 |  | Caroline, komtesse de Chambrey - 1. kapitel |
 |
|
|||||||||||||
|
Forfatteren har med denne roman villet skrive en letbenet og underholdende historie a la dameblad. Da Caroline de Chambrey vågnede på sin 18 års fødselsdag, skinnede solen fra en lyseblå himmel. Få, hvide skyer drev langsomt henover vinslottet Chateau de Chabrynettes tårne, og det ville blive en dejlig sommerdag. Uanset vejret, så var denne dag speciel for komtessen. Det var dagen, hvor hun var myndig og omsider kunne følge sit eget hoved. Næsten da. Noget hun længe havde set frem til. Hun skulle blot at opfylde det løfte, hun havde givet sin moder om at debutere hos hoffet i Versailles denne sommer. Da var hun fri af snærende bånd, kunne gifte sig med hvem hun ville, og når hun ville. Philippe de Gascogne dukkede op i Carolines tanker, og hjertet slog hurtigere. De havde kendt hinanden siden barndommens vilde lege. Med årene var disse blevet til udfordringer som at klatre i egnens højeste træer, drille bønderne og slippe godt fra det. Det seneste år var andre, dybere følelser begyndt at udvikle sig mellem kammeraterne. Caroline mærkede varmen i maven ved tanken herom. Hun strakte sig og lod smilende en hånd glide gennem sit lange, lyse hår. Komtessen så sig nysgerrigt omkring, da hun stod ud af sengen og stak fødderne i lette tøfler. Dagens første gaver var blevet listet ind i hendes gemak, da familien troede, at hun sov. Caroline havde selv været med til at overraske sin fader, moder og broder de forgangne år, og det havde været lige morsomt hver gang. På bordet, der var ryddet til formålet, lå en sort æske, den nye kjole og skoene til dagens fest. Komtessen holdt den lange, lyserøde drøm op foran sig og gik hen til spejlet. Kjolen var syet i flere lag med hvide flæser og glitrende broderier. Hun ville blive bedårende. Hun ønskede også at være det denne enestående dag. Da skulle alle, og især én bestemt, se, at hun også kunne være en elegant, ung dame. At hun ikke bare var "den vilde komtesse" der sad overskrævs på hesten i dristige ridt over grevskabets marker og veje. Nu skulle Caroline også leve op til sin titel og pligter som komtesse de Chambrey. Det var surt, men sådan var aftalen med hendes forældre. De havde set igennem fingre med hendes drengestreger til i dag, hvor hun fyldte 18. Da måtte hun til gengæld blive den, man forventede, hun skulle være. Caroline sukkede, mens hun holdt kjolen op foran sig, og der tændtes først ægte glæde i hendes øjne igen, da det bankede på døren. "Kom dog ind, Ingeborg!" råbte Caroline. Kort efter gik døren op, og en hvidhåret guvernante trådte ind. Hun nejede let. "God morgen, komtesse Caroline. Må man lykønske Hendes Nåde på fødselsdagen?" Caroline så målløs på sin barnepige siden fødslen, så slog hun med nakken og lo. "Ih, bevar mig vel, hvor er vi pludselig blevet formelle, kære guvernante." "Det ønsker komtessen måske, nu hvor hun er blevet myndig." Ingeborgs rynkede ansigt lyste op i smil, da Caroline omfavnede hende, som hun altid havde gjort. "For dig, Ingeborg, vil jeg altid bare være Caroline. I hvert fald når vi to er alene og ikke er sammen med de dumme stivnakker, der ikke kan leve uden deres korrekte etikette." Caroline fnyste hånligt, så nejede hun overdrevent smilende med store armbevægelser. "Noget har jeg da fået lært dig, min søde pige," svarede Ingeborg og så kærligt på Carolines måbende ansigt. "Nej, Ingeborg, du så vel nok, at jeg lavede en grov parodi på det kongelige hofkniks, og ... nå, ikke, men pyt nu være med det. Se min fine, nye kjole til ballet! Moder har valgt den til mig, og du må straks hjælpe mig i den." Tålmod blev vist aldrig en af Carolines store dyder, men hun måtte vente til alle underskørter var på plads, før hun kunne trække kjolen over hovedet. "Hvor er den smuk. Men også mere udringet, end jeg er vant til." Caroline gik hen foran spejlet og trak genert op i kjolens udskæring, men Ingeborg smilede stolt. "Min lille pige er blevet en yndig, ung kvinde," sagde hun bevæget, og Caroline måbede. "Er jeg? Philippe siger, at mine store øjne og mund får mig til at ligne tudserne nede i dammen." Ingeborg lo stille, mens hun betragtede "sit" barn. Selv med viltert morgenhår brusende ned over skuldrene var Caroline naturligt køn, og hun ville gøre stor lykke i Versailles. Hun skulle blot lære ikke at være så uformel over for alle, både dem under og dem over hende. Man skulle kende sin plads i samfundet, og det ville Caroline komme til i Versailles. Ingeborg havde skam gjort sit for at lære komtessen at føre sig som en højbåren dame. Især dette års slid og terperi af etikette og gode manerer havde hjulpet. Ingeborg så mildt på Caroline, for unoder havde været en del af pigens charme, siden hun var ganske lille. Det var heller ikke til at forstå, hvor årene var blevet af. Ingeborg følte sorgen gro i sig ved tanken om, at hendes og Carolines veje snart måtte skilles. Men sådan var det. Man opdrog de kære børn, og så rejste de bort. "Jeg har en lille gave til dig på din store dag," sagde Ingeborg, og Caroline trak igen op i kjolens udskæring, da hun løb hen til hende. "En gave! Til mig?" "Husk nu, at en Dame ikke løber. Hun går roligt og værdigt," formanede den gamle guvernante mildt, og komtessen rullede med øjnene. "Ja, ja! Hvad er det, du har til mig, gamle vrissehoved?" Det sidste blev sagt kærligt, og Ingeborg så både glad og forlegen ned i gulvet. "Ja, det er såmænd bare en ganske lille ting, een jeg føler, at du bør have." Hun rakte Caroline en lille pakke med en omhyggeligt bundet silkesløjfe, og Carolines blå øjne jublede. Det gjorde Ingeborg varm i hjertet, da komtessen ivrigt åbnede sin gave. "En medaljon! Hvor er den smuk. Kan den åbnes? Jeg vil straks have den på!" Ingeborg fik blanke øjne af glæde, da hun måtte hjælpe Carolines febrilske fingre med kædens lås. Først da, kunne de beundre det dråbeformede smykke på komtessens slanke hals. "Kan den åbnes?" spurgte Caroline igen, da hun og Ingeborg stod foran spejlet. "Med et let tryk på top og bund samtidig. Men ikke nu! Dråben rummer noget, du engang vil få brug for i yderste nød." Ingeborgs ansigt blev lige så mørkt som stemmens tone, og Carolines smil blegnede. "Uha, Ingeborg, du forskrækker mig jo. Og så lige her på min store dag." "Den er blot én af mange for dig, min søde pige, blot én af mange." Ingeborg nikkede, og Caroline vendte sig mod hende med gavtyvecharmen på fuldt blus. "Men, søde Ingeborg, du ved jo hvor nysgerrig, jeg også kan være. At jeg kunne komme til at åbne den i utide. Og slet ikke med vilje." Caroline lagde hovedet på skrå, og Ingeborg rystede leende på sit. "Ja, det kunne vel nemt ske. Lover du mig at lade være, hvis jeg til gengæld løfter på lidt af sløret?" Ingeborg så alvorligt på Caroline, der nikkede ivrigt. Da guvernanten havde hvisket komtessen i øret, kunne skuffelsen ses i hendes ansigt. "Er det virkelig ikke andet? Ja, så skal jeg nok kunne lade den være lukket." "Tak, og nu må vi se at få dig gjort klar. Dine forældre venter på dig nede i hallen. Vil du have parykken på nu, eller vente til i aften" "Åh, jeg hader dem! De stikker og klør," stønnede Caroline, og hun og Ingeborg blev enige om, at komtessens eget, lyse hår blot skulle sættes op i en løs frisure. Så var hun i hvert fald fin nok til eftermiddagens modtagelse af gæsterne til aftenens bal på Chateau de Chambrey. "Sådan! Nu mangler vi bare dine smykker, og så bliver du næsten ikke kønnere, unge dame." Ingeborg hentede æsken på bordet og gav den til Caroline. Hun åbnede den med let rystende fingre, og begge kvinder gispede, da æskens glitrende pragt åbenbarede sig. "Det, det er jo mormors halskæde og ørenringe med perler og safirer. Nu ... nu er de mine," hviskede Caroline bevæget, og Ingeborg nikkede stille. "Du har altid beundret disse smykker, når din moder bar dem til de store fester. Skal jeg tage medaljonen af dig?" "Nej! Nej tak, den beholder jeg på. Hele dagen! Se dog ikke så skræmt ud, Ingeborg, for se, din fine medaljon hænger smukt over halskæden. Og tænk nu hvis jeg havner i yderste nød allerede i aften." Caroline slog med nakken og rejste sig med et lille smil på læberne, mens Ingeborg vred sine hænder. "Men søde pigebarn, går det an? Min lille, ydmyge gave sammen med din moders, grevindens, strålende smykker." "Mine strålende smykker, Ingeborg, og jeg elsker dig, gamle vrissehoved. Mere end min egen moder! Det ved du ganske udmærket." "Ja, jo, det gør jeg jo ... men du burde ikke sige den slags højt, min søde pige." "Hvorfor ikke, når det er sandt? Jeg holder skam af moder. Hun er så smuk og stilfuld og korrekt og ... og fjern, hvorimod du, min kære Ingeborg ... " Carolines øjne blev med ét blanke, og da stemmen knækkede, omfavnede Ingeborg hende varmt som så ofte før. | ||||||||||||||
 | Amanda Gyldenlyng | 2012-03-12 14:36:04 |
Hej Bøllebob.
Det er længe siden, jeg har læst en roman i et dameblad, men din historie her rammer ikke helt ved siden af, sådan som jeg husker de historier.
Og så er den faktisk charmerende. Har også lidt "Fortælling for unge piger" over sig, synes jeg.
Du forklarer en del, men i denne genre er det netop udmærket.
Min eneste lille pip, går ud på, at der ikke skal være "at" i følgende sætning: Hun skulle blot ( at skal væk) opfylde det løfte ...
Vh. Amanda
Det er længe siden, jeg har læst en roman i et dameblad, men din historie her rammer ikke helt ved siden af, sådan som jeg husker de historier.
Og så er den faktisk charmerende. Har også lidt "Fortælling for unge piger" over sig, synes jeg.
Du forklarer en del, men i denne genre er det netop udmærket.
Min eneste lille pip, går ud på, at der ikke skal være "at" i følgende sætning: Hun skulle blot ( at skal væk) opfylde det løfte ...
Vh. Amanda
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Det glæder mig, at du synes, at historien rammer tonen a la dameblad/unge piger, da det jo netop er målgruppen.
Og så tror jeg, at folk, der gerne læser i denne genre, gerne vil have ting og sager forklaret mere end i de rigtige romaner, at de ikke gider lede efter hints imellem linjerne - jeg kan jo tage fejl.
mvh. BB