vejret længere. Men snart var flasken tom og jeg var klar over, at min sidste time var kommet. Hovedet dunkede, hjertet hamrede og smerten i brystet var ulidelig. Det var ved at være slut. Pludselig snurrede hele verden rundt og jeg døde - troede jeg. ”Hey du, vågn op” Lyden af en blød behagelig stemme nåede mine ører. Jeg slog langsomt øjnene op og kiggede op i et rart men temmelig beskidt ansigt ”Er jeg død nu?” spurgte jeg og prøvede forsigtigt at dreje hovedet lidt. Stemmen forvandledes til en hjertelig latter. ”Død, nej du er ikke død!” Forsigtig satte jeg mig op: ”men den giftige luft?” ”Ha! Det er bare noget Kuppelstyret bilder jer ind, for at I ikke skal stikke af. Luften herude fejler ingenting” Jeg fik kæmpet mig op at sidde og så mig omkring. Jeg var omringet af store børn, der så ud til at være lidt ældre end mig. Jeg vil gætte på, der har været en 10-12 stykker. ”Ashton” sagde jeg ”Ashton er stadig i kuplen”. Jeg mærkede et pres bag øjnene, men jeg ville ikke græde. ”Du skal ikke være bekymret. Vi planlægger et angreb på Kuplen i aften og snart er Ashton og alle de andre børn frie igen og bliver genforenede med deres forældre. ”Men, Men, er de ikke døde?” Stammede jeg. Det løb mig koldt ned af ryggen. Billeder af de små bitte børn dukkede op på min nethinde. Det var som om, han kunne læse mine tanker. ”Det var en illusion, jo mere de kunne skræmme jer, jo mindre var chancen for, at I stak af. Og ved at holde jer fanget havde de også kontrol over jeres forældre. Du ved, billig arbejdskraft” Det var for meget, alt alt for meget for mit hoved. Jeg kunne slet ikke rumme det, jeg fik at vide. Jeg faldt udmattet i søvn men jeg sov godt, for jeg vidste, at i aften ville Aston og alle de andre børn være frie igen. Men, livet vil aldrig være det sammen efter det jeg har set. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2014-03-16 17:03:49 |
halløjsan og VELKOMMEN HID!
en anden, ung gyser/horror forfatter er 'sweets' Blod er bedre end vand del 01.
og systemet virker således, at man (typisk) får komm. i det omfang, man selv er aktiv ;)
venligst ...
en anden, ung gyser/horror forfatter er 'sweets' Blod er bedre end vand del 01.
og systemet virker således, at man (typisk) får komm. i det omfang, man selv er aktiv ;)
venligst ...
| MarieBachmann | 2014-03-16 21:48:25 |
Tusind tak for velkomst! - Jeg har været forbi og læse de første 3 afsnit af hendes historie, glæder mig til at læse mere, men sengen kalder :-)
| nhuth | 2014-03-16 18:34:46 |
Voldsom mareridtsvækkende grufuld historie. Tak for læsningen. Gys og gru har aldrig været min stærke side. Jeg synes, at virkeligheden er slem nok.
Men nogen må jo løfte arven efter Hitchcock.
Det er i hvert fald et kvalificeret forsøg
Vh.Nhuth
Men nogen må jo løfte arven efter Hitchcock.
Det er i hvert fald et kvalificeret forsøg
Vh.Nhuth
| MarieBachmann | 2014-03-16 21:07:05 |
Tusind tak! Virkeligheden er barsk, det har du ret i, men nogle gange kan det være rart at beskæftige sig med en barsk fantasiverden i stedet for den barske virkelighed :-)
| nhuth | 2014-03-16 21:21:06 |
Til Marie.
Såre sundt og begavet ræsonnement. Du har helt ret.
vh.Nhuth
Såre sundt og begavet ræsonnement. Du har helt ret.
vh.Nhuth
| haleløs | 2014-03-17 08:04:30 |
FREMRAGENDE, velkomponeret fremtids-robotdrama om 'billig arbejdskraft'.
venligst ...
PS '... jeg kunne slet ikke rumme det, jeg fik af AT vide.'
venligst ...
PS '... jeg kunne slet ikke rumme det, jeg fik a
| MarieBachmann | 2014-03-18 19:45:29 |
Tusind tak!! - Jeg er virkelig glad for, at du kan lide den! - Skal nok få rettet til AT ;-)
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
