 |  | Det onde som lurer |
 |
|
|||||||||||||
|
Jeg hedder David Jeg skriver her en lille historie, for at vise, hvordan jeg skriver. Jeg er 39år gammel. Jeg vil lige tilføje, at det ikke er min speciale at skrive denne slags fortællinger. Men jeg øver mig i at kunne skrive bedre. Håber der er mange som vil analysere denne lille fortælling, og give mig ris og ros. På forhånd tak... Del 1 - Det onde som lurer Jeg stod nu med endnu et svært valg, som var et valg der drejede sig om, om jeg kunne få mig til, at forlade min lejlighed, for netop at få mig en øl eller to, på den hyggelige cafè Cikpak. Men jeg fik heldigvis taget mig sammen, for hver gang min isolation spillede mig et puds, men hvis ikke et eller andet skulle ske for mig. Da jeg jo bare sad foran computeren, dag efter dag, og misundte alle de mennesker, som havde noget at dele med hinanden socialt på nettet. Men nu tænkte jeg, at jeg ville ud en tur for at lure, for jeg kedede mig ufattelig meget, noget skulle der simpelthen ske. tænkte jeg. --- Turen ned af gaden, var som om at jeg skulle gemme mig for alt og alle, være usynlig for dem alle sammen, som jeg mødte på min vej, det med at de så mig, tænkte om mig. Det irriterede mig utroligt meget, og jo mere jeg isolerede mig selv overfor mine omgivelser, jo mere groede den onde misundelse, som jeg blev konfronteret med dag efter dag. --- Jeg glæder mig nu til at sidde isoleret, studere nogle uvidende mennesker, for dette får min misundelse og had til at forsvinde for en stund, det som jeg hele tiden var besat af, for hver gang jeg skulle udenfor mit hjem. Jeg gik jo på Cikpak hver eftermiddag, når jeg havde tjent til dagen og vejen, ved min pc, hele den lange formiddag. hvor jeg tænkte, endnu en bunke papirer, som jeg skal gå igennem, jeg var ved at få spat eller flip, ud af mit arbejde, så jeg flygtede nærmest fra min lejlighed, ud i isolationen, for jeg kunne ikke sidde derhjemme og være endnu mere isoleret, for så groede min misundelse og hadet endnu mere, så min tur på Cikpak tog jeg som en flugt fra isolationen, men den var der desværre også der når jeg ikke sad der hjemme. --- Hvad skal jeg gøre, for jeg er ved at blive sindssyg af misundelse og had. Et eller andet skal der simpelthen ske. --- Nu nærmede jeg mig Cikpak, en E-Cigaret Cafè, hvor jeg kunne nyde min E-Cig og en kold øl fra køleren, for jeg kunne godt lide at få et par bajere efter fyraften. Og sidde isoleret og studere mine omgivelser meget nøje. Tanken om hvem jeg var, som person overfor andre, hvor ingen kendte mig, i det lille samfund, som jeg boede i, den var meget mystisk, men også spændende, selvom jalousien fik sit frie spil. --- Nu gik jeg op til baren, jeg bad om en kold Tuborg. Bartenderen kikkede på mig med mystiske øjne, for jeg kunne sagtens se og fornemme, at han syntes, at jeg var en underlig og mystisk person, for det lyste ud af bartenderes blik, og den måde som han kikkede på mig. --- Jeg ved godt at du synes jeg er underlig, og jeg er udmærket klar over, at du tænker ned om mig. tænkte jeg provokeret, som jeg stod med mine øjne og kikkede bartenderen direkte ind i hans sind, mens jeg tænkte ordene, som fløj igennem mit sind. Nu satte bartenderen den kolde øl på disken. Og jeg lagde nu pengene på bordet, og jeg snuppede bajeren. Bartenderen tog pengene, som han hurtigt lagde ned i pengekassen, som om man ville snuppe dem fra ham. --- Nu gik jeg ned og satte mig et isoleret sted, der hvor jeg kunne sidde for sig selv, og kikke på folk, som gik forbi den åbning hvor man gik igennem, for at sidde på sofaen. Jeg havde været her på Cikpak mange gange efterhånden. Men pludselig kom misundelsen, som et lyn fra den klare himmel, og som var så stor, at jeg begyndte at ryste over hele kroppen, for jeg havde bemærket et par, som gik forbi logen, der hvor jeg sad isoleret. For det var den rødhårede gut, som tit havde kikket mystisk på mig. Han stod nu sammen med en pige og nogle andre venner, de fniste meget, og den unge rødhårede skulle åbenbart være sej overfor sine venner, for de havde sikkert lavet et væddemål som drejede sig om mig, for nu stod han og kikkede på mig. Den rødhårede gut, pegede på mig, han fniste og sagde, Det er isolationsmesteren. hvorefter han grinte fjoget, og nu begyndte de andre at fnise vildt meget af ham. Men oplevelsen fik hadet til at blomstre hos mig. - Bare vent til jeg kommer igen, så har jeg en overraskelse, som jeg vil grine fjoget ad. tænkte jeg ondskabsfuldt, og nu slugte jeg det sidste af min halvlunkne øl, og jeg rejste mig hurtigt for at forlade cafeen. --- Jeg stilede hurtigt hjemad, for nu kunne jeg næsten ikke styre mit had mere, og lige nu så kunne det hele også bare være lige meget. Men jeg skal nok vise dem, at man ikke laver sjov med Isolationens mesteren. De skal komme til at fortryde det, de skal komme til at føle at være isoleret, så isoleret at kun jeg kan slippe dem fri igen, tænkte jeg alvorligt. --- Jeg fik hurtigt den ene ide, efterfulgt af en anden. Det var ikke nogle sjove ideer, som kredsede rundt i midt sind, det var meget alvorlige ideer, som drejede sig om at straffe dem på de mest underlige måder, men jeg skulle finde på noget, som havde med isolation at gøre, og dette havde jeg ikke helt fundet ud af endnu, men jeg tænkte, det kommer nok helt af sig selv, når mit offer er på plads. --- Nu var Jank endelig kommet hjem til sig selv. --- Jeg lagde mig på min sofa, for at falde til ro, men det kunne jeg næsten ikke, for nu ville jeg bare føre mine ideer ud i verden, og jeg ville være den, som igen kunne regne ud, så jeg ikke skulle opdages, og straffes for mine handlinger. --- Del 2 - Isolationens fængsel Jank boede i et hus, som havde en enorm kælder. En kælder som også gav sig tilkende i billeder, som var meget frygtelige, personer som blev straffet til døde, hængt, halshugget og meget andet, med en sort hætte over hovedet. Det var som om, at det ene grufulde billede det opstod, inde i sindet på Jank. Det virkede som om, at det var sket før, for Jank havde haft mange oplevelser, hvor han var overbevist om, at det kunne være sket før, at alt var planlagt på forhold, det som man gik i møde, igennem livet. --- jeg gik nu ned i min kæler, som lagde under mit enorme hus, jeg ville nu forberede et isolationskammer, hvor jeg ville finde mine ofre, bringe dem til domstolen, som skulle være dødens domstol i isolation. For ingen skulle kalde mig for isolationsmester, og gøre grin med mig, i andres nærvær. Så nu skulle de prøve hvordan det var. tænkte jeg alvorligt. Om så det kommer til at koste min tur på Cikpak, så er jeg klar til at udforske mine geniale onde ideer til fuld ende. --- Nu gik jeg inde i et stort rum, hvor der stod den ene kasse efter den anden. i kasserne havde jeg lagt mit værktøj, for nu skulle jeg finde mine værktøjer frem, så jeg kunne bygge et isolationsfængsel. Nu begyndte jeg at rode i den ene kasse efter den anden. Jeg fandt nu min boremaskine, en tang, en rundsav, en økse, en spade, en friture gryde, en hammer, og meget mere, som jeg tog op fra kasserne. Da jeg havde fundet alt det som jeg havde, og som jeg skulle bruge. Kunne jeg gå i gang med at bygge fængslet. Det skulle virke som et rigtigt fængsel, for oplevelsen skulle være så brutal, som det nu kunne være. Mine ofre skulle virkelig fortryde det som de havde gjort, velvidende om at der nu ikke var nogen udvej for dem, overhovedet. --- Der var nu gået en uge, hvor jeg var vildt beskæftiget med, at forberede isolationens fængslet. Og hurtigt som jeg fik skaffet de dele som jeg skulle bruge, metalstænger, en stol, et bord, mere værktøj, plus mange andre ting. Og nu var jeg nået til ende. Jeg havde lavet et lydisoleret rum, hvor jeg havde lavet et kammer, som lignede en fængsels celle. Hvor der stod en stol midt inde i kammeret, som var boltret til gulvet, så man ikke kunne flytte stolen, der var fire sæt håndjern, en for hver arm, og en for hvert ankel. Der hang en lampe i loftet. Og så havde jeg svejset et bord sammen med metalstængerne, der omkransede kammeret. Jeg syntes det hele var perfekt. Mere perfekt kunne det simpelthen ikke blive. --- Jeg besluttede mig nu for at finde mit første offer. Dette skulle være den rødhårede gut. Så jeg forlod min bolig, og gik ud i mængden igen, stadig isoleret som altid. Men denne gang var jeg anderledes, for nu skulle der ske noget, som kunne ændre mine tanker, og styre mit had, til alle dem, som havde noget tilfælles. For der var jo ingen, som gad at have noget med mig at gøre, de kunne kun kikke med underlige blikke, som om de allerede havde kasseret mig på forhånd, så snart de så mig. Jeg vidste udmærket at de bagtalte mig, og meget andet. Men nu skulle det være slut. Simpelthen slut. --- Del 3 - Mødet med den rødhårede gut Jeg nærmede mig endnu engang Cikpak. Købte mig en kold Tuborg, som jeg plejede. Og gik ned til min sædvanlige isolerede plads i logen. Og helt tilfældigt denne Fredag eftermiddag, der kom den rødhårede ind på cafeen, men denne gang, var gutten helt alene, og jeg kunne se i hans blik, da han gik forbi min loge, at han var bange. Nu kunne jeg selv føle, at mit had blev mindsket, da jeg fik øjenkontakt med ham. For han var ikke andet end en gut på godt 25år, det lignede han i hvert fald. Den rødhårede gut skyndte sig forbi logen, for han havde fået gåsehud af frygt, for at den mystiske herre skulle gøre ham fortræd. --- Nu har du et problem, for du bliver mit første offer, du skal have førstepladsen, og åbne for min hadefulde fest, som skal mætte mit had, som er så enormt, for jeg kan ikke vente mig til, at isolere dig, og gøre dig til isolationens taber. tænkte jeg, mens mit hjerte hamrede i hast, en følelse som jeg godt kunne lide. At være bange selv, og have blodet susende rundt i årerne, det både stressede mig, men gjorde mig også rolig på en underlig måde, men når jeg tænkte hvad jeg ville gøre ved ham, så fik jeg en fornemmelse af, at mit hjerte skulle til at gå i stå, på en meget følsom måde. Som at falde dybt i sædet, og være totalt mættet og afslappet, så var det ikke fordi, at jeg fik de onde tanker, så ville jeg sikkert stresse til døde, sådan havde jeg det i hvert fald. --- Jeg gik nu ud af logen, for jeg havde nu besluttet mig for, at jeg ville kontakte den rødhårede gut, men ingen skulle vide noget om det, så derfor gik jeg ud mod toilettet, hvor jeg lige skulle samle mig og mine tanker. jeg smilte til ham over hele fjæset, og kunne se den rødhårede gut, som sad for sig selv, og spillede Toki, et abespil som var opdateret til det andet årtusinde, det berømte arkadespil, hvor en abe skyder kugler ud af sin mund. --- Jeg fik nu øjenkontakt med den rødhårede gut, jeg nikkede pænt til ham, som om jeg var totalt ligeglad, med det som han gjorde overfor mig, for godt en uges tid siden, og nu gik jeg ind på toilettet. Jeg gjorde det som jeg skulle, og havde nu planlagt i mine tanker, at jeg ville konfrontere ham på en venlig måde. Så igen skulle bemærke noget, for jeg kunne jo godt snakke med mennesker, hvis jeg virkelig havde et formål med det, for ellers talte jeg aldrig med nogen, levede bare mit isolerede liv. --- jeg forlod nu toilettet, og vaskede mine hænder, jeg kikkede på mig selv i spejlet, og jeg som ikke brød sig om mig selv, jeg kikkede hurtigt væk, for jeg kunne ikke tåle synet af mig selv, sådan havde jeg altid haft det. Og det var pga. noget som jeg havde være ude for, i mine unge dage. Hvor min fader altid fortalte mig, at jeg så dum ud, og at jeg ikke kunne blive til noget, og den følelse havde skabt grundlaget for min isolation og mit had til mine opgivelser, så det var ikke fordi, at jeg ikke vidste hvor hadet og misundelsen kom fra, men folk som ville påminde mig om min isolation, og håne mig, de ville komme til at fortryde det noget så grusomt, for det var ikke kun min fader som havde gjort det, for jeg blev også drillet i skolen, der var ingen som brød sig om mig overhovedet. --- Nu forlod jeg toilettet, efter jeg havde vasket mine hænder, jeg var lidt op at køre, pga. alkoholen fra den kolde øl, som var blevet lunken, så jeg kunne føle mig lidt småfuld på en god måde. Og jeg kom nu ud iblandt de andre igen. Den rødhårede gut sad stadigvæk på sin plads, stadigvæk helt alene og spillede stadigvæk det abespil, som han havde gang i, men jeg ville nu konfrontere ham. Så jeg gik nu hen imod ham, jeg løftede den ene hånd, for at hilse på ham. Han kikkede underligt på mig, og nu suste der en hadefuld tanke igennem mit sind, med et billede, hvor den røde gut havde rødt blodigt hår, og hvor han hang og dinglede i lampeledningen, inde i rummet på min kælder. Men jeg kunne se, at når jeg tænkte ondt overfor andre, når de kikkede ind igennem mine øjenkroge, så kunne de ikke se mine onde tanker. --- Hvad så, du spiller tit det Toki spil, er det spændende? spurgte jeg nysgerrigt gutten om. Han kikkede nu underligt på mig og sagde. Ja, det er super spændende. Men han kikkede nu med et uroligt blik på mig, og det kunne jeg lide, for han skulle ikke gøre mig til grin i andres nærvær. --- Det som jeg gjorde, er det derfor du kommer hen til mig, eller hvad? spurgte den rødhårede gut, på en lidt akavet facon. --- Åh det, det havde jeg da glemt for længst, men det er jo lige meget ikke sandt, du skulle jo være sej overfor de andre. Og så var det jo nemt at håne mig, men lad os drikke en øl sammen eller to, jeg giver den, så kan vi få en sludder sammen. sagde jeg til gutten, for nu ville jeg vide alt og mere til, om ham, for at jeg kunne finde en mulighed, hvor jeg kunne finde ham, hvor ingen ville se eller høre noget, for episoden havde jeg ikke glemt, og jeg ville heller ikke glemme det. Nu gik jeg ned mod baren, og jeg fulgtes med den rødhårede gut. --- Hvad drikker du ellers, andet en de kedelige pils man tit får. Skal vi ikke prøve noget nyt og anderledes, for jeg tror sku vi skal have en skævert på i dag, er du med på det? spurgte jeg gutten om. Ja, ja lad os prøve noget andet, den er jeg med på, men du skal altså ikke betale for mig. sagde gutten og kikkede på mig. --- Jeg insisterer, sagde jeg. Og jeg kikkede nu på bartenderen. En kande Kongen af danmark. Som var den bedste spiritus jeg kunne få. En rød kande saft, med rød sodavand og en del vodka. --- Jeg fik nu kanden og to glas, og vi gik nu ned og satte os ned, for at få en sludder. For nu havde jeg bestemt mig for at krydsforhøre den unge mand. --- Jeg betragtede ham, imens han løftede glasset, for at tage sig en tår. --- "Hvad hedder du?" spurgte jeg ham om. "Jeg hedder Karsten", svarede han. "Hvad laver du så, altså i din fritid?", spurgte jeg nysgerrigt om, for det sædvanlige spørgsmål om, "Hvad laver du til daglig", det var kedeligt, for det er det man typisk spørger om. "Men sig mig, har du nogle spændende interesser?" spurgte jeg ham om. Nu kikkede han på mig og sagde. Jeg spiller computerspil på min pc. "League og legends", "et super godt spil, hvor man spiller sammen med andre på nettet. Hvad med dig, for du er vel blevet voksen, og spiller ikke spil, eller hvad?". Spurgte ham mig om. Det så ud som om at gutten var nervøs, da han talte med mig. "Jeg sidder også ved computeren, men laver egentligt ikke andet end at skrive romaner og krimier", svarede jeg ham. Men dette var en løgn, for hvis jeg ikke fik ham fanget i dag, så skulle jeg ikke fortælle noget, som han kunne fortælle til vennerne. --- "Må jeg spørge dig om, hvor du boer henne?" spurgte jeg gutten om. Han kikkede på mig, og så ud som om, at jeg havde stillet ham et spørgsmål, som han ikke ville dele med mig. "Hvad er du ude på, med de spørgsmål du stiller, man skulle tro, at du krydsforhører mig! svarede gutten surt. Nu kunne jeg fornemme gyset af frygt, for at skulle blive opdaget, for det som jeg havde gang i, en frygt som også ville komme og vise sig for mig, for det som jeg nu havde gang i. En frygt som jeg skulle takle og lære ud fra, og det ville ikke blive nemt, for hver gang jeg skulle finde et offer, og udspørge dem på denne facon, så jeg skulle måske finde en anden metode, men jeg ville give denne mulighed endnu en chance. Men frygten den måtte jeg jo finde mig i, for der ville altid være fordele og ulemper med alt det, som man traf af valg, i denne mystiske verden. --- Jeg kikkede på ham og sagde så. "Intet jeg behøver at vide, men et eller andet skal man jo snakke om!". "Nu vil jeg begynde at tænke på at komme hjem". Sagde gutten. han rejste sig op foran mig. Kanden og glassene var tomme, og jeg følte ikke at jeg fik noget ud af samtalen, som om den unge gut, havde været bange for mig. Så jeg tænkte at, dette skulle nok blive svært at gennemføre. --- Nu kikkede jeg på gutten, som forsvandt fra min loge. Jeg rejste mig op, og forlod nu cafeen. Det var blevet aften, og nu måtte jeg bare komme hjem. Der var vel gået et par minutter, efter gutten havde forladt Cikpak. Og da jeg anede ham langt nede af strøget, hvor han forsvandt ind i en gyde. Der tænkte jeg kun en ting. Det skal ikke være nu, jeg må vente, for nogen har set mig, med den unge gut. Så jeg besluttede mig for at vente nogle dage, og forberede min plan, som skulle være mere perfekt. --- Jeg stilede nu nedad strøget i samme retning hvor jeg kom fra, og for at vende hjem til min pc. Klokken var godt 20:30. --- Del 3 - Søger for at finde info Jeg skyndte mig ind i min bolig, jeg låste hurtigt døren efter mig, for nu ville jeg koncentrere mig om, at finde ud af alt om gutten, for han måtte være at finde på nettet, men med navnet Karsten, og en gut som har rødt hår, det vidste jeg udmærket ville blive en svær opgave. Men jeg ville ikke opgive, så jeg begyndte at lede på youtube og facebook, Og pludselig dukkede der et billede op med Karsten. Og nu kunne jeg se ham, der på skærmen foran mig. Jeg havde fundet ham, Fedt! tænkte jeg. Jeg gik straks i gang med at finde ud af hans interesser, og de personlige oplysninger, som han havde lagt på sin profil på Facebook. --- Han er godt nok ikke bange for at nogen skulle frarøve ham hans fritid, tænkte jeg, da jeg kunne læse alt om ham, men dog ikke noget om hvor han boede, men jeg kunne jo gå hans samtaler igennem, for at lave et mønster for hans færden. Og det kastede jeg mig nu ud i med dyb intens interesse, at søge efter et offer, det var en speciel oplevelse, som gav et sug i mavesækken, så man næsten sank på en behagelig måde, ned i sin kontorstol. --- Aha han går i skole. VUC. Fire timer ugentligt, mandag og onsdag. Så er han i CompuClub for at spille arkade spil, tre gange om ugen. --- CompuClub var et sted, hvor man kunne spille på de helt gamle arkade maskiner, som man havde bevaret, og det spil som Karsten spillede på cafeen, det havde de også nede på CompuClub. Men der kunne man ikke få alkohol eller spiritus, det kunne man kun på cafeen. --- Jeg kikkede videre, og fandt nu ud af mere og mere om ham. Det var hårdt syntes jeg, men jeg skulle jo ende med at få noget ud af min søgen, for at mætte mit had og misundelse. Så nu lagde jeg en plan, som ikke måtte fejle. For nu ville jeg konfrontere ham, et sted hvor han var alene. --- Jeg slukkede min pc, og gik nu i seng, for i morgen skulle være en spændende dag. Og min kælder som jeg havde lavet om til et isolations fængsel, det ventede bare på at blive brugt, at der skulle komme mus til huse. --- Del 4 - Offeret fængsles Den næste dag, klokken 08:00 Jeg stod nu op, gjorde mig klar til, at skulle fange mit første offer, og dette ville nok blive svært, men det skulle ske nu i dag, for nu følte jeg mig klar, og der var nu gået et par dage, siden jeg talte med Karsten. --- Jeg forlod nu boligen, og gik ind mod strøget, som lagde nogle blokke væk. For jeg boede inde i et boligkvarter, hvor man boede alsides fra andre, man boede lidt isoleret, for der var ingen naboer i miles omkreds, der hvor jeg boede. Dette kunne heller ikke være mere perfekt. For området med huse og lejligheder som lignede et lille hus, som jeg sad til leje i, det område var lavet, så man havde følelsen af, at bo på landet, men nærliggende byen. For jeg boede tæt på Storsted. --- Jeg tror jeg vil opsøge ham hos CompuClub. Men jeg skal sørge for, at ingen ligger mærke til noget, så det er godt jeg er tidligt på den. tænkte jeg. For CompuClub åbnede først klokken ti, og klokken var ikke mere en kvart i ni om morgenen. --- Jeg havde lagt noget tøj i en sort sæk, i bagagerummet i min bil, en blå ford fra 2001. Det var tøj som offeret skulle have på, hvis nogen så os sammen, når jeg skulle føre ham hen til bilen. --- Imens et andet sted i byen... "Hvad så, skal du i CompuClub når de åbner?" spurgte Karstens ven, som hed Jens. Jo, det regner jeg med, for jeg vil gennemføre Toki, jeg må bare gennemføre det. sagde Karsten med et glimt i øjet, som man ikke kunne se andet end, at det var en glæde for ham. på et højt plan, som stjerner der vrimlede rundt inde i øjet på ham selv. --- "Hvor langt er du nået?" spurgte Jens misundeligt om. For de konkurrerede tit om, hvem der kunne komme længst med et liv. Men jens var ikke med hver gang, faktisk sjældent, for han havde ikke være i klubben meget længe. Øjet er jeg nået til, jeg kan simpelthen ikke komme forbi øjet. Men i dag skal det lykkes for mig. sagde jeg og kikkede på min bedste ven Jens. --- Nu kimede Jens mobil, lige inde han skulle i bad, for Karsten og Jens gik hver morgen i træningscenteret. Men Jens skulle med sin klasse på tur. Men Karsten havde fri denne dag. --- "Jeg er nødt til at smutte, for jeg skal mødes med klassen" sagde Jens, da han havde fået sit tøj på igen, efter badet. "Ok men vi ses sagde jeg og kikkede på ham". Jeg vinkede til ham, da vi skiltes udenfor træningscenteret. Og besluttede mig for at tage ned til CompuClub, for at sejre over øjet. Så jeg gik i raske skridt, som jeg altid gjorde det, når jeg gik i mine egne tanker. --- Bag ved CompuClub... Her har jeg valgt at slutte for nu... | ||||||||||||||
 | haleløs | 2014-11-08 07:38:08 |
jeg har foreløbig kun læst halvdelen men tillader mig at kommentere på det:
historien står betydeligt mere levende, nu hvor 'Jank' er både MIG og 'HAM isolationsmesteren'
Du har så absolut flair for at fortælle, skifte synsvinkel og miljøbeskrive!
Dette sagt så står teksten altså noget rodet; så lad mig gi' dig et par tips:
brug citattegn / ny linie + leg med at skifte typografi (læs i MENU under HJÆLP/INFO)
"
... Jank sagtens fornemme, i bartenderes måde at kikke på ham.
Jeg ved godt at du synes jeg er underlig, og jeg er udmærket klar over, at du tænker ned om mig.
tænkte Jan
"
og opdel i kortere afsnit / kapitler som her Jeg vil altid være her del 01.
man redigerer sin tekst ved klik på blyantsikonet; det er ikke nødv. at slette den
Jeg læser resten senere. Vil du gerne ha' andres komm. må du selv lægge ud ved at læse og kommentere på deres ting ;)
venligst ...
historien står betydeligt mere levende, nu hvor 'Jank' er både MIG og 'HAM isolationsmesteren'
Du har så absolut flair for at fortælle, skifte synsvinkel og miljøbeskrive!
Dette sagt så står teksten altså noget rodet; så lad mig gi' dig et par tips:
brug citattegn / ny linie + leg med at skifte typografi (læs i MENU under HJÆLP/INFO)
"
... Jank sagtens fornemme, i bartenderes måde at kikke på ham.
Jeg ved godt at du synes jeg er underlig, og jeg er udmærket klar over, at du tænker ned om mig.
tænkte Jan
"
og opdel i kortere afsnit / kapitler som her Jeg vil altid være her del 01.
man redigerer sin tekst ved klik på blyantsikonet; det er ikke nødv. at slette den
Jeg læser resten senere. Vil du gerne ha' andres komm. må du selv lægge ud ved at læse og kommentere på deres ting ;)
venligst ...
| haleløs | 2014-11-09 08:33:01 |
undervejs i læsningen snublede jeg over:
"
... jeg flyttede nu kasserne væk, hen i et hjørne. For der skulle være plads til det som han skulle bruge, en stol og et bord. ...
"
jeg / han er ikke ligegyldige småting; det både forstyrrer og forvirrer læsningen!
Billedet begynder et fremtone som en 'terrorist in spe' undervejs med sine hævn-planer ;)
venligst ...
PS vær sød at opdele teksten i kortere, selvstændige kapitler; så blir den dels nemmere at læse, dels mere overskuelig at kommentere på ;)
"
... jeg flyttede nu kasserne væk, hen i et hjørne. For der skulle være plads til det som han skulle bruge, en stol og et bord. ...
"
jeg / han er ikke ligegyldige småting; det både forstyrrer og forvirrer læsningen!
Billedet begynder et fremtone som en 'terrorist in spe' undervejs med sine hævn-planer ;)
venligst ...
PS vær sød at opdele teksten i kortere, selvstændige kapitler; så blir den dels nemmere at læse, dels mere overskuelig at kommentere på ;)
| DAHL65 | 2014-11-09 12:06:11 |
Hej haleløs, jeg er glad for dine kommentarer, de hjælper mig utroligt meget, det kan jeg fornemme, hvis ikke du havde givet dig i kast med at kommentere min skrift, så ville jeg nok køre i det samme spor. så endnu engang tak for det mvh David
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
