 |  | Forførelse eller forstillelse |
 |
|
|||||||||||||
|
I "tråd" med "En amatørforfatterskole" prøver jeg mig frem her. Som forfatterspire i den skønlitterære prosa-genre oplever jeg tit, at jeg bliver lovlig selvbiografisk. Når jeg skriver en tekst, som jeg fornemmer er vellykket, er det næsten altid om noget, som jeg har oplevet og sanset. Det er der sådan set ikke noget mærkeligt i. Jeg læser meget sjældent science fictionværker, men jeg beundrer f.eks. Jules Verne, som i den grad kunne "forføre" mig og henrykke mig, når jeg læste ham. Han kunne dét dér uden at have prøvet at være astronaut. Det vil føre for vidt her at inddrage skuespilkunst, filmkunst og cirkuskunst; men nærliggende. Hvordan kan man formulere ord og sætninger, der har den eftertragtede egenskab at kunne forføre læseren? Hvordan kan jeg skrive en roman, hvor dele af handlingen foregår i Paris, uden at have været der selv? Nej. Det bliver let forstillelse og vil ikke vinde gehør i læsere, der kender byen. Eller mere præcist: Hvori ligger de sproglige forskelle der må være mellem to næsten ens beskrivelser, hvor den ene beskriver noget, som forfatteren faktisk har oplevet og været en del af - og den anden er en beskrivelse af noget som forfatteren aldrig har oplevet? Hvad er det der gør den første tekst bedre end den anden? Er det noget med engagementet, tempoet eller mangelfuld research? Eller: Hvordan forfører jeg læseren til at tro, at jeg har oplevet det jeg skriver? Jeg tror, at jeg igen vil vende min opmærksomhed mod Bjarne Reuter: At bilde læseren noget ind Da Bjarne Reuter i 1997 blev hædret med Søren Gyldendal-prisen var en del af begrundelsen hans »utrolige sans for detaljer«. Modsætningen mellem bogens småborgerlige miljø og det grufulde svævede i atmosfæren. - Enhver roman står og falder på sin autenticitet. Jo tidligere scenografien lykkes, desto større virkning. Det er afsindig vigtigt, at de bittesmå detaljer er på plads. Jeg skriver, som var det et nøjagtigt filmmanuskript, jeg lavede. Jeg skal kende Culmans lejlighed til den mindste detalje, inden jeg går ind i den og beskriver den. Når den præcise miljøbeskrivelse først er på plads, kan man næsten bilde læseren hvad som helst ind, siger Bjarne Reuter. Han har opsøgt de fleste af de steder, hvor hovedpersonen Culman bevæger sig hen. Leon Culman er en undviger, der ikke vil huske, hvad han inderst inde godt ved. En mand, som aldrig åbner sig for alvor, heller ikke for sine bedste venner, sin kone eller sin datter. Brevet bliver anledningen til, at Leon Culman omsider tager sit liv op til revision og tvinges til at afdække det tildækkede og indkalde vidner til det utilgivelige. (oven stående er citeret fra en artikel af en redigeret udgave af et interview, der har været bragt i Flensborg Avis) Vh.Nhuth | ||||||||||||||
 | haleløs | 2013-03-06 09:36:25 |
apropos Paris; hvis blot scenen foregår indendørs - f.eks. på et hotelrum eller kontor - behøver man vei egentlig ingen særlig geografisk viden?
venligst ...
venligst ...
| nhuth | 2013-03-06 09:51:39 |
Tak. Nej, det er nok rigtigt; men det kræver nok en højt udviklet en autentisk fantasi og masser af viden. Igen griber jeg til Bjarne Reuter:
"- Enhver roman står og falder på sin autenticitet. Jo tidligere scenografien lykkes, desto større virkning. Det er afsindig vigtigt, at de bittesmå detaljer er på plads. Jeg skriver, som var det et nøjagtigt filmmanuskript, jeg lavede. Jeg skal kende Culmans lejlighed til den mindste detalje, inden jeg går ind i den og beskriver den. Når den præcise miljøbeskrivelse først er på plads, kan man næsten bilde læseren hvad som helst ind, siger Bjarne Reuter.
Han har opsøgt de fleste af de steder, hvor hovedpersonen Culman bevæger sig hen."
Inventaret, farverne, lydene, lyset, påklædningen, de daglige gøremål, ikke vicevært i Paris, men concierge,osv. osv.
Vh.Nhuth
"- Enhver roman står og falder på sin autenticitet. Jo tidligere scenografien lykkes, desto større virkning. Det er afsindig vigtigt, at de bittesmå detaljer er på plads. Jeg skriver, som var det et nøjagtigt filmmanuskript, jeg lavede. Jeg skal kende Culmans lejlighed til den mindste detalje, inden jeg går ind i den og beskriver den. Når den præcise miljøbeskrivelse først er på plads, kan man næsten bilde læseren hvad som helst ind, siger Bjarne Reuter.
Han har opsøgt de fleste af de steder, hvor hovedpersonen Culman bevæger sig hen."
Inventaret, farverne, lydene, lyset, påklædningen, de daglige gøremål, ikke vicevært i Paris, men concierge,osv. osv.
Vh.Nhuth
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Bemærkningen her var blot ment som kommentar i aktiviteterne om "en amatørforfatterskole".
(Du og jeg har jo et par gange tidligere talt om god research) nu er deltagerkredsen måske udvidet.
Vh.Nhuth