 |  | Den værste ting der kan ske, farver mv. |
 |
|
|||||||||||||
|
Iqra og jeg gik tur i indre by - eller i noget, der godt kunne minde om en fin bydel. Jeg fortalte hende, at skatter min havde slået op med mig (jeg husker ikke grunden), og at jeg havde prøvet at komme i kontakt med ham hele dagen idag - også selvom, vi havde været sammen hele dagen igår, husker jeg pludseligt. Hver gang jeg ringede, tog han den ikke, eller også var der telefonsvarer på, eller også sagde den, at mit tlf. nr. ikke var registreret på hans mobil. "Men jeg føler stadig, vi er sammen, Iqra!" sagde jeg febrilsk til hende. Hun svarede ikke. Der blev sprunget i tiden. Jeg var nu på et moderne og stort bibliotek, hvor jeg stødte ind på min gamle klassekammerat Nicolaj. Han sad ved en computer og skrev eksamensopgave. Der var en anden mandlig studerende overfor, som havde valgt samme emne til sin eksamensopgave - men jeg husker ikke, hvad emnet var andet end, at det rent struktur-mæssigt mindede om en lang sang, eller et digt. Der blev sprunget i tiden igen. Jeg befandt mig nu på min gamle folkeskole. Det var mørkt udenfor, mens skolens sædvanlige omgivelser var skiftet ud med marker og landbrug. Længere ude var der nogle gårde og træhytter. Området var dækket af hvidt sne. Thomas, skatter min, var der sammen med en masse andre, vi ikke kendte. Vi var åbenbart endt i samme folkeskoleklasse på trods af, at vi alle var i start eller midt 20erne. En fællesveninde, som vi aldrig nåede at se hvem var, havde brækket nakken eller halsen og lå nu indlagt på en af gårdene længere ude. Det var derfor han var mødt op idag. Vi undlod at have øjenkontakt eller at sige noget til hinanden, men selvom vi gjorde alt dette, endte vi alligevel, mens vi alle sad på trapperne på et af de øvrige etager, at sidde op ad hinanden. Det resulterede i, at han lagde hovedet i mit skød, nærmest som en naturlig reaktion på, at jeg havde lagt mig ned. Følelsen af forelskelse og at vi stadig var i forhold, dukkede pludselig op igen. Vi skulle nu til time. Vi alle sad ved små og lave border og stole, to og to. Jeg valgte at sætte mig allerforrest, og alene. Jeg husker ikke, hvor han satte sig. Vores billedkunstskabslærer var en mand iført en sort trøje og mørke jeans. Hans hår var kort, friseret og mørkebrunt. Han havde brune øjne og skægstubbe - mere husker jeg ikke. Han gav os til opgave at dekorere strikhuer, som for mig lignede huerne, man kan købe hjemme i Afrika, Marokko. Vi måtte selv bestemme, hvilke farver, der skulle bruges på huerne, men når han så ville spørge ind til, hvad farver vi havde brugt, var det meget vigtigt, at vi svarede rigtigt. Jeg satte mig ved de midterste borde med to-tre andre og brugte farverne mørkelilla, mørkeblå, turkis og lyseblå. Mønstret var kvadratisk, blomstreret, stort og småt. Jeg husker ikke, hvad Thomas brugte, eller hvor han sad henne, eller hvilket mønster han dekoreret sin hue med. Tankerne var slet ikke på ham længere. Efter noget tid kom vores lærer os i møde med en udekoreret hue. Langs huens kant var der små klips (eller hårspænder?), som hver især skulle repræsentere de farver, vi havde til rådighed. Det var nu meningen, at vi hver især skulle røre og/eller have fat i de klips, hvis farver vi havde brugt. Jeg husker, at jeg tog fat i den mørkelillae klips, men undlod at tage fat i de andre farver, da jeg pludselig var i tvivl om, hvorvidt man skulle det. | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
